21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/1

1.1

I nærværende udtalelse argumenteres der for, at man effektivt kan styrke civilsamfundets partnerskaber i gennemførelsen af strategien for Østersøområdet ved at anvende partnerskabsprincippet som fastlagt i Kommissionens adfærdskodeks om partnerskab.

1.2

Adfærdskodeksen om partnerskab støttes af Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og EØSU, men er endnu ikke godkendt af Rådet. Dette er fortsat et væsentligt problem for tilhængerne af partnerskabsprincippet.

1.3

EØSU erkender, at der blandt de baltiske medlemsstater ikke er fuld politisk opbakning til adfærdskodeksen, og at partnerskabskulturen skal styrkes.

1.4

EØSU anbefaler, at strategien for Østersøområdet uformelt følger den proces, der er skitseret i adfærdskodeksen, og anvender den i den løbende udvikling og gennemførelse af strategien for Østersøområdet.

1.5

Der er tilstrækkelig organisatorisk erfaring og kompetence i Østersøområdet at bygge videre på til at påtage sig den skærpede overvågningsrolle, der er bebudet i adfærdskodeksen.

1.6

Østersøområdet kunne også efterligne Donaustrategien og etablere et baltisk civilsamfundsforum. EØSU spillede en fremtrædende rolle i oprettelsen af civilsamfundsforummet for Donauområdet og er parat til at spille en tilsvarende rolle som koordinator i Østersøområdet.

2.1

Begrebet makroregion indgik første gang i EU's ordforråd i 2007 i forbindelse med en politisk debat om relevante territoriale styreformer. Efterfølgende er der blevet vedtaget makro-regionale samarbejdsstrategier for Østersøområdet (2009) og Donauområdet (2011).

2.2

Strategien for Østersøområdet var som det første forsøg på samarbejde på makroregionalt plan oprindeligt en prøvesag for denne nye model for regionalt samarbejde. Modellen bygger på den enkle betragtning, at i et område som Østersøområdet kan alvorlige problemer som søfartssikkerhed, miljøforurening og adgang kun tackles og overvindes gennem et effektivt samarbejde. Desuden kan en makroregions nøjagtige geografiske udstrækning variere alt efter definitionen og arten af det problem, der skal løses. En tidligere kommissær for regionalpolitik udtrykte dette meget præcist, da han sagde, at en makroregional strategi defineres »på grundlag af de udfordringer og transnationale muligheder, der kræver kollektiv handling«.

2.3

Strategien for Østersøområdet har tre hovedmål: at redde havet, forbinde regionen og øge velstanden. For at opnå dette er medlemsstaterne og Kommissionen enedes om en handlingsplan med 15 prioriterede områder og omkring 80 forskellige flagskibsprojekter.

2.4

Strategien for Østersøområdet har bygget videre på eksisterende niveauer af samarbejde i området og har været undervejs i fire år. Den har affødt en høj grad af samarbejde mellem de deltagende lande og regioner. Forvaltningen på flere myndighedsniveauer har koordineret de nationale og regionale myndigheder for at forbedre sikkerheden til søs og for at opnå en reduktion af eutrofieringsniveauerne i Østersøen. EU har tilrettelagt årlige civilsamfundsfora inden for rammerne af EU-strategien for Østersøområdet (EUSBSR), siden den blev etableret i 2009.

2.5

Regionens økonomiske udvikling er ikke blevet hæmmet af gennemførelsen af strategien. Østersøområdet kom i 2010 hurtigere på fode igen end andre dele af Europa og har i hele 2011 opretholdt pæne vækstrater. I 2012 faldt vækstraten til 1,5 %, hvilket stadig ligger et godt stykke over EU-gennemsnittet. Udsigterne for 2013 er fortsat beskedne, men regionen burde ifølge The Baltic Development Forum stadig klare sig bedre end de tilsvarende regioner i Europa.

3.1

EØSU har længe ment, at ægte partnerskaber er nødvendige for den samlede effektivitet af EU's samhørighedspolitik. Partnerskab er et middel til at opnå bæredygtig økonomisk og social udvikling. Det er indbygget i mekanismen til gennemførelse af samhørighedspolitikken og formelt fastsat i artikel 11 i den generelle forordning.

3.2

Medlemsstaternes fortolkning af artikel 11 har givet anledning til problemer, da nogle medlemsstater blot har afgivet tomme løfter, medens andre har taget partnerskabsprincippet til sig uden forbehold. I april 2012 stillede Kommissionen forslag om en adfærdskodeks om partnerskab i gennemførelsen af den fælles strategiske ramme i et forsøg på at etablere en formel mekanisme til effektiv inddragelse af alle interessenter i samhørighedspolitikken.

3.3

Kommissionens forslag til den europæiske adfærdskodeks om partnerskab indeholder de mindstekrav, der er nødvendige for at sikre et partnerskab af høj kvalitet ved gennemførelsen af fondene, samtidig med at den giver medlemsstaterne tilstrækkelig fleksibilitet med hensyn til, hvordan de tilrettelægger de forskellige partneres deltagelse. I den europæiske adfærdskodeks om partnerskab står der, »at offentlige myndigheder, økonomiske og sociale parter og organer, der repræsenterer civilsamfundet på deres respektive interventionsområder kan etablere platforme eller paraplyorganisationer for at befordre deres deltagelse i partnerskabet. De kan udpege en enkelt repræsentant til at fremlægge platformens eller paraplyorganisationens synspunkter i partnerskabet. Principper til overvejelse, når partnerne udpeger deres repræsentanter, bør omfatte: kompetence, evne til at deltage aktivt og passende repræsentationsgrad.«

3.4

Kommissionens forslag støttes af Europa-Parlamentet, EØSU og Regionsudvalget. Det Europæiske Råd har imidlertid slettet adfærdskodeksen fra Kommissionens samlede vifte af forslag. Denne uenighed er uheldig, og det kræver en samordnet indsats fra alle tilhængerne af partnerskabsprincippet at overvinde den.

3.5

Adfærdskodeksen identificerer tre kategorier af partnere, der udgør partnerskabet i samhørighedspolitikken:

3.6

Den udstikker også principperne for involvering af de forskellige kategorier af partnere i udarbejdelsen af programmer, de påkrævede oplysninger om deres involvering samt på de forskellige gennemførelsestrin. Ifølge Kommissionen bør partnerne inddrages i:

3.7

Hvad angår udarbejdelse af programmerne, bør partnerne inddrages i:

3.7.1

Adfærdskodeksen indeholder også et sæt detaljerede principper for deltagelse i og forvaltning af partnerskaber og overvågningsudvalg.

3.7.2

Med henblik på at give mange af de mindre ngo'er og andre civilsamfundsorganisationer mulighed for at deltage effektivt i den nye partnerskabsproces bør det overvejes at tildele dem den nødvendige tekniske og finansielle støtte.

3.8

Selv om strategien for Østersøområdet var resultatet af et hidtil uset omfang af høring af interessenter, kan man med rimelighed sige, at partnerskabsprincippet, som det er skitseret i adfærdskodeksen, stort set er fraværende i Østersøområdet. I visse medlemsstater er der stadig ikke opnået politisk accept af partnerskabsprincippet.

3.9

Der findes adskillige organer og organisationer, som opererer med held i hele Østersøområdet, og som repræsenterer civilsamfundet bredt. Disse kunne danne grundlaget for et baltisk partnerskab eller paraplyorganisation som planlagt i adfærdskodeksen. Der er ingen grund til at duplikere noget, der allerede findes.

3.10

Hvad angår samarbejdet med Rusland kan en ny partnerskabsbaseret tilgang blandt medlemmerne af Østersørådet (CBSS) have en demonstrationseffekt på samme måde, som strategien for Østersøområdet har påvirket den nye strategi for Ruslands nordvestlige føderale distrikt.

3.11

Hvis der kunne opnås bred støtte til adfærdskodeksen, ville det endnu en gang bidrage til at styrke interessenternes støtte til Østersøstrategien, selv i denne meget vanskelige periode, og også i tiden fremover. På samme måde som Østersøstrategien blev betragtet som en test af det makroregionale samarbejde, ville Østersøområdet med gennemførelsen af partnerskabsprincippet igen være banebrydende.

3.12

Nedenstående bilag indeholder aftalen om forvaltning af partnerskab på flere myndighedsniveauer mellem Rådet og Europa-Parlamentet, som kunne danne grundlag for en delegeret retsakt til gennemførelse af en ændret adfærdskodeks om partnerskab.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/6

1.1

Kvinders beskæftigelse bør ikke længere rejses som en debat om ligestilling, men i stedet anskues som en økonomisk nødvendighed med henblik på at skabe velstand og arbejdspladser i Den Europæiske Union - en samfundsmæssig nødvendighed for at kunne tage de demografiske, sociale og miljømæssige udfordringer op og sikre bæredygtig vækst.

1.2

Kvinders øgede beskæftigelsesfrekvens har allerede bidraget markant til væksten de sidste 50 år. Det er dog nødvendigt at gennemføre mere fokuserede foranstaltninger på såvel EU-plan som nationalt plan for at drage fuld nytte af det potentiale, som kvinders bidrag til vækst rummer. Det er ikke desto mindre vigtigt at sikre brede politikker, som ikke kun omfatter de mest indlysende økonomiske hindringer, men også tager højde for områder som skat, velfærdsydelser og pensionsordninger, arbejdstagerrettigheder, beslutningstagning, iværksætteri, uddannelse, stereotyper og vold. Det står også klart, at både kvinder og mænd skal spille en rolle, hvis disse yderst komplekse problemer skal løses. Kvinder og mænd skal også involveres i dialog og samarbejde mellem de relevante aktører og i gennemførelsen af bedste praksis.

1.3

Sideløbende med de specifikke henstillinger nedenfor og i hele teksten er de vigtigste forudsætninger for at få kvinderne til at deltage mere i beskæftigelsen og bidrage til vækst følgende:

2.1

Udvalget er stærkt overbevist om, at den økonomiske vækst i sig selv ikke længere er nok til at sikre reelle fremskridt i samfundet, hvis ikke den er inklusiv og bæredygtig. Ligestilling bliver således en vigtig betingelse for at realisere sådanne fremskridt. Samtidig bør målingen af BNP ikke længere kun baseres på produktions/forbrugsparadigmet, men skal indbefatte indikatorer som trivsel og bæredygtighed (økonomisk, socialt og miljømæssigt) for at bevæge sig i retning af "en mere afbalanceret politik" (3).

2.2

Ligestilling anskues ofte som en begrænsning eller en omkostning. Det er nødvendigt at forstå omkostningen ved manglende ligestilling og ligestillingens positive økonomiske bidrag som en investering og en produktiv faktor.

2.3

Europa 2020-målene – især dette at øge beskæftigelsesfrekvensen blandt de 20-64-årige til 75 % i 2020 og mindske antallet af personer, der er fattige eller fattigdomstruede, med mindst 20 mio. – kan umuligt realiseres, hvis ikke kvinder involveres stærkere på arbejdsmarkedet og i det offentlige liv. Desuden ville fuld konvergens i deltagelses- og erhvervsfrekvensen udgøre en stigning på ca. 12 % i BNP pr. indbygger i 2030 (4).

2.4

I lyset af det faldende antal personer i arbejdsstyrken (5) kan EU ikke nå op på den ønskede vækst uden at øge kvindernes beskæftigelsespotentiale. I 2012 lå mænds (20-64) beskæftigelsesfrekvens på 74,6 %, mens den kun lå på 62,4 % for kvinder. Når beskæftigelsen måles i fuldtidsækvivalenter, er situationen tilmed værre, idet den aktuelle beskæftigelse blandt kvinder svarer til 53,5 % af den samlede kvindelige fuldtidsarbejdende arbejdsstyrke (6).

2.5

Kvinders øgede beskæftigelsesfrekvens har allerede bidraget markant til væksten de sidste 50 år. Men der er vigtigt at bemærke, at det arbejde, kvinder udfører i hjemmet, ikke medindregnes som et bidrag til økonomien. En udvikling af jobs bestående i tjenesteydelser til familier ville bidrage til at omdanne dette usynlige arbejde til betalt arbejde og ville generere skatteindtægter, pensionsbidrag osv.

2.6

EØSU henleder opmærksomheden på, at arbejdsløse kvinder ikke altid indbefattes i statistikkerne og ikke registreres som ledige, men i realiteten er en uudnyttet ressource. Kvinders dalende beskæftigelsesfrekvens udmøntes nemlig ikke direkte i arbejdsløshed, men inaktivitet, manglende beskæftigelse eller sort arbejde, eftersom den "demotiverende" effekt giver sig udslag i lille udbud af kvinders arbejdskraft. De statistiske oplysninger på nationalt og europæisk plan kan således ikke afspejle den reelle situation. EØSU anmoder om, at de statistiske oplysninger, der indsamles og udarbejdes på europæisk plan om kvinders beskæftigelse, i højere grad opsplittes i forhold til de private tjenesteydelsessektorer.

2.7

EØSU anfører, at den årlige vækstundersøgelse bør opstille mål for kvinders erhvervsfrekvens (7), eftersom målrettede politikker kan udjævne kløften mellem mænd og kvinder og fremme inklusion, hvorved den europæiske økonomis vækstpotentiale kan øges markant (8). Sådanne politikker – herunder (men ikke kun) tilvejebringelse af pasningsmuligheder for forsørgede familiemedlemmer og fjernelse af økonomiske hindringer for sekundære forsørgeres erhvervsarbejde – er væsentlige for at øge kvinders erhvervsfrekvens. Medlemsstaterne bør bruge disse politikker til at forbedre beskæftigelsesegnetheden og støtte adgangen til jobs og tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

2.8

Rendyrket sparepolitik fører til nedskæringer i den offentlige sektor og den offentlige service, og det er mere sandsynligt at kvinder mister deres jobs, da de udgør størsteparten af de ansatte i den offentlige sektor. De grupper, der oplever det største fald i levestandard på grund af nedskæringer i den offentlige service, er eneforsørgere, som også mest er kvinder. Samtidig er der flest kvinder, der står for ulønnet pleje, så det er sandsynligvis dem, der må klare skærene som følge af nedskæringerne i social- og sundhedssektoren (9). Kommissionen bør udarbejde en samlet undersøgelse af virkningerne af besparelser på ligestillingen for at udtænke mere kvalitative løsninger. Den bør også undersøge, hvorledes spareindgrebene har påvirket omfanget og kvaliteten af kvinders beskæftigelse i såvel den offentlige som den private tjenesteydelsessektor.

2.9

Det er bemærkelsesværdigt, at EU's politikere fokuserer på den generelle beskæftigelsesegnethed, men ikke finder foranstaltninger til at få fat i potentialet hos de økonomisk inaktive kvinder, som kunne yde et stort bidrag til væksten i EU.

2.10

EØSU henstiller, at kønsaspektet inddrages mere, når der tildeles EU-midler, og opfordrer både EU-institutionerne og medlemsstaterne til at gennemføre henstillingerne i evalueringen af Den Europæiske Socialfonds støtte til ligestilling (10).

3.1

Omkring 50 % af stigningen i EU-landenes BNP mellem 1960 og 2008 kan tilskrives højere uddannelsesniveauer; ca. halvdelen af denne stigning skyldes kvinders højere uddannelsesniveauer (11).

3.2

EIGE (12) og OECD dokumenterer i rapporter, at kvinder af en række forskellige grunde gives færre beskæftigelsesmuligheder end mænd og får lavere løn for det samme arbejde, også selv om kvinder i dag i de fleste EU-lande har højere uddannelsesniveau end mænd.

3.3

Systematiske forskelle (13) mellem mænds og kvinders studievalg hindrer økonomierne i at udnytte talentpuljen fuldt ud og fører til en fejlallokering af den menneskelige kapital, tab af innovationspotentiale og lavere økonomisk vækst. EU-institutionerne og medlemsstaterne bør tage kønsuligheden på uddannelsesområdet op ved at fremme en mentalitetsændring blandt elever/studerende, lærere, forældre og det øvrige samfund. Sådanne tiltag skal ske tidligt i en elevs/studerendes liv før dannelsen af de stereotype opfattelser af og holdninger til, hvad drenge og piger er gode til og kan lide at gøre.

3.4

Udvalget anbefaler især at rette opmærksomheden mod initiativer og projekter med finansiering fra EU-instrumenter (finansiering fra Socialfonden, programmerne for livslang læring osv.). Disse instrumenter kan bruges til at øge mulighederne for de kvinder, der vender tilbage til arbejdsmarkedet, for at generhverve færdigheder og finde beskæftigelse og/eller forkvinders karriereudvikling.

4.1

De fleste medlemsstater står over for en dobbelt udfordring, dvs. en aldrende befolkning og lave fødselstal. Disse faktorer vil medføre en faldende arbejdsstyrke i løbet af de næste 20 år, hvis mænd og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet forbliver uændret (14).

4.2

Der er behov for at sikre varige ændringer i den fremherskende ulighed mellem kvinder og mænd i de europæiske samfund. Støtte til en bedre balance mellem arbejde og familie for mænd er et vigtigt skridt i retning af at opnå en mere ligelig fordeling af det ulønnede arbejde mellem kvinder og mænd. En mere ligelig fordeling af forældreorloven mellem begge forældre ville mindske arbejdsgivernes manglende incitamenter til at ansætte kvinder i den fødedygtige alder.

4.3

Ændringer i efterspørgslen efter arbejdskraft – f.eks. i forbindelse med fremkomsten af nye produktionsmetoder og ændrede arbejdsvilkår og især overgangen fra fremstilling og landbrug til tjenester – er vigtige incitamenter til at øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og forklarer den øgede efterspørgsel efter kvindelig arbejdskraft.

4.4

Skønt deltidsarbejde har fået flere kvinder til at indgå i den formelle arbejdsstyrke, kan dette på lang sigt begrænse uddannelsesmuligheder, karriereudsigter, påvirke pensionsydelserne og øge risikoen for fattigdom såvel på kort sigt som i alderdommen. Dette gælder især "ufrivillig" deltid, som i de seneste år har bredt sig (15), idet kvinderne som reaktion på krisen tilbydes deltidsarbejde og er nødsagede til at acceptere det, enten fordi de ikke har andre ansættelsesmuligheder eller ikke ønsker at miste jobbet. Der bør fokuseres mere på den store skævhed mellem kvinder og mænd, der arbejder på deltid (hhv. 31,6 % og 8 %). Alle hindringer for at bevæge sig fra deltidsarbejde til fuldtidsarbejde bør fjernes.

4.5

Udvalget bemærker, at politikker, som støtter husholdninger med to indtægter og hjælper udearbejdende forældre med at klare deres familiemæssige forpligtelser, er af stor betydning for at øge kvindernes deltagelse. Et passende miks af støtte både i penge og materiel støtte spiller også en vigtig rolle.

4.6

Højere skattesatser for den sekundære forsørger kan mindske kvinders erhvervsfrekvens, da de fjerner kvinders incitament til at deltage på arbejdsmarkedet (16). Derfor bør skattesystemet og velfærdsydelserne tilpasses, så de ikke afholder de sekundære forsørgere fra at arbejde.

4.7

Der bør især gives opmærksomhed til uformelt arbejde, usikre ansættelsesforhold herunder proformaselvstændigt arbejde. Dette rammer kvinder mere end mænd, hvilket gør dem mere udsatte for at blive udnyttet. EU-medlemsstaterne skal straks ratificere den 189. ILO-konvention om anstændigt arbejde for hushjælp (17), hvori der fastsættes arbejdsmarkedsstandarder for hushjælp.

5.1

EØSU opfordrer kraftigt de politiske beslutningstagere til at mindske uligheden mellem mænd og kvinder ved at eliminere de kønsbestemte lønforskelle (som gennemsnitligt ligger på 16,2 %), da lige løn ikke bare vil give kvinder, men hele samfundet fordele – i henhold til EU-merværdivurderingen vil 1 % nedgang i lønforskel øge den økonomiske vækst med 0,1 % (18).

5.2

EØSU er også betænkeligt ved den meget store kønsbestemte forskel i pensioner – EU-gennemsnittet ligger på 39 % (19) – hvilket er mere end dobbelt så stort som lønforskellene. En særligt foruroligende faktor er problemets manglende synlighed. Der er ikke blot store forskelle i de fleste EU-lande, men de er også i høj grad komplekse, fordi de afhænger af beskæftigelsesforløbet (især forskelle i løn, antal arbejdede timer og år), pensionssystemer og især af indvirkningen af indtjening i løbet af karrieren på pensionsydelserne og på det omfang, pensionssystemerne kompenserer for afbrud i karrieren for at passe børn eller plejekrævende familiemedlemmer.

5.3

EØSU mener derfor, at såvel fjernelsen af den kønsbestemte lønforskel som tilføjelsen af "familietid" – til at passe børn og ældre, bistå et familiemedlem under kortvarende og/eller længerevarende sygdom osv. – i pensionsakkumuleringssystemet for både mænd og kvinder (og samtidig sikre de ansatte ret familieorlov til pleje og pasning) ville mindske de kønsbestemte pensionsforskelle (20).

6.1

OECD fremhæver i en nylig undersøgelse (21), at kønsskævheden inden for iværksætteri er stor og vanskelig at slippe af med i mange henseender og bl.a. hidrører fra subjektive præferencer for iværksætteri, virksomhedsstørrelse og økonomiske resultater samt adgang til og udnyttelse af finansiel kapital. Kvindelige iværksættere har yderligere mål end blot gevinstmaksimering for øje, og deres bredere resultatmål understreger deres bidrag til den sociale og økonomiske udvikling.

6.2

Hvis flere kvinder får hjælp til at starte virksomhed, og eksisterende virksomheder ledet af kvinder får støtte til at vokse, vil det bidrage (22) til mere jobskabelse, mere innovation og økonomisk vækst samt nedbringe social udstødelse. Det er nødvendigt med en betydelig indsats for at udnytte virksomhedernes fulde potentiale inden for økonomisk vækst og jobskabelse i Europa, især efter krisen.

6.3

EØSU har allerede foreslået følgende tiltag til fremme af iværksætteri blandt kvinder på EU-plan (23).

7.1

Internationale undersøgelser (24) bekræfter, at kvinder i ledelsespositioner har en positiv virkning på virksomhedernes økonomiske resultater, virksomhedskultur, ledelsesstil og modstandsdygtighed over for krisen. Kvinder tager færre risici og prioriterer bæredygtig udvikling, men hindringerne for at få større kønslighed i beslutningsprocessen stikker langt dybere end, hvad der åbent indrømmes.

7.2

EØSU håber, at alle offentlige og private beslutningsorganer med selvregulering for øje vedtager en minimumsstandard for lige deltagelse i beslutningstagning. Børsnoterede selskaber og offentlige organer bør fremme gennemsigtige ansøgnings- og ansættelsesprocedurer og en kultur baseret på inklusion og valgfrihed. Uden både mænds og kvinders villighed til at tage positive initiativer opnår vi ikke meget.

7.3

EØSU anbefaler, at de politiske beslutningstagere og virksomhederne undersøger følgende områder for at sikre lige deltagelse af mænd og kvinder i alle beslutningsorganer:

7.4

For at gennemføre strategien for ligestilling mellem kvinder og mænd (2010-2015) (25) opfordrer EØSU til lige repræsentation af mænd og kvinder i det offentlige liv og især i politik, da den nuværende underrepræsentation begrænser kvinders deltagelsesrettigheder (26). EU-institutionerne og medlemsstaterne samt arbejdsmarkedsparternes organisationer bør optræde som forbilleder og opstille ligestillingsmål i deres politiske og administrative organer, især på topniveau.

