16.7.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 286/102 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår tildeling af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen for at fastsætte betydningen af de termer, der anvendes i visse bestemmelser i direktivet«
(COM(2020) 749 final — 2020/0331 (CNS))
(2021/C 286/18)
Ordfører: |
Christophe LEFÈVRE |
Anmodning om udtalelse |
Rådet for Den Europæiske Union, 7.1.2021 |
Retsgrundlag |
Artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde |
Kompetence |
Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed |
Vedtaget i sektionen |
13.4.2021 |
Vedtaget på plenarforsamlingen |
27.4.2021 |
Plenarforsamling nr. |
560 |
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod) |
226/2/6 |
1. Konklusioner og anbefalinger
1.1. |
EØSU støtter det overordnede formål med Kommissionens forslag, idet retssikkerhed og forudsigelighed i momsdirektivet (1) er en vigtig forudsætning for at skabe lige konkurrencevilkår i alle medlemsstater og for yderligere at fremme det indre marked. |
1.2. |
De vedvarende forskelle mellem medlemsstaterne, med hensyn til både fortolkningen og gennemførelsen af momsdirektivet, er utvivlsomt skadelige for det indre marked, hvilket Kommissionen har påpeget. EØSU tilskynder derfor til en hurtig og effektiv indsats på dette område. |
1.3. |
Mere ensartede momsregler kan reelt reducere efterlevelsesomkostningerne og øge væksten for alle virksomheder, der er aktive i EU, især for SMV'er, der arbejder på tværnationalt grundlag, idet de er mere påvirket af lovgivningsmæssige forskelle mellem medlemsstaterne. |
1.4. |
Forskelle i anvendelsen af momsreglerne kan resultere i betydelige negative forvridninger i hele det indre marked og som følge heraf negative sociale virkninger, hvilket bør forebygges ved at sikre en mere konsekvent anvendelse af de eksisterende regler. |
1.5. |
EØSU kan dog ikke undlade at bemærke, at Kommissionens forslag, navnlig forslagene til emner, der skal høre under det nye regelsæt, kan støde på betydelig modstand fra mange medlemsstater, hvilket kan give anledning til »principielle indvendinger« mod Kommissionens forslag. |
1.6. |
EØSU opfordrer derfor til at overveje andre foranstaltninger, der kan forbedre det indre marked, så hurtigt som muligt. I den nuværende politiske situation foreslår EØSU, at Kommissionen som et første skridt overvejer at forbedre og styrke det eksisterende rådgivende udvalg om moms (Momsudvalget) og dets beslutningsproces med henblik på at øge graden af ensartethed i momsreglerne i medlemsstaterne, der på nuværende tidspunkt er utilfredsstillende. |
1.7. |
EØSU mener desuden, at det vil være nyttigt på behørig vis at spore tilfælde af heterogen anvendelse og gennemførelse af de aftalte momsregler på nationalt plan. Det er vigtigt at gøre de eksisterende forskelle gennemsigtige, klare og offentlige med det formål at forbedre ensartetheden inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer. |
1.8. |
Denne tilgang kunne resultere i et effektivt system med »gruppepres«, som vil gøre det meget sværere for medlemsstaterne at afvige fra konsoliderede fortolkninger og gennemførelsespraksis til skade for det indre marked. |
1.9. |
EØSU mener endvidere, at det er vigtigt, at Kommissionen gennemfører konsekvensanalyser af eventuelle forskelle i gennemførelsen eller fortolkningen af de aftalte momsregler i de enkelte medlemsstater. Konsekvensanalyserne bør offentliggøres, drøftes grundigt og følges op i Momsudvalget. |
1.10. |
Endelig vil EØSU gerne henlede opmærksomheden på eventuelle uønskede virkninger af det nye forslag. Kommissionens foreslåede gennemførelsesrolle, set i relation til nogle af hovedbegreberne i momsdirektivet, kan gøre det vanskeligt at skelne mellem anvendelsesområdet for Kommissionens nye beføjelser, og hvad der reelt vil udgøre en ændring af momsdirektivet. En sådan usikkerhed kan muligvis forhindre, at der kan opnås den nødvendige enstemmighed i Rådet om at ændre momsdirektivet i fremtiden. |
