C_2021155DA.01005801.xml

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring og om ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og forslaget til forordning (EU) XXX/XXX (Asyl og Migrationsfonden)

(COM(2020) 610 final — 2020/0279 (COD))

forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet

(COM(2020) 613 final — 2020/0277 (COD))

(2021/C 155/09)

Ordfører:

Dimitris DIMITRIADIS

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 11.11.2020 Kommissionen, 27.11.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	8.2.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	25.2.2021
Plenarforsamling nr.	558
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	235/5/25

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det bør ikke være den enkelte medlemsstat, men EU som helhed, der har ansvaret for at sikre balance i behandlingen af asylansøgninger, således at personer med behov for international beskyttelse får beskyttelse, og personer uden behov for beskyttelse reelt sendes tilbage.

1.2.

EØSU anerkender, at migration er et strukturelt menneskeligt fænomen, og at asyl og international beskyttelse er grundlæggende rettigheder for forfulgte mennesker og en retlig forpligtelse efter international ret for de stater, der har tiltrådt Genèvekonventionen. EØSU peger på, at grundlæggende rettigheder og personoplysninger må beskyttes under de forslag til forordninger, der behandles i denne udtalelse.

1.3.

Udvalget bifalder, at forordningerne indeholder bestemmelser om bedre information til asylansøgere om ansøgningsprocessen og om deres rettigheder og forpligtelser i forbindelse med processen, hvilket vil give dem bedre muligheder for at gøre deres rettigheder gældende. Retten til at klage styrkes gennem fastlæggelse af klageomfanget og fastsættelse af et mål om, at retsafgørelser skal træffes inden for en harmoniseret frist. Reglerne om retsmidler er også blevet tilpasset for at fremskynde og harmonisere proceduren for prøvelse af afgørelser betydeligt.

1.4.

EØSU noterer desuden med tilfredshed, at retten til privatliv og familieliv og mindreåriges rettigheder styrkes ved at udvide kriterierne for familiesammenføring til at omfatte søskende samt familier, der er dannet i transitlande, og ved at anvende princippet om varetagelse af barnets tarv.

1.5.

EØSU anerkender vigtigheden af, at forslagene får retlig status af forordninger, som er bindende i deres helhed og finder direkte anvendelse i medlemsstaterne i henhold traktaterne — i modsætning til direktiver. Alle de foreslåede forordninger må imidlertid vedtages sideløbende for at udgøre en fuldt færdig politik — hvis én af dem ikke bliver vedtaget, vil det få alvorlige konsekvenser for gennemførelsen af de andre. Endvidere skaber tidligere eksempler på manglende overholdelse af bindende EU-lovgivning fra visse medlemsstaters side temmelig stor tvivl om gennemførelsen af flere af bestemmelserne i de foreslåede forordninger.

1.6.

EØSU glæder sig over, at forslagene er blevet til gennem omfattende høringer af interessenter, nationale og lokale myndigheder (1), civilsamfundsorganisationer, NGO'er og internationale organisationer, som f.eks. FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) (2) og Den Internationale Organisation for Migration (IOM) (3), samt tænketanke og den akademiske verden.

1.7.

EØSU glæder sig over, at forordningerne henviser til princippet om solidaritet og en rimelig ansvarsfordeling, men mener ikke, at byrderne i tilstrækkelig grad opvejes af en tilsvarende grad af solidaritet. Solidaritet i form af omfordeling kan ganske enkelt ikke være frivillig. Solidaritet skal være bindende i form af obligatorisk omfordeling.

1.8.

EØSU er på den ene side bekymret for sikkerheden for de personer, der søger international beskyttelse eller et bedre liv, og på den anden side for velfærden i landene ved EU's ydre grænser, hvor der er en bekymring for, at migrationspresset overskrider deres kapacitet.

1.9.

EØSU er enig i, at Dublin III-forordningen ikke blev udformet til at håndtere situationer med migrationspres eller sikre en rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne. Dublin III-forordningen tog heller ikke højde for en situation, hvor det er blandede migrationsstrømme, der skal styres med et deraf følgende pres på medlemsstaternes migrationssystemer.