8.1

En vigtig faktor, der påvirker kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, er adgangen til fuldtidsbørnepasningsordninger især for små børn. Stigende offentlige udgifter til pasningsordninger er direkte knyttet til en stigning i kvinders fuldtidsbeskæftigelse (27).

8.2

Det er derfor nødvendig at gennemføre Barcelonamålene. I henhold til en rapport, som Kommissionen for nyligt har udarbejdet, havde kun 10 medlemsstater i 2010 nået Barcelonamålene for børn under 3 år. Samme år havde kun 11 medlemsstater realiseret målet om 90 % for kategorien af børn mellem 3 år og den skolepligtige alder (28).

8.3

Da medlemsstaterne med de højeste fødselstal også er dem, der har gjort mest for at lette balancen mellem arbejdsliv og privatliv for forældre, og hvor kvinderne har høj erhvervsfrekvens (29), bør medlemsstaterne yde mere effektiv, tilgængelig og kvalitativ støtte til familier med børn via politikker (30) som:

9.1

Skønt piger de seneste årtier har opnået højere uddannelsesniveauer, hvilket har øget kvinders indtjeningspotentiale, er samfundets holdninger til kvinders arbejde og konflikten mellem familieværdier og ligestilling fortsat en hindring for ligestilling på arbejdsmarkedet.

9.2

EØSU er især betænkeligt ved diskrimination mod kvinder, der f.eks. er handikappede, migranter eller tilhører en etnisk minoritet. I den henseende opfordrer det til en meget hurtig gennemførelse af ligestillingsdirektivet (31).

9.3

Vold mod kvinder er ikke kun et uacceptabelt socialt fænomen. Det har også store økonomiske omkostninger. Det anslås, at vold mod kvinder beløber sig til en årlig omkostning på 32 mia. EUR i Europarådets 47 medlemsstater (32). Offentlige politikker til at bekæmpe kønsbaseret vold har en vigtig rolle at spille. Det traditionelle billede af kvinders rolle i samfundet vil først ændre sig, når kvinder har adgang til magt på lige fod med mænd.

9.4

Medieindustriens rolle er afgørende for at fremme ligestillingen. Medierne afspejler ikke kun, men skaber også sociokulturelle mønstre og normer og er en stærk aktør i den offentlige meningsdannelse og på kulturområdet. Det et netop medieindhold, der skaber bred forståelse for ligestillingens komplekse karakter hos alle aktører i samfundet, herunder de politiske beslutningstagere og offentligheden, og det haster derfor med at takle den vedvarende ulighed i form af underrepræsentation (især på højere niveauer), hindringer for forfremmelse og lav løn (i forhold til mænd) i mediesektoren (33).

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/11

1.1

EØSU anbefaler EU-institutionerne og den "åbne arbejdsgruppe", som blev nedsat af FN's 67. generalforsamling den 17. december 2012, at: anvende og insistere på, at man anvender metoden med forudgående økonomisk, social og miljømæssig konsekvensanalyse, såvel i den fase, hvor der opstilles mål for bæredygtig udvikling, som under de internationale forhandlinger om universelt anvendelige mål, således at der er midler til rådighed til at udligne de gunstige eller ugunstige forskelle, der måtte opstå eller findes mellem geografiske områder og erhvervssektorer.

1.2

Først og fremmest bør alle sociale programmer, der er vigtige for at nå målsætninger om bæredygtig udvikling på uddannelses- og sundhedsområdet, såvel som dem, der er rettet mod unge arbejdsløse, beskyttes mod budgetnedskæringer.

1.3

EØSU støtter EU's tilsagn om at overholde planen om at gennemføre sin 2020-strategi, dels ved hjælp af det europæiske semester og i forbindelse hermed gribe chancen for at gøre den meningsfyldt ved at foreslå en "ikke-opsplittet" social, økonomisk og miljømæssig strategi, og dels ved hjælp af EU's strategi for integreret bæredygtig udvikling.

1.4

Udvalget opfordrer til, at det europæiske civilsamfund inddrages heri via civilsamfundsorganisationerne, arbejdsmarkedets parter og de nationale økonomiske og sociale råd.

1.5

EØSU opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til:

1.6

EØSU opfordrer EU til:

2.1

Et af de vigtigste resultater af Rio+20-konferencen var beslutningen om at iværksætte en proces, som skal føre til fastlæggelse af målsætninger for bæredygtig udvikling. Processen blev indledt i januar 2013 med nedsættelsen af en mellemstatslig åben arbejdsgruppe, som har fået til opgave at udarbejde en rapport med et forslag til FN's generalforsamling på et tidspunkt mellem september 2013 og september 2014. Ifølge slutdokumentet fra Rio+20 skal processen koordineres med og være i tråd med aktiviteterne omkring dagsordenen for udvikling efter 2015.

2.2

Udtalelsen skal ses i sammenhæng med den initiativudtalelse fra NAT-sektionen om "Grøn økonomi – fremme af en bæredygtig udvikling i Europa" (1), som EØSU vedtog i juni 2013, og REX-sektionens udtalelse om Kommissionens meddelelse om "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden" (2). Med henblik på bæredygtig udvikling i Europa er det en god idé at sikre og konsolidere den europæiske sociale model, som hænger uløseligt sammen med en vellykket omstilling til en grøn økonomi. At man afventer en international aftale om målene for bæredygtig udvikling, må ikke blive et påskud for industrilandene til at udskyde eller begrænse deres tilsagn, hvad angår politikkerne for udviklingsstøtte og samarbejde.

2.3

I sit brev med anmodning om denne sonderende udtalelse sammenkæder Kommissionen målene for bæredygtig udvikling, en inklusiv grøn økonomi og udryddelse af fattigdom. Den beder udvalget undersøge, hvordan man med held kan indarbejde den økonomiske, sociale og miljømæssige dimension i de fremtidige universelle mål for bæredygtig udvikling. I den sammenhæng ser Kommissionen gerne, at EØSU's internationale partnere og disses synspunkter inddrages i diskussionen.

2.4

EØSU har under to møder afholdt i Observatoriet for Bæredygtig Udvikling gennemført en høring af repræsentanter for de større grupper (de såkaldte "Major Groups"), som blev anerkendt af FN på Rio+20-konferencen.

2.5

FN har for sit vedkommende nedsat en højtstående gruppe bestående af regeringsrepræsentanter med henblik på at fremlægge en indledende rapport i september 2013, og vicegeneralsekretær for FN og eksekutivdirektør for De Forenede Nationers Miljøprogram, Achim Steiner, talte den 14. maj til EØSU og andre civilsamfundsrepræsentanter om emnet "fremme af udviklingen efter Rio+20-konferencen". Han sagde, at der var behov for en helt igennem inklusiv høringsproces om målene for bæredygtig udvikling med inddragelse af regeringer, civilsamfund og den private sektor. Kitty van der Heijden, hollandsk ambassadør for bæredygtig udvikling og medlem af den åbne arbejdsgruppe, berettede ligeledes om sine erfaringer fra denne FN-gruppe.

—

være baseret på Agenda 21 og Johannesburg-gennemførelsesplanen

—

bygge videre på tidligere tilsagn

—

fokusere på prioriterede områder for opnåelse af bæredygtig udvikling i overensstemmelse med slutdokumentet

—

på en afbalanceret måde tage hensyn til de tre dimensioner af bæredygtig udvikling og deres indbyrdes sammenhæng

—

være i overensstemmelse med og integreret i FN's udviklingsdagsorden efter 2015

—

ikke få årtusindudviklingsmålene til at gå i glemmebogen

—

omfatte aktiv inddragelse af alle berørte parter i processen, hvor det er relevant.

3.3.1

Oxfam International (Oxfam Internationals holdning til udviklingsmålene efter 2015, januar. Findes på engelsk på: http://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/oxfam-post-2015-framework-policy-28jan2013.pdf) mener f.eks., at rammen for tiden efter 2015 bør understøtte denne vision, opstille målsætninger i overensstemmelse hermed og beskrive, hvordan den kan gennemføres. Det ville kræve en radikal kursændring i den økonomiske, sociale og politiske udvikling at opnå velfærd for alle under hensyntagen til klodens kapacitet.

3.3.2

I henhold til ovennævnte ngo mangler drøftelserne om tiden efter 2015 fortsat klarhed om, hvilken rolle en ramme skal spille, og om, hvordan den kan føre til reel forandring for de mennesker, der lever i fattigdom. Det er afgørende at blive enige om, hvordan man når målene for at kunne fastlægge dem nøjagtigt. Disse mål bør tjene til at mobilisere en politisk vilje og en offentlig indsats med henblik på at udrydde fattigdom og ulighed og beskytte vor planet. Det skal de gøre ved:

3.4.1

En varig genopretning af realøkonomien kan kun tilvejebringes ved hjælp af en mere ressourceeffektiv produktionsmodel. Samtidig med at Europa støtter en mere omfattende og ambitiøs europæisk klimapolitisk ramme for at nå de bredere klimamål for 2050, bør det støtte sit industrielle grundlag og de dertil knyttede sektorer og kompetencer.

3.4.2

De vigtigste udfordringer er at finde ud at, hvordan man når målet om en ressourceeffektiv økonomi med lavt kulstofforbrug, og hvordan man styrer denne overgang. Der bør lægges vægt på to punkter: den industripolitik, der skal føres for at nå frem til en grøn økonomi, som bevarer sit industrielle grundlag, og beskæftigelsesperspektiverne i den sammenhæng (Béla Galgóczi, Grønnere virksomheder og jobskabelse, European Trade Union Institute, 2012).

3.4.3

Industrien spiller en ledende rolle inden for forskning og udvikling, handel og i mindre grad investeringer. Overgang til en kulstoffattig form for udvikling, hvor energieffektiviteten forbedres, bæredygtigt arbejde værdsættes mere og sundheden beskyttes, er blevet afgørende.

3.4.4

Europa oplever en af de historisk laveste vækstrater siden 1929, men der er to nøglefaktorer, som er nødvendige for at nå de fremtidige mål for en bæredygtig og varig udvikling: 1) lave CO2-emissioner, 2) demokrati.

3.4.5

EU bør fortsætte sine forsknings- og udviklingsbestræbelser for at skabe det antal arbejdspladser, som arbejdsstyrken har brug for, og samtidig opfylde de fremtidige udviklingsbehov, som opstår pga. højere vækstrater på andre kontinenter inden for så forskellige områder som tjenesteydelser, uddannelse, sundhed, miljø, transport, energi, boliger, urbanisering, landbrug og fødevarer osv.

3.5.1

IMF har erkendt, at hestekuren har været kraftigere, end den oprindeligt havde troet. Den korrekte konklusion at drage heraf er, at doseringen skal sættes ned. Alle centrale sociale programmer på uddannelses- og sundhedsområdet såvel som dem, der er rettet mod unge arbejdsløse, bør beskyttes mod budgetnedskæringer. Finansieringsbehovet i EU's medlemsstater efter den internationale finanskrise er kritisk, og refinansieringen af realøkonomien er ikke tilstrækkeligt dækket af den aftale, som Det Europæiske Råd har indgået om EU's flerårige finansielle ramme. De foranstaltninger, der anbefales af trojkaen bestående af Verdensbanken, IMF og Rådet for Den Europæiske Union, tillader ikke at skabe de betingelser, der er nødvendige for, at økonomien kan vende tilbage til en varig og bæredygtig vækst.

3.5.2

Intelligente sociale politikker – såsom programmer, der hjælper de arbejdsløse med at finde job, eller systemer, der giver social sikring til de mest sårbare medlemmer af vort samfund – kan ikke bare betragtes som en udgift. De er en investering i vores fremtid.

3.5.3

De unge er blevet særligt hårdt ramt i euroområdet som helhed, hvor ungdomsarbejdsløsheden er nået op på 22 % og endda er kommet op over de 50 % i visse lande som Spanien og Grækenland. I 2010 steg andelen af unge mellem 15 og 24 år, der var beskæftigede i midlertidige job, til mere end 50 % og kom visse steder næsten op på 70 % (Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound), den tredje europæiske undersøgelse af livskvalitet, 2012).

3.5.4

Overalt har befolkningen betalt en høj pris for at afhjælpe de katastrofale følger af finansverdenens praksis, som har vist sig at være uansvarlig.

3.5.5

EU skal tilføre mere substans til den sociale dimension, herunder arbejdsmarkedsdialogen, som bebudet i køreplanen for gennemførelsen af den økonomiske og monetære union. EU bør hjælpe medlemsstaterne med at indføre ungdomsgarantiordninger, forbedre den industrielle diversificering og innovation, øge effektiviteten af arbejdsmarkedstjenesterne, øge jobskabelsen og styrke de sociale investeringer (ILO, Guy Ryder, Beskæftigelse, social integration, øget jobskabelse og styrkelse af de sociale investeringer bør stå øverst på EU's dagsorden, 14. februar 2013).

4.1

Både EU og FN har indsamlet bidrag til debatten i civilsamfundet (FN gennem direkte høringer), men det fremgår af de første høringer, som EØSU har gennemført, at den måde, hvorpå disse to processer er blevet koordineret, ikke har været præget af den forståelse og gennemsigtighed, som de europæiske borgere med rette kan forvente. Bidragene fra organisationer, der repræsenterer civilsamfundet, behandles på samme måde som bidrag fra private pressionsgrupper og regeringernes bidrag, i henhold til en tidsplan, som ikke levner meget plads til at afholde debatter under hensyntagen til organisationernes uafhængighed og arbejdsmarkedsdialogens autonomi. Desuden får man, når man følger arbejdet på Rio+20-konferencen og i den åbne arbejdsgruppe, det indtryk, at der er tale om et scenarie, som skal sætte nyt skub i en forud fastlagt linje - som om det hele allerede var afgjort andetsteds.

4.2

Heldigvis har EU besluttet at gennemføre hele processen ved at gøre Europa 2020-strategien og det europæiske semester grønnere med det sigte at tilvejebringe et harmoniseret europæisk bidrag, i hvilket Europa implementerer og taler med én stemme i international sammenhæng.

4.3

Det er i dag vigtigt at have bæredygtighed til at løbe som en rød tråd gennem de vigtigste politikområder. Det vil for øjeblikket sige Europa 2020-strategien og det europæiske semester, som er strategiens vigtigste forvaltningsredskab.

EØSU har af Kommissionen og Rådets kommentarer med stor interesse erfaret, at EU agter at iværksætte og udvikle de resultater og processer, der blev aftalt på Rio+20-konferencen, ved hjælp af Europa 2020-strategien. EØSU vil holde nøje øje med, om dette også sker i praksis (Rådet for Den Europæiske Union, Rio +20: Resultater og opfølgning af topmødet i FN's konference om bæredygtig udvikling (UNCSD) i 2012, konklusioner af møde i Rådet for Den Europæiske Union den 25. oktober 2012, 15477/12).

4.4

EØSU har fulgt udvidelsen af den kreds af aktører, der deltager i det europæiske semester, med stor opmærksomhed. Generaldirektoratet for Miljø er i år endnu mere involveret end tidligere, og i december drøftede Miljørådet for første gang den årlige vækstundersøgelse. Udvalget vil gøre sit for at sikre, at civilsamfundet kan bringe bæredygtighedsaspektet ind i processen, navnlig gennem de nationale økonomiske og sociale råd, hvoraf nogle nu har særlig ekspertise på dette område, men også via de nationale råd for bæredygtig udvikling.

4.5

Hvad angår den årlige vækstundersøgelse, skal det bemærkes, at vi ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på forbindelsen mellem de forskellige kriser, dvs. den finansielle, økonomiske, sociale og miljømæssige krise, ligesom vi heller ikke er tilstrækkeligt bevidste om, at det virkelig haster med for alvor at gøre fremskridt med at omlægge hele vores økonomi i retning af øget miljøvenlighed - ikke på trods af, men netop på grund af krisen. Vi kan ikke længere blot fortsætte den hidtidige kurs.

4.6

I forbindelse med den årlige vækstundersøgelse opfordres Den Europæiske Union til at tale med én stemme. EU kan ikke deltage i de globale forhandlinger og plædere for at gøre økonomien mere miljøvenlig og så i øvrigt tilsidesætte emnet i sine vigtigste dokumenter om den økonomiske politik.

4.7

Den manglende omtale af begrebet kvalificeret vækst er også lidt foruroligende i den sammenhæng. Hvordan kan EU i den internationale debat gå i spidsen mht. indikatorer, der omfatter andet og mere end BNP, og så udelukkende henvise til BNP i sin vækstundersøgelse? Dokumentet behandler godt nok de sociale problemer, men det nævner ikke direkte målet om at leve et godt liv i en ressourcebegrænset verden (som for øvrigt er titlen på det syvende miljøhandlingsprogram).

4.8

Debatten om, hvorvidt der bør udarbejdes andre indikatorer, kan heldigvis tage udgangspunkt i mange bidrag, og den bør nu munde ud i en gennemførelse, der er baseret på en dialog, hvor de institutionelle aktører og repræsentanterne for civilsamfundet deltager på lige fod som led i et forsøg på at inddrage alle de berørte parter i beslutningsprocessen.

4.9

EØSU bemærker, at afskaffelsen af miljøskadelige subsidier og indførelsen af miljøafgifter er blevet en fast bestanddel af den årlige vækstundersøgelse og de landespecifikke henstillinger, og at undersøgelsen i år også nævner emner som affaldshåndtering og spildevandshåndtering samt forbedret genanvendelse.

5.1.1

Nedbringelse af fattigdom er et spørgsmål om lighed og retfærdighed og vedrører adgang til tjenester såsom sundhedsvæsen og uddannelse samt beskæftigelse. Årtusindudviklingsmålene er blevet udviklet med for stor vægt på bidragsyderne. Med henblik på de fremtidige rammer er det hensigtsmæssigt at sikre:

5.1.2

Takket være en tidsbegrænset og resultatorienteret tilgang har de otte årtusindudviklingsmål haft omfattende indvirkning på de internationale udviklingspolitikker. Ved at fokusere på et begrænset antal målbare mål har de bidraget til at øge og målrette udviklingsbistanden mere effektivt. Men efterhånden som vi nærmer os fristen i 2015, står det klart, at målene vil skabe begrænsede resultater, med både succeser og fiaskoer.

5.1.3

Målene for bæredygtig udvikling skal være et supplement til den nuværende række af årtusindudviklingsmål. Der er to store forskelle på målene for bæredygtig udvikling og årtusindudviklingsmålene: Førstnævnte har global karakter (i modsætning til de sidstnævnte, der primært fokuserer på syden) og medtager andre dimensioner ud over metanormen, dvs. nedbringelse af fattigdom (naturressourcer, forbrug, produktion, energi, menneskerettigheder mv.).

5.1.4

De to kommende år vil blive afgørende for fastlæggelsen af den næste udviklingsdagsorden. Begge processer – revisionen af årtusindudviklingsmålene og formaliseringen af målene for den bæredygtige udvikling – vil skulle opstille afgørende retningslinjer for udformningen af den bæredygtige udvikling efter 2015.

Disse retningslinjer bør omfatte budgetter til en tværgående indarbejdning af ligestilling mellem kønnene i de offentlige politikker, som er den primære faktor i bekæmpelsen af fattigdom og ulighed (4).

Det er en kæmpe opgave, og den skal være rodfæstet i en større vægt på menneskerettighederne og på civilsamfundsorganisationernes deltagelse i beslutningsprocessen som led i en strategi centreret om økonomi og tjenester som midler til menneskelig udvikling (5).

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/16

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at spørgsmålet om fødevaresikkerhed bør tildeles en hel central placering i Den Europæiske Unions politikker, da en strategi for global stabilitet ikke er mulig uden fødevaresikkerhed.

1.2

I debatten "Mad kontra brændstof" er EØSU enig med EU i behovet for at mindske afhængigheden af importerede fossile brændstoffer, men henstiller til Kommissionen, at den prioriterer fødevareforsyningssikkerhed, jordbeskyttelse, det europæiske landbrugs konkurrenceevne og arealanvendelse (1), så der sikres en tæt sammenhæng mellem fødevareforsyningssikkerhed og fremstilling af bioenergi (2).

1.3

Efter EØSU's opfattelse bør Den Europæiske Unions fremtid bygge på social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, og produktionen af vedvarende energi bør være tæt knyttet til opnåelsen af disse mål.

1.4

EØSU er enig i Kommissionens beslutning om i direktiv 98/70/EF og 2009/28/EF at indføje bindende bestemmelser om ændringer i arealanvendelse, eftersom de nuværende biobrændstoffer produceres fra landbrugsafgrøder.

1.5

EØSU gentager sine synspunkter i udtalelse TEN/502 (3) og er uenig i Kommissionens beslutning om at vurdere den "indirekte ændring i arealanvendelsen" på baggrund af en sammenligning mellem fossile og biogene energikilder, hvor der kun ses på drivhusgasudledningen, mens betydningen af spørgsmål som fødevaresikkerhed og indvirkningen af fossile kilder nedtones.

1.6

EØSU er enig i Kommissionens forslag om under hensyntagen til de allerede foretagne investeringer at mindske produktionen af biobrændstoffer fra fødevareafgrøder og med incitamenter fremme "avancerede" brændstoffer. Udvalget mener imidlertid, at fremstillingen af andengenerationsbrændstoffer ved hjælp af træ eller halm kan forkorte kulstofbindingscyklusserne og følgelig forårsage en kuldioxidstigning (4).

1.7

EØSU ville se anderledes på spørgsmålet, hvis man som råstof til produktionen af biobrændstoffer også anvendte mikroalger. De er endnu ikke klar til kommerciel brug, men på sigt ville de i modsætning til førstegenerationsbrændstoffer mindske problemerne med konkurrence om jord- og vandressourcerne.

1.8

På disse områder er EØSU helt enig i konklusionerne fra udvalgets konference om fødevaresikkerhed afholdt i 2011: "produktion af biobrændstoffer skal ske i overensstemmelse med de fælles principper og underkastes miljøkonsekvensvurderinger under tæt inddragelse af lokalsamfundene. Dette vil garantere, at der kan tages nøje hensyn til spørgsmålet om retten til mad".

1.9

Med denne vurdering fra EØSU's side opfordres Kommissionen til på europæisk plan at indføre redskaber som "Operator Level Indicators" til vurdering af den potentielle indvirkning af bioenergiprojekter på fødevaresikkerheden i de enkelte medlemsstater.

2.1.1

Energisystemet er på internationalt plan inde i en fase med store vanskeligheder, som ikke alene skyldes den globale økonomiske krise, men først og fremmest den geopolitiske situation i landene i Nordafrika og Mellemøsten.

2.1.2

OECD har vurderet, at energiforbruget siden 2009 er faldet med 4,4 % på globalt plan, med 5 % i USA og 5,5 % i EU, mens efterspørgslen i ikke-OECD-lande er steget med 2 %. Oven i denne vurdering skal lægges ulykken på a-kraftværket i Fukushima i Japan, som har fået visse lande, herunder Tyskland, til gå bort fra brugen af atomkraft til fremstilling af energi.

2.1.3

Europa importerer for øjeblikket 80 % af den olie, 60 % af den naturgas og 40 % af den kul, det har brug for til at opfylde sit interne energibehov, som anslås til 1 583,3 mio. tons olieækvivalenter (Mtoe) (Nomisma). 91 % af dette forbrug stammer fra ikkevedvarende energikilder (olie 36,6 %, naturgas 24,5 %, kul 15,7 %, atomenergi 13,6 %) og 9 % fra vedvarende energikilder (6,1 % biomasse, biogas, kommunalt affald, 1,7 % vandkraftenergi, 0,7 % vindenergi, 0,3 % jordvarme, 0,1 % fotovoltaisk energi og solenergi).

