30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/95

—

om rettighederne reelt er gennemskuelige,

—

om arbejdstagernes positive rettigheder er sikret,

—

om arbejdstagernes mobilitet hæmmes eller fremmes, ved at man anvender bestemmelser, der er afledt af gennemførelsen af direktivet i medlemsstaterne, set på baggrund af risiciene for en protektionistisk afskærmning af arbejdsmarkedet,

—

om konkurrenceforvridninger undgås set ud fra hensynet til den frie udveksling af tjenesteydelser,

—

om de små og mellemstore virksomheder har korrekt og tilstrækkelig adgang til oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af direktivet.«

1.1

Den foreliggende meddelelse er baseret på den tredje vurdering af implementeringen og gennemførelsen i medlemsstaterne, en vurdering som er foretaget med flere års forsinkelse i forhold til den frist, der er fastsat i direktivet (dvs. senest den 16. december 2001), hvilket understreger det særlige forhold, at der her ikke kun er tale om et område af juridisk, teknisk eller økonomisk, men ligeledes og navnlig af social og menneskelig karakter, hvilket giver anledning til en række vanskeligheder af vurderings-, implementerings-, gennemførelses- og kontrolmæssig art. Direktivet, der er ekstremt juridisk, kan fortolkes på forskellige måder og giver medlemsstaterne en vis skønsmargen med hensyn til en række forhold såsom gennemførelsen, retspraksis (som ikke er særlig godt tilpasset til den virkelighed, virksomhederne opererer i), de udstationerede arbejdstagere og kontrolmyndighedernes rolle. Ovenstående er blandt de forhold, der er blevet fremhævet af arbejdsmarkedets parter og medlemsstaternes myndigheder på centralt og decentralt niveau i forbindelse med de af Europa-Parlamentet gennemførte høringer om direktivet. Europa-Parlamentet (3) har som resultat af høringerne vedtaget en række henstillinger, herunder navnlig om i højere grad at tage hensyn til og inddrage arbejdsmarkedets parter, uden dog at præcisere nærmere, i hvilken form dette skulle ske.

1.2

Efter EØSU's opfattelse vil det være muligt at sikre reel ligestilling mellem den fri bevægelighed for personer og tjenesteydelser ved at lade direktivet give garanti både for en betydelig grad af beskyttelse af de udstationerede arbejdstageres rettigheder og et rimeligt konkurrenceklima for alle tjenesteleverandører. Udvalget mener ikke, at det er rimeligt, at gennemførelsen af den fri udveksling af tjenesteydelser sker på bekostning af en bestemt gruppe arbejdstageres rettigheder. Om end nylig retspraksis (4) efter visse aktørers opfattelse støtter dette synspunkt, minder EØSU om, at ILO's konventioner nr. 87 om foreningsfrihed og retten til at organisere sig og nr. 98 om kollektive forhandlinger fastsætter, at lovgivning på det sociale område skal ske under hensyntagen til den måde, hvorpå socialretten sædvanligvis udformes, herunder hvor det drejer sig om indførelse af kollektiv forhandlingsret på virksomheds- eller ethvert andet niveau, ja endda hvor der er tale om fastsættelse af minimumslønninger i brancher eller virksomheder. Når gennemførelsen af direktiv 96/71/EF falder inden for rammerne af den sædvanlige lovgivning i en medlemsstat, bør Kommissionen håndhæve gældende international ret i overensstemmelse med den af ad hoc-overvågningsorganerne anlagte fortolkning og de arbejdsnormer, som er ratificeret af samtlige medlemsstater, i overensstemmelse med de oprindelige bestemmelser.

1.3

Ud over den foreliggende meddelelse foreslår Kommissionen nu, at Rådet vedtager en henstilling (5) med det formål at forbedre det administrative samarbejde og at indføre et system dels til udveksling af informationer, dels til deling og udveksling af bedste praksis.

1.4

Udvalget finder, henset til de nye forslag som helhed, at Kommissionen bevæger sig i den rigtige retning, navnlig på grund af forslaget om at styrke det administrative samarbejde og at indføre et informationsudvekslingssystem mellem medlemsstaterne vedrørende gældende arbejdsret og kollektive overenskomster for arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, med det formål at give arbejdstagere og tjenesteydere adgang til oplysninger på andre sprog end værtslandets, at etablere forbindelseskontorer med navngivne samarbejdspartnere og at inddrage arbejdsmarkedets parter, det højtstående udvalg m.v.

1.5

Kommissionen har imidlertid kun fremlagt evalueringsdokumentet om medlemsstaternes implementerings- og gennemførelsesforanstaltninger på engelsk, hvilket i høj grad begrænser dets mulige effekt i medlemsstaterne og i forhold til arbejdsmarkedets parter på samtlige niveauer. EØSU henstiller derfor til Kommissionen, at ledsagedokumentet (6) på grund af det behandlede områdes særlige karakter (mobilitet, fri udveksling af varer og tjenesteydelser) offentliggøres på mindst tre sprog, herunder — ud over engelsk — på et latinsk og et slavisk sprog. Sprogproblematikken er under alle omstændigheder relevant, hvis man ønsker, at de nye bestemmelser skal have den tilsigtede virkning, og udvalget henstiller, at der indføres en passende sprogordning, først og fremmest for så vidt angår informationen af arbejdsmarkedets parter og informationsudvekslingssystemet mellem medlemsstaterne. Udvalget henviser til sin sonderende udtalelse om gennemførelsen af Kommissionens strategi for flersprogethed (7) og gør i samme forbindelse opmærksom på kommunikations- og oplysningsindsatsens betydning for gennemførelsen af udstationeringsbestemmelserne, som kommunikationen mellem institutionerne er et led i.

1.6

Et ensartet informationssystem og forskellige sociale registre:

1.7

Kommissionen foreslår en afvikling af de kontrolforanstaltninger vedrørende udstationering af arbejdstagere, som den betragter som unødvendige, samtidig med at den fortsat vil sikre udstationerede arbejdstagere en passende beskyttelse. Det understreges i meddelelsen, at Kommissionen i denne forbindelse ikke har til hensigt at drage medlemsstaternes sociale modeller i tvivl, men under henvisning til EF-Domstolens retspraksis peger Kommissionen imidlertid på, at visse kontrolforanstaltninger er ubegrundede, eftersom de går videre, end hvad der er nødvendigt for at sikre arbejdstagerne social beskyttelse.

1.8

Efter EØSU's opfattelse er der ingen konsekvens i forslaget om at afskaffe forpligtelsen til at føre sociale registre i værtslandet. Det er ganske vist korrekt, at et informationssystem skal oplyse dels om gældende lovgivning, dels om tjenesteydernes og arbejdstagernes rettigheder og forpligtelser, men et sådant system giver hverken mulighed for at sikre overholdelsen af den enkelte arbejdstagers rettigheder umiddelbart og over et længere forløb, for så vidt angår social sikring, sygesikring, arbejdsulykker, pension og sociale forsikringsordninger, eller for at kontrollere indbetaling af pligtige sociale bidrag og skatter i henhold til værtslandets lovgivning. Udvalget fraråder med andre ord, at forpligtelsen afskaffes.

1.9

EØSU gør opmærksom på, at selv ikke 10 år efter ikrafttrædelsen af direktiv 96/71/EF er direktivets målsætninger opnået i fuldt omfang. Der er i kredsen af EU-medlemsstater stadig forskellige holdninger til arten og omfanget af den sociale beskyttelse af udstationerede arbejdstagere, både i forhold til udstationering inden for og uden for EU.

1.10

Kommissionen har i grønbogen med titlen »Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer« konkluderet, at sort arbejde, navnlig i forbindelse med arbejdskraftens bevægelser hen over grænserne, udgør et særdeles bekymrende og hårdnakket problem på arbejdsmarkederne i dag, og at dette ikke alene er årsag til, at arbejdstagerne udnyttes, men også at konkurrencen forvrides (8). Kommissionen kræver i grønbogen passende håndhævelsesmekanismer, der garanterer, at lovgivningen gennemføres med henblik på at sikre arbejdsmarkedernes effektivitet, at overtrædelser af national arbejdsret undgås, og at arbejdstagernes sociale rettigheder beskyttes.