1.10.

Den overordnede idé med pagten om migration og asyl er imidlertid grænsekontrol og undgåelse af sekundære bevægelser. Pagten øger ansvarsbyrden og generne for de første indrejselande, og det samme gælder forpligtelserne vedrørende screening før indrejse og grænsekontrol. Disse forpligtelser er en belastning for de pågældende lande, eftersom de øger antallet af personer, der skal blive ved grænsen, med potentielle alvorlige konsekvenser for de pågældendes velbefindende, men også for situationen i værtssamfundene.

1.11.

EØSU glæder sig over anerkendelsen af, at der er brug for en bredere opfattelse af solidaritet, og at solidaritet bør være obligatorisk for at sikre en forudsigelig og effektiv respons på den omskiftelige situation, hvor en stigende andel af blandede migrationsstrømme har retning mod Unionen, og for at sikre en rimelig ansvarsfordeling i overensstemmelse med traktaten. Dette opfylder dog langt fra forventningerne om en solidaritetsmekanisme, der virkelig ville lette byrden for de første indrejselande.

1.12.

EØSU opfordrer til, at den foreslåede politik for tilbagesendelse til oprindelseslande bakkes op af et system med klare incitamenter og negative incitamenter for tredjelande. Desuden bør tilbagesendelsespolitikken bygge på en større rolle for og inddragelse af EU og understøttes af nationale politikker i de tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat kan udøve indflydelse på et bestemt tredjeland. Der skal gøres en større indsats med hensyn til den såkaldte tripelsammenhæng mellem en humanitær indsats, udvikling og fred i asylansøgernes oprindelseslande.

1.13.

EØSU vil støtte omgående og obligatoriske tiltag som beskrevet i Kommissionens forslag, eftersom et kontinent, der er så stort og så rigt som Europa, bør være i stand til at bidrage mere til effektiv beskyttelse af flygtninge.

1.14.

Da valget mellem omfordeling og overtaget tilbagesendelse er frivilligt, kan EØSU acceptere en obligatorisk fordeling af de asylansøgere, der skal omfordeles, fordi det vil forværre den nuværende situation yderligere i de første indrejselande, hvis alle lande vælger at finansiere tilbagesendelser, men ikke at tage imod asylansøgere, der skal omfordeles, eller kun tager imod et meget lille antal.

1.15.

EØSU opfordrer til en overvejelse af forslaget vedrørende behovet for at oprette overvågningsmekanismer til at føre tilsyn med proceduren — fra screening til tilbagesendelse — og overholdelsen af grundlæggende rettigheder. Sådanne mekanismer kan blandt andet forhindre brugen af de såkaldte tilbagedrivelser. Desuden skal der afsættes tilstrækkelig tid til at indføre mekanismen, da de overordnede procedurer, der foreslås i screeningforordningen og forordningen om asylprocedurer, og tidsplanerne herfor synes temmelig vanskelige at overholde.

1.16.

EØSU støtter en styrkelse af krise- og force majeure-forordningen gennem indførelse af materielle retlige bestemmelser om beskyttelse af personlige oplysninger. Det foreslår endvidere en forlængelse af den periode, hvori et land i krise kan suspendere sine internationale forpligtelser, indtil krisen er overstået.

1.17.

EØSU er skeptisk over for, om bestemmelserne i de forslag til forordninger, der behandles her, reelt vil kunne anvendes, og er bekymret for, om mennesker, der har brug for asyl, måske ikke vil kunne udnytte denne ret på grund af de dysfunktionelle procedurer, der lægges op til.

2. Baggrund

2.1.

Krisen i 2015 afslørede betydelige strukturelle svagheder og mangler i udformningen og gennemførelsen af EU's asyl- og migrationspolitik, herunder Dublinsystemet, som ikke blev designet med henblik på at sikre en bæredygtig fordeling af ansvaret for ansøgere om international beskyttelse i hele EU. Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 28. juni 2018 indeholder en efterlysning af en reform af Dublinforordningen på basis af en balance mellem ansvar og solidaritet i forhold til personer, der sættes i land efter eftersøgnings- og redningsaktioner.

2.2.

Den nye pagt om migration og asyl, som fremlægges sammen med forslaget til en ny forordning om asylforvaltning og migrationsstyring, er tænkt som en frisk start på migrationsområdet på basis af en samlet tilgang til migrationsstyring. Forslaget fastlægger en fælles ramme for asylforvaltning og migrationsstyring på EU-niveau som en afgørende tilføjelse til den samlede tilgang, og forslaget har til formål at fremme den gensidige tillid mellem medlemsstaterne.

Navnlig følgende udfordringer fra nylige migrationskriser fremhæves:

2.2.1.

Fravær af en integreret tilgang til gennemførelse af EU's asyl- og migrationspolitik:

—	fravær af lige vilkår på tværs af medlemsstaterne, modarbejdelse af den lige adgang til asylprocedurer, lige behandling, klarhed og retssikkerhed.

2.2.2.

Utilstrækkelige nationale indsatser og manglende EU-harmonisering i forbindelse med asylforvaltning og migrationsstyring:

—	udfordringerne ved koblingen mellem tilbagesendelse og asyl

—	begrænset anvendelse af programmer for støttet frivillig tilbagevenden

—	fravær af strømlinede ankomstprocedurer

—	forsinkelser i adgangen til den korrekte asylprocedure og langsom behandling af ansøgninger

—	vanskeligheder ved anvendelse af grænseproceduren.

2.2.3.

Fravær af en bred og fleksibel solidaritetsmekanisme:

—	omfordeling er ikke den eneste effektive reaktion til håndtering af blandede migrationsstrømme.

2.2.4.

Utilstrækkeligheder i Dublinsystemet:

—	fravær af bæredygtig ansvarsfordeling under det nuværende system

—	de aktuelle regler om overdragelse af ansvar bidrager til ulovlige bevægelser

—	ineffektiv databehandling

—	utilstrækkelige procedurer under Dublinsystemet skaber administrative byrder.

2.2.5.

Fravær af målrettede mekanismer til imødegåelse af ekstreme krisesituationer:

—	vanskeligheder for EU med at sikre adgang til asylprocedurer og andre procedurer ved grænserne i ekstreme krisesituationer.

2.2.6.

Fravær af et retfærdigt og effektivt system til udøvelse af grundlæggende rettigheder og vanskeligheder med at etablere nye lovlige adgangsveje til asyl og effektivt bekæmpe årsagerne til migration, herunder humanitære aspekter samt spørgsmål om udvikling og fred.

2.3.

Det er håbet, at forslagene vil tackle disse udfordringer som beskrevet nedenfor:

2.3.1.

Et mere effektivt, sammenhængende og harmoniseret migrationsstyringssystem:

—	en samlet tilgang til effektiv asylforvaltning (forslaget til forordning fastsætter en fælles lovramme for EU's asylforvaltning og migrationsstyring)

—	en ensartet procedure for asyl/tilbagesendelse og lettere brug af accelererede procedurer og grænseprocedurer

—

en koordineret, effektiv og hurtig screeningfase (forslag til forordning om indførelse af screening af tredjelandsstatsborgere, som pågribes ved irregulær passage af EU's ydre grænser, som sættes i land efter eftersøgnings- og redningsoperationer, eller som beder om international beskyttelse ved grænseovergange).

2.3.2.

En mere rimelig, mere samlet tilgang til solidaritet og omfordeling:

—	en solidaritetsmekanisme, der sikrer obligatorisk solidaritet med en bredere anvendelse (forslag til forordning om asylforvaltning og migrationsstyring).

2.3.3.

Forenklede og mere effektive regler for stærk migrationsstyring:

—	en bredere og mere rimelig definition af ansvarskriterier, som begrænser ophør og overdragelse af ansvar (forslag til forordning om asylforvaltning og migrationsstyring)

—	mere effektiv dataindsamling/-behandling, hvormed det bliver muligt at tælle ansøgere frem for ansøgninger, og med en specifik kategori for eftersøgnings- og redningsoperationer (omarbejdet Eurodacforordning)

—	mere effektive procedurer (forslag til forordning om asylforvaltning og migrationsstyring).

2.3.4.

En målrettet mekanisme til handling i ekstreme krisesituationer (forslag til forordning om håndtering af krisesituationer).

2.3.5.

Mere effektiv hævdelse af migranters og asylansøgeres grundlæggende rettigheder (4).

3. Bemærkninger til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring og om ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og forslaget til forordning (EU) XXX/XXX (Asyl- og Migrationsfonden)

3.1.

Pagten om migration og asyl fremhæver med rette uoverensstemmelserne mellem medlemsstaternes asyl- og tilbagesendelsessystemer og understreger behovet for at styrke solidariteten internt i EU gennem en overvindelse af manglerne i gennemførelsen og ved at forbedre og styrke samarbejdet med tredjelande. Det er dog ikke klart, om princippet om frivillig og selektiv solidaritet vil bidrage til en løsning af de sidste 10 års store koordineringsudfordringer, især i lyset af at en uforholdsmæssig stor byrde påhviler de første indrejselande.

3.2.

Under den nye solidaritetsmekanisme vil medlemsstaterne, som bemærket i EØSU's udtalelse SOC/649 (5), kunne deltage i omfordeling eller overtage tilbagesendelse af personer i en irregulær situation. EØSU tvivler på gennemførligheden af mekanismen, der bygger på en hypotetisk, frivillig solidaritet. Der omtales ingen af de incitamenter, som vil være nødvendige for at tilskynde medlemsstaternes til at deltage i mekanismen, navnlig set i lyset af at visse medlemsstater afviste at deltage i den tidligere omfordelingsordning (6) og fraværet af en udtrykkelig forpligtelse. Denne »solidaritetsbaserede« mekanisme kan også få den modsatte virkning på omfordelingen af de berørte personer til den overtagende medlemsstat, hvis tilbagesendelsen ikke rent faktisk finder sted inden for otte måneder og dermed skaber uklarhed om, hvem der har ansvaret med hensyn til rettighederne for dem, skal tilbagesendes. Endvidere er der under den foreslåede nye solidaritetsmekanisme et incitament for medlemsstaterne til ikke at deltage i omfordelingen — den mest belastende, vanskelige og omkostningstunge valgmulighed — men i stedet vælge tilbagesendelse (7). Der er derfor nødt til at være foranstaltninger om bindende solidaritet i form af obligatoriske tiltag, som det fremgår af Kommissionens meddelelse.

3.3.

EØSU bifalder, at perioden for opnåelse af status som fastboende forkortes fra fem til tre år for personer, der nyder international beskyttelse, hvis de vælger at blive i den medlemsstat, der har givet dem denne beskyttelse. Formålet er klart at fremme integrationen i lokalsamfundene, selvom det kan betragtes som en begrænsning af bevægeligheden i EU og således slår fast, at byrden fortsat påhviler de første indrejselande.

3.4.

EØSU bifalder den foreslåede idé om rimelig ansvarsfordeling, men er dog af den opfattelse, at ansvaret ikke i tilstrækkelig grad opvejes af en tilsvarende grad af solidaritet.

3.5.

EØSU glæder sig over foranstaltningerne til forbedret koordinering mellem nationale strategier for asyl- og tilbagesendelsespolitikker, men beklager, at der er fremsat flere forslag om koordinering af tilbagesendelsesinstrumenter end om koordinering af modtagelsesprocedurer for asylansøgere og flygtninge.

3.6.

EØSU gør opmærksom på de vanskeligheder, som EU-landene står over for i forbindelse med at sikre effektive tilbagesendelser, og noterer sig Kommissionens velvillighed over for et fælles og effektivt europæisk system for tilbagesendelser. Forslaget er baseret på en forbedring af den operationelle støtte til tilbagesendelser og indeholder bestemmelser om udpegelse af nationale tilbagesendelseskoordinatorer. EØSU beklager, at problemerne forbundet med gennemførelsen af tilbagesendelsesprogrammer ikke er identificeret korrekt (8), hvilket gør denne tilgang, der anses for at være af strategisk betydning, afhængig af tredjelandes vilje til at samarbejde, hvad enten de er oprindelses- eller transitlande. EU bør derfor påtage sig en større rolle i forhold til en generel tilbagesendelsespolitik.