2.1.4

Europa bliver mere og mere afhængig af at importere energi. I 2030 vil EU med 28 medlemslande importere 84 % af den naturgas, 59 % af den kul og 94 % af den olie, det har brug for (EREC). Baseret på tal fra 2009 er transportsektoren den sektor, der har det største energiforbrug, svarende til 33 %, boligsektoren tegner sig for 26,5 %, industrien for 24,2 %, servicesektoren for 14 % og landbruget for 2,3 %.

2.1.5

De mål, EU ønsker at nå, kan sammenfattes således:

2.2.1

I de senere år har det energisystem, der er baseret på brugen af fossile brændstoffer, vist sig behæftet med en del mangler, hvilket sår tvivl om dets fremtidige bæredygtighed og forsyningssikkerheden og skaber behov for at søge efter sikre energikilder inden for et system, hvor der er kontrol med den energi, der importeres.

Den fortsat stigende efterspørgsel efter energi (IEA) og den fremtidige og uafvendelige udtømning af de fossile ressourcer indebærer en risiko for, at det stigende energibehov ikke vil kunne opfyldes. Denne udtømning skyldes, at de fossile ressourcer ikke er fornyelige. Desuden tager det ekstremt lang tid at forarbejde dem, hvilket ikke er foreneligt med det moderne samfunds energibehov.

2.2.2

De vigtigste former for vedvarende energi er:

Dette er ikke en udtømmende liste, især ikke hvis der ses på resultaterne af den videnskabelige forskning.

2.2.3

Bioenergi kan defineres som energi udvundet fra biomasse, som klassificeret efter den fysiske tilstand er opdelt i:

2.2.4

Biomasse er en vedvarende energikilde, som allerede udnyttes effektivt til energi. Biomasse omfatter alle organiske stoffer, der under fotosyntesen direkte eller indirekte har akkumuleret solenergi. Biomasse kommer fra energiafgrøder eller organiske restprodukter fra skovprodukter og fra teknologisk forarbejdning af landbrugsprodukter.

2.2.5

På globalt plan stammer cirka 50 % af de potentielt disponible restprodukter fra skovbrugssektoren, og de resterende 50 % kommer fra landbrugssektoren, hvor især de anlæg, der kører på biomasse fra landbrugsprodukter og husdyr, er vigtige (IEA).

—

Kyotoprotokollen, som trådte i kraft den 21. marts 1994

—

ALTENER-programmet om fremme af vedvarende energikilder (Rådets beslutning 93/500/EØF)

—

Grønbog om vedvarende energikilder (1996)

—

Hvidbog, der fastsatte et mål om, at 12 % af energien skulle komme fra vedvarende kilder senest i 2010

—

Direktiv 2001/77/EF om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder

—

Direktiv 2003/30/EF om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer

—

Direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet

—

COM(2005) 628 - Handlingsplan for biomasse

—

COM(2006) 34 final - En EU-strategi for biobrændstoffer

—

Grønbog En europæisk energistrategi: bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed (2006)

—

Klima- og energipakken (20/20/20), Det Europæiske Råd, 9. marts 2007

—

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EØS-relevant tekst)

—

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - En køreplan for vedvarende energi - Vedvarende energi i det 21. århundrede - vejen til en mere bæredygtig fremtid, COM(2006) 848 final

—

Meddelelse fra Kommissionen - Støtte til elektricitet fra vedvarende energikilder, SEC(2005) 1571 - COM(2005) 627 final

3.1.1

De socioøkonomiske virkninger af bioenergi afhænger i høj grad af omkostningerne (incitamenter, omkostninger på grund af strukturelle mangler) og fordelene (tilknyttede aktiviteter, virkningerne på BNP, reduktion af CO2, virkninger for beskæftigelsen, mindskelse af brændstofrisikoen, mindre omkostninger til affaldsbortskaffelse, produktion af gødning og andre biprodukter) (Althesys). Desuden bliver produktionen af bioenergi konkurrencedygtig, når olieprisen kommer op over 70 USD pr. tønde.

3.1.2

Det nuværende system til produktion af biomasse til energiformål har virkninger for lokalområdet, økonomien, priserne og samfundet som helhed. Efter EØSU's mening bør disse virkninger evalueres for at korrigere ineffektivitet og forvrængninger.

3.1.3

EØSU mener, at udviklingen af bioenergi har indvirkning på fødevaresikkerheden på grund af forhold, der hænger tæt sammen med priserne og de territoriale faktorer. Den første direkte indvirkning på priserne er efterspørgslen efter biobrændstoffer, da der på energimarkerne er flere penge end på landbrugsmarkederne. Energipriserne afgør landbrugspriserne på energiafgrøder, idet den stigende efterspørgsel efter energi produceret fra landbrugsprodukter, bestemmer den mindste og højeste pris på sukker, majs, raps, og hvis den højeste pris overstiges, vil brugen af landbrugsprodukter ikke længere være konkurrencedygtig sammenlignet med andre energikilder såsom vindenergi, fotovoltaisk energi og jordvarme. Endvidere gør udvalget opmærksom på det generelle problem med, at højere energipriser får omkostningerne til landbrugsproduktion til at stige.

3.1.4

Bioenergi fremstår som en mulig løsning, der kan give et løft til økonomisk tilbagestående områder, der landbrugsmæssigt ikke er tilstrækkeligt udnyttet, især ved at udvikle erhverv inden for de forskellige produktions-, høst-, transport- og forarbejdningsfaser. Også fra et økonomisk og beskæftigelsesmæssigt synspunkt er der positive mål i sigte: I henhold til Kommissionens meddelelse COM(2005) 628 final, Handlingsplan for biomasse, blev den direkte beskæftigelse i 2010 anslået til 300 000 nye arbejdstagere især i landdistrikterne.

3.1.5

Brugen af skovområder til energiformål kan føre til genoprettelse af "lokale skov- og landbrugssamfund", hvor der passes bedre på landskabet og skovene. Desuden kunne man styrke skovøkosystemernes evne til at udfylde deres vigtigste funktioner, som er at producere træbiomasse og beskytte naturarven og jordens frugtbarhed.

3.2.1

EØSU beklager, at de rige lande, der mangler landbrugsarealer til at garantere forsyningen af deres egne befolkninger, multinationale selskaber og endda statsejede investeringsfonde, ligesom før i tiden med olie, foretager store investeringer i tredjelande med henblik på udnyttelse af jorden. På den måde opstår der landgrabbing, som kan ødelægge de lokale landbosamfund og have skadelige virkninger for lokalbefolkningernes land- og skovbrugsressourcer. Efter EØSU's opfattelse kan dette på ingen måde betragtes som et eksempel på bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling.

3.2.2

Spørgsmålet om arealanvendelsen er særlig sprængfarlig i udviklingslandene og i lande med enorme, tyndt befolkede områder (Brasilien og Iowa i USA). Selvom det umiddelbart er til at forstå, hvorfor det giver anledning til strid, illustreres det alligevel mere klart, hvis man tager i betragtning, at der til fremstilling af 25 gallon bioetanol er brug for en mængde majs, der er stor nok til at brødføde en person i et år (World Watch Institute).

3.2.3

Striden drejer sig om EU's import af biobrændsel og fødevareforsyningen i udviklingslandene, først og fremmest i Afrika og Sydøstasien, hvor manglen på matrikelregistre og sædvaneretten skaber spændinger omkring jordbesiddelsen.

3.2.4

EØSU er enig i EU's strategi for biobrændstoffer, COM(2006) 34 final, primært fordi det anføres, at det er vigtigt, at der gælder passende minimumsmiljønormer for produktion af råstoffer til biobrændstoffer, og der udtrykkes bekymring over anvendelse af arealer, der er taget ud af fødevareproduktionen på grund af den potentielt negative indvirkning på biodiversiteten og jordbunden.

3.3.1

I en stadig mere udviklet verden er den ukontrollerede brug af vandressourcerne konstant stigende. Årsagerne er den voksende befolkning på verdensplan og fordelingen heraf, ændrede madvaner og indvirkningen fra biobrændstoffer. Den nuværende strategi for udvikling af biobrændstoffer vil med sikkerhed forværre vandkrisen, og adgangen til vandressourcerne kan blive en begrænsende faktor i udviklingen af produktionen af råstoffer som majs og sukkerrør.

3.3.2

EØSU mener, at man for så vidt angår dyrkning af afgrøder til biobrændstoffer bør satse på afgrøder, der ikke kræver kunstvanding, og som kan gro inde i landet og i ugunstigt stillede områder, eftersom der til produktion af én liter biodiesel kræves 4 000 liter vand til vanding af afgrøderne og den kemiske omdannelsesproces.

3.4.1

Der er potentielle risici forbundet med forkert brug af jordområderne især af landbrugsjorden til dyrkning af såvel mad- som bioenergiafgrøder, f.eks.:

3.4.2

Omvendt mener EØSU, at en fornuftig anvendelse af jorden i overensstemmelse med god landbrugspraksis i EU til afgrøder, der kan anvendes til produktion af de forskellige typer bioenergi, vil kunne øge biodiversiteten og gøre landskabet mindre ensartet. Som EØSU ser det, er dette den eneste vej fremad for Europa.

3.4.3

På den baggrund er det nødvendigt at satse på biobrændstoffer af anden generation, selvom det betyder, at landbrugerne, som følge af at disse biobrændstoffer egner sig til industriel og intensiv drift, vil blive henvist til en rolle som leverandører af råstoffer, uden nogen garanti for et økonomisk vederlag. EØSU finder det nødvendigt at omdefinere landbrugernes rolle i forhold til produktionen og markedsføringen af energiafgrøderne med det sigte at skabe bedre betingelser for producentsammenslutningerne i hele sektoren, idet de kan spille en afgørende rolle i at forhandle rimelige kontrakter med aktørerne i aftagerleddet.

3.5.1

Den storstilede dyrkning på land af energiafgrøder kræver, at skov- og landbrugsarealer forvaltes bæredygtigt. Produktionen af biomasse til energiformål er kun miljøvenlig, hvis den foregår korrekt. For eksempel har flugten fra landdistrikterne ført til fremkomsten af naturlige destabiliserende faktorer. I landområder, der ikke beskyttes gennem positive menneskelige aktiviteter, er der en stor risiko for jordskred, ørkendannelse og brand.

3.5.2

EØSU mener, at det for at fremme en integreret udvikling af bioenergi på lokalt plan er nødvendigt at udvikle en model med decentral produktion og kort energiforsyningskæde med små anlæg, der omdanner den lokalt producerede biomasse, hvilket vil skabe fordele i form af positive miljøindvirkninger og reel mulighed for direkte inddragelse af landbrugerne (enkeltvis eller i sammenslutninger) i produktionskæden.

3.5.3

EØSU støtter de retningslinjer for god praksis til anvendelse i forbindelse med de forskellige bioenergiafgrøder, som EU's miljøagentur har udstukket, herunder bl.a. at:

3.5.4

EØSU mener, at hvis dyrkningen af energiafgrøder udvikler sig på den rigtige måde, kan det bidrage til, at mennesker bliver i de pågældende områder, hvorved det sikres, at der passes på landskabet, og at ressourcerne, herunder skovressourcerne, udnyttes.

3.5.5

Det ser desuden ud til, at produktionen af bioenergi i landbrugssektoren delvist vil kunne integreres i landbrugsfødevareproduktionen på kontrolleret vis og således bidrage til at diversificere markedsføringskanalerne, gøre overgangen til et stadigt mere konkurrencedygtigt landbrug lettere og samtidig frembyde konfliktfrie løsninger på de nye medlemsstaters allokering af landbrugsprodukter.

3.6.1

Der anvendes meget forskellige metoder til at undersøge miljøpåvirkningen fra bioenergi, hvoraf EØSU gerne vil fremhæve to:

3.6.2

Ved vurderingen af miljøindvirkningerne gør livscyklusanalysen det muligt at fastlægge og kvantificere den konkrete og potentielle energi- og miljøbelastning i de enkelte faser af produktionen og brugen af bioenergi. Med denne fremgangsmåde kan miljøprofilen for de forskellige typer bioenergi holdes op imod miljøprofilen for fossile brændstoffer, der opfylder samme funktioner.

3.6.3

Efter EØSU's mening er holdningen hos de lande, der deltager i "Global Energy Partnership", i overensstemmelse med ovenstående principper. Disse lande, der også tæller USA og Kina, har underskrevet en international aftale om kontrol af anvendelsen af biobrændstoffer og miljøindvirkningerne og fødevarebalancen. De enkelte lande vil kunne vurdere bioenergiens miljømæssige bæredygtighed ved hjælp af 24 frivillige kriterier og indikatorer.

3.6.4

I den forbindelse mener EØSU, at man ved anvendelsen af de overskydende arealer til produktion af råvarer til bioenergi ikke alene bør indkredse de miljømæssige, økonomiske og sociale begrænsninger, men også ved hjælp af ILUC-faktoren (indirect land-use change) vurdere, om de arealer, der er afsat til energiafgrøder, kan forårsage en stigning i CO2-udledningerne.

3.6.5

EØSU er enig i Kommissionens beslutning om at overvåge risiciene forbundet med anvendelse af biobrændstoffer i transportsektoren (direktiv 28/2009), begrænse andelen af biobrændstoffer og flydende biobrændsel fremstillet af madafgrøder, i takt med at de forskellige teknologier udvikler sig, og skabe incitamenter til fremstilling af bioenergi af produkter, som ikke skaber yderligere efterspørgsel på jordarealer, f.eks. forbrænding af byaffald.

3.6.6

EØSU mener ikke, at brugen af biobrændstoffer af første generation må afholde Den Europæiske Union fra at investere i forskning i nye rene energikilder (5).

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/21

1.1

Priserne på elektricitet, gas, olie og andre brændstoffer stiger markant, og situationen er stærkt forværret i lyset af den socioøkonomiske krise, der berører flere og flere mennesker. Sigtet med denne udtalelse er ikke at fastslå årsagerne til prisstigningen, men at formulere forslag til fremme af en koordineret europæisk indsats under iagttagelse af nærhedsprincippet med henblik på at forebygge og bekæmpe energifattigdom, tilskynde til solidaritet på området og beskytte sårbare (europæiske og andre) borgere bedre.

1.2

I forhold til denne store politiske udfordring plæderer EØSU for en europæisk forpligtelse til energisikkerhed og -solidaritet inden for rammerne af Det Europæiske Energifællesskab, som EØSU gerne ser realiseret.

1.3

En sådan forpligtelse til energisikkerhed og -solidaritet vil give stødet til en ægte europæisk politik til bekæmpelse af energifattigdom og til solidaritet, hvis omdrejningspunkt skal være anerkendelsen af en universel adgangsret til energi, som EØSU betragter som et vigtigt fælles gode, således at enhver kan leve et værdigt liv. Forpligtelsen skal på såvel kort som langt sigt

1.4

EØSU går ind for at indføre europæiske indikatorer for energifattigdom og harmonisere statistikkerne, så man lettere kan afgrænse, forebygge og løse problemet på europæisk niveau samt udvikle en europæisk solidaritet på området.

1.5

EØSU foreslår, at der oprettes et europæisk fattigdomsobservatorium, der først og fremmest skal fokusere på energifattigdom. Observatoriet skal inddrage alle berørte aktører og medvirke til at fastlægge europæiske indikatorer for energifattigdom (i samarbejde med Eurostat), gøre status over situationen, identificere bedste praksis og udarbejde henstillinger med henblik på at forebygge og løse problemet bedre og for at konsolidere en europæisk solidaritet på området.

1.6

EØSU anbefaler, at Citizens' Energy Forum (det såkaldte Londonforum) indoptager repræsentanter fra EØSU og arbejder snævert sammen med de økonomiske og sociale råd og lignende institutioner i medlemsstaterne.

1.7

EØSU ønsker et energimarked, der mere er orienteret mod forbrugerne og i bredere forstand borgerne, herunder især de mest sårbare. EØSU støtter enhver ordning, der gør det muligt for de sårbare borgere at blive herre over deres eget energiforbrug. I den rapport, som Det Europæiske Råd har bestilt til udgangen af 2013, anbefaler EØSU, at Kommissionen udarbejder en analyse af energifattigdommen i EU, som bl.a. skal omfatte sårbarhedsfaktorer og foreslår en europæisk strategi og en køreplan med henblik på at forebygge og fjerne problemet. Allervigtigst er det at undgå prisstigninger, hvilket kan opnås gennem en harmoniseret og effektiv europæisk energipolitik (se udtalelse TEN/508 "De økonomiske konsekvenser af elsystemer med øget anvendelse af intermitterende vedvarende energikilder" – CESE 2599/2012) (1).

1.8

EØSU anbefaler, at der inden vedtagelsen af EU's og medlemsstaternes vigtigste energipolitiske foranstaltninger foretages en analyse af deres økonomiske virkninger for de forskellige forbrugerkategorier (baseret på indtægt, husstandssammensætning eller opvarmningssystem). Målet hermed skal være at give et ajourført billede af, hvilke forbrugerkategorier der vil opleve en uforholdsmæssig stor stigning i deres energiregning sammenlignet med befolkningsgennemsnittet, og i givet fald foreslå kompensationsforanstaltninger (ændringer af lovgivningen, forbedring af boligernes energieffektivitet osv.) til fordel for de mest sårbare forbrugere.

1.9

EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre sig overvejelser om indførelsen af en europæisk fond for energisolidaritet, der skal fungere som horisontalt instrument for samtlige europæiske foranstaltninger på området for effektivt at udbrede europæisk solidaritet på området.

1.10

EØSU foreslår, at civilsamfundet en gang om året skal mødes for at drøfte energifattigdom og energisolidaritet i Europa, udveksle erfaringer om lokale, nationale og europæiske initiativer samt udarbejde praktiske henstillinger til beslutningstagere i institutioner, sammenslutninger og industrien på lokalt, nationalt og europæisk niveau i samarbejde med det europæiske observatorium for fattigdom i Europa.

1.11

Eftersom bekæmpelse af energifattigdom og udvikling af solidaritet på området er et emne af almen europæisk interesse, ser EØSU gerne, at Kommissionen foreslår Europa-Parlamentet og Rådet, at emnet bliver genstand for et europæisk år (et europæisk år for energisolidaritet). Formålet hermed skulle være at bevidstgøre befolkningen om og henlede beslutningstagernes opmærksomhed på denne problematik, som er et vigtigt europæisk anliggende.

1.12

På denne baggrund anbefaler EØSU Kommissionen at gennemføre en EU-oplysningskampagne på nationalt og lokalt plan om bekæmpelse af energifattigdom og udvikling af solidaritet på området især med henblik på at fremme uddannelse i energieffektivitet, gøre forbrugerne til herre over deres eget energiforbrug m.m.

2.1

Energi er et vigtigt fælles gode, al den stund energi er uundværlig i alle daglige aktiviteter og gør det muligt for den enkelte borger at leve et værdigt liv. Manglende adgang til energi skaber sociale dramaer. Energifattigdom dræber fysisk og socialt. I Europa er over 50 mio. mennesker ramt af energifattigdom (det europæiske projekt "Fuel Poverty and Energy Efficiency" – 2009). Denne uacceptable situation må høre op. EØSU beder om hastende tiltag på europæisk plan og plæderer for en europæisk energisikkerheds- og -solidaritetsforpligtelse for at fremme en ægte europæisk politik til bekæmpelse af energifattigdom og udvikling af solidaritet på området, hvis målsætninger skal være:

2.2

En sådan europæisk forpligtelse vil gøre det muligt på Europæisk plan at iværksætte en fælles koordineret indsats for at mindske energikløften og vil bero på anerkendelsen af en universel adgang til energi (så den enkelte får værdige levevilkår), hvilket EØSU gerne ser indskrevet i Lissabontraktaten. EØSU ser således gerne, at alle EU-politikker, og selvfølgelig ikke mindst energipolitikken, indføjer bekæmpelse af energifattigdom og fremme af solidaritet på dette område blandt deres målsætninger. EØSU minder om, at energi bør forvaltes med de public service-forpligtelser, der følger med en status som "vigtigt fælles gode". Virksomheders levering af energi henhører i øvrigt under almene økonomiske tjenester, hvis rolle i den europæiske sociale og territoriale samhørighed er knæsat i Lissabontraktaten (artikel 14 TEUF/protokol nr. 26). Charteret om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union anerkender retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse (artikel 34), forpligtelsen til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau (artikel 38), den grundlæggende ret til adgang til offentlige tjenesteydelser (artikel 36).

2.3

Unionen vil således skabe ny dynamik i solidaritetsprincippet, som er en grundsøjle for EU-samarbejdet, og vil styrke meningen med det europæiske projekt i de mere og mere skuffede og skeptiske borgeres øjne. EØSU minder i øvrigt om, at 81 % af de europæiske borgere ifølge en Eurobarometer-undersøgelse fra Europa-Parlamentet fra 2011 støtter bekæmpelsen af energifattigdom.

2.4

EØSU glæder sig over, at Det Europæiske Råd den 22. maj 2013 udviste interesse for spørgsmål som energiudgifter og -priser og disses indvirkning på navnlig de mest sårbare husholdninger. Disse spørgsmål kan få store politiske konsekvenser, som f.eks. i Bulgarien, hvor regeringen måtte træde tilbage den 20. februar 2013 på grund af borgerdemonstrationer, fordi en brutal og exceptionel stigning i elpriserne (over 20 % fra december 2012 til januar 2013) som en følge af landets markedsåbningsforanstaltninger skabte utilfredshed i befolkningen, idet gennemsnitslønnen i landet er på under 400 euro (17,3 % af indkomsterne går til elregninger – Det Nationale Statistiske Institut).

2.5

EØSU minder om, at energipriserne stiger konstant: mellem 2011 og 2012 steg elprisen 6,6 % i EU, især på Cypern (+ 21 %), i Grækenland (+ 15 %) i Italien (+ 11 %), i Irland og Portugal (+ 10 %) og i Bulgarien, Spanien og Polen (+ 9 %). Gaspriserne til husholdningerne steg 10,3 % i EU, især i Letland (+ 21 %), i Estland (+ 19 %) og i Bulgarien (+ 18 %) (Eurostat, maj 2013).

3.1

I Europa er de tidligere problemer med adgang til energi i det store og hele blevet løst, men i resten af verden er der 1,2 mia. personer, som stadigvæk ikke har adgang til elektricitet. 2,8 mia. mennesker opvarmer og laver forsat mad med træ eller andre typer biomasse (Verdensbanken/IEA, maj 2013). Problemet med adgang til moderne energitjenester er så omfattende, at FN har erklæret 2012 for internationalt år for bæredygtig energi til alle og desuden lige har foreslået, at bæredygtig, sikker energi skal være et af de tolv mål for bæredygtig udvikling, som for første gang skal gælde for både udviklingslandene og industrilandene.

3.2

I Europa afspejles energifattigdommen i, at et stigende antal personer (ifølge European Fuel Poverty and Energy Efficiency-projektet over 50 mio. i 2009) har svært ved at betale deres energiregning eller har begrænset adgang til energi som følge af lav indkomst, utætte boliger, dårlige installationer (opvarmning, madlavning, varmt vand) og høje energiudgifter. Mobilitet tynger ligeledes budgettet i husholdninger, der ofte befinder sig fjernt fra bycentrene, og som har brug for transport for at have et arbejde. Det drejer sig om: ældre, eneforsørgerfamilier, ledige, modtagere af socialhjælp osv. Konsekvenserne er mange: den hæmmede mobilitet indvirker på beskæftigelsen, den manglende varme påvirker hygiejnen, sundheden sættes på spil (dilemmaet "varm op eller spis", åndedrætslidelser osv.). Resultatet er ofte overdødelighed, for stor gældsætning, social og geografisk isolation.

3.3

Energifattigdom udgør en skrøbelighedsfaktor, som lægger sig oven i andre. Problemerne forstærker hinanden og tynger personer, der befinder sig i en almen fattigdomssituation. Men fattigdomsrisikoen stiger (Eurostat, december 2012): 119,6 mio. personer var truet af social udstødelse i EU-27 i 2011 som følge af en fattigdomsrisiko, alvorlige materielle afsavn eller deres husholdningers lave arbejdsintensitet. EØSU erindrer om, at Europa 2020-strategien som mål har at mindske antallet af fattigdomsramte og socialt udstødte personer med 20 mio.

3.4

Bekæmpelse af energifattigdom og udvikling af solidaritet på området har mere end nogen sinde behov for at blive en vigtig, tværgående europæisk prioritet i alle EU-politikker i krydsfeltet mellem det sociale, sundhedsmæssige, miljømæssige, økonomiske og politiske område.

4.1

Energifattigdom/-prækaritet: prækaritet henviser til en situation med stor midlertidig sårbarhed. Energifattigdom henviser til en social situation påvirket af såvel eksterne faktorer (energipriser, boligkvalitet osv.) som interne faktorer (aldring, indkomster osv.). EØSU bruger uden skelnen terminologien energifattigdom om begge situationer.

4.2

Kun Frankrig, Slovakiet, Storbritannien og Irland har en definition.

4.3

Storbritannien definerer objektivt energifattigdom, "fuel poverty", som en situation, hvor en husholdning skal bruge mere end 10 % af husstandsindkomsten for at have en tilfredsstillende opvarmning af boligen (21 grader i stuen og 18 grader i de andre rum ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO). Der medtages tre faktorer: husstandsindkomsten, energiprisen og energiforbruget. Regeringen er i færd med at revidere denne definition, som ikke tager højde for de andre behov for energi i husstanden.

4.4

I Frankrig definerer Grenelle II energiprækaritet som en situation, hvor en "person … i sin bolig har vanskeligheder med at råde over den nødvendige energi (levering) til at tilfredsstille de grundlæggende behov, da husstandens indkomst ikke kan klare det eller på grund af boligens tilstand" (artikel 11, stk. 4).

4.5

På trods af den manglende definition har visse lande indført specifikke ordninger. Belgien har defineret en status som "beskyttet kunde" og giver alle modtagere af sociale ydelser sociale tariffer og gratisordninger (budgettæller, leveringsgaranti). Italien og Spanien har ordninger med "elbonus" og "social bonus". I Tyskland betales de lokale sociale tariffer, som fastsættes på delstatsniveau, af de lokale eller regionale energivirksomheder. I Sverige betaler det universelle socialsikringssystem de ubetalte regninger. Over halvdelen af medlemsstaterne har udformet beskyttelsesordninger mod energileveringsstop via lovgivning eller adfærdskodekser for energidistributørerne (rapport 2009, ERGEG).

4.6

Den Europæiske Union har ikke nogen definition af eller indikatorer for energifattigdom. Der er heller ikke nogen specifik EU-politik på dette område, som behandles fragmentarisk.

4.7

Via den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse, som er et særinstrument under 2020-strategien, har Kommissionen fokus på, at energifattigdom, "som kan medføre, at husholdninger ikke har adgang til hverken opvarmning, afkøling, varmt vand, belysning eller andre grundlæggende fornødenheder, er et andet eksempel på alvorlige afsavn".

4.8

Direktiverne vedrørende det indre energimarked (juli 2009) anerkender energifattigdom, men uden nogen definition eller europæisk forpligtelse og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, "at der er passende sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter sårbare kunder" og til at fastsætte "en definition af begrebet sårbare kunder, som kan henvise til energifattigdom og bl.a. til forbuddet mod afbrydelser af forsyning for disse kunder i kritiske perioder". I meddelelsen om et velfungerende energimarked (15. november 2012) hedder det, at "Kommissionen vil støtte medlemsstaterne i at definere, hvad der menes med og hvad årsagerne er til energiforbrugernes sårbarhed, og give vejledning og lette udvekslingen af bedste praksis".

4.9

Europa-Parlamentet definerer udelukkende den sårbare forbruger ved at udvide den klassiske definition (endogen sårbarhed) og omfatter "sårbare forbrugere", "som er havnet i en tilstand af midlertidig magtesløshed som følge af en kløft mellem deres individuelle tilstand og egenskaber på den ene side og deres eksterne miljø på den anden side", for "alle forbrugere kan på et tidspunkt i deres liv blive sårbare som følge af eksterne faktorer og interaktioner med markedet (…) og kræver derfor særlig beskyttelse" (beslutning, 22. maj 2012). Europa Parlamentet opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage "en bred og sammenhængende politisk og lovgivningsmæssig strategi for håndtering af sårbarhed under hensyntagen til alle de involverede situationers diversitet og kompleksitet" (beslutning af 22. maj 2012), samt specifikke foranstaltninger imod energifattigdom (beslutning af 14. marts 2013 om Energikøreplanen 2050). I sin beslutning af 11. juni 2013 om en ny dagsorden for den europæiske forbrugerpolitik plæderer Europa-Parlamentet for, at EU og medlemsstaterne skal "sikre tilfredsstillende garantier for beskyttelsen af de sårbare forbrugere", ikke mindst på energiområdet. I sin beslutning af 11. juni 2013 om socialt boligbyggeri i Den Europæiske Union opfordrer Europa-Parlamentet medlemsstaterne til at definere energifattigdom "på grundlag af fælles kriterier, der tilpasses de enkelte medlemsstater under hensyntagen til særlige nationale forhold".

4.10

EØSU finder det strengt nødvendigt at råde over fælles europæiske indekser og indikatorer vedrørende energifattigdom, som medtænker sårbarhed som parameter, for bedre at kunne identificere og analysere de bagvedliggende årsager og gå videre end bare at konstatere symptomerne og for at bane vejen for en europæisk strategi, der bedre kan løse problemet. EØSU foreslår, at følgende definition lægges til grund (TEN/420): "at man har vanskeligt ved eller er ude af stand til at holde sin bolig opvarmet til en passende temperatur og mangler adgang til andre væsentlige energiydelser til en rimelig pris". Definitionen kan uddybes (med udgangspunkt i princippet om, at universel adgangsret til energi er et vigtigt fælles gode) af det europæiske fattigdomsobservatorium, som udvalget gerne ser oprettet. Observatoriet kan udarbejde fælles europæiske indekser og indikatorer, der kan tjene som parametre for definitionen af energifattigdom i medlemsstaterne under hensyntagen til disses særlige nationale karakteristika. For bedre at harmonisere de eksisterende statistikker, bør EUROSTAT og de nationale statistiske kontorer vedtage ensartede fremgangsmåder for at sætte tal på problemet på nationalt og europæisk plan.

5.1

EØSU foreslår, at der oprettes et europæisk fattigdomsobservatorium med hovedvægt på energifattigdom, som skal inddrage alle berørte parter: nationale observatorier, formidlere, myndigheder, energileverandører, forskellige foreninger (sundhed, byggeri, energi, forbrugere, bekæmpelse af eksklusion, lokalmyndigheder osv.) og arbejdsmarkedets parter m.m. Det skal kortlægge konsekvenserne af liberaliseringen af energimarkederne for sårbare borgere, foreslå energifattigdomsindikatorer, formulere henstillinger, metoder og nye veje, som skal undersøges på europæisk niveau på grundlag af bedste praksis på lokalt og regionalt niveau. Observatoriet skal samarbejde med Londonforummet. EØSU slår desuden til lyd for, at Londonforummet skal kunne inddrage udvalgets medlemmer og samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd eller lignende institutioner om at bekæmpe energifattigdom.

6.1

Åbningen af energimarkederne har ikke mindsket energipriserne for forbrugerne. 60 % har konstateret en prisstigning hos deres energileverandør og 3-4 % et prisfald. 7 % har skiftet gasleverandør og 8 % elleverandør. Energi er den sektor, som forbrugerne har størst udgifter til (5,7 % af budgettet), primært til elektricitet (2,1 %) (2. årlige resultattavle for forbrugermarkederne, 2009). Procenterne er steget de seneste år.

6.2

Det Europæiske Råds beslutninger af 22. maj 2013 går i den rigtige retning: nyorientering af den europæiske energipolitik på forbrugerne for at sikre en sikker og holdbar forsyning til fornuftige og konkurrencedygtige priser; styrkelse af forbrugernes rolle og rettigheder og bedre beskyttelse af de sårbare forbrugere; gennemførelse af den 3. energipakke hurtigst muligt. Kommissionen skal inden udgangen af 2013 præsentere en analyse af energiprisstrukturen og -omkostningerne med vægt på virkningerne for husholdningerne. Allervigtigst er det at undgå prisstigninger, hvilket kan opnås gennem en harmoniseret og effektiv europæisk energipolitik (se udtalelse TEN/508 "De økonomiske konsekvenser af elsystemer med øget anvendelse af intermitterende vedvarende energikilder" – CESE 2599/2013) (2).

6.3

EØSU anbefaler, at der inden vedtagelsen af EU's og medlemsstaternes vigtigste energipolitiske foranstaltninger foretages en analyse af deres økonomiske virkninger for de forskellige forbrugerkategorier (baseret på indtægt, husstandssammensætning eller opvarmningssystem). Målet hermed skal være at give et ajourført billede af, hvilke forbrugerkategorier der vil opleve en uforholdsmæssig stor stigning i deres energiregning sammenlignet med befolkningsgennemsnittet, og i givet fald foreslå kompensationsforanstaltninger (ændringer af lovgivningen, forbedring af boligernes energieffektivitet osv.) til fordel for de mest sårbare forbrugere.

6.4

EØSU gentager behovet for helt og fuldt at gennemføre ovenfor nævnte direktiver, garantere en universel tjeneste, opfylde offentlige serviceforpligtelser, beskytte sårbare personer og garantere fornuftige, sammenlignelige og gennemsigtige priser. EØSU ser gerne, at Kommissionen i sin rapport ved udgangen af 2013 gør status over og analyserer energifattigdommen i EU, foreslår en europæisk strategi for bekæmpelse af energifattigdommen og for solidaritet på området samt redegør for, med hvilke finansieringsinstrumenter den skal gøres operationel.

6.5

EØSU ønsker, at Kommissionen skal give emnet status af horisontal prioritet for alle EU-politikker og tage mere hensyn til det i forbindelse med kommende initiativer (f.eks. retningslinjer for det indre marked, gennemførelse af direktivet om energieffektivitet 2012, forbrugerrettigheder osv.).

6.6

Udvalget slår til lyd for, at politikken for energisolidaritet og bekæmpelse af energifattigdom bliver en integreret del af politikken for EU's energimæssige overgang til et kulstoffrit samfund. EØSU anmoder Kommissionen om at insistere på, at medlemsstaterne overholder EU-lovgivning, som kan bidrage til at mindske energifattigdommen. EØSU slår til lyd for, at universel adgangsret til energi indskrives i traktaten (denne ret bør betragtes og administreres som et vigtigt fælles gode), samt at EU-politikkerne, ikke mindst energipolitikken, kan have bekæmpelse af energifattigdom og solidaritet på området blandt sine målsætninger. Udvalget anbefaler, at bekæmpelse af energifattigdom og solidaritet på dette område integreres i aktiviteterne under det europæiske halvår, for at emnet kan blive taget med i betragtning i medlemsstaternes nationale reformprogrammer.

6.7

Efter EØSU's mening er det vigtigt, at man på EU-niveau støtter enhver ordning, som gør sårbare forbrugere til herre over deres eget energiforbrug, så de kan forbedre deres livskvalitet ved at forbruge mindre og bedre (målt i forhold til de samme energitjenesteydelser), og begunstiger decentral produktion af vedvarende energi alle steder, hvor det giver mening ud fra et økonomisk eller teknisk synspunkt. Gennem oplysning, undervisning og vejledning kan man udbrede en mere bevidst holdning og en mere hensigtsmæssig adfærd i husholdningerne (slukke for apparater på stand by, valg af i energimæssig henseende mere effektive apparater, passende renovering osv.). EØSU opfordrer EU til især gennem indførelsen af en europæisk fond for energisolidaritet at støtte ethvert grænseoverskridende projekt i denne retning, fremme udveksling af knowhow i civilsamfundet samt grænseoverskridende networking, sørge for vid udbredelse af information, uddannelse i emnet og god praksis fra f.eks. grænseoverskridende EU-finansierede projekter.

6.8

EØSU plæderer for, at europæiske forskningsprogrammer skal fremme innovative værktøjer, der er centreret om optimal brug fra alle forbrugeres side, herunder de mest sårbare. EØSU foreslår således f.eks., at intelligente målere for at blive rigtig effektive og nyttige for forbrugerne skal levere letforståelig og transparent information om energiforbruget i realtid uden ekstraomkostninger. Derved kan de blive et vigtigt forebyggelsesværktøj for forbrugerne, der sætter dem bedre i stand til at følge udviklingen i deres forbrug og reagere derefter. Målerne vil på den måde kunne gøre forbrugerne til herre over deres eget energiforbrug.

6.9

EØSU går ind for oprettelsen af lokale kvikskranker for energisolidaritet med henblik på at udvikle synergier og fælles planlægning mellem alle deltagende aktører, herunder energioperatørerne, og sikre en bedre samordning, der vil skabe bedre muligheder for at forebygge og løse problemet, samt for at rådgive, vejlede og ledsage bedre, herunder navnlig den sårbare del af befolkningen. EØSU slår til lyd for at uddanne aktørerne i disse kvikskranker (såvel aktører, der leverer administrative ydelser og bankydelser, som de industrielle operatører m.fl.) med henblik på at bevidstgøre dem om de sårbare gruppers særlige problemer, så de kan blive bedre til at behandle disses sager og hjælpe dem med på forhånd at identificere kritiske situationer. Disse kvikskranker skal have en global og integreret, forbyggende og problemløsende tilgang til aktører fra foreninger, lokale myndigheder, virksomheder osv. De vil ved at undgå bistand eller social stigmatisering gøre det muligt for enhver borger at blive herre over sit eget energiforbrug.

6.10

EØSU går ind for en styrkelse og for generel anvendelse af ordninger (navnlig dem der inddrager energileverandørerne tæt), som garanterer energiforsyning til sårbare husholdninger i særligt hårde perioder af året (om vinteren), forbyder leverandørerne at stoppe energileveringen på grund af manglende betaling og forebygger, at der opstår restancer mv. EØSU anbefaler således at øge inddragelsen af bl.a. de industrielle energioperatører i strategier for bekæmpelse af energifattigdom (såvel i forebyggelsen som i løsningen af problemerne) og i strategier for udvikling af solidaritet. Adfærdskodekser gør det ikke alene.

6.11

EØSU foreslår, at man forbedrer reguleringen af energileverandørernes praksis, så forbrugere med lave indtægter ikke skal betale ekstra (proverty premium), dvs. skal betale en enhedspris, der er højere for den samme tjenesteydelse. Der ville f.eks. kunne sættes nogle rammer for forudbetalingssystemer, som hindrer, at de mest sårbare forbrugere risikerer at blive straffet.

6.12

EØSU anmoder Kommissionen om at vedtage et europæisk år for energisolidaritet, i anledning af hvilket der kunne afholdes en europæisk oplysningskampagne på lokalt og regionalt niveau og gennemføres projekter med henblik på at bevidstgøre alle deltagende aktører om betydningen af at bekæmpe energifattigdom, skabe en situation, hvor borgerne bliver herre over deres eget energiforbrug, og styrke energisolidariteten.

7.1

EØSU foreslår Kommissionen at undersøge muligheden for at oprette en europæisk fond for energisolidaritet til støtte for de foranstaltninger, som udvalget foreslår, f.eks.: oplysning/undervisning af borgerne, sammenbinding af lokale projekter i netværk, støtte til udveksling, overførsel og generel udbredelse på europæisk niveau af god praksis fra grænseoverskridende EU-finansierede projekter såvel som fra lokale og nationale projekter. Således f.eks. ordninger indført af de nationale, regionale eller lokale myndigheder, som yder økonomisk støtte til betaling af regninger (sociale tariffer, energicheck m.m.), til at klare vinterperioden, til indførelse af kvikskranker, uddannelse af konsulenter i energieffektivitet (f.eks. det europæiske projekt Achieve), byfornyelse, udvikling af bistand og teknisk assistance til energieffektivitetsforbedrende arbejder (f.eks. det europæiske CEB-ELENA-projekt "European Local Energy Assistance Facility"), til mikroproduktion af vedvarende energi og finansieringsordninger, der er tilpasset de mest sårbare husholdninger (f.eks. det europæiske projekt FinSH – Financial and Support Instruments for Fuel Poverty in Social Housing).

8.1

EØSU minder om, at Unionen i 2007 satte sig mål om 3 × 20 % for 2020, herunder mindskelsen af energiforbruget med 20 %. Direktivet "Energieffektivitet" fra oktober 2012 indeholder en langsigtet strategi (2050) med henblik på at mobilisere investeringer i renovering af offentlige og private boliger og bolig- og erhvervsbygninger. Medlemsstaterne skal pr. 30. april 2014 forelægge deres nationale handlingsplaner for at udmønte denne strategi. EØSU minder om, at gennemførelsen af energieffektivitetsforanstaltninger er meget vigtig for at nedbringe CO2-emissionerne, skabe arbejdspladser og effektivt bekæmpe energifattigdom.

8.2

Energifattigdom skyldes primært dårligt isolerede boliger, som de sårbare husholdninger ofte betaler alt for dyr husleje for. En godt isoleret bolig mindsker forbruget og dermed regningen (kombineret med en passende energimæssig adfærd). De dårligst stillede husholdninger (lejere såvel som ejere) har ikke råd til at forbedre isoleringen og udskifte varmeinstallationerne på grund af manglende opsparing eller vanskeligheder med at få banklån.

8.3

EØSU foreslår, at der indføres en mekanisme, som dels kan tilskynde udlejere til at iværksætte isoleringsforbedringer (f.eks. kunne huslejeniveauet gøres betinget af tærskelværdier for varmeisolering) og hjælpe dem i den forbindelse, dels gradvis kan trække boliger, der ligger under standardtærsklen for varmeisolering, ud af udlejningsmarkedet i Europa. EØSU foreslår, at medlemsstaterne skal kunne inkorporere energieffektivitet i definitionerne af og kriterierne for henholdsvis dårlige boliger og anstændige boliger i forbindelse med udlejning af boliger.

8.4

EØSU ønsker, at Kommissionen overvejer innovative finansieringsmetoder og -instrumenter med henblik på at støtte de nationale myndigheders bestræbelser på at forbedre de dårligst stillede husholdningernes energieffektivitet og medtænke deres økonomiske begrænsninger.

8.5

Den termiske forbedring af sårbare husholdningers boliger skal blive en prioritet i alle EU's aktioner og programmer. Kommissionen skal sikre sig, at de nationale energieffektivitetsplaner prioriterer investeringer i de mest sårbare husholdningers boliger.

8.6

EØSU anbefaler, at strukturfondene i højere grad tager hensyn til bekæmpelsen af energifattigdom og udvikling af energisolidaritet i programmeringsperioden 2014-2020 og at bevillingen til energieffektivitet og vedvarende energi mere konsekvent står mål hermed.

8.7

Endelig anbefaler EØSU, at man støtter decentral produktion af vedvarende energi, for så vidt som denne kan sikre adgang til energi - ikke mindst for de mest sårbare personer.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/27

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) tager Kommissionens forslag om ændring af forordning (EF) nr. 1083/2006 til efterretning, som sigter mod at øge betalingerne ved at lægge 10 procentpoint til den medfinansieringssats, der gælder for programmernes prioriteter i den pågældende periode i medlemsstater, der er ramt af krisen, og som modtager finansiel støtte fra den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM) eller betalingsbalancestøttemekanismen. Den samlede finansielle tildeling inden for rammerne af EU's samhørighedspolitik i programmeringsperioden 2007-2013 øges ikke, men effekten af medfinansiering bibeholdes.

1.2

EØSU noterer sig Kommissionens forslag om at ændre forordning (EF) nr. 1083/2006, således at Rumænien og Slovakiet får mulighed for at forelægge udgiftsanmeldelser indtil udgangen af 2014 og ikke indtil udgangen af 2013 for 2011-forpligtelser og indtil afslutningen af programmet og ikke indtil udgangen af 2014 for 2012-forpligtelser. Den samlede finansielle tildeling inden for rammerne af EU's samhørighedspolitik i programmeringsperioden 2007-2013 øges ikke. Dette vil reducere risikoen for automatisk frigørelse af 2011- og 2012-forpligtelserne.

1.3

I overensstemmelse med tidligere udtalelser støtter EØSU dette forslag under forudsætning af, at budgetmidlerne fortsat bliver anvendt på en sammenhængende og effektiv måde.

2.1

I tråd med Kommissionens forslag stilles der for nærværende lavere krav til syv medlemsstater, der hører under EFSM eller betalingsbalancestøttemekanismen, når der er tale om deres tilskud til projekter, der medfinansieres inden for rammerne af EU's samhørighedspolitik. Dermed er disse medlemsstater ikke tvunget til kun at finde de nødvendige midler i egne budgetter, hvilket i perioder, hvor deres nationale budgetter er meget hårdt pressede, kan yde et væsentligt bidrag til, at deres kriseramte økonomier kan genfinde vejen til vækst. Ved hjælp af medfinansiering øges effekten af den tildelte støtte. En lavere medfinansiering indebærer en risiko for, at støtten bliver mindre effektiv – denne risiko bør imidlertid minimeres vha. alle til rådighed stående midler. EØSU støtter Kommissionens forslag, der stemmer overens med udvalgets tidligere udtalelser (1).

2.2

Gennem en forlængelse af muligheden for at indgive udgiftsanmeldelser indtil udgangen af 2014 får Slovakiet og Rumænien et større råderum til at sikre en bedre gennemførelse af de projekter, der medfinansieres inden for rammerne af EU's samhørighedspolitik. Udsættelsen af fristen for den automatiske frigørelse af midler er også rimelig, idet den er begrænset til de medlemsstater, hvis rammebeløb i perioden 2014-2020 er begrænset til et bestemt niveau som følge af aftalen i Det Europæiske Råd. Udsættelsen af fristen for frigørelse af midler blev foretaget på grundlag af en opfordring fra Det Europæiske Råd, der i sine konklusioner af 8. februar 2013 anmodede Kommissionen om at undersøge praktiske løsninger for at reducere risikoen for automatisk frigørelse af midler fra de nationale rammebeløb for 2007-2013 for Rumæniens og Slovakiets vedkommende, herunder gennem ændring af forordning (EF) nr. 1083/2006.

2.3

EØSU er enigt i, at det er afgørende at fremme velstand og konkurrenceevne i de medlemsstater, der er hårdest ramt af krisen, og derfor støtter udvalget det foreliggende forslag.

2.4

EØSU er indforstået med, at fondenes samlede finansielle tildeling for perioden til de berørte lande og programmer forbliver uændret.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/29

1.1

EØSU bifalder i høj grad en EU-politik for rumindustrien (1). Det bakker også op om budgettet på 11 mia. EUR til Galileo, Copernicus og F&U i Horisont 2020 for perioden 2014-2020 samt Den Europæiske Rumorganisations (ESA) nuværende årlige budget på 4 mia. EUR. Disse beslutninger stemmer overens med EØSU's holdninger (2).

1.2

EU's rumpolitik, som har politisk opbakning i hele Europa, bør sikre EU en uafhængig adgang til rummet, hvad angår hele værdikæden, dvs. fra tegnebrætsfasen til udvikling, iværksættelse og udnyttelse. Langsigtede og højrisikoaktiviteter kræver forudsigelighed, præcision og fortsatte forpligtelser.

1.3

EU har behov for en kritisk masse. Et indre marked for rummet kræver, at der skabes en veldefineret ramme for ensartede spilleregler i Europa, både af interne og eksterne årsager.

1.4

Der er behov for en proaktiv industripolitik som svar på de store institutionelle markeder rundt omkring i verden, som har en stigende strategisk og teknologisk indvirkning. Den europæiske industris konkurrenceevne skal styrkes. Det er nødvendigt gradvist at nedbryde de stadigt omfattende interne barrierer.

1.5

EU's industripolitik bør samle medlemsstaternes forskellige strategier og ensrette de nationale præferencer i en fælles ramme.

1.6

Alle parter er nødt til at arbejde mod det samme mål. ESA spiller en vigtig rolle. Organisationen har leveret gode og ubestridte resultater. I det nye format vil ESA, ud over sine almindelige funktioner, facilitere rumprojekter under EU-regler. Der vil blive gjort brug af nye metoder og nye former for samarbejde. De kræver en omhyggelig koordinering og finjusteringer mellem alle aktører, dvs. Kommissionens tjenestegrene, ESA og medlemsstaterne.

1.7

Der er behov for høringer af industrien, navnlig af SMV'er. En tilstrækkelig del af Copernicus' budget bør øremærkes nye tjenester og applikationer.

1.8

Rumindustrien efterspørger yderst kvalificeret arbejdskraft, som bliver tilknyttet via ordentlige kontrakter. Man bør konstant være opmærksom på, hvilke færdigheder, der efterspørges, og sikre tidssvarende uddannelse samt lette mobiliteten.

1.9

Overvejelserne om strategisk sikkerhed og forsvar er drivkræfterne for rumpolitik i alle lande. EU's nye rumpolitik og -tiltag er baseret på EUF-traktatens art. 173 og især art. 189. De bør forankres i et tættere samarbejde mellem medlemsstaterne om sikkerhed og forsvar og dermed i et bredere perspektiv inden for EU's udenrigspolitik. På den anden side kan erfaringer fra rumpolitikken på visse afgrænsede områder være nyttige for EU's forsvar. De bør indgå i den kommende debat om EU's forsvar.

1.10

EU's politik for rumindustrien kan især forstærke den konkurrencedygtige, solide, effektive og afbalancerede industrielle base i Europa og støtte offentlige tjenesteydelser samt virksomheder og borgere. Sektoren er stadig skrøbelig, krisen har medført ny usikkerhed, og nu venter gennemførelsen!

1.11

På denne baggrund bakker EØSU fuldt ud op om Kommissionens fem mål: et sæt sammenhængende og stabile lovgivningsmæssige rammer, en stærk industriel base, herunder SMV'er, konkurrenceevne og omkostningseffektivitet, markeder for applikationer og -tjenester og teknologisk uafhængighed og en uafhængig adgang til rummet (3).

1.12

EU's position på verdensplan må konsolideres og styrkes ved at forbedre den europæiske industris resultater og konkurrenceevne, følge med andre rumfartsnationers ambitioner og teknologi i verdensklasse, fremme omkostningseffektiviteten i hele værdikæden og udvikle markeder for rumapplikationer og -tjenester.

2.1

Af sikkerheds- og forsvarsmæssige hensyn er rumpolitikken blevet udviklet uden for rammerne af EU-traktaten. Medlemsstaterne har haft deres egne strategier for rummet. Fælles europæiske interesser er til en vis grad blevet kanaliseret igennem ESA's forskning og udvikling og industrielle projekter.

2.2

I 2003 blev en ny fase iværksat igennem rammeaftalen mellem ESA og EU. Det syvende forskningsrammeprogram tog del i forskningsprojekter, og en europæisk sektorbaseret industripolitik kom inden for rækkevidde. Der skete en stigning i opstrøms- og nedstrømsinvesteringer, konkurrencen øgedes og private virksomheder udviklede nye applikationer og tjenester.

2.3

EØSU har bakket stærkt op om EU's strategi om at kombinere ESA-konceptet med en tættere inddragelse af EU-institutionerne samt konkrete forslag og beslutninger i den henseende (4).

2.4

I senere udtalelser har EØSU understreget betydningen af EU's rumpolitikker for offentlige tjenesteydelser, virksomheder og, navnlig, borgerne. Udvalget har bakket op om fremskridtene på flere specifikke områder såsom EU-jordobservationsprogrammet (GMES), GMES-rumkomponenten og En EU-rumstrategi til gavn for borgerne (5).

2.5

I 2012 foreslog EØSU at placere finansieringen af GMES inden for den flerårige finansielle ramme (FFR) 2014-2020 (6). Den 8. februar 2013 besluttede Rådet at tildele 3,78 mio. EUR til GMES, som nu hedder Copernicus, 6,3 mia. EUR til Galileo og 1,7 mia. EUR til F&U inden for rammerne af Horisont 2020. Europa-Parlamentet mangler stadig at godkende denne afgørelse.

2.6

Den nylige meddelelse fra Kommissionen om industripolitik i rumfartssektoren er endnu et nødvendigt skridt, eftersom EU på nuværende tidspunkt taber terræn i rummet til de fleste, hvis ikke alle andre rumfartsnationer (7).

3.1

Omstændighederne har ændret sig voldsomt. I hele verden øges investeringerne fra nye rumfartsnationer i en hastig fart. USA er fortsat den stærkeste aktør. Den amerikanske sektors omsætning er ca. ti gange større end Europas. Kina og Indien er ved at blive stærke konkurrenter. Rusland har for nylig meddelt, at landet vil øge sit rumfartsbudget betragteligt.

3.2

Der er fokus på strategiske overvejelser om uafhængighed og selvstændighed. Alle markeder i Kina, Indien, Japan og (næsten) Rusland er 100 % institutionelle. I USA er det mere end 70 %. Dette er en klar kontrast til Europa, hvor 50 % af markedet afhænger af den private sektor. Det bør bemærkes, at den private sektors markedsandel på ca. 20 % i USA udgør mere end den private sektors andel på 50 % i Europa, hvad angår størrelse.

3.3

Det globale marked er i vækst, og konkurrencen skærpes på grund af de nye rumfartsnationers indtog. Dette truer den europæiske industris hårdt tilkæmpede position, da der opstilles forhindringer, og de nye aktører fører aggressive eksportpolitikker. På grund af nedskæringer i forsvarsbudgettet har den amerikanske rumindustri også flyttet fokus mod verdensomspændende eksport.

3.4

På denne baggrund bakker EØSU fuldt ud op om målsætningen om at fastholde EU's uafhængige adgang til rummet, hvilket er blevet fremført i flere af Rådets konklusioner og i meddelelser fra Kommissionen. Rådet og Kommissionen lægger nu mere end tidligere vægt på behovet for europæisk selvstændighed på strategiske områder i rumindustrien og for at fremme og beskytte EU's uafhængige adgang til rummet.

3.5

På nuværende tidspunkt er EU stadig i høj grad afhængig af amerikansk teknologi. Hvis man skal mindske denne afhængighed og sikre fortsat tilførsel af viden og højteknologisk materiale, kræver det en stor indsats fra regeringerne, ESA og EU.

3.6

I forbindelse med langsigtede og højrisikoaktiviteter er forudsigelighed, præcision og fortsatte forpligtelser ufravigelige elementer. På vejen mod fuld modenhed er sektoren stadig skrøbelig, særligt hvad angår SMV'er, som er altafgørende for udviklingen af applikationer. Den nuværende krise bidrager til denne skrøbelighed.

4.1

Under disse udfordrende omstændigheder har Kommissionen fremlagt sit forslag til en aktiv EU-industripolitik med udgangspunkt i EUF-traktatens artikel 173 og 189.

4.2

For første gang har Kommissionen gennemført en dybdegående analyse af udfordringerne efter høringer med en række offentlige og private aktører. Denne bredt anerkendte analyse er stærkt medvirkende til den store stigning fra de ca. 4 mia. EUR, som ESA tildeles på nuværende tidspunkt, til de yderligere 11 mia. EUR, som er øremærket rumbudgettet fra 2014-2020. Set i lyset af andre rumfartsnationers aggressive politikker er der tale om et beslutsomt skridt fremad.

4.3

Denne øgede finansiering er et godt udgangspunkt i en sektor, som sandsynligvis vil vokse betragteligt i løbet af det næste årti af to årsager:

4.4

Et stigende antal aktiviteter drager fordele af rumtjenester: sikkerhed, landbrug, transport, regional udvikling, havovervågning, meteorologi, telekommunikation, transmissioner, fremme af digitale færdigheder.

4.5

Desuden vil rummet kunne bidrage til afhjælpning af en række globale problemer vedrørende klimaændringer, fødevaresikkerhed, fiskeri, skovødelæggelse, overvågning af naturressourcer og overvågning af katastrofer. EU bør have sit eget globale system, således at den kan opfylde sin fulde rolle, som står til måls med Unionens økonomiske position i verden. Der er behov for mere oplysning af befolkningen.

4.6

EØSU støtter fuldt ud beslutningen om, at EU ved at skabe de rette vilkår bør udnytte mulighederne i en proaktiv industripolitik. Udvalget ser det som en videreudvikling af det bredere koncept for EU's industripolitik, som fastlagt i Kommissionens meddelelser om industripolitik fra 2010 og 2012.

4.7

Man bør sikre uafhængig europæisk adgang (samt beslægtede teknologier) til rummet ved at udvikle og iværksætte rumsystemer samt drive og udnytte programmer. Selvstændighed og uafhængig verifikation af data er altafgørende, navnlig i forhold til Kina, men også i forhold til venskabslande, såsom USA, som EU nødvendigvis må konkurrere med.

4.8

De fleste industripolitikker, som følger nationale strategier, besluttes fortsat i medlemsstaterne. Strategierne er en del af sikkerheds- og forsvarspolitikken, som er et større område, hvilket også forklarer det tætte samarbejde mellem regeringer, national forskning og industrier. Dette fører til interne barrierer og dermed til fragmentering og lappeløsninger samt til, at Europa sakker bagud.

4.9

Det vidner om, at ensartede spilleregler er en forudsætning for en fælles europæisk industripolitik. Kommissionen bør udarbejde klare kriterier for præcist at definere begrebet "ensartede spilleregler". Et veldefineret begreb er afgørende for eventuelle "vekselvirkende" tiltag i forbindelse med åbningen af internationale markeder med tredjelande.

4.10

EØSU insisterer på, at ensartede spilleregler og en gennemsigtig intern konkurrence inden for EU må være det endelige mål. Dette vil i høj grad bidrage til, at EU kan følge med resten af verden.

4.11

Vedrørende Kommissionens F&U-politik nævner EØSU to vigtige målsætninger, som må opfyldes:

4.12

Disse målsætninger skal ses i forhold til medlemsstaternes budgetnedskæringer inden for F&U. Det overordnede udgiftsniveau forbliver mere eller mindre det samme på grund af Kommissionens kompenserende finansielle deltagelse. Den eneste undtagelse er Tyskland, som har øget sit F&U-budget inden for rumfart med 10 %.

4.13

Som EØSU har påpeget ved flere lejligheder, er en vellykket industripolitik tværgående: der må sikres koordinering mellem de forskellige generaldirektorater i Kommissionen med henblik på at indfri alle målsætninger, som GD for Erhvervspolitik har opstillet, f.eks. med GD for Kommunikationsnet, Indhold og Teknologi vedrørende satellitkommunikation og GD for Handel vedrørende åbning af markeder og garantien for forsyningssikkerhed af kritiske komponenter.

5.1

Videnskab og teknologi er vigtige områder. EØSU understreger atter betydningen af ESA for EU's rumpolitik. Set i lyset af de hindringer, der skal forceres inden for en hvilket som helst mellemstatslig ramme, er ESA's tidligere og nuværende resultater ubestridte. Helt fra begyndelsen har organisationen i stor stil bidraget til EU's aktiviteter i rummet. ESA har spillet en uvurderlig rolle i forhold til F&U i rumfart og til en vis grad også inden for industrielle aktiviteter, ikke mindst på grund af produkternes positive forhold mellem omkostninger og kvalitet.

5.2

ESA er en partner, der er rustet til samarbejde med nationale regeringer og industrier. Dens resultater er en stor del af den kæde, der bygger og styrker grundlaget for EU's industri. Desuden har det nuværende princip om "rimelig modydelse" tilskyndet regeringerne til at holde øje med de overordnede resultater af F&U og efterfølgende aktiviteter i de respektive lande.

5.3

Det er dog gradvist blevet åbenlyst, at man er nødt til at gå nye veje, hvis EU virkelig gerne vil blive en konkurrencedygtig aktør på det globale marked. Rammeaftalen mellem ESA og EU fra 2003 indførte EU-politikker og finansielle ressourcer med henblik på at styrke konkurrencen og forbedre konkurrenceevnen. Aftalen markerede et succesrigt partnerskab mellem ESA og EU. Et fortsat engagement fra ESA vil være en solid byggesten for en europæisk industripolitik for rumindustrien.

5.4

Med dette in mente kræver de hurtigt skiftende omstændigheder en nøje evaluering af procedurerne og en optimal udnyttelse af finansielle ressourcer til støtte for europæiske virksomheders konkurrenceevne og overlevelsesevne.

5.5

ESA's rolle i forbindelse med at skabe et fornuftigt grundlag for udnyttelsen af EU's egne rumsystemer igennem fokuserede og integrerede applikationer anerkendes, mens den støtte, organisationen kan give til EU's politikker endnu ikke står helt klart. Et tættere samarbejde mellem EU og ESA bør sætte mere skub i dette område.

5.6

Der er behov for nye tilgange og ordninger for at kunne føre en bevidst politik om vellykket indførelse og bæredygtig udnyttelse af operationelle rumsystemer. På samme tid er det nødvendigt at samle ressourcerne på europæisk niveau med henblik på indfrielsen af tre målsætninger:

5.7

De seneste beslutninger er i tråd med den modernisering, EØSU slog til lyd for i sin udtalelse fra 2008 (8). Dengang understregede EØSU, at rummarkedets øgede modenhed vil kræve mere fleksibilitet, som i en tid med hurtigere og hurtigere teknologisk cyklusser samt øgede synergier og flere applikationer som regel ikke sikres igennem faste forhold, der udspringer af princippet om "rimelig modydelse", som ESA anvender (9).

5.8

Det er vigtigt at undgå pludselige kursændringer. Derfor har EØSU opfordret til en analyse af og en dialog om Europas ønskede resultater det næste årti: "Dialogen skal bl.a. omfatte, hvorledes ESA finansieres, mellemstore virksomheders dynamiske bidrag, og opretholdelsen af det højeste konkurrenceniveau" (10).

5.9

EØSU er af den opfattelse, at Rådets resolution fra november 2012 om forholdet mellem EU og ESA (11) samt den nye finansielle ramme, vedtaget den 8. februar, udspringer af udvalgets anbefaling i 2008. EU står over for nye udfordringer.

5.10

I gennemførelsen af beslutningerne vil ESA være ansvarlig for den overordnede styring og drage fordel af sine mangeårige erfaringer, men vil agere med udgangspunkt i EU-regler. En vellykket gennemførelse vil sikre en balance mellem ESA's kompetencer og EU's sædvanlige markedsmekanismer.

5.11

Det er endnu ikke muligt at forudse, hvordan de aftalte arbejdsmetoder vil virke, især ikke i den første tid. På trods af mindre ændringer de seneste par år, hvor markedstilgange blev introduceret, skal der etableres et nyt forhold til videnskab og rumforskning. Udvalget bifalder derfor udviklingen af en praksisorienteret afgrænsning mellem ESA's gængse princip om rimelig modydelse (der tjener det formål at opbygge og udnytte en bredt funderet rumindustri i Europa) og de bindende regler for EU's indre marked, som Kommissionen skal følge, således at det udbytterige samarbejde mellem Kommissionen og ESA udbygges og den europæiske rumindustri styrkes yderligere.

5.12

Dette aspekt blev også taget op i CCMI's supplerende udtalelse om dette emne. Enkelte kritiske spørgsmål fra denne udtalelse er i mellemtiden blevet besvaret på tilfredsstillende vis.

6.1

I udformningen af rumpolitik i henhold til TEUF, art. 189, bør systemet, hvor Kommissionen og medlemsstaterne har parallelle kompetencer, benyttes i videst mulige udstrækning. Medlemsstaterne bør også tage initiativ til at samarbejde indbyrdes om specifikke spørgsmål. Kommissionen kan føre tilsyn med sådanne ordninger.

6.2

Man bør definere de rette betingelser i et skiftende konkurrence- og dynamisk miljø, som kan støtte op om en stærk konkurrencemæssig base for EU's industri. Derfor ser EØSU gerne, at industrien fra nu af tildeles en formel plads i de rådgivende organer, navnlig når det drejer sig om områder, hvor mindre virksomheder agerer. Man bør fastlægge krav på en åben og gennemsigtig måde.

6.3

Emner til debat omfatter en fri og åben datapolitik, kvalitet, standarder og certificering. Både offentlige myndigheder og private aktører leverer tjenester, hvilket gør effektiv overvågning nødvendig.

6.4

Veletablerede høringsordninger vil understøtte SMV'ernes enorme potentiale. En passende del af Copernicus' og Galileos budget bør anvendes til at udvikle nye tjenester og applikationer.

6.5

På grund af industriens høje teknologiske niveau er arbejdskraften som regel højtkvalificeret. På verdensplan arbejder 800 000 inden for rumindustrien, heraf 25 % i USA og 4 % (!) i Europa. Der er et stigende behov for uddannede arbejdstagere, der kan fremme EU's potentiale og generere gavnlige synergier. Ordentlige ansættelseskontrakter bør være normen, således at sektoren kan tiltrække arbejdskraft.

6.6

Rummet sætter gang i børn og unges fantasi. EØSU går ind for en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der tager udgangspunkt i tidssvarende uddannelse og fremme af tekniske videregående uddannelser, herunder en tæt forbindelse til forskning og udvikling. Dette vil desuden fremme attraktiv og nødvendig mobilitet.

6.7

På grund af det institutionelle markeds markante betydning er der en tæt forbindelse mellem rumindustrien og indkøbspolitikker. Disse politikker bør opfylde høje krav vedrørende kvalitet og gennemsigtighed. EØSU påpeger, at industrien vil bifalde en særlig indkøbspolitik for rumindustrien med en direkte inddragelse af EU, så snart anvendelsesområdet er blevet defineret mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

6.8

En sådan politik vil bane vejen for EU, som kan påtage sig sin rolle som ejer af europæisk ruminfrastruktur og som kunde til rumbaserede tjenester samt indfri en lang række offentlige politikker.

6.9

EØSU understreger, at regionerne og en regional indsats kan spille en stor rolle for udviklingsaktiviteter i rumindustrien. Regionernes rolle er undervurderet. De bør oplyses og gives de rette værktøjer, således at de kan drage nytte af en mulig positiv effekt fra en effektiv anvendelse af rumtjenester.

6.10

Der er mangel på tilfredsstillende kvantitative markedsanalyser, hvilket fører til en mangel på pålidelige data om den endelige virkning af rumforskning i nedstrømsapplikationer. Det er nødvendigt at øge den analytiske viden om opstrøms- og nedstrømsaktiviteter.

6.11

En Euroconsult-analyse, der bl.a. hævder, at USA's forudgående investeringer genererer dobbelt så mange profitable nedstrømsaktiviteter som i Europa, er blevet kritiseret, men aldrig tilbagevist (12). En anden interessant model for EU, som er den eneste af sin slags, er en opdateret analyse af den økonomiske effekt af de forskellige dele af Det Forenede Kongeriges rumindustri (13).

6.12

EØSU opfordrer Kommissionen, ESA og medlemsstaterne til at udarbejde fælles analyser af de forskellige dele af sektoren og sætte dem i perspektiv i forhold til resten af verden. Konsoliderede tal om beskæftigelse, vækstrater og applikationer vil øge sektorens relevans og fastholde befolkningens støtte hertil.

7.1

Ligesom EU's konkurrenters politikker for rummet vil en europæisk rumpolitik efter EØSU's mening være mere udbytterig, hvis den indlejres i en voksende aftale mellem medlemsstaterne om strategiske forsvars- og sikkerhedsspørgsmål og dermed i et bredere perspektiv inden for EU's udenrigspolitik. Denne forbindelse bør desuden indgå i den kommende debat om EU's forsvar i det omfang, hvor det er relevant.

7.2

Det europæiske rumsamarbejde er væsentligt mere udviklet end de andre forsvarsrelaterede samarbejdsområder. Forsvarsrelaterede rumaktiviteter kan også bruges som eksempler på fælles forsvarsprojekter til udarbejdelse af en europæisk forsvarspolitik. EØSU bemærker, at et sådant forslag allerede blev fremlagt i 1987! Man har aldrig fulgt op på det.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/35

1.1

EØSU bifalder Kommissionens beslutning om for andet år i træk at offentliggøre en rapport om status over Innovation i EU, hvori den konstaterer, at der er sket betydelige fremskridt, idet 80 % af forpligtelserne under flagskibsinitiativet forløber planmæssigt. EØSU er enig i, at der især med den politiske ramme er sket fremskridt, hvilket har betydning for gennemførelsen af de konkrete forpligtelser. Det forventer derfor, at alle 34 forpligtelser vil være gennemført ved udgangen af 2014.

1.2

Trods fremskridtene i 2012 på flere vigtige områder som det fælles patent og de nye regler om venturekapitalfonde kan vi ikke være tilfredse. Innovation i EU slår endnu ikke igennem i form af økonomisk vækst og jobskabelse. Heller ikke Det Europæiske Forskningsrums internationale konkurrenceevne synes at være væsentligt forbedret.

1.3

EØSU konstaterer med særlig alvorlig bekymring, at de fleste medlemsstater for andet år i træk skærer i budgettet til forskning og udvikling. Lige så bekymrende er den stadig større innovationskløft mellem medlemsstater og mellem de enkelte regioner. Det vil være nødvendigt at overveje om samhørighedspolitikken på regionalt plan og strukturfondene fungerer hensigtsmæssigt i forhold til Innovation i EU, ikke mindst hvad angår hjerneflugten fra Europas dårligst stillede regioner til anerkendte forskningscentre.

1.4

Krisen har allerede tvunget Europa til at uddybe integrationen for at sikre den makroøkonomiske stabilitet og den monetære unions funktion. EØSU er overbevist om, at større og dybere integration tillige er nødvendig inden for forskning og innovation, hvis vi virkelig ønsker, at Innovation i EU skal øge konkurrencedygtigheden af den europæiske viden, den økonomiske vækst og jobskabelsen. EØSU anbefaler, at Det Europæiske Råd i topmødekonklusionerne i oktober giver sin støtte til en uddybning af Innovation i EU.

1.5

Selv hvis alle 34 forpligtelser opfyldes, er det EØSU's klare opfattelse, at en uddybning af Innovation i EU er nødvendig, og tilslutter sig i den forbindelse ERIAB's (1) anbefalinger og Kommissionens svar derpå. Samtidig opfordrer det Kommissionen til hurtigst muligt at udarbejde en liste over foranstaltninger og områder, hvor en dybere integration er mulig og absolut nødvendig. Udvalget mener, at en dybere integration især vil skabe muligheder for yderligere forbedringer af betingelserne for hurtigt voksende, innovative virksomheder, innovation i den offentlige sektor, inden for social innovation og nye, innovative forretningsmodeller, hvilket vil kunne udløse en radikal omlægning af den tankegang og den indstilling til innovative løsninger, som er fremherskende for øjeblikket.

1.6

Et velfungerende europæisk forskningsrum er en forudsætning for Innovation i EU. Trods den fulde støtte fra Det Europæiske Råd tvivler EØSU på, at det vil være færdiggjort i 2014, da der ikke sker nok på vigtige områder som forskeres mobilitet, effektiviteten af de nationale forskningssystemer, optimal anvendelse af forskningsinfrastruktur, konkurrencepræget anvendelse af nationale forskningsmidler, fuldendelsen af markedet for intellektuelle ejendomsrettigheder osv. EØSU opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til, at de så hurtigt som muligt sikrer, at betingelserne for udviklingen af det europæiske forskningsrum er opfyldt, sådan som Kommissionen henstiller i sin meddelelse (2).

1.7

EØSU glæder sig over den positive udvikling med opbygningen af forskningsinfrastruktur af allerhøjeste kvalitet i hele Europa og over de første lovende resultater med europæiske innovationspartnerskaber. I nogle tilfælde opfatter det disse innovationspartnerskaber som endnu ufærdige og ikke-efterprøvede modeller og opfordrer Kommissionen til på grundlag af de hidtidige erfaringer at udarbejde en detaljeret analyse af, hvor effektive de har været, og opstille ensartede betingelser for deres virke og finansiering.

1.8

De europæiske støtteordninger for forskning og innovation er stadig for komplekse, hvilket især afholder mikrovirksomheder og små virksomheder fra at deltage i EU-forskningsprojekter. I tillæg til de komplicerede og tidskrævende administrative krav er der også betydelige forskelle i procedurerne for programmerne på regionalt, nationalt og EU-niveau.

1.9

Udvalget ser store muligheder for at stimulere innovation, hvis de offentlige indkøb får et mere innovativt fokus. Det opfordrer derfor medlemsstaterne til i langt højere grad at gøre brug af prækommercielle indkøb og udveksle erfaringer med og modeller for innovationsvenlige indkøb.- Det bør også gælde offentlige indkøb finansieret med midler fra strukturfondene.

1.10

Reformen af uddannelsessystemerne bør bl.a. sikre Europa langt flere højtkvalificerede forskere og ingeniører (3). EØSU mener, at det ville være hensigtsmæssigt at gøre iværksætterkurser og lederkompetencer til en del af studierne, da viden herom er afgørende for omdannelsen af gode idéer til succesrige projekter. Udvalget mener, at virksomheder og arbejdsmarkedets parter bør deltage i udformningen af læseplaner og tilrettelæggelsen af ph.d.-uddannelser.

1.11

EØSU påpeger igen den særlige og vigtige rolle, som social innovation kan spille i at tackle krisen og de øvrige udfordringer i det moderne samfund. De støtteforanstaltninger, der er til rådighed for potentielle sociale innovatorer i civilsamfundet og inden for socialøkonomien, bør derfor udvikles. EØSU opfordrer Kommissionen til snarest muligt at sørge for støtte til etablering af væksthuse for innovative sociale projekter.

2.1

Innovation i EU er et af de syv flagskibsinitiativer offentliggjort i Europa 2020-strategien. Målet er at skabe gunstigere betingelser for innovation i Europa og således sikre, at innovative ideer omsættes til produkter og tjenester, som igen skaber vækst og beskæftigelse. Analyser viser, at de lande, som tidligere har investeret mere i forskning og innovation, kommer på ret køl igen betydeligt hurtigere og har et højere beskæftigelsesniveau (4).

2.2

I meddelelsen Status over Innovation i EU 2012 (5) opsummerer Kommissionen for andet år i træk, hvor langt man i medlemsstaterne og på EU-niveau er nået med gennemførelsen af Innovation i EU, et af Europa 2020-strategiens flagskibsinitiativer.

2.3

Generelt rapporterer Kommissionen om betydelige fremskridt med gennemførelsen af Innovation i EU. Mere end 80 % af initiativerne forløber planmæssigt. Medlemsstaterne fokuserer mere og mere på at skabe innovationsfremmende erhvervsbetingelser: De sænker skatterne på investeringer i forskning og på udbytte af patenter, skaber nemmere adgang til risikokapital osv.

2.4

Meddelelsen omtaler dog også nogle foruroligende tendenser, som i de fleste tilfælde er en følge af den økonomiske krise og store budgetunderskud.

2.5

En af hovedkonklusionerne i meddelelsen er, at EU i endnu højere grad skal forpligte sig til at sikre innovationsbaseret vækst. For at nå dette mål haster det med at få videreudviklet Innovation i EU. For øjeblikket er det ikke klart, på hvilke områder og med hvilke foranstaltninger og midler denne udvikling og uddybning skal finde sted.

3.1

EØSU bifalder Kommissionens beslutning om hvert år at udarbejde en status over Innovation i EU. Det er et af Europa 2020-strategiens flagskibsinitiativer. Med en analyse af resultaterne på det rigtige tidspunkt bliver det nemmere at iværksætte korrigerende foranstaltninger på områder, hvor udviklingen ikke går i den rigtige retning.

3.2

I betragtning af hvor lang tid det normalt tager at gennemføre ny EU-lovgivning, er en periode på to år for kort til en ordentlig evaluering af de opnåede resultater (6). EØSU påskønner dog, at politikrammen for Innovation i EU mere eller mindre er på plads, skønt der endnu ikke er nogen tydelige tegn på, at det har givet sig udslag i økonomisk vækst og nye jobs.

3.3

I en tid hvor debatten om de offentlige budgetunderskud optager alt og alle, hvor der foretages upopulære stramninger, og tilliden til det europæiske projekt generelt er faldende, er Innovation i EU en af de mere positive og vellykkede historier. De fleste forpligtelser under Innovation i EU udvikler sig mere eller mindre planmæssigt. EØSU har derfor en rimelig forventning om, at alle 34 forpligtelser vil være opfyldt ved udgangen af 2014.

3.4

EØSU glæder sig over den positive udvikling med opbygningen af forskningsinfrastruktur i hele Europa, hvilket kan tilskrives ESFRI's effektive rolle og aktiviteter (7). Af de i alt 48 projekter på ESFRI's liste er 27 allerede ved at blive gennemført, hvilket lover godt for opfyldelsen af målet om, at 60 % af den prioriterede europæiske forskningsinfrastruktur skal være etableret i 2015 (8). Efter udvalgets opfattelse gør Europa stadig for lidt for at koordinere og optimere anvendelsen af sin forskningsinfrastruktur.

3.5

Den nye idé med europæiske innovationspartnerskaber, der i den indledende forsøgsfase skal tackle store samfundsmæssige udfordringer (9), tegner sig indtil videre lovende. De har til formål at bringe interessenter på alle niveauer sammen for at få bugt med fragmenteringen og skabe en kritisk masse. Trods disse positive tegn er de europæiske partnerskaber i visse tilfælde endnu ufærdige og ikke-efterprøvede modeller. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til på grundlag af de hidtidige erfaringer og så snart som muligt at udarbejde en omfattende analyse af deres effektivitet og opstille ensartede betingelser for deres virke og finansiering i fremtiden.

3.6

Trods de ubestridte fremskridt på visse områder kan vi ikke være tilfredse. Nedenfor opregner EØSU de områder, hvor forbedringerne endnu ikke har været tilstrækkelige, og hvor der er behov for en hurtig og effektiv indsats.

3.7

De europæiske støtteordninger for forskning og udvikling er stadig alt for komplekse. Mulige støttemodtagere afskrækkes af de alt for mange eksisterende instrumenter (nationale og regionale programmer, mellemstatslige initiativer og EU's finansieringsprocedurer). Heller ikke bureaukratiet er blevet væsentligt mindsket. Det lægger en dæmper på det grænseoverskridende samarbejde og afholder især SMV'er og mikrovirksomheder fra at deltage i EU-forskningsprojekter. I tillæg til den administrative byrde er der også væsentlige forskelle i procedurerne.

3.8

Udgangspunktet for Innovation i EU må være at skabe et moderne uddannelsessystem af topkvalitet i alle medlemsstater, herunder reformere de videregående uddannelser. Erhvervslivet har stadig kun meget begrænset indflydelse på læseplaner og på tilrettelæggelsen af ph.d.-uddannelser. EØSU henstiller derfor igen til, at arbejdsmarkedets parter får mulighed for at medvirke aktivt til at udforme fremtidens uddannelsessystemer.

EØSU mener endvidere, at leder- og iværksætterkompetencer bør indgå i uddannelsen af fremtidens ingeniører og forskere, således at det bliver lettere at omdanne gode idéer til succesrige, kommercielle projekter.

3.9

EØSU er tilhænger af en bred definition af innovation, som kan udstrækkes til mange områder. I tidligere udtalelser har det gentagne gange fremhævet den specifikke rolle, som social innovation  (10), der ofte udvikles af civilsamfundsorganisationer, spiller. Mange aspekter af det europæiske velfærdssystem er resultatet af innovative idéer udklækket i civilsamfundet og hos socialøkonomiske aktører. Støtten til innovation må derfor omfatte alle samfundsområder, og finansieringsmekanismerne må tage højde for innovations udsædvanligt mange udtryksformer.

3.10

Vi er stadig ikke gode til at kommercialisere innovative idéer: Det er stadig vanskeligt især for små, innovative virksomheder at finde finansiering (mangel på risikokapital på grund af finanskrisen). Iværksætteri og innovation følges ofte ad. I Europa har vi ikke tradition for at være åbne over for en mulig konkurs. Og vi er endnu mere forbeholdne over for risikable innovative projekter. Det indre marked for kapital fungerer stadig ikke (og slet ikke markedet for risikokapital). Nye former for finansiering af innovative virksomheder, såsom crowdfunding og business angels, vinder udbredelse alt for langsomt. Erfaringerne med risikodelingsfaciliteten er positive, men faciliteten er desværre ikke i stand til at imødekomme efterspørgslen.

3.11

Fuldførelsen af det indre marked for innovation er i høj grad betinget af, at det indre marked i EU fungerer korrekt, men især når det gælder den frie bevægelighed for tjenesteydelser og kapital er der stadig mange hindringer og mangler, der skal fjernes (11). Endnu en gang foreslår EØSU Kommissionen at overveje at oprette en paneuropæisk elektronisk database (i form af en søgemaskine) indeholdende virksomheders og forskningsinstitutioners specifikke viden, så virksomheder og andre organisationer hurtigere kan skabe netværk og koble sig på innovative projekter (måske inden for rammerne af det eksisterende europæiske virksomhedsnet) (12).

3.11.1

Hindringerne for fuldførelsen af det indre marked for intellektuelle ejendomsrettigheder er nogenlunde de samme. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, at det europæiske patent langt om længe er blevet til noget, men procedurerne er endnu ikke taget i brug.

3.12

Europa er også bagud med at få fuldført markederne for innovative indkøb, især hvad angår mekanismerne for offentlige indkøb (13). I EU er alt for få offentlige udbud lagt an på at fremme innovation. EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne til at gøre langt større brug af prækommercielle indkøb, som Kommissionen anslår vil kunne få markedet for offentlige indkøb til at vokse med 10 mia. EUR. I den sammenhæng gør udvalget desuden opmærksom på Europa-Parlamentets forslag om at modernisere de offentlige indkøb (14). Offentlige indkøb samfinansieret med midler fra strukturfondene bør også i højere grad anvendes til at øge efterspørgslen på innovative produkter og tjenesteydelser.

3.13

Et velfungerende europæisk forskningsrum – som er lig et indre marked for forskning og innovation – er en af de vigtigste forudsætninger for, at tanken med Innovation i EU kan virkeliggøres. Det Europæiske Råd har fastlagt fristen for dets færdiggørelse til 2014 (15). Det betyder, at alle de største hindringer for mobiliteten og det grænseoverskridende samarbejde til den tid skal være fjernet, bl.a. med skabelsen af et åbent arbejdsmarked for forskere, etablering af flere pensionsfonde, optimal overførsel af viden og forskningsresultater og mere konkurrencepræget brug af de nationale forskningsressourcer. EØSU har redegjort mere detaljeret for sit syn på færdiggørelsen af det europæiske forskningsrum i en udtalelse (16), hvori det havde betænkeligheder ved, om 2014 var for ambitiøs en frist.

3.14

Det bør være alle EU's finansieringsprogrammer, herunder samhørighedsfondene, der prioriterer finansiering og stimulering af innovation og ikke kun programmet for konkurrenceevne og innovation. EØSU henstiller derfor, at medlemsstaterne udnytter mulighederne i den nye forordning for strukturfondene (17).

3.15

Hvis Innovation i EU skal fungere korrekt, er der behov for en vedvarende indsats og effektivt samarbejde på alle niveauer – EU, nationalt og lokalt. Der må fokuseres langt mere på den regionale innovationspolitiks rolle, hvilket i høj grad kan medvirke til at dæmme op for hjerneflugten fra regioner med begrænset kapacitet til anerkendte europæiske forskningscentre.

4.1

Efter EØSU's opfattelse er opfyldelsen af flagskibsinitiativets 34 forpligtelser blot første skridt hen imod opnåelsen af reel Innovation i EU. Hvis vi ønsker, at det skal yde et væsentligt bidrag til intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, skal det i næste fase uddybes, hvilket vil sige, at de nationale forsknings- og innovationspolitikker i langt højere grad skal integreres og samordnes med EU's politikker og aktiviteter. EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at udarbejde en liste over specifikke foranstaltninger og områder, hvor dybere integration ikke blot er mulig, men også nødvendig.

4.2

EØSU mener, at en lang række områder kan uddybes, men nævner blot nogle få her:

4.3

EØSU tilslutter sig konklusionerne og anbefalingerne fra ERIAB, som har gennemført den første stresstest af Innovation i EU (18). Rapporten konkluderer, at der er behov for radikal nytænkning af den fremtidige europæiske vækststrategi med udgangspunkt i viden og innovation. Nogle af de udfordringer, der nævnes, er:

4.4

EØSU foreslår, at Kommissionen overvejer, hvilke specifikke instrumenter der kan fremme udviklingen af nye, innovative forretningsmodeller. En idé kunne være at bruge såkaldte "innovationsvouchere".

4.5

I flagskibsinitiativerne blev EØSU opfordret til at tilskynde de virksomheder, arbejdsmarkedsparter og ngo'er, det repræsenterer, til at støtte Innovation i EU og medvirke til at udbrede bedste praksis. Vi foreslår, at udvalget, nærmere bestemt Styringsgruppen for Europa 2020, udarbejder en liste over konkrete initiativer og aktiviteter, hvorigennem arbejdsmarkedets parter, de nationale økonomiske og sociale råd og øvrige civilsamfundsorganisationer kan yde et større bidrag end hidtil til at opbygge tilliden til Innovation i EU.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/40

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag, der sigter mod at sikre alle europæiske borgere mulighed for at åbne en bankkonto og forbedre sammenligneligheden af omkostninger og flytning af bankkonti med henblik på at bekæmpe økonomisk udstødelse og lette borgernes deltagelse i det indre marked.

1.2

Udvalget mener, at et direktiv er den mest hensigtsmæssige måde til at gøre disse foranstaltninger effektive både til gavn for forbrugerne og betalingstjenesteudbyderne. De vil bidrage til skabelsen af det indre marked, hvad angår finansielle tjenesteydelser, og vil være en hjælp til at fjerne hindringerne for den fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser, varer og kapital. Denne ret bør dog begrænses af EU's regler om hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme og må ikke fremme skatteunddragelse. Udvalget mener desuden, at der bør tages størst mulig hensyn til nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

1.3

Udvalget beklager dog begrænsningen af visse af disse foranstaltninger. Det anbefaler, at standardiseringen af terminologien kommer til at dække alle gebyrer, og at gebyroplysningsdokumentet ikke kun indeholder de mest repræsentative tjenester. Det mener, at et oplyst valg kun er muligt, hvis alle gebyrer for alle tjenester kan sammenlignes, idet forbrugerne har forskellige behov.

1.4

Det bifalder de foranstaltninger, der sigter mod større gennemsigtighed, navnlig vedrørende pakketilbud, da forbrugeren skal have en reel mulighed for at sammenligne de forskellige tilbud fra betalingstjenesteudbyderne og bestemme, hvilket er det bedste og mest velegnede.

1.5

Udvalget støtter indførelsen af en obligatorisk gebyropgørelse, og ser gerne, at denne bestemmelse suppleres med en yderligere forpligtelse til forudgående at oplyse forbrugerne, hvis der trækkes gebyr fra en konto, så forbrugerne har mulighed for at træffe de passende forholdsregler eller gøre indsigelse.

1.6

Af hensyn til gennemsigtigheden går udvalget ind for uafhængige sammenligningswebsteder, og anbefaler, at registret over eksisterende sammenligningswebsteder giver forbrugerne mulighed for at få oplysninger om finansielle institutioner i andre medlemslande.

1.7

EØSU går ligeledes ind for forslagene om bankmobilitet. Det mener dog, at man bør undersøge mulighederne for at skifte finansiel institution og beholde sit bankkontonummer, og at der systematisk bør indføres et system, hvormed alle transaktioner automatisk overføres (1). Der bør gennemføres en uafhængig undersøgelse herom, før disse foranstaltninger indføres.

1.8

Udvalget henleder opmærksomheden på vigtigheden af oplæring af personalet i betalingstjenestesektoren. Oplysning er godt, men ikke tilstrækkelig. Udvalget betoner også behovet for økonomisk uddannelse, navnlig givet af uafhængige forbrugersammenslutninger (2).

1.9

EØSU bakker op om de foranstaltninger, der sigter mod at giver alle europæiske borgere mulighed for at have en bankkonto og de basale tjenester. I verden i dag er den finansielle inklusion en nødvendighed.

1.10

Udvalget har sine forbehold med hensyn til begrænsningen indeholdt i forpligtelsen til at »udpege mindst en betalingstjenesteudbyder«, da det fratager forbrugeren en valgmulighed, når der ikke er andre tilbud.

1.11

Det mener, at de reelle omkostninger skal tages i betragtning i forbindelse med fastlæggelsen af »rimeligheden« af de tilknyttede udgifter, hvis det ikke er gratis at have denne bankkonto, og fremhæver, at det er nødvendigt at lægge grænser for gebyrerne for overtræk.

1.12

EØSU deler Kommissionens opfattelse af nødvendigheden af kontrol og sanktioner, hvis de foranstaltninger, som direktivet indfører, ikke overholdes. Det understreger, at kontrolforanstaltningernes effektivitet afhænger af, at der afsættes tilstrækkeligt med midler til opgaven.

1.13

Udvalget minder om, at det går ind for alternative tvistbilæggelsesformer på den betingelse, at de er uafhængige.

2.1

Den 8. maj 2013 fremlagde Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til at oprette og anvende betalingskonti med basale funktioner.

2.2

Dette forslag er en opfølgning på de initiativer, der er truffet de seneste år for at skabe det indre marked for betalingstjenester, hvilket er afgørende for EU's vækst og konkurrenceevne.

2.3

Forslaget baserer sig på artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der sigter mod at fjerne hindringerne for den fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital.

2.4

Kommissionen henviser til, at Verdensbanken anslår, at 58. mio. forbrugere i EU ikke har en betalingskonto, og at 25 mio. ønsker sig en sådan.

2.5

Kommissionen bemærker, at økonomien støt bevæger sig i retning af flere kontantløse transaktioner, og at denne tendens berører virksomhederne, forbrugerne og forvaltningerne, men den foreslår ingen foranstaltninger til at fremme en større anvendelse af kontantløse transaktioner.

2.6

På den baggrund mener Kommissionen, at det at have en bankkonto og adgang til finansielle tjenesteydelser er nødvendigt for at sikre, at forbrugerne drager fuld fordel af det indre marked, og for at sikre dem en finansiel og social inklusion.

2.7

Kommissionen bemærker desuden, at de nuværende vilkår i det indre marked kan afholde visse betalingstjenesteudbydere fra at udøve deres erhverv.

2.8

Den ønsker at fjerne disse hindringer og foreslår i den henseende:

2.9

Disse foranstaltninger vil ifølge Kommissionen medvirke til at gøre det indre marked for finansielle tjenesteydelser fuldt funktionsdygtigt og bidrage til at udvikle det. Forbrugerne vil få større muligheder for at sammenligne tilbuddene i EU og bevæge sig frit. Betalingstjenesteudbyderne vil få lige vilkår og kan drage fordel af forenklingen af procedurerne og harmoniseringen af reglerne til at søge nye markeder.

3.1

EØSU tilslutter sig Kommissionens analyse af de eksisterende hindringer og af nødvendigheden af at fuldende det indre marked for finansielle tjenesteydelser. Det mener, at enhver forbruger bør have mulighed for at oprette en bankkonto og råde over midler til at anvende den, og at finansiel inklusion er en nødvendighed for at nå det tilstræbte mål.

3.2

Udvalget bakker i øvrigt op om forslagene, der sigter mod at skabe større gennemsigtighed, hvad angår bankgebyrer, og forbedre mulighederne for flytning. Det mener, at disse forslag medvirker til at øge konkurrencen til gavn for forbrugerne og betalingstjenesteudbyderne.

3.3

Det mener, at vedtagelsen af et direktiv er den mest hensigtsmæssige måde at opnå dette på, da henstillingen ikke har haft den tilstræbte virkning, og da de frivillige foranstaltninger ikke har været tilstrækkelige.

4.1.1

Terminologi. EØSU giver sin fulde støtte til Kommissionens forslag om at standardisere terminologien for disse gebyrer. Denne harmonisering er nødvendig for at give forbrugerne støre muligheder for at forstå dem og sammenligne dem. EØSU undrer sig dog over det begrænsede omfang af harmoniseringen og ser gerne, at harmoniseringen af terminologien kommer til at gælde for alle gebyrer.

4.1.1.1

Udvalget bemærker, at de kompetente myndigheder i hvert land skal oprette de foreløbige lister og fremsende dem til Kommissionen. Udvalget mener, at det er nødvendigt at inddrage forbrugersammenslutningerne og betalingstjenesteudbyderne i arbejdet med at oprette listen for at sikre, at den fastlagte terminologi i praksis kan forstås af alle.

4.1.1.2

Udvalget henleder opmærksomheden på det forhold, at den valgte terminologi skal dække over samme tjenesteydelse i alle institutioner.

4.1.2

Gebyroplysningsdokument og glossar. EØSU bifalder, at betalingstjenesteudbyderne bliver forpligtet til at udlevere gebyroplysningsdokument over de mest repræsentative tjenester, inden de indgår en aftale om en betalingskonto, og at de til enhver tid skal stille gebyroplysningsdokumentet til rådighed vederlagsfrit, navnlig på bankernes internetsteder. Udvalget anbefaler, at listen standardiseres. Det foreslår desuden, at denne oplysningsordning suppleres med en forpligtelse for betalingstjenesteudbyderne til at fremsende forbrugerne et nyt oplysningsdokument, hver gang der sker en ændring af gebyrerne.

4.1.2.1

Udvalget mener dog, at oplysningsdokumentet bør vedrøre alle gebyrer. Det mener, at begrænsningen af dokumentet til kun at indeholde oplysninger om de mest repræsentative betalingstjenester ikke gør det muligt for forbrugerne at foretage en reel sammenligning af de forskellige institutioners tilbud, og at sammenligningen bør tage udgangspunkt i deres behov. Hver forbruger har sine behov, og disse vil ikke automatisk være at finde på listen.

4.1.2.2

Udvalget anbefaler en harmoniseret fremstilling af alle rubrikkerne i oplysningsdokumentet, hvis listen kommer til at indeholde alle gebyrer. Det anbefaler desuden en harmonisering af fremstillingen af oplysningerne, så de deles op på transaktionstyper (per år, måned, transaktion), så det bliver lettere at sammenligne.

4.1.2.3

EØSU går ind for gennemsigtighed og mener, at forbrugeren bør have mulighed for ud fra sine behov at vurdere, om det er interessant eller ej at skrive under på et pakketilbud, og bemærker med tilfredshed, at det af gebyroplysningsdokumentet skal fremgå, hvilke tjenesteydelser, der er omfattet af pakken.

4.1.2.4

Udvalget bifalder ligeledes forpligtelsen til at anvende standardiseret terminologi i oplysningsdokumentet og i opgørelserne, således at de bliver lettere at forstå.

4.1.2.5

EØSU bemærker, at der skal stilles glossarer til rådighed for forbrugerne. Det mener dog, at det er vigtigere, at sproget i disse oplysningsdokumenter er tydeligt og forståeligt.

4.1.3

Gebyropgørelser. EØSU går ind for forpligtelsen til mindst en gang om året at udlevere en opgørelse til forbrugerne over alle de gebyrer, der er opkrævet. Disse oplysninger vil sætte forbrugerne i stand til at vurdere omkostningerne ved de tjenesteydelser, de køber, og vælge de rette produkter. Udvalget mener, at det er en mindsteforanstaltning, og at opgørelsen bør være gratis.

4.1.3.1

Udvalget fremhæver dog, at det ville være interessant at supplere denne forpligtelse med en forpligtelse til at oplyse forbrugerne, før betalingsudbyderen trækkes gebyr fra en konto for usædvanlige tjenesteydelser, så forbrugerne har mulighed for at træffe de passende forholdsregler som at sætte penge ind på kontoen eller gøre indsigelse.

4.1.4

Sammenligningswebsteder. EØSU bakker op om, at forbrugerne får adgang til gebyroplysningerne via nationalt godkendte eller offentlige websteder. Denne ordning bidrager til, at forbrugerne får bedre oplysninger, men kun hvis sammenligningen foretages uafhængigt og er fuldstændig. Udvalget mener, at man bør være opmærksom på finansieringen af disse websteder. Udvalget stiller sig tvivlende over for iværksættelsen af disse redskaber, navnlig vedrørende de oplysninger, der gives, at der kun angives priser pr. transaktion eller tjenesteydelse og vedrørende muligheden for at foretage beregningerne ud fra en individuel profil.

4.1.4.1

Udvalget henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt at være ekstra opmærksom på betingelserne for akkreditering af private operatører. Det mener, at disse akkrediteringer bør udstedes af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne.

4.1.4.2

Udvalget mener i øvrigt, at det er nødvendigt, at sammenligningstjenesten anvender den harmoniserede terminologi.

4.1.4.3

Udvalget anbefaler endelig, at registret oplyser om eller indeholder et link til registrene i de andre medlemsstater, så forbrugerne let har adgang til oplysninger om gebyrerne i alle EU's medlemsstater, hvilket navnlig vil være nyttig for den »migrerende« del af befolkningen.

4.2.1

EØSU bakker op om Kommissionens forslag, hvad angår flytningsservicer, hvilket er nødvendigt i betragtning af de psykologiske og tekniske hindringer for flytninger.

4.2.2

Det mener dog, at der bør foretages en uafhængig undersøgelse vedrørende muligheden for at indføre et overførbart kontonummer, hvilket er den mest effektive måde for fuldt ud at virkeliggøre muligheden for flytning.

4.2.3

Udvalget mener, at alle betalingsinstitutionerne i det mindste bør oprette en automatisk system for overføring af en varighed på 15 måneder for at tage hensyn til de betalinger, der foretages en gang om året.

4.2.4

Udvalget glæder sig over, at Kommissionen fastlægger grænser for gebyrerne i forbindelse med flytning af konto for at undgå, at de har en afskrækkende virkning.

4.2.5

Udvalget understreger, at der eksisterer andre hindringer, navnlig gebyrerne for flytning af visse opsparingsprodukter eller realkreditlån.

4.2.6

Udvalget bemærker, at det er afgørende, at der er oplysninger om disse ordninger til flytning af konti. Det mener, at den valgte bank bør være eneste samtalepartner.

4.2.7

Udvalget mener, at personalet i betalingstjenestevirksomhederne, navnlig kundebetjeningen i filialerne, bør være skolet til at varetage en sådan flytning, og at der bør gives uddannelse i økonomi, navnlig af forbrugersammenslutningerne.

4.3.1

EØSU bakker op om Kommissionens tilgang. Det mener, at alle forbrugere bør have mulighed for at oprette en bankkonto med basale funktioner for at kunne have adgang til alle de tjenesteydelser, der er nødvendige i dagligdagen, hvor fordelene ved kontantløse transaktioner er de største. Det understreger betydningen af oplysninger fra bankens side om denne mulighed.

4.3.2

Det har derimod sine betænkeligheder, hvad angår begrænsningen til »mindst én betalingstjenesteudbyder« per medlemsstat. Hvis kun en bank tilbyder forbrugerne denne tjeneste, vil det være en stor opgave for den, og det vil stemple både denne bank og dens kunder. Og hvis der ikke er en konkurrence mellem bankerne, vil forbrugerne ikke have noget valg og være nødsaget til at acceptere vilkårene, navnlig angående gebyrerne.

4.3.3

Udvalget mener, at listen over de basale funktioner, der er omhandlet i artikel 16, bør være en minimumsliste, og hver medlemsstat bør have mulighed for at opføre yderligere funktioner på listen, navnlig dem, der er knyttet til nationale specificiteter.

4.3.4

Udvalget mener, at det er banken, der skal afgøre, om den vil tillade kassekredit.

4.3.5

Udvalget bifalder, at disse konti med basale funktioner tilbydes vederlagsfrit eller til et rimeligt gebyr.

4.4.1

EØSU deler Kommissionens opfattelse af nødvendigheden af at indføre kontroller og sanktioner med afskrækkende virkninger, hvis bestemmelserne ikke overholdes, og understreger, at effektiviteten i kontrollerne kun er sikret, hvis de nationale myndigheder råder over tilstrækkeligt med ressourcer til at varetage deres opgave.

4.4.2

Udvalget minder om, at det går ind for former for alternativ tvistbilæggelse, på den betingelse, at de er uafhængige.

4.5.1

EØSU bifalder, at Kommissionen tillægges beføjelser til delegerede retsakter med det forbehold, at de er klart afgrænsede, og at der sikres gennemsigtighed i udøvelsen af disse beføjelser.

4.5.2

Udvalget støtter Kommissionens evalueringspolitik.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/44

1.1

Europa-Kommissionens forslag er i høj grad med til at forbedre den praktiske gennemførelse fra og med den 1. september 2013 af den nye forordning om biocidholdige produkter. Forslaget tydeliggør anvendelsen af overgangsbestemmelserne og giver aktørerne større retssikkerhed.

1.2

EØSU beklager, at hverken Kommissionen, Rådet eller Parlamentet på noget tidspunkt i løbet af det langvarige og komplicerede arbejde med at vedtage den nye lovgivning om biocidholdige produkter har gjort sig forudgående overvejelser om de skævvridninger, som forvirrende og uklare overgangsbestemmelser ville kunne afstedkomme.

1.3

EØSU er enig i, at det er nødvendigt at ændre forordningen om biocidholdige produkter, inden den træder i kraft (1), med henblik på at lette overgangen mellem direktiv 98/8/EF og ovennævnte forordning. For at sikre at ordningen fungerer korrekt, er der behov for en sammenhængende ramme med overgangsforanstaltninger, som muliggør en gradvis ændring af ordningen for aktørerne og medlemsstaterne.

1.4

EØSU bifalder ændringerne i overgangsforanstaltningerne for behandlede artikler og vurderingen af eksisterende aktivstoffer og biocidholdige produkter. Disse ændringer vil forhindre, at der reelt sker en fastfrysning af markedsføringen af en stor del af de nye behandlede artikler, som må bringes i omsætning, såfremt der senest den 1. september 2016 er indgivet et fuldstændigt dossier til vurdering af de aktive stoffer, der indgår i disse behandlede artikler (2). Disse ændringer vil desuden lette overgangen til det harmoniserede godkendelsessystem for eksisterende biocidholdige produkter (3).

1.5

Med hensyn til den nye bestemmelse om, at der er pligt til udveksling af undersøgelser af skæbne og adfærd i miljøet vedrørende stoffer, der er opført i bilag II til forordning (EF) nr. 1451/2007, opfordrer EØSU Kommissionen til at garantere, at den nye forpligtelse ikke bliver årsag til konkurrenceforvridninger eller kommer til at påvirke nogle virksomheders innovationskapacitet negativt.

1.6

EØSU støtter, at der i forbindelse med denne ændring af lovgivningen kan behandles andre vigtige spørgsmål såsom spørgsmål omkring adgangen til information, definitionen af hvilke produkter, der hører til familien af biocidholdige produkter, og forpligtelsen til at udveksle oplysninger.

2.1

Biocider er alle aktivstoffer og blandinger, som indeholder et eller flere aktivstoffer i den form, hvori de overdrages til brugeren, og som er bestemt til at kunne ødelægge, hindre, uskadeliggøre, hindre virkningen af eller på anden vis bekæmpe virkningen af skadegørere kemisk eller biologisk. Alle stoffer, blandinger og anordninger, der markedsføres med det formål at generere aktivstoffer, betragtes også som biocidholdige produkter (4). Biocidholdige produkter anvendes i dagligdagen med henblik på at forebygge spredning af sygdomme og fremme et højt hygiejneniveau i et miljø med høj befolkningstæthed.

2.2

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF blev der fastsat regler om markedsføring af biocidholdige produkter inden for Fællesskabet (5). Dette direktiv harmoniserer lovgivningen om de pågældende produkter på europæisk plan og fastsætter fælles principper for evaluering og godkendelse af biocidholdige produkter med henblik på at undgå økonomiske og administrative barrierer.

2.3

Den 16. maj 2013 fremlagde Europa-Kommissionen et nyt forslag om ændring af forordning (EU) nr. 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter for så vidt angår nærmere bestemte betingelser for adgang til markedet (6). Den såkaldte "forordning om biocidholdige produkter" blev vedtaget den 22. maj 2012 (7) og træder efter planen i kraft den 1. september 2013. Den nye lovgivning indebærer ophævelse af direktiv 98/8/EF og er resultatet af en omfattende offentlig høring og en udvidet konsekvensanalyse udarbejdet af Kommissionen (8).

2.4

Forordningen har til formål at forbedre den frie bevægelighed for biocidholdige produkter i Unionen og samtidig sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed samt for miljøet. Forordningen, som bevarer strukturen fra direktiv 98/8, understøttes af forsigtighedsprincippet, så det sikres, at fremstilling og tilgængeliggørelse på markedet af aktivstoffer og biocidholdige produkter ikke har skadelige virkninger for sundheden eller miljøet.

2.5

Formålet med forordningen er at rette op på de mangler, der er blevet identificeret i den tidligere lovgivningsramme, og gøre ordningen med godkendelser mere dynamisk gennem en forenkling, en fjernelse af hindringerne for handel med biocidholdige produkter og en harmonisering af en række bestemmelser.

2.6

Efter at have opdaget, at en række af forordningens bestemmelser kan give anledning til, at denne fungerer på en uhensigtsmæssig måde, har Kommissionen besluttet at udarbejde et formelt ændringsforslag til forordningen om biocidholdige produkter (528/2012), inden den træder i kraft. Årsagerne til denne ændring er, at man ønsker at:

3.1

EØSU vedtog i 2010 sin udtalelse om forordning nr. 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (9). Udvalget var enigt i, at det var en god idé at erstatte direktivet med en forordning om biocidholdige produkter for at forenkle og harmonisere lovgivningen.

3.2

På trods af konsekvensanalysen, den offentlige høring og de forskellige meddelelser, der er blevet udarbejdet i forbindelse med vedtagelsen af forordningen om biocidholdige produkter, er kritikken fra især de små og mellemstore leverandører i forhold til risikoen for, at der skal opstå væsentlige begrænsninger og problemer på markedet som følge af forordningens gennemførelse, en vægtig grund til, at Kommissionen har reageret hurtigt og fremsat forslag om en række ændringer, der afhjælper de skadelige virkninger af markedshindringerne, som EU-lovgivningen om biocidholdige produkter og nærmere betegnet overgangsforanstaltningerne ellers ville kunne afstedkomme.

3.3

EØSU bifalder, at Kommissionen har taget skridt til at ændre visse artikler og dermed sørget for en mere rationel anvendelse af lovgivningen om biocidholdige produkter. Når man alligevel var i gang med at revidere forordningen, burde man imidlertid efter EØSU's opfattelse have foretaget en mere omfattende og systematisk gennemgang af manglerne i de oprindelige regler for så vidt angår adgangen til oplysninger, pligten til at udveksle data og definitionen af hvilke produkter, der hører til familien af biocidholdige produkter.

3.4

De ændringer, der er foretaget i overgangsbestemmelserne, hovedsageligt i artikel 86, 89 og 94 i forordning nr. 528/2012, vil forhindre, at markedet for visse eksisterende aktivstoffer paralyseres, eller at der reelt indføres et forbud mod nye behandlede artikler fra den 1. september 2013 og indtil det sidste aktivstof, der er indeholdt i artiklerne, er blevet godkendt. EØSU mener, at disse ændringer i overgangsbestemmelserne afhjælper nogle vigtige skader og bivirkninger, som artiklerne i deres originale udformning ville have givet anledning til.

4.1

Ved artikel 89, stk. 4, og artikel 93, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012 fastsættes udfasningsperioder for biocidholdige produkter, for hvilke der ikke er meddelt tilladelse. I den nye tekst foreslås det at anvende de samme perioder for de biocidholdige produkter, der allerede findes på markedet, når tilladelsen meddeles, men hvor betingelserne for tilladelsen gør det påkrævet at ændre produktet. Efter EØSU's mening bør man i sidstnævnte tilfælde give undtagelse fra de generelle frister, hvis der gives afslag på en ansøgning. EØSU foreslår, at der, når et produkt er blevet godkendt med ændringer, gives en længere frist, således at produktet kan anvendes og markedsføres, indtil der ikke er flere produkter på lager.

4.2

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) bør sikre, at den liste, som det ifølge artikel 95 skal offentliggøre, kun indeholder oplysninger om de leverandører, som støtter fornyelse af et givet aktivstof.

4.3

Med hensyn til adgangen til oplysninger ifølge artikel 66, stk. 3, mener EØSU, at det er vigtigt at foretage en passende afvejning mellem den almene interesse og de legitime private interesser. Automatisk og systematisk videregivelse af oplysninger om navn og adresse på producenten af et aktivstof til en hvilken som helst tredjemand, som beder om disse oplysninger, vil kunne skade godkendelsesindehaverens kommercielle interesser.

4.4

EØSU bifaldt i sin udtalelse om forordningen om biocidholdige produkter kravet om udveksling af data vedrørende dyreforsøg, og et af de mest positive aspekter ved den nye forordning er, at man undgår, at hvirveldyr lider unødigt som følge af gentagne toksikologiske undersøgelser. Under alle omstændigheder bør Kommissionen vurdere, om det viser sig at være fornuftigt og fremmer udviklingen af nye aktivstoffer, at der også er pligt til (ud over for alle toksikologiske og økotoksikologiske undersøgelser) at udveksle data om alle undersøgelser af skæbne og adfærd i miljøet vedrørende stoffer, der er opført i bilag II til forordning (EF) nr. 1451/2007. Det er afgørende at sikre en effektiv kompensation og databeskyttelse frem til 2025, hvis man skal undgå, at nogle uberettiget udnytter andres arbejde.

4.5

EØSU finder det fornuftigt at udvide fristen for, at medlemsstaterne skal udtale sig om godkendelsen af et bestemt biocidholdigt produkt, fra to til tre år, efter at der er truffet en afgørelse om at godkende et bestemt aktivstof for en specifik produkttype (artikel 89, forordning 528/2012). Hvis man ikke havde foretaget denne ændring, ville man som følge af godkendelsesprocedurens forskellige trin risikere en systematisk tilsidesættelse af fristerne, hvilket igen ville kunne paralysere processen.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/47

1.1

EØSU konstaterer, at 28 000 personer blev dræbt og 1,5 mio. kvæstet på EU's veje i 2012. Udvalget er overbevist om, at et fald i antal trafikofre er af særdeles stor samfundsmæssig betydning, og tilslutter sig Kommissionens ambitiøse mål om i perioden fra 2011-2020 at halvere dette antal i forhold til 2010.

1.2

Udvalget bifalder Kommissionens forslag til afgørelse og til forordning om indførelse af et eCall-system, der skal sikre, at alle nye modeller af personbiler og lette erhvervskøretøjer fra oktober 2015 udstyres med et 112-baseret eCall-system, og at der oprettes den nødvendige infrastruktur til effektiv modtagelse og håndtering af nødopkald (eCalls) i alarmcentraler (Public Safety Answering Points: PSAP'er) for herved at sikre kompatibilitet, interoperabilitet og kontinuitet i den EU-dækkende eCall-tjeneste.

1.3

EØSU tilslutter sig konklusionerne i eCall-konsekvensanalysen, som viser, at lovpligtig indførelse af eCall er den eneste måde, hvorpå EU-borgerne kan komme til at nyde godt af fordelene ved eCall. EØSU har i en lang række udtalelser henledt Kommissionens opmærksomhed på, at en frivillig ordning ikke vil fungere.

1.4

EØSU konstaterer, at forslagene kun finder anvendelse på nye køretøjstyper, som er indregistreret den 1. oktober 2015 eller senere, og at eksisterende modeller fortsat kan produceres og sælges uden eCall efter denne dato. EØSU er klar over de mulige finansielle omkostninger for bilproducenterne, men opfordrer ikke desto mindre producenterne til hurtigst muligt at installere eCall-teknologi på eksisterende køretøjstyper, som vil blive produceret efter oktober 2015.

1.5

Udvalget noterer sig, at forslagene ikke omfatter installering af eCall-teknologi på motorcykler og andre motordrevne tohjulede køretøjer. Da faren for at miste livet eller blive kvæstet er et alvorligt problem for disse køretøjstypers førere og passagerer, opfordrer EØSU producenterne og medlemsstaterne til hurtigst muligt at udvide eCall-systemet til også at omfatte motordrevne tohjulede køretøjer.

1.6

Udvalget opfordrer også endnu en gang Kommissionen til så hurtigt som muligt at fremsætte forslag til konkrete forbedringer af motoriserede tohjulede køretøjers aktive og passive sikkerhed.

1.7

EØSU er imponeret over den succes, færdselssikkerhedsmyndighederne har haft i en række medlemsstater med at føre tilsyn med gennemførelsen af den nationale strategi for trafiksikkerhed, rådgive om trafiksikkerhedspolitikken og fremme bedste praksis inden for trafiksikkerhed. Udvalget mener, at der bør oprettes et europæisk agentur for trafiksikkerhed, som skal bidrage til at harmonisere og være drivkraft for gennemførelsen af trafiksikkerhed i hele EU, herunder implementeringen af eCall-systemet. Eksperter, som er udpeget af medlemsstaterne, bør være repræsenteret i dette organ.

1.8

EØSU gør Kommissionen opmærksom på sine tidligere udtalelser, hvor udvalget har behandlet trafiksikkerhed og peget på behovet for lovpligtig indførelse af eCall-systemet (1).

2.5.1

Fabrikanter af personbiler og lette erhvervskøretøjer skal sikre, at nye køretøjstyper fra oktober 2015 er udstyret og godkendt med eCall-systemer, der opfylder de fastsatte krav.

2.5.2

Medlemsstaterne skal sikre, at nye køretøjstyper, som er omfattet af forslaget til forordning, opnår en fuldstændig EF-typegodkendelse.

2.5.3

De typegodkendende myndigheder skal sikre, at disse køretøjer opfylder de foreskrevne standarder, inden de udsteder en typegodkendelsesattest.

2.5.4

Fabrikanterne skal sikre, at køretøjer udstyret med eCall-teknologi ikke kan være underlagt konstant sporing.

2.5.5

Der skal være tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til at forhindre overvågning, og brugerne skal oplyses om, hvordan data vil blive behandlet af systemet.

2.5.6

Kommissionen bemyndiges til at vedtage delegerede retsakter for at fastsætte de tekniske krav til køretøjsmonterede systemer, definere kravene, hvad angår brugernes privatliv, og på basis af en cost/benefit-analyse undtage visse klasser af personbiler og lette erhvervskøretøjer.

3.1

EØSU konstaterer, at 28 000 personer blev dræbt og 1,5 mio. kvæstet på EU's veje i 2012. Når beredskabstjenesterne kaldes ud til en trafikulykke, er hvert minut afgørende for at redde liv og begrænse personskadernes alvor. Tilskadekomne er imidlertid ikke altid fysisk i stand til at foretage et nødopkald.

3.2

eCall-teknologi løser dette problem ved at alarmere beredskabstjenesterne med det samme, også når føreren eller passageren er bevidstløs eller på anden måde ude af stand til at foretage opkaldet. EØSU noterer sig endvidere, at eCall-teknologi forventes at fremskynde beredskabsteamets ankomst med ca. 40 % i byområder og 50 % i landdistrikter, og at eCall, når først teknologien anvendes bredt, vil redde mange hundrede liv i Europa hvert år og reducere kvæstelser, traumer og chok i titusindvis af tilfælde.

3.3

En række medlemsstater har oprettet trafiksikkerhedsorganer med et nationalt mandat til at evaluere strategien for færdselssikkerhed og rådgive deres regeringer om prioriterede indsatsområder. Et europæisk agentur for trafiksikkerhed med et klart mandat inden for alle trafiksikkerhedsområder (infrastruktur, køretøjer og trafikanter) i hele EU vil kunne bidrage til at forbedre gennemførelsen af en harmoniseret EU-strategi for trafiksikkerhed. Et sådant agentur kunne pålægges specifikke opgaver i form af identificering, kortlægning, etablering og fremme af bedste praksis samt styrkelse af grænseoverskridende informationsudveksling og samarbejde.

4.1

Forslaget finder kun anvendelse på typegodkendelse af nye personbiler og lette erhvervskøretøjer og vil ikke indebære noget krav om, at eCall-teknologi skal installeres forud for første indregistrering, hvilket betyder, at eksisterende typer af disse køretøjer fortsat kan produceres og sælges uden eCall. EØSU konstaterer, at vi på grund af denne politik når frem til 2033, før eCall-systemet er fuldt udbredt. EØSU er klar over behovet for at tage hensyn til de økonomiske konsekvenser og designproblemer, der kan opstå for bilfabrikanterne, men ser ikke desto mindre gerne, at producenterne hurtigst muligt installerer eCall-teknologi også på eksisterende køretøjstyper, som vil blive produceret efter oktober 2015.

4.2

Forordningen om typegodkendelseskrav for indførelse af et køretøjsmonteret eCall-system kommer ikke til at gælde motoriserede tohjulede køretøjer (motorcykler o. lign.). Førerne af disse køretøjer løber 18-20 gange større risiko for alvorlige kvæstelser i trafikken end førere af personbiler. Der må rettes særlig opmærksomhed mod at løse trafiksikkerhedsproblemerne for denne køretøjstype i højrisikogruppen. Ud over montering af eCall-teknologi må der hurtigst muligt fremsættes forslag til fremme af motoriserede tohjulede køretøjers aktive og passive sikkerhed.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/50

1.1

Udvalget hilser Kommissionens initiativ velkommen og anser det for nødvendigt at omarbejde de to relevante direktiver for at tage udfordringerne på det demografiske og økonomiske område op.

1.2

Hvis Den Europæiske Union skal nå de mål, der er opstillet i Europa 2020-strategien og andre vigtige initiativer, må den hurtigst muligt iværksætte en fornuftig og solid indvandringspolitik. For at vedblive med at være et center for innovation og et kraftcenter for industri, er den nødt til at tiltrække talenter og sikre en god "hjernemobilitet".

1.3

Udvalget mener, at en politik til fremme af migration og mobilitet bør være fast forankret i de grundlæggende menneskerettigheder. Principperne i charteret om grundlæggende rettigheder bør gælde på alle niveauer.

1.4

Udvalget opfordrer Kommissionen og EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder til at undersøge, hvor sårbar tredjelandsstatsborgeres situation er, og til at foreslå medlemsstaterne aktive foranstaltninger for at rette op herpå. Tilfælde af forskelsbehandling bør bekæmpes beslutsomt på alle niveauer.

1.5

Udvalget støtter kraftigt Kommissionen i dens indsats for at udvikle bilaterale partnerskaber om mobilitet, der kan skabe en ramme om samarbejdet mellem Den Europæiske Union og de lande, som ikke er medlem af den, især nabolandene.

1.6

Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage hensyn til kønsaspektet og til at udarbejde programmer med det sigte at tilskynde til større kvindedeltagelse.

1.7

Det er nødvendigt at se nærmere på de hindringer – uanset af hvilken art de måtte være – som gør procedurerne for udstedelse af visum langsommelige, og træffe foranstaltninger, som gør det muligt at fjerne dem. Visumprocedurerne bør være enkle, hensigtsmæssige, tilgængelige og ikke-diskriminatoriske.

1.8

Udvalget understreger vigtigheden af princippet om ligebehandling af tredjelandsstatsborgere i forhold til værtsmedlemslandets egne borgere, når det gælder adgang til varer og tjenesteydelser.

1.9

Udvalget henleder opmærksomheden på nødvendigheden af at give studerende, forskere, frivillige og personer med au pair-ansættelse tilsvarende beskyttelse, når de har lønnet beskæftigelse eller er aktive på arbejdsmarkedet. De pågældende former for lønnet beskæftigelse dækker ofte over arbejdsforhold, og det misbrug, som sådanne situationer kan give anledning til, bør modvirkes ved at lade alle disse personkategorier nyde godt af ligebehandling. Især bør man være opmærksom på de personer, især kvinder, som udfører husarbejde under en au pair-ordning.

1.10

Udvalget bifalder artikel 24, hvorefter tredjelandsstatsborgere efter afslutning af deres forskning eller studier har ret til at søge job i en periode på 12 måneder. Imidlertid indeholder bestemmelserne om ligebehandling i direktiv 2011/98 undtagelser, som ikke er i samklang med de mål, der søges nået med omarbejdningen af de to direktiver.

1.11

Udvalget mener, at kommunikation er en afgørende faktor for en succesrig gennemførelse af denne politik. Medlemsstaterne og EU-institutionerne bør kommunikere med tredjelandsstatsborgerne og sikre dem adgang til god information.

2.1

EU står over for store strukturelle udfordringer af demografisk og økonomisk karakter. Den erhvervsaktive befolkning skrumper ind, og virksomhederne har problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft.

2.2

EU fastlægger de overordnede rammer for sin migrationspolitik ud fra sin generelle tilgang til migrations- og mobilitetsspørgsmålet. Denne tilgang er ligeledes bestemmende for, hvorledes EU's dialog og samarbejde med de lande, som ikke er medlem af EU, tilrettelægges.

2.3

EU befinder sig også i en presset situation, når det gælder innovation. Et af målene for Europa 2020-strategien og dets flagskibsinitiativ "Innovation i EU" er øgede investeringer i forskning og innovation, som anslås at kræve en million flere forskningsjob. Indvandringen fra lande uden for EU kan bidrage med højt kvalificeret personale og talenter, som hver eneste af EU's medlemsstater kan og bør tiltrække.

2.4

I henhold til artikel 79 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten) udformer Unionen en fælles indvandringspolitik med henblik på at sikre en effektiv styring af migrationsstrømme og en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne.

2.5

Direktiv 2004/114/EF fastsætter obligatoriske indrejseregler for studerende fra tredjelande. Det står medlemsstaterne frit for at anvende direktivet på skoleelever, volontører og ulønnede praktikanter. Direktiv 2005/71/EF vedrørende forskere fastsætter en hurtig indrejseprocedure for forskere fra tredjelande, der har indgået en værtsaftale med en forskningsorganisation, der er godkendt af den pågældende medlemsstat.

2.6

Kommissionen aflagde i 2011 rapporter for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af hvert af disse to direktiver, hvoraf det fremgik, at de var behæftede med en række mangler.

2.7

Det største problem, der knytter sig til de to direktiver, drejer sig om indrejse- og opholdstilladelse i EU for tredjelandsstatsborgere (langtidsvisum, opholdstilladelse). Lovbestemmelserne på området er ofte komplicerede og uklare, mens procedurerne er alt for langtrukne, og de bliver ikke altid fulgt på en fair eller konsekvent måde. De nuværende indvandringsbestemmelser er ikke i tilstrækkelig grad gearet til de EU-programmer, der omfatter mobilitetsforanstaltninger, såsom Erasmus Mundus eller Marie Curie.

2.8

Når det gælder arbejdsmarkedet har kandidater fra tredjelande efter afslutningen af deres studier ikke tilstrækkelig mulighed for at finde et job, og dette gælder også forskere, som har færdiggjort deres forskningsprojekt. I visse tilfælde kan tredjelandsstatsborgere ikke blive ansat på universiteter, da disse betragtes som en del af den offentlige sektor. Først og fremmest må kvinders adgang til naturvidenskabelige erhverv tilskyndes ved at fjerne alle former for direkte eller indirekte diskrimination og andre barrierer, som forhindrer kvinder i at få adgang til højt kvalificerede stillinger på det naturvidenskabelige område.

3.1

Udvalget hilser Kommissionens initiativ velkommen og anser det for nødvendigt at omarbejde de to relevante direktiver.

3.2

For Den Europæiske Union er åbenhed over for omverdenen stadig en prioritet, omend dette mål er svært at føre ud i livet under de nuværende omstændigheder. Den bør fremme mobilitet og benytte alle til rådighed stående midler for at lette adgangen for tredjelandsstatsborgere til uddannelses- og forskningsaktiviteter og til arbejdsmarkedet.

3.3

Den Europæiske Union har brug for en ny tilgang til økonomisk migration, som kan give tredjelandsstatsborgere mulighed for at høste viden og kompetencer. Samarbejdet med tredjelande bør tilskynde til "hjernemobilitet", der er til gavn for såvel værtslandene som de udsendtes hjemlande.

3.4

I oktober 2010 vedtog Kommissionen et initiativ, som foreslår en vifte af dristige og nødvendige aktioner og politikker, som den har sat sig for at gennemføre for at omdanne EU til et "Innovations-EU". For at opnå dette bør EU forenkle reglerne for tredjelandsstatsborgeres indrejse- og ophold.

3.5

Folk fra tredjelande kan tilføre dynamik og diversitet til de uddannelsesmæssige, videnskabelige, kulturelle og økonomiske aktiviteter i Europa. Udvalget mener, at en forbedring af tredjelandsstatsborgeres mulighed for mobilitet er et af svarene på de udfordringer, som Den Europæiske Union står over for på det demografiske område og mht. økonomisk udvikling. Udvalget mener endvidere, at en sådan politik bør være fast forankret i de grundlæggende menneskerettigheder.

3.6

Udvalget glæder sig over, at der nu arbejdes på at harmonisere og forenkle de procedurer, der skal følges for at få adgang til Den Europæiske Union. De økonomiske og politiske forhold, der i dag gør sig gældende, kan føre til en opsplitning af de ordninger, politikker og nationale lovgivninger, der vedrører tredjelandsstatsborgere.

3.7

Den Europæiske Unions rolle består i at koordinere debatten, finde fælles løsninger, tilskynde til udbredelse af god praksis og understøtte den indsats, der gøres af EU's medlemsstater, af tredjelande og af deres statsborgere.

3.8

Det er også godt at få afklaret, hvilke kategorier af borgere fra tredjelande der har lettere adgang til EU. Dette initiativ gør situationen klarere og mere forudsigelig for såvel medlemsstaterne som tredjelandsstatsborgerne. Skønt betingelserne for indrejse og ophold varierer, bidrager medtagelsen af alle disse kategorier i det nye direktiv til at fremme væsentlige tværgående aspekter såsom respekt for de grundlæggende rettigheder.

3.9

Tredjelandsstatsborgere har rettigheder og pligter, og de bør kende dem og leve op til dem.

3.10

Udvalget værdsætter det arbejde, der er gjort for at sammenkæde adgangen for tredjelandsstatsborgere mere effektivt med de vigtigste indsatsområder, som har at gøre med indvandring, uddannelse og forskning, især hvad angår sammenhængen med anerkendte programmer såsom Erasmus Mundus og Marie Curie.

3.11

Udvalget noterer ligeledes med tilfredshed den vægt, der lægges på tredjelandsstatsborgernes grundlæggende rettigheder. Der efterlyses dog dynamiske tiltag, som kan garantere, at de bliver behandlet på en fair måde. I praksis befinder borgere fra tredjelande sig ofte i en sårbar situation, især studerende og au pair-ansatte. Udvalget opfordrer Kommissionen og EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder til at undersøge, hvor sårbar tredjelandsstatsborgeres situation er, og til at foreslå medlemsstaterne aktive foranstaltninger for at rette op herpå.

3.12

Udvalget er foruroliget over, at racistiske og fremmedhadske holdninger over for borgere fra tredjelande er ved at brede sig. At lette mobiliteten for disse personer, uden at det er lykkedes at dæmme op for sådanne holdninger, kan betyde, at samtlige politiske mål sættes over styr.

3.13

Udvalget bemærker, at forslaget indeholder konkrete bestemmelser, som fremmer integrationen af tredjelandsstatsborgere i de europæiske forsknings- og uddannelsesmiljøer og på arbejdsmarkedet.

3.14

Der bør tilskyndes til at give tredjelandsstatsborgere adgang til former for beskæftigelse, som kombinerer arbejde med uddannelse og videreuddannelse. Det er vigtigt at styrke princippet om ligebehandling, for så vidt angår ansættelse og arbejdsvilkår for de persongrupper, som er omfattet af de her omhandlede direktiver.

3.15

Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage hensyn til kønsaspektet og til at udarbejde programmer med det sigte at tilskynde til større kvindedeltagelse. For dette måls vedkommende bør man prioritere mobilitet for studerende og i særdeleshed forskere.

3.16

Udvalget vil gerne opfordre medlemsstaterne og EU-institutionerne til at overveje en bredere vifte af mulige interaktioner, herunder på forsknings-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Det europæiske rum er karakteriseret ved, at kunstnerisk produktion og de kreative industrier medvirker til integration og sociale fremskridt såvel som til økonomisk udvikling.

3.17

Udvalget opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og Europa-Parlamentet til at forstærke den beskyttelse på arbejdspladsen, der ydes tredjelandsstatsborgere, som har fået opholdstilladelse med henblik på studier, forskning eller au pair-ansættelse. Beskyttelsen bør også gælde, når de er aktive på arbejdsmarkedet. Det mener, at navnlig for studerendes, forskeres og au pair-ansattes vedkommende bør undtagelserne fra bestemmelserne i direktiv 2011/98 om ligebehandling ophæves.

4.1

Udvalget anser det for fornuftigt at udvide direktivets samlede anvendelsesområde til lønnede praktikanter og au pair-ansatte.

4.2

Udvalget mener, at der i praksis stadig er talrige hindringer af proceduremæssig og institutionel art, som hæmmer mobiliteten. Dette gælder først og fremmest procedurerne for visumudstedelse, som er langsommelige, uforudsigelige eller ligefrem arbitrære. De repræsenterer en meget stor omkostning for ansøgerne, hvilket gør det næsten umuligt at få udstedt et visum. Der er ofte begrænsninger for adgangen til ambassader eller konsulater. Det er nødvendigt nøje at undersøge disse hindringer - uanset af hvilken art de måtte være - og at træffe foranstaltninger, som gør det muligt at fjerne dem. Visumprocedurerne bør være enkle, hensigtsmæssige, tilgængelige og ikke-diskriminatoriske.

4.3

Den private sektor spiller en meget vigtig rolle for gennemførelsen af mål vedrørende finansiering og udvikling af forskningen. Virksomhederne bør tilskyndes til at indtage en proaktiv holdning for at tiltrække forskere. Ligeledes bør medlemsstaternes myndigheder i samarbejde med institutionerne og private virksomheder udforme særlige tiltag, som gør det muligt at fjerne de praktiske hindringer, som vanskeliggør tredjelandsstatsborgeres integration. For eksempel kan det være en langvarig og kompliceret affære at åbne en bankkonto.

4.4

Udvalget bemærker, at for personer, som beskæftiger sig med volontørarbejde, er det af proceduremæssige årsager vanskeligt at opnå visum. Der er tale om særlig aktivitet, som hverken er arbejde eller studium, men som i en vis forstand spænder over begge felter. Volontørtjeneste bør formelt anerkendes som en aktivitet, der giver ret til at få udstedt visum.

4.5

Her mener udvalget, at det vil være gavnligt at inddrage de lokale og regionale myndigheder i arbejdet på dette område.

4.6

Endvidere er bestemmelsen om, at medlemsstaterne kan indføre gunstigere betingelser for de personer, der er omfattet af dette forslag til direktiv, efter udvalgets mening positiv, for så vidt som dette giver medlemsstaterne mulighed for at udvikle specifikke politikker for at tiltrække tredjelandsstatsborgere. Selv om anvendelsesområdet ikke ændres med denne bestemmelse, må medlemsstaternes politik ikke føre til diskrimination af bestemte kategorier af tredjelandsstatsborgere eller af individuelle borgere.

4.7

Inden for rammerne af denne politik støtter EØSU udviklingen af mobilitetspartnerskaber og understreger nødvendigheden af at forbedre samarbejdet mellem EU og tredjelande for effektivt at forvalte "hjernemobilitet". Det vil være uacceptabelt, hvis en opblomstring inden for uddannelse og forskning i EU kommer i stand ved at berøve tredjelandene deres egne borgeres kompetencer. Kommissionens forslag indeholder ingen klare anvisninger på konkrete skridt i denne retning.

4.8

Hvad angår situationen for studerende og den nyoprettede gruppe af lønnede praktikanter, støtter udvalget forslaget om at give dem mulighed for at opholde sig i en anden medlemsstat i perioder på mellem tre og seks måneder, forudsat at de opfylder de generelle betingelser i dette direktiv.

4.9

Udvalget er enigt i, at det bør være lettere for studerende at få adgang til arbejdsmarkedet på de betingelser, direktivet fastlægger, hvorefter de har ret til at arbejde mindst 20 timer om ugen. Den enkelte medlemsstat fastsætter som led i den sociale dialog med arbejdsmarkedets parter det maksimale antal timer pr. uge eller det antal dage eller måneder, som studerende har ret til at arbejde pr. år. Dette loft må ikke ligge under 20 timer pr. uge, eller hvad der svarer hertil målt i dage eller måneder pr. år. I betragtning af at studerendes vigtigste mål under alle omstændigheder er at færdiggøre deres studier, bør varigheden af den tilladte arbejdsaktivitet dog begrænses til et niveau, som giver dem mulighed for at nå dette mål. Der bør regelmæssigt kræves bevis for, at den studerende gør fremskridt i sine studier.

4.10

Udvalget understreger vigtigheden af princippet om ligebehandling af tredjelandsstatsborgere i forhold værtsmedlemslandets egne borgere, når det gælder adgang til varer og tjenesteydelser.

4.11

I sine udtalelser om henholdsvis grønbogen fra 2006 om økonomisk migration (1) og den kombinerede tilladelse, der blev indført i 2008 (2), er udvalget gået ind for, at indvandrere med lovligt ophold – ud over ligebehandling på arbejdspladsen, hvad enten det gælder arbejdsvilkår, løn og afskedigelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen eller foreningsfrihed – også skal have ret til uddannelse og erhvervsuddannelse.

4.12

Medlemsstaterne bør sikre, at tredjelandsstatsborgernes grundlæggende rettigheder bliver respekteret fuldt ud.

4.13

Udvalget mener, at kommunikation er en afgørende faktor for en succesrig gennemførelse af denne politik. Medlemsstaterne og EU-institutionerne bør kommunikere med tredjelandsstatsborgerne og sikre dem adgang til god information.

4.14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vil fortsætte de bestræbelser, det altid har udfoldet i sin egenskab af forbindelsesled mellem det organiserede civilsamfund og EU-institutionerne, og har til hensigt konstant at arbejde for udbredelsen af god praksis på indvandrings- og integrationsområdet.

21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/54

1.1

Udvalget konstaterer, at af de fire friheder, som er fastlagt i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er fri bevægelighed for arbejdstagerne fortsat den, som støder på de største hindringer i praksis.

1.2

Udvalget mener, at arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed uden hindringer eller forskelsbehandling vil bidrage til at beskytte de grundlæggende rettigheder, forbedre EU's konkurrenceevne, virksomhedernes produktivitet og arbejdstagernes jobkvalitet, hvilket er en søjle i Europa 2020-strategien.

1.3

Fri bevægelighed for arbejdstagerne bør fortsat være et af EU's højt prioriterede politiske mål. Udvalget mener, at direktivet vil bidrage til en fair og afbalanceret mobilitet.

1.4

EØSU støtter Kommissionens direktivforslag, som vil fremme ligebehandling og ikke-forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for europæiske arbejdstagere, som udøver retten til fri bevægelighed. Der er dog stadig andre hindringer, som gør mobilitet besværlig, således som udvalget har påpeget i andre udtalelser.

1.5

For yderligere at reducere hindringerne for arbejdstagernes mobilitet bør der træffes supplerende foranstaltninger med henblik på at stille letforståelige oplysninger om arbejds- og socialretlige spørgsmål til rådighed på de relevante sprog. Herudover bør arbejdstagerne have ret til at modtage uafhængig rådgivning. Rådgivningsstrukturerne bør arbejde tæt sammen med arbejdsmarkedets parter og EURES og garantere, at mobile arbejdstagere allerede i oprindelseslandene informeres om de sociale og retlige forhold i værtslandene.

1.6

EØSU støtter de mål, som Kommissionen ønsker at nå med direktivet, såsom beskyttelse af de rettigheder, der følger af princippet om ligebehandling af arbejdstagerne og deres familier på beskæftigelsesområdet og mht. diverse sociale rettigheder via administrative og retslige procedurer; aktion af foreninger, organisationer og andre juridiske personer; udpegelse af strukturer til støtte for samt overvågning af ligebehandling på nationalt plan; den sociale dialog; forbedring af informationsformidlingen til virksomheder og arbejdstagere. Udvalget sætter pris på, at omsætningen til national lov skal foregå under overholdelse af nationale procedurer og retspraksis.

1.7

Udvalget bakker op om, at der oprettes informations- og rådgivningstjenester om udøvelsen af retten til fri bevægelighed og mobilitet til støtte for arbejdstagere. Det vil endvidere være nødvendigt at levere tilstrækkelig information til arbejdsgiverne.

1.8

EØSU støtter Kommissionens bestræbelser på at ændre og udvide EURES' rolle med det mål at gøre mobilitet nemmere og skabe bedre balance mellem kvalifikationer og arbejdsmarkedets behov.

2.1

I rapporten fra Mario Monti fra maj 2010, "En ny strategi for det indre marked", understreges det, at arbejdstagernes fri bevægelighed er en succes ud fra et juridisk synspunkt, men at det alligevel er den mindst benyttede af de fire friheder i det indre marked. Forskellen mellem teori og praksis ses også i de politiske retningslinjer for 2010-2014, som Kommissionens formand José Manuel Barroso har fremlagt.

2.2

Formålet med Kommissionens forslag til direktiv er at sikre bedre gennemførelse af EU-lovgivningen og fremme arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed. Traktaten og gældende EU-lovgivning giver alle EU-borgere ret at bevæge sig frit i en anden medlemsstat med henblik på ophold og arbejde, beskytter dem mod forskelsbehandling på baggrund af nationalitet, når de søger arbejde, og garanterer dem ligebehandling.

2.3

Gennem de seneste år er der iværksat tre handlingsplaner (1) for arbejdstagernes mobilitet: i 1997, 2002 og 2007. Der er imidlertid kun få arbejdstagere (3 %), som udøver denne ret til fri bevægelighed i EU. Kommissionen, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget, EØSU og arbejdsmarkedets parter har peget på de konkrete hindringer, der ligger i vejen for udøvelsen af denne ret:

2.4

Som følge af disse problemer er forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i mange tilfælde stadig en meget væsentlig hindring for vandrende EU-arbejdstagere.

2.5

Kommissionen har gennemført omfattende høringer af medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og specialiserede organer. Konklusionen har været, at det mest hensigtsmæssige retsinstrument til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed er et direktiv. Hermed sikres ensartet overholdelse af de rettigheder, som tilkommer arbejdstagerne ifølge artikel 45 i EUF-traktaten og artikel 1-10 i forordning (EU) nr. 492/2011.

2.6

Direktivets anvendelsesområde kommer til at omfatte aspekter, der mht. arbejdstagernes fri bevægelighed er relateret til forordning (EU) nr. 492/2011, som sikrer ligebehandling og ikke-forskelsbehandling på følgende områder:

2.7

Direktivet pålægger medlemsstaterne at:

3.1

Den Europæiske Union bør mobilisere al den kapacitet, som arbejdsmarkedet råder over, for at få gang i væksten og beskæftigelsen, samt udvikle det indre markeds fulde potentiale og skabe et dynamisk og inklusivt europæisk arbejdsmarked med bedre perspektiver for beskæftigelsen på langt sigt. For at kunne gøre dette er det helt nødvendigt at fjerne hindringerne for arbejdstagernes fri bevægelighed og sikre opfyldelse af arbejdstagernes og virksomhedernes rettigheder og ansvar.