2. Kommissionens forslag
2.1. |
I det foreliggende lovgivningsforslag påpeges det, at Kommissionen på nuværende tidspunkt ikke har gennemførelsesbeføjelser med hensyn til momsdirektivet. Det eneste værktøj, der er til rådighed til gennemførelse af direktivets bestemmelser, er det rådgivende udvalg (Momsudvalget), der er nedsat i henhold til artikel 398. |
2.2. |
Momsudvalget består af repræsentanter for medlemsstaterne og Kommissionen og har ansvaret for at behandle spørgsmål vedrørende anvendelsen af EU's momsbestemmelser, som forelægges af Kommissionen eller en medlemsstat. Momsudvalget kan i øjeblikket kun vedtage ikkebindende retningslinjer for anvendelsen af momsdirektivet, mens bindende gennemførelsesforanstaltninger kan vedtages af Rådet på grundlag af et forslag fra Kommissionen. |
2.3. |
Ifølge Kommissionen sikrer de eksisterende retningslinjer ikke altid en ensartet anvendelse af EU's momslovgivning, hvilket også skyldes de påviste vanskeligheder med at nå frem til enstemmige retningslinjer i Momsudvalget. Som illustration giver Kommissionen flere eksempler på manglende enstemmighed om regler og principper vedrørende de strategiske bestemmelser og begreber i momsdirektivet. |
2.4. |
Kommissionen påpeger endvidere, at sådanne forskelle kan have flere negative konsekvenser, herunder: i) en risiko for dobbeltbeskatning eller ingen beskatning, ii) retsusikkerhed og manglende forudsigelighed og iii) yderligere omkostninger for virksomhederne. I den henseende vil EU-Domstolens retspraksis, selv om den er nyttig, ifølge Kommissionen ikke være en optimal løsning til at undgå alle de usikkerheder, der følger af bestemmelserne i momsdirektivet. |
2.5. |
For at forbedre retssikkerheden og forudsigeligheden stilles der i lovgivningsforslaget derfor forslag om, at Kommissionen får beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter på visse områder, der er omfattet af momsdirektivet. Det foreslås endvidere at nedsætte et udvalg, der skal føre tilsyn med Kommissionens nye beføjelser. |
2.6. |
Kommissionens foreslåede gennemførelsesrolle vil fokusere på de specifikke områder og begreber vedrørende EU-moms, som kræver ensartet anvendelse, og hvor der er behov for større sikkerhed og forudsigelighed. Rådet vil til gengæld beholde sine gennemførelsesbeføjelser uden for Kommissionens fremtidige mandat. |
2.7. |
De nye regler fastholder navnlig, at Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter vil fastlægge betydningen af de termer, der anvendes inden for følgende områder/begreber i momsdirektivet: i) afgiftspligtige personer, ii) momspligtige transaktioner, iii) stedet for afgiftspligtige transaktioner, iv) afgiftspligtens indtræden og afgiftens forfald, v) afgiftsgrundlaget, vi) momsfritagelser, vii) momsnedsættelser, viii) forpligtelserne for afgiftspligtige personer og visse ikkeafgiftspligtige personer og ix) særordningerne. |
2.8. |
Retsgrundlaget for dette forslag er artikel 113 i TEUF, der giver Rådet, som træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, mulighed for at vedtage bestemmelser om harmonisering af medlemsstaternes regler vedrørende indirekte skatter. |
2.9. |
Ifølge forslaget udelukker tildelingen af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen ikke, at medlemsstaterne foretager en generel kontrol af Kommissionens udøvelse af disse beføjelser. |
2.10. |
Der nedsættes et særligt udvalg i henhold til de nye regler. Bestemmelserne om udvalgets sammensætning og formand er direkte fastsat i artikel 3 i forordningen om udvalgsprocedurer. |
3. Generelle og særlige bemærkninger
3.1. |
EØSU bifalder og støtter det overordnede mål, der forfølges med Kommissionens forslag. Det har afgørende betydning at sikre retssikkerhed og forudsigelighed med hensyn til momsdirektivet for at skabe lige konkurrencevilkår og fremme det indre marked. |
3.2. |
De nuværende forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsesretsakterne er skadelige for det indre marked, hvilket Kommissionen har påpeget. Desuden kompliceres regelsættet endnu mere af, at ikke blot gennemførelsesretsakter, men også fortolkningen af regler og begreber i momsdirektivet kan være forskellige. |
3.3. |
Mere ensartede momsregler kan reelt reducere efterlevelsesomkostningerne og bidrage til vækst for alle virksomheder, der er aktive på det indre marked, især for SMV'er, der arbejder på tværnationalt grundlag. Konsolideringen af selve det indre marked kunne i høj grad drage fordel af større ensartethed på momsområdet i medlemsstaterne. |
3.4. |
Der er talrige eksempler på skadelige forskelle i gennemførelsen af aftalte momsregler. Der er f.eks. ingen fælles konsensus om og fortolkning af, hvorvidt et »oplag« er et »fast forretningssted for en afgiftspligtig person eller ej« eller af betydningen af udtrykket »leverandør…, som enten selv forsender eller transporterer varerne eller på sine vegne lader en tredjemand forsende eller transportere varerne« i henhold til momsdirektivets artikel 36a, stk. 3. |
3.5. |
EØSU påpeger, at forskelle i anvendelsen af momsreglerne kan resultere i betydelige negative forvridninger i hele det indre marked og som følge heraf negative sociale virkninger, som er uacceptable og bør forebygges ved at sikre en mere konsekvent anvendelse af de eksisterende momsregler. |
3.6. |
EØSU kan dog ikke undlade at bemærke, at Kommissionens forslag kan støde på betydelig modstand fra mange medlemsstater, når der skal opnås enighed om, hvilke spørgsmål der skal behandles under henholdsvis det nye regelsæt og de eksisterende regler om en ændring af momsdirektiverne. EØSU opfordrer derfor til at overveje andre foranstaltninger, der kan styrke det indre marked, så hurtigt som muligt. |
3.7. |
I den nuværende politiske situation foreslår EØSU, at Kommissionen som et første skridt overvejer at forbedre funktionen af det eksisterende Momsudvalg. Udvalget kunne styrkes og gøres mere effektivt og således bevare en vigtig rolle for medlemsstaterne og forbedre den nuværende utilfredsstillende grad af ensartethed. |
3.8. |
EØSU mener, at det vil være nyttigt på behørig vis at spore tilfælde af heterogen anvendelse og gennemførelse af de aftalte momsregler på nationalt plan. Det er vigtigt, at forskellene er gennemsigtige, klare og offentlige med det formål at forbedre ensartetheden inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer. På trods af alle de begrænsninger og mangler, som Kommissionen har beskrevet, har Momsudvalget ikke desto mindre opnået betydelig erfaring med at behandle komplekse spørgsmål vedrørende momsdirektivet. |
3.9. |
EØSU foreslår en »gruppepres«-tilgang. En sådan tilgang kunne være effektiv og gøre det meget vanskeligere for medlemsstaterne at afvige fra og skabe hindringer for et velfungerende indre marked. Medlemsstaterne ville skulle forklare, hvorfor der er sket en afvigelse i gennemførelsen. Ifølge EØSU bør medlemsstaterne ikke modsætte sig gennemsigtighed og ansvarlighed. |
3.10. |
EØSU mener endvidere, at det er vigtigt, at Kommissionen gennemfører konsekvensanalyser af eventuelle forskelle i gennemførelsen eller fortolkningen af de aftalte momsregler i de enkelte medlemsstater. Konsekvensanalyserne bør offentliggøres, drøftes og følges op i Momsudvalget. |
3.11. |
I overensstemmelse med denne argumentation kan begrundelsen for at afvige fra de fælles regler og den aftalte gennemførelse af dem anfægtes, samtidig med at proportionalitets- og nærhedsprincippet overholdes. |
3.12. |
Endelig vil EØSU gerne henlede opmærksomheden på eventuelle uønskede virkninger af det nye forslag. Kommissionens gennemførelsesrolle, set i relation til nogle af de mere relevante begreber i momsdirektivet, kan gøre det vanskeligt at skelne mellem anvendelsesområdet for Kommissionens nye beføjelser, og hvad der reelt vil udgøre en ændring af momsdirektivet. En sådan usikkerhed kan muligvis gøre det vanskeligere at opnå den nødvendige enstemmighed i Rådet om at ændre momsdirektivet i fremtiden. |
Bruxelles, den 27. april 2021.
Christa SCHWENG
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg