–

KW ved Rechtsanwälte St. Pittracher og H. Wild,

–

SG ved Rechtsanwalt M. Durnwalder,

–

Europa-Kommissionen ved A. Bouchagiar, C. Kovács og C-M. Carrega, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF og artikel 20 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9) og af Kommissionens afgørelse C(2012) 5048 final af 25. juli 2012 vedrørende statsstøtte SA.32113 (2010/N) – Italien: Støtteordning for energibesparelser, varmesystemer pr. distrikt og elforsyning af fjernområder i Alto-Adige/Sydtyrol (EUT 2013, C 1, s. 7) (herefter »Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012«).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem KW (sag C-102/21) og SG (sag C-103/21) på den ene side og Autonome Provinz Bolzen (den selvstyrende provins Bolzano, Italien) på den anden side vedrørende tilbagebetaling af støtte til opførelse af mikrovandkraftværker tildelt af sidstnævnte i henhold til en støtteordning godkendt ved Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012 (herefter »den omtvistede støtteordning«).

3

Artikel 41 i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til [artikel 107 TEUF og 108 TEUF] (EUT 2014, L 187, s. 1) med overskriften »Investeringsstøtte til fremme af energi fra vedvarende energikilder« bestemmer:

»1.   Investeringsstøtte til fremme af energi fra vedvarende energikilder er forenelig med det indre marked efter traktatens artikel 107, stk. 3, og fritaget for anmeldelseskravet i traktatens artikel 108, stk. 3, forudsat at betingelserne i denne artikel og i kapitel I er opfyldt.

[…]

7.   Støtteintensiteten må ikke overstige:

8.   Støtteintensiteten kan forhøjes med 20 procentpoint, hvis det drejer sig om støtte til små virksomheder, og med 10 procentpoint, hvis det drejer sig om støtte til mellemstore virksomheder.

[…]«

4

28. betragtning til forordning 2015/1589 har følgende ordlyd:

»Misbrug af støtte kan påvirke det indre markeds funktion på samme måde som ulovlig støtte og bør derfor behandles efter samme procedure. I modsætning til ulovlig støtte er støtte, der eventuelt er misbrugt, støtte, som tidligere er godkendt af Kommissionen. Kommissionen bør derfor ikke kunne anvende et påbud om tilbagebetaling i forbindelse med misbrug af støtte.«

5

Artikel 1 i forordning 2015/1589 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

b) »eksisterende støtte«:

[…]

ii) godkendt støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som er godkendt af Kommissionen eller Rådet

[…]

c) »ny støtte«: enhver støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte

[…]

f) »ulovlig støtte«: ny støtte, der er gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, […] TEUF

g) »misbrug af støtte«: støtte, som støttemodtageren har anvendt i strid med en afgørelse vedtaget efter artikel 4, stk. 3, eller artikel 7, stk. 3 eller 4, i [Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1)] eller artikel 4, stk. 3, eller artikel 9, stk. 3 eller 4, i nærværende forordning

[…]«

6

Forordningens artikel 4, stk. 3, med overskriften »Foreløbig undersøgelse af anmeldelsen og Kommissionens afgørelser« bestemmer:

»Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ikke giver anledning til tvivl om, at den er forenelig med det indre marked, for så vidt den falder inden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, […] TEUF, træffer den afgørelse om, at foranstaltningen er forenelig med det indre marked (»afgørelse om ikke at gøre indsigelse«). I afgørelsen anføres, hvilken undtagelse i [traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde] der er anvendt.«

7

Nævnte forordnings artikel 13, stk. 2, med overskriften »Påbud om indstilling af støtteforanstaltninger eller foreløbig tilbagebetaling af støtte« bestemmer:

»Efter at have givet den pågældende medlemsstat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger kan Kommissionen træffe en afgørelse, hvori den påbyder medlemsstaten foreløbigt at kræve eventuel ulovlig støtte tilbagebetalt, indtil Kommissionen har truffet en afgørelse om, hvorvidt støtten er forenelig med det indre marked (»påbud om tilbagebetaling«), hvis alle de følgende kriterier er opfyldt: […]

[…]«

8

Forordningens artikel 16, stk. 1, med overskriften »Tilbagebetaling af støtte« bestemmer:

»I negative afgørelser om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren (»afgørelse om tilbagebetaling«). Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen.«

9

Artikel 20 i forordning 2015/1589 med overskriften »Misbrug af støtte« bestemmer:

»I tilfælde af misbrug af støtte kan Kommissionen indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 4, stk. 4, jf. dog artikel 28. Artikel 6-9, artikel 11 og 12, artikel 13, stk. 1, og artikel 14-17 finder tilsvarende anvendelse.«

10

Den omtvistede støtteordning er baseret på Landesgesetz nr. 9 – Bestimmungen im Bereich der Energieinsparung, der erneuerbaren Energiequellen und des Klimaschutzes (provinslov nr. 9 om bestemmelser vedrørende energibesparelser, vedvarende energikilder og klimabeskyttelse) af 7. juli 2010, der bl.a. bestemmer, at der kan ydes tilskud på 80% af investeringsomkostningerne til opførelse af mikrovandkraftværker med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder til eget forbrug, når det på grund af den geografiske beliggenhed ikke er muligt at foretage tilslutning til elnettet uden en passende teknisk og økonomisk indsats.

11

Den 17. december 2010 anmeldte Den Italienske Republik den omtvistede støtteordning til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF. Ved afgørelse af 25. juli 2012 godkendte Kommissionen denne ordning.

12

KW er ejer af en bjerghytte i et bjergområde i den selvstyrende provins Bolzano, som på grund af sin geografiske beliggenhed ikke er tilsluttet det offentlige elnet.

13

Ved dekret af 29. januar 2018 tildelte den selvstyrende provins Bolzano KW et tilskud på 144634 EUR, svarende til 80% af de støtteberettigede omkostninger til et projekt om opførelse af et mikrovandkraftværk til selvforsyning i henhold til den omtvistede støtteordning.

14

Efterfølgende meddelte den selvstyrende provins Bolzano KW, at eftersom den omtvistede støtteordning udløb den 31. december 2016, skulle tildelingen af tilskud til den pågældendes projekt være i overensstemmelse med forordning nr. 651/2014, som begrænser det tilladte støttebeløb til 65% af de støtteberettigede omkostninger.

15

Ved dekret af 27. januar 2020 tilbagekaldte den selvstyrende provins Bolzano delvist sin afgørelse om at yde tilskud til KW og nedsatte tilskudsbeløbet til 113257,09 EUR i henhold til forordning nr. 651/2014.

16

Den 14. februar 2020 anmodede den selvstyrende provins Bolzano KW om tilbagebetaling af den for meget udbetalte støtte med tillæg af renter.

17

KW har anlagt sag ved Verwaltungsgericht, Autonome Sektion für die Provinz Bozen (forvaltningsdomstol, den selvstændige afdeling i provinsen Bolzano, Italien) med påstand om annullation af disse foranstaltninger.

18

Den nævnte domstol er af den opfattelse, at tvisten i hovedsagen rejser spørgsmålet, om det tilskud, der er tildelt KW, udgør »eksisterende« støtte som omhandlet i EU-rettens bestemmelser om statsstøtte. For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at fastlægge, om godkendelsen af den omtvistede støtteordning, der følger af Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012, stadig var i kraft på tidspunktet for tildelingen af dette tilskud.

19

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at hvis dette ikke er tilfældet, udgør det tilskud, der er tildelt KW, misbrug af støtte, og det skal i så fald afgøres, om artikel 20 i forordning 2015/1589 skal fortolkes således, at det påhviler Kommissionen at kræve tilskuddet tilbagebetalt.

20

Den nævnte domstol har tilføjet, at det ligeledes skal undersøges, om det tilskud, der er tildelt KW, kan anses for foreneligt med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF.

21

Det er på denne baggrund, at Verwaltungsgericht, Autonome Sektion für die Provinz Bozen (forvaltningsdomstol, den selvstændige afdeling i provinsen Bolzano), har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

SG er ejer af en bjerghytte i et bjergområde i den selvstyrende provins Bolzano, som på grund af sin geografiske beliggenhed ikke er tilsluttet det offentlige elnet.

23

Ved dekret af 31. august 2018 ydede den selvstyrende provins Bolzano SG et tilskud på 115011 EUR svarende til 80% af de støtteberettigede omkostninger til et projekt om opførelse af et mikrovandkraftværk til selvforsyning i henhold til den omtvistede støtteordning.

24

Ved dekret af 27. april 2020 tilbagekaldte den selvstyrende provins Bolzano delvist sin afgørelse om at yde tilskud til SG med den begrundelse, at den omtvistede støtteordning var udløbet den 31. december 2016. Nævnte provins foretog en ny beregning af det tilskud, som SG kunne gøre krav på på grundlag af de tildelingskriterier, der er fastsat i forordning nr. 651/2014, til et beløb på 92604 EUR, og anmodede SG om at tilbagebetale det beløb, som den pågældende havde modtaget for meget med tillæg af renter.

25

SG har anlagt sag ved Verwaltungsgericht, Autonome Sektion für die Provinz Bozen (forvaltningsdomstol, den selvstændige afdeling i provinsen Bolzano) med påstand om annullation af disse foranstaltninger.

26

Den nævnte domstol er af den opfattelse, at sagen rejser juridiske spørgsmål, der er identiske med dem, som er omhandlet i sag C-102/21.

27

På denne baggrund har Verwaltungsgericht, Autonome Sektion für die Provinz Bozen (forvaltningsdomstol, den selvstændige afdeling i provinsen Bolzano) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 17. marts 2021 er sagerne C-102/21 og C-103/21 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

29

Det skal indledningsvis bemærkes, at den forelæggende rets spørgsmål tager udgangspunkt i den forudsætning, at den i hovedsagerne omhandlede støtte er statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og at den desuden er delvist i overensstemmelse med forordning nr. 651/2014. Den synes ligeledes at tage udgangspunkt i princippet om, at der ikke er anledning til at anvende de minimis-reglen på dem, hvilket det påhviler den at efterprøve.

30

Med det første spørgsmål i sagerne C-102/21 og C-103/21 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om godkendelsen af den omtvistede støtteordning som følge af Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012 stadig var gældende, da den selvstyrende provins Bolzano ydede tilskud til KW og SG (herefter »den i hovedsagerne omhandlede støtte«).

31

I Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012 præciseres i punkt 2.2 med overskriften »Varighed og budget«, at der i henhold til den omtvistede støtteordning vil blive tildelt et samlet beløb på 187,25 mio. EUR i »perioden 2011-2016«. Det fremgår endvidere af resuméet af denne afgørelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 4. januar 2013, at den nævnte ordnings »varighed« er fastsat til den 31. december 2016.

32

Det følger heraf, at den omtvistede støtteordning ikke længere var godkendt ved Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012 med virkning fra den 1. januar 2017.

33

Det fremgår desuden af de sagsakter, som Domstolen råder over, at denne støtteordning ikke har været genstand for en ny godkendelse fra Kommissionen efter denne dato.

34

Det er i øvrigt ubestridt, at den selvstyrende provins Bolzano ydede den i hovedsagerne omhandlede støtte efter den 31. december 2016.

35

Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at godkendelsen af den omtvistede støtteordning som følge af Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012 ikke længere var gældende, da den selvstyrende provins Bolzano ydede den i hovedsagerne omhandlede støtte.

36

Med det andet spørgsmål i sagerne C-102/21 og C-103/21 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 20 i forordning 2015/1589 skal fortolkes således, at det i tilfælde af misbrug af støtte påhviler Kommissionen at anmode medlemsstaten om at kræve støtten tilbagebetalt.

37

Som Kommissionen har anført, skal det bemærkes, at individuel støtte, der er ydet i henhold til en støtteordning efter udløbet af en afgørelse fra Kommissionen om godkendelse af denne ordning, ikke udgør »misbrug af støtte« som omhandlet i artikel 1, litra g), i forordning 2015/1589.

38

Artikel 1, litra g), i forordning 2015/1589 henviser således til situationer, hvor støttemodtageren anvender en støtte i strid med en afgørelse truffet i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 3, artikel 9, stk. 3 eller 4, eller artikel 4, stk. 3, eller artikel 7, stk. 3 og 4, i Rådets forordning nr. 659/1999, som vedrører henholdsvis Kommissionens afgørelser om ikke at gøre indsigelse, positive afgørelser og betingede afgørelser.

39

I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af besvarelsen af det første spørgsmål, at Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012 ikke længere fandt anvendelse efter den 31. december 2016, og at den pågældende støtteordning ikke har været genstand for en ny godkendelse efter denne dato.

40

Denne omstændighed er tilstrækkelig til at fastslå, at den i hovedsagerne omhandlede støtte ikke kan anses for at være blevet misbrugt af modtagerne.

41

Det skal tilføjes, at den omstændighed, hvis den anses for godtgjort, at den omtvistede støtteordning måtte være blevet forlænget ud over den 31. december 2016, ikke er afgørende, for så vidt som en forlængelse af en eksisterende støtteordning skaber en ny støtte, som kan adskilles fra den ordning, som er blevet forlænget (jf. i denne retning dom af 4.12.2013, Kommissionen mod Rådet, C-111/10, EU:C:2013:785, præmis 58).

42

Følgelig skal støtte som den i hovedsagerne omhandlede anses for ny støtte, der, idet den er blevet tildelt i strid med artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF, udgør »ulovlig støtte« som omhandlet i artikel 1, litra f), i forordning 2015/1589.

43

Med henblik på at give den forelæggende ret et brugbart svar skal det andet spørgsmål derfor omformuleres således, at det reelt vedrører spørgsmålet om, hvorvidt artikel 108, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at det påhviler Kommissionen at anmode medlemsstaten om at kræve tilbagebetaling af ulovlig støtte som omhandlet i artikel 1, litra f), i forordning 2015/1589.

44

I denne henseende følger det af fast retspraksis, at det forbud mod at gennemføre påtænkte støtteforanstaltninger, som fremgår af artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF, har direkte virkning, og at det af denne bestemmelse omhandlede forbud mod gennemførelse finder direkte anvendelse på enhver støtte, som gennemføres uden at være anmeldt (jf. i denne retning dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

45

Domstolen har heraf udledt, at de nationale retter skal sikre, at der drages alle konsekvenser af en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF i henhold til national ret, såvel med hensyn til gennemførelsesretsakternes gyldighed som med hensyn til tilbagesøgning af den finansielle støtte, der er tildelt i strid med den omhandlede traktatbestemmelse, idet formålet med de nationale retters opgave er at træffe de nødvendige foranstaltninger til at afhjælpe ulovligheden af støttens gennemførelse, således at støttemodtageren ikke bevarer den frie rådighed herover i den tid, der forløber, indtil Kommissionen vedtager sin afgørelse (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

46

Det skal tilføjes, at alle EU-retlige bestemmelser, der opfylder de nødvendige betingelser for at have direkte virkning, forpligter alle myndigheder i medlemsstaterne, dvs. ikke alene nationale domstole, men også alle administrative organer, herunder decentrale myndigheder, og disse myndigheder er forpligtede til at anvende dem (jf. i denne retning dom af 22.6.1989, Costanzo, 103/88, EU:C:1989:256, præmis 31, og af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).

47

Det følger nemlig af Domstolens faste praksis, at såvel nationale administrative myndigheder som nationale retsinstanser, der inden for rammerne af deres respektive kompetencer skal anvende EU-rettens bestemmelser, er forpligtede til at sikre den fulde virkning af disse bestemmelser (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det følger heraf, at når en national myndighed konstaterer, at en støtte er blevet tildelt i strid med artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF, påhviler det den på eget initiativ at tilbagesøge den ulovligt tildelte støtte (jf. i denne retning dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 92).

49

Det skal tilføjes, at der i et sådant tilfælde principielt intet er til hinder for, at den pågældende medlemsstat finder, at kun den del af støtten, der ikke opfylder kriterierne i forordning nr. 651/2014, skal tilbagebetales.

50

Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionens og de nationale retters respektive roller med hensyn til den af traktaten indførte kontrolordning med statsstøtte supplerer hinanden, men er klart adskilte (dom af 2.5.2019, A-Fonds, C-598/17, EU:C:2019:352, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

51

Kommissionen kan således ikke pålægge tilbagebetaling af støtte alene af den grund, at denne støtte er ulovlig, og den skal således foretage en fuldstændig bedømmelse af støttens forenelighed med det indre marked, uanset om forbuddet mod gennemførelse uden forudgående godkendelse er overholdt eller ej (jf. i denne retning dom af 14.2.1990, Frankrig mod Kommissionen, C-301/87, EU:C:1990:67, præmis 17-23), idet artikel 13, stk. 2, i forordning 2015/1589 dog giver den mulighed for at anordne foreløbig tilbagebetaling af støtte, der er udbetalt ulovligt, indtil den har truffet en afgørelse om, hvorvidt støtten er forenelig med det indre marked.

52

Det følger af det ovenstående, at det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 108, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at det ikke påhviler Kommissionen at anmode medlemsstaten om at kræve tilbagebetaling af ulovlig støtte som omhandlet i artikel 1, litra f), i forordning 2015/1589.

53

Med det tredje spørgsmål i sagerne C-102/21 og C-103/21 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den i hovedsagerne omhandlede støtte er forenelig med det indre marked som omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF med den begrundelse, at den gør det muligt at »fremme udviklingen af visse økonomiske regioner«, eller om den »kan fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne«.

54

Det fremgår imidlertid ikke klart af dette spørgsmåls ordlyd, om den forelæggende ret med sin henvisning til spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagerne omhandlede støtte »kan fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne«, henviser til artikel 107, stk. 1, TEUF, som fastsætter et principielt forbud mod statsstøtte, eller til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, der præciserer, at støtte, der har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller af visse økonomiske regioner, kan betragtes som forenelig med det indre marked, såfremt den »ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse«.

55

Under alle omstændigheder giver de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen i disse sager, ikke denne de faktuelle præciseringer, der er nødvendige for, at den kan give den forelæggende ret nyttige oplysninger om anvendelsen på hovedsagerne af de kriterier om konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, der er fastsat i artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den eneste omstændighed, der er nævnt i forelæggelsesafgørelsen i sag C-102/21, hvorefter den elektricitet, der produceres af det finansierede mikrokraftværk, kun anvendes til en privatpersons selvforsyning, under alle omstændigheder ikke i sig selv gør det muligt at fastslå, om disse kriterier er opfyldt.

56

Det følger heraf, at et sådant spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

57

Hvad angår artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF skal det bemærkes, at begrundelsen for en anmodning om en præjudiciel afgørelse ikke er, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der skal foreligge et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist, der vedrører EU-retten (dom af 3.10.2019, A m.fl., C-70/18, EU:C:2019:823, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

58

Det følger af fast retspraksis, at de nationale retter ikke er kompetente til at træffe afgørelse om en statsstøttes forenelighed med det indre marked (jf. i denne retning dom af 26.10.2016, DEI og Kommissionen mod Alouminion tis Ellados, C-590/14 P, EU:C:2016:797, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

59

Det er således alene Kommissionen, der herved er underlagt Unionens retsinstansers prøvelse, som er kompetent til at træffe afgørelse om støtteforanstaltningernes forenelighed med det indre marked, mens de nationale retter har til opgave at sikre borgernes rettigheder i tilfælde af tilsidesættelse af forpligtelsen ifølge artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF til at give Kommissionen forudgående underretning om statsstøtte (jf. i denne retning dom af 2.5.2019, A-Fonds, C-598/17, EU:C:2019:352, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

60

Det følger heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagerne omhandlede støtte er forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, ikke synes at være nødvendigt for at træffe afgørelse i tvisterne i hovedsagerne, og at det derfor skal afvises.

61

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret: