Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om 10 år med Østpartnerskabet: betragtninger om resultater og den fremtidige politik

(initiativudtalelse)

(2020/C 14/04)

Ordfører: Indrė VAREIKYTĖ

Plenarforsamlingens beslutning	20.2.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2 Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	5.9.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	26.9.2019
Plenarforsamling nr.	546
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	155/3/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) opfatter Østpartnerskabet som et stærkt tiltrængt EU-initiativ med potentiale til at blive en succes, og det opfordrer det nyvalgte Europa-Parlament og Kommissionen til at give deres fulde støtte hertil. Samtidig giver EØSU tilsagn om et fortsat stærkt engagement i opbygningen af mere robuste og mere demokratiske samfund i nabolandene (1).

1.2.

De væsentligste resultater af Østpartnerskabet har været associeringsaftalerne, herunder det vidtgående og brede frihandelsområde (DCFTA), og aftalerne om visumfritagelse med Georgien, Moldova og Ukraine (den associerede TRIO), mens der i de kommende ti år forventes flere og mere målrettede fremskridt inden for rammerne af partnerskabet.

1.3.

Udvalget fremhæver, at den associerede TRIO har gjort de største fremskridt og udvist en større vilje til at igangsætte reformer, og at Armenien følger trop, hvorimod udviklingen i Hviderusland og Aserbajdsjan nærmest er stagneret, og de to lande har på nogle områder endda bevæget sig længere væk fra definitionen på et demokrati.

1.4.

Efter EØSU's opfattelse er EU først og fremmest en union af værdier, og derfor bør disse udgøre betingelser for forbindelserne til naboerne.

1.5.

Udvalget peger på følgende større kommende udfordringer for Østpartnerskabet: en effektiv gennemførelse af associeringsaftalerne/DCFTA og dermed forbundne forpligtelser, styrkelse af retsstaten, gennemførelse af reformer af retsvæsenet og kampen mod korruption; øget miljøbeskyttelse og en aktiv indsats over for klimaændringerne; styrkelse af samfundets modstandsdygtighed ved at imødegå hybride trusler og desinformation; bedre betingelser for civilsamfundet og frie og uafhængige medier og øget engagement fra EU's side med henblik på at bidrage til at forbedre livet for borgere, der er berørt af konflikterne i regionen.

1.6.

EØSU anbefaler, at Kommissionen fastlægger individuelt tilpassede målsætninger og delmål for hvert enkelt partnerland for Østpartnerskabets næste periode. Civilsamfundets deltagelse i denne proces bliver afgørende som et yderligere redskab til aktiv overvågning af fremskridtene.

1.7.

EØSU foreslår, at der udarbejdes en tidsplan for obligatoriske løbende fremskridtsevalueringer for at tilskynde østpartnerskabslandenes regeringer til at udarbejde deres egne planer i tillæg til de bilaterale køreplaner og til at gennemføre og overvåge implementeringen af delmålene og målsætningerne.

1.8.

Udvalget anbefaler videre, at antallet af indikatorer og data, som østpartnerskabslandene skal indsende til Eurostat, gradvist øges.

1.9.

I lyset af den desinformation, der spredes af den russiske regering, og de aggressive kinesiske og russiske kampagner for investeringsprojekter og andre trusler i regionen er EU-institutionerne nødt til at gentænke kommunikationsstrategien i østpartnerskabsregionen for at nå ud til borgerne.

1.10.

EØSU mener, at der er behov for større fokus på og flere redskaber til at forbedre kompetencerne hos civilsamfundsorganisationerne, de offentligt ansatte og de politiske ledere i østpartnerskabslandene og til at opbygge kapacitet i fagforeningerne og erhvervsorganisationerne.

1.11.

Udvalget mener, at det i højere grad bør prioriteres at afhjælpe manglen på færdigheder, herunder manglen på de rigtige færdigheder, i østpartnerskabslandene ved generelt at gøre uddannelserne mere effektive og ved at styrke forbindelserne mellem uddannelse, forskning og innovation for at udbygge samarbejdet mellem offentlige og private sektorer.

1.12.

Selv om handelen mellem østpartnerskabslandene og EU er for opadgående, bør samhandelen inden for regionen styrkes med henblik på at sikre diversificerede og bæredygtige handelsindtægter.

1.13.

EØSU er helt overbevist om behovet for et bindende retsgrundlag, som sikrer, at civilsamfundet har adgang til information, kan holde regeringen ansvarlig og kan deltage i den politiske beslutningsproces i de enkelte østpartnerskabslande.

1.14.

Udvalget støtter kraftigt forslaget om en styrket dialog om reformer af associeringsaftalerne/DCFTA mellem EU og den associerede TRIO med det sigte at inkludere komparative elementer i de landespecifikke henstillinger i associeringsaftalerne og sikre samtidig offentliggørelse heraf for at fremme en positiv konkurrence.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Østpartnerskabet blev lanceret i 2009 som et fælles politisk initiativ med det formål at udbygge og forstærke forbindelserne mellem Den Europæiske Union, medlemsstaterne og de seks nabolande mod øst: Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine.

2.2.

Alle parterne indvilligede i inden for denne ramme at levere mærkbare fordele for borgerne i deres dagligdag ved at styrke institutionerne og god regeringsførelse, sikre retsstatsprincippet og mulighederne for håndhævelse heraf, gennemføre centrale reformer af retsvæsenet og bekæmpe korruption; øge inddragelsen af civilsamfundet, styrke kvindernes stilling og sikre kønsbalancen, forstærke den strategiske kommunikation og støtte mediernes pluralisme og uafhængighed; bidrage til små og mellemstore virksomheders vækst, tiltrække investeringer, skabe kvalitetsjob i nye sektorer, skabe flere handelsmuligheder ved at støtte adgangen til nye markeder; forbedre transportforbindelserne og infrastrukturen, øge energimodstandsdygtigheden og -effektiviteten og optrappe anvendelsen af vedvarende energi; og investere i de unges færdigheder, iværksætteri og beskæftigelsesegnethed.

2.3.

Selv om de tre associeringsaftaler/DCFTA og aftalerne om visumfritagelse med de tre signatarstater er resultater, der fortjener stor ros, må man desværre konstatere, at overordnet set har fremskridtene inden for de fleste af ovenstående områder været beskedne, og ingen af de tidligere fastsatte delmål er blevet nået fuldt ud.

2.4.

Efter EØSU's opfattelse er EU først og fremmest en union af værdier (2), og derfor bør forbindelserne til naboerne også være baseret på disse værdier. Der bør i højere grad knyttes betingelser til Østpartnerskabet og fastlægges klare, gensidigt aftalte forløb med østpartnerskabslandene for at garantere menneskerettighederne, borgernes, mediernes og pressens frihedsrettigheder, retsstatsprincippet, åbenhed i regeringsførelsen, ligestilling mellem kønnene, en social dialog, miljøbeskyttelse og andre af de grundlæggende værdier, som vore dages Europa ville være utænkeligt uden. For hele regionen vil fordelene være størst, når EU's demokratiske nabolande er på niveau med EU. Partnerlandene bør desuden fremlægge en tidsplan for deres ratificering af alle 18 internationale menneskerettighedstraktater (3) og for deres opnåelse (eller fastholdelse) af »A-status« fra den globale alliance af nationale menneskerettighedsinstitutioner (4).

2.5.

Udvalget erkender behovet for klare og målbare delmål og anbefaler, at Kommissionen fastlægger individuelt tilpassede målsætninger og delmål for hvert enkelt partnerland for Østpartnerskabets næste periode. Det er helt afgørende at sikre, at de fremtidige målsætninger og delmål ikke udelukkende er orienteret mod økonomiske indikatorer, men også mod social velstand og velfærd. Ren fokus på økonomisk udvikling har vist sig ikke at give de forventede resultater. Eksempelvis vil EU's samlede støttebeløb til Ukraine nå op på 4,8 mia. EUR i 2020 (5), og alligevel er landet det fattigste i regionen.

2.6.

Civilsamfundets deltagelse i denne proces bliver afgørende med henblik på at gøre de planlagte reformer mindre sårbare i forhold til valgcyklusser og politiske ændringer. Omstillingsprocessen og gennemførelsen af de nødvendige reformer kan kun finde sted gennem inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer i lovgivnings- og reformprocessen og i gennemførelsen. Med henblik derpå bør erhvervssammenslutninger og støtteorganisationer inddrages i forløbet med at udforme og gennemføre strategierne for økonomisk udvikling og regionalt samarbejde.

2.7.

Der skal være et stærkt lokalt ejerskab af delmålene, hvis de skal kunne gennemføres fuldstændigt og på en bæredygtig måde. Hvis de ikke fastlægges, diskuteres, støttes og gennemføres i samarbejde med de lokale civilsamfundsaktører, vil de opnåede resultater nemt kunne forpurres. Endvidere har de hovedansvarlige for gennemførelsen frem til nu været Kommissionen og de relevante østpartnerskabsministerier, hvorimod de regeringer, som er ansvarlige for at sikre vedvarende politisk vilje til at gennemføre reformer, endnu ikke figurerer som hovedaktører, når det gælder om at nå de fastsatte mål (6).

2.8.

Ved planlægningen af det næste sæt langsigtede målsætninger bør der lægges større vægt på overvågningen af, hvordan gennemførelsen skrider frem. Indtil videre er vurderingerne hovedsageligt blevet foretaget af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og civilsamfundet i østpartnerskabslandene. EØSU foreslår, at der udarbejdes en tidsplan for obligatoriske løbende fremskridtsevalueringer for at tilskynde østpartnerskabslandenes regeringer til at udarbejde deres egne planer i tillæg til de bilaterale køreplaner og til at gennemføre og overvåge implementeringen af delmålene og målsætningerne.

2.9.

EØSU anbefaler, at man overvejer en gradvis forøgelse af antallet af indikatorer og data, som østpartnerskabslandene skal indsende til Eurostat med henblik på at sikre en skærpet overvågning af fremskridtene med de centrale reformer og mere gennemsigtige og objektive vurderinger. Landene med associeringsaftaler/DCFTA bør have en klar tidsplan for, hvornår de skal levere den samme mængde data til Eurostat som EU-medlemsstaterne.

2.10.

For at kunne måle hvordan inddragelsen af civilsamfundet indvirker på reformerne i østpartnerskabslandene, foreslår udvalget, at der udarbejdes en komparativ analyse af forskellene i de opnåede resultater og civilsamfundets indflydelse i lande med interne rådgivende grupper og i de øvrige partnere i Østpartnerskabet.

2.11.

Udvalget er af den faste overbevisning, at den øjeblikkelige prioritet for det nyvalgte Europa-Parlament og Kommissionen bør være at nå til enighed om associerings- og eventuelt medlemskabsudsigterne for de lande i Østpartnerskabet, som er indstillet på og klar til at blive medlem af EU inden for en overskuelig fremtid. Både fremskridt i den retning og planlægningen af forløbet hæmmes alvorligt af, at der ikke er en klar vision for, hvad det endelige mål og belønningen for alle disse anstrengelser er for det enkelte partnerland, hvis det gennemfører de fastlagte målsætninger og delmål fuldt ud.

2.12.

På længere sigt vil strategien for Østpartnerskabet efter 2020 kunne føre til liberalisering af visse tjenesteydelser, herunder finansielle tjenesteydelser, de associerede landes tiltrædelse til det fælles eurobetalingsområde (SEPA) og, gennem associeringsaftaler/DCFTA, dybere integration i det digitale marked, f.eks. inden for datatransmission, samt en udvidelse af den frie bevægelighed for arbejdstagere via aftaler med EU om gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer.

2.13.

Fremme af EU's værdier var og er fortsat hovedtanken bag østpartnerskabspolitikken. I befolkningerne i østpartnerskabslandene er der stadig stor støtte til tættere forbindelser til og på sigt medlemskab af EU, dog kræver det en indsats over en længere periode at ændre folks mentalitet. Mens de fleste EU-borgere anerkender vigtigheden af at respektere retsstatsprincippet, betale skat og undgå skyggeøkonomi, betyder den økonomiske situation i landene i Østpartnerskabet, at hver dag er en kamp for at overleve, og accept af visse af EU's værdier er derfor ikke en prioritet for borgerne.

2.14.

For at forbedre forvaltningen og øge virkningen af støtteordninger og -instrumenter, der skal sikre inklusiv deltagelse af civilsamfundet i de overordnede processer i Østpartnerskabet, bør det overvejes at samle disse instrumenter i EØSU-regi qua udvalgets uforlignelige kompetencer og erfaring inden for området, institutionens historie og gennemtrængningsevne i samfundet.

2.15.

I lyset af at den desinformation, der spredes af den russiske regering, og de aggressive kinesiske og russiske informationskampagner for investeringsprojekter og andre trusler i regionen har meget stor gennemslagskraft i samfundet, er EU-institutionerne nødt til at gentænke kommunikationsstrategien i østpartnerskabsregionen. En velafprøvet metode til at udbrede information om værdierne, målene, konsekvenserne og de gode eksempler på samarbejde med EU er at give de lokale civilsamfundsorganisationer flere værktøjer ved simpelthen hjælpe dem med at øge gennemslagskraften af deres almindelige arbejde.

2.16.

EU bør fortsat medvirke til fredelig konfliktløsning i østpartnerskabsregionen. Der bør være flere initiativer som det europæiske partnerskab for fredelig løsning af konflikten om Nagorno-Karabakh, hvor civilsamfundsorganisationer fra EU's medlemsstater og landene i Østpartnerskabet yder en fælles indsats for at skabe gensidig forståelse af og tillid til konfliktløsningsprocessen.

3.   Samfundet

3.1.

De seneste finansieringsordninger for de organiserede civilsamfundsorganisationer i Østpartnerskabet er betingede af, at civilsamfundet arbejder for gennemførelse og reform af associeringsaftalerne. Det kræver, at de bliver agenter for EU samt til tider beskæftiger sig med emner, som ikke naturligt henhører under deres område. Som følge af denne betingelse ansøger civilsamfundsorganisationerne om den finansiering, der er til rådighed, i stedet for at fokusere på deres mål og på, hvad samfundet har behov for, hvilket resulterer i, at de blot bliver endnu en tjenesteyder.

3.2.

Fra civilsamfundsorganisationer i EU lyder meldingerne, som bekræftes af sammenlignelige data (7), at de fleste af de civilsamfundsorganisationer, de samarbejder med i østpartnerskabslandene, mangler selv de mest grundlæggende færdigheder inden for projektstyring, herunder hvordan man udarbejder projektforslag og budgetter. Derfor er EU-organisationernes rolle med hensyn til at levere resultater i form af overvågning af reformer og udarbejde skyggerapporter, analyser af forskellige problemstillinger og anbefalinger stadig yderst vigtig. EØSU mener, at man ikke bør ignorere og heller ikke ikke værdsætte de mindre kvalificerede civilsamfundsorganisationer i østpartnerskabslandene, men forventningerne til dem bør være realistiske: De er vigtige aktører i deres respektive samfund, men de kan ikke forventes at kunne levere de samme resultater som erfarne europæiske organisationer.

3.3.

EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen i samarbejde med EU-medlemsstaterne udformer et tilgængeligt uddannelsesprogram, der har fokus på at forbedre færdighederne hos civilsamfundsorganisationernes repræsentanter, offentligt ansatte og ledere i østpartnerskabslandene. Et sådant program kan samtidig afhjælpe problemet med manglende kompetencer hos civilsamfundsorganisationernes repræsentanter, når de træder i offentlig tjeneste, sådan som det var tilfældet efter værdighedsrevolutionen i Ukraine og fløjlsrevolutionen i Armenien.

3.4.

Endvidere mener udvalget, at en klar prioritet bør være støtteordninger for og partnerskabsintegration af ungdomsorganisationer i østpartnerskabslandene og levering af yderligere støtte til deres deltagelse i internationale samarbejds- og mobilitetsprogrammer (f.eks. Aktive unge og Erasmus+). Etablering af europæiske skoler som den i Tbilisi, Georgien, i de øvrige lande i Østpartnerskabet kunne være et godt udgangspunkt for at højne uddannelsesstandarden med de bedste eksempler fra EU's medlemsstater som forbillede.

3.5.

EØSU mener, at dagsordenen for social samhørighed skal afhjælpe manglen på færdigheder, herunder manglen på de rigtige færdigheder, i østpartnerskabslandene, således at uddannelserne generelt bliver mere effektive gennem tilpasning af de bedste eksempler og systemer fra landene i EU. Kvaliteten af uddannelse som grundlag for innovation er stadig lav i regionen, og der er derfor behov for at reformere uddannelsessystemerne og inddrage de relevante civilsamfundsorganisationer og fagpersoner i udformningen af læseplaner. Det er nødvendigt at styrke forbindelserne mellem uddannelse, forskning og innovation for at udbygge samarbejdet mellem den offentlige og private sektor (8).

3.6.

Udvalget bifalder, at Den Internationale Faglige Sammenslutning (IFS) og dens paneuropæiske regionale råd samt Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) deltager i opbygningen af kapacitet i de uafhængige fagforeninger i østpartnerskabslandene. Den slags projekter og initiativer er vigtige for fremme af den europæiske sociale model, herunder social dialog, social sikring og kollektive overenskomstforhandlinger. Eksistensen af stærke uafhængige fagforeninger er af afgørende betydning for, at den omstillingsproces, der knytter sig til gennemførelsen af associerings- eller partnerskabsaftaler, resulterer i reel bæredygtig vækst og reelle sociale fremskridt. Stærke fagforeninger er tillige en forudsætning for et fremgangsrigt og dynamisk civilsamfund.

4.   Økonomi

4.1.

Opbygning af økonomisk modstandsdygtighed og forbedring af konkurrenceevnen er centralt for EU's samarbejde med østpartnerskabslandene med fokus på i fællesskab at skabe arbejdspladser og udvikle stærkere, mere diversificerede, dynamiske og bæredygtige økonomier. På dette område er der sket væsentlige fremskridt, bl.a. er samhandelen mellem alle seks partnerlande og EU steget.

4.2.

EØSU mener, at forpligtelserne til at harmonisere de digitale markeder i østpartnerskabsregionen endnu ikke er gennemført effektivt, hvilket hæmmer fremskridt og udviklingen af digitale tjenester. Samtidig påskønner EØSU den opnåede konsensus om planerne for en roamingaftale i regionen inden 2020, hvilket ikke alene vil øge befolkningens adgang til kommunikation, men også give en saltvandsindsprøjtning til turismen og medføre mere vidtspændende økonomiske fordele.

4.3.

Selv om handelen mellem østpartnerskabslandene og EU er for opadgående, bør der gøres en større indsats for at øge samhandelen internt i regionen med henblik på at sikre diversificerede og bæredygtige handelsindtægter.

4.4.

EØSU mener, at regional handelsintegration med sigte på et fælles økonomisk område, fri roaming, et fælles migrationsområde, harmonisering af elnet, udvikling af uafhængige rene energikilder og omdannelse af landbrugsstandarder til EU-standarder bør betragtes og udvikles som de vigtigste fælles økonomiske projekter for både østpartnerskabslandene og EU som helhed.

4.5.

Udvalget understreger behovet for at udvikle uafhængige erhvervssammenslutninger og støtteorganisationer i regionen. Sådanne organisationer skal være mere og bedre involverede i erhvervsudviklingen og gennemførelsen af DCFTA. Ligeledes skal SMV'erne i østpartnerskabslandene oprette sammenslutninger og/eller paraplyorganisationer, som kan repræsentere deres interesser og gøre dem stærkere i forhold til at fremme deres interesser i lovgivningsprocessen og sikre markedsandele på de lokale markeder og EU-markedet.

5.   Forvaltning

5.1.

En optrapning af indsatsen for at styrke institutionerne og god regeringsførelse er en af EU's topprioriteter i de østpartnerskabslande, hvor der stadig er udfordringer på disse områder. Navnlig bør der gøres en større indsats med hensyn til retsstatsprincippet, gennemførelsen af centrale reformer af retsvæsenet og kampen mod korruption. Disse er forudsætninger for borgernes tillid til staten, langsigtet stabilitet og et investeringssikkert klima.

5.2.

Udvalget henleder opmærksomheden på, at kun Moldova og Ukraine har indført lovkrav om, at regeringen skal høre borgerne. Der skal være et bindende retsgrundlag, som sikrer, at civilsamfundet har adgang til information, kan holde regeringen ansvarlig og kan deltage i den politiske beslutningsproces. For at styrke civilsamfundsorganisationerne er det endvidere nødvendigt, at regeringerne i østpartnerskabslandene forpligter sig til mere konsekvent og direkte støtte til disse organisationer.

5.3.

For så vidt angår kapacitetsopbygning er de institutioner i østpartnerskabslandene, som er velfungerende og i stand til at gennemføre de fornødne reformer, vigtigere end nogensinde før, og venskabsaftaler mellem dem (f.eks. et netværk for fødevaresikkerhedsmyndigheder, standardiseringsorganer og korruptionsbekæmpende agenturer osv.) bør derfor formaliseres og om muligt støttes af EU.

5.4.

Fælles kapacitetsopbygning, venskabs- og netværksordninger, udveksling af praksis, udvikling af fælles tilgange og værktøjer vil alle kunne støttes igennem en fælles associeringsfacilitet. Man kan også overveje at finansiere de teams, der forestår reformerne, sådan som man har gjort i forhold til Ukraine.

5.5.

EØSU understreger endvidere behovet for at bistå regeringerne og civilsamfundene i østpartnerskabslandene i deres udvikling af de fornødne værktøjer til at vurdere og håndtere kønsbestemte uligheder. Det er afgørende at sikre, at støtten til landenes statistiske kontorer omfatter indsamling af statistikker for handel og køn, herunder igennem specifikke spørgsmål i husstands- og virksomhedsrundspørger og specifikke indikatorer til overvågning af handelsrelaterede indvirkninger over tid.

6.   Konnektivitet

6.1.

EU's arbejde med partnerlandene om at forbedre transportforbindelserne og infrastrukturen, fremme energimodstandsdygtigheden og -effektiviteten samt øge anvendelsen af vedvarende energi for at reducere drivhusgasemissionerne har resulteret i markante fremskridt. Fortsatte investeringer i disse områder vil føre til større bæredygtig økonomisk udvikling og konkrete fordele, der vil gavne borgernes liv ved at skabe alternative energikilder, reducere energiafhængigheden af én enkelt dominerede leverandør og reducere energiforbruget.

6.2.

Udvalget understreger derfor vigtigheden af at fremme energidiversificering, reducere CO2-emissionerne yderligere og oprette effektive nationale emissionsovervågningsmekanismer samt øge indsatsen for at værne om biodiversiteten og den bæredygtige skovforvaltning.

7.   Associeringsaftaler/vidtgående og bredt frihandelsområde

7.1.

Udvalget støtter kraftigt forslaget om en styrket dialog om reformer af associeringsaftalerne/DCFTA mellem EU og den associerede TRIO, medtagelse af komparative elementer i de landespecifikke henstillinger i associeringsaftalerne og samtidig offentliggørelse heraf for at fremme en positiv konkurrence, hvilket allerede har vist sig effektivt i forhold til at fremskynde fremskridtene i Central- og Østeuropa.

7.2.

Det anbefales, at samarbejdet mellem den associerede TRIO og EU institutionaliseres yderligere, navnlig på det udøvende plan. Et godt udgangspunkt kunne være at oprette en fælles styregruppe og undergrupper, som afspejler institutionaliseringsprocessen på parlamentsniveau. Efterfølgende kunne der dannes lignende grupperinger i det organiserede civilsamfund inden for rammerne af civilsamfundsplatformene i Østpartnerskabet, erhvervssammenslutninger, støtteorganisationer, fagforeninger mv. Erfaringer og netværk, der er dannet på grundlag af samarbejdet i GUAM-organisationen for demokrati og økonomisk udvikling, kunne tjene som eksempel. Støtte fra EU og de enkelte medlemsstater vil i høj grad fremme denne institutionalisering.

7.3.

Associeringsaftalerne/DCFTA er komplekse og derfor vanskelige at gennemføre, da de kræver betydelige politiske, økonomiske og menneskelige ressourcer og indeholder mange udfordringer, hvilket navnlig skyldes, at de har til formål at reformere markederne, mens de virkelige forventninger til EU's reformer først og fremmest vedrører retsstatsprincippet og god regeringsførelse. Udvalget finder det yderst vigtigt, at disse forventninger afspejles, og at gennemførelsen af associeringsaftaler/DCFTA understøttes af parallelle initiativer for at styrke de associerede demokratier. Yderligere støttemekanismer, som alene vil blive stillet til rådighed, såfremt de gensidigt aftalte målsætninger gennemføres fuldt ud inden for rammerne af de pågældende parallelle initiativer, kan overvejes og vil kunne tjene som yderligere motivation.

7.4.

EØSU anbefaler endvidere kraftigt, at der regelmæssigt tages fat på problemstillingerne i relation til kvinders arbejdstagerrettigheder og løn, navnlig i industrien og servicesektoren, hvor der synes at være de største — og de mest varierende — forskelle. Dagsordenen for tilnærmelse af associeringsaftalerne/DCFTA udgør en bred tilgang med hensyn til lovgivningsmæssige tiltag og håndhævelse af internationale konventioner, bl.a. i forhold til ligestilling og bekæmpelse af forskelsbehandling. Det er vigtigt, at denne proces overvåges, at indsamlingen af kønsopdelte statistiske data for beskæftigelse og løn forbedres, og at kvindegrupperne støttes i deres kamp for egne interesser.

---

(1)  I løbet af de sidste ti år har EØSU vedtaget mere end et dusin udtalelser om forskellige aspekter af Østpartnerskabet. Det har endvidere oprettet et permanent opfølgningsudvalg for EU's nabolande i øst, etableret bilaterale platforme for civilsamfundet i EU og østpartnerskabslandene og interne rådgivende grupper samt arrangeret det erhvervsforum, der finder sted i forbindelse med topmøderne i Østpartnerskabet.

(2)  Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 389).

(3)  https://indicators.ohchr.org.

(4)  https://nhri.ohchr.org/.

(5)  Rebuilding Ukraine: An assessment of EU assistance, Chatham House, the Royal Institute of International Affairs, 2018.

(6)  Eastern Partnership Civil Society Forum, EaP CSF Policy brief – Joint Staff Working document EaP – Focusing on key priorities and deliverables – Assessment and recommendations by the civil society, maj 2017.

(7)  Ukraine Analytica, 3. udgave (13), 2018.

(8)  http://eu4business.eu/files/medias/regional-position-paper_final_kyiv-21-june-2017-2_0.pdf.