MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Kommissionens retningslinjer for gennemførelsen af EU's regler om definition og bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold

(2020/C 323/01)

1.   Indledning

EU har opstillet en samlet og tværfaglig politisk ramme for bekæmpelsen af smugling af migranter, bl.a. ved at udarbejde og gennemføre en første EU-handlingsplan (2015-2020) for at imødegå denne kriminelle aktivitet (1). Dens centrale mål er at ødelægge kriminelle organisationers forretningsmodel, som bringer migranters liv i fare og truer vore samfunds sikkerhed, uden at der dog af denne grund skal være risiko for, at det kan gøres strafbart at yde hjælp til migranter i nød. Dette mål er fortsat en vigtig politisk prioritet for EU.

»Smuglerpakken« (2) udgør den retlige ramme, som EU vedtog i 2002 for at definere den stafbare handling »hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold i EU« og udstikke de dertil knyttede strafferetlige sanktioner.

Navnlig pålægges medlemsstaterne ved direktiv 2002/90/EF (»direktivet om hjælp til ulovlig indrejse«) på passende vis at sanktionere enhver, som i strid med lovgivningen forsætligt hjælper en person, der ikke er statsborger i et EU-land, med at indrejse til eller rejse gennem et EU-land, eller i berigelsesøjemed hjælper en person, der ikke er statsborger i et EU-land, med at opholde sig i et EU-land.

Med hensyn til definitionen af den strafbare handling giver direktivet dog medlemsstaterne mulighed for at undtage humanitær bistand fra kriminalisering.

I 2017 foretog Kommissionen den første samlede evaluering (»evalueringen«) af smuglerpakken (3). I evalueringen anerkendtes betænkelighederne vedrørende mulig kriminalisering af humanitær bistand, og evalueringen tydede særligt på en opfattet mangel på retssikkerhed og mangel på hensigtsmæssig kommunikation mellem myndighederne og aktørerne i marken. Kommissionen fandt, at det på daværende tidspunkt var unødvendigt med en juridisk revision, men foreslå mere effektiv udveksling af viden og god praksis mellem anklagemyndigheder, retshåndhævende myndigheder og civilt samfundet med henblik på at afhjælpe de praktiske konsekvenser af de nævnte svagheder.

Som opfølgning på evalueringen iværksatte Kommissionen i 2018 en proces med regelmæssige høringer af civilsamfundet og EU's agenturer, herunder Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Eurojust, for at indsamle viden og dokumentation med henblik på at indkredse problemerne med fortolkning og anvendelse af direktivet om hjælp til ulovlig indrejse. I juli 2018 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om retningslinjer til medlemsstaterne med henblik på at forhindre, at humanitær bistand kriminaliseres (4), hvori det opfordrede Kommissionen »til at vedtage retningslinjer til medlemsstaterne med henblik på at præcisere, hvilke former for hjælp der ikke bør kriminaliseres, for at sikre klarhed og ensartethed i gennemførelsen af gældende fællesskabsret (...)«.

Siden 2018 har denne høringsproces og de forskellige udvekslinger med aktører peget i retning af et stadig vanskelige miljø for NGO'er og enkeltpersoner, der bistår migranter, herunder når de udfører eftersøgnings- og redningsoperationer til søs. Den seneste forskning, som Kommissionen har drøftet med NGO'er, tyder på, at der siden 2015 er sket en stigende kriminalisering af handlinger, der udføres med humanitære formål (5). Indsamlede data har bekræftet, at der siden 2015 i stigende grad er foretaget efterforskning og retsforfølgning rettet mod enkeltpersoner af grunde, der vedrører hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold. Forskningen har vist, at der var 60 efterforsknings- og retsforfølgningssager — hovedsagelig vedrørende hjælp til indrejse — i 10 medlemsstater mellem 2015 og 2019. Det højeste antal sager var der i 2018. De sager, der blev analyseret som led i forskningen, vedrører primært frivillige, menneskerettighedsforkæmpere og besætninger på skibe, der er involveret i eftersøgnings- og redningsoperationer til søs, men også almindelige borgere, familiemedlemmer, journalister, borgmestre og religiøse ledere. Som påpeget i evalueringen og i Europa-Parlamentets beslutning er det imidlertid fortsat et problem, at der mangler pålidelig og sammenlignelig national kriminalstatistik, navnlig om lovovertrædelser vedrørende hjælp til irregulær migration (6).

