26.8.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 288/56


Sag anlagt den 26. juni 2019 — DF og DG mod EIB

(Sag T-387/19)

(2019/C 288/69)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: DF og DG (ved advokaterne L. Levi og A. Blot)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Sagsøgernes påstande

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålet fremmes til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

Følgelig:

Annullation af de afgørelser, hvorved DF og DG nægtes bosættelsespenge i forbindelse med deres tilbagevenden fra eksterne kontorer (afgørelser truffet henholdsvis den 6. marts 2018 og den 28. februar 2019).

Om fornødent annullation af afgørelserne af 19. marts 2019 (vedrørende DF) og af 27. marts 2019 (vedrørende DG), hvorved EIB fandt, at det ikke var nødvendigt at indlede mæglingsproceduren, idet deres indsigelser var »manifestly unfounded«.

Om fornødent annullation af afgørelserne af 14. juni 2019 om stadfæstelse af afslaget på at tildele bosættelsespenge.

Sagsøgte tilpligtes at betale bosættelsespenge til hver af sagsøgerne, med tillæg af morarenter, beregnet på grundlag af Den Europæiske Centralbanks rentesats, forhøjet med 2 procentpoint, indtil fuld betaling sker.

EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.

1.

Første anbringende om, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) med sin fortolkning har tilsidesat artikel 5 og artikel 17 i bilag VII til EIB’s personalevedtægt, for så vidt som den nye fortolkning af den regel, der er fastsat i disse bestemmelser, ikke er i overensstemmelse med det formål, som denne regel skal forfølge.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af de velerhvervede rettigheder, tilsidesættelse af den berettigede forventning, manglende overgangsordning, samt tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 41 i EIB’s personalevedtægt.