19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/1

(1)

Artikel 10, stk. 4, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (3) præciserer ikke, hvordan de mængder af drivhusgasemissionskvoter, der skal auktioneres, skal fordeles over handelsperioden.

(2)

Af hensyn til retssikkerheden og forudsigeligheden på markedet bør det præciseres, at Kommissionen, for at sikre et velfungerende marked, er beføjet til under særlige omstændigheder at tilpasse auktionstidsplanen i henhold til artikel 10, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF.

(3)

Direktiv 2003/87/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/2

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 (1), særlig artikel 15, stk. 8, første led, artikel 16, stk. 5, og artikel 18, stk. 5, gav Kommissionen beføjelse til at vedtage detaljerede regler om afgiftsbeløbet for basisproduktionen og B-afgiftsbeløbet, der skal opkræves af kvoteindehavere, der virker inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker, koefficienten for beregningen af en tillægsafgift, og den hele eller delvise tilbagebetaling af afgifterne fra sukkerroesælgere.

(2)

Kommissionen fastsatte produktionsafgifterne for produktionsårene 2001/02 (2), 2002/03 (3), 2003/04 (4), 2004/05 (5) og 2005/06 (6).

(3)

Artikel 18, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/2001 fastsatte, at når et afgiftsbeløb for basisproduktionen er mindre end det i artikel 15, stk. 3, omhandlede maksimumsbeløb, eller når B-afgiftsbeløbet som omhandlet i nævnte artikel er mindre end det i artikel 15, stk. 4, omhandlede maksimumsbeløb i nævnte forordning, eventuelt justeret i henhold til artikel 15, stk. 5, skulle sukkerproducenterne betale 60 % af forskellen mellem det pågældende maksimale afgiftsbeløb og den afgift, der skal opkræves, tilbage til sælgerne af sukkerroer.

(4)

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 314/2002 (7) er det beløb, som sukkerproducenter skal betale sælgere af sukkerroer som følge af forskellen mellem det maksimale afgiftsbeløb for basisafgiften og B-afgiften, og den afgift, der blev opkrævet, fastsat for produktionsårene 2002/03 (8), 2003/04 (9) og 2005/06 (10).

(5)

I forbindelse med reformen af den fælles markedsordning for sukker har Rådets forordning (EF) nr. 318/2006 (11) ophævet og erstattet forordning (EF) nr. 1260/2001 fra og med produktionsåret 2006/07. Forordning (EF) nr. 318/2006, som efterfølgende blev ophævet og indarbejdet i Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 (12), erstattede den variable ordning med selvfinansiering gennem sukkersektorens produktionsafgifter og ordningen med produktionskvoter med en ny produktionsafgift, hvis formål er at bidrage til finansieringen af udgifter i sukkersektoren under den fælles markedsordning for sukker.

(6)

Den 8. maj 2008 erklærede Domstolen i de forenede sager C-5/06 og C-23/06 – C-36/06 Kommissionens forordning (EF) nr. 1762/2003 (13) og (EF) nr. 1775/2004 (14) for ugyldig. Domstolen fastslog i sin dom, at alle mængder sukker i produkter, der eksporteres, uanset om der rent faktisk blev betalt eksportrestitutioner, skulle tages i betragtning ved beregningen af det anslåede gennemsnitlige tab pr. ton af varen.

(7)

Domstolen erklærede også i de forenede sager C-175/07 – C-184/07 og i sagerne C-466/06 og C-200/06 Kommissionens forordning (EF) nr. 1686/2005 (15) for ugyldig.

(8)

For at efterkomme Domstolens afgørelser vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 1193/2009 (16).

(9)

Den 29. september 2011 afsagde Domstolen dom i sag T-4/06, hvori den anførte, at der ikke var noget retsgrundlag for en differentieret koefficient for tillægsafgiften i sukkersektoren, og annullerede artikel 2 i forordning (EF) nr. 1686/2005 som ændret ved artikel 3 i forordning (EF) nr. 1193/2009.

(10)

Den 27. september 2012 erklærede Domstolen i de forenede sager C-113/10, C-147/10 og C-234/10 forordning (EF) nr. 1193/2009 for ugyldig, idet den anførte, at ved beregningen af det anslåede gennemsnitlige tab pr. ton af varen skulle artikel 15, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 1260/2001 fortolkes således, at det samlede restitutionsbeløb omfatter det samlede eksportrestitutionsbeløb, der rent faktisk blev betalt.

(11)

Afgifter i sukkersektoren bør følgelig fastsættes på det relevante niveau. For eksport defineret i overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, i Kommissionens forordning (EF) nr. 314/2002, bør det »gennemsnitlige tab« som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 1260/2001 beregnes ved at dividere de faktisk udbetalte restitutioner, som er udbetalt af de eksporterede mængder, uanset om restitutionen er blevet betalt eller ej. Det »overskud, der kan udføres« som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 1260/2001 bør også beregnes på grundlag af al eksport, uanset om der er udbetalt restitution eller ej.

(12)

I betragtning af at den metode, som blev anvendt til at beregne afgifterne for produktionsåret 2001/02, var den samme som den, Domstolen havde erklæret for ugyldig, bør produktionsafgifterne samt koefficienten for tillægsafgiften for produktionsåret 2001/02 ligeledes justeres i overensstemmelse hermed.

(13)

Det følger af Domstolens dom, at de justerede afgifter bør anvendes fra samme datoer som de afgifter, der blev erklæret for ugyldige.

(14)

Som følge af fastsættelsen af sukkerafgifter i henhold til metoden, der er omhandlet i betragtning 11, bør også de beløb, sukkerproducenter skal betale til sælgere af sukkerroer som følge af forskellen mellem den maksimale afgift og den afgift, der blev opkrævet, for produktionsårene 2002/03, 2003/04 og 2005/06, fastsættes på ny og bør gælde med tilbagevirkende kraft.

(15)

For produktionsåret 2001/02 beløber de samlede udækkede tab, som er beregnet efter metoden, der er omhandlet i betragtning 11, sig til 14 123 937 EUR. Den i artikel 16, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/2001 omhandlede koefficient bør derfor fastsættes i overensstemmelse hermed og bør gælde med tilbagevirkende kraft for det pågældende produktionsår.

(16)

For produktionsåret 2002/03 resulterer anvendelsen af metoden, der er omhandlet i betragtning 11, i 2 % for basisproduktionsafgiften og 16,371 % for B-afgiften, som bør gælde med tilbagevirkende kraft for det pågældende produktionsår. Det genberegnede samlede tab dækkes fuldt ud af indtægterne fra basisproduktionsafgiften og B-afgiften. Der er derfor ingen grund til at fastsætte den yderligere koefficient, som er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/2001, for det pågældende produktionsår.

(17)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1440/2002 (17) fastsattes det maksimale B-afgiftsbeløb for produktionsåret 2002/03 til 37,5 % af interventionsprisen for hvidt sukker. B-afgiften, som er gældende for nævnte produktionsår, og som er justeret efter metoden, der er omhandlet i betragtning 11, er dog 16,371 % af interventionsprisen for hvidt sukker. Denne forskel betyder, at det beløb, der skal betales af sukkerproducenter til sælgere af sukkerroer, fastsættes pr. ton sukkerroer af standardkvalitet for det pågældende produktionsår, jf. artikel 18, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/2001.

(18)

For produktionsåret 2003/04 resulterer anvendelsen af metoden, der er omhandlet i betragtning 11, i 2 % for basisproduktionsafgiften og 17,259 % for B-afgiften. Det genberegnede samlede tab dækkes fuldt ud af indtægterne fra basisproduktionsafgiften og B-afgiften. Der er derfor ingen grund til at fastsætte den yderligere koefficient, som er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/2001, for det pågældende produktionsår.

(19)

Forordning (EF) nr. 1440/2002 fastsatte det maksimale B-afgiftsbeløb for produktionsåret 2003/04 til 37,5 % af interventionsprisen for hvidt sukker. B-afgift, som er gældende for nævnte produktionsår, og som er justeret efter metoden, der er omhandlet i betragtning 11, er dog 17,259 % af interventionsprisen for hvidt sukker. Denne forskel betyder, at det beløb, der skal betales af sukkerproducenter til sælgere af sukkerroer, fastsættes pr. ton sukkerroer af standardkvalitet for det pågældende produktionsår, jf. artikel 18, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/2001.

(20)

For produktionsåret 2004/05 indebærer anvendelsen af metoden, der er omhandlet i betragtning 11, ikke en ændring af basisproduktionsafgiften og B-afgiften. For dette produktionsår beløber det samlede udækkede tab, som er opgjort efter metoden, der er omhandlet i betragtning 11, sig til 57 648 788 EUR. Den i artikel 16, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/2001 omhandlede koefficient bør derfor fastsættes. Det følger af Domstolens dom, jf. betragtning 9, at denne koefficient bør være ens for Unionens medlemsstater pr. 30. april 2004 og de medlemsstater, der var med i EU den 1. maj 2004.

(21)

For produktionsåret 2005/06 resulterer anvendelsen af metoden, der er omhandlet i betragtning 11, i 1,2335 % for basisproduktionsafgiften og 17,259 % for B-afgiften. Det genberegnede samlede tab dækkes fuldt ud af indtægterne fra basisproduktionsafgiften, og der er ingen grund til at fastsætte den yderligere koefficient, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i forordning (EF) Nr. 1260/2001, for det pågældende produktionsår.

(22)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1296/2005 (18) fastsatte det maksimale B-afgiftsbeløb for produktionsåret 2005/06 til 37,5 % af interventionsprisen for hvidt sukker. Eftersom den basisproduktionsafgift, som er gældende for nævnte produktionsår, og som er justeret i overensstemmelse med metoden, der er omhandlet i betragtning 11, er 1,2335 % af interventionsprisen for hvidt sukker, er der ikke behov for at fastsætte en B-afgift. På grund af disse forskelle er det nødvendigt at fastsætte de beløb pr. ton sukkerroer af standardkvalitet, som sukkerproducenter skal betale til sælgere af sukkerroer, for det pågældende produktionsår i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/2001.

(23)

Af hensyn til retssikkerheden og for at sikre ensartet behandling af de berørte operatører i de forskellige medlemsstater er det nødvendigt at fastsætte en fælles dato, hvor de ved nærværende forordning fastsatte afgifter bør fastlægges, jf. artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 (19). Denne frist bør dog ikke finde anvendelse, hvis medlemsstaterne i henhold til national ret skal tilbagebetale de berørte operatører efter denne dato —

—

den 16. oktober 2002 for produktionsåret 2001/02

—

den 8. oktober 2003 for produktionsåret 2002/03

—

den 15. oktober 2004 for produktionsåret 2003/04

—

den 18. oktober 2005 for produktionsåret 2004/05, og fra

—

den 23. februar 2007 for produktionsåret 2005/06.

—

den 16. oktober 2002 for produktionsåret 2001/02, og fra

—

den 18. oktober 2005 for produktionsåret 2004/05.

—

den 8. oktober 2003 for produktionsåret 2002/03

—

den 15. oktober 2004 for produktionsåret 2003/04, og fra

—

den 23. februar 2007 for produktionsåret 2005/06.

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/7

(1)

Rådet vedtog den 23. marts 2012 forordning (EU) nr. 267/2012.

(2)

Efter Rettens dom af 28. november 2013 i sag C-280/12 P er Fereydoun MAHMOUDIAN og Fulmen ikke opført på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP (2).

(3)

Fereydoun MAHMOUDIAN og Fulmen bør udgå af listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag IX til forordning (EU) nr. 267/2012 —

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/9

(1)

I supplerende bestemmelse 6 a) til kapitel 2 i den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) Nr. 2658/87, defineres »kød, ikke kogt, stegt eller på lignende måde tilberedt, såfremt det er krydret«, som »kød, ikke kogt, stegt eller på lignende måde tilberedt, tilsat krydderier enten i selve kødet eller på hele overfladen, således at krydderierne kan ses med det blotte øje eller tydeligt kan smages«.

(2)

For at sikre, at toldmyndighederne anvender en ensartet fremgangsmåde i forbindelse med tarifering, er det nødvendigt at fastlægge metoder til at fastslå, hvorvidt ikke kogt, stegt eller på lignende måde tilberedt fjerkrækød er krydret eller ej ifølge supplerende bestemmelse 6 a) til kapitel 2 i den kombinerede nomenklatur.

(3)

På baggrund af undersøgelser, der er udført af Gruppen af Europæiske Toldlaboratorier, bør de metoder, der anvendes til at kontrollere, om ikke kogt, stegt eller på lignende måde tilberedt fjerkrækød er krydret eller ej, bestå af for det første en visuel undersøgelse og for det andet smagning af en stikprøve.

(4)

Den metode, der består i smagning af en stikprøve bør kun anvendes, når den visuelle undersøgelsesmetode ikke har ført til afgørende resultater.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/26

(1)

Det hedder i artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1169/2011, at for alle fødevareingredienser, der er til stede i form af industrielt fremstillet nanomateriale, skal dette tydeligt anføres på listen over fødevareingredienser for at sikre oplysninger til forbrugerne. Navnene på de fødevareingredienser, der er til stede i form af industrielt fremstillet nanomateriale, skal desuden efterfølges af ordet »nano« i parentes. Forordning (EU) nr. 1169/2011 indeholder derfor en definition af »industrielt fremstillet nanomateriale«.

(2)

I henhold til forordningens artikel 18, stk. 5, kan Kommissionen ved hjælp af delegerede retsakter justere og tilpasse definitionen af »industrielt fremstillede nanomaterialer«, som nævnes deri, til den tekniske og videnskabelige udvikling eller til definitioner, der er opnået enighed om på internationalt plan, med henblik på at opfylde forordningens mål.

(3)

Den 18. oktober 2011 blev Kommissionens henstilling 2011/696/EU (2) vedtaget bl.a. som svar på en opfordring fra Europa-Parlamentet til, at der indføres en overordnet videnbaseret definition af nanomaterialer i EU-lovgivningen. Definitionen i denne henstilling er udelukkende baseret på størrelsen af de partikler, et materiale består af, og dækker naturlige, tilfældigt opståede og fremstillede materialer. I definitionen tages der bl.a. hensyn til referencerapporten »Considerations on a Definition of Nanomaterial for Regulatory purposes« fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (3), udtalelsen fra Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (VKNNPS) om »Scientific basis for the definition of the term »Nanomaterial«« (4) og definitionen af »nanomateriale« udarbejdet af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) (5).

(4)

I henhold til henstilling 2011/696/EU hverken berører eller afspejler den heri fastsatte definition af »nanomateriale« anvendelsesområdet for EU-retsakter.

(5)

I en meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anden gennemgang af lovgivningen om nanomaterialer (6) har Kommissionen givet udtryk for, at den vil anvende definitionen af »nanomateriale« som fastlagt i henstilling 2011/696/EU i EU-lovgivningen. Hvis der anvendes andre definitioner i EU-lovgivningen, vil bestemmelserne blive tilpasset for at sikre en ensartet tilgang, selv om der kan være behov for sektorspecifikke løsninger.

(6)

Definitionen af »industrielt fremstillede nanomaterialer« i forordning (EU) nr. 1169/2011 bør derfor tilpasses den definition, der gives i henstilling 2011/696/EU, og som afspejler den tekniske og videnskabelige udvikling til dato.

(7)

Eftersom definitionen i forordning (EU) nr. 1169/2011 henviser til »industrielt fremstillede nanomaterialer« og ikke »nanomaterialer« i almindelighed, bør naturlige eller tilfældigt opståede nanomaterialer ikke medtages i definitionen.

(8)

Definitionen af »industrielt fremstillede nanomaterialer« bør endvidere knyttes an til bevidst fremstillet materiale, der skal være eksplicit defineret. Denne definition bør tage højde for den definition, der er vedtaget af ISO, og i henhold til hvilken »industrielt fremstillet nanomateriale« er »nanomateriale, der er fremstillet til et bestemt formål eller en bestemt funktion« (7).

(9)

I henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 (8) må kun godkendte fødevaretilsætningsstoffer, der er opført på EU-listerne, bringes i omsætning som sådanne og anvendes i fødevarer, i fødevaretilsætningsstoffer, i fødevareenzymer og i fødevarearomaer på de anvendelsesbetingelser, der er fastsat deri, og efter en sikkerhedsvurdering.

(10)

Disse EU-lister blev fastsat ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1129/2011 (9) og (EU) nr. 1130/2011 (10). Af listerne fremgår, hvilke fødevaretilsætningsstoffer der var godkendt til anvendelse før ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1333/2008, når det var blevet undersøgt, om de overholdt bestemmelserne heri. Alle disse godkendte fødevaretilsætningsstoffer indgår nu i et genevalueringsprogram iværksat af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (herefter benævnt »autoriteten«) i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 257/2010 (11). Genevalueringen af fødevaretilsætningsstofferne foretages i overensstemmelse med de prioriteter, der er fastsat i forordningen, og gruppevis i henhold til den funktionelle gruppe, de tilhører. Genevalueringen omfatter samtidig nanorelaterede spørgsmål, som kan tages op i forbindelse med en eventuel revision af anvendelsesbetingelserne. 30 fødevarefarvestoffer er således allerede blevet evalueret. Ingen af farvestofferne fremstilles i nanoform. For så vidt angår calciumcarbonat (E 170) og vegetabilsk kul (E 153) anbefalede autoriteten at fastsætte partikelstørrelsen i specifikationerne. Andre tilsætningsstoffer, som kan være i nanoform, vil blive evalueret senest:

(11)

Visse fødevaretilsætningsstoffer, der er opført på EU-listerne som fastsat ved forordning (EU) nr. 1129/2011 og (EU) nr. 1130/2011, kunne tage form af »industrielt fremstillet nanomateriale« i den endelige fødevare. Hvis sådanne fødevaretilsætningsstoffer opføres på ingredienslisten, og deres navne efterfølges af ordet »nano« i parentes, vil det imidlertid kunne forvirre forbrugerne, da det kan give det indtryk, at der er tale om nye tilsætningsstoffer, selv om de i realiteten er blevet anvendt i fødevarer i denne form i årtier.

(12)

Fødevaretilsætningsstoffer, der er opført på EU-listerne ved forordning (EU) nr. 1129/2011 og (EU) nr. 1130/2011, bør derfor ikke [obligatorisk] betegnes som »nano« på ingredienslisten og bør ikke være omfattet af definitionen af industrielt fremstillede nanomaterialer. Behovet for særlige nanorelaterede mærkningskrav til disse tilsætningsstoffer bør tages op i forbindelse med genevalueringsprogrammet ved, om nødvendigt, at ændre anvendelsesbetingelserne i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 og specifikationerne for disse fødevaretilsætningsstoffer i Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 (12). Denne undtagelse bør ikke finde anvendelse på fødevaretilsætningsstoffer, der er opført på disse lister på et senere tidspunkt, herunder nye optagelser i overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EF) nr. 1333/2008.

(13)

Tærsklen for den antalsmæssige størrelsesfordeling på 50 % bør tages op til fornyet vurdering for at afgøre, om den i fremtiden skal erstattes af en tærskel på mellem 1 og 50 % i lyset af den teknologiske udvikling for så vidt angår metoder til påvisning og kvantificering, og hvor hensynet til sundhed og sikkerhed berettiger det.

(14)

Forordning (EU) nr. 1169/2011 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

a)

Fødevaretilsætningsstoffer, der er omfattet af definitionen i første afsnit, betragtes ikke som industrielt fremstillede nanomaterialer, hvis de er opført på de EU-lister, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1333/2008, ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1129/2011 (13) og (EU) nr. 1130/2011 (14).

b)

Fullerener, grafenflager og enkeltvæggede carbonnanorør med en eller flere eksterne dimensioner på under 1 nm betragtes som industrielt fremstillede nanomaterialer.

I forbindelse med definitionen i første afsnit forstås ved:

i)   »partikel«: et meget lille stykke stof med veldefinerede fysiske grænser

ii)   »agglomerat«: en samling løst bundne partikler eller aggregater, hvor det resulterende eksterne overfladeområde svarer til summen af de enkelte komponenters overfladeområde

iii)   »aggregat«: en partikel, der består af tætbundne eller sammensmeltede partikler

iv)   »bevidst fremstillet«: det, at materialet er fremstillet med henblik på at udføre/opfylde en bestemt funktion eller et bestemt formål.

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/29

(1)

Ved forordning (EF) nr. 834/2007 fastsættes grundlæggende krav til økologisk produktion af tang og akvakulturdyr. Der er fastsat gennemførelsesbestemmelser til disse krav i Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 (2).

(2)

I perioden mellem november 2012 og april 2013 indsendte visse medlemsstater anmodninger om revision af reglerne om produkter, stoffer og teknikker, som kan anvendes i produktionen af økologisk akvakultur. Disse anmodninger vil blive evalueret af en ekspertgruppe med henblik på teknisk rådgivning om økologisk produktion, der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/427/EF (3); på grundlag af denne evaluering vil Kommissionen vurdere, om der er behov for eventuelle revisioner af disse regler i 2014.

(3)

I nogle af disse anmodninger blev det anført, at der var utilstrækkelig adgang til økologisk yngel og skaldyryngel på markedet til at efterkomme kravene i artikel 25e og 25o i forordning (EF) nr. 889/2008.

(4)

Eftersom organisk yngel og skaldyryngel endnu ikke er til rådighed i tilstrækkelig mængde til at sikre kontinuitet, undgå forstyrrelser af økologisk akvakulturproduktion i EU og give markedet for økologisk yngel og skaldyryngel tid til at udvikle sig yderligere, er det, indtil modtagelsen af ekspertrådgivning, berettiget at udskyde anvendelsen af den procentsats på 50 %, der er fastsat i artikel 25e, stk. 3, og artikel 25o, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 889/2008 med et år til den 31. december 2014.

(5)

Forordning (EF) nr. 889/2008 bør derfor ændres.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra Forskriftsudvalget for Økologisk Produktion —

1)

Artikel 25e, stk. 3, affattes således:

»3.   Andelen af ikke-økologisk opdrættet yngel af akvakulturdyr, der indføres på bruget, nedsættes til højst 80 % pr. 31. december 2011, højst 50 % pr. 31. december 2014 og 0 % pr. 31. december 2015.«

2)

Artikel 25o, stk. 1, tredje afsnit, affattes således:

»Den maksimale procentsats af yngel af toskallede bløddyr fra ikke-økologiske klækkerier, der kan indføres i de økologiske produktionsenheder, fastsættes til højst 80 % pr. 31. december 2011, højst 50 % pr. 31. december 2014 og 0 % pr. 31. december 2015.«

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/31

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådanne godkendelser.

(2)

Der er i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet en ansøgning om ny anvendelse af et præparat af alfa-galactosidase produceret af Saccharomyces cerevisiae (CBS 615.94) og endo-1,4-beta-glucanase produceret af Aspergillus niger (CBS 120604). Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

Ansøgningen vedrører godkendelse i tilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer« af ny anvendelse af et præparat af alfa-galactosidase produceret af Saccharomyces cerevisiae (CBS 615.94) og endo-1,4-beta-glucanase produceret af Aspergillus niger (CBS 120604) som tilsætningsstof til foder til mindre udbredte fjerkræarter bestemt til slagtning og til hønniker.

(4)

Præparatet blev tilladt anvendt i ti år til slagtekyllinger ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 237/2012 (2).

(5)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) konkluderer i sin udtalelse af 18. juni 2013 (3), at præparatet af alfa-galactosidase produceret af Saccharomyces cerevisiae (CBS 615.94) og endo-1,4-beta-glucanase produceret af Aspergillus niger (CBS 120604) ikke har skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet i forbindelse med de påtænkte anvendelsesformål, at det kan være effektivt til hønniker, og at det kan ekstrapoleres til mindre udbredte fjerkræarter bestemt til slagtning. EFSA mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. EFSA har ligeledes gennemgået den rapport om analysemetoden for fodertilsætningsstoffet i foder, der blev forelagt af det i henhold til forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(6)

Vurderingen af præparatet af alfa-galactosidase produceret af Saccharomyces cerevisiae (CBS 615.94) og endo-1,4-beta-glucanase produceret af Aspergillus niger (CBS 120604) viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør anvendelsen af dette præparat godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/34

(1)

Ved afgørelse 2012/734/EU gav Rådet bemyndigelse til på vegne af Den Europæiske Union at undertegne aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side (i det følgende benævnt »aftalen«). I henhold til Rådets afgørelse 2012/734/EU skal aftalen anvendes midlertidigt, indtil procedurerne for dens indgåelse er afsluttet.

(2)

Bilag II til aftalen vedrører definitionen af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde. For så vidt angår en række produkter fastsættes der i tillæg 2A til nævnte bilag undtagelser fra de oprindelsesregler, der er fastsat i tillæg 2 til bilag II, inden for rammerne af de årlige kontingenter. Da Unionen har besluttet at anvende denne mulighed, er det nødvendigt at fastsætte betingelserne for anvendelsen af disse undtagelser på import fra Guatemala.

(3)

Kontingenterne i tillæg 2A til bilag II bør forvaltes efter »først til mølle«-princippet i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (2).

(4)

Toldindrømmelser bør gives på betingelse af, at det relevante oprindelsesbevis forelægges for toldmyndighederne i henhold til aftalen.

(5)

Da aftalen anvendes midlertidigt fra den 1. december 2013, bør denne forordning finde anvendelse fra samme dato.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/38

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/40

(1)

Mandatperioden for Gijs DE VRIES, Henri GRETHEN, Michel CRETIN, Ioannis SARMAS og David BOSTOCK udløber den 31. december 2013.

(2)

Der bør derfor foretages nyudnævnelser –

—

Alex BRENNINKMEIJER

—

Henri GRETHEN

—

Danièle LAMARQUE

—

Nikolaos MILIONIS

—

Phil WYNN OWEN.

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/41

(1)

Rådet vedtog den 22. december 2009 og den 18. januar 2010 afgørelse 2009/1014/EU (1) og 2010/29/EU (2) om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2010 til den 25. januar 2015.

(2)

Der er blevet en plads ledig som medlem af Regionsudvalget, efter at Emilia MÜLLERs mandat er udløbet —

—

Beate MERK, Bayerische Staatsministerin für Europaangelegenheiten und regionale Beziehungen.

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/42

(1)

Bilag I til direktiv 98/8/EF indeholder en liste over aktive stoffer, der er godkendt på EU-plan til brug i biocidholdige produkter. Ved Kommissionens direktiv 2009/92/EF (2) blev det aktive stof bromadiolon godkendt til anvendelse i produkttype 14-produkter, rodenticider, jf. definitionen i bilag V til direktiv 98/8/EF.

(2)

Bromadiolon er et antikoagulansrodenticid med kendte risici i form af utilsigtede hændelser med børn og risici for dyr og miljøet. Bromadiolon er udpeget som potentielt persistent, potentielt bioakkumulerende og toksisk (PBT), eller meget persistent og meget potentielt bioakkumulerende (vPvB).

(3)

Af folkesundheds- og hygiejnehensyn blev det dog anset for berettiget at opføre bromadiolon og andre antikoagulansrodenticider i bilag I til direktiv 98/8/EF og dermed give medlemsstaterne mulighed for at godkende bromadiolon-baserede produkter. Dog skal medlemsstaterne, når de godkender produkter, som indeholder bromadiolon, sikre, at alle egnede og disponible foranstaltninger, der kan begrænse risikoen for primær og sekundær udsættelse af mennesker, dyr uden for målgruppen og miljøet, bliver overvejet og taget i brug. De risikobegrænsende foranstaltninger i direktiv 2009/92/EF omfatter derfor bl.a. den begrænsning, at produkterne udelukkende må anvendes af fagfolk.

(4)

Virksomheden Belgagri SA (i det følgende benævnt »ansøgeren«) har i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 98/8/EF indgivet en ansøgning til Irland om godkendelse af fire rodenticider, som indeholder bromadiolon (»produktet«).

(5)

Irland godkendte produkterne den 30. september 2012. Produkterne blev godkendt med begrænsninger for at sikre, at betingelserne i artikel 5 i direktiv 98/8/EF var opfyldt i Irland. Begrænsningerne omfattede ikke, at produktet kun må anvendes af uddannede eller autoriserede fagfolk.

(6)

Den 5. februar 2013 indgav ansøgeren en fuldstændig ansøgning til Tyskland om gensidig anerkendelse af de første godkendelser af produkterne.

(7)

Den 17. april 2013 meddelte Tyskland Kommissionen, de andre medlemsstater og ansøgeren sit forslag om at begrænse de første godkendelser i overensstemmelse med artikel 4, stk. 4, i direktiv 98/8/EF. Tyskland foreslog at indføre den begrænsning, at produktet kun må anvendes af uddannede eller autoriserede fagfolk.

(8)

Kommissionen opfordrede de andre medlemsstater og ansøgeren til skriftligt at fremsætte bemærkninger til meddelelsen inden 90 dage i henhold til artikel 27, stk. 1, i direktiv 98/8/EF. Der blev ikke fremsat nogen bemærkninger inden for fristen. Meddelelsen blev også drøftet mellem Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder vedrørende biocidholdige produkter ved mødet i gruppen for produktgodkendelse og lettere gensidig anerkendelse den 14. maj 2013.

(9)

I henhold til direktiv 98/8/EF skal godkendelser af biocidholdige produkter, som indeholder bromadiolon, være underlagt alle egnede og disponible risikoreducerende foranstaltninger, herunder også at produktet er begrænset til erhvervsmæssig brug. Den videnskabelige vurdering forud for optagelsen af bromadiolon i direktiv 98/8/EF konkluderede, at kun fagfolk kan forventes at følge anvisningerne til begrænsning af risikoen for sekundær udsættelse af dyr uden for målgruppen og anvende produkterne på en sådan måde, at udvikling og spredning af resistens undgås. Den begrænsning, at produkterne kun må anvendes af fagfolk, bør derfor i princippet anses for at være en egnet forebyggende risikoforanstaltning, særligt i medlemsstater, hvor der forekommer resistens overfor bromadiolon.

(10)

Så længe der ikke foreligger oplysninger om andet, er en begrænsning til fagfolk derfor en egnet og disponibel risikoreducerende foranstaltning i forbindelse med godkendelsen af produkter, som indeholder bromadiolon, i Tyskland. Denne konklusion underbygges yderligere af Tysklands argument, at der er konstateret bromadiolonresistens hos rotter, og at den sandsynligvis er ved at brede sig i landet. Derudover har Tyskland en velfungerende infrastruktur af uddannede skadedyrsbekæmpere og autoriserede fagfolk, såsom landbrugere, gartnere og skovbrugere, der har modtaget faglig uddannelse, hvilket betyder, at den foreslåede begrænsning ikke hæmmer skadedyrsbekæmpelsen.

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/44

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fjerkræ og andre fugle i fangenskab, som har alvorlige konsekvenser for fjerkræopdrættets rentabilitet, og som forårsager forstyrrelser i handelen inden for Unionen og eksporten til tredjelande.

(2)

I tilfælde af et udbrud af aviær influenza er der en risiko for, at sygdomsagenset spreder sig både til andre fjerkræbedrifter i den pågældende medlemsstat og til andre medlemsstater og tredjelande via handel med levende fjerkræ eller produkter heraf.

(3)

Ved Rådets direktiv 2005/94/EF (2) vedrørende fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza er der foreskrevet hasteforanstaltninger, som medlemsstaterne i tilfælde af et udbrud straks skal gennemføre for at forebygge yderligere spredning af virusset.

(4)

I henhold til artikel 84 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (3) skal der forud for indgåelsen af en forpligtelse til at afholde en udgift over Unionens budget foreligge en finansieringsafgørelse, som angiver de vigtigste elementer i den foranstaltning, der medfører en udgift, og som er vedtaget af institutionen eller de myndigheder, som denne har bemyndiget.

(5)

Der er ved beslutning 2009/470/EF fastsat procedurer vedrørende EU-tilskud til specifikke veterinærforanstaltninger, herunder aktioner af hastende karakter. I henhold til artikel 4, stk. 2, i nævnte beslutning kan medlemsstaterne få tilskud til dækning af visse udgifter i forbindelse med foranstaltninger til udryddelse af aviær influenza.

(6)

Ved artikel 4, stk. 3, første og andet led, i beslutning 2009/470/EF er der fastsat bestemmelser om, hvor stor en andel af medlemsstaternes udgifter der kan dækkes af EU-tilskuddet.

(7)

Udbetaling af EU-tilskud til aktioner af hastende karakter til udryddelse af aviær influenza finder sted efter reglerne i Kommissionens forordning (EF) nr. 349/2005 af 28. februar 2005 om reglerne om fællesskabsfinansiering af aktioner af hastende karakter og bekæmpelse af visse sygdomme hos dyr som omhandlet i Rådets beslutning 90/424/EØF (4).

(8)

Der var udbrud af aviær influenza i Tyskland, Italien og Nederlandene i 2012 og 2013 og i Danmark og Spanien i 2013. Danmark, Tyskland, Spanien, Italien og Nederlandene traf foranstaltninger til bekæmpelse af disse udbrud i overensstemmelse med Rådets direktiv 2003/85/EF (5).

(9)

De tyske, italienske, nederlandske, danske og spanske myndigheder underrettede via Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med EU-lovgivningen om anmeldelse og udryddelse af sygdommen og resultaterne heraf.

(10)

De tyske, italienske, nederlandske, danske og spanske myndigheder har derfor opfyldt alle deres tekniske og administrative forpligtelser vedrørende de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i beslutning 2009/470/EF og artikel 6 i forordning (EF) nr. 349/2005.

(11)

Størrelsen af EU-tilskuddet kan ikke fastlægges nøjagtigt på dette stadium, idet de foreliggende oplysninger om udgifterne til godtgørelser og om de operationelle omkostninger er estimater.

(12)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/46

(1)

I medfør af forordning (EF) nr. 58/2003 kan Kommissionen uddelegere beføjelsen til, på dens vegne og ansvar, helt eller delvist at gennemføre et EU-program eller -projekt til et forvaltningsorgan, i overensstemmelse med den nævnte forordning.

(2)

Overdragelsen af programgennemførelsesopgaver til forvaltningsorganerne skal gøre det muligt for Kommissionen at koncentrere sig om sine vigtigste aktiviteter og funktioner, som ikke kan eksternaliseres, uden at miste styringen af, kontrollen med og det endelige ansvar for de foranstaltninger, som forvaltes af forvaltningsorganerne.

(3)

Uddelegeringen af opgaver til et forvaltningsorgan i forbindelse med programgennemførelse kræver, at der foretages en klar adskillelse mellem programlægningen, hvor der med en betydelig skønsmargen træffes afgørelser drevet af politiske hensyn, og som Kommissionen står for, og programgennemførelsen, som bør overdrages til forvaltningsorganet.

(4)

Kommissionen oprettede ved sin afgørelse 2005/56/EF (2) Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (i det følgende benævnt »organet«) og gav det til opgave at forvalte Fællesskabets indsats inden for undervisning, audiovisuelle medier og kultur.

(5)

Kommissionen ændrede gentagne gange organets mandat, således at det også kom til at omfatte forvaltning af nye projekter og programmer inden for undervisning, audiovisuelle medier, medborgerskab og unge, og erstattede efterfølgende afgørelse 2005/56/EF med Kommissionens afgørelse 2009/336/EF (3).

(6)

I Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011»Et budget for Europa 2020« (4) foreslog den i højere grad at anvende eksisterende gennemførelsesorganer til at gennemføre EU-programmer under den næste flerårige finansielle ramme.

(7)

Organet har vist sig at have stor faglig og finansiel ekspertise i forvaltning af EU-programmer. Tilfredshedsundersøgelser som led i den første og anden foreløbige evaluering af organet (2009 og 2013) viser, at støttemodtagere og andre interessenter finder, at kvaliteten af organets tjenester er højere, end den var under tidligere ordninger (kontor for faglig bistand). Organet kan tiltrække og fastholde højt kvalificeret personale, hvilket giver stabilitet på personaleområdet. Organet effektiviserer løbende sin interne drift med henblik på at øge effektiviteten og anvende ensartede metoder uanset program. Det drager fordel af at være et offentligt organ, der er specielt oprettet med henblik på at forvalte programmer inden for undervisning, audiovisuelle medier og kultur, og dette fokus øger EU-programmernes synlighed blandt interessenterne og i den brede offentlighed. Det forhold at en række komplementære programmer forvaltes af én enkelt enhed, skaber synergieffekter med hensyn til synligheden af EU's indsats, hvilket er til gavn for samtlige programmer. Organets fejlrater i de efterfølgende kontroller er lave og ligger pænt under grænsen på 2 %. Det fremgår af den anden foreløbige evaluering, at organet støt har forbedret sin faglige og finansielle ekspertise, hvilket afspejles i en generel forbedring af organets resultater, som det kan konstateres i organets nøgleresultatindikatorer.

(8)

Ifølge omkostningssammenligningen i den cost-benefit-analyse, som er blevet foretaget i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 58/2003, vil det være 23 % dyrere at lade Kommissionen varetage forvaltningsopgaverne internt (i nettonutidsværdi). Den planlagte uddelegering af programmer til organet er i overensstemmelse med organets nuværende mandat og mission og udgør en videreførelse af dets eksisterende aktiviteter. Organet har igennem flere år opbygget kompetence, færdigheder og kapacitet inden for forvaltning af de sådanne programmer. Organets erfaringer og ekspertise inden for programforvaltning og de hermed forbundne produktivitetsgevinster vil derfor komme de nye programmer til gode. Det ville virke driftsforstyrrende at gå over til en intern forvaltningsordning, fordi de fleste programmer aldrig tidligere er blevet forvaltet internt af de generaldirektorater, som organet hører ind under, og som ikke har kapacitet til at forvalte programmerne internt. En uddelegering af programforvaltningen til organet vil sikre støttemodtagerne og interessenterne driftskontinuitet. Uddelegeringen til organet vil også gøre det muligt for Kommissionen fortsat at fokusere mere på sine institutionelle opgaver.

(9)

Med henblik på at give forvaltningsorganerne en sammenhængende identitet har Kommissionen ved fastsættelsen af deres nye mandater i videst muligt omfang samlet arbejdsopgaverne ud fra tematiske politikområder.

(10)

Organet bør være ansvarligt for gennemførelsen af dele af følgende nye EU-programmer og foranstaltninger:

(11)

Organet bør fortsat være ansvarligt for gennemførelsen af følgende eksisterende EU-programmer og -foranstaltninger:

(12)

Forvaltningen af de nævnte dele af de pågældende programmer og foranstaltninger omfatter gennemførelsen af tekniske projekter, som ikke indebærer, at der skal træffes politiske beslutninger, og kræver stor teknisk og finansiel ekspertise igennem hele projektforløbet.

(13)

Med henblik på at sikre en ensartet og rettidig gennemførelse af denne afgørelse og af de pågældende programmer er det nødvendigt at sikre, at organet udfører sine arbejdsopgaver i forbindelse med gennemførelsen af de pågældende programmer, under forudsætning af at de pågældende programmer træder i kraft, og fra datoen for deres ikrafttræden.

(14)

Der bør oprettes et forvaltningsorgan for undervisning, audiovisuelle medier og kultur. Det bør træde i stedet for og efterfølge Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur, der blev oprettet ved afgørelse 2009/336/EF. Det bør varetage sine opgaver i overensstemmelse med de generelle vedtægter, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 58/2003.

(15)

Afgørelse 2009/336/EF om oprettelse af forvaltningsorganet bør derfor ophæves, og der bør fastsættes overgangsbestemmelser.

(16)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningsorganudvalget —

a)

Erasmus+

b)

programmet »Et Kreativt Europa«

c)

programmet »Europa for borgerne«

d)

Det Europæiske Volontørkorps for Humanitær Bistand — EU Aid Volunteers

e)

projekter inden for videregående uddannelse, der hører ind under instrumenterne for det eksterne samarbejde

a)

projekter inden for videregående uddannelse, som kan finansieres i henhold til bestemmelserne om økonomisk bistand til visse lande i Øst- og Centraleuropa (Phare), godkendt ved forordning (EØF) nr. 3906/89

b)

program til fremme af udvikling og distribution af europæiske audiovisuelle produktioner (Media II — Udvikling og distribution) (1996-2000), godkendt ved afgørelse 95/563/EF

c)

uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri (Media II — Uddannelse) (1996-2000), godkendt ved afgørelse 95/564/EF

d)

anden fase af Fællesskabets handlingsprogram for almen uddannelse, Socrates (2000-2006), godkendt ved afgørelse nr. 253/2000/EF

e)

anden fase af Fællesskabets handlingsprogram for erhvervsuddannelse, Leonardo da Vinci (2000-2006), godkendt ved afgørelse 1999/382/EF

f)

EF-handlingsprogram for unge (2000-2006), godkendt ved afgørelse nr. 1031/2000/EF

g)

»Kultur 2000«-programmet (2000-2006), godkendt ved afgørelse nr. 508/2000/EF

h)

projekter inden for videregående uddannelse, som kan finansieres via bestemmelserne for bistand til partnerstater i Østeuropa og Centralasien (2000-2006), som omhandlet i forordning (EF, Euratom) nr. 99/2000

i)

projekter inden for videregående uddannelse, som kan finansieres via bestemmelserne for bistand til Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro, Serbien og Kosovo (UNSCR 1244) (2000-2006), godkendt inden for rammerne af forordning (EF) nr. 2666/2000

j)

projekter inden for videregående uddannelse, som kan finansieres via bestemmelserne for finansielle og tekniske ledsageforanstaltninger (Meda) i forbindelse med reformen af de økonomiske og sociale strukturer inden for rammerne af Euro-Middelhavs-partnerskabet, godkendt ved forordning (EF) nr. 2698/2000

k)

tredje fase af programmet for tværeuropæisk samarbejde inden for de videregående uddannelser (Tempus III) (2000-2006), godkendt ved afgørelse 1999/311/EF

l)

projekter, som kan finansieres via bestemmelserne i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og USA om forlængelse af samarbejdsprogrammet inden for højere uddannelse og erhvervsuddannelse (2001-2005), godkendt ved afgørelse 2001/196/EF

m)

projekter, som kan finansieres via bestemmelserne i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canadas regering om forlængelse af samarbejdsprogrammet inden for højere uddannelse og erhvervsuddannelse (2001-2005), godkendt ved afgørelse 2001/197/EF

n)

program til fremme af udvikling, distribution og markedsføring af europæiske audiovisuelle produktioner (Media Plus — Udvikling, distribution og markedsføring) (2001-2006), godkendt ved afgørelse 2000/821/EF

o)

uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri (Media-uddannelse) (2001-2006), godkendt ved afgørelse nr. 163/2001/EF

p)

flerårigt program for effektiv integrering af informations- og kommunikationsteknologi (ikt) i uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne i Europa (eLearning-programmet) (2004-2006), godkendt ved afgørelse nr. 2318/2003/EF

q)

EF-handlingsprogram til fremme af aktivt medborgerskab i Europa (2004-2006), godkendt ved afgørelse 2004/100/EF

r)

EF-handlingsprogram til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på ungdomsområdet (2004-2006), godkendt ved afgørelse nr. 790/2004/EF

s)

EF-handlingsprogram til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på uddannelsesområdet, og støtte til enkeltforanstaltninger på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet (2004-2006), godkendt ved afgørelse nr. 791/2004/EF

t)

EF-handlingsprogram til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på kulturområdet (2004-2006), godkendt ved afgørelse nr. 792/2004/EF

u)

program, der skal øge kvaliteten af de videregående uddannelser og fremme den mellemfolkelige forståelse gennem samarbejde med tredjelande (Erasmus Mundus) (2004-2008), godkendt ved afgørelse nr. 2317/2003/EF

v)

projekter, som kan finansieres via bestemmelserne i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og USA om forlængelse af samarbejdsprogrammet inden for højere uddannelse og erhvervsuddannelse (2006-2013), godkendt ved afgørelse 2006/910/EF

w)

projekter, som kan finansieres via bestemmelserne i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canadas regering om oprettelse af et samarbejdsprogram for videregående uddannelse, erhvervsuddannelse og unge (2006-2013), godkendt ved afgørelse 2006/964/EF

x)

handlingsprogram for livslang læring (2007-2013), godkendt ved afgørelse nr. 1720/2006/EF

y)

Kultur-programmet (2007-2013), godkendt ved afgørelse nr. 1855/2006/EF

z)

programmet Borgernes Europa, som sigter mod at fremme aktivt medborgerskab i Europa (2007-2013), godkendt ved afgørelse nr. 1904/2006/EF

aa)

programmet Aktive Unge (2007-2013), godkendt ved afgørelse nr. 1719/2006/EF

bb)

program for støtte til den europæiske av-sektor (Media 2007) (2007-2013), godkendt ved afgørelse nr. 1718/2006/EF

cc)

programmet Erasmus Mundus II (2009-2013), der skal højne kvaliteten af de videregående uddannelser og fremme den mellemfolkelige forståelse gennem samarbejde med tredjelande, godkendt ved afgørelse nr. 1298/2008/EF

dd)

program for audiovisuelt samarbejde med branchefolk fra tredjelande (Media Mundus) (2011-2013), godkendt ved afgørelse nr. 1041/2009/EF

ee)

projekter inden for videregående uddannelse, som kan finansieres via bestemmelserne for bistand til økonomisk samarbejde med udviklingslandene i Asien, godkendt i forbindelse med forordning (EØF) nr. 443/92

ff)

projekter inden for højere uddannelse og ungdomsanliggender, som kan finansieres via bestemmelserne i instrumentet til førtiltrædelsesbistand (Ipa), oprettet ved forordning (EF) nr. 1085/2006

gg)

projekter inden for undervisning på primær- og sekundærtrinnet, videregående uddannelser og ungdomsuddannelser, som kan finansieres via bestemmelserne i det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument, oprettet ved forordning (EF) nr. 1638/2006

hh)

projekter inden for videregående uddannelse, som kan finansieres via instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, oprettet ved forordning (EF) nr. 1905/2006

ii)

projekter inden for højere uddannelse og ungdomsanliggender, som kan finansieres via instrumentet til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier, oprettet ved forordning (EF) nr. 1934/2006

jj)

projekter inden for videregående uddannelse, som kan finansieres med midler fra Den Europæiske Udviklingsfond i henhold til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet den 23. juni 2000 i Cotonou (afgørelse 2003/159/EF) som ændret ved aftalen undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2005 (afgørelse 2005/599/EF).

a)

forvalte alle faser af programgennemførelsen og alle faser af specifikke projekters forløb på grundlag af de relevante arbejdsprogrammer, som Kommissionen har vedtaget, i henhold til den retsakt, hvorved Kommissionen har tillagt organet beføjelsen

b)

vedtage budgetgennemførelsesakter for indtægter og udgifter og træffe alle dispositioner, der er nødvendige for programgennemførelsen, i henhold til den retsakt, hvorved Kommissionen har tillagt organet beføjelsen

c)

yde bistand i forbindelse med gennemførelsen af programmet i henhold til den retsakt, hvorved Kommissionen har tillagt organet beføjelsen, herunder bistand i forbindelse med formidlingsaktiviteter, eventuelt i samarbejde med nationale organer

d)

på EU-plan gennemføre informationsnettet om uddannelse i Det Europæiske Fællesskab (»Eurydice«) og aktiviteter, som har til formål at skabe større forståelse for og bedre kendskab til ungdomsområdet

e)

på EU-plan gennemføre aktiviteter, som har til formål at skabe større forståelse for og bedre kendskab til erhvervsuddannelsesområdet.

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/54

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/63

(1)

Ved brev af 7. januar 2009 blev der indgivet en klage mod Narvik kommune (i det følgende benævnt »Narvik«) på grund af salget af Narviks ret til koncessionskraft til Narvik Energi AS (i det følgende benævnt »NEAS«). Brevet blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 14. januar 2009 (2). Ved brev af 16. juli 2009 (3) anmodede Tilsynsmyndigheden om yderligere oplysninger fra de norske myndigheder. Ved brev af 2. oktober 2009 (4) efterkom de norske myndigheder anmodningen.

(2)

Den 14. december 2011 indledte Tilsynsmyndigheden den i artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen omhandlede procedure ved at vedtage afgørelse nr. 393/11/KOL (i det følgende benævnt »afgørelse 393/11/KOL«). Ved brev af 23. februar 2012 (5) fremsatte de norske myndigheder bemærkninger til afgørelsen.

(3)

Den 26. april 2012 blev afgørelsen offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og i EØS-tillægget hertil (6). Ved e-mail af 25. maj 2012 (7) modtog Tilsynsmyndigheden bemærkninger fra en interesseret part. Ved e-mail af 28. juni 2012 (8) fremsendte Tilsynsmyndigheden disse bemærkninger til de norske myndigheder. Ved brev af 30. november 2012 (9) fremkom de norske myndigheder med yderligere oplysninger.

(4)

Klageren hævder, at Narvik ved at indgå en kontrakt med NEAS om salg af 128 GWh årlig koncessionskraft for en periode på 50,5 år har solgt sin ret til at købe koncessionskraft betydeligt under markedsprisen og dermed ydet ulovlig statsstøtte til NEAS.

(5)

Klageren hævder endvidere, at beslutningen om at indgå kontrakten blev vedtaget af Narvik Kommunalbestyrelse på grundlag af forkerte og/eller ufuldstændige oplysninger. Rapporter udarbejdet af sagkyndige på området, der indeholdt kritik af kontraktens løbetid og de vanskeligheder, der i sagens natur er forbundet med at fastsætte en markedspris for elektricitet, kom angiveligt ikke til kommunalbestyrelsens kundskab, inden den traf beslutningen om at indgå kontrakten.

(6)

I Norge kræves der generelt en koncession til brug for drift af store vandkraftværker. De kraftværker, der råder over koncessioner til udnyttelse af energi fra vandfald, er forpligtet til at sælge en vis mængde af deres årlige produktion til den kommune, hvor de er beliggende. Den mængde elektricitet, som kommunerne har ret til at købe, kaldes koncessionskraft. Denne ordning er fastlagt i § 2, stk. 12, i industrikoncessionsloven (10) og § 12, stk. 15, i vandfaldsreguleringsloven (11).

(7)

Ræsonnementet bag lovgivningen er, at kommunerne bør sikres en tilstrækkelig forsyning med elektricitet til en rimelig pris, og mængden af koncessionskraft er derfor fastsat på grundlag af hver enkelt kommunes behov for almindelig elektricitetsforsyning (12) og kan udgøre op til 10 % af kraftværkets årlige produktion. Der er imidlertid ingen begrænsninger for kommunernes udnyttelse af koncessionskraft. Kommunerne kan således bruge den, sælge den, eller anvende den som de måtte ønske.

(8)

Retten indebærer ikke, at kommunerne har pligt til at købe koncessionskraft. For koncessioner fra før 1983 gælder der generelt det forbehold, at når en kommune har besluttet ikke at udøve sin ret til koncessionskraft, mister den sin ret til koncessionskraft for fremtiden.

(9)

I lovgivningen er der fastsat to prisordninger for koncessionskraft. Den første gælder for koncessioner, der er tildelt inden den 10. april 1959, og den anden gælder for koncessioner, som er tildelt den 10. april 1959 eller senere.

(10)

For koncessioner, som er blevet tildelt inden den 10. april 1959, beregnes prisen for koncessionskraft efter de enkelte kraftværkers kostpris forhøjet med 20 %. Denne model finder stadig anvendelse på koncessioner, der er tildelt inden den 10. april 1959, og benævnes i det følgende »kostprismodellen«. Koncessionskraft, der er solgt efter denne prismodel, benævnes i det følgende »kostpriskoncessionskraft«.

(11)

For koncessioner, der er tildelt efter 10. april 1959, er koncessionsprisen fastsat af ministeriet for energi og olie på grundlag af de gennemsnitlige omkostninger for et repræsentativt antal vandkraftværker i hele landet. Denne prisfastsættelsesmetode benævnes i det følgende »ministerieprismetoden«. Koncessionskraft, der er solgt efter denne prismodel, benævnes i det følgende »ministeriepriskoncessionskraft«.

(12)

Industrikoncessionsloven foreskriver, at kommunernes ret til koncessionskraft kan gøres til genstand for en fornyet vurdering foretaget af det norske direktorat for vandressourcer og energi (»NVE«) 20 år efter koncessionen blev tildelt (13). De norske myndigheder har forklaret, at den fornyede vurdering kan medføre, at NVE finjusterer mængden af koncessionskraft, men den kan ikke resultere i væsentlige ændringer af kommunens ret til koncessionskraft. Hovedparten af Narviks koncessionskraftrettigheder skal genvurderes i 2019.

(13)

Kommunerne bærer omkostningerne ved at indføde koncessionskraften i nettet.

(14)

Narvik har hvert år ret til i alt ca. 128 GWh koncessionskraft, hvoraf ca. 116,3 GWh er prissat efter ministerieprismetoden, og de resterende ca. 11,7 GWh er prissat efter kostprismetoden. De norske myndigheder har forklaret, at ministerieprisen i år 2000 var på ca. 0,10 NOK, og at den relevante kostpris for Håkvik og Nygård i år 2000 lå mellem 0,14 og 0,178 NOK.

(15)

NEAS er beliggende i Narvik Kommune i Nordlands Fylke. Det producerer og sælger elektricitet. Indtil 2001 var NEAS 100 % ejet af Narvik kommune. I 2001 solgte Narvik 49,99 % af sine aktier til to elselskaber, nemlig Vesterålskraft AS og Hålogalandskraft AS.

(16)

Efter en fusion i 2006 og en navneændring i 2009 er NEAS nu en del af selskabet Nordkraft AS (herefter »Nordkraft«).

(17)

Indtil udgangen af 1998 solgte Narvik sine årlige rettigheder på ca. 128 GWh koncessionskraft til NEAS i henhold til kortere eller længerevarende kontrakter. I begyndelsen af 1999 solgte Narvik imidlertid - efter at det ikke var lykkedes at nå frem til en aftale med NEAS - sin koncessionskraft på en elbørs til spotpriser.

(18)

I marts 1999 indledte kommunen en udbudsprocedure med henblik på salg af sin koncessionskraft i resten af 1999. Den 30. marts 1999 indgik Narvik en kontrakt med den højstbydende, Kraftinor AS. Prisen var på 109,50 NOK pr. MWh. Da den betalte 111,10 NOK pr. MWh plus indfødningsomkostninger på 20 NOK pr. MWh for koncessionskraften, led Narvik et tab på ca. 2,3 mio. NOK som følge af denne kontrakt. Narvik havde oprindeligt forventet et overskud på 3,5 mio. NOK.

(19)

Den 19. oktober 1999 henstillede kommunalbestyrelsens forretningsudvalg (herefter »forretningsudvalget«) til kommunalbestyrelsen, at det overordnede mål for forvaltningen af kommunens koncessionskraft skulle være at maksimere afkastet på lang sigt med henblik på at opnå en stabil planlægningshorisont. Den foreslåede strategi til at nå dette mål omfattede fire punkter:

(20)

Kommunalbestyrelsen efterkom forretningsudvalgets henstilling med en enkelt justering, der blev foreslået af borgmesteren og bekræftet ved en ændring af strategien: I stedet for at borgmesteren udtrykkeligt »fik fuldmagt til at indgå aftaler i overensstemmelse med den strategi, som kommunalbestyrelsen har fastlagt«, blev det i den endelige beslutning fastsat, at »som et første skridt i iværksættelsen af denne strategi opfordres NEAS til at redegøre for sin interesse i sagen som beskrevet i selskabets brev til kommunen af 9. november.«

(21)

I et brev af 9. november 1999 havde NEAS sat spørgsmålstegn ved den foreslåede strategi gående ud på at sælge koncessionskraften i henhold til kontrakter af forskellig længde for at sprede risikoen. I stedet foreslog NESA én langfristet kontrakt på (»for eksempel 50 år«), og selskabet var indstillet på at inkludere en pristilpasningsklausul i kontrakten med Narvik.

(22)

I et brev af 15. april 1999 gav NEAS desuden udtryk for sin interesse i at indgå en langsigtet kontrakt om koncessionskraft, helst i form af et køb med en forlods betaling af et engangsbeløb, eller alternativt som en langfristet leasingaftale — der oprindeligt blev foreslået til 60 år — med årlige betalinger til Narvik.

(23)

Ud over spørgsmålet om koncessionskraft blev der ligeledes ført drøftelser om NEAS' fremtidige rolle på markedet og Narviks rolle som ejer af NEAS.

(24)

Ifølge de norske myndigheder var NEAS på daværende tidspunkt vidne til en omfattende regional konsolidering mellem kraftværker og nationale/internationale operatørers indtog på lokale markeder. NEAS havde behov for at styrke sit kapitalgrundlag for at kunne erhverve andele i andre elselskaber, navnlig Nordkraft AS. NEAS havde også underskrevet hensigtserklæringer med Hålogaland Kraft AS og Vesterålskraft AS med henblik på at stifte et regionalt produktionsselskab og en regional energitransportvirksomhed. Tanken var, at disse ændringer skulle få virkning fra 1. januar 2001. For at gøre det muligt for NEAS at gennemføre disse transaktioner med en kombination af egne midler og lånt kapital, var det meningen, at Narvik – NEAS' eneste ejer – skulle tilføre NEAS yderligere kapital.

(25)

På kommunalbestyrelsens møde den 16. december 1999 blev det besluttet, at kommunens ejerskab af NEAS, selskabets kapitalbehov og forvaltningen af koncessionskraft skulle vurderes i fællesskab af et team bestående af borgmesteren, viceborgmesteren, lederen af oppositionen, såvel som kommunaldirektøren, vicekommunaldirektøren og den kommunale indkøbschef (herefter »forhandlingsteamet«).

(26)

NEAS bestilte to rapporter fra Arthur Andersen (herefter »AA«) og Deloitte & Touche (»DT«) for at bestemme værdien af ministeriepriskoncessionskraften. I AA-rapporten anvendes en metode med nettonutidsværdi, men den indeholder ingen detaljeret beskrivelse af de underliggende antagelser. I DT-rapporten anvendes også en metode med nettonutidsværdi, men den går videre end AA-rapporten, idet den indeholder en beskrivelse af de relevante antagelser og beregninger. I DT-rapporten redegøres der eksempelvis detaljeret for, hvordan det ønskede afkast er fastsat på grundlag af Capital Asset Pricing-modellen (herefter »CAPM«), og hvordan de vejede gennemsnitlige kapitalomkostninger beregnes. Analysen indeholder også en detaljeret beskrivelse af beregningen af koncessionsprisen og omfatter en følsomhedsanalyse baseret på gradvise stigninger i både prisen på elektricitet og de vejede gennemsnitlige kapitalomkostninger.

(27)

Narvik bestilte to rapporter fra Danske Securities (herefter »DS1« og »DS2«). I den første rapport, DS1, havde Danske Securities fået i opdrag at vurdere, om kommunen skulle sælge sin ret til koncessionskraft på markedet eller overføre den til NEAS. I DS1 gav Danske Securities på eget initiativ et skøn over værdien af retten til koncessionskraft i en periode på 50 år. Ud over antagelser om den fremtidige udvikling i elpriserne gav Danske Securities kun begrænset information om, hvordan værdien af retten til koncessionskraft var beregnet.

(28)

I DS2 udbad Danske Securities sig oplysninger om forventningerne til udviklingen i priser og omkostninger fra tre markedsoperatører, nemlig CBF kraftmegling AS (herefter »CBF«), Norwegian Energy Brokers AS (herefter »NEB«) og Statkraft SF (herefter »Statkraft«). På grundlag af disse forventninger beregnede Danske Securities en anslået markedsværdi af retten til koncessionskraft. CBF's forventninger resulterede i et skønnet basisscenarium på 127 mio. NOK. NEB’s forventninger resulterede i et skønnet basisscenario på 75 mio. NOK. Da NEB ikke havde inflationskorrigeret sine forventninger til pris- og omkostningsudviklingen, understregede Danske Securities, at den ikke fandt NEB's forventninger troværdige. Statkrafts forventninger lå inden for intervallet 115-140 mio. NOK. På grundlag af disse tre værdiansættelser konkluderede Danske Securities, at den skønnede nettonutidsværdi af retten til koncessionskraft lå på 100-140 mio. NOK.

(29)

De fire rapporter opsummeres i nedenstående tabel. I det følgende refereres der, når disse rapporter ses under ét, til »de fire rapporter«.

(30)

Foruden den eksterne rådgivning udfærdigede indkøbschefen i Narvik kommune sine egne vurderinger.

(31)

I den første vurdering, der blev forelagt forretningsudvalget i oktober 1999, konkluderede han, at den samlede risiko for kommunen var høj ved langtidskontrakter defineret som kontrakter med en løbetid på mellem 10 og 40 år.

(32)

Den anden vurdering, der blev forelagt forhandlingsteamet den 16. marts 2000, indeholdt en gennemgang af forskellige muligheder for forvaltning af koncessionskraften. På dette tidspunkt havde forhandlingsteamet imidlertid indskrænket hans mandat til udelukkende at vurdere risikoen, tiden frem til afregning, de skattemæssige konsekvenser og profitmaksimering for tre scenarier (der alle involverede Narviks overførsel af rettigheder til NEAS for en periode på 50 år og nedsættelse af Narviks ejerandel i NEAS). Til trods herfor fokuserede indkøbschefen i sin anden vurdering stadig på betydningen af kontraktens længde. Hans vurdering af marginalværdien af retten til koncessionskraft over tid var, at »... en særlig langvarig kontrakt på f.eks. 50 år medfører en meget beskeden merværdi for os som sælgere i forhold til en kontrakt af kortere varighed (f.eks. på 20 år til en værdi af 83 mio. NOK)«.

(33)

Efter interne drøftelser om fordele og ulemper ved en langfristet kontrakt afgav forhandlingsteamet sin indstilling til kommunalbestyrelsen, hvori den anbefalede en kontrakt med en varighed på 50,5 år, idet det var hensigtsmæssigt for at mindske kommunens risiko og for at etablere en langsigtet planlægningshorisont.

(34)

NEAS havde kun haft til hensigt at købe 116,3 GWh ministeriepriskoncessionskraft. Under forhandlingerne med selskabet insisterede Narvik imidlertid på, at kommunens rettigheder til koncessionskraft blev købt i fuld udstrækning, og at de 11,7 GWh kostpriskoncessionskraft derfor skulle kobles sammen med ministeriepriskoncessionskraften.

(35)

I maj 2000 blev parterne endelig enige om at lade den samlede 128 GWh koncessionskraft være omfattet af aftalen, og at NEAS skulle betale 120 mio. NOK for ministeriepriskoncessionskraften og 6 mio. NOK for kostpriskoncessionskraften.

(36)

Den 25. maj 2000 traf kommunalbestyrelsen den formelle beslutning om, at kommunen skulle sælge sin årlige ret til 128 GWh koncessionskraft til NEAS i 50,5 år for 126 mio. NOK

(37)

Den 16. oktober 2000 formaliserede Narvik og NEAS aftalen ved at underskrive kontrakten, hvorved Narvik solgte sin ret til koncessionskraft på ovennævnte betingelser. Den indeholdt ingen pristilpasningsmekanisme, og pengene skulle betales forlods i form af et engangsbeløb.

(38)

Den 29. november 2000 underskrev Narvik og NEAS et tillægsaftale, hvorved NEAS i forbindelse med købet af retten til koncessionskraft forpligtede sig til at betale Narvik 60 mio. kontant og de resterende 66 mio. NOK som et apportindskud til NEAS' egenkapital (som på daværende tidspunkt var 100 % ejet af kommunen).

(39)

I 2001 afstod Narvik 49,99 % af sine aktier i NEAS til Vesterålskraft AS og Hålogalandskraft AS.

(40)

De norske myndigheder er af den opfattelse, at kontrakten med NEAS blev indgået på markedsvilkår. De har først fremhævet, at aftalen blev indgået, fordi Narviks finanser var under pres, og kommunen havde behov for likvid kapital. De har dernæst anført, at en rekapitalisering af NEAS var nødvendig for at omdanne selskabet til et større regionalt selskab. Endelig havde kommunen på tidspunktet for indgåelsen af kontrakten solgt koncessionskraft med tab, fordi koncessionskraftprisen var højere end den pris, der kunne opnås på markedet. Som eksempel har kommunen nævnt, at Narvik i perioden fra april 1999 til december 1999 havde tabt 2,3 mio. NOK på salget af koncessionskraft.

(41)

Hvad angår spørgsmålet om den reguleringsmæssige risiko har de norske myndigheder forklaret, at NEAS bærer samtlige risici. De har fremført, at risikoen efter al sandsynlighed vil angå en mindre mængde fremfor en større mængde koncessionskraft, hvilket vil reducere sandsynligheden for støtte.

(42)

De norske myndigheder har anført, at det relevante sammenligningsgrundlag for 50,5 års-aftalen er et permanent salg af et kraftværk, og at de priser, der blev opnået af NEAS, justeret for relevante forskelle, var på linje med prisniveauet for salget af kraftværker i samme periode.

(43)

Med hensyn til prisen ved salg af kraftværker i år 2000 har de norske myndigheder henvist til en såkaldt tidstro gennemgang af elmarkedet i år 2000 foretaget af Pareto (herefter »Pareto-gennemgangen«). Af denne gennemgang fremgår det, at markedspriserne for kraftværker, der blev solgt i år 2000, varierede mellem 1,64 og 1,77 NOK pr. kWh årlig produktionskapacitet. Narviks salg af retten til koncessionskraft svarer ca. til 1,00 NOK pr. kWh årlig produktionskapacitet. Ifølge de norske myndigheder kan forskellen mellem disse tal forklares ved følgende faktorer.

(44)

For det første lå de typiske driftsomkostninger i år 2000 inkl. løbende reinvesteringer (uden afskrivninger) for et nyere kraftværk på ca. 0,05 NOK pr. kWh pr. pr. år (plus indfødningsomkostninger). NEAS' forventede løbende betaling var delt i to, nemlig omkring 0,10 NOK pr. kWh pr. år (plus indfødningsomkostninger) på ministeriepriskoncessionskraft og mellem 0,14 og 0,178 NOK pr. kWh (plus indfødningsomkostninger) pr. år for så vidt angår koncessionskraft fra før 10. april 1959. I år 2000 udgjorde den forventede markedspris ca. 0,12 NOK pr. kWh. År 2000-scenariet ville således føre til en nettofortjeneste på 0,07 NOK pr. kWh for ejeren af et kraftværk sammenlignet med 0,02 NOK pr. kWh på koncessionskraft. På tidspunktet for kontraktens indgåelse blev 2010-prisen anslået til 0,20 NOK. Baseret på dette skøn ville 2010-scenariet føre til en nettofortjeneste på 0,15 NOK pr. kWh for ejeren af et kraftværk sammenlignet med 0,10 NOK pr. kWh for koncessionskraft.

(45)

De norske myndigheder har for det andet anført, at priserne for salget af de fem kraftværker fra Pareto-gennemgangen skal nedsættes med ca. 10-15 %, når der anvendes en kapitaliseringsrate på 4 % for at kompensere for forskellen mellem kapitalisering i ubegrænset tid (kapitaliseringsfaktor 25) og 50 år (kapitaliseringsfaktor 21,48).

(46)

De norske myndigheder har endvidere tilføjet, at de tidlige år har den største indvirkning på beregningen af nettonutidsværdien, og at ejeres tunge reninvesteringsomkostninger typisk opstår på et senere tidspunkt, og derfor har ringe reducerende virkning på beregningen af nettonutidsværdien.

(47)

Henset hertil har de norske myndigheder anført, at der er en tæt sammenhæng mellem salg af kraftværker til ca. 1,64-1,77 NOK pr. kWh årlig produktionskapacitet på den ene side, og lejeindtægter (betaling for adgang til elforsyning i 50,5 år) på ca. 1,00 NOK pr. kWh koncessionskraft på den anden side.

(48)

De norske myndigheder har derfor argumenteret for, at en sammenligning, der korrigerer for disse faktorer, viser, at den NEAS-pris, der blev betalt for koncessionskraften, var sammenlignelig med prisen på kraftværker, der blev solgt i samme periode, og de har tilføjet, at konklusionen vedrørende prisniveauet støttes af DT's rapport og de to DS-rapporter, der gik forud for indgåelsen af koncessionskraftaftalen på 50,5 år.

(49)

Under henvisning til Tilsynsmyndighedens retningslinjer om statsstøtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders salg af jord og bygninger (herefter »SOL«) (16) har de norske myndigheder anført, at en betingelsesløs udbudsprocedure på konkurrencevilkår kun er én af de metoder, der er anerkendt af Tilsynsmyndigheden til at fastsætte markedspriserne ved salg af offentlige aktiver. De norske myndigheder har fremhævet, at i SOL anerkender Tilsynsmyndigheden også, at en støttefri markedspris kan fastslås på grundlag af et skøn fra en uafhængig sagkyndig. De norske myndigheder har bemærket, at DT-rapporten og to DS-rapporter blev afgivet, før kontrakten på 50,5 år blev indgået. I den anden DS-rapport fastsattes værdien på grundlag af »direkte markedsundersøgelser«, som ifølge de norske myndigheder resulterede i en markedstest svarende til en udbudsprocedure. De norske myndigheder har ligeledes bemærket, at den endelige pris lå inden for det øverste niveau af de tre vurderinger.

(50)

De norske myndigheder har endvidere anført, at det var hensigtsmæssigt ikke at indsætte en pristilpasningsklausul, da købsprisen blev betalt som et engangsbeløb og ikke løbende. De norske myndigheder har hævdet, at det henset til det forhold, at købesummen blev erlagt forlods — dels i form af kontanter, dels som apportindskud — svarende til et permanent salg af et kraftværk, ville have været »unaturligt og meget usædvanligt« at indsætte en pristilpasningsmekanisme. De norske myndigheder har endvidere anført, at i kraft af modellen med apportindskud ville en efterfølgende tilpasning formentlig også have været ulovlig, da en sådan ville være i strid med aktieselskabsloven (17).

(51)

En tredjepart, nemlig NEAS (nu Nordkraft), fremsatte bemærkninger til afgørelse 393/11/KOL. NEAS er i det væsentlige enig med de norske myndigheder.

(52)

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Bortset fra de i denne aftale hjemlede undtagelser er støtte, som ydes af EF-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelige med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter.«

(53)

Det følger af denne bestemmelse, at det er en forudsætning for, at der foreligger statsstøtte, at foranstaltningen giver modtageren en økonomisk fordel. I det følgende vurderer Tilsynsmyndigheden spørgsmålet om, hvorvidt der i det konkrete tilfælde er tale om en sådan økonomisk fordel.

(54)

Den Europæiske Unions Domstol har fastslået, at det for at kunne vurdere, om en statslig foranstaltning udgør støtte, er nødvendigt at godtgøre, om den modtagende virksomhed opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsbetingelser (18). For at vurdere om der foreligger en økonomisk fordel, anvender Tilsynsmyndigheden princippet om en (hypotetisk) markedsøkonomisk investor (19).

(55)

Hvis den pågældende transaktion blev gennemført i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, dvs. hvis kommunen solgte retten til koncessionskraft til markedsværdien, og prisen og vilkårene for transaktionen havde været acceptable for en privat investor, der opererer i en markedsøkonomi, ville transaktionen ikke give NEAS en økonomisk fordel og derfor ikke indeholde elementer af statsstøtte. Der kan derimod være tale om statsstøtte, hvis transaktionen skete til markedspris.

(56)

Ved denne vurdering kan Tilsynsmyndigheden ikke erstatte Narviks kommercielle vurdering med sin egen, hvilket indebærer, at kommunen som indehaver af retten til koncessionskraft råder over et vist skøn ved valget af den måde, hvorpå den fungerer under normale konkurrencemæssige forhold.

(57)

Vurderingen af prisen på og vilkårene i kontrakten mellem kommunen og NEAS bør baseres på de oplysninger, der var tilgængelige for Narvik på tidspunktet for kontraktens indgåelse. En grundig forudgående vurdering vil generelt være tilstrækkelig til at udelukke statsstøtte, selv hvis de antagelser, der er anvendt ved vurderingen, senere viser sig at være forkerte.

(58)

I det følgende vil Tilsynsmyndigheden derfor vurdere, om Narvik handlede som en privat markedsøkonomisk investor, da kommunen indgik en aftale om at sælge sin ret til koncessionskraft.

(59)

Tilsynsmyndigheden er opmærksom på den kontekst, hvori transaktionen blev indgået. Tilsynsmyndigheden udleder af de oplysninger, som de norske myndigheder har fremlagt, at kommunen på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, var i en situation, hvor den både havde behov for adgang til likviditet (for at kunne opfylde sine låneforpligtelser) og for adgang til kapital til at indskyde i NEAS. Det bemærkes endvidere, at aktieselskabsloven begrænsede muligheden for at indsætte en pristilpasningsmekanisme i kontrakten, når der foretages et apportindskud. I 1999, dvs. forud for indgåelsen af salgsaftalen i år 2000, havde Narvik desuden haft tab på sit salg af koncessionskraft. Kommunen havde derfor besluttet at sælge sin ret til koncessionskraft i en længere periode, idet den samtidig overholdt sin klare strategi om at maksimere sit afkast på koncessionskraften.

(60)

De norske myndigheder har gjort gældende, at det burde være muligt for Tilsynsmyndigheden at udelukke, at der er tale om en fordel, ved at anvende SOL-principperne i den foreliggende sag. Tilsynsmyndigheden bemærker, at selv om SOL ikke anvendelse på salg af rettigheder til at købe koncessionskraft, foreskriver SOL rent faktisk to metoder, hvorved offentlige myndigheder normalt kan opnå en markedspris for salg af jord og bygninger ejet af det offentlige og dermed sikre, at salget ikke indebærer statsstøtte. Den første metode til at udelukke et støtteelement er salg ved betingelsesløst udbud. Den anden metode har karakter af et salg til en pris, der er fastsat af en uafhængig sagkyndig, hvis vurdering er foretaget i overensstemmelse med generelt accepterede vurderingsstandarder.

(61)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at salget af et aktiv ved betingelsesløst udbud normalt udelukker forekomsten af en fordel. I det mindste inden for rammerne af en reel åben procedure, hvor der er mere end én interesseret part (20). Narvik’s ret til koncessionskraft blev imidlertid ikke solgt ved en betingelsesløs udbudsprocedure.

(62)

På den anden side bestilte Narvik og NEAS hver to vurderinger fra eksterne sagkyndige, jf. betragtning (26) til (29) ovenfor. I hverken DS1-, DS2- eller AA-rapporten redegøres der imidlertid udførligt for, hvilken metode der er anvendt til værdiansættelsen. I mangel af yderligere oplysninger er Tilsynsmyndigheden ikke i stand til at vurdere, om vurderingen af markedsværdien blev foretaget i overensstemmelse med generelt accepterede markedsindikatorer og vurderingsstandarder. Tilsynsmyndigheden er derfor af den opfattelse, at DS1-, DS2- og AA-rapporterne er af begrænset betydning for vurderingen af værdien af retten til koncessionskraft. På den anden side indeholder DT-rapporten en detaljeret redegørelse for de foretagne vurderinger. Resultaterne kan derfor efterprøves og verificeres. Tilsynsmyndigheden finder af denne årsag, at DT-rapporten er den mest troværdige rapport. Tilsynsmyndigheden finder, at den omstændighed, at man i alle fire rapporter når frem til lignende resultater (21), ikke desto mindre styrker DT-rapportens resultater og velsagtens også de tre andre rapporters resultater.

(63)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at selv om en pris, der er fastsat af et uafhængigt vurderingsfirma normalt kan anses for at udelukke, at der foreligger en fordel ved salget af almindelig jord eller bygninger, der nemt kan værdiansættes, fordi de har været genstand for talrige transaktioner, er dette ikke nødvendigvis tilfældet for jord og bygninger, der besidder særlige kvaliteter, eller i situationer, hvor omstændighederne ved salget kan rejse tvivl om, hvorvidt den sagkyndige vurdering afspejler ejendommens faktiske markedsværdi (22).

(64)

Som der redegøres for i det følgende, er energiforsyningskontrakter, der indgås til en fast pris, og for en periode, der overstiger seks år, usædvanlige og ikke almindeligt forekommende. Som følge af manglen på et marked med sammenlignelige priser, og på grund af de svingende elpriser er en sagkyndig vurdering mindre egnet som instrument til at fastsætte markedsprisen for en energiforsyningskontrakt med faste priser og med en løbetid på 50,5 år (23).

(65)

Under alle omstændigheder skal Tilsynsmyndigheden bemærke, at det er den markedsøkonomiske investortest og ikke SOL-testen, der vedrører salg af offentlig jord og bygninger, der skal anvendes til at vurdere, om en energiforsyningskontrakt, der er indgået af en offentlig myndighed, indebærer en fordel, der »begunstiger« en virksomhed. Retten har ganske vist bekræftet, at det generelle markedsinvestorprincip finder anvendelse på langsigtede energiforsyningskontrakter i Budapesti Erőmű Zrt mod Kommissionen -sagen, hvor Retten tilsluttede sig Europa-Kommissionens fremgangsmåde i en sag om langsigtede energiforsyningskonstrakter, som de ungarske myndigheder havde indgået (24).

(66)

I denne sag havde Kommissionen identificeret de vigtigste fremgangsmåder for kommercielle operatører på de europæiske elmarkeder, der var relevante for undersøgelsen, og vurderet, om aftalerne i det foreliggende tilfælde var på linje med disse fremgangsmåder, eller om kontrakterne var indgået på vilkår, som ikke ville have været acceptable for en operatør, der udelukkende handlede på forretningsmæssigt grundlag (25).

(67)

Kommissionen fandt, at der på det europæiske marked sjældent indgås langsigtede energiforsyningskontrakter af en varighed på over seks år (26). Tilsynsmyndighedens oplysninger bekræfter denne konklusion. Der er derfor kun få langsigtede energiforsyningskontrakter – hvis nogen overhovedet – der kan bruges som sammenligningsgrundlag for prisen på elektricitet, der solgt for 50,5 år ud i fremtiden.

(68)

Potentielle købere og sælgere af kraftværker er imidlertid nødsaget til at anlægge langsigtede skøn over fremtidige elpriser. Det er på dette grundlag, at de norske myndigheder har gjort gældende, at salget af Narviks ret til koncessionskraft bør sammenlignes med salg af et vandkraftværk. Til støtte for dette argument har de norske myndigheder tilstillet Tilsynsmyndigheden Pareto-gennemgangen, som indeholder en oversigt over fem vandkraftværker, der blev solgt i Norge i år 2000.

(69)

De norske myndigheder gør gældende, at både ved salg af et vandkraftværk og ved Narviks salg af sin ret til koncessionskraft svarer salgspriserne til NPV af de forventede pengestrømme fra produktionsmængden. Som Narvik og NEAS i den foreliggende sag vil enhver sælger eller køber af et vandkraftværk være nødsaget til at vurdere kraftværkets værdi på grundlag af forventede produktionsindtægter minus forventede omkostninger foruddiskonteret efter en relevant diskonteringssats, så længe den nye ejer kan udnytte den relevante vandkraft.

(70)

De norske myndigheder anfører, at prisen på de fem vandkraftværker i Pareto-rapporten – korrigeret for visse relevante faktorer – kan sammenlignes med den pris, der blev opnået ved salget af Narviks ret til koncessionskraft. I denne forbindelse har Tilsynsmyndigheden noteret sig de korrektionsfaktorer, som de norske myndigheder har nævnt, jf. kapitel I.11 ovenfor.

(71)

For de fem vandkraftværker lå salgsprisen pr. kWh produktionskapacitet mellem 1,66 NOK og 1,74 NOK. Et permanent salg af et aktiv vil øge aktivets nettonutidsværdi sammenlignet med et salg af retten til at købe koncessionskraft i 50,5 år, idet aktivet forventes at få et positivt cash flow efter 50,5 år. De norske myndigheder er gået ud fra en kapitaliseringsprocent på 4, hvilket indebærer en nedjustering af salgsprisen med ca. 10-15 % med henblik på at sammenligne et permanent salg med det tidsbegrænsede salg af koncessionskraft (27).

(72)

Den anden forskel mellem et permanent salg og et salg af retten til at købe koncessionskraft i 50,5 år vedrører det omkostningsgrundlag, der skal bruges i nettonutidsværdimodellen — samlede produktionsomkostninger overfor koncessionsprisen. De norske myndigheder har anført, at de typiske driftsomkostninger, herunder reinvestering til brug for et nyere kraftværk, var på ca. 0,05 NOK pr. kWh, mens ministerieprisen på daværende tidspunkt var ca. 0,10 NOK pr. kWh.

(73)

Med henblik på at vurdere, om priserne for kraftværkerne udgør egnede indikatorer for markedsprisen for koncessionskraft, er det nødvendigt at gennemgå hvert element af argumentet mere detaljeret. Tilsynsmyndighedens vurdering er baseret på oplysninger fra de norske myndigheder og anden offentlig tilgængelig information.

(74)

I den følgende analyse benyttes nominelle tal ved alle beregninger (28).

(75)

For de fem vandkraftværker, der er nævnt i Pareto-gennemgangen, lå salgsprisen pr. kWh produktionskapacitet mellem 1,66 og 1,74 NOK. I en rapport fra den økonomiske konsulentvirksomhed ECON Pöyry, der indeholder en gennemgang af salget af kraftværker mellem 1996 og 2005, synes den gennemsnitlige transaktionsværdi i år 2000 at være noget højere, idet den anslås til ca. 1,85 NOK. Ifølge samme rapport blev der opnået nogenlunde samme priser i 1999. Det prisinterval, der skal sammenlignes med, synes derfor at være en smule højere end det, der fremgår af Pareto-gennemgangen. Da der i ECON-rapporten opereres med en højere gennemsnitlig transaktionsværdi end i Pareto-gennemgangen, vil Tilsynsmyndigheden anvende et interval på 1,70 NOK til 1,80 NOK i den efterfølgende analyse.

(76)

Den anden faktor, der skal tages hensyn til, er, hvordan man skal tilpasse prisniveauerne for et permanent salg til et tidsbegrænset salg over 50,5 år. De norske myndigheder har anført, at den rette tilpasningsfaktor er på 10-15 % baseret på en kapitaliseringsprocent på 4. Tilsynsmyndigheden finder, at valget af kapitaliseringsprocent er snævert knyttet til valget af diskonteringssats i nettonutidsværdimodellen. Den nominelle diskonteringssats efter skat, der blev anvendt i DT-rapporten, var på 6,8 %, mens der i AA-rapporten blev anvendt en sats på 7 %. Det skal også bemærkes, at NVE har benyttet en sats på 6,5 % ved vurderingen af nye vandkraftværkprojekter (29). I kostprisberegningsmodellen anvendes en sats på 6 % (30). Tilsynsmyndigheden er på grundlag af ovenstående af den opfattelse, at den rette diskonteringssats og dermed den rette kapitaliseringssats, der skal anvendes ved sammenligningen mellem et permanent salg og et tidsbegrænset salg, ligger på 6-7 % nominelt efter skat. På dette grundlag er den rette tilpasning af værdien af et permanent salg til et salg over 50,5 år ikke 10-15 % som hævdet af de norske myndigheder, men snarere 4-5 %.

(77)

Den tredje faktor, der skal tages i betragtning, er den forventede fremtidige markedspris på elektricitet. Som forklaret ovenfor er det vanskeligt at udarbejde prognoser over fremtidige elpriser i 50 år eller længere. I de vurderingsrapporter, der er beskrevet ovenfor, navnlig i AA-rapporten og DD-rapporten, forventedes markedsprisen for elektricitet at stige støt i en periode på 10-20 år, hvorefter priserne forventedes at være konstante i reelle tal (dvs. kun stigninger i takt med den forventede inflation) (31). Det vil sige, at der på daværende tidspunkt på markedet var enighed om, at de fremtidige elpriser på lang sigt ville forblive uændrede i reelle tal og ikke fortsat ville stige (32). Tilsynsmyndigheden antager, at den samme usikkerhed om de fremtidige elpriser gjaldt for alle markedsaktører, også for dem, der købte eller solgte kraftværker i samme periode som den, hvor salget af retten til koncessionskraft blev solgt. Der er ingen grund til at antage, at de forskellige markedsdeltagere har adgang til meget forskellige oplysninger om forventningerne til markedsprisen.

(78)

Med hensyn til omkostningerne refererer den sammenligning, som de norske myndigheder har fremlagt, til et scenario, hvor der er en forskel i udgående pengestrømme pr. kWh mellem et permanent salg og et salg af koncessionskraft på 0,05 NOK, der skyldes en forventet koncessionspris på ca. 0,10 NOK og driftsomkostninger, herunder til reinvestering, på ca. 0,05 NOK.

(79)

Hvad angår ministerieprisen for koncessionskraft forventede de konsulenter, der rådgav Narvik og NEAS, at priserne ville forblive relativt konstante i reale tal, forstået således at man hverken forventede væsentlige effektivitetsgevinster eller stor volatilitet i omkostningsgrundlaget. I princippet forventedes ministerieprisen for koncessionskraft at stige med inflationen (33). På grundlag af de foreliggende oplysninger er Tilsynsmyndigheden af den opfattelse, at en fornuftig investor ville have haft samme forventning, og lægger derfor til grund, at der ikke ville være nogen større ændringer af prisen på kostpriskoncessionskraft i den videre analyse. Disse omkostninger udgør de relevante udgående pengestrømme ved beregning af værdien af koncessionskraften (34).

(80)

Da en række variabler kan påvirke niveauet for kontantbetalinger over tid, må tallet på 0,05 NOK, der kombinerer drifts- og reinvesteringsomkostninger, vurderes på grundlag af dens forskellige bestanddele.

(81)

For det første er det klart, at et kraftværk har et vist niveau af generelle drifts- og vedligeholdelsesomkostninger. Det antages, at drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne for et vandkraftværk generelt er forholdsvis lave og konstante og ligger mellem 0,02 og 0,05 NOK pr. kWh (35). Dette understøttes af de omkostningsdata, der anvendes til at fastsætte ministerieprisen. I år 2000 lå kompensationen for drifts- og vedligeholdelsesomkostninger ifølge denne model på 0,267 NOK pr. kWh.

(82)

Også andre pengestrømme ud af virksomheden er relevante for beregningen af nettonutidsværdien. I ministeriets prisberegning fra år 2000 blev der kompenseret for afgifter med 0,021 NOK. De faktiske afgifter, der pålægges et givet kraftværk, afhænger naturligvis af værkets overskud, men eftersom ministerieprisen antages at være repræsentativ for de gennemsnitlige omkostninger ved et typisk kraftværk i Norge, forekommer det rimeligt at lægge en afgift på ca. 0,02 NOK pr. kWh til grund.

(83)

Den sidste del af de udgående pengestrømme i nettonutidsværdi udgøres af reinvesteringsomkostninger, som er stærkt afhængige af kraftværkets tidsplan og behov for reinvesteringer. Tilsynsmyndigheden er bekendt med, at et vandkraftværks økonomiske levetid af regnskabsmæssige årsager fastsættes til 40 år (36), men at den faktiske levetid kan være længere. Niveauet for reinvestering er i mange tilfælde højt, og tidsplanen for kontantbetalinger er derfor, som hævdet af de norske myndigheder, af stor betydning for beregningerne af nettonutidsværdien. Hvis reinvesteringen finder sted i begyndelsen af beregningsperioden, er nettonutidsværdien betydeligt større, end hvis disse reinvesteringer finder sted senere i beregningsperioden. De norske myndigheder har imidlertid ikke givet Tilsynsmyndigheden de oplysninger om geninvesteringsbehovet for vandkraftværker solgt i 1999 og 2000, som de har lagt til grund for deres sammenligning. Tilsynsmyndigheden bemærker, at disse oplysninger formentlig ikke er let tilgængelige eller kun vanskeligt kan fremskaffes på grund af deres alder og antageligt følsomme karakter.

(84)

Med hensyn til tilpasningen af priserne for de omhandlede vandkraftværker til de to ovennævnte forskelle, dvs. tidsrummet og omkostningsgrundlaget, har de norske myndigheder anført, at prisintervallet på 1,66-1,74 NOK pr. kWh kan sammenlignes med den opnåede pris for koncessionskraft på ca. 1,00 NOK pr. kWh (37). Som forklaret ovenfor tyder Tilsynsmyndighedens oplysninger på, at den gennemsnitlige transaktionsværdi for 1999 og 2000 var noget højere end dette interval (ca. 1,85 NOK). Tilsynsmyndigheden vil derfor sammenligne et prisinterval på 1,70-1,80 pr. kWh med den pris på 1,00 NOK, som Narvik opnåede.

(85)

Den første tilpasning vil være at gøre de faste salgspriser sammenlignelige med en kontrakt på 50,5 år. Tilsynsmyndigheden har anvendt en kapitaliseringssats på 6 %, som reducerer den permanente salgsværdi med ca. 5,5 %. Det sammenlignelige interval af priser opnået ved salg af kraftværker ligger derfor på 1,61-1,70 NOK. Forskellen i nettopengestrømme på 0,61-0,70 NOK pr. kWh mellem koncessionskraftpriser og et kraftværks driftsomkostninger må kunne forklare forskellen for at opfylde den markedsøkonomiske investortest og udelukke støtte.

(86)

De samlede driftsomkostninger antages som nævnt ovenfor at ligge mellem 0,02 og 0,05 NOK pr. kWh plus skønsmæssigt 0,02 NOK pr. kWh i afgifter, hvilket svarer til 0,04-0,07 NOK pr. kWh. Desuden skal der tages hensyn til reinvesteringer, hvis finansielle virkning afhænger af tidspunkt og omfang, og som derfor er vanskelige at kvantificere.

(87)

Under hensyntagen hertil har Tilsynsmyndigheden foretaget en følsomhedsanalyse af salget af de 128 GWh (38) koncessionskraft over en periode på 50,5 år. Tilsynsmyndigheden har undersøgt forskellige kombinationer af omkostnings- og diskonteringssatser med nominelle diskonteringssatser efter skat fra 5,5 % til 7,5 % og samlede driftsomkostninger mellem 0,05 og 0,09 NOK pr. kWh, jf. tabellen nedenfor.