28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/1

Ordfører:

Etele BARÁTH

1.1.

EØSU mener, at der skal indføres en koordineret og udviklingsorienteret europæisk forvaltning, der sigter mod at bidrage til opbygningen af et fornyet, styrket og fredeligt Europa. Koordineringen skal styrkes, eventuelt ved at organisere forvaltningen på en ny måde.

1.2.

Der skal genetableres en dynamisk økonomisk udvikling i en koordineret proces, ligesom fundamentet for social velfærd, demokrati, forskellige kulturers sameksistens og eksemplarisk respekt for miljøet skal styrkes.

1.3.

EØSU understreger, at en konsekvent anvendelse af partnerskabsprincippet har til formål at fremme deltagelsen af de berørte parter i planlægningen og gennemførelsen af EU's investeringer. Deltagelsen vil styrke det kollektive engagement for investeringer og vil gøre det muligt at trække på mere ekspertise. Den vil gøre projektgennemførelsen mere effektiv, øge gennemsigtigheden og medvirke til at forhindre svig og misbrug.

1.4.

Der er behov for en strategi med enkle og realiserbare målsætninger — et samlet projekt for Europa (EU 2030-50-strategien). Et innovativt, levedygtigt og inklusivt Europa er fortsat et af EU's vigtigste strategiske mål. Med det mål for øje bør COP21-målsætningerne (målene for bæredygtig udvikling) også indgå i projektet.

1.5.

Udviklingsprogrammerne skal koordineres bedre. Udarbejdelsen af udviklingsprogrammer og -redskaber på kort, mellemlang og lang sigt skal funderes på et sæt præcise og konkrete målsætninger. Ved »redskaber« forstås alle politiske, lovgivningsmæssige, organisatoriske og finansielle instrumenter.

1.6.

For at sikre en bedre koordinering anbefaler EØSU, at de klassiske europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) samt markedsorienterede projekter med deltagelse af privat kapital under Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) understøtter opfyldelsen af de fælles europæiske målsætninger. Med dette formål for øje er det vigtigt at samordne målene med bestemmelserne for deres gennemførelse.

1.7.

Udvalget foreslår, at det primære instrument til at sikre en udviklingsorienteret og styrket central forvaltning skal være det europæiske semester, der er baseret på en årlig vækstanalyse, og som tillige skal fastlægge redskaberne til løbende at influere på projektet for Europa og følge udviklingen heraf på tæt hold. Det europæiske semester kan således opfylde den mission, der går ud på at sikre et socialt miljø, der skaber trivsel.

1.8.

Parallelt med BNP som præstationsindikator, der allerede bruges og hovedsageligt er af økonomisk karakter, kan en resultatindikator (bruttonationalresultat) som supplement til BNP, og som også afspejler bæredygtighed og primært indeholder sociale og miljømæssige faktorer, tjene som grundlag for at overvåge effektiviteten af udviklingsorienteret forvaltning.

1.9.

Der er behov for tæt koordinering og indførelse af en åben metode til samarbejde mellem medlemsstaterne. Det er nødvendigt at tilpasse de erfaringer, der hidtil er indhøstet i udviklingsprocesserne.

1.10.

De juridiske og finansielle instrumenter skal konsolideres. Resultaterne af den udviklingsorienterede forvaltning vil afhænge af dynamikken i økonomien, den øgede mobiliserede kapital, den øgede effektivitet i investeringssystemet, arbejdskraftens styrkede kvalifikationsniveau og omfanget af innovation i virksomhederne. Men hovedmålsætningen på lang sigt er at skabe velfærd og samfundsmæssig fornyelse samt at sikre et bedre og bæredygtigt miljø.

1.11.

Det er nødvendigt med delt gennemførelse på flere niveauer. Sideløbende med den igangværende revision (REFIT-programmet) er det påkrævet at udvikle juridiske og administrative instrumenter til en udviklingsorienteret forvaltning. I den sammenhæng skal instrumenterne på mellemniveau, dvs. instrumenter til koordinering af den makroregionale udvikling, styrkes markant. Derudover får den rolle, funktionelle regioner, byer, byzoner, bebyggede områder, storbyområder og netværk spiller, en øget betydning i det europæiske projekt.

1.12.

Kontinuitet er på lang sigt et af de vigtigste elementer i den udviklingsorienterede forvaltning. Det er nødvendigt at koordinere den cykliske karakter af de politiske processer, programmerings- og udviklingsprocesserne og fastlæggelsen af budgetperioder. Udviklingsaktiviteten forudsætter løbende analyse, kontrol og tilpasning.

1.13.

Det er navnlig vigtigt at informere offentligheden præcist, fremme borgernes engagement, udbygge formidlingen og den politiske markedsføring og korrekt præsentere både konkrete resultater og problemer.

1.14.

EØSU har altid plæderet for en styrkelse af den demokratiske deltagelse. I forbindelse med den åbne samarbejdsmetode skal arbejdsmarkedets parters og de økonomiske interesseorganisationers og NGO'ers deltagelse sikres på alle niveauer, hvilket skal gå hånd i hånd med en styrkelse af EØSU's rolle.

1.15.

Som EØSU allerede anførte i sin udtalelse fra 2012 (1), støtter det Kommissionens initiativ vedrørende oprettelsen af en »europæisk adfærdskodeks for partnerskab« (ECCP), hvis formål er at give medlemsstaterne en partnerskabsramme inden for planlægning og gennemførelse. Partnernes syn på Europa skal indgå i fastlæggelsen og den nærmere beskrivelse af målsætningerne og vil styrke effektiviteten i gennemførelsen af planerne.

1.16.

EØSU understreger, at man bør gå videre end reglerne om partnerskab, der er baseret på forslag og god praksis, og minimumskravene, som myndighederne i medlemsstaterne skal opfylde for ikke at få pålagt sanktioner, skal præciseres.

1.17.

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne forpligtes til at indføre effektive finansieringsordninger for at styrke kapaciteten blandt partnerne. Disse ordninger skal bestå af mere end blot kurser eller informationsformidling og skal også dække udvikling af partnerskabsnetværk og indførelse af instrumenter til fremme af reel deltagelse.

1.18.

EØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til at styrke samarbejdet med de europæiske partnerskabsnet. Kommissionen bør etablere et finansieringssystem, der bidrager til arbejdet i de europæiske netværk af NGO'er, der er aktive inden for regionalpolitik med primært fokus på kontrol med de nationale processer og på at sikre tilbagemeldinger.

2.1.1.

Den Europæiske Union er stærk, men befinder sig stadig i en mangefacetteret krise, der konstant udvikler sig, hvilket Brexit har vist. Den økonomiske krise i 2008 blev afslutningen på en opsvingsperiode efter udvidelsen i starten af 00'erne, og i mange lande blev opsvinget afløst af økonomisk afmatning.

2.1.2.

Den økonomiske krise og navnlig det deraf følgende fald i investeringerne har udhulet den vækstbaserede samhørighed mellem medlemslandene og skabt tiltagende politiske, økonomiske og sociale spændinger. Trods Unionens grundlæggende mål vokser udviklingsforskellene mellem medlemsstaterne.

2.1.3.

Dette at fortsætte med at påtvinge lande med høj offentlig gæld, udlandsgæld og budgetunderskud strikse sparepolitikker bidrager til yderligere at øge kløften mellem de mest avancerede lande og dem, der er ramt af sparekniven. Der er behov for nye politikker for på den ene side at kombinere økonomisk vækst og kontrol med budgetunderskud og på den anden side effektive politikker for social inklusion.

2.1.4.

Fattigdom, prekært arbejde og arbejdsløshed har nået et uacceptabelt niveau. De unges manglende fremtidsudsigter udgør en væsentlig hindring for en bæredygtig fremtid for Europa.

2.1.5.

EU har mistet sin status som attraktivt investeringsområde og ses i stedet som et område med for meget bureaukrati. Hvad angår produktive investeringer, mister EU i stigende omfang terræn sammenlignet med USA og enkelte medlemsstater, f.eks. Tyskland og Det Forenede Kongerige. De lande, der halter bagefter, bremser de mere dynamiske økonomier. Den gensidige afhængighed bliver mindre udpræget. I visse lande øges kløften trods et betydeligt budgetoverskud på grund af faldet i produktive investeringer, hvilket desuden får de fattigste regioner til at sakke endnu længere agterud. Reaktionen herpå er langsom og bureaukratisk.

2.1.6.

I lyset af den aktuelle migrantkrise og den seneste tids terrorangreb skaber EU's grundlæggende landvindinger som eurozonen og Schengenområdet splittelse frem for sammenhængskraft. Mange medlemslande udnytter EU til at fremme deres indenrigspolitiske dagsorden.

2.1.7.

Der ses en skævhed i den regionale udvikling. Målt på BNP er forskellen mellem EU's mest og mindst udviklede regioner 14:1. Nogle lande blandt de store støttemodtagere trækker på EU-midler frem for statslige instrumenter og investeringsfaciliteter, og deres nationale bidrag er blevet reduceret til et minimum, der ligger langt under de oprindelige målsætninger. De nyligt oprettede konkurrenceevneråd kan anvende deres instrumenter til at yde et væsentligt bidrag til konvergensen mellem regionernes udviklingsniveau.

2.1.8.

EU's borgere og økonomiske, sociale aktører og NGO'er har ikke længere nogen fremtidsudsigter, tager afstand fra den politiske proces og fokuserer i stigende grad på sig selv. De opfatter EU som en rigid størrelse, der mangler fleksibilitet og fornyelsesevne.

2.1.9.

Den Europæiske Union har primært på grund af de mangelfulde resultater og den institutionelle struktur på udviklingsområdet ikke været i stand til at mobilisere de tilstrækkelige midler til at indfri de til dels spredte målsætninger.

2.1.10.

Der mangler enighed om fremtidsvisioner, politisk vilje og forvaltningskapacitet. Koordinationsmetoden er utilstrækkelig, de juridiske instrumenter har ingen virkning eller er vanskelige at anvende, organisationernes deltagelse og den samfundsmæssige opbakning er ringe, navnlig på grund af mangelfuld kommunikation.

2.1.11.

EU's langsigtede udviklingsstrategi frem til 2020 er allerede for kortsigtet og ikke længere realistisk. Den er derudover fragmenteret og kan ikke styre processen inden for de nuværende metodologiske rammer. I mellemtiden har medtagelsen af de 17 hovedmålsætninger om bæredygtig udvikling givet Kommissionen mulighed for inden for en kompleks og langsigtet ramme at indlede en undersøgelse af systemet og styringsinstrumenterne.

2.2.1.

Det er på den baggrund, at den nye Europa-Kommission med støtte fra Europa-Parlamentet har indført et nyt paradigme for den økonomiske udvikling. De formulerede målsætninger — jobskabelse og vækstfremme, gennemførelse af EU's indre marked, forenkling af den økonomiske regulering, konsolidering af de fælles udviklingsprioriteter, energimarkedet, investeringsstøtte på markedet for digitale produkter og serviceydelser, prioritering af intellektuelle og fysiske netværk til at forbinde Europa digitalt og øget ansvarlighed på miljøområdet — kan skabe en fornyet og vigtig dynamik i økonomien.

2.2.2.

Det europæiske semester og dets bestanddele udgør et system, som er mere vidtrækkende end økonomisk styring. Det foreslås at styrke betydningen af de samfunds- og miljømæssige målsætninger på lang sigt inden for rammerne af mekanismen for det europæiske semester.

2.2.3.

Det vigtigste program med henblik på fuld konsolidering af eurozonens finansielle system er på den ene side utilstrækkeligt, og på den anden side forstærker det den reelle frygt for en endnu større kløft mellem EU-landene. Målsætningerne for udvikling på EU-plan vil kunne mindske handlingslammelsen i et EU i to hastigheder.

2.2.4.

To store og meget forskellige sæt økonomiske og finansielle instrumenter med hver deres gennemførelsesprocedure er for tiden bestemmende for udviklingsprocessen. Der skal sikres større komplementaritet mellem de to sæt instrumenter allerede i den tidlige fase, hvor målsætningerne koordineres.

2.2.5.

Det drejer sig først og fremmest om EU's klassiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), der er traktatfæstede, og som har til formål at fremme den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed. De yder investerings- og udviklingsstøtte, og trods en løbende modernisering består fondenes virke stadig i at omfordele EU's budget, der er baseret på bidrag fra medlemsstaterne. I en række tilfælde anerkendes fondenes reelle værdi ikke i tilstrækkeligt omfang af støttemodtagerne, som gør gældende, at de har »ret« til midlerne. Ved den såkaldte midtvejsrevision af perioden frem til 2020 er det nødvendigt at vedtage en ny lovgivning for at fremme ovennævnte komplementaritet.

2.2.6.

Det næste sæt instrumenter er Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI-fondene), der skal sikre gennemførelse af den nye »Junckerplan«, og som er et nyt markedsorienteret finansielt instrument, der giver mulighed for at støtte risikovillig kapital og mobilisere midler fra både den offentlige sektor, banksektoren og den private sektor, og hvor beløbet stadig kan øges. Forvaltningsmekanismen skal indgå som et fast element i den udviklingsorienterede forvaltning. Harmoniseringen af de to finansieringssystemer skal ligeledes ske på medlemsstatsniveau.

2.2.7.

Sammenlignet med disse finansieringsordninger er de andre velfungerende finansieringsinstrumenter diversificerede, tilpassede til opgaven, begrænsede i omfang og har konkrete målsætninger. Rammerne for et projekt for Europa skal underlægges stram og systematisk koordinering.

2.2.8.

Til dato er de direkte midler til fremme af realiseringen af de få, men usammenhængende mål i Europa 2020-strategien gående ud på at forbedre koordinationen ikke taget i anvendelse. I mangel af sådanne midler er det vigtigt at overveje, om det er muligt at koordinere EU's udvikling i tilstrækkeligt omfang. Planlægningen af interaktionen mellem de forskellige instrumenter skal derfor indgå i opgavebeskrivelsen for den nye plan for perioden efter 2020.

2.2.9.

De 11 tematiske målsætninger for den flerårige finansielle ramme for ESI-fondene samt de 10 primære målsætninger i Junckerplanen, som kun i ringe omfang matcher de førstnævnte, og den finansielle og administrative regulering heraf bidrager i dag til gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Dertil kommer de 17 referencekriterier vedrørende bæredygtighed, som er afgørende for fremtiden. Opgavebeskrivelserne i forbindelse med programmeringsprocessen for perioden efter 2020 skal indeholde et begrænset antal klare og præcise målsætninger.

2.2.10.

I øjeblikket bevirker de forskellige mekanismer knyttet til målsætningerne samt de forskellige tidsfrister og start- og slutdatoer, at målsætningerne ikke er transparente og ikke er lette at forstå og efterleve for de økonomiske og sociale aktører og civilsamfundet. Den manglende synergi og interaktion mellem de forskellige målsætninger reducerer instrumenternes og investeringernes effektivitet betydeligt. Synergien mellem ESI-fondene og den reviderede Europa 2020-strategi bør styrkes ved at udarbejde en ny strategi for EU 2030-2050 (projekt for Europa).

2.2.11.

Mens strukturfondene er underlagt meget bureaukratiske forberedelses-, gennemførelses-, kontrol- og analysemekanismer, der både er centraliserede og decentraliserede, og der på EU-plan findes et stort antal agenturer, der overvåger gennemførelsen, er den nye forvaltningsmekanisme for EFSI udarbejdet i Europa-Kommissionens regi, og den nye organisationsstruktur tager afsæt i de nye behov affødt af finans- og investeringsklimaet. Koordineringen af de to store områder nødvendiggør tilvejebringelsen af et strategisk instrument og et nyt forvaltningssystem (2).

2.2.12.

Etableringen af et nyt udviklingsorienteret forvaltningssystem kan føre til en tættere koordinering og et åbent samarbejde mellem de relevante partnere.

2.2.13.

Med henblik på at forbedre effektiviteten af ESI-fondene bør partnerskabets institutionelle struktur styrkes, og den bør åbnes for alle europæiske borgere i henhold til reglerne for offentlig deltagelse. Borgerne skal sikres mulighed for adgang til relevant information og for at deltage i beslutninger vedrørende planlægning og gennemførelse. De bør ligeledes have mulighed for at blive hørt vedrørende programforslag, udbud og evalueringsrapporter.

3.1.

EØSU har allerede behandlet partnerskabsprincippet og fremsat detaljerede forslag om dette emne i flere udtalelser.

3.1.1.

I sin udtalelse fra 2010 (3) påpegede EØSU, at de gældende forordninger tillod en for bred fortolkning af partnerskabsbegrebet på nationalt plan, og at Europa-Kommissionen derfor bør spille en stærkere og mere proaktiv rolle som vogter af partnerskabsprincippet. Det fandt det afgørende, at alle operationelle programmer sikrer parterne den nødvendige tekniske bistand til styrkelse af deres kapacitet. Det argumenterede for en tilbagevenden til programmer for fællesskabsinitiativer inden for social innovation og lokal udvikling.

3.1.2.

I sin udtalelse fra 2012 (4) støttede EØSU Kommissionens initiativ om at indføre en europæisk adfærdskodeks for partnerskab. Udvalget udtrykte det organiserede civilsamfunds betænkeligheder ved den manglende respekt for partnerskabsprincippet og foreslog at indføre et overvågningssystem for partnerskabet, der forvaltes af partnerne selv. Det foreslog som betingelse for at indgå partnerskabsaftaler med medlemsstaterne, at der sker en passende gennemførelse af adfærdskodeksen, og med dette formål for øje skal midlerne til de operationelle programmer suppleres gennem finansielle incitamenter. Det bekræftede ligeledes sine henstillinger vedrørende styrkelsen af partnernes kapacitet.

3.2.

Lovgivningen vedrørende samhørighedspolitikken foreskriver indførelse af en såkaldt »europæisk partnerskabskodeks«, der indeholder retningslinjer for god praksis.

3.3.

Erfaringerne med gennemførelsen af denne kodeks viser, at nogle lande kun formelt anvender kodeksens bestemmelser i de nationale programmeringsprocesser og i ændringen af den institutionelle stuktur for gennemførelsen af ESI-fondene.

3.4.

I flere lande har partnerne ikke fået tilstrækkeligt tid til at afgive en udtalelse i forbindelse med de relevante dokumenter. De har ikke været inddraget i indholdet af de vigtigste strategiske beslutninger om f.eks. fastsættelse af prioriteter og finansielle bevillinger. Der er ikke indført nogen særlig mekanisme eller særinstrument for kommunikation og deltagelse.

3.5.

Analyser gennemført af flere NGO'er (5) viser, at kravene til udvælgelse af partnere, der indbydes til at deltage i styringskomiteerne, i flere lande formelt er blevet fulgt, men at repræsentativitet og emnedækning i nogle tilfælde er utilstrækkeligt sikret. Informationsudvekslingen mellem de styrende myndigheder og medlemmerne af styringskomitéerne er mangelfuld.

3.6.

Myndigheder med ansvar for horisontale områder, f.eks. miljøministerier, deltager ikke med fast plads i flere relevante styringskomiteer. Forvaltningsmyndighederne gør ikke en indsats for at inddrage partnere fra civilsamfundet, der repræsenterer horisontale principper, i planlægningen af indkaldelse af projektforslag samt i evalueringen af forslag.

3.7.

Tiltagene til at styrke partnernes kapaciteter er utilstrækkelige i nogle lande. De begrænses i stort omfang til uddannelse og refusion af rejseomkostninger, og der er ikke kommet noget ud af flere forslag i den europæiske partnerskabskodeks, f.eks. vedrørende etablering af netværk og koordinering eller dækning af omkostninger til eksperter, der er nødvendige for at sikre en effektiv partnerdeltagelse.

3.8.

Kommissionen og medlemsstaterne har ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på anvendelsen af instrumenter for lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) i første halvdel af budgetperioden.

3.9.

EØSU finder det nødvendigt at gennemføre en samlet vurdering af partnerskabspraksisserne. Undersøgelsen skal ligeledes omfatte en evaluering af planlægningsprocedurerne og af den institutionelle gennemførelsesstruktur. Derudover skal det evalueres, i hvor høj grad de eksisterende bestemmelser kan føre til et effektivt partnerskab. Partnerne skal inddrages aktivt i evalueringsprocessen.

28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/7

Ordfører:

Adam ROGALEWSKI

1.1.

Der er et behov for at tage hul på en debat om indførelse af en fælles definition af erhvervet som »indeboende« plejer i Europa, der skal anerkendes som en form for hjemmepleje. Definitionen af indeboende pleje bør dække arbejdsordninger for arbejdstagere (ansatte eller selvstændige), der bor i private boliger, hvor de primært er beskæftiget med at yde pleje til ældre eller personer med handicap. Indeboende plejere bør, uanset om de er ansatte eller selvstændige, opfattes som hørende til systemet for langtidspleje. Formålet med indførelse af en fælles erhvervsdefinition er at anerkende, at der på det europæiske arbejdsmarked findes indeboende plejere, og at forbedre kvaliteten af den langsigtede pleje, de leverer.

1.2.

Som input til politikudformningen bør Eurostat indsamle tilstrækkelige oplysninger om indeboende plejere.

1.3.

EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge situationen for disse arbejdstagere, herunder deres antal, nationalitet, indvandrerstatus, mobilitet over grænserne, reelle integration i systemerne for beskyttelse af arbejdstagere og social sikring, arbejds- og sociale forhold og kvalifikationer samt deres reelle og potentielle bidrag til de europæiske økonomier.

1.4.

EØSU understreger, at indeboende plejere bør behandles som andre arbejdstagere inden for plejesektoren. Det betyder, at de skal være beskyttet af samme rettigheder vedrørende f.eks. grænser for arbejdstid (inkl. vagter) og sikret mod proformaselvstændighed. Ansatte indeboende plejere må ikke nægtes de rettigheder, der følger af den relevante ansættelsesretlige lovgivning i EU og medlemsstaterne, herunder retten til en rimelig løn, sundhed og sikkerhed på arbejdet, social sikring, foreningsfrihed og kollektive forhandlinger.

1.5.

Manglen på arbejdskraft inden for langtidsplejen i Europa bør afhjælpes med positive foranstaltninger, der sikrer anstændige løn- og arbejdsvilkår, får rettet op på investeringsunderskuddet, garanterer respekt for princippet om fri bevægelighed, fjerner hindringer for arbejdstagernes udnyttelse af deres rettigheder som arbejdstagere og åbner muligheder for, at migranter kan få adgang til lovlig beskæftigelse.

1.6.

EØSU opfordrer Den Europæiske Union til at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne om koordinering af udbuddet af indeboende plejere og deres mobilitet som led i en strategi for at forbedre sektorens samlede kapacitet til at levere kvalitetspleje. Helt konkret bør der iværksættes foranstaltninger med henblik på:

Derudover bemærkes det, at Kommissionens forslag til en europæisk søjle for sociale rettigheder ikke indeholder en omtale af situationen for indeboende plejere. Det bør overvejes at medtage deres sociale rettigheder i det videre arbejde med søjlen for sociale rettigheder, som EØSU er i færd med at udarbejde en udtalelse om.

1.7.

Medlemsstaterne bør garantere beskyttelsen af plejemodtageres og plejeres, herunder indeboende plejeres, rettigheder. Helt konkret bør der iværksættes foranstaltninger med henblik på:

1.8.

EØSU understreger, at den økonomiske støtte til plejemodtagere, som er afhængige af indeboende plejere, skal sikres via tilstrækkelige langsigtede og bæredygtige offentlige investeringer.

1.9.

Fagforeninger, arbejdsgivere og civilsamfundsorganisationer skal inddrages i den politiske planlægning i medlemsstaterne og på EU-niveau. Den sociale og civile dialog bør fremmes med alle interessenter på alle niveauer.

1.10.

EØSU bør spille en aktiv rolle i at fremme udviklingen af EU-politikker, som har til sigte at støtte plejere, plejemodtagere og deres familier ved bl.a. at afholde en konference om indeboende pleje i Europa i fremtiden.

2.1.

Manglen på arbejdskraft i sundhedssektoren er en »tikkende bombe«. Der er allerede tale om en krise (3), og manglen på arbejdskraft vil blive mere udtalt, hvis der ikke findes de rigtige politiske løsninger. Helt tilbage i 1994 pegede Kommissionen på pleje som en sektor af strategisk betydning. I 2010 advarede Kommissionen om, at der i 2020 ville mangle to millioner arbejdstagere i sundhedssektoren, hvis der ikke straks blev grebet ind for at afhjælpe udbudsunderskuddet på op til én million arbejdstagere inden for langtidsplejen (4).

2.2.

Antallet af indeboende plejere er højt, men alligevel er de en marginaliseret gruppe i arbejdsstyrken inden for langtidsplejen. De er yderst mobile og befinder sig nederst i arbejdskrafthierarkiet i sektoren. Ofte indgår indeboende plejere slet ikke i overvejelserne om sektorplanlægningen inden for langtidsplejen på EU- og medlemsstatsniveau.

2.3.

Det nøjagtige antal indeboende plejere kendes ikke, da der mangler oplysninger som følge af, at de ofte ikke medtælles, når der indsamles data. Plejepersonale nyder generelt ikke stor anerkendelse og er dårligt betalt, og på den baggrund har indeboende plejere i alt for lang tid været usynlige for politikerne.

2.4.

I alle medlemsstater findes der indeboende plejere. Mange af dem er migranter fra tredjelande, mens andre er EU-borgere, som arbejder i deres hjemland eller i udlandet. Nogle arbejder ulovligt som udokumenterede migranter og andre som led i cirkulær eller midlertidig migration. For manges vedkommende foregår arbejdet på usikre vilkår, bl.a. som proformaselvstændige.

2.5.

Der findes ikke for nuværende en definition af indeboende plejer som erhverv, og deres situation sidestilles derfor med husarbejderes (5). Ifølge ILO udgør husligt arbejde, herunder plejearbejde, mellem 5 % og 9 % af al beskæftigelse i de industrialiserede lande (6).

2.6.

Nogle medlemsstater har truffet skridt til at formalisere og fremme inklusionen af udokumenterede migranter, der arbejder som plejere, ved at underskrive ILO-konvention nr. 189.

2.7.

EØSU har allerede bidraget til politikken om langtidspleje med udarbejdelse af udtalelser om husarbejderes rettigheder som arbejdstagere (7), behovet for sociale investeringer (8) og langtidspleje og afinstitutionalisering (9). Denne udtalelse bygger videre på synspunkterne deri med fokus på den særlige situation for indeboende plejere.

3.1.

Hjemmeplejen er i hastig vækst som en følge af, at flere og flere foretrækker at modtage pleje i hjemmet, at udgifterne til pleje i institutioner for mange er uoverkommelige, og at der ikke investeres tilstrækkeligt i infrastruktur i plejesektoren.

3.2.

De besparelser, der er blevet gennemført i de fleste medlemsstater, har reduceret den allerede begrænsede infrastruktur og arbejdskraft inden for langtidsplejen. EØSU mener, at investeringer i langtidspleje må betragtes som noget positivt, som en økonomisk mulighed og et prioriteret område for jobskabelse, social støtte til familier og fremme af ligestilling mellem kønnene. Investeringer i sektoren øger arbejdsstyrkens erhvervsfrekvens og skaber en mulig vej ud af den økonomiske krise (10).

3.3.

Der er en udbredt mangel på arbejdskraft inden for plejesektoren i mange medlemsstater. Ansættelse af både lovlige og udokumenterede indeboende plejere afhjælper manglen inden for langtidsplejen. Særligt sundhedssystemerne i Sydeuropa er stærkt afhængige af indeboende plejere. I Italien udgør migranter, der arbejder som indeboende plejere, ca. tre fjerdedele af arbejdsstyrken inden for hjemmeplejen (11).

3.4.

Også lande i Central- og Østeuropa mærker manglen på arbejdskraft i plejesektoren og den stigende efterspørgsel efter pleje i Vesteuropa. Polen leverer for eksempel mange indeboende plejere til andre lande, trods en stor mangel på arbejdstagere til hjemmemarkedet. Denne mangel dækkes af arbejdstagere fra Ukraine og andre lande uden for EU, som tager til Polen.

3.5.

Trods en tiltagende bevidsthed om plejesektorens betydning for økonomisk velstand er der ingen tal for det bidrag, som indeboende plejere yder til den europæiske økonomi, hvilket der bør rettes op på med undersøgelser i hele Europa.

3.6.

Mange kvinder i Europa er fanget i en såkaldt »sandwich«, hvor de forventes at passe både forældre og børn. Dette arbejde betaler de sig stadig mere fra. I en verden, hvor plejearbejde er globaliseret, er konsekvensen globale kædereaktioner inden for pleje (12). Migrantarbejdere i plejesektoren, som flytter for at finde arbejde, er ofte nødt til at finde plejere til deres egne familiemedlemmer og ansætter plejere, der kommer fra andre, ofte fattigere, baggrunde.

4.1.

Den lave status, som indeboende plejere har, er et resultat af kønsbaserede antagelser om, at plejearbejde er lavt kvalificeret »kvindearbejde«. Den gødes endvidere af den strukturelle marginalisering af migrantkvinder. I adskillige arbejdsmarkedsundersøgelser kategoriseres husarbejdere som lavt kvalificerede eller uden kvalifikationer. Imidlertid besidder mange indeboende plejere færdigheder og kvalifikationer, som de har erhvervet gennem mange års erfaring eller fra ikkeanerkendte formelle uddannelses- og autorisationsprogrammer. Indeboende plejere skal i mange tilfælde kunne dokumentere erfaringer med pleje og kvalifikationer, inden de hyres, og dette afspejles ikke i deres arbejdsvilkår.

4.2.

Mange indeboende plejere oplever, at arbejdsforholdene er uregulerede, og mange af dem arbejder ulovligt. Ofte har de ingen rettigheder som arbejdstagere, og de bliver udnyttet. Forholdene kan sammenlignes med moderne slaveri: Arbejdstagerne kan være isolerede, udsat for vold eller misbrug, tvunget til at arbejde 24 timer i døgnet uden adgang til noget så grundlæggende som et privat, personligt rum. Andre arbejder som proformaselvstændige. I mange tilfælde har arbejdstilsyn, andre offentlige tilsynsmyndigheder og fagforeninger ikke adgang til plejerne på deres arbejdssted (dvs. private boliger).

4.3.

Foranstaltninger med henblik på at legalisere og bringe indeboende plejeres situation i orden må støttes for at sikre, at der er lovlige indgange til plejesektoren. En sådan tilgang er ikke uden fortilfælde: I Spanien og Italien har omkring 500 000 udokumenterede husarbejdere fået deres situation legaliseret siden 2002 (13). Der må udvikles arbejdskraftmigrationspolitikker, som gør det muligt for tredjelandsstatsborgere at arbejde lovligt i plejesektoren, og som sikrer ligebehandling og ret til at skifte arbejdsgiver.

4.4.

Indeboende plejere er en af de allermest mobile grupper i arbejdsstyrken inden for langtidsplejen. Der er en tendens til, at indeboende plejere fra EØS-lande er midaldrende kvinder med forpligtelser over for deres egne familier (14). Det er helt almindeligt, at disse arbejdstagere fra EØS-landene arbejder i indtil tre måneder ad gangen i et vesteuropæisk land og derefter rejser tilbage til deres hjemland.

4.5.

Kvalificerede indeboende plejeres migration til værtslande dræner arbejdsstyrken i hjemlandene. Når arbejdstagernes kvalifikationer ikke anerkendes i værtslandene, er der tale om et socialt og økonomisk tab på et tidspunkt, hvor der generelt mangler arbejdskraft i sundhedssektoren i Europa og på globalt plan.

4.6.

Alle disse forhold tegner et billede af, at indeboende plejeres rettigheder ikke er tilstrækkeligt beskyttet efter den eksisterende lovgivning på EU- og medlemsstatsniveau.

4.7.

Medlemsstaterne bør tilskynde og hjælpe indeboende plejere til at undgå at arbejde under uregulerede forhold.

5.1.

Det er svært for plejemodtagere og deres familier at finde plejere. I de fleste tilfælde hyres plejerne via uformelle netværk af familie og venner. Ofte er der meget lidt garanti for kvaliteten af den pleje, som leveres af plejere, der hyres på den vis. Familierne står ofte i en situation, hvor de ikke har klare retningslinjer for, hvordan man ansætter plejere lovligt.

5.2.

Plejemodtagere og deres familier bør modtage relevant støtte fra staten. På kort sigt bør dette inkludere en oplysningskampagne og løbende bistand i forbindelse med spørgsmål vedrørende indeboende plejeres rettigheder som arbejdstagere og sociale rettigheder. På lang sigt bør medlemsstaterne træffe foranstaltninger med henblik på at sikre, at der føres tilsyn, og sørge for, at der findes en formidlingsfunktion, der bistår plejemodtagerne med at finde indeboende plejere.

5.3.

Plejemodtagerne og deres familier bør tilbydes en række støttetjenester alt afhængig af plejemodtagerens og familiens behov, som kan omfatte hjemmepleje på halv tid eller fuld tid. Alle plejeordninger skal tilrettelægges, så de sikrer anstændige vilkår for ansatte og selvstændige.

5.4.

Plejemodtagerne og deres familier bør også tilskyndes til at være mere opmærksomme på de indeboende plejeres behov og opfatte dem som arbejdstagere, der skal behandles med respekt, og som har rettigheder. Pleje er yderst krævende både fysisk og følelsesmæssigt. Indeboende plejere bør tilbydes ordentlige boligforhold og et privat rum, og grænserne for ansatte plejeres arbejdstid, herunder vagter, skal respekteres.

5.5.

Samtidig skal plejemodtagernes ret til passende pleje respekteres. Det gælder især sårbare grupper og personer med særlige behov som demente.

6.1.

Et stort antal små virksomheder, herunder vikarbureauer, bliver stadig mere aktive i sektoren for indeboende pleje og driver forretning parallelt med en stærkt ureguleret uformel sektor.

6.2.

Plejesektoren kan bidrage til skabelsen af anstændigt arbejde i private husholdninger og vækst i den europæiske økonomi. Kun kvalitetsjob kan garantere kvaliteten af den pleje, der leveres.

6.3.

Manglende regulering af grænseoverskridende ansættelse af indeboende plejere gør det muligt for nogle virksomheder at tilbyde lavere priser for samme arbejde, hvilket bidrager til social dumping. Det er særligt udtalt i polske og slovakiske agenturer, som sender indeboende plejere til Vesteuropa (15). Denne fortsatte forekomst af illoyal konkurrence er skadelig for arbejdstagerne, arbejdsgiverne og den europæiske økonomi.

7.

7.1.

Organisationer i lokalsamfundet og trossamfund (16) spiller sammen med offentlige og private arbejdsgivere en afgørende rolle i at levere pleje på forskellige niveauer. Mange organisationer i lokalsamfundet har bidraget til at legalisere forholdene for migranter, der arbejder som indeboende plejere (17).

7.2.

I mange medlemsstater ydes der imidlertid ikke tilstrækkelig støtte til pleje. Den seneste økonomiske krise har betydet, at der er blevet underinvesteret i plejesektoren overalt i Europa, og forårsaget en negativ spiral af stadig ringere kvalitet i plejen og arbejdsvilkår.

7.3.

Udbyderne af plejetjenesteydelser bør tilføres tilstrækkelige midler til at opfylde den stigende efterspørgsel efter pleje. I betragtning af deres erfaringer skal de inddrages i en ægte social og civil dialog, der skal munde ud i et sæt af brancheforskrifter om, hvordan pleje bør tilrettelægges og leveres.

8.1.

Sverige er et godt eksempel på levering af kvalitetspleje med deltagelse af alle interessenter. Systemet beror i høj grad på offentlig støtte, der finansieres over skatten (18). Vouchersystemer som dem, der anvendes i Frankrig og Belgien, har medvirket til at formalisere husarbejde og har i nogle tilfælde forbedret arbejdsforholdene for arbejdstagere, som yder tjenesteydelser til husholdninger. For Belgiens vedkommende er pleje ikke omfattet af denne ordning (19).

8.2.

Østrig har etableret et system af selvstændige indeboende plejere til at dække behovet for langsigtet pleje og fastsat krav til kvaliteten og rammebetingelser for levering af tjenesteydelser. I 2015 blev der indført yderligere forbedringer af kvalitetsstandarderne og gennemsigtigheden. Systemet er meget udbredt i den østrigske befolkning, men kritiseres af de østrigske fagforeninger for at undergrave arbejdsvilkårene.

8.3.

Da bedste praksis for kvalitetspleje ikke altid kan overtages 100 % i alle medlemsstater, må der på alle niveauer anlægges en helhedsorienteret tilgang, som omfatter alle interessenter og koordineres på EU-niveau.

8.4.

EØSU er af den overbevisning, at Den Europæiske Union bør føre tilsyn med udbuddet af indeboende arbejdstagere og deres mobilitet i Europa og fremme tilgange, som forbedrer sektorens samlede kapacitet til at levere kvalitetspleje og skabe anstændige jobs.

8.5.

Manglen på arbejdskraft inden for plejen i Europa skal sættes øverst på EU's politiske dagsorden. Der skal være fokus på indeboende plejere, som i vidt omfang slet ikke tages i betragtning i de nuværende politiske paradigmer.

28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/14

Ordfører:

Lutz RIBBE

1.1.

EU's biodiversitetspolitik er et klassisk eksempel på en politik, hvis løfter aldrig er blevet indfriet på europæisk og nationalt plan, og dette på trods af at politikken helt korrekt har både kortlagt problemerne og etableret de nødvendige instrumenter.

1.2.

EØSU fremhæver Kommissionens udsagn om betydningen af biodiversitetsbeskyttelsen, der kan sammenlignes med de klimapolitiske mål. Det er ikke blot et spørgsmål om at bevare dyre- og plantearter, men om selve menneskehedens livsgrundlag.

1.3.

EØSU opfordrer til en konsekvent og øjeblikkelig gennemførelse af fuglebeskyttelses- og habitatdirektivet. Også en konsekvent og øjeblikkelig gennemførelse af vandrammedirektivet ville udgøre et væsentligt bidrag til en bedre beskyttelse af den biologiske mangfoldighed.

1.4.

Medlemsstaterne skal langt om længe kortlægge de konkrete finansielle behov, der følger med gennemførelsen af fællesskabsretten, og Kommissionen skal stille de nødvendige midler til rådighed. Da finansieringen af Natura 2000 med fællesskabsmidler fra primært Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) i vidt omfang må anses for at være en fiasko, opfordrer EØSU til etablering af en særskilt budgetpost, som står til rådighed for finansiering af Natura-2000-nettet.

1.5.

EØSU opfordrer til at skabe sammenhæng mellem alle politikområder, som påvirker biodiversiteten. I den forbindelse forventer EØSU, at midtvejsevalueringen af de »økologiske fokusområder« og en eventuel midtvejsevaluering af den fælles landbrugspolitik bliver brugt til at sikre, at den fælles landbrugspolitik fremover bidrager til opfyldelsen af målene for biodiversitet på målrettet vis. For øjeblikket mener EØSU, at der er behov for en ændring af de økologiske fokusområder med hensyn til deres størrelse og kvalitet.

1.6.

Styrkelsen af den grønne infrastruktur hilses varmt velkommen. EØSU opfordrer i den sammenhæng Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle og gennemføre en konsekvent strategi for den grønne infrastruktur. Desuden bør EU gøre det transeuropæiske net for grøn infrastruktur (TEN-G) til en investeringsprioritet. Også til dette formål er der akut behov for øremærkede midler.

1.7.

Der er i de seneste år ikke foretaget betydelige ændringer i EU-politikken, hvis mangel på sammenhæng ofte er blevet fastslået og kritiseret af Kommissionens tjenestegrene, Rådet for Miljø, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og EØSU. Hvis egne forslag til løsning af biodiversitetsproblemerne ikke bliver taget alvorligt og ikke gennemføres, kan det ikke vække undren, hvis a) de ønskede resultater udebliver, og b) en følelse af skuffelse breder sig blandt de berørte parter og i samfundet.

1.8.

EU's forskellige biodiversitetsstrategier og biodiversitetshandlingsprogrammer fra årene 1998, 2001, 2006 og 2010, der altid har beskrevet problemerne rammende, og som har skabt de rigtige instrumenter, må derfor set i bakspejlet overvejende betragtes som nytteløse, da de ikke har været i stand til at omsætte politiske løfter og standse det samfundsskabte tab af biodiversitet.

1.9.

Derfor kan EØSU — som i mange af sine tidligere udtalelser om EU's biodiversitetspolitik — igen slå følgende fast: Det er den politiske vilje, som mangler, og ikke retsgrundlaget! En ændring af det eksisterende retsgrundlag er ikke nødvendig.

2.1.

Efter at det i 1998 blev slået fast i den vedtagne biodiversitetsstrategi (1), at »den store biologiske mangfoldighed i EU […] igennem århundreder lidt efter lidt [er] blevet forringet på grund af menneskets indgreb i naturen«, og at »[disse indgreb i] de seneste årtier har […] antaget et uhyrligt omfang«, blev der i 2001 i bæredygtighedsstrategien (»Göteborg«-strategien) vedtaget af Det Europæiske Råd, formuleret klare mål for biodiversiteten, nemlig at bremse tabet af biodiversitet i EU inden 2010 og genoprette habitater og naturlige økosystemer.

2.2.

Med henblik på at gennemføre denne målsætning blev en handlingsplan for biodiversitet (2) offentliggjort i 2001, fulgt af endnu en handlingsplan for biodiversitet (3) i maj 2006; dennes indhold var stort set identisk med den første.

2.3.

I marts 2010 måtte EU's stats- og regeringschefer indrømme, at løfterne fra 2001 langt fra var blevet indfriet på trods af de forskellige handlingsplaner, som af EØSU blev vurderet til at være korrekte og effektive.

2.4.

På baggrund af Kommissionens meddelelse »Mulighederne for en EU-strategi og mål for biodiversitet for tiden efter 2010« (4) blev endnu en ny »EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020« (5) vedtaget, som i det store hele ikke gjorde andet end at gribe til de gamle fordringer og instrumenter i de tidligere handlingsplaner og udskyde det oprindeligt vedtagne mål for 2010 til 2020.

2.5.

Heri lyder det optimistisk: »EU's biodiversitetsstrategi for 2020 […] baner vejen for, at EU kan opfylde sine egne mål for biodiversitet og sine globale forpligtelser«.

2.6.

Udvalget fremsatte også bemærkninger (6) til denne strategi, hvor kritikken lød som følger »Fra politisk hold har man hidtil ikke haft gennemslagskraft eller vilje til at realisere de foranstaltninger, som man i årevis har erkendt nødvendigheden af, selv om meddelelsen endnu en gang gør det klart, at såvel samfund som økonomi i samme grad nyder godt af en konsekvent biodiversitetspolitik. Ikke engang EU's centrale naturdirektiver har medlemsstaterne gennemført fuldt ud her henholdsvis 32 og 19 år efter deres ikrafttræden!«

2.7.

For EØSU stod det dengang »ikke klart, hvordan den hidtidige mangel på politisk vilje kan overvindes. I den henseende repræsenterer den offentliggjorte biodiversitetsstrategi ikke noget reelt fremskridt. Ministerrådets hidtidige debatter om denne meddelelse viser, at man stadig har lang vej igen, hvad angår en integration af biodiversitetspolitikken i andre sektorpolitikker«.

2.8.

Allerede dengang gav udvalget udtryk for, at det er af allerstørste vigtighed, at der etableres en nær sammenhæng mellem de politiske reformprocesser, som dengang var undervejs (f.eks. fiskeri-, landbrugs-, transport-, energi- og samhørighedspolitik) og biodiversitetsstrategien. Men udvalget så også store mangler heri og nåede til den konklusion, at »Kommissionen må tage sin egen biodiversitetsstrategi mere alvorligt!«

2.9.

Allerede nu er der mindre end 4 år tilbage til at finde den rigtige vej frem og endelig stoppe tabet af biodiversitet, sådan som det er formuleret i den nye EU-biodiversitetsstrategi. Dette fremgår helt klart af midtvejsevalueringen af strategien (7) for biodiversitet.

3.1.

Selve strategien består af i alt 6 klart definerede enkeltmål samt 20 foranstaltninger. I midtvejsevalueringen hedder det:

3.1.1.

… til mål 1 (»Standse statusforringelsen for alle arter og levesteder, der er omfattet af EU-naturlovgivning, og realisere en mærkbar og målelig forbedring i deres tilstand«), at selv om der er gjort visse fremskridt, så går disse for langsomt til, at målet kan nås. Frem for alt mangler en færdiggørelse af Natura-2000-nettet inden for havområder, sikring af en effektiv forvaltning af Natura-2000-områderne og tilrådighedsstillelse af de nødvendige økonomiske midler til støtte for Natura-2000-nettet. Også selv om det landbaserede Natura-2000-net på tidspunktet for midtvejsrapporten »stort set [er] fuldstændigt«, forelå der i 2012 kun forvaltningsplaner for 58 % af Natura-2000-områderne, eller de var under udvikling.

3.1.2.

… til mål 2 (»Frem til 2020 bibeholde og forbedre økosystemer og økosystemtjenester ved at etablere grøn infrastruktur og retablere mindst 15 % af de skadede økosystemer«), at de hidtil trufne foranstaltninger »endnu ikke [har] ændret forringelsestendensen for økosystemer og økosystemtjenester«.

3.1.3.

… til mål 3 (»Øge landbrugets og skovbrugets bidrag til bevarelse og forøgelse af biodiversiteten«), at der ikke foreligger nogen »betydelige fremskridt«, og at »den fortsatte forringelse af tilstanden for arter og levesteder af EU-betydning, der er associeret med landbruget, viser, at der er behov for en større biodiversitetsbevarelses- og forbedringsindsats på disse områder. Den fælles landbrugspolitik spiller en væsentlig rolle i denne proces i samspil med de relevante miljøpolitikker«. Selv om der her midtvejs foreligger en række instrumenter, så skal medlemsstaterne også udnytte disse »i tilstrækkelig stor skala«. EU kan kun nå sit mål for 2020, hvis disse udnyttes »i større omfang«. Samlet set, er der behov for en »væsentligt mere intensiv indsats«.

3.1.4.

… til mål 4 (»Sikre en bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne«), at gennemførelsen af politikken på trods af »betydelige fremskridt med at fastsætte de politiske rammer« dog [har] været ujævn på tværs af EU, og der er stadig udestående store udfordringer med at sikre, at målene nås i overensstemmelse med tidsplanen. Lidt over 50 % af de MSY-vurderede bestande blev fisket på en bæredygtig måde i 2013«. I alle (!) europæiske have registreres som før en nedadgående tendens.

3.1.5.

… til mål 5 (»Bekæmpelse af invasive fremmede arter«), at det er det eneste mål, hvor EU »holder kursen«, og hvor det forventes, at 2020-målet kan nås.

3.1.6.

… til mål 6 (»Medvirke til at forhindre tab af biodiversitet globalt«), at »disse skridt […] dog ikke [er] tilstrækkelige til at mindske virkningerne af EU's forbrugsmønstre på den globale biodiversitet«, og at »den aktuelle indsats ikke [vil] være tilstrækkelig til at opfylde Aichi-biodiversitetsmålene inden for fristerne«.

3.2.

Denne nedslående midtvejsevaluering blev fremlagt, netop som Kommissionen overvejer en grundlæggende revision af de EU-direktiver, som er de vigtigste for bevarelsen af naturen, nemlig fugledirektivet fra 1979 og habitatdirektivet fra 1992.

3.3.

Eksperternes rapporter (8) om kvalitetskontrol af fugle- og habitatdirektivet bekræfter, hvad EØSU har gentaget i årevis: Den retlige ramme er tilstrækkelig og kan ikke gives skyldes for den manglende indfrielse af målene for beskyttelse af biodiversiteten. De grundlæggende fejl ligger i den manglende gennemførelse, manglende budgetter til bevarelse af naturen og EU's inkonsekvente politik.

4.1.

EØSU gentager sit standpunkt om, at vi i EU, hvad angår »bevarelse af biodiversiteten … ikke (mangler) lovgivning, direktiver, programmer, pilotprojekter, politiske erklæringer eller vejledning, men derimod praktisk handling og koordinerede foranstaltninger på alle politiske niveauer«. Udvalget ser dette bekræftet ikke kun på baggrund af evalueringsundersøgelsen, men også som et resultat af konklusionerne på mødet i Rådet for Miljø den 16. december 2015 (9), som i det store hele ikke adskiller sig fra konklusionerne på mødet i Rådet for Miljø i 2011. Så længe direktiverne ikke gennemføres fuldt ud, så længe tilstrækkelige økonomiske midler ikke stilles til rådighed eller udnyttes, og så længe de andre EU-politikker ikke er sammenhængende med hensyn til biodiversiteten, så kan de ønskede resultater ikke opnås.

4.2.

Nye strategier eller handlingsplaner og/eller revision af den retlige ramme ændrer intet herved. De foregiver snarere politisk aktivitet, hvor der reelt ingen er, hvis ikke de faktiske problemer med den manglende gennemførelse bliver løst.

4.3.

Succes med bevarelsen af biodiversiteten kræver flere tilgange.

4.4.1.

Natura-2000-nettet har absolut afgørende betydning for den »klassiske« naturbeskyttelse, dvs. for bevarelsen af sjældne dyre- og plantearter samt enestående biotoper (f.eks. moser, tørre habitater, rester af seminaturlig skov osv.). Nettet bygger primært på habitatdirektivet vedtaget i 1992 og fuglereservater, som blev etableret med det allerede i 1979 vedtagne fugledirektiv.

4.4.2.

Med vedtagelsen af især habitatdirektivet afgav medlemsstaterne såvel som Kommissionen to løfter:

4.4.3.

Dette net skulle altså have været fuldført i 1995, for over 20 (!) år siden. Selv om de fleste af områderne nu er udpeget, 18 % af landarealet i EU-staterne er udpeget som Natura-2000-område, er det ikke gjort med betegnelsen alene. For mange områder findes der stadig ingen permanent retlig beskyttelse, og kun for lidt mere end halvdelen af områderne findes der ledelses- eller forvaltningsplaner. Så længe det ikke er klart for borgerne og myndighederne, men især for grundejere og jordbrugere, hvad der nu er tilladt og forbudt, kan ingen succesfuld naturbeskyttelse finde sted, ligesom der heller ikke kan kompenseres for eventuelle krav vedrørende anvendelsen.

4.4.4.

Det er betegnende, at Rådet for Miljø den 19. december 2011 opfordrede medlemsstaterne — og dermed sig selv — til »rettidigt at afslutte etableringen af Natura 2000-netværket, udvikle og gennemføre forvaltningsplaner eller andre tilsvarende instrumenter, hvori der fastsættes bevarelsesmål samt, hvis det er relevant, genopretningsforanstaltninger for Natura 2000-områder, herunder i havmiljøet, hvorved der skabes et solidt grundlag for strategisk planlægning med henblik på efterfølgende gennemførelse af FFR 2014-2020«. Hvad der faktisk skulle have været afsluttet for 20 år siden, med en opfordring i 2011 til at det burde ske »rettidigt«, er til dags dato stadig ikke afsluttet.

4.4.5.

Derfor opfordrede Rådet for Miljø den 16. december 2015 igen medlemsstaterne og dermed igen sig selv, denne gang sågar »eftertrykkeligt«, til at »færdiggøre oprettelsen af Natura 2000-nettet«.

4.5.1.

Kommissionen, Rådet for Miljø og Europa-Parlamentet (11) betoner med rette, at biodiversitetspolitik ikke kun handler om at beskytte dyre- og plantearter eller habitater, men også menneskers produktionsvilkår og levebrød. Et enkelt af mange eksempler herpå er bestøvning med insekter som bier eller sommerfugle, hvis økonomiske værdi — ikke blot for landbruget — er uvurderlig. Kommissionen måtte imidlertid konstatere følgende »anses Europas økosystemfunktioner for at være i en tvivlsom eller ringere tilstand — dvs. at de ikke længere (kan) levere den optimale kvalitet og kvantitet af en række basistjenester, fx bestøvning af afgrøder, ren luft og rent vand« (12).

4.5.2.

Bevarelsen af bestøvere og destruenter (ydeevnen), men også mange andre arter, kan ikke finde sted, hvis man udelukkende fokuserer på udpegelse af beskyttede områder. EU's biodiversitetspolitik skal derfor også formulere krav til både arealer uden for de beskyttede områder og de beskyttede områder, og her spiller sammenhængen med politikken for arealudnyttelse en afgørende rolle.

4.5.3.

Det er korrekt, at både Kommissionen og Rådet gentagne gange har fremhævet f.eks. landbrugssektorens betydning, senest i midtvejsevalueringen: Rådet »bemærker med bekymring, at landbruget udøver et af de mest markante pres på terrestriske økosystemer, og at der indtil 2012 ikke er konstateret nogen målelig forbedring af statussen for de landbrugsrelaterede habitater og arter, der er omfattet af habitatdirektivet, og beklager, at fugle i landbrugsområder, sommerfugle i græsområder og bestøvningstjenester er i væsentlig nedgang, hvilket understreger fortsat pres fra visse typer landbrugspraksis, såsom nogle former for nedlæggelse og intensiv dyrkning af landbrugsarealer« (13).

4.6.1.

I EU's biodiversitetsstrategi for 2020 blev det understreget, at denne er et »led i Europa 2020-strategien« (14). Alligevel anvendes udtrykkene »biologisk mangfoldighed«, »habitat«, »naturbeskyttelse«, »artsbeskyttelse«, »beskyttelse af de genetiske ressourcers mangfoldighed« eller økosystem ikke én eneste gang i Europa 2020-strategien! Kun udtrykket »biodiversitet« bliver kort nævnt to gange, og dette kun i halve sætninger under temaet »ressourceeffektivitet«. For EØSU er det derfor fuldstændig uforståeligt, hvordan Kommissionen kan være kommet frem til dette udsagn; dens faktiske politik demonstrerer nøjagtig det modsatte.

4.6.2.

Europa 2020-strategien ville have været det rigtige sted at tackle problemet, efter at EU's bæredygtighedsstrategi fra 2001 så godt som ingen politisk rolle spiller længere. EØSU har ofte nok opfordret til, at økonomi- og finansministrene burde bekymre sig om f.eks. den økonomiske relevans af tilbagegangen i biodiversiteten (15). Men det venter vi stadig på.

4.6.3.

Da målene for EU's naturbeskyttelsesdirektiver og EU's biodiversitetsstrategi også er i overensstemmelse med de internationalt aftalte mål (f.eks. Aichi-målene inden for rammerne af FN's konvention om den biologiske mangfoldighed (CBD) eller målene for bæredygtig udvikling (SDG)), er det bydende nødvendigt, at biodiversitetspolitikken integreres i gennemførelsesstrategien for SDG'er og i en ny bæredygtighedsstrategi for EU.

4.6.4.

Biodiversitetspolitik bliver imidlertid stadig af mange af Kommissionens tjenestegrene og nogle af medlemmerne af Ministerrådet først og fremmest opfattet som et konkurrerende politisk felt, som til dels blokerer eller hæmmer den økonomiske udvikling og til og med binder økonomiske midler.

4.6.5.

Dette er ubestridt: Der eksisterer konflikter mellem forskellige krav til udnyttelse, og lejlighedsvis forhindres indgreb i den økologiske balance gennem naturbeskyttelsesdirektiverne. Men dette er præcis naturbeskyttelsens opgave, nemlig gennem staten at sikre en balance mellem økonomisk udnyttelse og bevarelse af det naturlige grundlag for liv. Her adskiller naturbeskyttelsen sig ikke fra andre politikområder, hvor markedskræfternes frie spil reguleres ved hjælp af lovgivningsmæssige foranstaltninger.

4.6.6.

At der ikke er nogen reel sammenhæng mellem den klassiske økonomipolitik og miljøpolitikken, er der ikke noget nyt i. Så langt tilbage som i 2006 påpegede EØSU (16)»… at der er en afgrund mellem ambition og virkelighed«, og at det offentliges »planbeslutninger og støtteprogrammer ofte [medvirker] til at bringe biodiversiteten yderligere i fare.«

4.6.7.

En væsentlig årsag til denne konflikt mellem målene er modsætningsforholdet mellem håndhævelse af særinteresser, i særdeleshed økonomiske interesser, og samfundsinteresser. EU's hidtidige udsagn skal fortolkes derhen, at det står bag den samfundsmæssige interesse i at beskytte biodiversiteten. Som en konsekvens heraf bør EU definere klare retningslinjer for begrænsningen af økonomiske interesser, som går imod biodiversiteten, og håndhæve dem.

4.7.1.

EØSU har flere gange behandlet forholdet mellem landbrug, den fælles landbrugspolitik og biodiversitet og har fundet, at et snigende, men massivt og fortsat fald i biologisk mangfoldighed finder sted, selv om landmændene for det meste overholder de gældende bestemmelser. Nedgangen sker dermed inden for rammerne af lovgivningen og under overholdelsen af godt landmandskab. Denne omstændighed lader sig ikke ændre gennem en reform af loven om naturbeskyttelse, men kun ved en ændret udnyttelsespraksis i forbindelse med en ændring af politikken for landbrugsstøtte. EØSU henviser i den forbindelse til sin initiativudtalelse om »Reformen af den fælles landbrugspolitik 2013« (17), der udførligt beskriver, hvilker ændringer udvalget anser for at være nødvendige.

4.7.2.

Kommissionen er klar over landbrugets betydning, idet den konstaterer, at »den fælles landbrugspolitik er den sektorpolitik, der har størst indvirkning på biodiversiteten i landdistrikterne. … Hvad der har skadet biodiversiteten, er afskaffelsen af den obligatoriske jordudtagning« (18). Landbrugspolitikken er dermed stadig ofte i modstrid med biodiversitetspolitikken, selv om dele af den fælles landbrugspolitik, navnlig programmerne for miljøvenligt landbrug under 2. søjle, giver et bud på, hvordan dette modsætningsforhold kan imødegås.

4.7.3.

Jordudtagningen blev indført i midten af 80'erne, ikke for at forbedre den økologiske stabilitet i kulturlandskaber, men for at reducere overskud. Med reformen af den fælles landbrugspolitik i 2013 blev idéen om at udnytte en del af landbrugsarealerne mindre intensivt imidlertid taget op igen. I forbindelse med den grønne omstilling (greening) blev såkaldte økologiske fokusområder obligatoriske. Dette gav imidlertid anledning til en ophedet diskussion om a) omfanget og b) spørgsmålet om, hvad der menes med »økologisk prioritet«.

4.7.4.

Således bliver dyrkningen af f.eks. bælgplanter eller salgsafgrøder i dag defineret som en »økologisk prioritet«. Stigningen i antallet af områder, hvor der dyrkes bælgplanter eller salgsafgrøder, må principielt bifaldes, men disse foranstaltninger yder reelt intet bidrag til at forbedre biodiversiteten. Også det faktum, at brugen af pesticider på økologiske fokusområder til dels er tilladt, er i direkte modstrid med målet om at gøre landbrugspolitikken grønnere: Pesticider bidrager ikke til at øge den biologiske mangfoldighed, tværtimod til dens reduktion.

4.7.5.

Kommissionen bør hurtigst muligt foretage en indledende afvejning af de vedtagne foranstaltningers virkning, især da »greening« var en af de centrale begrundelser for at opretholde betalinger fra EU-budgettet til landbruget.

4.7.6.

På baggrund heraf bør EU's tværgående politikker, navnlig politikker, der har med FUI at gøre, også tage hensyn til og være særligt opmærksomme på, at forskning, udvikling og innovation inden for landbrug kan bidrage til at forbedre biodiversiteten i EU.

4.8.1.

Habitatdirektivet indeholder en afgørende teknisk svaghed: Selv om artikel 10 udtrykkeligt henviser til betydningen af sammenhængende landskabselementer, mangler der en obligatorisk mekanisme, som ville kunne føre til et konsekvent netværkssystem af habitater i Europa. Kommissionen har med sin meddelelse om grøn infrastruktur antydet, hvordan denne mangel vil kunne opvejes gennem passende investeringer i bevaring og restaurering af grønne infrastrukturer, både små og store. På den baggrund har det stor betydning, at en konsekvent strategi for grøn infrastruktur bliver vedtaget og gennemført. Som centralt element bør den indeholde en metodisk ramme og et finansielt instrument til det transeuropæiske biodiversitetsnet (TEN-G). Dette gælder både store og små områder som f.eks. landbrugslandskaber.

4.9.1.

I mange medlemsstater og kandidatlande finder omfattende naturødelæggelser sted. Her skal blot nævnes nogle få eksempler:

4.9.2.

I Rumænien udgjorde arealet med naturlige skove på tidspunktet for tiltrædelsen til EU mere end 2 000 km2. Næsten hele dette areal er udpeget som Natura-2000-område. I mellemtiden er det blevet dokumenteret, at talrige, store arealer af Rumæniens skove er blevet ryddet. Dermed er en uoprettelig europæisk naturarv gået tabt.

4.9.3.

Flodernes økosystemer på Balkan, specielt i de vestlige Balkan-stater, er langt de mest værdifulde i Europa. Cirka en tredjedel af floderne i Jugoslaviens efterfølgerstater og Albanien har en naturlig dynamik og kan stadig beskrives som naturlige floder. Den dokumenterede planlægning af mere end 2 700 (!) vandkraftværker, hvoraf mindst en tredjedel ligger i beskyttede naturområder, udgør en alvorlig trussel for alle floders dynamik og biologiske mangfoldighed på Balkan. Der anvendes offentlige midler til finansiering af disse projekter. I næsten alle EU-medlemsstater er der i vidt omfang grebet ind i stort set alle floders biologiske mangfoldighed, således at det i dag er nødvendigt at afsætte betydelige midler til deres renaturering, bl.a. inden for rammerne af gennemførelsen af EU's vandrammedirektiv.

4.9.4.

Talrige fuglearter, som er anført i bilag I til fuglebeskyttelsesdirektivet og derfor nyder godt af EU-beskyttelse, forfølges hensynsløst i kandidatlandene på Balkan. Fuglejagt er også et uløst problem i mange medlemsstater. Jagten på sumphøner, traner, dværgskarv og moseænder, for blot at nævne nogle få arter, fører til en svækkelse af disse arters yngling i EU.

4.10.1.

Et andet spørgsmål, som behandles i midtvejsevalueringen, såvel som i Rådets konklusioner, er finansieringen af ikke kun, men også Natura-2000-nettet. I en meddelelse fra Kommissionen i 2004 (19) drejede det sig om finansiering af nettet, nemlig a) om omfanget af de nødvendige midler og b) hvilken pulje midlerne skulle tages fra. Dengang lød overslaget på et årligt beløb på 6,1 mia. EUR. Det blev besluttet ikke at skabe en uafhængig, egen budgetpost, eller at udvide Life-programmet tilsvarende, men derimod hovedsageligt at udnytte den 2. søjle i den fælles landbrugspolitik og andre EU-midler.

4.10.2.

EØSU udtrykte dengang tvivl om beløbets størrelse, og anså det »for bydende nødvendigt hurtigst muligt at forelægge en mere nøjagtig omkostningsberegning. Det tvivler f.eks. på, at det beløb, der angives for de nye medlemsstater: 0,3 mia. EUR (mod 5,8 mia. EUR for EU-15), vil være tilstrækkeligt« (20).

4.10.3.

Til dato er dette ikke sket, der tales stadig om det samme beløb. De ansvarlige medlemsstater og Kommissionen har hidtil forsømt at skaffe klarhed på dette punkt.

4.10.4.

EØSU pegede i sin tid på faren ved at finansiere Natura-2000-foranstaltningerne under den 2. søjle, da det ville kunne skabe konkurrence med andre foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne (21). Dette er blevet bekræftet i to henseender: For det første blev betalingerne fra den 2. søjle i finansperioden 2007-2013 beskåret med 30 % i forhold til den foregående finansperiode, og for det andet påpegede Den Europæiske Revisionsret og Rådet for Miljø ganske rigtigt, »at medlemsstaterne ikke altid har anerkendt Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) som et muligt instrument til fremme af biodiversitet, samtidig med at EFRU's potentiale i forbindelse med finansiering af Natura 2000 ikke er blevet tilstrækkeligt udnyttet« (22).

4.10.5.

Dette medførte, at Kommissionen (23) måtte fastslå, at Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne stadig som før er Fællesskabets vigtigste finansieringskilde til Natura 2000 og EU's biodiversitet, men at »kun 20 % af det samlede finansieringsbehov til forvaltning af beskyttede områder, herunder Natura 2000-nettet i Europa, bliver dækket«.

4.10.6.

Det er derfor tvingende nødvendigt at fastlægge de præcise finansielle krav til gennemførelsen af de europæiske naturbeskyttelsesdirektiver og stille de tilsvarende beløb — øremærkede med egen budgetpost (f.eks. i et udvidet LIFE-budget) — til rådighed.

4.11.1.

De manglende resultater ved gennemførelsen af EU's strategi for biodiversitet, navnlig Natura 2000, skyldes til dels en utilstrækkelig inddragelse af og et manglende samarbejde med civilsamfundet i de pågældende beskyttede områder. Udpegelsen af beskyttede områder skal i første omgang betragtes som en forvaltningsakt, der skal udføres i fuld overensstemmelse med retsstatsprincipperne. Udviklingen og gennemførelsen af planerne for forvaltning og håndtering bør imidlertid ske under intensiv inddragelse af grundejere, jordbrugere, naturbeskyttelsesorganisationer og kommuner. Dette er i mange tilfælde ikke sket, hvilket ofte har skabt mistillid til og fjendtlighed over for EU's biodiversitetspolitik.

28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/24

Ordfører:

Tellervo KYLÄ-HARAKKA-RUONALA

1.1.

Parisaftalen er en påskønnet global forpligtelse til modvirkning af klimaændringer. Fremtidens opgave bliver at sikre, at aftalen ratificeres, gennemføres og videreudvikles. EØSU vil i denne udtalelse redegøre for sine synspunkter vedrørende de vigtigste tilgange til den langsigtede vej mod en kulstofneutral verden, som aftalen lægger op til.

1.2.

De store globale udfordringer kræver et markant kursskifte i Den Europæiske Unions tilgang. I stedet for udelukkende at fokusere på sine egne drivhusgasemissioner bør EU overveje, hvordan Unionen kan bidrage til at realisere de bedste klimaresultater set i et globalt perspektiv. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en langsigtet strategi for, hvordan EU kan udvikle og maksimere sit globale »CO2-håndaftryk« (carbon handprint) (1).

1.3.

EU bør også være ambitiøs i bestræbelserne på at sikre win-win-win-løsninger med hensyn til de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at udforme klimastrategien på en måde, der bidrager til at styrke økonomien i EU og øge trivslen for borgerne, samtidig med at klimaændringerne modvirkes.

1.4.

Et globalt engagement er afgørende for at realisere meningsfulde klimapåvirkninger og undgå CO2-lækage samt udflytning af investeringer og arbejdspladser. EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at engagere sig i aktivt klimadiplomati med det formål at styrke en omfattende gennemførelse af aftalen og tilskynde de store økonomier til at øge deres forpligtelser til et lignende ambitionsniveau som i EU. EØSU opfordrer også Kommissionen til at integrere klimahensyn på alle områder af den eksterne politik, især handels- og investeringspolitik samt udviklingssamarbejde.

1.5.

Hvad angår praktiske foranstaltninger kan EU mest effektivt bidrage til bekæmpelsen af klimaændringer gennem eksport af teknologier og løsninger til reduktion af emissioner og øget kulstofdræn, samt ved at producere produkter til verdensmarkedet med lavere emissioner end konkurrenternes. EØSU opfordrer derfor til en målrettet indsats for innovation — fra forskning til markedsadgang — for at sikre, at EU indtager en global førerposition med hensyn til klimaløsninger. Der bør især lægges vægt på potentialet hos SMV'er.

1.6.

I forbindelse med klimapolitikkens interne dimension bør EU målrettet gå efter at blive en »klimaunion«, som er handlingsorienteret, effektiv og konsekvent i sine indenlandske foranstaltninger. Alle kræfter skal nu fokusere på at gennemføre de beslutninger, der er truffet hidtil, hvor både Kommissionen og medlemsstaterne har deres egne særlige roller.

1.7.

EØSU opfordrer Kommissionen til at basere den langsigtede strategi på en integreret tilgang. Vejen frem bør udformes som en del af et forbundet indre marked af »unioner«, navnlig på områderne energi, transport, digitalisering, industri, landbrug, kapital og innovation. Der bør også lægges særlig vægt på udfordringerne i forbindelse med bæredygtige fødevaresystemer og betydningen af kulstofdræn.

1.8.

Ved gennemførelsen af Parisaftalens målsætninger bør der i maksimalt omfang gøres brug af markedsmekanismer. Et globalt prissystem for CO2-udledninger ville være en neutral og effektiv metode til inddragelse af alle markedsaktører. EØSU opfordrer Kommissionen til aktivt at undersøge forskellige tilgange og foranstaltninger og til at samarbejde med andre lande om en global prissætning af kulstof.

1.9.

Vejen fra Paris mod en kulstofneutral økonomi er ekstremt udfordrende. For at styre omstillingen på en retfærdig og kontrolleret måde og hjælpe virksomheder og borgere med at tilpasse sig ændringerne og udvikle nye løsninger og færdigheder, må der indføres hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger som en del af klimastrategien.

1.10.

Det er civilsamfundspartnerne, der skal realisere omstillingen til en kulstofneutral økonomi gennem deres lokale indsats, mens det er de politiske beslutningstageres opgave at sikre gunstige rammevilkår og finansiering, herunder oplysningskampagner om alle tilgængelige finansieringsmuligheder. Der skal udvikles en strategi for flerniveaustyring for at lette civilsamfundets klimaindsats og fjerne hindringerne for denne. EØSU forventer at blive fuldt ud inddraget i udviklingen af denne infrastruktur for mange interessenter samt i udarbejdelsen af EU's langsigtede klimastrategi.

2.1.

Resultatet af klimakonferencen i Paris (COP21) var en global aftale om at sætte verden på rette kurs mod at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 oC og fortsætte bestræbelserne på yderligere at begrænse temperaturstigningen til 1,5 oC over det førindustrielle niveau. Dette vil kræve en kæmpe reduktion af de globale emissioner og nødvendiggøre radikale ændringer i samfundene.

2.2.

De forestående globale udfordringer kræver et radikalt kursskifte i EU's strategi til modvirkning af klimaændringer. Det er yderst vigtigt, at EU gør en stor indsats for at sikre gennemslagskraft på globalt plan. EU bør derfor stræbe efter at øge sit »CO2-håndaftryk« i stedet for blot at reducere sit »CO2-fodaftryk«.

2.3.

Et globalt engagement er afgørende for at løse klimaproblemet og undgå CO2-lækage samt udflytning af investeringer og arbejdspladser. EU har udvist lederskab forud for og under konferencen i Paris, og bør fortsætte i denne ånd med henblik på de kommende partskonferencer. I sit klimadiplomati bør EU fokusere på de lande, der har de største drivhusgasemissioner, men også på Unionens hårdeste konkurrenter og de mest lovende partnere set ud fra et økonomisk perspektiv. Klima- og økonomisk diplomati bør således gå hånd i hånd.

2.4.

De største udledere af drivhusgasser er Kina, USA og EU, som tegner sig for henholdsvis mere end 25 %, ca. 15 % og ca. 10 % af verdens emissioner. EU's andel af emissionerne forventes at falde til ca. 5 % i 2030. For at udøve maksimal indflydelse på modvirkningen af klimaændringer skal EU derfor gøre alt for at tilskynde andre parter til at øge deres ambitionsniveau.

2.5.

I praksis kan EU mest effektivt bidrage til modvirkningen af de globale klimaændringer gennem eksport af lavemissionsløsninger samt ved at producere produkter til verdensmarkedet med lavere emissioner end konkurrenternes.

2.6.

Ud over USA er Kina og andre lande, der befinder sig i en hurtig udvikling, blevet vigtige leverandører af lavemissionsteknologier. EU har på såvel eksport- som hjemmemarkederne i de seneste 5 år oplevet direkte tilbagegang i visse sektorer, og den tidligere teknologiske førerposition på verdensplan er gået tabt. Juncker-Kommissionen har ganske vist formuleret et mål om at blive verdens nr. 1 inden for vedvarende energikilder, men realiseringen af dette mål fortoner sig i det fjerne.

2.7.

Der er et presserende behov for at skabe ny og yderligere fremdrift, således at EU igen kan indtage en førerposition med hensyn til klimaløsninger. De globale muligheder omfatter en bred vifte af teknologier, produkter, tjenesteydelser og ekspertise samt generelle produktions- og forbrugsmodeller. Eksport af knowhow om kulstofdræn, såsom bæredygtig skovforvaltning og skovplantning, bør ligeledes ses som muligheder for opnå en global indvirkning.

2.8.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har tilsluttet sig Mission Innovation Initiative iværksat af verdens førende økonomier, som har forpligtet sig til at fordoble deres støtte til forskning i og udvikling af ren energi i de kommende fem år.

2.9.

En effektiv handels- og investeringspolitik er et vigtigt redskab til at levere kulstoffattige løsninger og fremme udviklingen hen imod en global kulstofneutral økonomi. For at sikre gode resultater skal klimaspørgsmål udgøre en integreret del af forhandlingerne om handels- og investeringsaftaler. Formålet bør være at fjerne hindringer for handelen med klimavenlige produkter, teknologier og løsninger. Aftalen om miljøvarer spiller en vigtig rolle i den forbindelse. Fælles løsninger er også nødvendige for at undgå handelsforvridninger forårsaget af forskelle i klimapolitikker og -krav i de forskellige regioner.

2.10.

Hvad angår udviklingspolitik blev det nuværende mål på 100 mia. USD årligt, som de udviklede lande har givet tilsagn om til finansiering af klimaforanstaltninger, forlænget indtil 2025 på COP21, og der blev opfordret til udarbejdelse af en praktisk køreplan til opfyldelse af målet. Individuelle lande afgav også løfter om finansielle bidrag. Det er vigtigt, at løfterne holdes, og midlerne bruges på en ansvarlig måde set i et økonomisk, miljømæssigt og socialt perspektiv. Der er behov for oplysningskampagner for at informere om adgangen til finansiering for civilsamfundets aktører, især i udviklingslande, som foreslået af EØSU i forbindelse med EU-Afrika-strategien.

2.11.

Teknologisk samarbejde spiller også en rolle i udviklingspolitikken. I den forbindelse skal intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) beskyttes på passende vis, idet de er afgørende for innovation. Det er også vigtigt at sikre, at de leverede løsninger afspejler forholdene i udviklingslandene og — i en ånd af partnerskab — hjælper dem med at fremme kulstoffattig vækst uden at hæmme deres udvikling. Derudover er det nødvendigt med kapacitetsopbygning for at bistå udviklingslandene i deres modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer.

2.12.

Generelt set bør klimahensyn indarbejdes i alle eksterne EU-politikker med det formål at øge Parisaftalens gennemførelse på globalt plan.

3.1.

For at skabe et solidt grundlag for at blive en stærk, global aktør bør EU sigte mod at blive en klimaunion, der er fuldt ud effektiv, sammenhængende og troværdig i dens indenlandske foranstaltninger. Klimaunionen skal først og fremmest være en handlingsunion. Alle kræfter skal nu fokusere på at gennemføre de beslutninger, der er truffet hidtil, hvor både Kommissionen og medlemsstaterne har deres egne særlige roller at udfylde.

3.2.

Da modvirkning af klimaændringer vedrører alle sektorer i økonomien, skal klimaunionen baseres på en integreret tilgang. Der bør derfor udvikles yderligere klimatiltag som en del af beslægtede »unioner« såsom energiunionen, det fælles europæiske transportområde, det indre marked for varer og tjenesteydelser, det digitale indre marked, den europæiske industripolitik, den fælles landbrugspolitik, kapitalmarkedsunionen og innovationsunionen. Der skal ligeledes findes en optimal tilgang til at skabe sammenhæng mellem EU's klimapolitik og den nationale gennemførelse.

3.3.

EU bør opfylde sine klimaforpligtelser på en måde, der styrker økonomien og øger borgernes trivsel. Klimapolitikken bør ikke udelukkende ses som et spørgsmål om at skabe balance mellem økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner. Målet skal være win-win-win-løsninger. Med henblik herpå er der brug for at styrke lavemissionsvækst under fuld udnyttelse af mulighederne i tilknytning til f.eks. digitaliseringen, rene teknologier, bioøkonomien og den cirkulære økonomi.

3.4.

Ligesom på globalt plan er der også i EU behov for betydelige lavemissionsinvesteringer. De klimamæssige aspekter skal præge offentlige investeringsprogrammers finansieringskriterier, herunder anvendelsen af EU's fonde. Offentligt-privat samarbejde, samt den rolle som Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og Den Europæiske Investeringsbank spiller, er af yderste vigtighed. EØSU bifalder lanceringen af Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter og Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning og understreger, at projekternes tærskler ikke må udelukke mindre projekter.

3.5.

Hvad den private sektor angår, stilles der samme krav til lavemissionsinvesteringer som til enhver anden investering. Derfor er det afgørende at have et fordelagtigt, konkurrencedygtigt og stabilt erhvervsklima for at kunne udnytte de muligheder og det forretningsmæssige potentiale, som modvirkning af klimaændringer tilvejebringer.

3.6.

For at positionere sig selv som en global frontløber inden for klimateknologier og -løsninger skal EU investere i rammevilkår, som fremmer innovation og omfatter forskning, udvikling, pilotprojekter, demonstration og i sidste ende markedsadgang og international ekspansion. Der skal rettes særlig opmærksomhed mod SMV'ers innovationspotentiale og adgang til det internationale marked. I den forbindelse skal det sikres, at adgangen til finansiering ikke udgør en hindring for SMV'er.

3.7.

Da de fleste drivhusgasser stammer fra energiproduktion, står energi centralt i omstillingen. Nøgleforanstaltningerne omfatter udskiftning af fossile brændstoffer med lavemissionsenergikilder og forbedring af energieffektiviteten inden for alle sektorer og aktiviteter. Den stigende elektrificering af samfundet — hvor fossile brændstoffer erstattes — kan yde et markant bidrag til at mindske emissionerne. En af de store udfordringer og muligheder ligger i udviklingen af løsninger til oplagring af elektricitet.

3.8.

Hvad angår dekarbonisering af transport, navnlig vejtransport, er det nødvendigt at iværksætte en bred vifte af foranstaltninger. Elektricitet og alternative energikilder, avancerede biobrændstoffer, forbedret energieffektivitet for køretøjer og logistik, øget brug af kulstoffattige transportformer, samordnet modalitet og offentlig transport samt fysisk planlægning spiller en rolle i omstillingen. Hvad angår søfart og luftfart efterlyser EØSU ambitiøse globale resultater inden for rammerne af IMO og ICAO.

3.9.

En vellykket dekarbonisering kræver ligeledes udvikling af produkter og produktionsmetoder. De største muligheder ligger i at finde innovative forretningsmodeller og udvikle nye kulstoffattige produkter, hvor hovedfokus er på den service og funktion, de yder. Potentialet i alle sektorer og hos alle aktører bør udnyttes, og de politiske beslutningstagere bør ikke »udpege vindere« ved f.eks. at støtte bestemte sektorer, teknikker eller produkter.

3.10.

Landbrug og skovbrug er knyttet til klimaændringerne på flere måder. Ud over reduktion af emissioner spiller kulstofbinding en vigtig rolle for modvirkningen af klimaændringer. Dette understreger betydningen af en bæredygtig udnyttelse af skovressourcerne og en korrekt forvaltning af jordbunden. Landbrug og skovbrug står på den anden side over for betydelige udfordringer med hensyn til en tilpasning til klimaændringerne. Der er derfor brug for et indgående forsknings- og udviklingsarbejde i tilknytning til modstandsdygtighed og tilpasningsevne og jordbundens rolle som kulstofdræn.

3.11.

Sammenhængen mellem klimaændringer og fødevaresikkerhed har afgørende betydning i en situation med hastig befolkningstilvækst. For at imødegå de store udfordringer set i relation til både fødevaresikkerhed og modvirkning af klimaændringer er der behov for mere bæredygtige fødevaresystemer, samtidig med at CO2-lækage og udflytning af arbejdspladser forhindres.

3.12.

Digitalisering er et tværgående element i dekarboniseringen af samfundet. Automatisering, robotteknologi og tingenes internet effektiviserer de industrielle processer og logistikken. Intelligente energinet, intelligent mobilitet, intelligente bygninger og intelligente lokalsamfund involverer borgerne i dekarboniseringen og sætter forbrugerne i stand til at blive »prosumenter«, mens digitale platforme giver mulighed for at dele produkter og tjenesteydelser.

3.13.

Alt i alt har borgerne en central rolle at spille i omstillingen til en kulstofneutral økonomi. Mere bæredygtige forbrugsmønstre og livsstilsændringer, f.eks. med hensyn til ernæring, handel, mobilitet og hobbyer, kan skabe bemærkelsesværdige resultater. Bevidstgørelse, produktinformation og uddannelse er redskaber, der kan anvendes til at hjælpe borgerne med at træffe oplyste valg.

3.14.

For så vidt angår mere specifikke foranstaltninger til sikring af en kulstofneutral fremtid på ovennævnte centrale områder har EØSU udarbejdet flere relevante udtalelser i de seneste år (2).

3.15.

Omstillingen til en kulstofneutral økonomi betyder uundgåeligt, at der vil være vindere og tabere. Det er derfor afgørende at styre omstillingen på en retfærdig og kontrolleret måde. Der er behov for passende foranstaltninger til at hjælpe virksomheder og borgere med at tilpasse sig den nye situation. Stigende omkostninger og manglende kompetencer er de vigtigste trusler, der skal imødegås. En relevant mulighed er målrettet finansiel støtte, der er baseret på kortlægning af de mest sårbare sektorer og befolkningsgrupper. Dog bør indsatsen generelt være fokuseret på at søge nye løsninger og udvikle kompetencer.

4.1.

Markedsmekanismer bør så vidt muligt anvendes ved gennemførelsen af foranstaltninger til opfyldelse af de mål og målsætninger, som de politiske beslutningstagere har fastsat i henhold til Parisaftalen. For at styrke klimaindsatsen på en neutral og effektiv måde er det vigtigt at tilstræbe en global prisfastsættelse af drivhusgasemissioner. For at prissystemet kan fungere korrekt bør modstridende eller overlappende energisubsidier udfases.

4.2.

Forskellige systemer til fastlæggelse af prisen på kulstof, hovedsagelig kulstofbeskatning og lofts- og handelsordninger baseret på emissionskvoter, er allerede taget i brug i flere lande og regioner. Tiltag til at forbinde de forskellige systemer er også under overvejelse.

4.3.

Hvad angår EU's emissionshandelssystem er prisen på emissionskvoter forblevet uventet lav, idet udbuddet af kvoter klart har oversteget efterspørgslen, og overlappende subsidier har påvirket markedet. Loftet over emissionerne sikrer, at emissionsreduktionsmålet opfyldes, men systemet giver ikke et incitament til at investere i kulstoffattig energi. Dette vil kræve en forøgelse af kulstofprisen, samtidig med at det sikres, at der træffes foranstaltninger til at undgå kulstoflækage.

4.4.

Et velfungerende og retfærdigt system for global prissætning af kulstof vil skabe lige konkurrencevilkår for eksportvirksomhederne på verdensmarkederne og dermed mindske risikoen for udflytning af investeringer og arbejdspladser. Desuden vil det fjerne den konkurrencemæssige fordel for importerede varer med lavere priser som følge af mere lempelige klimakrav. Det vil desuden dirigere finansielle midler til udviklingslandene. Derfor bør der arbejdes intensivt for en hensigtsmæssig global ordning. Udvalget minder om, at det derudover — som en foreløbig løsning — støtter en »border carbon adjustment«-mekanisme, indtil en sådan global ordning træder i kraft (3). Imidlertid bør man være opmærksom på de udfordringer og risici, der er forbundet med sådanne mekanismer.

4.5.

Man bør nøje undersøge de forskellige forudsætninger for og konsekvenser af et korrekt prissystem. Som minimum vil følgende tilgange og foranstaltninger være værd at undersøge:

5.1.

Civilsamfundet har en stor rolle at spille på globalt, europæisk, nationalt og lokalt plan i omstillingen til en kulstofneutral verden. Virksomheder, arbejdstagere, forbrugere og borgere er dem, som rent faktisk gør en forskel gennem deres lokale indsats, mens beslutningstagerne bør etablere rammevilkår, der muliggør og tilskynder til denne indsats.

5.2.

Der gøres store fremskridt på markederne: Et voksende antal private og institutionelle investorer tager højde for »kulstofrisikoen« ved deres investeringsmål, og der er oprettet klimarelaterede private kapitalfonde. Mange virksomheder fornyer og udvikler deres forretningsaktiviteter og produktporteføljer som reaktion på kundernes og aktionærernes klimarelaterede krav. Nye virksomhedsøkosystemer bliver bygget på tværs af sektorer og mellem store virksomheder og SMV'er.

5.3.

På COP21 fremhævede en række vigtige aktiviteter den rolle, som regionale myndigheder, den private sektor og andre aktører fra civilsamfundet spiller for opfyldelsen af klimamålsætningerne og som drivkraft for nye partnerskaber. Den globale klimadagsorden er nødt til at fastholde momentum og sætte yderligere skub i denne form for aktiviteter.

5.4.

Som foreslået af EØSU (4) bør der etableres en koalition af politiske beslutningstagere, administration og civilsamfund med det formål at stimulere og skabe øget bevidsthed om den ikke-statslige klimaindsats på forskellige niveauer, oprette et forum for struktureret dialog og fjerne hindringer, der står i vejen for foranstaltninger. EØSU forventer at blive inddraget fuldt ud i udviklingen af denne form for sammenhængende infrastruktur for mange interessenter.

5.5.

For så vidt angår civilsamfundets samarbejde med andre regioner, navnlig i landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene) (5) og Middelhavsområdet står klimaproblematikken — sammenholdt med den udfordring, som fødevaresikkerheden udgør — højt på EØSU's dagsorden.

5.6.

EØSU er også interesseret i at samarbejde med Kommissionen om udformningen af EU's langsigtede klimastrategi for, hvordan man bevæger sig i retning af en kulstofneutral verden.

28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/30

Ordfører:

Philippe DE BUCK

Medordfører:

Tanja BUZEK

1.1.

Forhandlingerne om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP) går ind i en afgørende fase i 2016. EU's og USA's chefforhandlere har lovet at fremskynde drøftelserne med henblik på at nå frem til en ambitiøs og vidtrækkende politisk aftale, der identificerer de mulige »landingszoner« på alle områder inden udgangen af den nuværende amerikanske regerings mandatperiode. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har derfor besluttet at udarbejde en initiativudtalelse om specifikke centrale spørgsmål knyttet til TTIP.

1.2.

Denne udtalelse indeholder ikke bemærkninger til den mulige endelige aftale, som forhandlingerne mellem EU og USA vil munde ud i. Det er ikke desto mindre vigtigt at gøre op, i hvilket omfang der er blevet taget hensyn til det europæiske organiserede civilsamfunds synspunkter, sådan som disse især er blevet formuleret i EØSU's udtalelser, i de EU-forslag, som på nuværende tidspunkt er tilgængelige for offentligheden. Dette vil gøre det muligt at fastsætte grundlaget for et styrket partnerskab mellem Kommissionen og det europæiske civilsamfund i forbindelse med udviklingen af EU's handelspolitik.

1.3.

EØSU understreger sin institutionelle rolle og fremsætter følgende anbefalinger:

1.4.1.

TTIP-forhandlingerne skaber nyt momentum for øget lovgivningssamarbejde med højere forventninger. Udvalget konstaterer derfor med tilfredshed, at det foreslåede kapitel forfølger mål for de offentlige politikker og et højt beskyttelsesniveau på en række konkrete områder. EØSU glæder sig også over, at det eksplicit gøres klart, at funktionen og formålet med lovgivningssamarbejdets institutionelle struktur er at støtte og rådgive beslutningstagerne under demokratisk kontrol, og at denne struktur hverken vil have beføjelse til at vedtage retsakter eller træde i stedet for nationale lovgivningsprocedurer.

1.4.2.

Udvalget ser dog gerne en klarere definition af »byrdefuld« lovgivning og understreger, at lovgivning, der skal beskytte forbruger-, arbejdstager- og miljørettigheder, ikke skal betragtes som »byrdefulde« per definition.

1.4.3.

EØSU opfordrer også til, at kapitlet om god lovgivningspraksis ikke kommer til at begrænse parternes ret til at regulere eller indføre procedurer, der svarer til den amerikanske »notice-and-comment«-proces.

1.4.4.

EØSU opfordrer desuden Kommissionen til klart at beskrive ordninger for inddragelsen af repræsentative aktører, især arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet.

1.5.1.

EØSU finder, at forslagene vedrørende standardisering, tekniske bestemmelser, mærkning og etikettering skal ses som vigtige offensive interesser for Den Europæiske Union. Udvalget noterer sig de vigtige bestemmelser vedrørende gennemsigtighed. Det opfordrer dog samtidig til:

1.5.2.

Hvad kapitlet om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS) angår, konstaterer EØSU, at det er baseret på WTO's SPS-aftale, som indeholder forsigtighedsprincippet. EØSU ønsker dog yderligere tilsagn om, at EU's fødevarelovgivning ikke vil blive ændret og at EU vil opretholde sine restriktioner for hormoner, vækstfremmere og genmodificerede organismer.

1.6.1.

EØSU anerkender betydningen af handelslettelser, især for små virksomheder, og hilser Kommissionens forslag til kapitel velkommen. Der er dog brug for yderligere forenkling af toldprocedurerne og for en afklaring af bestemmelserne vedrørende sanktioner og ansvar for overtrædelser af toldlovgivningen.

1.7.1.

EØSU bifalder EU's meningsfulde forpligtelser i kapitlet om tjenesteydelser og slår på ny til lyd for øget markedsadgang på forbunds- og delstatsniveau, såvel som for øget lovgivningsmæssigt samarbejde — i erkendelse af, at øget markedsadgang bl.a. afhænger af et sådant samarbejde — og gentager sin anmodning om at bevare offentlige tjenester i overensstemmelse med TEUF. EØSU gentager desuden, at audiovisuelle tjenester ikke er med i forhandlingsmandatet og derfor ikke bør indgå i nogen forpligtelser. Det støtter også Kommissionens beslutning om at stille forhandlingerne om markedsadgang for finansielle tjenester i bero, indtil USA's forhandlere klart er enige i at indlede drøftelser om lovgivningsmæssigt samarbejde med henblik på at øge beskyttelsesniveauet og den finansielle stabilitet i denne sektor. EØSU slår også til lyd for en eksplicit og detaljeret formulering vedrørende en bredt defineret undtagelse af offentlige tjenesteydelser for at sikre, at alle offentlige tjenesteydelser, der er genstand for outsourcing eller finansieres af staten eller private organisationer (hvad enten disse er almennyttige eller ej), vil være udelukket fra aftalen.

1.8.1.

EØSU hilser den omfattende og detaljerede rækkevidde af Kommissionens forslag vedrørende handel og bæredygtig udvikling velkommen, men minder samtidig om, at den reelle værdi af disse bestemmelser først og fremmest afhænger af muligheden for at håndhæve dem effektivt. EØSU slår til lyd for en effektiv håndhævelsesmekanisme og en stærk overvågningsmekanisme via civilsamfundet. EØSU er ikke i stand til at udtale sig om håndhævelsesforanstaltningerne knyttet til kapitlet om bæredygtig udvikling i TTIP, da tekstforslaget vedrørende håndhævelse er blevet forsinket. Det er vigtigt, at Kommissionen er i dialog med civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter om disse forslag for at sikre, at de udformes, så de bliver effektive i praksis. EØSU forbeholder sig muligheden for at kommentere disse elementer, når de er blevet offentliggjort.

1.9.1.

EØSU hilser forslaget om at reformere investeringsbeskyttelsessystemet og målet om at etablere en permanent multilateral investeringsdomstol til erstatning for private voldgiftsretter velkommen. For EØSU at se er der dog stadig, som anført i punkt 8.8, nogle afgørende punkter, der giver anledning til bekymring, og som må tages op. Udvalget opfordrer Kommissionen til at udarbejde en konsekvensanalyse af det nye investeringsdomstolssystems omkostninger og funktion.

2.1.

Siden TTIP-forhandlingerne blev indledt i juni 2013 har EØSU spillet en vigtig rolle, idet det har formuleret det organiserede civilsamfunds holdning og udarbejdet udtalelser om specifikke elementer i TTIP-forhandlingerne (1), om investeringsbeskyttelse og tvistbilæggelse mellem investorer og stater (ISDS) (2) og om TTIP's indvirkning på SMV'erne (3). I mellemtiden har Kommissionen offentliggjort sin vigtige meddelelse »Handel for alle« (4), der fastsætter betingelserne for kommende handels- og investeringsaftaler. EØSU støttede tilgangen i meddelelsen i sin udtalelse (5). Udvalget er også ivrigt efter i samarbejde med de andre EU-institutioner at bidrage til en oplyst debat i civilsamfundet om TTIP gennem en række TTIP-relaterede aktiviteter såsom afholdelse af høringer og EØSU-medlemmers besøg i USA.

2.2.

EØSU konstaterer, at TTIP-forhandlingerne bliver ført på en mere gennemsigtig måde end tidligere handels- og investeringsforhandlinger: De er de første, hvor Rådets mandat og EU's synspunkter og flere skriftlige forslag er blevet offentliggjort. Der er blevet nedsat en rådgivningsgruppe med eksperter, der repræsenterer en bred vifte af interesser — forbrugere, fagforeninger, virksomheder, miljø og folkesundhed — med henblik på at yde rådgivning af høj kvalitet på de områder, der forhandles om, til EU's handelsforhandlere. Udvalget beklager pga. sin institutionelle rolle, at det ikke formelt er blevet inddraget i den specifikke rådgivningsgruppe for TTIP (6). Kommissionen har oprettet et særligt websted for TTIP, som giver adgang til faktablade og læseguider, EU's positionspapirer (der redegør for og beskriver Den Europæiske Unions generelle holdning til et givet emne), EU's skriftlige forslag (der er Den Europæiske Unions oprindelige forslag til lovtekster vedrørende emner under TTIP) og EU's oplæg vedrørende markedsadgang for tjenesteydelser. EØSU bifalder Kommissionens forslag om at oprette et civilsamfundsforum, som skal sammensættes af repræsentanter for uafhængige civilsamfundsorganisationer, herunder deltagere i de nationale rådgivende grupper, med det formål at føre en dialog om gennemførelsen og anvendelsen af aftalen.

2.3.

Denne udtalelse bygger på resultaterne af tidligere udtalelser og tilskynder til, at fordelene ved TTIP bliver ligeligt fordelt mellem erhvervslivet (herunder SMV), arbejdstagere, forbrugere og borgere, samt at bevarelse af de gældende høje standarder i EU bliver en forudsætning for godkendelse af aftalen. EØSU finder det vigtigt at kommentere allerede offentliggjorte EU-holdninger og skriftlige forslag for et udvalgt antal kapitler for at undersøge, i hvilket omfang de lever op til disse forudsætninger og identificere det europæiske civilsamfunds vigtigste interessepunkter og bekymringer. EØSU har navnlig valgt at centrere sin analyse om forslagene vedrørende lovgivningssamarbejde, herunder god lovgivningsmæssig praksis (offentliggjort den 21. marts 2016), tekniske handelshindringer (TBT) og sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS) (begge offentliggjort i januar 2015), told og handelslettelser (offentliggjort i januar 2015 og ændret i marts 2016), tjenesteydelser (offentliggjort i juli 2015), bæredygtig udvikling (offentliggjort i november 2015) og investering (offentliggjort i november 2015). Denne udtalelse tager stilling til dokumenter, der er offentliggjort før 14. juli 2016.

2.4.

Det skal bemærkes, at Kommissionen den 14. juli 2016 offentliggjorde et forslag til den institutionelle struktur for aftalen (7), som omfatter etablering af nationale rådgivende grupper bestående af repræsentanter for civilsamfundet med kompetence til at rådgive parterne om aftalens anvendelse. Udvalget glæder sig over, at de nationale rådgivende gruppers mandat er udvidet til at omfatte ethvert relevant spørgsmål i medfør af aftalen, men beklager dog, at det fælles møde, som de to grupper skal afholde på eget initiativ, ikke udtrykkeligt omtales i EU-forslaget, og at civilsamfundsforummet kun kan indkaldes af det fælles udvalg. Møderne i civilsamfundsforummet bør give medlemmerne af de to nationale rådgivende grupper mulighed for at samarbejde om fælles anbefalinger til parterne.

2.5.

I den forbindelse beklager EØSU dybt, at når forhandlingerne i en sidste fase vil foregå på grundlag af konsoliderede tekster, vil det hidtidige høje gennemsigtighedsniveau blive alvorligt undermineret, med mindre USA går med til at offentliggøre teksterne eller som et minimum forelægge dem for EU's rådgivningsgruppe. EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at gøre sit bedste for at bringe dette spørgsmål op over for sin modpart.

3.1.

Lovgivningssamarbejde er en af TTIP's tre søjler (de andre er markedsadgang og -regler). Det består af fire elementer: horisontale aspekter (der omfatter dels en sektion om »sammenhæng i lovgivningen« og »god lovgivningspraksis« dels en sektion om »lovgivningssamarbejde« mellem lovgivere), tekniske handelshindringer (TBT)), fødevaresikkerhed og dyre- og plantesundhed (SPS) samt sektorbilag. Formålet med dette afsnit er at kommentere det første af disse elementer, altså de horisontal aspekter. Det følgende afsnit vil behandle TBT og SPS.

3.2.

Lovgivningssamarbejde er blevet udpeget til et af TTIP's centrale mål, da det kan spille en vigtig rolle for fremme af handel og investeringer samt forbedre konkurrenceevnen hos især små virksomheder. Navnlig små og mellemstore virksomheder forventer, at der åbner sig nye muligheder, eftersom de ikke som de store virksomheder råder over de fornødne ressourcer til at operere i to miljøer med forskellige lovgivninger på begge siden af Atlanten. Samtidig vil større kompatibilitet mellem reguleringsordninger give store virksomheder mulighed for at udnytte stordriftsfordele mellem Europa og USA.

3.3.

Bestræbelserne i retning af samarbejde om lovgivning er ikke af ny dato (8). TTIP-forhandlingerne skaber nyt momentum for øget lovgivningssamarbejde med højere forventninger. EØSU mener ikke, at det er så ligetil at vurdere fordelene ved øget samarbejde på lovgivningsområdet, især fordi disse vil afhænge af, hvilken grad af samarbejde man enes om under forhandlingerne. Kommissionens foreløbige tekniske rapport om bæredygtighedsvurderingen anslår, at 76 % af konsekvenserne af TTIP vil være et resultat af det lovgivningsmæssige samarbejde, mens 24 % af de samlede konsekvenser vil stamme fra toldnedsættelse (9).

3.4.

EØSU finder det dog vigtigt, at der indføres en beskyttelse, som sikrer, at lovgivningssamarbejdet ikke bruges til at underminere sociale, arbejdsmæssige, forbruger- og miljømæssige standarder, men snarere sigter mod at forbedre dem. Hvis disse betingelser er opfyldt, vil fordelene ikke kun blive økonomiske, men kan også lette lovgivernes bestræbelser på at opfylde mål for den offentlige politik.

3.5.

Bevarelse af EU's høje beskyttelsesniveauer var et kardinalpunkt for EØSU. Det nuværende forslag til artikel x1b i kapitlet om lovgivningssamarbejde dækker forfølgelse af mål for de offentlige politikker og et højt beskyttelsesniveau for bl.a. folkesundhed, menneskers, dyrs og planters liv og sundhed; sundhed og sikkerhed; arbejdsvilkår; dyrevelfærd; miljøet; forbrugere; social beskyttelse og social sikkerhed; personlige data og cybersikkerhed; kulturel mangfoldighed og finansiel stabilitet.

3.6.

EØSU er dog nervøs for, at dette kan blive undermineret af artikel x1d, der fastsætter som et mål at »reducere unødvendigt byrdefulde […] lovkrav« (10). EØSU er bekymret for, at en sådan formulering kan blive tolket i retning af, at bestemmelser, der skal beskytte forbruger-, arbejdstager- og miljørettigheder, kan betragtes som »byrdefulde« per definition.

3.7.

EØSU ønsker derfor kraftigt at slå fast, at beskyttelse af de gældende høje standarder er et grundlæggende krav, og at formålet med lovgivningssamarbejde ud over at øge handelsmulighederne også bør være at forbedre sikkerhed, sundhed og økonomisk og social velstand for borgerne på begge sider af Atlanterhavet. Et tilsagn herom bør bekræftes i en meget klar og detaljeret formulering i den endelige aftale. EØSU er bekymret over EU-forslaget om god lovgivningspraksis. Samarbejdet på lovgivningsområdet bør handle om at forbedre dialogen mellem de regulerende myndigheder ikke om at påvirke den anden parts lovgivningsprocesser. EØSU opfordrer Kommissionen til at præcisere afsnittet om god lovgivningspraksis i sit forslag.

3.8.

I den forbindelse mener EØSU ikke, at det nuværende forslag til kapitel om god lovgivningspraksis, der bemærker, at parterne skal undersøge »ikke-lovgivningsmæssige alternativer (herunder muligheden for ikke at lovgive) […], som kan opfylde målet med den pågældende retsakt«, kan opfattes som begrænsende for parternes ret til at regulere. For at skabe større sikkerhed bør aftaleteksten præcisere, at denne bestemmelse ikke må begrænse parternes ret til at regulere. Udvalget gør endvidere opmærksom på, at artikel 6 i forslaget (om høring af aktører) ikke kan ses som en pendant til den amerikanske »notice-and-comment«-proces.

3.9.

Efter EØSU's mening skal udvikling af handlen derfor fortsat være et centralt mål. Det er vigtigt, at TTIP-forhandlingerne støtter fjernelsen af unødige barrierer for handlen (11).

3.10.

EØSU glæder sig over, at Kommissionens nuværende forslag eksplicit gør det klart, at den institutionelle strukturs funktion og formål er at støtte og rådgive beslutningstagerne under demokratisk kontrol af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union (12). Den almindelige lovgivningsproces må ikke bliver undermineret, og forsinkelser eller lovgivningsmæssig nervøsitet skal undgås. EØSU hilser den foreslåede artikel 1 velkommen. Såvel retten til at regulere som retten til at fastsætte beskyttelsesniveauet bliver herved stadfæstet. Det er imidlertid vigtigt, at forslaget fastlægger sammensætningen af og reglerne for arbejdet i de forskellige udvalg og arbejdsgrupper. EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre sammenhæng og konsekvens mellem de horisontale kapitler for reguleringssamarbejde, TBT, kapitlerne om SPS og sektorbilagene.

3.11.

Man skal sørge for dialog i begyndelsen af lovgivningsprocessen, fordi det øger chancen for at nå frem til politiske løsninger, bl.a. omfattende grænseoverskridende hensyn. Inddragelse af aktører i kraft af en gennemsigtig procedure, der er et centralt princip for en god lovgivningsproces i EU, må beskrives i detaljer i Kommissionens forslag. For at lovgivningssamarbejdet kan munde ud i et inklusivt resultat og forslag til lovgiverne er det nødvendigt med en struktureret og afbalanceret inddragelse af aktører, herunder navnlig virksomheder, forbrugerne, miljøgrupper og arbejdstagerne.

3.12.

For at sikre konkrete fremskridt skal man sørge for tidlige konsultationer om lovgivningsaktiviteter mellem lovgiverne i EU og USA. Drøftelser i en tidlig fase af beslutningsprocessen forventes at ville øge chancerne for vedtagelsen af interoperable bestemmelser i fremtiden og at gøre det muligt for markedsdeltagerne at overholde lovgivningen begge steder samtidig. Lovgiverne skal imidlertid betragte det som frivilligt at indgå i en dialog eller at svare på bemærkninger fra modparter eller berørte personer for at undgå, at lovgivningsarbejdet dæmpes.

3.13.

EØSU opfordrer Kommissionen til klart at beskrive ordninger for såvel ovennævnte dialog som inddragelsen af repræsentative aktører, især arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet. Det skal klart garanteres, at relevante aktører vil få mulighed for at bidrage til en åben dialog via en veldefineret procedure, som behandler alle lige og forhindrer forsinkelser i lovgivningsprocessen. For EU's vedkommende bør åbenhedsregistret overvejes, når det gælder fastsættelsen af aktørers relevans og repræsentativitet.

4.1.

EØSU glæder sig over, at WTO's TBT-aftale er indskrevet i sin helhed i forslaget. Det foreslåede TBT-kapitel omhandler nogle tekniske krav (teknisk forskrifter og standarder) samt krav til overensstemmelsesvurdering. EØSU finder, at forslagene vedrørende standardisering, tekniske bestemmelser, mærkning og etikettering skal ses som vigtige offensive interesser for Den Europæiske Union. Det er vigtigt, at disse forslag ikke bliver brugt til at give køb på reguleringer, som er nødvendige for sundhed og sikkerhed samt social beskyttelse.

4.2.

EØSU noterer sig de vigtige bestemmelser om gennemsigtighed: det gentager pligten til at meddele foranstaltninger til WTO, forsyne modparten med information, give mulighed for skriftlige bemærkninger og at svare på sådanne bemærkninger. Det fastsætter, at alle tekniske bestemmelser, hvad enten de er nye eller allerede eksisterende, skal offentliggøres i et register. Det samme gælder standarder, som der henvises til i tekniske bestemmelser (langt de fleste standarder anvendes af industrien, men lovgiverne refererer ikke til dem (bruger dem ikke) i de tekniske bestemmelser).

4.3.

For så vidt angår standardisering, bifalder EØSU samarbejdet mellem standardiseringsorganer og de begrænsede principper for gensidig accept. EØSU har dog noteret sig de betænkeligheder vedrørende risiciene ved gensidig accept af frivillige standarder, som CEN/Cenelec har givet udtryk for i forbindelse med TTIP. EØSU anmoder Kommissionen om at overveje forslagene fra EU's standardiseringsorganer og om at sikre sig, at EU's interesser varetages. Garanti for, at alle relevante aktører kan bidrage til udviklingen af nye standarder, er ligeledes vigtig.

4.4.

Standardiseringssystemerne i USA og EU er indbyrdes meget forskellige. Navnlig findes princippet »ét produkt, én overalt accepteret standard«, der udgør en søjle på EU's indre marked, ikke i USA. Når en ny standard vedtages i Europa, trækkes nationale standarder, der er i konflikt med den nye standard, tilbage. I USA sameksisterer forskellige standarder på markedet, hvilket gør det svært for SMV'er at forstå, hvilken standard der bedst passer til deres sortiment. Med henblik på at øge gennemsigtigheden og gøre livet lettere for små virksomheder er det afgørende vigtigt at oprette en helpdesk i USA, der kan støtte europæiske virksomheder, som ønsker at eksportere til det amerikanske marked. Der er ofte tale om små virksomheder med begrænsede ressourcer, men med et højt specialiseringsniveau på et nichemarked, som udgør grundlaget for deres konkurrencedygtighed.

4.5.

EØSU beklager, at nøgleområder som elektrisk sikkerhed, elektromagnetisk kompatibilitet, maskiner og telekommunikation, hvor EU har en klar offensiv interesse, kun er udpeget til prioriterede områder for fremtidige overvejelser. Disse områder burde figurere blandt de konkrete resultater af forhandlingerne vedrørende overensstemmelsesvurdering.

4.6.

EØSU er ligeledes ked af, at der i afsnittet om mærkning og etikettering ikke udpeges nogen prioriterede områder for det fremtidige arbejde og at der ikke er nogen pejlemærker hverken for tidshorisonten for den kommende revision af kravene til mærkning og etikettering eller for medtagelsen af resultater af forhandlingerne i enkeltsektorer.

4.7.

Det foreslåede kapitel om SPS er baseret på WTO-aftalen om SPS og vedrører EU's skriftlige forslag til drøftelserne med USA under forhandlingsrunderne den 29. september til den 3. oktober 2014. Disse skriftlige forslag blev offentliggjort den 7. januar 2015.

4.8.

WTO's SPS-aftale, som dækker anvendelsen af regulering vedrørende fødevaresikkerhed og dyre- og plantesundhed, indeholder forsigtighedsprincippet (artikel 5, stk. 7), som nu også er indskrevet i Lissabontraktaten. Dette må ikke være til forhandling og bør derfor ikke være en del af aftalen. EØSU glæder sig således i høj grad over EU's forsikringer om, at TTIP ikke vil ændre på eksisterende fødevarelovgivning, at EU vil beholde sine restriktioner for hormoner og vækstfremmere i kød og at TTIP ikke vil pille ved EU's lovgivning om genmodificerede organismer.

5.1.

Da en stor del af handlen over Atlanten er varehandel, vil enhver bestræbelse på at forbedre toldprocedurer have en stærk indflydelse på den bilaterale handel, ikke mindst for små virksomheder.

5.2.

EØSU hilser de nye forslag velkommen, idet de har til formål at lette toldprocedurerne, herunder især: indførelsen af en kvikskranke på begge sider af Atlanten, øget samordning vedrørende internationale standarder og udviklingen af et program for samarbejde om handelslettelser, dataharmonisering og -tilpasning, forpligtelse til en vurdering af, hvilke data der skal tilpasses, udvidelse af Det Blandede Toldsamarbejdsudvalgs ansvarsområde til også at fungere som »specialiseret toldudvalg« med hensyn til en række endnu ikke definerede områder og forhåndsafgørelser.

5.3.

EØSU opfordrer Kommissionen til at afklare de elementer, som er særligt vigtige for EU-virksomheder og som endnu ikke er tilstrækkeligt klare i den foreliggende tekst, såsom bagatelværdien, fjernelse af alle ekstragebyrer og spørgsmålet om sanktioner og ansvar for overtrædelser af toldlovgivningen.

6.1.

I sit oplæg om tjenesteydelser tilbyder EU meningsfyldte forpligtelser inden for sektorer, der er centrale for fremme af Europas konkurrenceevne og vækst (den digitale sektor og sektoren for telekommunikation), fremskyndelse af integrationen af globale værdikæder (transport, kurertjenester, tjenester til virksomheder og liberale tjenesteydelser) eller berører vigtige økonomiske sektorer (byggesektoren, detailhandel, energi).

6.2.

EØSU konstaterer endvidere med tilfredshed, at EU's oplæg foreslår en ramme, der skal fremme en retfærdig, gennemsigtig og konsistent ordning for parternes gensidige anerkendelse af faglige kvalifikationer og opstiller de generelle vilkår for forhandling af aftaler om gensidig anerkendelse, som er af stor betydning for at sikre bedre markedsadgang for tjenesteudbydere fra EU.

6.3.

EØSU gør på ny opmærksom på tre hovedaspekter i forbindelse med tjenesteydelser: behovet for at øge markedsadgangen både på føderalt niveau og på statsniveau; anerkendelse af, at markedsadgang også afhænger af øget lovgivningsmæssigt samarbejde; behovet for at bevare de særlige kendetegn ved offentlige tjenester i overensstemmelse med TEUF.

6.4.

EØSU understreger, at Kommissionen bør sikre, at TTIP, når det gælder tjenesteydelser, kommer til at gå længere end eksisterende aftaler som GATS og TISA, og at der indgås specifikke aftaler om at fjerne mange diskriminatoriske hindringer i USA.

6.5.

EØSU fremhæver et særligt spørgsmål, som Kommissionen bør tage hensyn til og som vedrører ulige markedsadgang: Amerikanske virksomheder kan drage fordel af EU's indre marked, mens EU-virksomheder møder et opsplittet amerikansk marked, eftersom en stor del af servicesektoren reguleres på delstatsniveau. EØSU henleder opmærksomheden på, at USA opretholder visumpligt for statsborgere fra visse EU-medlemsstater, selv om amerikanske borgere ikke behøver visum for at rejse til EU. Denne forskelsbehandling af EU-borgere skader de bilaterale forbindelser.

6.6.

EØSU har følgende bemærkninger til enkeltsektorer:

6.7.

Hvad offentlige tjenesteydelser angår, skriver EØSU i sin udtalelse om handel for alle, at beskyttelse af offentlige tjenesteydelser i handelsaftaler »bedst kan gøres ved hjælp af en positivliste for både markedsadgang og national behandling«. Det nuværende EU-oplæg om tjenesteydelser til TTIP indeholder en helt ny hybridtilgang til lister over tjenesteydelser, der kan give anledning til betydelig usikkerhed.

6.8.

Bilag III vedrørende markedsadgang indeholder en positivliste med samme ordlyd som i EU's GATS-liste, hvor »offentlig forsyningsvirksomhed findes i sektorer som f.eks. videnskabelig og teknisk rådgivning, F&U-tjenesteydelser i forbindelse med samfundsvidenskab og humanistiske videnskaber, teknisk afprøvning og analyse, miljø, sundhedsvæsen, transport og hjælpetjenesteydelser for alle transportformer«. Eksklusive rettigheder til sådanne tjenesteydelser indrømmes ofte til private operatører, f.eks. sådanne, som de offentlige myndigheder har indrømmet koncessioner forbundet med specifikke serviceforpligtelser. Da der også ofte findes offentlig forsyningsvirksomhed på niveauer under centraladministrationen, er en detaljeret og udtømmende opregning ikke praktisk mulig (13). Bestemmelsen om offentlig forsyningsvirksomhed, der gør det muligt at bevare monopolistiske strukturer, har flere mangler, heriblandt at dens anvendelsesområde ikke dækker begrænsninger såsom tests af økonomiske behov eller kvoter. EØSU ønsker at understrege, at undtagelsen for offentlig forsyning skal gælde for alle former for forsyning.

6.9.

EØSU slår til lyd for en eksplicit og detaljeret formulering vedrørende undtagelse af offentlige forsyningsvirksomheder i bilag III for at sikre, at alle offentlige tjenesteydelser, der er genstand for outsourcing eller finansieres af staten eller private organisationer (hvad enten disse er almennyttige eller ej), vil være udelukket fra aftalen.

6.10.

Selv om stilstand- og spærrebestemmelser ikke gælder for bilag II, er EØSU bekymret for, at forhandlinger kan resultere i, at EU's betænkeligheder, der i øjeblikket er opført i dette bilag, bliver flyttet til bilag I, hvilket kan forhindre, at liberalisering bliver afviklet. I den forbindelse støtter EØSU udsagnet i det nederlandske sociale og økonomiske råds høringsrapport: »Regeringer skal fortsat frit — i henhold til deres egne præferencer — kunne erklære visse tjenesteydelser for at være »almen offentlig interesse« (14).

6.11.

EØSU er også bekymret over, at statsregulering af tjenesteydelser, som ikke er specificeret klart i bilag I og bilag II, kan blive genstand for eventuelle anfægtelser fra den amerikanske regerings side gennem mellemstatslige retstvister for overtrædelse af bestemmelser om national behandling eller forpligtelser over for mestbegunstigede nationer eller gennem investeringsdomstolssystemet.

6.12.

EØSU beklager, at markedsadgang for tjenesteydelser er forsømt i forhold til andre kapitler, og opfordrer Kommissionen til at øge sin indsats for at fjerne de tilbageværende hindringer for markedsadgang i USA. USA opretholder fortsat et totalforbud i henseende til skibsfart. Der er loft over udenlandske egenandele inden for luftfart på 25 % og inden for telekommunikation på 20 %, og betydelige hindringer »bag grænserne« inden for telekommunikation og satellittjenester. Der er en meget lang liste af krav om statsborgerskab f.eks. inden for bankvirksomhed, forsikring og regnskab. Der er krav om bopæl for retlige tjenester, regnskab, ingeniørarbejder og forsikringstjenester. Krav om lokal tilstedeværelse findes f.eks. for retlige tjenester, regnskab og forsikring, og der er krav til selskabsform inden for forsikring m.m.

7.1.

TTIP giver parterne mulighed for at fremme bæredygtighed gennem handel og for at gå længere end nogen af parternes tidligere handelsaftaler har gjort med hensyn til bæredygtighedsmål. I udtalelserne REX/390 og REX/449 (15) opfordrede EØSU til at indføje et solidt kapitel om handel og bæredygtig udvikling som en vigtig del af aftalen, og udvalget bifalder derfor den vidtgående og detaljerede rækkevidde af forslaget. Men efter EØSU's mening afhænger den reelle værdi af disse bestemmelser først og fremmest af muligheden for i sidste ende at kunne håndhæve dem effektivt.

7.2.

Ifølge udtalelsen REX/390 bør civilsamfundet have en stærk fælles overvågningsmekanisme, som bør udgøre en helt central del af aftalen. EØSU støtter derfor fuldt ud EU-kommissær Cecilia Malmströms erklæring om, at der er brug for effektive overvågningsmekanismer i kapitlet om bæredygtig udvikling (16). EØSU er ligeledes enigt i anbefalingerne i det nederlandske økonomiske og sociale udvalgs høringsrapport og det franske økonomiske og sociale råds udtalelse om »muligheden for at pålægge parterne effektive sanktioner, hvis det er nødvendigt« (17).

7.3.

EØSU roser Kommissionens vidtrækkende tilsagn om høje standarder for arbejdsmarkedet og miljøet. EØSU glæder sig over, at retten til at regulere og fastsætte høje beskyttelsesniveauer bekræftes i præamblen til aftalen og i en særskilt artikel i kapitlet om bæredygtig udvikling.

7.4.

EØSU havde ønsket en bekræftelse på parternes tilsagn om at gennemføre og håndhæve deres arbejdsmarkedslovgivning effektivt samt på deres forpligtelser som følge af deres medlemsskab af ILO. Udvalget bifalder derfor indføjelsen af bindende bestemmelser vedrørende beskyttelse af centrale arbejdsmarkedsstandarder som f.eks. foreningsfrihed og retten til kollektive overenskomstforhandlinger gennem oprettelse og medlemskab af fagforeninger, udryddelse af tvangsarbejde, effektiv afskaffelse af børnearbejde samt ligestilling og ikkediskrimination i forbindelse med ansættelse og beskæftigelse. EØSU bifalder endvidere, at parternes tilsagn om at sikre anstændige arbejdsvilkår og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen ligeledes er blevet indføjet. Med henblik på at gøre disse bestemmelser for bæredygtig udvikling bindende må »tretrinsraketten« med regeringshøringer, nationale rådgivende grupper og ekspertpaneler, der inddrager ILO, og aftalens generelle bestemmelse om tvistbilæggelse gennemføres.

7.5.

Med hensyn til miljøaspekterne falder tilføjelsen af en bestemmelse om handel i tilknytning til en i miljømæssig henseende forsvarlig forvaltning af kemikalier og affald godt i tråd med civilsamfundets interesser. Udvalget bifalder derfor tilføjelsen af bestemmelser i aftalen, som har til formål at forebygge eller minimere negative følger for menneskers sundhed og miljøet, når det gælder kemikalier og affald. EØSU bifalder ligeledes parternes tilsagn om en bæredygtig forvaltning af skovene og den gensidige anerkendelse af de meget negative virkninger af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

7.6.

Samarbejde mellem parterne om handelsrelaterede aspekter af arbejdsmarkeds- og miljøpolitikker er en kærkommen tilføjelse til forslaget. EØSU støtter anerkendelsen af, at det er vigtigt at samarbejde om fremme af anstændigt arbejde i globale forsyningskæder og om at udarbejde strategier og politikker, der kan befordre handlens bidrag til ressourceeffektivitet samt grøn og cirkulær økonomi (18).

7.7.

Målsætningen om at beskytte arbejdstagerrettigheder og miljøet gennem en adfærdskodeks, standardordninger, mærkning, certificering, kontrol og andre relevante virksomhedspolitikker bakkes op af EØSU.

7.8.

En ansvarlig forretningsførelse, f.eks. virksomheders sociale ansvar, kan yderligere styrke bæredygtighedsmål. EØSU støtter tilføjelsen i bæredygtighedskapitlet af eksplicitte henvisninger til OECD's retningslinjer for multinationale selskaber, FN's Global Compact, ISO 26000, ILO's trepartsprinciperklæring om multinationale virksomheder og socialpolitik (MNE-erklæringen) og FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder.

7.9.

EØSU tager til efterretning, at EU's skriftlige forslag ikke indeholder elementer vedrørende tvistbilæggelse, som vil blive udviklet på et senere tidspunkt, og forbeholder sig mulighed for at kommentere disse elementer, når de er blevet offentliggjort.

7.10.

For at støtte parternes gennemførelse af tilsagnet om at fremme international handel på en sådan måde, at det bidrager til målsætningen om at tilstræbe en bæredygtig udvikling, går EØSU ind for en håndhævelsesmekanisme, der er baseret på social dialog. EØSU bifalder Kommissionens forslag om etablering af nationale rådgivende grupper, hvori civilsamfundsgrupper for erhvervslivets, arbejdstageres, forbrugeres, miljøets og folkesundhedsmæssige interesser er ligeligt repræsenteret, og som kan fremlægge synspunkter vedrørende og anbefalinger til gennemførelsen af TTIP (19). Erfaringer fra gældende aftaler viser, at det for at sikre disse overvågningsmekanismers effektivitet er vigtigt, at de anbefalinger, som kommer fra overvågningsorganer, udløser undersøgelser foranstaltet af EU institutionerne og kædes sammen med en håndhævelsesprocedure.

8.1.

EØSU konstaterer, at Kommissionen har fremlagt et skriftligt forslag til et investeringsdomstolssystem, der indebærer en proceduremæssig reform og indfører et nyt system, som skal erstatte ISDS. Det består af to dele: de grundlæggende investeringsbeskyttelsesbestemmelser og funktionen af systemet til bilæggelse af tvister mellem investorer og stater. Det indeholder også et indledende afsnit med definitioner, der specifikt vedrører investeringsbeskyttelse.

8.2.

I overensstemmelse med anmodningerne i REX/390 indeholder forslaget mere detaljerede definitioner af »ret til at regulere«, »indirekte ekspropriation« og »fair og retfærdig behandling«. Disse betingelser skal være opfyldt for at regulere en tvistbilæggelsesprocedure mellem en stat og en investor. Disse præciseringer skal tjene parternes ret til ved regulering at sætte offentlighedens interesse over investorbeskyttelsen.

8.3.

EØSU understreger, at definitionerne i aftalen, navnlig af retten til at regulere skal være klare og garantere statens ret til at opretholde og indføre høje standarder, navnlig for beskyttelse af sociale rettigheder, miljø og forbrugere, samtidig med at der sikres en passende og legitim beskyttelse af investorer mod protektionisme og forskelsbehandling. EØSU bifalder, at der er blevet indføjet en særskilt artikel i aftaleteksten og ikke kun i præamblen. Retten til at regulere på området social sikring bør udtrykkeligt nævne kollektive aftaler, herunder treparts og/eller generelle (erga omnes) aftaler med henblik på at udelukke dem fra at blive gjort til genstand for en fortolkning, der udlægger dem som en krænkelse af investorernes berettigede forventninger. Arbejds- og lønvilkår, der er fastsat inden for rammerne af kollektive aftaler, kan ikke betragtes som en ikke-toldmæssig handelshindring.

8.4.

EØSU konstaterer dog, at de mest betydningsfulde ændringer er dem, der handler om de proceduremæssige aspekter af tvistbilæggelse. Voldgiftssystemet er blevet ændret til et retligt system med en domstol, hvor ad hoc-voldgiftsmænd udpeget af de stridende parter erstattes af dommere fra en permanent liste, som vil blive udfærdiget af aftaleparterne. Disse ændringer gør det til et mere institutionaliseret system. EØSU opfordrer parterne til at sikre sig, at investeringsdomstolssystemet fungerer fuldt ud, så snart aftalen er ratificeret, og at dommerne har demokratisk legitimitet og udpeges på en sådan måde, at der ikke vil være risiko hverken for et politiserende domstolssystem eller for interessekonflikter.

8.5.

EØSU fremhæver med tilfredshed, at der indføres en streng adfærdskodeks, som skal sikre upartiskhed og forebygge interessekonflikter. Der oprettes også en appelinstans, som skal tage stilling til domstolens kendelser, og således afhjælpe den berettigede kritik af ISDS. Gennemsigtighed sikres desuden i kraft af, at UNCITRAL's bestemmelser anvendes i forbindelse med tvister.

8.6.

Mens EØSU hilser de forbedringer, der skal reformere systemet, velkommen, er det stadig opmærksom på nogle foruroligende kritikpunkter, der må tages op.

8.7.

Udvalget erkender desuden, at der stadig er bekymringer i forhold til gennemførelsen af det nye system og at disse bekymringer er forskellige fra aktør til aktør. EØSU anmoder Kommissionen om at tænke mere over disse bekymringer i forbindelse med de løbende bestræbelser på at forbedre systemet for løsning af investeringstvister.

8.8.

Nogle af disse bekymringer kan sammenfattes, som følger:

EØSU opfordrer Kommissionen til at inddrage civilsamfundet og europæiske jurister i løsningen af disse problemer.

8.9.

Desuden sætter nogle aktører spørgsmålstegn ved behovet for et særskilt investeringsvoldgiftssystem i velfungerende og højtudviklede nationale retssystemer (21).

8.10.

Endelig mener EØSU, at Kommissionens forslag til et investeringsdomstolssystem er et skridt i den rigtige retning, men at det må forbedres på en række områder for at fungere som en uafhængig international retsmyndighed. Udvalget beklager, at systemet blev foreslået uden en fyldestgørende og passende høringsproces og inden en konsekvensanalyse af omkostningerne ved systemet og dets drift, og opfordrer Kommissionen til at udarbejde en sådan konsekvensanalyse.

28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/41

Ordfører:

Ioannis VARDAKASTANIS

Medordfører:

Jarmila DUBRAVSKÁ

1.1.

Vedtagelsen af FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling markerer en historisk forandring i retning af et nyt paradigme, idet de økonomiske, sociale og miljømæssige uligheder håndteres på en universel og integreret måde. Alle lande er nødt til at omsætte og gennemføre dagsordenen, uanset deres indkomstniveau. Denne unikke dagsorden afspejler fuldt ud de europæiske værdier vedrørende social retfærdighed, demokratiske styreformer, social markedsøkonomi og miljøbeskyttelse. EU har derfor stor mulighed for at styrke disse værdier og nærme sig dagsordenens gennemførelse på overordnet vis. EØSU opfordrer EU til at føre an som et godt eksempel i denne meget udfordrende verdensomspændende proces.

1.2.

EØSU glæder sig over EU's forpligtelse til at gennemføre målene for bæredygtig udvikling. Udvalget er imidlertid bekymret over, at der er gået et år siden vedtagelsen af FN's 2030-dagsorden, uden at EU har truffet konkrete og fremadrettede foranstaltninger til at integrere målene for bæredygtig udvikling i sine politikker og programmer, og uden at Unionen har indledt en bredere høring af civilsamfundet.

1.3.

EU står over for meget afgørende politiske, sociale, økonomiske og strukturelle udfordringer på alle områder inden for økonomien og samfundet. Ulighed, arbejdsløshed — navnlig ungdomsarbejdsløshed — social eksklusion og fattigdom, kønsbestemte uligheder, forskelsbehandling og marginalisering af udsatte grupper i de europæiske samfund nedbryder selve EU's grundlag. I mange medlemsstater har finanskrisen yderligere forværret problemet, som bliver en menneskelig krise og en krise vedrørende sociale rettigheder.

1.4.

FN's 2030-dagsorden bør omdannes til en proaktiv, transformerende og positiv beretning om Europa. Processen bør drives af en stærk politisk vilje og beslutsomhed til at udforme en bæredygtig Europæisk Union ved at føre vores økonomier i retning af en robust, konkurrencedygtig, ressourceeffektiv, kulstoffattig og socialt inklusiv udvikling. Denne fremadskuende beretning vil også bidrage til at afhjælpe den hidtil usete mangel på tillid fra EU-borgernes side til det europæiske projekt og navnlig til at vinde støtte hertil blandt unge. EU bør således anvende FN's 2030-dagsorden til at præsentere EU-borgerne for en ny vision for Europa: den sociale kontrakt for det 21. århundrede.

1.5.

EØSU opfordrer til en overordnet og integreret strategi for et bæredygtigt Europa 2030 og frem med den nødvendige langsigtede tidshorisont, politiske koordinering og sammenhæng i forbindelse med gennemførelsen af FN's 2030-dagsorden. Strategien bør være baseret på en interinstitutionel aftale mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på at skabe et solidt grundlag for yderligere politisk handling. De nuværende europæiske strategier, f.eks. Europa 2020-strategien, som bragte EU-strategien for bæredygtig udvikling fra 2001 ud på sidelinjen som den tidligere overordnede strategi, og kommissionsformand Jean-Claude Junckers 10 prioriteter giver — efter EØSU's mening — ikke mulighed for fuldt ud at takle udfordringen med at gennemføre målene for bæredygtig udvikling i EU.

1.6.

Ovennævnte overordnede strategi bør omfatte specifikke mål for gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling, undersøgelses- og overvågningsmekanismer samt handlingsplaner med de nødvendige lovgivningsmæssige og politiske instrumenter, oplysningsaktiviteter — f.eks. en Eurobarometerundersøgelse om målene for bæredygtig udvikling — og en plan for mobilisering af finansielle ressourcer. Processen for udarbejdelse af strategien bør søsættes af Kommissionen i dens kommende meddelelse, og i strategiens udformningsfase bør der sikres en bred høring af civilsamfund, regeringer, parlamenter og lokale myndigheder. EØSU er klar til at støtte denne proces som formidler.

1.7.

Kommissionens kortlægning af EU's interne og eksterne politikker i forhold til de 17 mål for bæredygtig udvikling er et nødvendigt skridt. EØSU opfordrer Kommissionen til at supplere dette med en detaljeret analyse af manglerne i forbindelse med de 17 mål for bæredygtig udvikling for at identificere områder, hvor EU bør skride til forudgående og omgående handling.

1.8.

EØSU har fastlagt følgende centrale politikområder for omlægning til bæredygtig udvikling og anbefaler, at Kommissionen iværksætter relevante flagskibsinitiativer, herunder gennemsigtige handlingsplaner og delmål under hensyntagen til henstillingerne i punkt 4.3 i denne udtalelse:

1.9.

EØSU opfordrer Kommissionen til at integrere målene for bæredygtig udvikling i alle relevante politikker. Midtvejsrevisionerne, som skal gennemføres i perioden 2014-2020, bør anvendes til dette formål. Fremtidige FFR-perioder vil være en udmærket lejlighed til fuldt ud at integrere målene for bæredygtig udvikling i EU's finansieringsprogrammer.

1.10.

Det er især vigtigt at integrere FN's 2030-dagsorden i Den Europæiske Unions optræden udadtil. Kommissionen bør nøje tilpasse områder af stor betydning — f.eks. handels- og udviklingspolitikker, globale miljøpolitikker og klimaforanstaltninger, humanitær bistand, katastrofeforebyggelse, teknologioverførsel og fremme af menneskerettighederne — med henblik på proaktivt at fremme gennemførelsen af FN's 2030-dagsorden. EØSU opfordrer desuden Kommissionen til fuldt ud at integrere og anvende FN's 2030-dagsorden i den europæiske konsensus om udvikling og beklager, at denne ikke er indarbejdet tilstrækkeligt i EU's globale udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

1.11.

EØSU anmoder Kommissionen om at vurdere og forbedre den horisontale og vertikale politiske koordinering med henblik på en effektiv gennemførelse af FN's 2030-dagsorden. Bedre styreformer er en vigtig forudsætning for at gøre bæredygtig udvikling mulig. Det europæiske semester bør udvikles til en passende regeringsførelsesramme for vertikal forvaltningsramme for vertikal koordinering af gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling med medlemsstaterne. EØSU understreger, at deltagelse, gennemsigtighed, overvågning og gennemgang, ansvarlighed og borgernes ejerskab bør være blandt de vigtigste egenskaber for og kendetegn ved bedre styreformer.

1.12.

Eurostat bør udarbejde og anvende en række indikatorer og benchmarks, som FN har udarbejdet, med henblik på at lette revisionen, overvågningen, ansvarligheden og gennemsigtigheden i processen for gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling og give EU-institutionerne, medlemsstaterne og alle interessenter faktuelle statistiske data opdelt efter de enkelte mål for bæredygtig udvikling og delmålene.

1.13.

EØSU bemærker med tilfredshed, at fire EU-medlemsstater var blandt de 22 lande, der fremlagde de første frivillige evalueringer af gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling på FN's Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling i 2016. EØSU opfordrer EU til at foregå med et godt eksempel og være den første region, der fremlægger en frivillig evaluering i Det Politiske Forum på Højt Niveau i 2017. EØSU vil stå til rådighed for tilrettelæggelsen af civilsamfundets bidrag.

1.14.

EU bør tilslutte sig en tilgang ledet af flere interessenter i forbindelse med gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling ved at inddrage alle aktører og civilsamfundsorganisationer på baggrund af principperne om deltagelse, ansvarlighed og partnerskab. EØSU har allerede forelagt et specifikt initiativ om et europæisk civilsamfundsforum for bæredygtig udvikling med deltagelse af flere interessenter. Kommissionen bør proaktivt udforske og udvikle et initiativ til et charter for målene for bæredygtig udvikling med henblik på at fremme etableringen af stærke partnerskaber på nationalt niveau, EU-niveau og internationalt niveau.

2.1.

I september 2015 vedtog verdenslederne dagsordenen »Ændring af vores samfund: FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling«, der fastsatte en række mål for bæredygtig udvikling med henblik på at afskaffe fattigdom, beskytte planeten og sikre velstand for alle. Hvert mål har specifikke delmål, som skal nås i løbet af de næste 15 år.

2.2.

EU får en nøglerolle i forbindelse med gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling i Europa. I sit arbejdsprogram for 2016 bebuder Kommissionen et nyt initiativ, De næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid, med henblik på at gennemføre målene for bæredygtig udvikling i EU's interne og eksterne politikker (1).

2.3.

Som et første skridt er Kommissionen i færd med at gennemføre en intern »kortlægning« for at fastlægge, hvilke eksisterende EU-politikker der allerede tager de udfordringer op, der fremgår af målene for bæredygtig udvikling. Kommissionen har bedt udvalget om at bidrage til denne proces med denne sonderende udtalelse. Med henblik på at tage hensyn til den bredere debat i Europas civilsamfund har udvalget taget højde for resultaterne af to store konferencer om gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling afholdt af EØSU i 2016 og andre store konferencer (2).

3.1.

Udvalget bifalder initiativet »De næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid« i Kommissionens arbejdsprogram for 2016 som en ny tilgang til at sikre Europas økonomiske udvikling samt sociale og miljømæssige bæredygtighed efter 2020 og til at gennemføre målene for bæredygtig udvikling i EU's interne og eksterne politikker på en integreret måde (3). Der er imidlertid bekymringer om, at der muligvis mangler politisk vilje og engagement, eftersom der hidtil ikke sket meget for at omsætte dagsordenen til handling.

3.2.

I en situation, hvor EU-projektet er under pres, og hvor mange af EU-borgerne mister troen på det, bør EU bruge målene for bæredygtig udvikling til at udvikle en positiv fortælling om forandringen til et bæredygtigt Europa, der forbinder det langsigtede perspektiv med specifikke politiske foranstaltninger på kort og mellemlang sigt. Bæredygtighed er et »europæisk varemærke« (4): FN's 2030-dagsorden afspejler de europæiske værdier og den europæiske model for social retfærdighed og demokratiske styreformer. Den giver derfor EU en god mulighed for at definere en ny positiv og overbevisende fortælling og vision.

3.3.

FN's 2030-dagsorden er godkendt af alle EU's medlemsstater og af EU som helhed. Tiden er nu inde til et klart politisk tilsagn på højeste politiske niveau om, at EU har godkendt denne nye dagsorden som en vision og overordnet ramme med henblik på at bevæge sig hen imod en Union for bæredygtig udvikling (5).

3.4.

Gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling handler ikke kun om udvikling og miljø. Målene for bæredygtig udvikling beskæftiger sig med de centrale udfordringer for omdannelsen af vores økonomier og samfund, også i den udviklede verden. Deres gennemførelse i EU kræver en ny udviklingsmodel, der er økonomisk mere bæredygtig, socialt set mere inklusiv og miljømæssigt mere bæredygtig på lang sigt, og som sikrer, at vores planets ressourcer deles retfærdigt blandt den voksende verdensbefolkning. Der er behov for at omdanne vores økonomier (6). Det nye udviklingskoncept bør indebære en ny definition af velstand for EU og en ny række indikatorer. Målene for bæredygtig udvikling bør anvendes som løftestænger til at muliggøre og accelerere den langsigtede overgang til en robust og konkurrencedygtig, ressourceeffektiv og socialt inklusiv økonomi i EU.

3.5.

Kommissionens lancering af en køreplan for fornyelsen af den europæiske konsensus om udvikling giver indtryk af, at Kommissionen i første omgang vil fokusere på gennemførelsen af den nye dagsorden i udviklingspolitikkerne. Denne prioritering er ikke i overensstemmelse med den integrerede tilgang for målene for bæredygtig udvikling, som kræver overordnede og integrerede gennemførelsesstrategier, der omfatter eksterne og interne politikker.

3.6.

Med henblik på at fastsætte en styringsramme for gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling vil EU være nødt til at forlænge sin planlægningsperiode langt videre end 2020. En overordnet og langsigtet strategi for et bæredygtigt Europa med en tidshorisont frem til 2030 og derefter (7) bør omsætte målene for bæredygtig udvikling i EU's interne og eksterne politikker med særlig fokus på de europæiske udfordringer. Strategien bør suppleres af gennemsigtige køreplaner og handlingsplaner for lovgivningsmæssige og politiske initiativer samt af en detaljeret tidsplan frem til 2030. Europa-Parlamentet har opfordret til en lignende tilgang (8).

4.1.1.

Fastsættelsen af en politisk strategi og køreplan i EU til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling kræver mere end blot en kortlægning af de eksisterende EU-politikker. En kortlægning af de nuværende EU-politikker til enkelte mål for bæredygtig udvikling gør det ikke muligt at vurdere, hvorvidt målene for bæredygtig udvikling kan opfyldes i EU uden yderligere foranstaltninger. De eksisterende politikker er muligvis ikke effektive, de kan undermineres af andre politikker, og der kan være andre hindringer. Kortlægningen af politikker skal derfor kombineres med en analyse af mangler, som kortlægger EU-politikkernes reelle mangler for så vidt angår FN's 2030-dagsordens 17 mål og de dermed forbundne delmål.

4.1.2.

I denne forbindelse bifalder EØSU de Strategic Notes, »Sustainability Now!«, der er udarbejdet under ledelse af Karl Falkenberg, tidligere generaldirektør for GD Miljø, og som klart angiver de reformer, som EU er nødt til at gennemføre i henhold til FN's 2030-dagsorden, ved hjælp af eksempler fra nogle få politikområder.

4.1.3.

Der mangler stadig en omfattende EU-analyse af manglerne i forbindelse med målene for bæredygtig udvikling. Et indeks og en resultattavle over målene for bæredygtig udvikling, som for nylig er offentliggjort, samt andre vurderinger foretaget i EU-medlemsstater viser imidlertid, at målene for bæredygtig udvikling er en ambitiøs dagsorden, også for højindkomstlande (9), navnlig på grund af den måde, hvorpå landene producerer, leverer og forbruger produkter og tjenesteydelser og den deraf følgende negative indvirkning på miljøet. De vigtigste udfordringer for EU-landene er mål 12 om ansvarligt forbrug og produktion, mål 13 om klimaindsats, mål 14 og 15 om bevarelse af økosystemer, målene for bæredygtigt landbrug og ernæring i mål 2 samt mål 9 om industri, innovation og infrastruktur, hvor der er konstateret en investeringskløft.

4.1.4.

De øvrige udfordringer er »menneskerelaterede« mål for bæredygtig udvikling, navnlig mål 10 om mindre ulighed, mål 8 om anstændige job og beskæftigelse, mål 1 om fattigdom, mål 5 om ligestilling mellem kønnene og mål 4 om uddannelse.

4.1.5.

I mange OECD-lande er det ikke er muligt at opfylde mål 17 om finansielle bidrag til udviklingssamarbejdet.

4.1.6.

Som en universel dagsorden sigter målene for bæredygtig udvikling også mod at reducere de negative sociale og miljømæssige virkninger af højindkomstlandenes økonomier i tredjelande. Foreløbigt er der foretaget færre målinger af dette aspekt, men det er en stor udfordring for EU-landene.

4.2.1.

Udvalget mener, at en kortlægning af EU's politikker først og fremmest bør omfatte politiske redskaber af strategisk betydning for EU's politiske beslutningstagning og gennemførelse. Indledende vurderinger har vist, at disse redskaber ikke står mål med udfordringerne ved gennemførelsen af målene om bæredygtig udvikling i EU (10). Ingen af disse strategier har en tidshorisont på FN's 2030-dagsorden.

4.2.2.

Under Barroso-Kommissionen blev EU 2020-strategien erklæret for EU's overordnede strategi og gik således forud for EU's strategi for bæredygtig udvikling. Selv om den i princippet omfatter de tre dimensioner af bæredygtig udvikling, er den en forholdsvis kortsigtet strategi med et klart europæisk sigte. Den beskæftiger sig hverken med det internationale perspektiv eller beskriver indvirkningerne af EU's interne politikker på andre dele af verden og eksterne politikker, herunder udviklingssamarbejde. Den har derfor aldrig kunnet erstatte den tidligere strategi for bæredygtig udvikling. To mål for bæredygtig udvikling dækkes ikke: mål 2 om fødevarer og landbrug og mål 16 om styreformer, og andre dækkes kun delvist, f.eks. mål 6 (vand) og mål 11 (byer).

4.2.3.

I formand Junckers 10 prioriteter er to mål for bæredygtig udvikling slet ikke medtaget (mål 14 om havet og mål 15 om biodiversitet), og andre er kun delvist omfattet (mål 4 om uddannelse, mål 6 om vand, mål 11 om byer og mål 12 om bæredygtigt forbrug og produktion).

4.2.4.

En mere snæver række prioriteter blev valgt i de fem formænds rapport, som fokuserer på økonomiske, finansielle, valutamæssige og skattemæssige spørgsmål og omfatter styreformer som et femte emne. Rapporten indeholder en række henvisninger til områder, der dækkes af målene for bæredygtig udvikling, såsom energi, beskæftigelse, social inklusion og sundhedssystemer.

4.2.5.

Den Europæiske Fond for Strategiske investeringer (EFSI) har tiltrukket projekter i sektorer, som synes at tage visse udfordringer med gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling op: energi (40 %), miljø og ressourceeffektivitet (12 %) samt social infrastruktur (3 %) (11).

4.2.6.

En række mål for bæredygtig udvikling — navnlig mål 3 om sundhed, mål 5 om køn, mål 10 om ulighed og mål 11 om byer — er ikke behandlet tilstrækkeligt under de tematiske investeringsprioriteter i de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene).

4.2.7.

Med den helt nye globale EU-strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitik har EU en bredere ramme for FN's 2030-dagsorden på områder som handel, udvikling, demokrati, menneskerettigheder, humanitær bistand, katastrofeforebyggelse, teknologioverførsel og klimaindsats. I strategien tages der til en vis grad højde for målene for bæredygtig udvikling, der vedrører behovet for at sikre, at velstanden udbredes på globalt plan. Det anføres desuden, at målene for bæredygtig udvikling vil udgøre input til den kommende aftale efter Cotonouaftalens udløb, og at de er en drivkraft for en revision af den europæiske konsensus om udvikling.

4.3.1.

Baseret på en analyse af de eksisterende politikker og en vurdering af de reelle mangler og tendenser i EU's indsats for opfyldelsen af målene og delmålene bør Kommissionen kortlægge politikområder af central betydning for den påkrævede omlægning. De politiske foranstaltninger bør fokusere på disse centrale områder med passende flagskibsinitiativer, herunder gennemsigtige handlingsplaner og delmål. EØSU, som også tager sit tidligere arbejde på disse områder i betragtning, anser følgende centrale politikområder som væsentlige:

4.3.2.1.

Et af hovedformålene med målene for bæredygtig udvikling er at bevare udviklingsmulighederne inden for grænserne af planetens formåen, det være sig i relation til klima, ressourceforbrug, luft- og vandkvalitet samt beskyttelse af den jordbaserede og maritime biodiversitet. Dette kræver, at de udviklede regioner som f.eks. Europa markant mindsker det miljømæssige aftryk af økonomien på grundlag af en forandring i produktion, forbrug og samfund til en mere kulstoffattig og cirkulær økonomi. Overgangen er en anledning for EU til at modernisere sin økonomi — og således forbedre sin konkurrenceevne og robusthed — og til at forbedre borgernes livskvalitet og trivsel.

4.3.2.2.

Der er indført køreplaner med det syvende miljøhandlingsprogram, 2030-rammen for klima- og energipolitikken og handlingsplanen for den cirkulære økonomi. Der er imidlertid tydeligvis brug for flere fremskridt i praksis (12). Overensstemmelsen med andre politikområder bør forbedres og gennemførelsesmanglerne i mange medlemsstater udbedres ved fuldt ud at integrere overgangen til en kulstoffattig og cirkulær økonomi i det europæiske semester (13). Der er brug for stærke gennemførelsesmekanismer og aktiv koordinering med andre af Kommissionens politikområder i forbindelse med det syvende miljøhandlingsprogram og handlingsplanen for den cirkulære økonomi for at sikre et effektivt resultat (14). Det kræver en forbedret dialog og alliancer med civilsamfundet, herunder virksomheder og fagforeninger, at komme videre. Aktive beskæftigelsespolitikker bør sikre en retfærdig overgang (15). Klimapolitikken bør bygge på princippet om »klimaretfærdighed«, som sikrer, at byrderne og fordelene ved klimaændringer — med hensyn til deres indvirkninger på menneskerettigheder, fattigdom og ligestilling — fordeles retfærdigt, og at det ikke går ud over de mest sårbare grupper.

4.3.2.3.

Det må sikres, at markederne støtter den økonomiske overgang, og at priserne afspejler de reelle eksterne omkostninger ved klimaudledninger og anvendelse af naturressourcer (16). Eksisterende tilsagn om at fjerne miljøskadelige subsidier må omsættes i praksis, og miljøafgiftsreformen bør fremmes mere intensivt. Der bør i højere grad skabes nye mønstre for decentrale rene energimarkeder, hvor forbrugerne også bliver producenter. I lighed hermed giver en decentraliseret deleøkonomi forbrugerne mulighed for at bevæge sig hen imod en model med cirkulær økonomi. Den fremspirende kollaborative økonomi indebærer et ændret syn på arbejdskraften og vil komme til at udgøre en vigtig kilde til jobskabelse. Forbrugernes og arbejdstagernes rettigheder og fair konkurrence i denne nye sektor må sikres (17).

4.3.3.1.

Det vigtigste formål med målene for bæredygtig udvikling er at udrydde fattigdom og sikre, at alle kan udnytte deres potentiale i værdighed og lighed. I den forbindelse afspejler målene Europas værdier og sociale model. Kløften mellem rig og fattig i Europa er imidlertid blevet større i de seneste årtier, og de sidste otte års recession og finanskrise, sparepolitikker og — i visse områder — mangel på strukturreformer har skabt større arbejdsløshed og fattigdom, øget ulighed og lagt større pres på den sociale beskyttelse, hvilket især påvirker de mest sårbare grupper.

4.3.3.2.

Hvis målene for bæredygtig udvikling skal opfyldes, må EU ændre sit økonomiske paradigme til en mere inklusiv udviklingsmodel, der fordeler den eksisterende velstand mere ligeligt og samtidig øger den økonomiske og finansielle robusthed (18). For at skabe beskæftigelse og økonomisk udvikling er EU nødt til at skabe et gunstigt investeringsklima kombineret med et velfungerende indre marked, international konkurrenceevne og øget indenlandsk efterspørgsel.

4.3.3.3.

Målene for bæredygtig udvikling bør være en grund til på ny at bekræfte Europa 2020-strategiens mål om fattigdomsbekæmpelse, beskæftigelse og uddannelse og til at overveje mere effektive metoder til at opfylde dem. Centrale sociale målsætninger — som f.eks. anstændig beskæftigelse, udryddelse af fattigdom, nedbringelse af ulighed og social investering — bør ligestilles med de makroøkonomiske hensyn under det europæiske semester (19). Kommissionens første forslag til den europæiske søjle for sociale rettigheder indeholdt ingen henvisning til målene for bæredygtig udvikling. Integrationen af målene for bæredygtig udvikling bør tages i betragtning i den videre forberedelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Udvalget er i øjeblikket ved at udarbejde en udtalelse om søjlen, hvor dets synspunkt reelt vil komme til udtryk.

4.3.3.4.

EU bør investere i en mere sammenhængende og systematisk tilgang til bekæmpelse af social udstødelse, marginalisering og fattigdom — et system, der fokuserer på sårbare grupper, hvis tilgang er baseret på menneskerettigheder, og som også omhandler forskelsbehandling på grund af køn. Direktivet om ligebehandling skal vedtages (20).

4.3.3.5.

Ud over at tage udfordringerne ved arbejdsløshed og befolkningsaldring op er det nødvendigt at tilpasse velfærdssystemerne til de nye udfordringer, især som følge af nye former for beskæftigelse, der giver nye beskæftigelsesmuligheder, men kan føre til usikre arbejdsforhold og fattigdom blandt personer i arbejde. Jobskabelsespotentialet i forbindelse med de store økonomiske overgange — såsom den digitale, den kulstoffattige og den cirkulære økonomi — må udnyttes (21). Beskæftigelsesstandarder og en europæisk minimumsindkomst vil bidrage til at sikre territorial og social samhørighed og en omfordeling af velstand og indtægter på en retfærdig måde (22) i betragtning af medlemsstaternes og EU's kompetence på disse områder. Det store beskæftigelsespotentiale ved social investering bør mobiliseres gennem både offentlige og private aktører (23). For ikke at »lade nogen i stikken« er det nødvendigt at investere i kvalitativ og rummelig uddannelse og i integrerede tjenester af høj kvalitet til en overkommelig pris for at støtte enkeltpersoner med behov for hjælp.

4.3.3.6.

Socialøkonomiske virksomheder støtter integrationen på arbejdsmarkedet, når de leverer prismæssigt overkommelige produkter og tjenester til sociale formål, f.eks. tjenesteydelser i en decentraliseret kulstoffattig og cirkulær økonomi. De bør støttes med incitamenter til at etablere sig i den sociale økonomi og med regler, der giver dem gunstige forhold (24).

4.3.4.1.

Fødevarer — måden hvorpå de dyrkes, produceres, forbruges, handles, transporteres, opbevares og markedsføres — udgør den grundlæggende forbindelse mellem mennesket og planeten og er vejen til inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst (25). Målene for bæredygtig udvikling, navnlig mål 2 og 12, udgør en vigtig ramme for en fælles aktion med sigte på at brødføde verden på en bæredygtig måde senest i 2030. Der er i høj grad behov for en overgang til mere bæredygtige fødevaresystemer, der omfatter alle stadier fra produktion til forbrug. Producenterne er nødt til at producere flere fødevarer med færre miljøpåvirkninger, og forbrugerne bør tilskyndes til at gå over til nærende og sunde kostvaner med et lavere kulstofaftryk.

4.3.4.2.

Med reformen af den fælles landbrugspolitik er der indført en kombination af foranstaltninger, der kan ses som et skridt i den rigtige retning (26). En overgang til bæredygtige fødevaresystemer kræver en vidtspændende fødevarepolitik, som er integreret i en bredt anlagt bioøkonomistrategi og ikke blot en landbrugspolitik. Med udgangspunkt i en anerkendelse af den indbyrdes afhængighed mellem fødevareproduktion og forbrug bør der udvikles en passende europæisk strategi til at sikre, at udviklingen går i retning af bæredygtighed, sundhed og robusthed (27).

4.3.4.3.

I denne forbindelse skal der findes et svar, bl.a. på spørgsmålet i Falkenberg-rapporten om, hvorvidt det europæiske landbrugs orientering mod eksport f.eks. er forenelig med det formål at styrke fødevareproduktionen i udviklingslandene.

4.3.4.4.

EU har en vigtig rolle at spille i gennemførelsen af mål 12.3 om at halvere fødevarespildet pr. indbygger på verdensplan. Mens tæt ved 800 mio. mennesker i hele verden lider af sult, viser foreliggende tal, at en tredjedel af de fødevarer, der produceres til konsum, går tabt eller spildes på globalt plan — 100 mio. ton i EU alene (28). EØSU bifalder Kommissionens planer om at etablere en platform for interessenter, der kan medvirke til at udforme de nødvendige foranstaltninger og udveksle bedste praksis inden for forebyggelse og mindskelse af fødevarespild (29).

4.3.5.1.

En omstilling af økonomien til en mere bæredygtig model kræver stor forandring med hensyn til investeringer. Det anslås, at opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling på verdensplan kræver investeringer for omkring 3 bio. USD (30) fra både offentlige og private kilder. En helhedsplan er nødvendig for at mobilisere finansielle ressourcer på EU-niveau og på medlemsstatsniveau. EU's forskellige støtteprogrammer og initiativer bør samles.

4.3.5.2.

EU må tilrettelægge de offentlige investeringer i udviklingslandene mere effektivt, så der kan opnås en integreret bæredygtig udvikling, og indikatorerne for målene for bæredygtig udvikling bør integreres i den offentlige finansiering af udviklingsprojekter. Endnu vigtigere er det, at EU opfordrer til og øger den private sektors investeringer på disse områder.

4.3.5.3.

Målene for bæredygtig udvikling kræver imidlertid også væsentlige investeringer i modernisering af infrastruktur og bæredygtige virksomheder i EU. Indledende vurderinger af gennemførelsen i EU af målene for bæredygtig udvikling har vist, at der i høj grad er brug for investeringer i industri, innovation og infrastruktur (31).

4.3.5.4.

Der er et klart kommercielt argument for bæredygtighed. For fuldt ud at gøre brug af denne mulighed bør EU skabe et gunstigt erhvervsklima, der tilskynder til innovation, iværksætteri og bæredygtige investeringer. Der er allerede etableret virksomheder, men opgradering og gentagelse af vellykkede bæredygtige virksomheders erfaringer er af altafgørende betydning. Frivillige ordninger som f.eks. virksomhedernes sociale ansvar kan bidrage positivt til denne overgang. De bør suppleres med yderligere foranstaltninger såsom foranstaltninger til fremme af gennemsigtigheden, kompetenceudvikling, partnerskaber og vejledning til virksomhedernes regnskabsaflæggelse. Kommissionen bør vurdere, om alliancer med flere interessenter med den private sektor vil være et nyttigt instrument på EU-plan.

4.3.5.5.

EU's finansieringsprogrammer bør være i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling. Initiativer som Juncker-planen samt finansieringsinstitutter og offentlige investeringsbanker vil komme til at spille en afgørende rolle. I den forbindelse er udfordringen at omfordele kapital. Kapitalmarkedsunionen giver mulighed for at fremme bæredygtige investeringer (32). Midtvejsgennemgangen af den flerårige finansielle ramme vil være en lejlighed til at integrere målene for bæredygtig udvikling i de store EU-fonde. Der bør være incitamenter for langsigtede investeringer, og hindringer bør fjernes (33).

4.3.6.1.

I en globaliseret økonomi har handel en afgørende indvirkning på den bæredygtige udvikling i EU og på verdensplan. I forskellige mål for bæredygtig udvikling betragtes handel derfor som et vigtigt middel til gennemførelse af FN's 2030-dagsorden. I meddelelsen »Handel for alle« har Kommissionen lanceret en ambitiøs handlingsplan for mere ansvarlig handel og mere ansvarlige investeringer for at sikre sociale og miljømæssige handelsstandarder og fremme bæredygtig udvikling (34). Gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling bør være systematisk og bør kobles effektivt sammen med handlingsplanen, og der bør føres kontrol med resultaterne.

4.3.6.2.

Ambitiøse kapitler om handel og bæredygtig udvikling bør indgå i alle EU's handels- og investeringsaftaler og gennemføres og håndhæves effektivt. Dimensionen bæredygtig udvikling bør have mere vægt i WTO-reglerne (35). Den bedste måde at sikre de sociale, arbejdsmæssige og miljømæssige standarder i frihandelsaftaler er at sikre en højere grad af inddragelse af civilsamfundet via forhandlinger og via processen med gennemførelse og overvågning (36).

4.3.6.3.

Kommissionen bør vedtage en strategi, der fremmer ordentligt arbejde i de globale forsyningskæder (37). Der bør stilles bistand til rådighed for initiativer med flere interessenter for at fremme behørig omhu i de globale forsyningskæder.

4.4.1.

Som støtte til aktiviteter på centrale politikområder må EU vurdere og forbedre den horisontale og vertikale politiske koordinering med henblik på en effektiv gennemførelse af FN's 2030-dagsorden. Bedre styreformer er en forudsætning for bæredygtig udvikling (38), og bedre koordinering er en vigtig tilgang for at opnå sammenhæng i politikkerne.

4.4.2.

EU er nødt til at forbedre sammenhængen mellem sine politikker og konsekvent tilpasse dem til en afbalanceret bæredygtig udvikling. Den eksisterende mekanisme for udviklingsvenlig politikkohærens til medtagelse af overvejelser om udviklingspolitik på andre områder bør undersøges nøje, styrkes og sættes på en ny formel for at skabe et instrument, der giver sammenhæng i politikkerne for bæredygtig udvikling, og mekanismen bør forbindes med andre horisontale bestræbelser på koordinering.

4.4.3.

Kommissionen bør ligeledes overveje, hvordan redskaber til bedre lovgivning kan anvendes til at bidrage til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Retningslinjerne for konsekvensvurdering bør gennemgås i overensstemmelse hermed, for eksempel ved at indføre et kriterium for bæredygtighed i konsekvensvurderingerne af ny lovgivning.

4.4.4.

For at integrere målene for bæredygtig udvikling i alle relevante politikområder bør Kommissionen anvende de vejledende principper i FN's 2030-dagsorden som en ramme for revisionen af EU's lovgivning og politikker, især med henvisning til en menneskerettighedsbaseret tilgang og princippet om »ikke at lade nogen i stikken«.

4.4.5.

EU bør på grundlag af de globale indikatorer for målene for bæredygtig udvikling og suppleret af passende europæiske indikatorer oprette et system for overvågning og revision af målene for bæredygtig udvikling, som er koordineret med overvågningen i EU-medlemsstaterne og forbundet med den globale overvågning i Det Politiske Forum på Højt Niveau.

4.4.6.

Indikatorerne for målene for bæredygtig udvikling bør ligeledes inkorporeres i de eksisterende processer for overvågning og evaluering af politikker. Dette gælder især for det europæiske semester som EU's centrale forvaltningsmekanisme, der skal tilpasses gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling.

4.4.7.

Det vil være en vigtig løftestang i forbindelse med gennemførelsen af den bæredygtige udvikling at styrke den funktion, som indikatorerne for bæredygtighed udgør i den lovgivningsmæssige budgetbevillingsproces. Konditionalitetskriterierne i de europæiske struktur- og investeringsfonde bør tilpasses gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling.

4.4.8.

Der bør bakkes op om initiativet fra det europæiske netværk for bæredygtig udvikling (ESDN) om oprettelse af en peerlæringsplatform mellem medlemsstaterne.

4.4.9.

EU bør selv tage initiativ til at være den første regionale organisation, der fremlægger en frivillig evaluering på mødet i Det Politiske Forum på Højt Niveau i 2017. EU bør desuden udsende årlige rapporter om, hvordan EU's interne og eksterne indsats bidrager til gennemførelsen af målene om bæredygtig udvikling i det årlige tematiske fokusområde i Det Politiske Forum på Højt Niveau (39). Civilsamfundet bør inddrages fuldt ud i forberedelsen og præsentationen af den frivillige evaluering og de tematiske rapporter gennem det europæiske forum for bæredygtig udvikling.

5.1.

FN's 2030-dagsorden kræver en omlægning til en forvaltningsmodel med deltagelse af flere interessenter, som tildeler civilsamfundet en større rolle. Målene for bæredygtig udvikling kan kun gennemføres, hvis civilsamfundet og andre interessenter påtager sig en aktiv rolle og erhverver ejerskab. I hver eneste fase frem til gennemførelsen bør civilsamfundet inddrages på lokalt, regionalt og nationalt plan samt på EU-plan og i forbindelse med Det Politiske Forum på Højt Niveau.

5.2.

EØSU foreslår EU og medlemsstaterne, at der oprettes et europæisk forum for bæredygtig udvikling med henblik på at få en bred vifte af civilsamfundsorganisationer og interessenter inddraget i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling i EU og i den løbende overvågning og revision (40). Forummets første opgave bør være at lette dialogen med civilsamfundet i den proces, som fører til en overordnet EU-strategi for bæredygtig udvikling.

5.3.

Kommissionen bør indføre et særligt program og en særlig budgetpost for støtte til kapacitetsopbygning i civilsamfundsorganisationer, så disse kan deltage fuldt ud i processen. De eksisterende kapacitetsopbygningsprogrammer bør være mere udtrykkeligt åbne for civilsamfundsorganisationer, der arbejder med nationale spørgsmål og udfører arbejde, der skaber forbindelse mellem de interne og eksterne aspekter af integrationen af målene om bæredygtig udvikling og af forvaltningsspørgsmålene.

28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/51

Ordfører:

Christian MOOS

Medordfører:

Denis MEYNENT

1.1.

Det slovakiske formandskab har bedt EØSU udtale sig om en »fremtidssikret lovgivning«. Dette nye begreb skal ses på baggrund af andre konkrete opfordringer til Kommissionen og medlovgiverne med det mål at sikre, at lovgivningen tager mere hensyn navnlig til EU's konkurrenceevne og SMV'ernes og mikrovirksomhedernes specifikke karakter, hvilket er aspekter, som EØSU flere gange har udtalt sig om.

1.2.

EØSU noterer, at der udfoldes bestræbelser på at forbedre EU-lovgivningens kvalitet, og at de må intensiveres.

1.3.

EØSU vurderer, at en enkel, forståelig og sammenhængende lovgivning af høj kvalitet »er en væsentlig faktor for integration, der ikke bør opfattes som en byrde eller en omkostning, der skal nedbringes«. En sådan lovgivning er afgørende for at skabe varig økonomisk vækst og fremme innovation, virksomhedernes, herunder SMV'er, konkurrenceevne og oprettelsen af arbejdspladser af høj kvalitet.

1.4.

»Innovationsprincippet« — som defineret i afsnit 2 — skal også opfattes som et led i REFIT-programmet. EØSU minder om principperne i programmet »Bedre lovgivning«, som allerede er blevet fastlagt og gennemført, og understreger, at dette nye princip ikke bør gå forud for dem, og at det bør anvendes med omtanke og forsigtighed, især på områderne social sikring, miljøbeskyttelse, sundhed og forbrugerbeskyttelse.

1.5.

EØSU foreslår, at det potentiale, der ligger i »innovationsprincippet«, bliver undersøgt nærmere gennem en udveksling af god praksis.

1.6.

Innovation er en af forudsætningerne for bæredygtig vækst i Europa. Der er brug for retlige rammer, som er gunstige for innovation, omend der ikke findes nogen simpel kobling mellem innovation og lovramme. Ud over en sådan lovgivning er det også nødvendigt at træffe foranstaltninger, der sigter mod at fremme og udvikle innovation (administrative foranstaltninger, beskatning, investeringsplan osv.).

1.7.

Målet med den europæiske lovgivning bør til stadighed være at skabe retlige rammer, som giver virksomheder og borgere mulighed for at nyde godt af det indre markeds fordele, og undgå unødige administrative byrder. Der er tale om en fremtidssikret europæisk lovgivning, når den er proaktiv og fremsynet. EØSU anbefaler en lovgivning, som kan tilpasses. EØSU mener, at en fremtidssikret lovgivning i Europa bør baseres på fællesskabsmetoden.

1.8.

Det er vigtigt at undgå, at reguleringen medfører unødige omkostninger. Reguleringsomkostningerne bør stå i et rimeligt forhold til den nytteværdi, de skaber.

1.9.

EØSU er overbevist om, at enhver lovgivning bør være resultatet af offentlige politiske drøftelser. Her spiller civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter en meget vigtig rolle, og der bør fastlægges egnede rammer for at sikre en kvalitetspræget social og civil dialog, hvor der tages behørigt hensyn til de fremlagte synspunkter.

1.10.

EØSU bemærker, at det ikke blot er lovgivningsindholdet, men også selve lovgivningsprocessen, som skal være fremtidssikret for at opfylde virksomhedernes og borgernes behov.

1.11.

En fremtidssikret lovgivning bør være solid i sin målsætning, altid i overensstemmelse med målene i traktaten og fleksibel i forbindelse med sin gennemførelse i national ret. Den skal ikke gå i detaljer, men blot afstikke overordnede rammer, som skal gennemføres rettidigt og på passende vis på nationalt plan. I denne forbindelse bør arbejdsmarkedets parter og de repræsentative civilsamfundsorganisationer ligeledes høres, og der bør tages hensyn til deres synspunkter. Muligheden for brug af udløbsklausuler (»sunset clause«) bør undersøges nærmere.

1.12.

EØSU efterlyser en afklaring af principperne om nærhed og proportionalitet, som modstandere af lovgivningsinitiativer til tider fremfører som argumenter uden dog at begrunde dette tilstrækkeligt.

1.13.

Civilsamfundet bør være sparringspartner for en fremtidssikret lovgivning. EØSU er godt placeret til at fungere som mellemled mellem lovgiveren, civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter.

1.14.

EØSU understreger vigtigheden af konsekvensvurderinger på nationalt og europæisk plan, inkl. SMV-test, af hvert eneste initiativ, hvad enten det er lovgivningsmæssigt eller ej, så der kan træffes velbegrundede politiske beslutninger på et konkret grundlag. Konsekvensvurderinger er en hjælp for den politiske beslutningstagning. De kan ikke erstatte den.

1.15.

EØSU ønsker at blive hørt, når Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet bliver enige om at trække lovforslag tilbage, da det er vigtigt at undersøge de materielle og immaterielle følger af en sådan tilbagetrækning.

1.16.

Rådet bør efter EØSU's mening være mere gennemsigtigt, og en fremtidig reform af traktaterne bør sigte mod at skabe en bedre sammenhæng i Rådets afgørelser. Europa-Parlamentets rettigheder bør styrkes.

1.17.

EØSU finder det nødvendigt at udbygge det forstærkede samarbejde, men det må undgås, at institutionerne svækkes derved.

1.18.

EØSU insisterer på at blive hørt i forbindelse med ØMU'ens udvidelse. Europa-Parlamentet og de rådgivende organer bør integreres bedre i det europæiske semesters cyklus.

1.19.

EØSU kan kun i hastetilfælde acceptere, at der anvendes en fremskyndet lovgivningsprocedure inden for rammerne af trilogen.

2.1.

Det slovakiske formandskab har bedt EØSU om at udtale sig om en fremtidssikret lovgivning og overveje, hvordan EU kan forbedre lovgivningen, således at den tilpasser sig økonomiens og samfundets behov i disse tider med hastige forandringer. Formandskabet spørger, hvordan reguleringsomkostningerne kan holdes inden for rimelighedens grænser for virksomhederne uden at gå på kompromis med traktatmålene.

2.2.

Den europæiske lovgivning er fremtidssikret, når den er proaktiv, fremsynet og sikrer maksimal klarhed og retssikkerhed. EØSU anbefaler derfor en lovgivning, som kan tilpasses, og som samtidigt er fremsynet.

2.3.

Retsregler er endvidere nødvendige for at nå traktaternes politiske mål. Den Europæiske Union er en social markedsøkonomi, og nogle af reglerne er således forbundet med omkostninger for virksomhederne, eksempelvis inden for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Det er balancen mellem de økonomiske og sociale mål, som sikrer social fred i Europa. En fremtidssikret regulering skal respektere denne balance og styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed samt solidariteten mellem medlemsstaterne.

2.4.

EØSU understøtter og understreger behovet for at styrke EU-lovgivningens legitimitet gennem bedre lovgivning, men lægger vægt på, at forståelsen af »fremtidssikret« ikke må føre til en afpolitisering af lovgivningsproceduren. Udvalget er overbevist om, at enhver lovgivning bør være resultatet af politiske drøftelser. I denne forbindelse må civilsamfundet og arbejdsmarkedsparternes vigtige rolle i den sociale dialog tages med i betragtning.

2.5.

Den europæiske lovgivning er fremtidssikret, når borgerne anser den for legitim. Den bør tage udgangspunkt i repræsentation, konsensus og deltagelse og kunne bidrage med resultater eller løsninger på et kollektivt problem.

2.6.

EØSU vurderer, at den europæiske lovgivningsprocedure bør revideres inden for rammerne af Lissabontraktaten og om nødvendigt en ny traktat, for at EU-politikkerne kan give bedre resultater. Det er netop dette aspekt ved en fremtidssikret lovgivning, som EØSU ønsker at sætte fokus på, dvs. dens kvalitet, legitimitet, gennemsigtighed og evne til at inddrage alle aktører.

2.7.

EØSU bemærker, at det ikke blot er lovgivningsindholdet, men også selve lovgivningsprocessen, som skal være fremtidssikret for at opfylde virksomhedernes og borgernes behov. Med andre ord er det spørgsmålet om demokrati på europæisk plan, som trænger sig på.

2.8.

De folkevalgtes politiske vilje og deres beslutninger er således afgørende. Enhver lovgivning kan således analyseres ud fra dens evne til at omsætte denne politiske vilje i praksis og bedømmes ud fra dens demokratiske kvalitet. EØSU foreslår således at undersøge ikke kun indholdet af lovgivningen, men også lovgivningsprocessen.

2.9.

Dette nye koncept om »fremtidssikret lovgivning« er knyttet til en række andre initiativer med en bedre lovgivning for øje. EØSU har gentagne gange i sine udtalelser (1) taget stilling til programmet »Bedre lovgivning« og REFIT-programmet (2). I denne forbindelse vil udvalget gerne minde om sin udtalelse om en proaktiv tilgang til lovgivning (3).

2.10.

Gennemførelsen af programmerne »Bedre lovgivning« og REFIT — som Kommissionen lancerede i 2012 for at måle de administrative byrder, der er forbundet med den gældende lovgivning, og i givet fald fjerne disse — er en af formandskabstrioens (Nederlandene, Slovakiet og Malta) nøgleprioriteter fra januar 2016 til juni 2017. Det er klart, at idéen om en »fremtidssikret lovgivning« ligger i forlængelse af disse programmer.

2.11.

EØSU noterer, at der udfoldes bestræbelser på at forbedre EU-lovgivningens kvalitet, og understreger, at de må intensiveres. EØSU noterer sig Kommissionens meddelelse af 19. maj 2015 (4) og den interinstitutionelle aftale »Bedre lovgivning« af 13. april 2016 (5), men bemærker, at det ikke er blevet inddraget i sidstnævnte aftale.

2.12.

EØSU vurderer, at en enkel, forståelig og sammenhængende lovgivning af høj kvalitet, som Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet er garanter for, er en forudsætning for at skabe en bæredygtig økonomisk vækst og stimulere virksomhedernes innovationskraft og konkurrenceevne — herunder SMV'erne og mikrovirksomhederne — samt skabe kvalitetsjob. Det er endvidere vigtigt at gennemføre Small Business Act fuldt ud på alle områder.

2.13.

Den europæiske lovgivning »er en væsentlig faktor for integration, der ikke bør opfattes som en byrde eller en omkostning, der skal nedbringes. En vel afpasset lovgivning er tværtimod en faktor for retlig beskyttelse, fremme og sikkerhed for alle berørte parter og europæiske borgere« (6).

2.14.

EØSU minder om betydningen af de principper, der tidligere er blevet fastlagt for at sikre en passende lovgivning. Det drejer sig blandt andet om korrekt og rettidig gennemførelse af principperne om nærhed og proportionalitet, forsigtighed, forudsigelighed, »think small first«, konkurrenceevnens eksterne dimension og indre-marked-testen.

2.15.

Det ser ud til, at et nyt aspekt af lovgivningen er ved at vinde gehør i Rådet, nemlig innovationsprincippet. Dette princip — som indebærer, at der ved udarbejdelse og revision af lovgivning på alle politikområder skal tages hensyn til indvirkningen på forskning og innovation — er et blandt mange andre kriterier, som gør det muligt at evaluere Kommissionens lovgivningsforslag på områder af teknisk, teknologisk og videnskabelig karakter. Det bør dog anvendes med omtanke og forsigtighed især på områderne social sikring, miljøbeskyttelse, sundhed og forbrugerbeskyttelse.

2.16.

Det fremgår af Rådets konklusioner (konkurrenceevne) (7), at »innovationsprincippet« bør anvendes, »hvilket indebærer, at der ved udarbejdelse og revision af lovgivning på alle politikområder skal tages hensyn til indvirkningen på forskning og innovation.« Dette afspejles endvidere i det slovakiske formandskabs anmodning og den nylige undersøgelse foretaget af CEPS (8), ifølge hvilken alt for strenge regler risikerer at blokere for investeringer og bremse innovationen. Disse overvejelser er også i samklang med REFIT-programmet.

2.17.

Efter EØSU's mening bør dette princip defineres på forhånd og brugen af det nøje fastlægges.

2.18.

For EØSU at se bør »innovationsprincippet« have samme vægt som de andre kriterier, der er nævnt i punkt 2.14, og som Kommissionen anvender til at analysere effekten af et lovgivningsforslag. Der må således findes en balance mellem »innovationsprincippet« og de andre kriterier og sørges for, at det ikke overskygger de andre.

2.19.

EØSU foreslår det slovakiske formandskab at gå videre med undersøgelsen af det potentiale, der ligger i »innovationsprincippet«, gennem en udveksling af god praksis. EØSU opfordrer Kommissionen til på dette grundlag at gøre status over de muligheder og den effekt, der er forbundet med dette nye princip.

2.20.

Målet med den europæiske lovgivning bør til stadighed være at skabe nogle retlige rammer, som giver virksomheder og borgere mulighed for at drage nytte af det indre markeds fordele og friheder, dvs. fremme Europas innoverende kræfter. Dette betyder, at unødige administrative byrder skal undgås og dårligt udformede, forældede og besværlige regler revideres eller ophæves.

2.21.

EØSU mener, at reguleringsomkostningerne bør stå i et rimeligt forhold til den nytteværdi, de skaber. Unødige omkostninger og administrative byrder bør undgås af hensyn til virksomhederne, borgerne og de forvaltninger, som skal gennemføre bestemmelserne. Det er vigtigt, at nettogevinsten og merværdien ved en regulering er større end dens omkostninger for virksomhederne eller samfundet som helhed.

3.1.

EØSU efterlyser en bedre definition af begrebet »fremtidssikret lovgivning«. Det skal være i samklang med Den Europæiske Unions værdier og mål i henhold til artikel 1 og 2 i Lissabontraktaten. Derfor skal innovationsprincippet, som er en af det slovakiske formandskabs prioriteter (9) og således tæt knyttet til det nye koncept om fremtidssikret lovgivning, være et ansvarligt princip.

3.2.

Innovation er en af forudsætningerne for bæredygtig vækst i Europa. Ved enhver lovgivning — hvad enten på europæisk eller nationalt plan — må det undgås, at der væltes unødige byrder over på virksomhederne, navnlig SMV'erne, som har få ressourcer til rådighed. Innovation og konkurrenceevne er grundlaget for den sociale markedsøkonomis succes i Europa. Innovation har brug for kvalitetsmæssige retlige rammer. Der er et komplekst samspil mellem lovgivning og innovation, og det kan ikke udelukkende betragtes ud fra et kvantitativt synspunkt, som om det var et spørgsmål om flere eller færre lovbestemmelser (10).

3.3.

EØSU mener, at man nærmere bør undersøge muligheden for brug af udløbsklausuler (»sunset clause«) i den europæiske lovgivning for at bekæmpe bureaukrati.

3.4.

En fremtidssikret lovgivning skal være solid i sin målsætning, altid i overensstemmelse med traktatmålene og fleksibel i forbindelse med sin gennemførelse i national ret samt overholde de føromtalte principper. Den skal ikke gå i detaljer, men blot afstikke nogle rammer, som i givet fald kan suppleres enten med ikke-lovgivningsmæssige instrumenter iværksat af de nationale lovgivere eller arbejdsmarkedsparter eller med selvreguleringsordninger. Sidstnævnte skal altid være underlagt kontrol af lovgiveren på et passende niveau.

3.5.

EØSU efterlyser en afklaring af principperne om nærhed og proportionalitet. Det er af afgørende betydning for EU's funktion som fælles retsområde, at nærhedsprincippet eller rettere kompetencefordelingen bliver overholdt. Ikke desto mindre bruger modstandere af lovgivningsinitiativer til tider disse to principper som argumenter uden dog at begrunde dette tilstrækkeligt. Kriterierne for anvendelsen af nærheds- og proportionalitetsprincippet skal præciseres. Den Europæiske Unions retsområde skal være en uopdelelig enhed.

3.6.

EØSU finder det nødvendigt i første omgang at undersøge lovgivningsproceduren på europæisk plan for at forbedre lovgivningens kvalitet. Der findes en lang række initiativer, som har til formål at forbedre lovgivningsproceduren, men de parter, der deltager i denne proces, er ikke enige om, hvordan det skal gøres. EØSU henviser til Kommissionens retningslinjer i dens program for »Bedre lovgivning« (19. maj 2015) og den interinstitutionelle aftale (december 2015/16, april 2016), Brok-Bresso-rapporten (februar 2016), Hübner-rapporten (marts 2016), Giegold-rapporten (ultimo maj 2016) og navnlig Small Business Act (februar 2011). Endvidere henviser udvalget til de forslag, der er blevet fremlagt af medlemsstaternes regeringer og parlamenter, til initiativer blandt andet fra Den internationale Europabevægelse (IEM) og Unionen af Europæiske Føderalister (UEF) samt til bidragene fra forskningsinstitutter og tænketanke.

3.7.

Det organiserede civilsamfund har afgørende betydning for den offentlige meningsdannelse i Europa. Europa har brug for en mindre fragmenteret offentlig mening, som kan være sparringspartner for en fremtidssikret europæisk lovgivning. Som det organ, der repræsenterer civilsamfundet i Europa, er EØSU godt placeret til at bane vejen for konsensus mellem civilsamfundets forskellige aktører på alle niveauer og også i medlemsstaterne. Nærmere bestemt er udvalget et vigtigt mellemled mellem lovgiveren, civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter.

3.8.

EØSU er klar over konsekvensanalysernes betydning, især for SMV'erne. De bør tages med i betragtning under lovgivningsarbejdet, men må ikke må erstatte den politiske proces.

3.9.

Forenkling af love, som er svære at forstå endsige anvende, og ophævelse af overflødige bestemmelser kan være til gavn for borgerne og erhvervslivet og dermed bidrage til et vækstfremmende miljø og skabelsen af flere kvalitetsjob (»enabling environment«). EØSU anmoder dog om at blive hørt, når Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet bliver enige om at trække lovforslag tilbage. Det er i den forbindelse vigtigt at undersøge de materielle og immaterielle følger af en sådan tilbagetrækning og underrette EØSU herom.

3.10.

Hensigten med Lissabontraktaten var at styrke Europa-Parlamentets rolle og fællesskabsmetoden. I kølvandet på krisen er Det Europæiske Råd blevet en hjørnesten i Europas institutionelle system. EØSU mener, at dette er en forkert kurs, som bør korrigeres. En fremtidssikret europæisk lovgivning bør baseres på fællesskabsmetoden.

3.11.

Møderne i de forskellige rådssammensætninger, hvor beslutninger træffes ved kvalificeret flertal, burde være offentlige for at opnå større gennemsigtighed og mere demokrati. Denne afstemningsmetode med kvalificeret flertal i forbindelse med Rådets afgørelser bør være standard. EØSU mener desuden, at en fremtidig reform af traktaterne bør tilstræbe en bedre sammenhæng mellem de forskellige rådssammensætningers afgørelser, idet de i dag forfølger delvis kontradiktoriske politikker med direkte konsekvenser for lovgivningskvaliteten.

3.12.

Europa-Parlamentets rettigheder skal hurtigst muligt udbygges som anført i traktaterne — dette er endnu ikke sket. Følgelig bør den begrænsede initiativret, som blev indført med Lissabontraktaten (artikel 225 i TEUF), bruges mere flittigt i henhold til bestemmelserne i denne traktat. Det bør kun være muligt for Kommissionen at afvise et initiativ af formelle årsager, navnlig når der ikke er et tilstrækkeligt kompetencegrundlag.

3.13.

Det har længe været en realitet i EU, at integrationen foregår i et forskelligt tempo, og disse forskelle vil grundet antallet af medlemsstater også være uundgåelige i fremtiden. I lyset heraf er det efter EØSU's mening nødvendigt at gøre større brug af det forstærkede samarbejde. På samme tid skal det undgås, at EU's institutioner svækkes på grund af en variabel geometri i de europæiske integrationsprojekter. Det forstærkede samarbejde bør baseres på kvalificeret flertal.

3.14.

EØSU støtter Europa-Parlamentets opfordring til at transformere Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) ved at udstyre den med en »effektiv og demokratisk økonomisk styring« og insisterer endnu en gang på at deltage i de høringsprocesser, som bør gå hånd i hånd med en sådan uddybning af ØMU'en, såfremt ønsket er at involvere civilsamfundet.

3.15.

EØSU mener, at den fremskyndede lovgivningsprocedure inden for rammerne af trilogen kun bør anvendes i hastetilfælde, hvilket i øvrigt er i overensstemmelse med traktaten. I modsætning til Europa-Parlamentets udvalg er trilogmøderne hverken gennemsigtige eller tilgængelige. Begrænsningen af lovgivningsproceduren til én enkelt behandling betyder, at civilsamfundets deltagelse indskrænkes.

3.16.

EØSU mener, at de instrumenter og procedurer, der blev indført i kølvandet på den finansielle krise og eurokrisen, bør integreres bedre i de europæiske lovgivningsrammer. Europa-Parlamentet, men også organer såsom Det Europæiske Regionsudvalg (RU) og EØSU bør integreres bedre i det europæiske semesters cyklus. Den europæiske stabilitetsmekanisme bør være forbundet med EU's lovgivningsrammer.

3.17.

Når det gælder delegerede retsakter bør Kommissionen lægge mere gennemsigtighed for dagen i sin beslutningstagning (se artikel 290 i TEUF), hvilket udvalget har understreget flere gange.

28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/57

Hovedordfører:

Antonello PEZZINI

1.1.

EØSU har altid stået fast på, at en effektiv toldunion er et nøgleelement i den europæiske integrationsproces, hvis man vil opnå en sikker og gennemsigtig fri varebevægelighed under overholdelse af konkurrencereglerne og med størst mulig beskyttelse af forbrugerne og miljøet og en effektiv bekæmpelse af overtrædelser, svig og forfalskninger samt befordre udviklingen af lovlig handel.

1.2.

Udvalget bakker helt og fuldt op om målet med Kommissionens forslag, idet de foreslåede foranstaltninger skal:

1.3.

EØSU anmoder om, at det som et af direktivets mål fastsættes, at dette instrument — som giver mulighed for en gradvis, men nødvendig udvikling hen imod en fælles ordning for regulering, håndhævelse og fortolkning — skal udbygges med kontrol og overvågning af markedet baseret på automatiske detektionsmekanismer, som ikke hæmmer udviklingen af den lovlige europæiske handel.

1.4.

Udvalget anbefaler, at den rapport, som Kommissionen hvert andet år skal forelægge Europa-Parlamentet (EP), Rådet og EØSU, ud over vurderingen af fremskridtene i medlemsstaternes gennemførelse af den nye lovgivning, også skal indeholde et forslag til indikatorer for de næste etaper i processen hen imod oprettelse af:

2.1.

Toldunionen er Den Europæiske Unions fundament. Unionens toldlovgivning har været fuldt harmoniseret siden 1992, for så vidt angår de vigtigste materielle regler og procedureregler. I 2013 blev der vedtaget en ny toldkodeks (Union Customs Code — UCC) med forordning (EU) nr. 952/2013, som trådte i kraft i 2016.

2.2.

Toldområdet henhører, hvad angår de lovgivningsmæssige aspekter, under Unionens enekompetence i henhold til artikel 3 i TEUF, mens tilrettelæggelsen af kontrolaktiviteterne påhviler medlemsstaterne. Sanktionssystemet og håndhævelsen af lovgivningen er omfattet af det retlige samarbejde i straffesager (Afsnit V i TEUF).

2.3.

EU's toldaktioner, som repræsenterer omkring 16 % af verdenshandelen, omfatter import og eksport til en værdi af over 3 500 mia. EUR om året. Den opkrævede told androg i 2013 i alt 15,3 mia. EUR, næsten 11 % af EU's budget.

2.4.

De uharmoniserede nationale systemer for toldovertrædelser og -sanktioner kan friste den ulovlige handel til at udvælge sig medlemsstater, hvor der er mindre risiko for at blive opdaget, og hvor sanktionerne er mindre, mens de virksomheder, der følger reglerne, må bære højere omkostninger, når de opererer på tværs af flere jurisdiktioner, hvor forskellige sanktionsordninger kan forstyrre handelsstrømmene og de økonomiske aktivitetsmønstre i det indre marked og skabe fordele for virksomheder, der opererer i lande med mindre strenge toldkontroller.

2.5.

Efter toldprogrammets iværksættelse i 2013 er medlemsstaternes nationale systemer for toldovertrædelser og -sanktioner blevet analyseret, og der er konstateret betragtelige forskelle mellem dem, som det fremgår af nylige grundige analyser (1).

2.6.

Bekæmpelsen af toldovertrædelser følger således 28 (2) forskellige retsordener og forskellige administrative og juridiske traditioner, som medfører store forskelle i fastlæggelsen af sanktionerne og deres strenghed. Den manglende ensartethed i håndhævelsen af toldlovgivningen indvirker på konkurrencevilkårene, som skulle være ensartede i det indre marked.

2.7.

De store forskelle i håndhævelsen af reglerne kommer især til udtryk i sanktionernes karakter, som kan være administrativ og/eller strafferetlig, de forskellige typer sanktioner, tærskelværdierne for overtrædelsens omfang, systemerne for bilæggelse/forlig, ansvarsniveau og -type, graverende eller formildende omstændigheder, tidsgrænser og forældelsesfrister og de juridiske personers ansvar.

2.8.

Det er nødvendigt at komme ud over den uensartede håndhævelse og indføre harmoniserede europæiske toldsystemer efter princippet om et fælles europæisk toldvæsen, inden for hvilket medlemsstaterne kan give mulighed for mekanismer til bilæggelse af tvister om afregning i forbindelse med overtrædelser af toldlovgivningen alt efter overtrædelsens karakter og omfang med det mål at undgå lange og dyre retssager for begge parter.

2.9.

Der skal mindes om, at toldunionen er den operationelle gren af en lang række af EU's handelspolitiske foranstaltninger, og det er igennem den, at mange af EU's internationale handelsaftaler får virkning, idet myndighederne i medlemsstaterne gennemfører vigtige horisontale processer i form af datastyring, styring af handlende samt håndhævelse: Den uensartede håndhævelse i det europæiske system er tidligere blevet indklaget for WTO.

2.10.

I lyset af de alvorlige problemer med toldunionens funktion, der følger af, at EU-lovgivningen anvendes forskelligt, og som risikerer at svække effektiviteten samlet set, har EØSU ved en tidligere lejlighed understreget nødvendigheden af, at der »føres én samlet toldpolitik baseret på ensartede, ajourførte, gennemsigtige, effektive og forenklede procedurer, som kan bidrage til EU's økonomiske konkurrenceevne på globalt plan« (3).

2.11.

Som tidligere understreget af EØSU (4) bør der skabes sikkerhed for, at der med henblik på realiseringen af et ægte indre marked indføres faste frister for iværksættelsen af gennemførelsesbestemmelserne; ensartede fortolkninger af toldlovgivningen i EU, der bør optræde som én samlet administration med henblik på opnåelse af: ensartet behandling af aktørerne på et hvilket som helst toldsted i EU; lettere adgang til status som autoriseret økonomisk operatør; omfattende information af alle berørte aktører; elektroniske procedurer; en kvalitetspræget uddannelse af de menneskelige ressourcer. Kort sagt bør vi være i stand til at skabe et fælles europæisk toldvæsen.

2.12.

Kun gennem effektive fremskridt hen imod et fælles europæisk toldvæsen og passende styringsstrukturer kan man få gjort noget ved den komplekse og uensartede måde, hvorpå toldunionen stadig fungerer.

3.1.

Hovedsigtet med Kommissionens direktivforslag er gennem et harmoniseringsdirektiv at nå frem til en fælles lovgivningsramme med:

ved at garantere overholdelse af toldreglerne på en ensartet måde i hele EU med en harmoniseret anvendelse af lovgivningen om toldovertrædelser og -sanktioner, så man kan undgå alt for forskellige nationale overtrædelses- og sanktionssystemer, der kan forvride konkurrencereglerne og indvirke på varernes frie bevægelighed.

3.2.

Nærmere bestemt har EU's udøvende myndighed med henvisning til det valgte retsgrundlag, artikel 33 i TEUF, foreslået:

3.3.

Forslaget, som blev forelagt for tre år siden, er gået videre til behandling i Europa-Parlamentet og er blevet mødt med indvendinger fra flere medlemsstater. Det litauiske parlament har indvendt, at »det valgte retsgrundlag (artikel 33 TEUF) i forslaget ikke bemyndiger EU til at handle i form af at fastlægge nogle rammer vedrørende overtrædelser af EU’s toldlovgivning og fastsætte sanktioner for disse overtrædelser« (6), og at forslaget således ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, når det navnlig ikke opfylder kravene i henhold til princippet om kompetencetildeling, hvorefter EU kun må handle, hvis traktaterne giver et retsgrundlag herfor.

3.4.

Europa-Parlamentet har nu genoptaget behandlingen af forslaget og overdraget udarbejdelsen af sin udtalelse til Kaja Kallas, ordfører for IMCO-udvalget, som har bedt om en udvidelse af retsgrundlaget til artikel 114 i TEUF (7), hvorefter EØSU obligatorisk skal høres som anført i brevet fra formanden for IMCO-udvalget i Europa-Parlamentet.

3.5.

EØSU er helt enigt i dette valg og understreger, hvor vigtigt det er at have et ensartet toldsystem, som kan berige og harmonisere ikke blot det indre marked, men hele det europæiske samfund, som nu mere end nogen sinde har behov for fælles systemer.

4.1.

EØSU har altid stået fast på, at en effektiv toldunion er et nøgleelement i den europæiske integrationsproces, som er nødvendigt for at sikre fri varebevægelighed under overholdelse af konkurrencereglerne og med størst mulig beskyttelse af forbrugerne og miljøet.

4.2.

EØSU anser det for fundamentalt at have en fælles tilgang til forebyggelse, afskrækkelse og entydig identifikation af overtrædelser samt en ensartet fremgangsmåde for fastsættelse af sanktioner, herunder forligsordninger, for at sikre en ensartet og ikkediskriminerende håndhævelse af EU-reglerne på hele Unionens område som fastsat i artikel 3 TEUF.

4.3.

EØSU går helt og holdent ind for at fremskynde arbejdet med oprettelse af et egentligt fælles europæisk toldvæsen med en fælles styring og et europæisk toldagentur samt oprettelse af fælles administrative og retlige toldinstanser (8), herunder en europæisk tolddomstol (9), i stil med det amerikanske system med henblik på at råde over et fælles system for overtrædelser og som sidste udvej et fælles sanktionssystem suppleret med forebyggelses- og forligssystemer for at begrænse eller helt undgå dyre retssager, som er skadelige for EU's handel, især for de små og mellemstore virksomheder.

4.4.

Udvalget mener, at en fælles håndhævelse af EU's toldlovgivning også bør omfatte tvister mellem de økonomiske aktører på såvel det indre som det internationale marked samt forebyggelse baseret på styrkede ensartede IKT- og telematikløsninger for at undgå store administrative arbejdsbyrder med identifikation.

4.4.1.

Udvalget understreger behovet for at føre »en samlet toldpolitik på basis af ensartede, gennemsigtige, effektive og forenklede procedurer, som sætter EU i stand til at klare den globale konkurrence og gør det muligt at beskytte erhvervslivets og de europæiske forbrugeres rettigheder og sikkerhed samt den intellektuelle ejendomsret« (10).

4.5.

EØSU er overbevist om, at ethvert europæisk system for overtrædelser, bilæggelse og forlig om sanktionerne bør ledsages af foranstaltninger på alle de andre områder, som indgår i den almindelige ordning for håndhævelse af reglerne såsom overvågning, kontrol, efterforskning og opfølgning.

4.6.

Udvalget anser det for afgørende at skabe retssikkerhed og sikkerhed for ensartet anvendelse på hele Unionens område ved hjælp af et homogent system for detektion og inkriminering af overtrædelser, ordnet efter sikre og veldefinerede kategorier, samt civilretlige og ikkestrafferetlige sanktioner, som skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes alvor, inden for fælles nedre og øvre tærskelværdier, hvilket kræver konvergerende retningslinjer, idet der også bør kunne fastsættes andre sanktioner end bøder.

4.7.

Efter EØSU's mening bør dette første skridt hen imod en harmonisering af systemerne for toldovertrædelser og -sanktioner:

4.8.

EØSU insisterer på, at der må være garanti for, at de forskellige databaser under EU's markedstilsynsordning er fuldt interoperable for at øge deres afskrækkende virkning på grundlag af en fælles strategi og betydelig støtte fra EU's programmer, så det sikres, at informationer udveksles i realtid mellem de mange myndigheder på forskellige niveauer, især når der et tale om alvorlige overtrædelser og sanktioner, også for at styrke kampen mod ulovlig handel og forenkle procedurerne for lovlig handel.