3.7.

EØSU er af den opfattelse, at solidaritet skal være automatisk. For de første indrejselande er solidaritetsforpligtelserne uforholdsmæssige. Procedurerne er fortsat komplekse og langvarige og giver ingen sikkerhed for omfordeling. Kun grænseprocedurerne er obligatoriske, men der er ingen automatisk ansvarsfordelingsmekanisme. Medlemsstaterne er nødt til at træffe foranstaltninger for styrke infrastrukturen (telte, bistand i form af naturalier osv.), økonomisk støtte eller frivillige tilbagesendelser. Der findes ingen klare kriterier for, hvordan hvert land skal bidrage. Dette er ikke effektivt — det eneste, det gør, er at øge presset på indrejselandet, og det tager lang tid (otte måneder) at gennemføre, så der er risiko for, at ansøgere forsvinder. Det, der er behov for, er en mere automatisk mekanisme, der sikrer en bedre fordeling af ansøgere i alle medlemsstater.

3.8.

På den samme baggrund er det EØSU's opfattelse, at det af solidaritetshensyn ikke er praktisk med tre forskellige kategorier af nødsituationer (situationer med pres eller trussel om øget pres, situationer med krise og situationer med eftersøgnings- og redningsoperationer). Medlemsstaterne skal søge om støtte i en af de tre kategorier. Kommissionen afgør, hvorvidt en anmodning er velbegrundet (med 21 evalueringskriterier) og vil anmode andre lande om praktisk hjælp, der overvejende kan være i form af enten omfordeling eller overtagelse af tilbagesendelser. Det er en dysfunktionel og tidskrævende proces: først skal en medlemsstat anmode om solidaritet, så skal der formuleres en udtalelse, så kan der komme frivillige tilsagn om solidaritet og derefter kommer beslutningen om obligatorisk solidaritet. Selv i tilfælde af obligatorisk solidaritet afhænger Kommissionens afgørelse af et særligt udvalgs udtalelse, og hvis udvalget ikke kommer med en positiv udtalelse, træffes der ikke nogen foranstaltninger.

3.9.

Ikke bare mangler der klarhed i de anvendte definitioner (navnlig i krise- og force majeure-forordningen), EØSU mener heller ikke, at begrebet migrationspres er klart defineret, trods de mange henvisninger til det i hele den foreslåede forordnings ordlyd.

3.10.

Nok er idéen om medlemsstaternes tilbagesendelse til tredjelande afhængigt af deres forbindelser med disse lande tiltalende, men det vil ikke nødvendigvis fungere, da forholdene i oprindelseslandet kan ændre sig, eller de pågældende lande kan forbyde tilbagesendelser. Der er også spørgsmålet om, at der i bund og grund vil blive skabt interneringsforhold. Det er uundgåeligt, at de personer, der skal tilbagesendes, forbliver ved grænsen, og det første indrejseland bliver derfor omdannet til et stort udrejsecenter. I praksis er det ikke engang sikkert, at en hurtig asylprocedure (som omhandlet i screeningforordningen) vil få reel virkning i forhold til at forøge antallet af tilbagesendelser, eftersom tilbagesendelser hovedsagelig afhænger af samarbejdet med tredjelande, som EU endnu skal føre forhandlinger og indgå aftaler med (om f.eks. udstedelse af visa), hvilket øger risikoen for krænkelse af menneskerettighederne og presset på lokalsamfundene.

3.11.

EØSU forstår, at det land, som er ansvarlig for asylansøgningen — hvilket udgør rygraden i den nye asylforvaltningsprocedure — kan fastlægges til at være det land, hvor en immigrant har en eller flere søskende, hvori han/hun har arbejdet eller studeret eller det land, hvori et visum er udstedt. Selv om disse bredere kriterier er velkomne, slår de ikke desto mindre bare fast, at den tunge byrde stadig hviler på skuldrene af de første indrejselande.