1.11

I denne sammenhæng gør EØSU opmærksom på, at erhvervslivets interessegrupper inden for bygge- og anlægssektoren er særlig opmærksomme på gennemførelsen af direktiv 96/71/EF, navnlig på grund af den sociale dumping og de mulige konkurrenceforvridninger som følge heraf, der igen skyldes de særlige arbejdsforhold for udstationerede arbejdstagere i denne branche, herunder navnlig for arbejdstagere, der er udstationeret i andre lande (9). I den forbindelse er det afgørende at råde over kontrolforanstaltninger, der er tilpasset de særlige forhold i bygge- og anlægssektoren, for at yde både de berørte bosiddende og udstationerede arbejdstagere beskyttelse. På den baggrund bør Kommissionens planer ikke bringe de af medlemsstaternes kontrolmekanismer i fare, der over en længere periode har haft en gavnlig effekt. Hvis dette skete, ville Kommissionen komme i modstrid med sin egen erklærede hensigt om ikke at røre ved medlemsstaternes sociale modeller.

1.12

EØSU fremhæver Europa-Parlamentets synspunkt, hvorefter Kommissionen bør anlægge en mindre vidtgående fortolkning af EF-Domstolens retspraksis med hensyn til vurderingen af visse foranstaltningers forenelighed med fællesskabsretten (10).

2.1

Hvad angår forpligtelsen til at opbevare visse dokumenter på værtsmedlemsstatens sprog, betragter Kommissionen oversættelsespligten som en ubegrundet restriktion af den fri udveksling af tjenesteydelser. I modsætning hertil har EF-Domstolen for nylig i dom af 18. juli 2007 (Sag C-490/04) fastslået, at den anfægtede forpligtelse er i overensstemmelse med EF-retten.

2.2

Med henvisning til en anden sag citerer Kommissionen Domstolen, ifølge hvilken foranstaltninger, som automatisk og ubetinget finder anvendelse på grundlag af en almindelig formodning om skatteunddragelse eller skattesvig fra en persons eller virksomheds side, udgør en ubegrundet restriktion af den fri udveksling af tjenesteydelser (11). EØSU tvivler på, at denne vurdering af Domstolen finder anvendelse på de foranstaltninger, der er omfattet af direktiv 96/71/EF, eftersom direktivet giver medlemsstaterne ret til at træffe passende foranstaltninger »i tilfælde af manglende overholdelse af direktivet«. Der kan på baggrund af denne bestemmelse ikke sættes lighedstegn mellem passende foranstaltninger og en almindelig formodning om skatteunddragelse eller skattesvig. Tværtimod præciserer reglen, at direktivets bestemmelser ville være materielt indholdsløse, hvis ikke medlemsstaterne kunne kontrollere overholdelsen af de gældende udstationeringsbestemmelser med passende midler.

3.1

EØSU har med tilfredshed noteret sig Kommissionens tydelige påpegning af, at der i øjeblikket er store problemer med det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne og som følge heraf behov for at afhjælpe disse problemer, og er overbevist om, at et effektivt samarbejde om udveksling af informationer mellem medlemsstaternes myndigheder vil kunne bidrage til at løse de problemer, der opstår i forbindelse med den praktiske gennemførelse af direktivet om udstationering af arbejdstagere, herunder navnlig hvad angår håndhævelsen af direktivets bestemmelser.

3.2

Udvalget mener imidlertid ikke, at et mere effektivt samarbejde kan overflødiggøre de nationale kontrolforanstaltninger. Samarbejdsmekanismerne inden for rammerne af direktiv 96/71/EF har vist sig at være utilstrækkelige, eftersom de ikke sikrer arbejdstagerne social beskyttelse i samme omfang og efter de samme kriterier som fastsat i de nationale bestemmelser.

3.3

Problemet er særlig udtalt inden for bygge- og anlægssektoren. Her er den forebyggende kontrol på arbejdspladserne med henblik på beskyttelse af de udstationerede arbejdstagere helt afgørende.

3.4

En overdragelse af ansvaret for gennemførelsen af kontrollerne til oprindelsesmedlemsstaten ville medføre uhensigtsmæssige hindringer for beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder. Dette er én af grundene til, at EF-Domstolen i ovennævnte dom af 18. juli 2007 har givet medlemsstaterne mulighed for at fastholde forpligtelsen til på arbejdspladsen at opbevare visse dokumenter på værtsmedlemsstatens sprog. Udvalget fraråder ophævelse af denne forpligtelse og henstiller i stedet, at tilgængeligheden af oplysningerne om de udstationerede arbejdstageres ansættelses- og arbejdsvilkår styrkes ved at fastholde kravet om, at disse oplysninger — der er nødvendige for, at arbejdsformidlingerne, erhvervsuddannelsesinstitutionerne og socialsikringsmyndighederne kan gennemføre kontrollerne — skal foreligge i både værts- og oprindelsesmedlemsstaten. Behovet for tilgængelighed, dvs. adgang til oplysningerne virksomhed for virksomhed og arbejdstager for arbejdstager, stiger så meget mere, som det indre marked udvides, og som ønsket om at styrke mobiliteten vokser.

3.5

Det bør alt andet lige være lettere at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå, hvilke rettigheder der kan gøres krav på med hensyn til pension eller sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (skibsværfter, kemisk industri, landbrug m.m.), hvis der er flere hinanden supplerende måder at gøre dette på, f.eks. i oprindelsesmedlemsstaten, i virksomheden og hos de sociale myndigheder og institutioner.

3.6

Endvidere mener udvalget, at problemerne med den praktiske gennemførelse af udstationeringsdirektivet ikke kan løses bilateralt af medlemsstaterne alene. Derfor bør det overvejes at etablere en EU-instans, der kan fungere som koordinerende og styrende myndighed, katalysator og informationskilde i forbindelse med det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne som led i udstationeringen af arbejdstagere. Myndigheden bør med regelmæssige mellemrum udarbejde rapporter, der dels beskriver problemerne med gennemførelsen af direktivet, dels fremsætter forslag til løsning af disse problemer.

4.1

EØSU bifalder Kommissionens plan om sammen med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter at oprette et højtstående udvalg. Udvalgets opgave skal bestå i at støtte og bistå medlemsstaterne med at afgrænse og udveksle god praksis gennem grundig behandling og løsning af problemerne i forbindelse med pålægning af grænseoverskridende civil- og forvaltningsretlige sanktioner ved udstationering. EØSU understreger, at arbejdsmarkedets parter i de forskellige sektorer i Europa udtrykkeligt bør inddrages i dette arbejde, dvs. fra starten, og fordi der eksplicit er fastsat bestemmelse herom, sidde med om bordet i dette udvalg, eftersom det er arbejdsmarkedets parter, der hidtil har været stærkest involveret i kontrollen og gennemførelsen af direktivet. Arbejdsmarkedets parter har i øvrigt i en fælles erklæring på europæisk plan ytret ønske herom. I lyset af de indhøstede erfaringer støtter EØSU Kommissionens initiativ, men ønsker ikke at foregribe arbejdsmarkedsparternes ønsker med hensyn til, hvilket niveau disse måtte finde det rigtigst at deltage på.

4.2

Det højtstående udvalg skal sikre, at der ikke de facto stilles krav til medlemsstaterne, der nødvendiggør lovindgreb på nationalt eller europæisk plan. De nødvendige foranstaltninger til sikring af overholdelsen af direktiv 96/71/EF er ikke tilstrækkelig harmoniserede til at garantere dette, og udvalget vil kunne bidrage til at løse dette problem.

4.3

Endelig bifalder EØSU, at Kommissionen i fuldt omfang har taget hensyn til Europa-Parlamentets beslutninger om udstationering af arbejdstagere, herunder navnlig Europa-Parlamentets krav om anerkendelse af den rolle, arbejdsmarkedets parter spiller, og foreslår at udnytte parternes erfaring ved bl.a. at skabe bedre muligheder for udveksling af eksempler på bedste praksis.

4.4

Kommissionen bør, med henblik på at sikre ligestillingen mellem samtlige arbejdstagere, støtte bestræbelserne på at vedtage foranstaltninger med det formål at forbedre kontrollerne og samarbejdet mellem medlemsstaterne.

5.1.1

Udvalget konstaterer og giver udtryk for sin bekymring over for problemerne med at afsløre »maskeret selvstændig erhvervsvirksomhed« og en ændring af de retslige forhold desangående, når der er tale om personer, som er etableret uden for den medlemsstat, hvor forholdene konstateres, dvs. at det på sin vis drejer sig om skjult udstationering, og opfordrer Kommissionen til at undersøge juridiske og praktiske metoder til at løse problemet. Det er i flere tilfælde, herunder i visse risikoerhverv, hvor den sociale sikring bør være total, sket, at udstationerede arbejdstagere er blevet tilskyndet til at erklære sig selvstændige, selvom de har været helt afhængige af en enkelt ordregiver og i visse tilfælde hverken har været registreret som udstationerede eller selvstændige.

5.1.2

Den nationale lovgivning bør ikke blot indeholde klare og praktisk anvendelige definitioner, men også bestemmelser om ansvar i tilfælde af »maskeret selvstændig erhvervsvirksomhed« og/eller »maskeret udstationering« for at sikre betaling af udestående løn, bøder, skatter og sociale bidrag til gavn for arbejdstagerne og samfundet med det formål at reducere den mulige økonomiske gevinst mest muligt ved at hæve bøderne for den form for svig i tilfælde af hemmelige aftaler mellem virksomheder og maskeret selvstændige erhvervsdrivende, hvis formål er at omgå forpligtelserne til social sikring.

5.2.1

På medlemsstatsniveau har visse nationale aktører og brancheaktører støttet princippet om solidarisk ansvar for hovedkontrahenter i forhold til underkontrahenter. Princippet er lovfæstet i national ret og bør fremhæves som god praksis. Europa-Parlamentets betænkning (12) understreger en række af de fordele, som en ordning med solidarisk ansvar har for de udstationerede arbejdstagere. I henhold til Kommissionen fortjener spørgsmålet om, hvorvidt subsidiært ansvar kunne udgøre en effektiv og forholdsmæssigt afpasset måde at øge overensstemmelseskontrol og -håndhævelse på i forbindelse med fællesskabsretten, yderligere undersøgelser og overvejelser. Europa-Parlamentet hat givet udtryk for sin støtte til sådanne bestemmelser.

5.2.2

De praktiske erfaringer peger helt klart på, at direktivet om udstationering af arbejdsgivere i visse tilfælde omgås ved etablering af omfattende underentreprisekæder, når der benyttes grænseoverskridende tjenesteudbydere i forbindelse med udstationeringen.

5.2.3

Kommissionen annoncerer i meddelelsen, at den i samarbejde med medlemsstaterne og arbejdsmarkedsparterne vil indlede en grundig undersøgelse af håndhævelsesproblemer på tværs af grænserne (sanktioner, bøder og solidarisk hæftelse). Kommissionen efterkommer hermed Europa-Parlamentets gentagne opfordringer til i henhold til udstationeringsdirektivet at tage initiativ til at indføre solidarisk ansvar for at begrænse mulighederne for at omgå lovbestemte regler eller regler fastsat i kollektive overenskomster. Udvalget anmoder om at blive holdt orienteret om udfaldet af denne proces.

6.1

EØSU støtter Kommissionens forslag til Rådet, men har forbehold over for Kommissionens ensidige tilgang til problemerne, idet Kommissionen først og fremmest er optaget af at fjerne påståede restriktioner for virksomheder, der udstationerer arbejdstagere i andre lande. Arbejdstagernes krav om social beskyttelse, som er lovfæstet i direktivet, bør imidlertid efter udvalgets opfattelse håndhæves i samme omfang, navnlig på baggrund af de velkendte problemer med kontrollen af arbejdsvilkårene, det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne og fuldbyrdelse af sanktioner. Navnlig har udvalget forbehold over for ophævelsen af forpligtelsen til at føre sociale registre i værtsmedlemsstaten. Udvalget opfordrer Rådet til at vedtage Kommissionens henstilling om en styrkelse af det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne, om forbedring af tjenesteydernes og udstationerede arbejdstageres adgang til informationer på forskellige sprog og om udveksling af informationer og god praksis mellem medlemsstaterne inden for rammerne af et trepartsudvalg på højt niveau, der samler repræsentanter for medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter på nationalt og europæisk plan med det formål at styrke gennemførelsen af direktiv 96/71/EF og beskyttelsen af arbejdstagere, der er udstationeret som led i den fri udveksling af tjenesteydelser.