Gå til hovedindholdet

Europa-Kommissionens rolle i lovgivningen

Kommissionens vigtigste opgaver i lovgivningsprocessen

Kommissionen foreslår og gennemfører love, der er i overensstemmelse med målene i EU's traktater. Den tilskynder erhvervslivet og borgerne til at komme med input til lovgivningsprocessen og sikrer, at lovene gennemføres på en korrekt måde og evalueres og opdateres efter behov.

Områder, hvor EU kan lovgive

Ethvert tiltag fra EU er baseret på traktater, der er blevet godkendt på demokratisk vis i alle medlemslandene. Disse bindende aftaler mellem EU-landene fastsætter EU's mål samt reglerne for EU's institutioner og for, hvordan afgørelser vedtages. Den fastlægger desuden forholdet mellem EU og dets medlemslande. Traktaterne er udgangspunktet for EU-lovgivningen.

EU kan kun handle på de områder, hvor medlemslandene har givet beføjelse til det via EU-traktaterne. Traktaterne angiver, hvem der kan vedtage love på hvilke områder: EU, de enkelte lande eller begge parter.

Typer af EU-love 

EU's indsatsområder 

Kommissionen foreslår lovgivning

Kommissionen har ansvaret for at planlægge, forberede og foreslå ny europæisk lovgivning. Den kan gøre det på eget initiativ. De love, den foreslår, skal fremme EU's og borgernes interesser som helhed. Kommissionen forelægger et lovgivningsmæssigt forslag for Europa-Parlamentet og Rådet, som skal blive enige om teksten, for at den kan blive til EU-lov.

Planlægning og fremsættelse af lovforslag

Bedre regulering

Borgerne, erhvervslivet, civilsamfundet, de offentlige myndigheder og alle andre interessenter har mulighed for at blive hørt i EU's lovgivningsproces. Denne tilgang kaldes "bedre regulering".

Kommissionen foreslår nye love med udgangspunkt i evidens og de indsamlede synspunter fra borgerne og de øvrige interessenter.

Bedre regulering: hvorfor og hvordan?

Regler for gennemførelsen af EU's love

Når en EU-lov er vedtaget, kan Rådet og EU-Parlamentet bemyndige Kommissionen til at vedtage to typer såkaldte ikke-lovgivningsmæssige retsakter for at sikre, at lovene gennemføres korrekt (gennemførelsesretsakter) eller om nødvendigt bliver opdateret for at afspejle udviklingen på et bestemt område (delegerede retsakter).

Gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter 

Sikring af EU-lovenes korrekte gennemførelse

Kommissionen er ansvarlig for at overvåge, om EU-lovgivningen gennemføres korrekt og rettidigt. I den egenskab kaldes Kommissionen for "traktaternes vogter".

Den skrider ind, hvis et EU-land ikke indarbejder et direktiv fuldt ud i sin lovgivning inden den fastsatte frist, eller hvis det ikke har gennemført et bestemt stykke EU-lovgivning korrekt.

Hvis et land ikke gennemfører EU's lovgivning, kan Kommissionen indlede en formel traktatbrudsprocedure mod det pågældende land.

Kontrol med gennemførelsen af EU's direktiver 

Traktatbrudsprocedure

Evaluering og opdatering af EU-love

Kommissionen evaluerer regelmæssigt, om EU-lovene har ført til de ønskede resultater for Europas virksomheder og borgere.

Evalueringsresultaterne hjælper Kommissionen med at afgøre, om EU's forskellige indsatser skal køre videre eller ændres.

Sammen med evalueringer og kvalitetskontroller (hvor flere relaterede tiltag vurderes) hjælper Kommissionens REFIT-program til at forenkle eksisterende EU-love og gøre dem billigere at anvende.

Som en del af sin dagsorden for bedre regulering giver Kommissionen alle EU-borgere mulighed for at komme med feedback om planerne for evalueringer og kvalitetskontroller og deltage i de offentlige høringer i forbindelse med igangværende evalueringer.

Evaluering af love