4. Bemærkninger til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet

4.1.

EØSU bifalder indførelsen af en krise- og force majeure-komponent på migrations- og asylområdet. Det er imidlertid EØSU's opfattelse, at definitionerne i sig selv hverken er klare eller hensigtsmæssige. Kombineret med fraværet eller eksistensen af objektive indikatorer skaber dette en mangel på retssikkerhed.

4.2.

EØSU peger på, at selv om krise- og force majeure-forordningen åbner et vindue med muligheder for bindende solidaritet, dækker den proceduremæssig støtte snarere end solidaritetsbaserede nødforanstaltninger. Solidariteten undergraves af de komplekse og bureaukratiske procedurer, der er nødvendige for gennemførelsen. Det står klart, at der i en krisesituation eller en situation med stort pres skal sikres omfordeling. Desuden bør der iværksættes tiltag for at forhindre, at medlemsstaterne havner i en krisesituation.

4.3.

EØSU peger på, at etablering af procedurer og mekanismer til håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet også bør være forenelig med de grundlæggende rettigheder, Unionens generelle principper og international ret.

4.4.

EØSU bifalder, at den medlemsstat, der i en krisetid aktiverer mekanismen, vil kunne suspendere sine internationale forpligtelser (f.eks. til behandling af asylansøgninger) i op til tre måneder. Denne frist bør dog kunne forlænges, så længe krisen varer ved. Det kunne være nyttigt med klarhed over, hvad der skal forstås ved krisesituationer, og med klare benchmarks for, hvornår et lands kapacitet er/risikerer at blive overbebyrdet.

4.5.

EØSU bifalder forslaget om at give medlemsstaterne den yderligere tid, de har behov for, til håndtering af krisesituationer og samtidig sikre, at der effektivt og hurtigt gives adgang til de relevante procedurer og rettigheder, og Kommissionen beføjelser til at autorisere anvendelsen af krisestyringsproceduren for asyl og krisestyringsproceduren for tilbagesendelse i en periode på seks måneder, som kan forlænges til en periode på højst et år. Efter udløbet af den relevante periode bør de forlængede frister, der gælder inden for rammerne af krisestyringsprocedurerne for asyl og tilbagesendelse, ikke anvendes på nye ansøgninger om international beskyttelse.

4.6.

Det er dog EØSU's opfattelse, at de begrænsede muligheder i henhold til forslaget til f.eks. at forlænge eller accelerere procedurer, svækker dets funktion som mekanisme til anvendelse i tilfælde af solidaritetsbaserede nødforanstaltninger.

4.7.

Selv om EØSU mener, at dette forslag kan tjene som en mulighed for at gøre bindende solidaritet gældende, er det ikke indeholdt i teksten i den relevante forordning. EØSU mener derfor, at det bør indarbejdes i ordlyden af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring og ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og den foreslåede forordning (EU) XXX/XXX (Asyl- og Migrationsfonden) for at undgå enhver tvivl og for at eliminere risikoen for, at det ikke bliver vedtaget, eftersom den ene forordning ikke kan eksistere uden den anden.

Bruxelles, den 25. februar 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) F.eks. »Berlin Action Plan on a new European Asylum Policy« af 25. november 2019, underskrevet af 33 organisationer og kommuner.

(2) UNHCR's henstillinger vedrørende Europa-Kommissionens foreslåede pagt om migration og asyl, januar 2020.

(3) IOM's henstillinger vedrørende EU's nye pagt om migration og asyl, februar 2020.

(4) SWD(2020) 207 final.

(5) EUT C 123 af 9.4.2021, s. 15.

(6) Dom i de forenede sager C-715/17, C-718/17 og C-719/17, Kommissionen mod Republikken Polen, Ungarn og Den Tjekkiske Republik.

(7) Der er desværre intet værn mod situationer, hvor nogle regeringer beslutter sig for at agere markant inden for tilbagesendelse som del af en populistisk mobilisering mod migranter og flygtninge.

(8) Meddelelse COM(2017) 200 final.