Under hensyntagen til Europa-Parlamentets beslutning og resultaterne af høringsprocessen finder Kommissionen, at der er behov for retningslinjer for, hvordan direktivet om hjælp til ulovlig indrejse skal fortolkes, med henblik på at skabe større klarhed om dets anvendelsesområde. Det er underforstået, at disse retningslinjer ikke berører Den Europæiske Unions Domstols kompetence. Det er Domstolen, der har ansvaret for den endelige fortolkning af EU-retten.

2.   Den retlige ramme for bekæmpelsen af migrantsmugling på internationalt plan og EU-plan

2.1.   Den internationale retlige ramme: FN's protokol om bekæmpelse af smugling af migranter

De Forenede Nationers protokol om bekæmpelse af menneskesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen til supplering af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (7) (»protokollen«) blev vedtaget i 2000 og trådte i kraft i 2004. Det var det første internationale instrument, der fastlagde en fælles definition af smugling af migranter. EU tiltrådte protokollen i 2006 (8), og alle EU's medlemsstater med undtagelse af Irland har ratificeret den.

Smugling af migranter defineres i protokollens artikel 3 som »det at skaffe en person ulovlig indrejse i en stat, hvori den pågældende ikke har statsborgerskab (...), med det formål direkte eller indirekte at opnå en økonomisk eller anden materiel fordel«.

FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC) beskriver i sit skrift fra 2017 om begrebet »økonomisk eller anden materiel fordel« i forbindelse med protokollen om bekæmpelse af smugling af migranter (9), at en sådan økonomisk eller anden materiel fordel er selve formålet med migrantsmugling, »årsagen til, at organiserede kriminelle grupper i stigende grad deltager i handlinger, som bringer sårbare migranters liv i stor fare«. UNODC bemærker, at »de økonomiske eller andre materielle fordele i forbindelse med migrantsmugling nærer denne handel, som uden skrupler omsætter menneskelig lidelse og modstandsdygtighed, trods uretfærdige odds, til kolossale fortjenester« (10). I UNODC's skrift beskrives »fænomenet hjælp til ulovlig indrejse uden det motiv at opnå nogen fordel" som "en handling, der ikke er omfattet af protokollens anvendelsesområde« (11).

UNODC konkluderer, at selv om »protokollen ikke forhindrer stater i at gøre handlinger strafbare uden for dens anvendelsesområde — f.eks. hjælp til ulovlig indrejse eller ulovligt ophold«, er »formålet med protokollen ikke at være juridisk grundlag for retsforfølgning af humanitære aktører, og den kan ikke anvendes til det« (12). UNODC minder om, at den lovgivningsmæssige vejledning i gennemførelse af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og protokollerne (13)»uddyber dette emne og bekræfter, at henvisningen til »økonomisk eller anden materiel fordel« faktisk havde til formål at undtage grupper med rent politiske eller sociale motiver«. På dette grundlag opfordrer UNODC indtrængende landene til »at medtage garantier for, at trosbaserede organisationer, civilsamfundet og enkeltpersoner, der handler uden at have det formål at opnå en økonomisk eller anden materiel fordel, undtages fra anvendelsen af bestemmelserne vedrørende overtrædelser vedrørende migrantsmugling, men samtidig sikre, at en sådan undtagelse ikke kan bruges som et smuthul til at undslå sig retsforfølgelse« (14).

2.2.   De EU-retlige rammer: smuglerpakken

Migrantsmugling forbindes i stigende grad med alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og tab af menneskeliv, navnlig når den forekommer til søs (15). Hjælp til irregulær migration antager forskellige former f.eks.:

—	selv transportere eller arrangere transport for en person, der ikke har ret til at indrejse til eller rejse igennem et land, som vedkommende ikke er statsborger i

—	fremstille og/eller forsyne med falske dokumenter

—	arrangere proformaægteskaber.

Disse aktiviteter udføres af organiserede kriminelle netværk eller enkeltpersoner og indbringer dem betydelige fortjenester. Hertil kommer, at en stigning i antallet af irregulære migranter, der når frem til EU, holder gang i efterspørgslen efter aktiviteter, der letter indrejse i EU, men også aktiviteter i forbindelse med irregulært ophold. Hjælp til ulovlig indrejse, transit og (når det sker i berigelsesøjemed) ophold straffes i henhold til smuglerpakken.

Det overordnede formål med smuglerpakken er at bidrage til bekæmpelsen af både irregulær migration — ved at gøre hjælp i forbindelse med ulovlig grænsepassage strafbar — og af organiserede kriminelle netværk, som bringe migranters liv i fare. I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse, skal enhver sanktioneres, der i strid med immigrationslovgivningen forsætligt hjælper en person, der ikke er statsborger i EU, med at indrejse til eller rejse gennem eller (når det sker i berigelsesøjemed) opholde sig i EU.

Som det forklares nærmere i evalueringen er der trods visse forskelle fortsat overensstemmelse mellem protokollen og smuglerpakken (16). I evalueringen mindes der om, at »eftersom parterne i protokollen, både EU og dets medlemsstater, er forpligtet til at anvende den, også når de vedtager eller gennemfører lovgivning inden for dens anvendelsesområde«, og at »protokollen styrkede EU's holdning: at bekæmpelse af smugling af migranter er en form for organiseret kriminalitet«.

Den stafbare handling hjælp til ulovlig indrejse og transit som defineret i artikel 1, stk. 1, i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse er bredere, eftersom berigelsesøjemed ikke er en konstituerende bestanddel af hjælp til ulovlig indrejse eller transit. Berigelsesøjemed opregnes — i lighed med det at deltage i en kriminel organisation og udsætte de personer, der er ofre for den strafbare handling, for livsfare, som skærpende omstændigheder i artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/946/RIA.

Direktivets artikel 1, stk. 2, giver dog mulighed for at undtage hjælp til ulovlig indrejse og transit fra kriminalisering, når den ydes med henblik på humanitær bistand. Ifølge denne bestemmelse kan »enhver medlemsstat (...) beslutte ikke at iværksætte sanktioner med hensyn til den i stk. 1, litra a), definerede adfærd ved at anvende sin nationale lovgivning og praksis, hvis formålet er at yde den pågældende person humanitær bistand«.

Når der ses bort fra henvisninger til generelle strafferetsbestemmelser, f.eks. vedrørende handlinger, det er nødvendigt at udføre for at afværge en farlig situation (17), indeholder kun otte medlemsstaters nationale lovgivning en undtagelse fra straf for hjælp til ulovlig indrejse og/eller transit med henblik på at yde en eller anden form for humanitær bistand (18). En undersøgelse af lovgivningen i de pågældende medlemsstater afslører, at der findes en række forskellige nationale fortolkninger, og hver af dem tager hensyn til den nationale retlige kontekst.

Belgien og Spanien har næsten ordret vedtaget direktivets tekst om at medtage humanitær bistand som en grund til ikke at pålægge strafansvar, mens andre medlemsstater anvender en række forskellige konstruktioner.

Kroatien nævner eksplicit udtagelser for:

—	hjælp til indrejse — for at redde menneskeliv, undgå tilskadekomst, yde akut lægehjælp og humanitær bistand i overensstemmelse med særlig lovgivning — og

—	hjælp til ulovligt ophold — af humanitære hensyn, uden at have til hensigt at forhindre eller forhale foranstaltninger med henblik på tilbagesendelse.

I Grækenland kan skibskaptajner og -førere og luftkaptajner og -styrmænd samt førere af transportmidler generelt ikke pålægges strafansvar for at bistå ved at redde en person til søs eller transportere en person, der har behov for international beskyttelse i overensstemmelse med folkeretten.

Italien har vedtaget en bestemmelse, der udtrykkeligt minder om artikel 54 i den italienske straffelov med en generel klausul, som undlader at kriminalisere aktiviteter, hvis formål er at:

—	forhindre, at personer, der deltager i handlingen fra at lide alvorlig skade

—	redde og/eller tilbyde humanitær bistand til udlændinge på italiensk område.

Finland tager hensyn til en persons humanitære motiver, motiver vedrørende nære familiemedlemmer samt omstændigheder, der vedrører udlændingens sikkerhed i hjemlandet eller bopælslandet.

I Frankrig er slægtninge og enhver, der udelukkende yder juridisk, sproglig eller social rådgivning eller enhver form for bistand med udelukkende humanitære formål efter en dom fra den franske forfatningsdomstol (19) og en efterfølgende ændring af de relevante bestemmelser undtaget fra kriminalisering for hjælp til transit eller ophold, men dog ikke for hjælp til indrejse.

I Malta er der mulighed for at undlade retsforfølgning, når en person hjælper en person i umiddelbar fare med at lande i og/eller rejse igennem maltesisk område, hvis en sådan handling er udført med henblik på at yde humanitær bistand (20).

Det er de retslige myndigheder, der har beføjelse til i lyset af en sags omstændigheder at vurdere, om en handling er omfattet af en undtagelse i national ret. De skal finde den rette balance mellem forskellige interesser og værdier (21).

3.   Anvendelsesområdet for artikel 1 i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse

I lyset af direktivets generelle ånd og mål er det klart, at det ikke kan tolkes som en måde at kriminalisere humanitære aktiviteter, som er fastsat ved lov, f.eks. eftersøgnings- og redningsoperationer til søs, uanset hvordan direktivet om hjælp til ulovlig indrejse anvendes i national ret.

Ifølge international havret er stater forpligtede til at pålægge skibsførere, der sejler under deres flag, at bistå mennesker eller fartøjer i havsnød, for så vidt det kan ske uden alvorlig fare for skibet, besætningen eller passagererne. Princippet er nedfældet i:

—	De Forenede Nationers havretskonvention (22).

—	den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS) (23) samt

—	den internationale konvention om maritim eftersøgning og redning (24) (SAR).

Desuden omfatter den gældende retlige ramme traktater vedrørende søtrafik og Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) resolutioner (25).

Desuden anerkendes det som et princip i folkeretlig sædvaneret, at et land har pligt til at pålægge skibsførere at bistå personer, fartøjer eller luftfartøjer i havsnød. Derfor er det bindende for alle lande.

Alle involverede i eftersøgnings- og redningsaktiviteter, skal følge instrukserne fra den koordinerende myndighed, når de deltager i eftersøgnings- og redningsaktioner, i overensstemmelse med de generelle principper og gældende regler i international søret og menneskerettighedslovgivning. Kriminalisering af ikkestatslige organisationer eller andre ikkestatslige aktører, der udfører eftersøgnings- og redningsoperationer under overholdelse af de relevante retlige rammebestemmelser, udgør en overtrædelse af folkeretten og er derfor ikke tilladt i henhold til EU-retten.

Det må derfor konkluderes, at når artikel 1 i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse kriminaliserer hjælp til ulovlig indrejse og transit, men samtidig giver medlemsstaterne mulighed for ikke at iværksætte sanktioner i tilfælde, hvor formålet er at yde humanitær bistand, henviser den ikke til humanitær bistand fastsat ved lov, eftersom den ikke kan kriminaliseres.

4.   Retningslinjer

I lyset af ovenstående overvejelser skal artikel 1 i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse efter Kommissionens opfattelse fortolkes således:

i)	Humanitær bistand fastsat ved lov kan ikke og skal ikke kriminaliseres.

ii)	Særlig udgør kriminalisering af ikkestatslige organisationer eller andre ikkestatslige aktører, der udfører eftersøgnings- og redningsoperationer til søs under overholdelse af de relevante retlige rammebestemmelser, en overtrædelse af folkeretten og er derfor ikke tilladt i henhold til EU-retten.

iii)

Om nødvendigt skal der fra sag til sag, under hensyntagen til samtlige relevante omstændigheder, foretages en vurdering af, hvorvidt en handling hører under begrebet »humanitær bistand«, jf. direktivets artikel 1, stk. 2, — et begreb, som ikke kan fortolkes på en måde, der muliggør, at en handling fastsat ved lov kan kriminaliseres.

5.   Politiske anbefalinger

NGO'er og enkeltpersoner i EU, der yder migranter humanitær bistand, har givet udtryk for stigende bekymring de seneste år (26). I forbindelse med redningsoperationer til søs og støtte til migranter på farten, det være sig ved grænserne eller på en medlemsstats område, er der efter sigende spændinger mellem nationale eller lokale myndigheder og redningsfolk og frivillige, der frygter at blive udsat for uberettiget administrativt pres og sanktioner (27).

I Europa-Parlamentets beslutning (28) om spørgsmålet, opfordrede det medlemsstaterne til »at indføre den undtagelse for humanitær bistand, som direktivet om hjælp til ulovlig indrejse giver mulighed for«.

Kommissionen, der minder om, at EU-retten ikke har til hensigt at kriminalisere humanitær bistand, har gjort status over situationen siden evalueringen af smuglerpakken. I lyset heraf opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til, hvis de ikke allerede har gjort det, at anvende muligheden i artikel 1, stk. 2, i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse, som sætter dem i stand til at skelne mellem aktiviteter, der har til formål at yde humanitær bistand, og aktiviteter, hvis formål er at hjælpe til ulovlig indrejse eller transit, samt til at undtage førstnævnte tilfælde fra kriminalisering.

.

---

(1)  COM(2015) 385 final af 27.5.2015.

(2)  Rådets direktiv 2002/90/EF af 28. november 2002 om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold (EFT L 328 af 5.12.2002, s. 17) og Rådets rammeafgørelse 2002/946/RIA af 28. november 2002 om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik på bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold (EFT L 328 af 5.12.2002 s. 1). Disse instrumenter blev vedtaget sammen og benævnes almindeligvis »smuglerpakken«.

(3)  Refit-evaluering af EU's retlige ramme til bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse, transit samt ulovlig ophold: smuglerpakken (direktiv 2002/90/EF og rammeafgørelse 2002/946/RIA) (SWD(2017) 117 final).

(4)  2019/2769(RSP).

(5)  Lina Vosyliūtė og Carmine Conte, »Crackdown on NGOs and volunteers helping refugees and other migrants«, Research Social Platform on Migration and Asylum (ReSOMA), Final Synthetic Report, juni 2019, s. 32. Overvågningen blev udført af Migration Policy Group gennem ReSOMA's samarbejds- og deltagelsesorienterede proces med deltagelse af eksperter fra NGO'er, forskere og andre aktører. Overvågningen bygger videre på den sagsovervågning, som Open Democracy og Institute of Race Relations allerede har udført, og på Det Europæiske Center for Politiske Studiers ajourføring i 2018 af undersøgelsen af direktivet om hjælp til ulovlig indrejse. ReSOMA-projektet er finansieret gennem Horisont 2020-rogrammet for forskning og innovation.

(6)  Efter evalueringen indsamlede Eurostat data om strafbare handlinger vedrørende migrantsmugling fra medlemsstaterne som led i en pilotindsamling for referenceårerne 2015, 2016 og 2017, hvorimod dataindsamlingen for referenceåret 2018 indgik i det årlige spørgeskema, som Eurostat udsender for at indsamle kriminalstatistik fra medlemsstaterne.

(7)  https://www.unodc.org/documents/middleeastandnorthafrica/smuggling-migrants/SoM_Protocol_English.pdf.

(8)  Se også: i) Rådets afgørelse 2006/616/EF af 24. juli 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af protokollen om bekæmpelse af menneskesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen til supplering af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet for så vidt angår protokollens bestemmelser, i det omfang protokollens bestemmelser falder ind under artikel 179 og 181 A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 262 af 22.9.2006, s. 24) og ii) Rådets afgørelse 2006/617/EF af 24. juli 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af protokollen om bekæmpelse af menneskesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen til supplering af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet for så vidt angår protokollens bestemmelser, i det omfang protokollens bestemmelser falder ind under anvendelsesområdet for tredje del, afsnit IV, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 262 af 22.9.2006, s. 34).

(9)  https://www.unodc.org/documents/human-trafficking/Migrant-Smuggling/Issue-Papers/UNODC_Issue_Paper_The_Profit_Element_in_the_Smuggling_of_Migrants_Protocol.pdf.

(10)  Forordet, iii.

(11)  Se note 9.

(12)  Se note 9, s. 14. UNODC minder også om, at »ifølge forarbejderne var ophavsmændenes hensigt at undtage handlinger begået af dem, der bistår migranterne af humanitære grunde eller på grundlag af tætte familiebånd. Som det fremgår af den forklarende note til den pågældende bestemmelse, »var hensigten med protokollen ikke at kriminalisere aktiviteter, der udføres af pårørende eller støttegrupper, f.eks. religiøse organisationer eller NGO'er««.

(13)  UNODC, Legislative Guides for the Implementation of the United Nations Convention against Transnational Organized Crime and the Protocols thereto UN Sales No. E.05.V.2 (2004), s. 13, afsnit 26.

(14)  Se note 13, s. 71.

(15)  Refit-evalueringen af EU's retlige ramme til bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse, transit og samt ulovligt ophold, s. 4

(16)  Se note 15, s. 31.

(17)  Se Criminalisation of migrants in an irregular situation and of persons engaging with them (Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, 2014, s. 10).

(18)  Belgien, Grækenland, Spanien, Finland, Frankrig, Kroatien, Italien og Malta i Refit-evalueringen af EU's retlige ramme til bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse, transit samt ulovlig ophold, s. 15, samt artikel L622-4 i den franske udlændingelov, som ændret ved lov nr. 2018-778 af 10. september 2018, og artikel 43, stk. 2, punkt 2, i Kroatiens udlændingelov som vedtaget i 2017.

(19)  Forfatningsdomstolen fastslog i sin afgørelse nr. 2018-717/718 QPC af 6. juli 2018, at muligheden for at yde personer bistand med humanitære formål udspringer af forfatningens princip om broderskab, uanset disse personers retlige status i landet. Desuden mente forfatningsdomstolen, at den nationale bestemmelse, som undtager visse typer af handlinger, kun kunne fortolkes således, at den også finder anvendelse på enhver anden type af bistand med humanitært formål. Forfatningsdomstolen udvidede dog ikke sin afgørelse til at omfatte hjælp til indrejse, som i modsætning til hjælp til transit »nødvendigvis medfører en ulovlig situation«.

(20)  Refit-evalueringen af EU's retlige ramme til bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse, transit samt ulovligt ophold, s. 14-15.

(21)  Om behovet for at finde den rette balance mellem behovet for på den ene side at beskytte grundlæggende retsprincipper og forebygge kriminalitet og på en anden side at tage hensyn til det humanitære formål med handlingen, og med henvisning til artikel L. 622-1 i den franske lov om udlændinges indrejse og ophold og ret til asyl og artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, se f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom nr. 29681/08 af 10.11.2011, Mallah mod Frankrig.

(22)  https://www.un.org/Depts/los/convention_agreements/texts/unclos/unclos_e.pdf.

(23)  http://www.imo.org/en/About/Conventions/ListOfConventions/Pages/International-Convention-for-the-Safety-of-Life-at-Sea-(SOLAS),-1974.aspx.

I SOLAS-konventionen (kapitel V — navigationssikkerhed) pålægges føreren af et skib til søs, som er i stand til at yde bistand efter at have fået oplyst (uanset kilden), at personer er i havsnød, så hurtigt som muligt skal komme dem til undsætning. Denne forpligtelse til at komme til undsætning uanset hvilken nationalitet eller status de pågældende har, og under hvilke omstændigheder de findes. Hvis det skib, der modtager nødsignalet, er ude af stand til at komme dem til undsætning, eller det på grund af særlige forhold finder det ufornuftigt eller unødvendigt, skal skibsføreren i logbogen notere grunden til, at vedkommende har undladt at komme personerne i havsnød til undsætning. Under hensyntagen til Den Internationale Søfartsorganisations anbefalinger skal han følgelig underrette den rette eftersøgnings- og redningstjeneste. Konventionen bemyndiger regeringerne til at koordinere og samarbejde om at bistå skibsføreren med at bringe mennesker, der reddes til søs, hen til et sikkert sted. Det er også fastsat i konventionen, at hverken ejeren, befragteren, den virksomhed, der har skibet i drift, eller andre personer må hindre skibsføreren i eller afskære ham fra at føre en beslutning ud i livet, som efter skibsførerens professionelle skøn er nødvendig for sikkerheden for menneskeliv på søen.

(24)  http://www.imo.org/en/About/Conventions/ListOfConventions/Pages/International-Convention-on-Maritime-Search-and-Rescue-(SAR).aspx.

SAR-konventionen (bilag) pålægger parterne at bistå skibsføreren med at bringe mennesker, der reddes til søs, til et sikkert sted og stiller krav om, at søredningskoordinationscentre skal have passende operationelle procedurer for at påbegynde processen med at finde frem til de steder, der egner sig bedst til at sætte nødstedte fundet på havet i land.

(25)  Den Internationale Søfartsorganisations Komité for Sikkerhed på Søen vedtog på sin 78. Samling (MSC 78 i 2004) en række vigtig ændringer af kapitel V i SOLAS-konventionen og af kapitel 2, 3 og 4 i bilaget til SAR-konventionen. Ændringerne trådte i kraft den 1. juli 2006. På samme samling vedtog komitéen et sæt operationelle retningslinjer. Formålet med disse ændringer og de nugældende retningslinjer er at bidrage til at sikre, at mennesker, der er i havsnød, modtager hjælp, samtidig med at generne for de medvirkende skibe holdes på et minimum, og integriteten af eftersøgnings- og redningstjenester opretholdes.

(26)  Se navnlig i) den tematiske undersøgelse på vegne af Europarådets INGO-konferences ekspertråd om NGO-lovgivning »Using criminal law to restrict the work of NGOs supporting refugees and other migrants in Council of Europe member states«, december 2019, ii) Lina Vosyliūtė og Carmine Conte, »Crackdown on NGOs and volunteers helping refugees and other migrants«, ReSOMA, Sergio Carrera, Lina Vosyliūtė, Stephanie Smialowski, Jennifer Allsopp og Gabriella Sanchez, »Update Study »Fit for purpose?« The Facilitation Directive and the criminalisation of humanitarian assistance to irregular migrants«, undersøgelse for Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender (PETI), Europa-Parlamentet, december 2018, iii) Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), »Fundamental Rights Considerations: NGO Ships Involved in Search and Rescue in the Mediterranean and Criminal Investigations«, oktober 2018, iv) FRA, »2019 update — NGO ships involved in search and rescue in the Mediterranean and criminal investigations«, juni 2019, v) »Punishing Compassion. Solidarity on trial in fortress Europe«, Amnesty International, marts 2020.

(27)  Refit-evaluering af EU's retlige ramme til bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse, transit samt ulovlig ophold.

(28)  2019/2769(RSP).