Den Europæiske Unions L 130/2014

1.5.2014

Den Europæiske Unions Tidende

L 130/1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/41/EU

af 3. april 2014

om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 82, stk. 1, litra a),

under henvisning til initiativ fra Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Republikken Estland, Kongeriget Spanien, Republikken Østrig, Republikken Slovenien og Kongeriget Sverige,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Den Europæiske Union har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2)

I henhold til artikel 82, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal det retlige samarbejde i straffesager i Unionen bygge på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, der siden Det Europæiske Råds møde den 15.-16. oktober 1999 i Tammerfors almindeligvis er blevet betegnet som en hovedhjørnesten i det retlige samarbejde i straffesager i Unionen.

(3)

Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA (2) omhandler behovet for umiddelbar gensidig anerkendelse af kendelser for at forhindre destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af bevismateriale. Da dette instrument imidlertid er begrænset til indefrysningsfasen, skal indefrysningskendelsen ledsages af en separat anmodning om overførsel af bevismaterialet til den stat, der udsteder ordren (»udstedelsesstaten«), i overensstemmelse med de regler, der gælder for gensidig retshjælp i straffesager. Dette fører til en totrinsprocedure, der er skadelig for effektiviteten. Desuden sameksisterer denne ordning med de traditionelle samarbejdsinstrumenter og bruges derfor sjældent i praksis af de kompetente myndigheder.

(4)

Rådets rammeafgørelse 2008/978/RIA (3) vedrørende den europæiske bevissikringskendelse blev vedtaget for at anvende princippet om gensidig anerkendelse med henblik på fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager. Den europæiske bevissikringskendelse finder imidlertid kun anvendelse på bevismateriale, der allerede findes, og dækker derfor et begrænset spektrum af strafferetligt samarbejde for så vidt angår bevismateriale. På grund af dens begrænsede anvendelsesområde har kompetente myndigheder frit kunnet anvende den nye ordning eller anvende procedurerne for gensidig retshjælp, der under alle omstændigheder stadig kan finde anvendelse på bevismateriale, der ligger uden for den europæiske bevissikringskendelses anvendelsesområde.

(5)	Siden vedtagelsen af rammeafgørelse 2003/577/RIA og 2008/978/RIA er det blevet klart, at den nuværende ramme for indsamling af bevismateriale er for fragmenteret og kompliceret. Der er derfor behov for en ny tilgang.

(6)

I Stockholmprogrammet vedtaget af Det Europæiske Råd af 10.-11. december 2009 fandt Det Europæiske Råd, at der bør arbejdes videre med oprettelsen af et omfattende system til fremskaffelse af bevismateriale i sager med en grænseoverskridende dimension baseret på princippet om gensidig anerkendelse. Det Europæiske Råd anførte, at de eksisterende instrumenter på dette område er fragmenterede, og at der er behov for en ny tilgang, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse, men som også tager hensyn til fleksibiliteten i det traditionelle system for gensidig retshjælp. Det Europæiske Råd efterlyste derfor et samlet system til erstatning for alle eksisterende instrumenter på dette område, herunder rammeafgørelse 2008/978/RIA, der så vidt muligt omfatter alle former for bevismateriale, indeholder frister for håndhævelse og så vidt muligt begrænser grundene til afslag.

(7)

Denne nye tilgang bygger på et enkelt instrument kaldet den europæiske efterforskningskendelse. En europæisk efterforskningskendelse skal udstedes for at få en eller flere specifikke efterforskningsforanstaltninger udført i den stat, der fuldbyrder efterforskningskendelsen (»fuldbyrdelsesstaten«) med henblik på indsamling af bevismateriale. Dette omfatter fremskaffelse af bevismateriale, der allerede er i fuldbyrdelsesmyndighedens besiddelse.

(8)

Den europæiske efterforskningskendelse bør have et horisontalt anvendelsesområde og bør derfor finde anvendelse på alle efterforskningsforanstaltninger, der tager sigte på at indsamle bevismateriale. Oprettelsen af et fælles efterforskningshold og indsamling af bevismateriale inden for et sådant efterforskningshold kræver imidlertid specifikke regler, der bedre kan behandles separat. Med forbehold af anvendelsen af dette direktiv bør eksisterende instrumenter derfor fortsat finde anvendelse på disse typer efterforskningsforanstaltninger.

(9)	Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på grænseoverskridende observationer som nævnt i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (4).

(10)

Den europæiske efterforskningskendelse bør fokusere på den efterforskningsforanstaltning, der skal udføres. Udstedelsesmyndigheden har de bedste forudsætninger for på grundlag af sit kendskab til detaljerne i den pågældende efterforskning at beslutte, hvilken efterforskningsforanstaltning der skal anvendes. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør dog så vidt muligt anvende en anden type efterforskningsforanstaltning, hvis den anførte foranstaltning ikke eksisterer i henhold til dens nationale lovgivning eller ikke ville være tilgængelig i en tilsvarende national sag. Tilgængelighed bør henvise til tilfælde, hvor den anførte efterforskningsforanstaltning eksisterer i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning, men kun er lovligt tilgængelig i visse situationer, for eksempel når efterforskningsforanstaltningen kun kan udføres ved lovovertrædelser af en vis grovhed, mod personer, til hvem der allerede er en vis grad af mistanke, eller med samtykke fra den pågældende person. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan også benytte sig af en anden type efterforskningsforanstaltning, når den ville opnå samme resultat som den efterforskningsforanstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse med midler, der medfører mindre indgriben i grundlæggende rettigheder.

(11)

En europæisk efterforskningskendelse bør vælges, hvis fuldbyrdelsen af en efterforskningsforanstaltning forekommer at være rimelig, tilstrækkelig og anvendelig i det foreliggende tilfælde. Udstedelsesmyndigheden bør derfor vurdere, om det ønskede bevismateriale er nødvendigt og rimeligt i forhold til sagens formål, om den valgte efterforskningsforanstaltning er nødvendig og rimelig med henblik på indsamling af det pågældende bevismateriale, og om en europæisk efterforskningskendelse bør udstedes med henblik på at inddrage en anden medlemsstat i indsamlingen af dette bevismateriale. Samme vurdering bør foretages i godkendelsesproceduren, når godkendelse af en europæisk efterforskningskendelse er påkrævet i henhold til dette direktiv. Fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse bør ikke afslås af andre grunde end dem, der er fastsat i dette direktiv. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør dog have ret til at vælge en mindre indgribende efterforskningsforanstaltning end den, der er angivet i den pågældende europæiske efterforskningskendelse, hvis den gør det muligt at opnå lignende resultater.

(12)

Når de udsteder en europæisk efterforskningskendelse, bør udstedelsesmyndigheden lægge særlig vægt på at sikre fuld respekt for de rettigheder, der er fastlagt i artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret). Uskyldsformodningen og retten til et forsvar i straffesager er en grundpille i de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i chartret på det strafferetlige område. Enhver begrænsning af sådanne rettigheder ved en efterforskningsforanstaltning, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv, bør fuldt ud passe til de krav, der er fastlagt i artikel 52 i chartret med hensyn til nødvendighed, proportionalitet og mål, som den bør stræbe efter, navnlig beskyttelsen af andres rettigheder og friheder.

(13)

For at sikre fremsendelse af den europæiske efterforskningskendelse til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan udstedelsesmyndigheden gøre brug af alle de mulige eller relevante fremsendelsesmidler, f.eks. det sikre telekommunikationssystem, der anvendes af det europæiske retlige netværk, Eurojust eller andre kanaler, der anvendes af judicielle eller retshåndhævende myndigheder.

(14)	Når medlemsstaterne afgiver en erklæring om sprogordningen, opfordres de til foruden deres officielle sprog at medtage mindst ét sprog, der er almindeligt anvendt i Unionen.

(15)	Dette direktiv bør gennemføres under hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU (5), 2012/13/EU (6) og 2013/48/EU (7), der vedrører processuelle rettigheder i straffesager.

(16)	Ikkeindgribende foranstaltninger kunne f.eks. være sådanne foranstaltninger, der ikke krænker retten til privatlivets fred eller ejendomsretten, afhængigt af den nationale ret.

(17)

Ne bis in idem-princippet er et grundlæggende retsprincip i Unionen som anerkendt i chartret og udviklet i EU-Domstolens retspraksis. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør derfor kunne afslå at fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, hvis fuldbyrdelsen ville stride mod dette princip. Da den sagsbehandling, der ligger til grund for en europæisk efterforskningskendelse, har foreløbig karakter, bør dens fuldbyrdelse ikke kunne afslås, når den tager sigte på at fastslå, hvorvidt der foreligger en eventuel konflikt med ne bis in idem-princippet, eller når udstedelsesmyndigheden har forsikret, at bevismateriale, der er overført som følge af fuldbyrdelsen af efterforskningskendelsen, ikke vil blive anvendt til at retsforfølge eller straffe en person, med hensyn til hvilken der er afsagt endelig dom for de samme forhold i en anden medlemsstat.

(18)

I lighed med andre instrumenter vedrørende gensidig anerkendelse medfører dette direktiv ikke en ændring af pligten til at overholde de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende retsprincipper som fastsat i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og i chartret. For at gøre dette tydeligt indsættes der en specifik bestemmelse i teksten.

(19)

Oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Unionen er baseret på gensidig tillid og en formodning om alle medlemsstaters overholdelse af EU-retten, navnlig de grundlæggende rettigheder. Denne formodning er dog afviselig. Hvis der er vægtige grunde til at tro, at gennemførelsen af en efterforskningsforanstaltning, der er anført i en europæisk efterforskningskendelse, ville medføre krænkelse af en grundlæggende ret, og at fuldbyrdelsesmedlemsstaten ville tilsidesætte sine pligter vedrørende beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der anerkendes i chartret, bør fuldbyrdelsen af kendelsen afslås.

(20)

Det bør være muligt at afvise en europæisk efterforskningskendelse, når dens anerkendelse eller fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten ville indebære en krænkelse af en immunitet eller et privilegium i denne stat. Der findes ikke nogen fælles definition af, hvad der udgør en immunitet eller et privilegium i EU-retten, og den præcise definition af disse begreber er derfor overladt til national lovgivning, hvor den kan omfatte former for beskyttelse, der finder anvendelse på læge- og advokaterhvervet, men ikke bør tolkes på en måde, der er i modstrid med forpligtelsen til at ophæve visse grunde til afvisning som fastlagt i protokollen til konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (8). Sådanne grunde kan også omfatte regler vedrørende pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier, selv om de ikke nødvendigvis betragtes som privilegier eller immuniteter.

(21)

Tidsfrister er nødvendige for at sikre et hurtigt, effektivt og konsekvent samarbejde mellem medlemsstaterne i straffesager. En afgørelse om anerkendelse eller fuldbyrdelse og den faktiske fuldbyrdelse af en efterforskningsforanstaltning bør træffes med samme hurtighed og prioritet som i en lignende national sag. Der bør sættes tidsfrister for at sikre en afgørelse eller fuldbyrdelse inden for en rimelig frist eller for at opfylde procedurekrav i udstedelsesstaten.

(22)

De retsmidler, der er til rådighed mod en europæisk efterforskningskendelse, bør i det mindste svare til dem, der er til rådighed i en national sag mod den pågældende efterforskningsforanstaltning. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres nationale lovgivning sikre anvendeligheden af disse retsmidler, bl.a. ved i god tid at informere alle interesserede parter om mulighederne og måderne at søge disse retsmidler på. I tilfælde, hvor indvendinger imod en efterforskningskendelse indgives af en berørt part i fuldbyrdelsesstaten med hensyn til de vægtige grunde til at udstede efterforskningskendelsen, er det tilrådeligt, at oplysninger om en anfægtelse fremsendes til udstedelsesmyndigheden, og at den berørte part underrettes herom.

(23)

Udgifter, der opstår på fuldbyrdelsesstatens område i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse, afholdes udelukkende af denne stat i overensstemmelse med det almindelige princip om gensidig anerkendelse. Fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse kan imidlertid medføre ekstraordinært høje omkostninger for fuldbyrdelsesstaten. Sådanne ekstraordinært høje omkostninger kan for eksempel være komplekse ekspertudtalelser eller omfattende politiaktioner eller overvågningsaktiviteter over en lang periode. Dette bør ikke hæmme fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse, og udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndighederne bør søge at fastslå, hvilke omkostninger der kan anses for at være ekstraordinært høje. Omkostningsspørgsmålet kan gøres til genstand for høringer mellem udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten, og det anbefales, at dette spørgsmål løses i høringsfasen. Som en sidste udvej kan udstedelsesmyndigheden beslutte at trække den europæiske efterforskningskendelse tilbage eller at opretholde den, og den del af omkostningerne, som fuldbyrdelsesstaten anser for at være både ekstraordinært høje og absolut nødvendige i forbindelse med en sag, bør dækkes af udstedelsesstaten. Den givne mekanisme bør ikke udgøre en yderligere grund til afslag og bør under ingen omstændigheder misbruges på en sådan måde at fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse forsinkes eller hindres.

(24)

Den europæiske efterforskningskendelse fastsætter en enkelt ordning for bevisoptagelse. Supplerende regler er dog nødvendige for visse typer efterforskningsforanstaltninger, der bør anføres i den europæiske efterforskningskendelse som f.eks. midlertidig overførsel af frihedsberøvede personer, afhøring ved hjælp af video- eller telefonkonference, indhentning af oplysninger vedrørende bankkonti eller banktransaktioner, kontrollerede leverancer eller diskrete undersøgelser. Efterforskningsforanstaltninger, der medfører indsamling af bevismateriale i realtid, løbende og over en vis periode, bør være omfattet af den europæiske efterforskningskendelse, men praktiske ordninger bør, når det er nødvendigt, aftales mellem udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten for at tage højde for forskellene mellem den nationale lovgivning i disse stater.

(25)

Dette direktiv indeholder regler om udførelsen af en efterforskningsforanstaltning på alle trin i en straffesag, herunder selve retssagen, om nødvendigt med deltagelse af den pågældende med henblik på indsamling af bevismateriale. En europæisk efterforskningskendelse kan f.eks. udstedes med henblik på midlertidig overførsel af den pågældende til udstedelsesstaten eller på gennemførelse af en afhøring via videokonference. Hvis den pågældende imidlertid skal overføres til en anden medlemsstat til strafferetlig forfølgelse, herunder indbringelse for retten med henblik på en retssag, bør der udstedes en europæisk arrestordre i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA (9).

(26)

Med henblik på en forholdsmæssigt afpasset anvendelse af en europæisk arrestordre bør udstedelsesmyndigheden overveje, om en europæisk efterforskningskendelse vil være et effektivt og forholdsmæssigt middel i en straffesag. Udstedelsesmyndigheden bør især overveje, om udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at afhøre en mistænkt eller tiltalt via videokonference kunne være et effektivt alternativ.

(27)

En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes for at fremskaffe bevismateriale om konti, uanset arten, som den person, der er genstand for en straffesag, måtte have i en bank eller anden finansiel institution. Denne mulighed skal forstås bredt som omfattende ikke kun mistænkte eller tiltalte, men også enhver anden person, om hvem de kompetente myndigheder under straffesagen finder sådanne oplysninger påkrævede.

(28)	Når der i dette direktiv henvises til finansielle institutioner, bør dette udtryk forstås i overensstemmelse med den relevante definition i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF (10).

(29)

Når der udstedes en europæisk efterforskningskendelse for at få »oplysninger« om en nærmere angivet konto, bør »oplysninger« defineres som omfattende mindst kontoindehaverens navn og adresse, enkeltheder om enhver fuldmagt til kontoen samt alle andre enkeltheder eller dokumenter, som kontoindehaveren fremlagde, da kontoen blev åbnet, og som banken stadig er i besiddelse af.

(30)

Mulighederne for samarbejde i henhold til dette direktiv om aflytning af telekommunikation bør ikke begrænses til telekommunikationens indhold, men også omfatte indsamling af trafik- og lokaliseringsdata i tilknytning til sådan telekommunikation for således at give de kompetente myndigheder mulighed for at udstede en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at indhente mindre indgribende oplysninger om telekommunikation. En europæisk efterforskningskendelse, der udstedes med henblik på at indhente historiske trafik- og lokaliseringsdata vedrørende telekommunikation, bør behandles i henhold til den generelle ordning, der finder anvendelse på fuldbyrdelse af den europæiske efterforskningskendelse og kan afhængigt af fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes som en indgribende efterforskningsforanstaltning.

(31)

Hvis flere medlemsstater kan yde den nødvendige tekniske assistance, bør den europæiske efterforskningskendelse kun sendes til en af dem, og den medlemsstat, hvor den pågældende person befinder sig, bør prioriteres højest. De medlemsstater, hvor den person, der er genstand for aflytningen, befinder sig, og hvis tekniske assistance ikke er nødvendig for at udføre aflytningen, bør underrettes derom i overensstemmelse med dette direktiv. Modtages der derimod teknisk assistance fra mere end én medlemsstat, kan der sendes en europæisk efterforskningskendelse til mere end én fuldbyrdelsesstat.

(32)

I en europæisk efterforskningskendelse, der indeholder en anmodning om aflytning af telekommunikation, bør udstedelsesmyndigheden give fuldbyrdelsesmyndigheden fyldestgørende oplysninger, såsom de nærmere omstændigheder om den igangværende strafferetlige efterforskning, således at fuldbyrdelsesmyndigheden kan vurdere, om denne efterforskningsforanstaltning ville være tilladt i en tilsvarende national sag.

(33)

Medlemsstaterne bør tage hensyn til vigtigheden af at sikre, at teknisk assistance kan ydes af en tjenesteudbyder, der driver offentligt tilgængelige telekommunikationsnet og -tjenester på den pågældende medlemsstats område, for at lette samarbejdet om dette instrument i forbindelse med lovlig aflytning af telekommunikation.

(34)

Dette direktiv omhandler på grund af sit anvendelsesområde kun foreløbige foranstaltninger med henblik på indsamling af bevismateriale. Det skal i den forbindelse understreges, at enhver genstand, herunder finansielle aktiver, kan være genstand for flere foreløbige foranstaltninger under en straffesag, ikke blot med henblik på indsamling af bevismateriale, men også med henblik på konfiskation. Det er ikke altid let at skelne mellem de to formål med en foreløbig foranstaltning, og formålet med den foreløbige foranstaltning kan ændre sig under sagens forløb. Det er derfor afgørende, at der bibeholdes et velfungerende forhold mellem de forskellige instrumenter, der finder anvendelse på dette område. Af samme grund bør vurderingen af, om en genstand skal anvendes som bevismateriale og derfor være genstand for en europæisk efterforskningskendelse, endvidere overlades til udstedelsesmyndigheden.

(35)	Når der henvises til gensidig retshjælp i relevante internationale instrumenter som f.eks. konventioner, der er indgået inden for Europarådet, er det underforstået, at dette direktiv har forrang frem for disse konventioner mellem de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv.

(36)	De kategorier af lovovertrædelser, der er opført på listen i bilag D, bør fortolkes i overensstemmelse med fortolkningen i gældende retlige instrumenter om gensidig anerkendelse.

(37)

I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (11) har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. Med hensyn til dette direktiv finder Europa-Parlamentet og Rådet, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er begrundet.

(38)

Målet for dette direktiv, nemlig gensidig anerkendelse af afgørelser truffet for at fremskaffe bevismateriale, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(39)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er fastsat i artikel 6 i TEU og i chartret, navnlig afsnit VI, i international lovgivning og internationale aftaler, som Unionen eller alle medlemsstaterne er parter i, herunder den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og i medlemsstaternes forfatninger på deres respektive anvendelsesområder. Intet i dette direktiv må fortolkes som et forbud mod at afslå at fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, hvis der er objektive grunde til at formode, at den europæiske efterforskningskendelse er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race eller etniske baggrund, religion, seksuelle orientering, nationalitet, sprog eller politiske overbevisning, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde.

(40)	Beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger er en grundlæggende rettighed. I overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i chartret og artikel 16, stk. 1, i TEUF har enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger om dem selv.

(41)	Medlemsstaterne bør ved anvendelsen af dette direktiv foreskrive gennemsigtige politikker med hensyn til behandling af personoplysninger og sikre personers adgang til retsmidler til beskyttelse af deres personoplysninger.

(42)

Personoplysninger, der tilvejebringes i henhold til dette direktiv, bør kun behandles, når det er nødvendigt og bør stå i et rimeligt forhold til formål, der er forenelige med forebyggelse, efterforskning, opdagelse eller retsforfølgelse af kriminalitet eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner samt udøvelse af retten til et forsvar. Kun autoriserede personer bør have adgang til oplysninger, der indeholder personoplysninger, der kan opnås gennem kontrolprocesser.

(43)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Det Forenede Kongerige givet meddelelse om, at det ønsker at deltage i vedtagelsen af dette direktiv.

(44)

I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af protokollens artikel 4 deltager Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(45)	I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(46)	Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 5. oktober 2010 (12) en udtalelse på grundlag af artikel 41, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (13) —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

DEN EUROPÆISKE EFTERFORSKNINGSKENDELSE

Artikel 1

Pligten til at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse

1. En europæisk efterforskningskendelse er en retsafgørelse, som er udstedt eller godkendt af en judiciel myndighed i en medlemsstat (»udstedelsesstaten«) for at få en eller flere specifikke efterforskningsforanstaltninger udført i en anden medlemsstat (»fuldbyrdelsesstaten«) med henblik på at bevismateriale i overensstemmelse med dette direktiv.

Den europæiske efterforskningskendelse kan også udstedes for at fremskaffe bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af.

2. Medlemsstaterne fuldbyrder en europæisk efterforskningskendelse på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med dette direktiv.

3. En mistænkt eller tiltalt eller en advokat på hans vegne kan anmode om udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse inden for rammerne af retten til et forsvar i overensstemmelse med national strafferetspleje.

4. Dette direktiv indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper som fastsat i artikel 6 i TEU, herunder retten til et forsvar for personer, der er anklaget i en straffesag, og eventuelle forpligtelser, der påhviler de judicielle myndigheder i denne henseende, berøres ikke.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)	»udstedelsesstat«: den medlemsstat, hvori den europæiske efterforskningskendelse udstedes

b)	»fuldbyrdelsesstat«: den medlemsstat, der fuldbyrder den europæiske efterforskningskendelse, i henhold til hvilken efterforskningsforanstaltningen skal udføres

»udstedelsesmyndighed«:

i)	en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager, der er kompetent i den pågældende sag, eller

ii)

enhver anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten, der i den pågældende sag handler i sin egenskab af efterforskningsmyndighed i straffesager med kompetence til at indsamle bevismateriale i henhold til national ret. Desuden skal den europæiske efterforskningskendelse, før den overføres til fuldbyrdelsesmyndigheden, efter en undersøgelse af dens overensstemmelse med betingelserne i henhold til dette direktiv for udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse, navnlig betingelserne i artikel 6, stk. 1, godkendes af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten. Når den europæiske efterforskningskendelse er blevet godkendt af en judiciel myndighed, kan denne myndighed også betragtes som en udstedelsesmyndighed med hensyn til fremsendelse af den europæiske efterforskningskendelse

»fuldbyrdelsesmyndighed«: en myndighed, der har kompetence til at anerkende en europæisk efterforskningskendelse og sikre fuldbyrdelsen heraf i overensstemmelse med dette direktiv og de procedurer, der finder anvendelse i en lignende national sag. Sådanne procedurer kan kræve en tilladelse fra en domstol i fuldbyrdelsesstaten, når det er foreskrevet i dens nationale ret.

Artikel 3

Den europæiske efterforskningskendelses anvendelsesområde

Den europæiske efterforskningskendelse omfatter alle efterforskningsforanstaltninger med undtagelse af oprettelsen af et fælles efterforskningshold og indsamling af bevismateriale inden for et sådant efterforskningshold som omhandlet i artikel 13 i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (14) (»konventionen«) og i Rådets rammeafgørelse 2002/465/RIA (15), medmindre formålet er anvendelse af henholdsvis konventionens artikel 13, stk. 8, og rammeafgørelsens artikel 1, stk. 8.

Artikel 4

Sager, som kan give anledning til udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse

En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes:

a)	i straffesager, der er anlagt af eller kan anlægges for en judiciel myndighed med hensyn til en handling, som er strafbar i henhold til udstedelsesstatens lovgivning

b)	i sager anlagt af administrative myndigheder med hensyn til handlinger, der er strafbare ifølge udstedelsesstatens nationale lovgivning, fordi de udgør overtrædelser af retsreglerne, forudsat at afgørelsen kan indbringes for en domstol med kompetence navnlig i straffesager

c)	i sager anlagt af judicielle myndigheder med hensyn til handlinger, der er strafbare ifølge udstedelsesstatens nationale lovgivning, fordi de udgør overtrædelser af retsreglerne, forudsat at afgørelsen kan indbringes for en domstol med kompetence navnlig i straffesager, og

d)	i forbindelse med sager som omhandlet i litra a), b) eller c), der vedrører strafbare handlinger eller overtrædelser, som en juridisk person kan drages til ansvar for eller straffes for i udstedelsesstaten.

Artikel 5

Den europæiske efterforskningskendelses indhold og form

1. Den europæiske efterforskningskendelse i formularen fastsat i bilag A skal udfyldes og underskrives, og indholdets nøjagtighed og rigtighed bekræftes af udstedelsesmyndigheden.

Den europæiske efterforskningskendelse skal navnlig indeholde følgende oplysninger:

a)	data om udstedelsesmyndigheden og eventuelt godkendelsesmyndigheden

b)	genstanden for og årsagen til den europæiske efterforskningskendelse

c)	de nødvendige oplysninger til rådighed om den eller de pågældende personer

d)	en beskrivelse af den strafbare handling, der er genstand for efterforskning eller retssag og de gældende bestemmelser i strafferetten i den udstedende stat

e)	en beskrivelse af den eller de efterforskningsforanstaltninger, hvorom der er anmodet, og det bevismateriale, som skal indsamles.

2. Hver medlemsstat angiver det eller de sprog blandt EU-institutionernes officielle sprog, der ud over det eller de officielle sprog i den pågældende medlemsstat kan bruges til udfyldelse eller oversættelse af den europæiske efterforskningskendelse, når denne medlemsstat er fuldbyrdelsesstaten.

3. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten oversætter den europæiske efterforskningskendelse fastsat i bilag A til et officielt sprog i fuldbyrdelsesstaten eller et andet sprog angivet af fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med denne artikels stk. 2.

KAPITEL II

PROCEDURER OG GARANTIER I UDSTEDELSESSTATEN

Artikel 6

Betingelser for udstedelse og fremsendelse af en europæisk efterforskningskendelse

1. Udstedelsesmyndigheden kan kun udstede en europæisk efterforskningskendelse, når den anser det for godtgjort, at følgende betingelser er opfyldt:

a)	udstedelsen af den europæiske efterforskningskendelse er nødvendig og står i et rimeligt forhold til de i artikel 4 omhandlede formål med retssagen under hensyn til den mistænktes eller tiltaltes rettigheder, og

b)	der kunne være blevet udstedt kendelse om den eller de efterforskningsforanstaltninger, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, under samme omstændigheder i en lignende national sag.

2. Udstedelsesmyndigheden vurderer de i stk. 1 omhandlede betingelser i hver enkelt sag.

3. Når fuldbyrdelsesmyndigheden har grund til at tro, at de i stk. 1 omhandlede betingelser ikke er opfyldt, kan den høre udstedelsesmyndigheden om betydningen af at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse. Efter en sådan høring kan udstedelsesmyndigheden beslutte at trække den europæiske efterforskningskendelse tilbage.

Artikel 7

Fremsendelse af den europæiske efterforskningskendelse

1. Den europæiske efterforskningskendelse, der er udfyldt i overensstemmelse med artikel 5, fremsendes af udstedelsesmyndigheden til fuldbyrdelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, og som giver fuldbyrdelsesstaten mulighed for at fastslå dens ægthed.

2. Enhver yderligere officiel kommunikation skal foregå direkte mellem udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndigheden.

3. Hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis dens retssystem tillader det, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente myndigheder, jf. dog artikel 2, litra d). En medlemsstat kan, hvis det er nødvendigt på grund af dens interne retssystem, overdrage den administrative fremsendelse og modtagelse af europæiske efterforskningskendelser samt anden officiel korrespondance vedrørende europæiske efterforskningskendelser til sin eller sine centrale myndigheder.

4. Udstedelsesmyndigheden kan fremsende europæiske efterforskningskendelser via det europæiske retlige netværks telekommunikationssystem, som oprettet ved Rådets fælles aktion 98/428/RIA (16).

5. Hvis fuldbyrdelsesmyndighedens identitet er ukendt, skal udstedelsesmyndigheden på alle måder, herunder gennem kontaktpunkterne i det europæiske retlige netværk, forsøge at fremskaffe de nødvendige oplysninger fra fuldbyrdelsesstaten.

6. Når den myndighed i fuldbyrdelsesstaten, der modtager den europæiske efterforskningskendelse, ikke har kompetence til at anerkende den europæiske efterforskningskendelse eller træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på dens fuldbyrdelse, skal den ex officio fremsende den europæiske efterforskningskendelse til fuldbyrdelsesmyndigheden og underrette udstedelsesmyndigheden herom.

7. Alle vanskeligheder i forbindelse med fremsendelsen eller ægtheden af dokumenter, der er nødvendige for fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse løses ved direkte kontakter mellem de berørte udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndigheder eller, hvor det er relevant, ved inddragelse af medlemsstaternes centrale myndigheder.

Artikel 8

En europæisk efterforskningskendelse knyttet til en tidligere europæisk efterforskningskendelse

1. Når en udstedelsesmyndighed udsteder en europæisk efterforskningskendelse, der supplerer en tidligere europæisk efterforskningskendelse, skal den angive dette i den europæiske efterforskningskendelse i afsnit D i formularen i bilag A.

2. Hvis udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, deltager i fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse i fuldbyrdelsesstaten, kan den med forbehold af meddelelser fremsat i henhold til artikel 33, stk. 1, litra c), indlevere en europæisk efterforskningskendelse, der supplerer en tidligere europæisk efterforskningskendelse, direkte til fuldbyrdelsesmyndigheden, mens den befinder sig i den pågældende stat.

3. Den europæiske efterforskningskendelse, der supplerer en tidligere europæisk efterforskningskendelse, skal attesteres i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, første afsnit, og, hvis relevant, godkendes i overensstemmelse med artikel 2, litra c).

KAPITEL III

PROCEDURER OG GARANTIER I FULDBYRDELSESSTATEN

Artikel 9

Anerkendelse og fuldbyrdelse

1. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal anerkende en europæisk efterforskningskendelse, der er fremsendt i overensstemmelse med dette direktiv, uden yderligere formaliteter og sikre fuldbyrdelsen på samme måde og på de samme betingelser, som hvis en myndighed i fuldbyrdelsesstaten havde anmodet om den pågældende efterforskningsforanstaltning, medmindre myndigheden beslutter at påberåbe sig en af de i dette direktiv omhandlede grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse eller en af de i dette direktiv omhandlede grunde til udsættelse.

2. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal opfylde de formkrav og procedurer, som udstedelsesmyndigheden udtrykkeligt har angivet, medmindre andet er fastsat i dette direktiv, forudsat at sådanne formkrav og procedurer ikke er i modstrid med de grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten.

3. Når en fuldbyrdelsesmyndighed modtager en europæisk efterforskningskendelse, som ikke er blevet udstedt af en udstedelsesmyndighed som omhandlet i artikel 2, litra c), tilbagesender fuldbyrdelsesmyndigheden den europæiske efterforskningskendelse til udstedelsesstaten.

4. Udstedelsesmyndigheden kan anmode om, at en eller flere myndigheder i udstedelsesstaten bistår med fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse til støtte for de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten, i det omfang de udpegede myndigheder i udstedelsesstaten ville kunne bistå med fuldbyrdelsen af de efterforskningsforanstaltninger, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, i en lignende national sag. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal efterkomme denne anmodning, forudsat at en sådan bistand ikke er i modstrid med de grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten og ikke skader dens væsentlige nationale sikkerhedsinteresser.

5. De myndigheder fra udstedelsesstaten, der befinder sig i fuldbyrdelsesstaten, er bundet af fuldbyrdelsesstatens lovgivning under fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse. De har ikke nogen retshåndhævelsesbeføjelser på fuldbyrdelsesstatens område, medmindre udøvelsen af disse beføjelser på fuldbyrdelsesstatens område er i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og i det omfang det er aftalt mellem udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndighederne.

6. Udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden kan høre hinanden på en hvilken som helst relevant måde med henblik på at lette den effektive anvendelse af denne artikel.

Artikel 10

Benyttelse af alternative efterforskningsforanstaltninger

1. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal så vidt muligt benytte en anden efterforskningsforanstaltning end den, der er omhandlet i den europæiske efterforskningskendelse, når:

a)	efterforskningsforanstaltningen anført i den europæiske efterforskningskendelse ikke findes i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten, eller

b)	efterforskningsforanstaltningen i den europæiske efterforskningskendelse ikke ville være tilgængelig i en lignende national sag.

2. Med forbehold af artikel 11 finder stk. 1 ikke anvendelse på følgende efterforskningsforanstaltninger, som altid skal være til rådighed i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning:

a)	fremskaffelse af oplysninger eller bevismateriale, der allerede er i fuldbyrdelsesmyndighedens besiddelse, og som i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten kunne være fremskaffet inden for rammerne af straffesager eller med henblik på den europæiske efterforskningskendelse

b)	fremskaffelse af oplysninger fra politiets eller de judicielle myndigheders databaser, som fuldbyrdelsesmyndigheden har direkte adgang til inden for rammerne af straffesager

c)	afhøring af vidner, eksperter, ofre, mistænkte eller tiltalte eller tredjemand på fuldbyrdelsesstatens område eller

d)	enhver ikkeindgribende efterforskningsforanstaltning som defineret i fuldbyrdelsesstatens lovgivning

e)	identificering af personer, der har abonnement på et bestemt telefonnummer eller en bestemt IP-adresse.

3. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan også benytte sig af en anden efterforskningsforanstaltning end den, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, når den af fuldbyrdelsesmyndigheden valgte efterforskningsforanstaltning vil opnå samme resultat med mindre indgribende midler end den efterforskningsforanstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse.

4. Når fuldbyrdelsesmyndigheden beslutter at benytte sig af muligheden i stk. 1 og 3, skal den først underrette udstedelsesmyndigheden, der kan beslutte at trække den europæiske efterforskningskendelse tilbage eller supplere den.

5. Når efterforskningsforanstaltningen, der anføres i den europæiske efterforskningskendelse, i overensstemmelse med stk. 1, ikke findes i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten eller ikke ville være tilgængelig i en lignende national sag, og når der ikke findes nogen anden efterforskningsforanstaltning, der kan give samme resultat som den ønskede efterforskningsforanstaltning, skal fuldbyrdelsesmyndigheden meddele, at det ikke har været muligt at yde den ønskede bistand.

Artikel 11

Grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse

1. Uden at det berører artikel 1, stk. 4, kan fuldbyrdelsesmyndigheden afslå at anerkende eller fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, når:

der gælder immuniteter eller privilegier ifølge fuldbyrdelsesstatens lovgivning, der gør det umuligt at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse, eller der er regler om fastsættelse og begrænsning af strafferetligt ansvar i forbindelse med pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier, der gør det umuligt at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse

b)	fuldbyrdelsen i et specifikt tilfælde vil skade vigtige nationale sikkerhedsinteresser, bringe informationskilden i fare eller medføre anvendelse af klassificerede informationer vedrørende specifikke efterretningsaktiviteter

c)	den europæiske efterforskningskendelse er blevet udstedt i de i artikel 4, litra b) og c), omhandlede sager, og efterforskningsforanstaltningen ikke ville være tilladt i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten i en lignende national sag

d)	fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse ville være i modstrid med ne bis in idem-princippet

den europæiske efterforskningskendelse vedrører en strafbar handling, der påstås at være begået uden for udstedelsesstatens område og helt eller delvis på fuldbyrdelsesstatens område, og den handling, for hvilken den europæiske efterforskningskendelse er udstedt, ikke udgør en lovovertrædelse i fuldbyrdelsesstaten

f)	der er vægtige grunde til at tro, at gennemførelsen af den efterforskningsforanstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, ville være uforenelig med fuldbyrdelsesstatens pligter i henhold til artikel 6 i TEU og chartret

den handling, for hvilken den europæiske efterforskningskendelse er udstedt, ikke udgør en lovovertrædelse i fuldbyrdelsesstaten, medmindre det drejer sig om en lovovertrædelse, der er anført under de kategorier af lovovertrædelser, der er fastsat i bilag D, som angivet af udstedelsesstaten i den europæiske efterforskningskendelse, hvis disse i udstedelsesstaten kan straffes med en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tre år, eller

anvendelsen af den efterforskningsforanstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten er begrænset til en liste over eller kategori af lovovertrædelser eller til lovovertrædelser, som kan straffes med en vis strafferamme, der ikke omfatter den lovovertrædelse, der er omfattet af den europæiske efterforskningskendelse.

2. Stk. 1, litra g) og h), finder ikke anvendelse på efterforskningsforanstaltninger, der er henvist til i artikel 10, stk. 2.

3. Når den europæiske efterforskningskendelse vedrører en lovovertrædelse i forbindelse med skatter eller afgifter, told og valutahandel, kan fuldbyrdelsesmyndigheden ikke afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse med den begrundelse, at den nationale ret i fuldbyrdelsesstaten ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder en retsakt om skat, afgifter, told og valuta af lignende art som retten i udstedelsesstaten.

4. I de i stk. 1, litra a), b), d), e) og f), omhandlede tilfælde skal fuldbyrdelsesmyndigheden, inden den beslutter ikke at anerkende eller ikke at fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse enten helt eller delvis, med alle passende midler høre udstedelsesmyndigheden og, hvis det er hensigtsmæssigt, anmode udstedelsesmyndigheden om hurtigst muligt at give supplerende oplysninger.

5. I det i stk. 1, litra a), omhandlede tilfælde og hvis ophævelsen af privilegiet eller immuniteten påhviler en myndighed i fuldbyrdelsesstaten, anmoder fuldbyrdelsesmyndigheden straks den pågældende myndighed derom. Påhviler ophævelsen af privilegiet eller immuniteten en myndighed i en anden stat eller en international organisation, er det udstedelsesmyndigheden, der skal anmode derom.

Artikel 12

Frister for anerkendelse eller fuldbyrdelse

1. Afgørelsen om anerkendelse eller fuldbyrdelse træffes, og efterforskningsforanstaltningen gennemføres, med samme hurtighed og prioritet som i en lignende national sag og under alle omstændigheder inden for de frister, der er fastsat i denne artikel.

2. Hvis udstedelsesmyndigheden i den europæiske efterforskningskendelse har anført, at det på grund af proceduremæssige frister, lovovertrædelsens alvor eller andre særligt hastende omstændigheder er nødvendigt med en kortere frist end de frister, der er fastsat i denne artikel, eller hvis udstedelsesmyndigheden i den europæiske efterforskningskendelse har anført, at efterforskningsforanstaltningen skal udføres på en specifik dato, tager fuldbyrdelsesmyndigheden så vidt muligt hensyn til dette krav.

3. Fuldbyrdelsesmyndigheden træffer afgørelse om anerkendelse eller fuldbyrdelse af den europæiske efterforskningskendelse så hurtigt som muligt og senest 30 dage efter, at den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed har modtaget den europæiske efterforskningskendelse, jf. dog stk. 5.

4. Medmindre der foreligger grunde til udsættelse i henhold til artikel 15, eller bevismateriale, der er nævnt i den efterforskningsforanstaltning, der er omfattet af den europæiske efterforskningskendelse, allerede er i fuldbyrdelsesstatens besiddelse, udfører fuldbyrdelsesmyndigheden efterforskningsforanstaltningen hurtigst muligt og senest 90 dage efter den i stk. 3 nævnte afgørelse er truffet, jf. dog stk. 5.

5. Hvis det i en specifik sag ikke er muligt for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed at overholde tidsfristen i stk. 3 eller den specifikke dato i stk. 2, underretter den hurtigst muligt med ethvert middel den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om grundene til forsinkelsen og om, hvor lang tid der skønnes nødvendig, før afgørelsen kan træffes. I et sådant tilfælde kan fristen i stk. 3 forlænges med højst 30 dage.

6. Hvis det i en specifik sag ikke er muligt for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed at overholde tidsfristen i stk. 4, underretter den hurtigst muligt med ethvert tilgængeligt middel den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om grundene til forsinkelsen og hører udstedelsesmyndigheden om en hensigtsmæssig tidsplan for udførelsen af efterforskningsforanstaltningen.

Artikel 13

Overførsel af bevismateriale

1. Fuldbyrdelsesmyndigheden overfører uden unødig forsinkelse det bevismateriale, der er fremskaffet, eller som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, som et resultat af fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse, til udstedelsesstaten.

Når det kræves i den europæiske efterforskningskendelse, og hvis det er muligt i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning, overføres bevismaterialet omgående til de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten, der bistår ved fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse i henhold til artikel 9, stk. 4.

2. Overførslen af bevismateriale kan blive udsat i afventen af en afgørelse om et retsmiddel, medmindre der i den europæiske efterforskningskendelse er angivet tilstrækkelige grunde til, at en umiddelbar overførsel er afgørende for en korrekt afvikling af dens efterforskning eller for bevarelse af individuelle rettigheder. Overførslen af bevismateriale skal dog udsættes, hvis den ville forvolde alvorlig og uoprettelig skade for den berørte person.

3. Når fuldbyrdelsesmyndigheden overfører det fremskaffede bevismateriale, angiver den, om den ønsker bevismaterialet tilbageleveret til fuldbyrdelsesstaten, så snart udstedelsesstaten ikke længere har brug for det.

4. Når de omhandlede genstande, dokumenter eller data også er relevante i andre sager, kan fuldbyrdelsesmyndigheden efter udtrykkelig anmodning af og efter høringer med udstedelsesmyndigheden midlertidigt overføre bevismaterialet på betingelse af, at det tilbageleveres til fuldbyrdelsesstaten, så snart udstedelsesstaten ikke længere har brug for det, eller på ethvert andet tidspunkt eller ved enhver anden lejlighed, der aftales mellem de kompetente myndigheder.

Artikel 14

Retsmidler

1. Medlemsstaterne sikrer, at retsmidler svarende til dem, der er tilgængelige i en lignende national sag, finder anvendelse på de efterforskningsforanstaltninger, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse.

2. De materielle grunde for udstedelse af den europæiske efterforskningskendelse kan kun anfægtes ved en sag anlagt i udstedelsesstaten, uden at dette anfægter garantierne for de grundlæggende rettigheder i fuldbyrdelsesstaten.

3. Hvis det ikke vil undergrave fortroligheden af en efterforskning i henhold til artikel 19, stk. 1, træffer udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden passende foranstaltninger for at sikre, at der informeres om mulighederne i henhold til national ret for at søge de retsmidler, når disse kan gøres gældende, og i tide til at sikre, at de kan udøves effektivt.

4. Medlemsstaterne sikrer, at tidsfristerne for anmodning om et retsmiddel er de samme som dem, der er foreskrevet i lignende nationale sager, og finder anvendelse på en måde, der garanterer muligheden for, at de berørte parter effektivt kan iværksætte disse retsmidler.

5. Udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden underretter hinanden om de søgte retsmidler mod udstedelsen, anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse.

6. En juridisk anfægtelse suspenderer ikke fuldbyrdelsen af efterforskningsforanstaltningen, medmindre det har denne virkning i lignende nationale sager.

7. Udstedelsesstaten tager en vellykket anfægtelse af anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse i betragtning i overensstemmelse med dens nationale ret. Uden at dette berører nationale procedureregler sikrer medlemsstaterne, at retten til et forsvar og en retfærdig behandling af sagen respekteres i straffesager i udstedelsesstaten i forbindelse med vurderingen af det bevismateriale, der er fremskaffet gennem den europæiske efterforskningskendelse.

Artikel 15

Grunde til at udsætte anerkendelsen eller fuldbyrdelsen

1. Anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse kan udsættes i fuldbyrdelsesstaten, såfremt

a)	fuldbyrdelsen vil kunne påvirke en igangværende strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning, så længe fuldbyrdelsesstaten finder det rimeligt

b)	de omhandlede genstande, dokumenter eller data allerede anvendes i forbindelse med andre sager, indtil de ikke længere er nødvendige til dette formål.

2. Så snart grunden til udsættelse ikke længere er til stede, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden straks de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse og underretter udstedelsesmyndigheden herom ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor.

Artikel 16

Pligt til underretning

1. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten, der modtager den europæiske efterforskningskendelse, skal hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest en uge efter modtagelsen af en europæisk efterforskningskendelse anerkende modtagelsen af den europæiske efterforskningskendelse ved at udfylde og sende den formular, der er fastsat i bilag B.

Når en central myndighed er blevet udpeget i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, gælder denne forpligtelse både for den centrale myndighed og den fuldbyrdelsesmyndighed, der modtager den europæiske efterforskningskendelse fra den centrale myndighed.

I de i artikel 7, stk. 6, omhandlede tilfælde gælder denne forpligtelse både for den kompetente myndighed, der oprindelig modtog den europæiske efterforskningskendelse, og for den fuldbyrdelsesmyndighed, som den europæiske efterforskningskendelse endelig fremsendes til.

2. Fuldbyrdelsesmyndigheden underretter straks udstedelsesmyndigheden, jf. dog artikel 10, stk. 4 og 5, ved hjælp af ethvert tilgængeligt middel:

a)	om det er umuligt for fuldbyrdelsesmyndigheden at træffe afgørelse om anerkendelse eller fuldbyrdelse, fordi formularen i bilag A er ufuldstændig eller åbenlyst ukorrekt

om fuldbyrdelsesmyndigheden i forbindelse med fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse og uden yderligere efterforskning finder, at det kan være hensigtsmæssigt at iværksætte efterforskningsforanstaltninger, der ikke var forudset fra begyndelsen, eller som ikke kunne præciseres, da den europæiske efterforskningskendelse blev udstedt, således at udstedelsesmyndigheden vil kunne træffe yderligere foranstaltninger i den pågældende sag, eller

c)	hvis fuldbyrdelsesmyndigheden fastslår, at den i den pågældende sag ikke kan opfylde de formkrav og procedurer, som udstedelsesmyndigheden udtrykkeligt har angivet i overensstemmelse med artikel 9.

Efter anmodning fra udstedelsesmyndigheden bekræftes oplysningerne i givet fald hurtigst muligt ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor.

3. Fuldbyrdelsesmyndigheden underretter hurtigst muligt udstedelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, jf. dog artikel 10, stk. 4 og 5:

a)	om enhver afgørelse truffet i henhold til artikel 10 eller 11

b)	om enhver afgørelse om udsættelse af fuldbyrdelsen eller anerkendelsen af den europæiske efterforskningskendelse, begrundelsen for udsættelsen og om muligt udsættelsens forventede varighed.

Artikel 17

Strafferetligt ansvar for embedsmænd

Når embedsmænd fra udstedelsesstaten er til stede på fuldbyrdelsesstatens område inden for rammerne af anvendelsen af dette direktiv, sidestilles de med embedsmænd fra fuldbyrdelsesstaten for så vidt angår strafbare handlinger, der begås mod eller af dem.

Artikel 18

Civilretligt ansvar for embedsmænd

1. Hvis embedsmænd fra en medlemsstat inden for rammerne af anvendelsen af dette direktiv er til stede på en anden medlemsstats område, er den første medlemsstat ansvarlig for den skade, de måtte forvolde under udførelsen af deres opgaver, i overensstemmelse med retten i den medlemsstat, på hvis område de opererer.

2. Den medlemsstat, på hvis område den i stk. 1 nævnte skade forvoldes, erstatter disse skader på samme måde som skader forvoldt af dens egne embedsmænd.

3. Den medlemsstat, hvis embedsmænd har forvoldt skade på en person på en anden medlemsstats område, skal fuldt ud godtgøre alle de beløb, som sidstnævnte medlemsstat har udbetalt i skadeserstatning til de skadelidte eller personer, der er berettiget på disses vegne.

4. Bortset fra det i stk. 3 nævnte tilfælde giver den enkelte medlemsstat i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, afkald på at kræve skadeserstatninger godtgjort af en anden medlemsstat, dog med forbehold af eventuelle rettigheder over for tredjemand.

Artikel 19

Fortrolig behandling af oplysninger

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden under fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse tager passende hensyn til efterforskningens fortrolige karakter.

2. Fuldbyrdelsesmyndigheden sikrer i overensstemmelse med sin nationale ret fortroligheden af den europæiske efterforskningskendelses resultater og indhold, undtagen i det omfang det er nødvendigt for at fuldbyrde efterforskningsforanstaltningen. Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden ikke kan opfylde kravet om fortrolighed, underretter den hurtigst muligt udstedelsesmyndigheden herom.

3. Udstedelsesmyndigheden må i overensstemmelse med sin nationale ret, og medmindre andet oplyses af fuldbyrdelsesmyndigheden, ikke afsløre noget bevismateriale eller nogen oplysninger fra fuldbyrdelsesmyndigheden, undtagen i det omfang offentliggørelsen er nødvendig af hensyn til den efterforskning eller sag, der er beskrevet i den europæiske efterforskningskendelse.

4. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at banker ikke meddeler den berørte bankkunde eller tredjemand, at oplysninger er blevet videregivet til udstedelsesstaten i overensstemmelse med artikel 26 og 27, eller at der foretages en efterforskning.

Artikel 20

Beskyttelse af personoplysninger

Ved gennemførelsen af dette direktiv sikrer medlemsstaterne, at personoplysninger beskyttes og kun må behandles i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (17) og principperne i Europarådets konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger af 28. januar 1981 og dens tillægsprotokol.

Adgang til sådanne oplysninger begrænses uden at foregribe den registreredes rettigheder. Kun autoriserede personer kan få adgang til sådanne oplysninger.

Artikel 21

Omkostninger

1. Medmindre andet er fastsat i nærværende direktiv, afholder fuldbyrdelsesstaten alle de omkostninger, der opstår på fuldbyrdelsesstatens område i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse.

2. Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden mener, at omkostningerne i forbindelse med fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse kan betragtes som uforholdsmæssigt store, kan den høre udstedelsesmyndigheden om, hvorvidt og hvordan omkostningerne kan deles, eller om den europæiske efterforskningskendelse kan ændres.

Fuldbyrdelsesmyndigheden underretter detaljeret udstedelsesmyndigheden på forhånd om de af omkostningerne, der anses for at være ekstraordinært høje.

3. I ekstraordinære situationer, hvor der ikke kan opnås enighed om de i stk. 2 omhandlede omkostninger, kan udstedelsesmyndigheden beslutte at:

a)	trække den europæiske efterforskningskendelse helt eller delvis tilbage, eller

b)	opretholde den europæiske efterforskningskendelse og at bære den del af omkostningerne, der anses for at være ekstraordinært høje.

KAPITEL IV

SÆRLIGE BESTEMMELSER OM VISSE EFTERFORSKNINGSFORANSTALTNINGER

Artikel 22

Midlertidig overførsel til udstedelsesstaten af varetægtsfængslede med henblik på at udføre en efterforskningsforanstaltning

1. En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes til midlertidig overførsel af en varetægtsfængslet i fuldbyrdelsesstaten med henblik på at indsamle bevismateriale, hvortil den pågældendes tilstedeværelse på udstedelsesstatens område er påkrævet, forudsat at han sendes tilbage inden for den periode, fuldbyrdelsesstaten fastsætter.

2. Ud over de årsager til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse, der er nævnt i artikel 11, kan fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse også afslås, hvis

a)	den varetægtsfængslede ikke giver sit samtykke, eller

b)	overførslen kan tænkes at forlænge den varetægtsfængsledes tilbageholdelse.

3. Finder fuldbyrdelsesstaten det nødvendigt på grund af personens alder eller fysiske eller mentale tilstand, skal den give den varetægtsfængsledes retlige repræsentant lejlighed til at udtrykke sin holdning til den midlertidige overførsel, jf. dog stk. 2, litra a).

4. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde tillades transit for en varetægtsfængslet gennem en tredje medlemsstats område (»transitmedlemsstaten«) efter ansøgning ledsaget af alle nødvendige dokumenter.

5. De praktiske ordninger vedrørende midlertidig overførsel af personen, herunder de nærmere oplysninger vedrørende hans varetægtsfængsling i udstedelsesstaten, og de datoer, hvor han skal overføres fra og vende tilbage til fuldbyrdelsesstatens område, aftales mellem udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten, som sørger for, at der tages hensyn til den pågældendes fysiske og mentale tilstand samt det påkrævede sikkerhedsniveau i udstedelsesstaten.

6. Den overførte person forbliver varetægtsfængslet på udstedelsesstatens område og eventuelt på transitmedlemsstatens område, for de handlinger og domme, der er årsag til hans varetægtsfængsling i fuldbyrdelsesstaten, medmindre fuldbyrdelsesstaten anmoder om hans løsladelse.

7. Varetægtsfængslingen i udstedelsesstaten fratrækkes den periode, i hvilken den pågældende skal eller vil skulle frihedsberøves i fuldbyrdelsesstaten.

8. En overført person bliver ikke retsforfulgt eller tilbageholdt eller underlagt nogen andre begrænsninger i sin personlige frihed i udstedelsesstaten for handlinger, der er begået, eller domme, der er afsagt forud for hans afgang fra fuldbyrdelsesstatens område, og som ikke er specificeret i den europæiske efterforskningskendelse, jf. dog stk. 6.

9. Den immunitet, der henvises til i stk. 8, ophører, når den overførte person i en periode på 15 dage i træk fra den dato, hvor hans tilstedeværelse ikke længere er ønsket af udstedelsesmyndighederne, har haft mulighed for at rejse men er enten:

a)	ikke desto mindre forblevet på området, eller

b)	efter at have forladt det vendt tilbage.

10. Omkostninger, der hidrører fra anvendelsen af denne artikel, afholdes i overensstemmelse med artikel 21, bortset fra omkostninger i forbindelse med overførslen af personen til og fra udstedelsesstaten, som afholdes af denne stat.

Artikel 23

Midlertidig overførsel til fuldbyrdelsesstaten af varetægtsfængslede med henblik på at udføre en efterforskningsforanstaltning

1. En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes til midlertidig overførsel af en varetægtsfængslet i udstedelsesstaten med henblik på at udføre en efterforskningsforanstaltning for at indsamle bevismateriale, hvortil hans tilstedeværelse på fuldbyrdelsesstatens område er påkrævet.

2. Artikel 22, stk. 2, litra a), og stk. 3-9, finder tilsvarende anvendelse på den midlertidige overførsel i henhold til denne artikel.

3. Omkostninger, der hidrører fra anvendelsen af denne artikel, afholdes i overensstemmelse med artikel 21, bortset fra omkostninger i forbindelse med overførslen af den pågældende til og fra fuldbyrdelsesstaten, som afholdes af udstedelsesstaten.

Artikel 24

Afhøring via videokonference eller anden audiovisuel transmission

1. Hvis en person befinder sig på fuldbyrdelsesstatens område og skal afhøres som vidne eller sagkyndig af de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten, kan udstedelsesmyndigheden udstede en europæisk efterforskningskendelse for at afhøre vidnet eller den sagkyndige ved hjælp af videokonference eller anden audiovisuel transmission i overensstemmelse med stk. 5-7.

Udstedelsesmyndigheden kan også udstede en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at afhøre en mistænkt eller tiltalt via videokonference eller anden audiovisuel transmission.

2. Ud over de årsager til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse, der er nævnt i artikel 11, kan fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse afslås, hvis enten:

a)	den mistænkte eller tiltalte ikke giver sit samtykke, eller

b)	fuldbyrdelsen af en sådan efterforskningsforanstaltning i en bestemt sag ville være i modstrid med de grundlæggende principper i lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten.

3. Udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden aftaler de praktiske ordninger. Når sådanne ordninger aftales, sørger fuldbyrdelsesmyndigheden for at:

a)	indkalde det pågældende vidne eller den pågældende sagkyndige med angivelse af tidspunktet og stedet for afhøringen

indkalde de mistænkte eller tiltalte til at give møde ved afhøringen i overensstemmelse med de nærmere bestemmelser fastsat i fuldbyrdelsesstatens lovgivning og meddele disse deres rettigheder i henhold til udstedelsesstatens lovgivning i så god tid, at disse har mulighed for effektivt at udøve deres ret til et forsvar

c)	sikre identiteten af de personer, der skal afhøres.

4. Har fuldbyrdelsesmyndigheden under omstændigheder i en særlig sag ikke adgang til tekniske hjælpemidler til afhøring via videokonference, kan disse hjælpemidler stilles til rådighed af udstedelsesstaten efter fælles overenskomst.

5. Når en afhøring finder sted via videokonference eller anden audiovisuel transmission, gælder følgende regler:

den kompetente myndighed fra fuldbyrdelsesstaten skal være til stede under afhøringen, om nødvendigt bistået af en tolk, og er desuden ansvarlig både for identiteten af den person, der skal afhøres, og for overholdelsen af de grundlæggende principper i fuldbyrdelsesstatens lovgivning.

Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden mener, at grundlæggende principper i fuldbyrdelsesstatens lovgivning overtrædes under afhøringen, træffer den omgående de nødvendige foranstaltninger til sikring af, at afhøringen videreføres i overensstemmelse med disse principper

b)	udstedelsesstatens og fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder aftaler om nødvendigt foranstaltninger med henblik på at beskytte den person, der skal afhøres

c)	afhøringen foretages direkte af eller under ledelse af udstedelsesstatens kompetente myndighed i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning

d)	efter anmodning fra udstedelsesstaten eller den person, der skal afhøres, sørger fuldbyrdelsesstaten for, at den person, der skal afhøres, om nødvendigt bistås af en tolk

de mistænkte eller tiltalte oplyses forud for afhøringen om deres proceduremæssige rettigheder, herunder retten til at nægte at afgive forklaring, som måtte være hjemlet i fuldbyrdelsesstatens og udstedelsesstatens lovgivning. Vidner og sagkyndige kan påberåbe sig den ret til at nægte at afgive forklaring, som de måtte være have i henhold til enten fuldbyrdelsesstatens eller udstedelsesstatens lovgivning, og skal informeres om denne ret forud for høringen.

6. Med forbehold af eventuelle foranstaltninger, der er aftalt med henblik på beskyttelse af personer, udarbejder fuldbyrdelsesmyndigheden ved afslutningen af afhøringen et protokollat med angivelse af dato og sted for afhøringen, den afhørte persons identitet, identitet og funktion for alle andre personer i fuldbyrdelsesstaten, der har deltaget i afhøringen, eventuelle edsaflæggelser og de tekniske forhold under afhøringen. Dokumentet fremsendes af fuldbyrdelsesmyndigheden til udstedelsesmyndigheden.

7. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at dens nationale lovgivning finder anvendelse, på samme måde, som hvis afhøringen fandt sted som led i en national procedure, når den berørte person afgiver forklaring på dens område i overensstemmelse med denne artikel og nægter at vidne, selv om der er en forpligtelse dertil, eller afgiver falsk forklaring.

Artikel 25

Afhøring ved hjælp af telefonkonference

1. Hvis en person befinder sig på en medlemsstats område og skal afhøres som vidne eller sagkyndig af en anden medlemsstats kompetente myndigheder, kan udstedelsesmyndigheden i sidstnævnte, såfremt det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt for den person, der skal afhøres, at møde personligt frem på dens område, og efter at have undersøgt andre passende midler, udstede en europæisk efterforskningskendelse for at afhøre et vidne eller en sagkyndig ved hjælp af telefonkonference, som omhandlet i stk. 2.

2. Medmindre andet er aftalt, finder artikel 24, stk. 3, 5, 6 og 7, tilsvarende anvendelse på afhøringer ved hjælp af telefonkonference.

Artikel 26

Oplysninger om bankkonti og andre finansielle konti

1. En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes for at fastslå, om en fysisk eller juridisk person, der er genstand for den pågældende straffesag, har eller kontrollerer en eller flere konti, uanset arten, i en bank på fuldbyrdelsesstatens område, og hvis dette er tilfældet, at opnå alle oplysninger om de identificerede konti.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at kunne meddele de i stk. 1 nævnte oplysninger i overensstemmelse med de i denne artikel fastsatte betingelser.

3. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal også, hvis der er anmodet herom i den europæiske efterforskningskendelse, omfatte konti, til hvilke personen, der er genstand for den pågældende straffesag, har fuldmagt.

4. De forpligtelser, der er fastsat i denne artikel, finder kun anvendelse, i det omfang den kontoførende bank ligger inde med oplysningerne.

5. Udstedelsesmyndigheden anfører i den europæiske efterforskningskendelse årsagerne til, hvorfor den mener, at de ønskede oplysninger sandsynligvis vil være af væsentlig betydning for den pågældende straffesag, hvad der ligger til grund for dens formodning om, at banker i fuldbyrdelsesstaten fører kontiene, og så vidt muligt hvilke banker der kan være tale om. Den skal ligeledes medtage alle oplysninger i efterforskningskendelsen, der kan gøre det lettere at fuldbyrde den.

6. En europæisk efterforskningskendelse kan også udstedes for at fastslå, om en fysisk eller juridisk person, der er genstand for den pågældende straffesag, har en eller flere konti i en finansiel institution, bortset fra banker, på fuldbyrdelsesstatens område. Stk. 3-5 finder tilsvarende anvendelse. I så fald, og ud over de i artikel 11 omhandlede årsager til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, kan fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse også afslås, hvis fuldbyrdelsen af efterforskningsforanstaltningen ikke ville blive godkendt i en tilsvarende national sag.

Artikel 27

Oplysninger om bankkonti og andre finansielle transaktioner

1. En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes for at få oplysninger om nærmere angivne bankkonti og om banktransaktioner, der er blevet foretaget i et defineret tidsrum via en eller flere konti, der er angivet i kendelsen, herunder oplysninger om afsender- eller modtagerkonti.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at gøre den i stand til at give de i stk. 1 nævnte oplysninger i overensstemmelse med de i denne artikel fastsatte betingelser.

3. De forpligtelser, der er fastsat i denne artikel, finder kun anvendelse, i det omfang den kontoførende bank ligger inde med oplysningerne.

4. Udstedelsesmyndigheden anfører i den europæiske efterforskningskendelse årsagerne til, hvorfor den mener, at de ønskede oplysninger er relevante for den pågældende straffesag.

5. En europæisk efterforskningskendelse kan også udstedes med henblik på oplysningerne i stk. 1 vedrørende finansielle transaktioner, som udføres af andre finansielle institutioner end banker. Stk. 3-4 finder tilsvarende anvendelse. I så fald, og ud over de i artikel 11 omhandlede årsager til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, kan fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse også afslås, hvis fuldbyrdelsen af efterforskningsforanstaltningen ikke ville blive godkendt i en tilsvarende national sag.

Artikel 28

Efterforskningsforanstaltninger, der medfører indsamling af bevismateriale i realtid, løbende og over en vis periode

1. Når den europæiske efterforskningskendelse udstedes med henblik på fuldbyrdelse af en efterforskningsforanstaltning, der kræver indsamling af bevismateriale i realtid, løbende og over en vis periode, såsom efterforskningsforanstaltninger, der kræver:

a)	overvågning af banktransaktioner eller andre finansielle transaktioner, der foretages via en eller flere nærmere angivne konti

b)	kontrollerede leverancer på fuldbyrdelsesstatens område

kan fuldbyrdelsen afslås ud over de grunde til afslag på anerkendelse og fuldbyrdelse, der er omhandlet i artikel 11, hvis fuldbyrdelsen af den pågældende efterforskningsforanstaltning ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag.

2. Udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten aftaler de praktiske ordninger vedrørende efterforskningsforanstaltningen, der er omhandlet i stk. 1, litra b), og i andre relevante tilfælde.

3. Udstedelsesmyndigheden skal i den europæiske efterforskningskendelse oplyse, hvorfor den mener, at de ønskede oplysninger er relevante for den pågældende straffesag.

4. Retten til at handle og til at lede og kontrollere operationer vedrørende fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse som nævnt i stk. 1 tilkommer fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder.

Artikel 29

Diskrete undersøgelser

1. En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes for at anmode fuldbyrdelsesstaten om at bistå udstedelsesstaten med efterforskning i straffesager, som foretages af embedsmænd, der arbejder under dække eller falsk identitet (»diskrete undersøgelser«).

2. Udstedelsesmyndigheden anfører i den europæiske efterforskningskendelse, hvorfor den finder det sandsynligt, at den diskrete undersøgelse er relevant for den pågældende straffesag. Afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk efterforskningskendelse, der er udstedt i henhold til denne artikel, træffes i hver enkelt sag af de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten under behørigt hensyn til dennes nationale ret og procedurer.

3. Ud over de grunde til afslag på anerkendelse og fuldbyrdelse, der er omhandlet i artikel 11, kan fuldbyrdelsesmyndigheden afslå at fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse som omhandlet i stk. 1, når:

a)	fuldbyrdelsen af den diskrete undersøgelse ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag, eller

b)	det ikke var muligt at nå til enighed om ordningerne vedrørende de diskrete undersøgelser i henhold til stk. 4.

4. Diskrete undersøgelser gennemføres i overensstemmelse med den nationale ret og de nationale procedurer i den medlemsstat, på hvis område undersøgelsen foregår. Retten til at handle og til at lede og kontrollere operationer vedrørende den diskrete undersøgelse tilkommer alene fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder. Udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten aftaler indbyrdes under hensyntagen til deres nationale ret og procedurer, hvor længe den diskrete undersøgelse skal vare, hvilke nærmere vilkår der skal gælde herfor, og hvilken retsstilling de embedsmænd, der er involveret i diskrete undersøgelser, skal have.

KAPITEL V

AFLYTNING AF TELEKOMMUNIKATION

Artikel 30

Aflytning af telekommunikation med teknisk assistance fra en anden medlemsstat

1. En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes med henblik på aflytning af telekommunikation i den medlemsstat, hvis tekniske assistance der er behov for.

2. Hvis mere end en medlemsstat kan yde hele den tekniske assistance, der er nødvendig for den samme aflytning af telekommunikation, sendes den europæiske efterforskningskendelse kun til en af dem. Den medlemsstat, hvor den person, der er genstand for aflytningen, findes eller vil være at finde, prioriteres højest.

3. Den europæiske efterforskningskendelse, der er omhandlet i stk. 1, skal desuden indeholde følgende oplysninger:

a)	oplysninger med henblik på identificering af den aflyttede person

b)	en angivelse af den ønskede varighed af aflytningen, og

c)	fyldestgørende tekniske data, navnlig målets identitet, for at sikre, at den europæiske efterforskningskendelse kan fuldbyrdes.

4. Udstedelsesmyndigheden anfører i sin kendelse årsagerne til, hvorfor den mener, at den anførte efterforskningsforanstaltning er relevant for den pågældende straffesag.

5. Ud over de grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse, der er omhandlet i artikel 11, kan fuldbyrdelse af en europæisk efterforskningskendelse som omhandlet i stk. 1 også afslås, når den pågældende efterforskningsforanstaltning ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag. Fuldbyrdelsesstaten kan gøre de samme betingelser gældende for dens samtykke, som den ville stille i en tilsvarende national sag.

6. En europæisk efterforskningskendelse som omhandlet i stk. 1 kan fuldbyrdes ved:

a)	øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til udstedelsesstaten, eller

b)	aflytning, optagelse og efterfølgende overførsel af resultatet af aflytningen af telekommunikation til udstedelsesstaten.

Udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden rådfører sig med hinanden for at nå til enighed om, hvorvidt aflytningen udføres i overensstemmelse med litra a) eller b).

7. Ved udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse som omhandlet i stk. 1 eller under aflytningen kan udstedelsesmyndigheden, når særlige grunde taler herfor, også anmode om en udskrift, afkodning eller afkryptering af optagelsen, med forbehold af fuldbyrdelsesmyndighedens tilsagn.

8. Omkostninger, der hidrører fra anvendelsen af denne artikel, afholdes i overensstemmelse med artikel 21, bortset fra omkostninger i forbindelse med udskrift, afkodning og afkryptering af de aflyttede kommunikationer, som afholdes af udstedelsesstaten.

Artikel 31

Underretning af den medlemsstat, hvor den person, der er genstand for aflytningen, befinder sig, og hvis tekniske assistance ikke er nødvendig

1. Hvis aflytningen af telekommunikation er godkendt af den kompetente myndighed i en medlemsstat med henblik på at udføre en efterforskningsforanstaltning, og telekommunikationsadressen på den person, der er genstand for aflytningen, som er anført i den lovmæssige beslutning om aflytning, anvendes på en anden medlemsstats område, uden at der er behov for teknisk assistance fra denne medlemsstat til at gennemføre aflytningen, underretter den første medlemsstat (den »aflyttende medlemsstat«) den kompetente myndighed i den anden medlemsstat (den »underrettede medlemsstat«) om aflytningen:

a)	inden aflytningen i de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i den aflyttende medlemsstat på tidspunktet for beordringen af aflytningen er bekendt med, at den person, der er genstand for aflytningen, befinder sig eller vil befinde sig på den underrettede medlemsstats område

b)	under aflytningen, eller efter at aflytningen er blevet udført, umiddelbart efter, at den bliver klar over, at den person, der er genstand for aflytningen, befinder sig på den underrettede medlemsstats område eller har befundet sig der under aflytningen.

2. Den underretning, der er omhandlet i stk. 1, udføres ved hjælp af formularen i bilag C.

3. Den kompetente myndighed i de underrettede medlemsstater kan, hvis aflytningen ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag, hurtigst muligt og senest 96 timer efter modtagelsen af den underretning, der er omhandlet i stk. 1, meddele den kompetente myndighed i den aflyttende medlemsstat:

a)	at aflytningen ikke må udføres eller skal afsluttes, og

om nødvendigt, at det materiale, der er blevet aflyttet, mens den person, der er genstand for aflytningen, befandt sig på den pågældende stats område, ikke må anvendes, eller kun må anvendes på betingelser, som den fastsætter. Den kompetente myndighed i den underrettede medlemsstat meddeler den kompetente myndighed i den aflyttende medlemsstat begrundelsen for disse betingelser.

4. Artikel 5, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på den underretning, der er omhandlet i stk. 2.

KAPITEL VI

FORELØBIGE FORANSTALTNINGER

Artikel 32

Foreløbige foranstaltninger

1. Udstedelsesmyndigheden kan udstede en europæisk efterforskningskendelse for at træffe enhver foranstaltning med henblik på foreløbigt at forhindre, at en genstand, der kan anvendes som bevismateriale, destrueres, omdannes, fjernes, overføres eller bortskaffes.

2. Fuldbyrdelsesmyndigheden træffer beslutning om denne anmodning og meddeler sin beslutning om den foreløbige foranstaltning snarest muligt og, hvis det overhovedet er muligt, inden 24 timer efter modtagelsen af den europæiske efterforskningskendelse.

3. Når der anmodes om en foreløbig foranstaltning, som omhandlet i stk. 1, angiver udstedelsesmyndigheden i den europæiske efterforskningskendelse, om bevismaterialet skal overføres til udstedelsesstaten eller forblive i fuldbyrdelsesstaten. Fuldbyrdelsesmyndigheden anerkender og fuldbyrder den europæiske efterforskningskendelse og overfører bevismaterialet i overensstemmelse med de i nærværende direktiv fastlagte procedurer.

4. Når en europæisk efterforskningskendelse i overensstemmelse med stk. 3 ledsages af en instruktion om, at bevismaterialet skal forblive i fuldbyrdelsesstaten, angiver udstedelsesmyndigheden datoen for ophævelse af den foreløbige foranstaltning, der er omhandlet i stk. 1, eller den forventede dato for fremsendelse af anmodningen om, at bevismaterialet skal overføres til udstedelsesstaten.

5. Når fuldbyrdelsesmyndigheden har hørt udstedelsesmyndigheden, kan den i overensstemmelse med national ret og praksis fastsætte passende betingelser på baggrund af sagens omstændigheder for at begrænse den periode, hvor den foreløbige foranstaltning, der er omhandlet i stk. 1, vil blive opretholdt. Hvis den i overensstemmelse med disse betingelser ønsker at ophæve den foreløbige foranstaltning, underretter fuldbyrdelsesmyndigheden udstedelsesmyndigheden, der skal have mulighed for at fremsætte bemærkninger. Udstedelsesmyndigheden meddeler straks fuldbyrdelsesmyndigheden, at den foreløbige foranstaltning i stk. 1 er blevet ophævet.

KAPITEL VII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 33

Meddelelser

1. Senest den 22. maj 2017 giver hver medlemsstat Kommissionen oplysninger om følgende:

a)	den eller de myndigheder, der i overensstemmelse med dens nationale ret er kompetent(e) i henhold til artikel 2, litra c) og d), når denne medlemsstat er udstedelsesstaten eller fuldbyrdelsesstaten

b)	hvilke sprog der i henhold til artikel 5, stk. 2, accepteres i forbindelse med en europæisk efterforskningskendelse

c)	oplysninger vedrørende den eller de udpegede centrale myndigheder, hvis medlemsstaten ønsker at benytte sig af muligheden i artikel 7, stk. 3. Disse oplysninger er bindende for myndighederne i udstedelsesstaten.

2. Hver medlemsstat forelægger Kommissionen listen over nødvendige dokumenter, som den vil kræve i henhold til artikel 22, stk. 4.

3. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om eventuelle efterfølgende ændringer vedrørende de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.

4. Kommissionen stiller de i henhold til denne artikel modtagne oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne og for det europæiske retlige netværk. Det europæiske retlige netværk stiller oplysningerne til rådighed på det websted, der er nævnt i artikel 9 i Rådets afgørelse 2008/976/RIA (18).

Artikel 34

Forbindelse med andre retlige instrumenter, aftaler og ordninger

1. Dette direktiv træder fra den 22. maj 2017 i stedet for de tilsvarende bestemmelser i følgende konventioner, der finder anvendelse mellem de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, uden at dette berører disse bestemmelsers anvendelse mellem medlemsstaterne og tredjelande og anvendelsen af overgangsbestemmelsen i overensstemmelse med artikel 35:

a)	Europarådets europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager af 20. april 1959 samt dens to tillægsprotokoller og de bilaterale aftaler, der er indgået i henhold til artikel 26 i denne konvention

b)	konvention om gennemførelse af Schengenaftalen

c)	konvention om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og protokollen.

2. Dette direktiv træder i stedet for rammeafgørelse 2008/978/RIA for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv. Dette direktiv træder i stedet for bestemmelser i rammeafgørelse 2003/577/RIA for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv, med hensyn til indefrysning af bevismateriale.

For så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, gælder henvisninger til rammeafgørelse 2008/978/RIA og, med hensyn til indefrysning af bevismateriale, rammeafgørelse 2003/577/RIA som henvisninger til nærværende direktiv.

3. Som supplement til dette direktiv kan medlemsstaterne kun indgå eller fortsat anvende bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger med andre medlemsstater efter den 22. maj 2017, for så vidt disse gør det muligt yderligere at styrke målene for dette direktiv og bidrager til at forenkle eller yderligere lette procedurerne for indsamling af bevismateriale, og for så vidt sikkerhedsniveauet i dette direktiv overholdes.

4. Medlemsstaterne meddeler senest den 22. maj 2017 Kommissionen, hvilke af de eksisterende aftaler og ordninger som nævnt i stk. 3 de fortsat ønsker at anvende. Medlemsstaterne underretter også Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller ordninger som omhandlet i stk. 3 senest tre måneder efter undertegnelsen af disse.

Artikel 35

Overgangsbestemmelser

1. Anmodninger om gensidig retshjælp modtaget inden den 22. maj 2017 vil fortsat være reguleret af de eksisterende instrumenter om gensidig retshjælp i straffesager. Afgørelser om at indefryse bevismateriale i henhold til rammeafgørelse 2003/577/RIA modtaget inden den 22. maj 2017 reguleres også af nævnte rammeafgørelse.

2. Artikel 8, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på den europæiske efterforskningskendelse efter en afgørelse om indefrysning truffet i henhold til rammeafgørelse 2003/577/RIA.

Artikel 36

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dette direktiv senest den 22. maj 2017.

2. Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne meddeler senest den 22. maj 2017 Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, som dette direktiv pålægger dem, i national ret.

Artikel 37

Rapport om anvendelsen

Kommissionen forelægger senest fem år efter den 21. maj 2014 en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv på grundlag af både kvalitative og kvantitative oplysninger, herunder navnlig en evaluering af dets indvirkning på samarbejdet i straffesager og beskyttelsen af personer, samt om gennemførelsen af bestemmelserne om aflytning af telekommunikation i lyset af den tekniske udvikling. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag til ændringer af dette direktiv.

Artikel 38

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 39

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. april 2014.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

K. KOURKOULAS

Formand

(1) Europa-Parlamentets holdning af 27.2.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.3.2014.

(2) Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale (EUT L 196 af 2.8.2003, s. 45).

(3) Rådets rammeafgørelse 2008/978/RIA af 18. december 2008 om en europæisk bevissikringskendelse med henblik på fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager (EUT L 350 af 30.12.2008, s. 72).

(4) Konvention om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager (EUT L 280 af 26.10.2010, s. 1).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager (EUT L 142 af 1.6.2012, s. 1).

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT L 294 af 6.11.2013, s. 1).

(8) Protokol, udarbejdet af Rådet i overensstemmelse med artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union, til konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EFT C 326 af 21.11.2001, s. 2).

(9) Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT L 190 af 18.7.2002, s. 1).

(10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15).

(11) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

(12) EUT C 355 af 29.12.2010, s. 1.

(13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EUT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(14) Konvention udarbejdet af Rådet i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EFT C 197 af 12.7.2000, s. 3).

(15) Rådets rammeafgørelse 2002/465/RIA af 13. juni 2002 om fælles efterforskningshold (EFT L 162 af 20.6.2002, s. 1).

(16) Fælles aktion 98/428/RIA af 29. juni 1998 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om oprettelse af et europæisk retligt netværk (EFT L 191 af 7.7.1998, s. 4).

(17) Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (EUT L 350 af 30.12.2008, s. 60).

(18) Rådets afgørelse 2008/976/RIA af 16. december 2008 om det europæiske retlige netværk (EUT L 348 af 24.12.2008, s. 130).

BILAG A

EUROPÆISK EFTERFORSKNINGSKENDELSE

Denne europæiske efterforskningskendelse er udstedt af en kompetent myndighed. Udstedelsesmyndigheden bekræfter, at udstedelsen af denne europæiske efterforskningskendelse er nødvendig og står i rimeligt forhold til formålet med de sager, der angives heri, under hensyn til den mistænkte eller tiltaltes rettigheder, og at der kunne være blevet udstedt kendelse om de ønskede efterforskningsforanstaltninger under de samme omstændigheder i en lignende national sag. Jeg anmoder om, at den eller de nedennævnte efterforskningsforanstaltninger udføres under behørig hensyntagen til efterforskningens fortrolighed, og at de bevismidler, der opnås som et resultat af fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse, bliver overført.

BILAG B

BEKRÆFTELSE AF MODTAGELSEN AF EN EUROPÆISK EFTERFORSKNINGSKENDELSE

Denne formular udfyldes af myndigheden i den fuldbyrdelsesstat, der har modtaget nedennævnte europæiske efterforskningskendelse.

BILAG C

UNDERRETNING

Denne formular anvendes til at underrette medlemsstaten om den aflytning af telekommunikation, der vil blive, er ved at blive eller er blevet udført på dens område uden dens tekniske assistance. Jeg underretter hermed … (den underrettede medlemsstat) om aflytningen.

BILAG D

DE KATEGORIER AF LOVOVERTRÆDELSER, DER ER OMHANDLET I ARTIKEL 11

—	deltagelse i en kriminel organisation

—	terrorisme

—	menneskehandel

—	seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

—	ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

—	ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer

—	bestikkelse

—	svig, herunder svig, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser i henhold til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser

—	hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold

—	falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen

—	internetkriminalitet

—	miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter

—	medvirken til ulovlig indrejse eller ulovligt ophold

—	forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse

—	ulovlig handel med menneskeorganer og -væv

—	bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning

—	racisme og fremmedhad

—	organiseret eller væbnet røveri

—	ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande

—

bedrageri

—	afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning

—	efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter

—	forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter

—	forfalskning af betalingsmidler

—	ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer

—	ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer

—	handel med stjålne motorkøretøjer

—

voldtægt

—	forsætlig brandstiftelse

—	strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed

—	skibs- eller flykapring

—

sabotage.

1.5.2014

Den Europæiske Unions Tidende

L 130/45

Kun de originale FN/ECE-tekster har retlig virkning i henhold til folkeretten. Dette regulativs nuværende status og ikrafttrædelsesdato bør kontrolleres i den seneste version af FN/ECE's statusdokument TRANS/WP.29/343/, der findes på adressen:

http://www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29fdocstts.html.

Regulativ nr. 57 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af forlygter til motorcykler og køretøjer, der behandles som sådanne

Omfattende al gældende tekst frem til:

Ændringsserie 02 — Ikrafttrædelsesdato: 12. september 2001

INDHOLD

REGULATIV

Anvendelsesområde

Definitioner

Ansøgning om godkendelse af en forlygte

Mærkning

Godkendelse

Almindelige forskrifter

Særlige forskrifter

Forskrifter vedrørende farvede lygteglas og filtre

Overgangsbestemmelser

10.

Produktionens overensstemmelse

11.

Sanktioner i tilfælde af produktionens manglende overensstemmelse

12.

Ændring og udvidelse af godkendelsen af en type forlygte

13.

Endeligt ophør af produktionen

14.

Navne og adresser på de tekniske tjenester, der udfører godkendelsesprøvningerne, og på de administrative myndigheder

BILAG:

Bilag 1 —

Meddelelse om godkendelse, udvidelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelse eller endeligt ophør af produktionen for en forlygtetype i henhold til regulativ nr. 57

Bilag 2 —

Udformning af godkendelsesmærker

Bilag 3 —

Fotometriske prøvninger

Bilag 4 —

Prøvninger af den fotometriske ydelses stabilitet for forlygter i brug

Bilag 5 —

Mindstekrav for metoder til kontrol af produktionens overensstemmelse

Bilag 6 —

Forskrifter for lygter med lygteglas af plast — prøvning af lygteglas eller materialeprøver samt af komplette lygter

Bilag 7 —

Mindstekrav til prøveudtagning ved en inspektør

1. ANVENDELSESOMRÅDE

Dette regulativ finder anvendelse på godkendelse af forlygter med glødelamper, som er forsynet med lygteglas af glas eller plast (1), og som er bestemt til montering på motorcykler og køretøjer, der behandles som sådanne.

2. DEFINITIONER

I denne forordning forstås ved:

2.1. »lygteglas«: forlygtens (enhedens) yderste del, som afgiver lys gennem den lysende overflade

2.2. »coating«: et eller flere produkter, som er påført i et eller flere lag på ydersiden af lygteglasset

2.3. forlygter af forskellig »type«: forlygter, som afviger på væsentlige punkter såsom:

2.3.1.

fabriks- eller varemærke

2.3.2.

mærkning af forlygten som defineret i punkt 4.1.4 nedenfor

2.3.3.

det optiske systems egenskaber

2.3.4.

hvorvidt de indeholder komponenter, som under funktion er i stand til at ændre de optiske virkninger ved reflektion, brydning, absorption og/eller deformation. Ændringer i farven på de stråler, der udsendes af forlygter, hvis andre egenskaber ikke ændres, udgør ikke en ændring af forlygtetypen. Det samme godkendelsesnummer skal derfor tildeles sådanne forlygter

2.3.5.

de materialer, som lygteglas og eventuel coating er fremstillet af.

3. ANSØGNING OM GODKENDELSE AF EN FORLYGTE (2)

3.1. Ansøgning om godkendelse skal indgives af indehaveren af fabriks- eller varemærket eller af dennes bemyndigede repræsentant.

3.2. Hver ansøgning om godkendelse skal være ledsaget af:

3.2.1.

tegninger i tre eksemplarer, som er tilstrækkeligt detaljerede til, at typen kan identificeres, og som viser forlygten set forfra og eventuelle detaljer i form af ribning af lygteglasset, samt tværsnit; på tegningerne skal være angivet den flade, som er afsat til godkendelsesmærket

3.2.2.

en kort teknisk beskrivelse, specielt med angivelse af kategori eller kategorier af glødelampen (jf. bilag 3, punkt 6, til dette regulativ)

3.2.3.

to prøveeksemplarer af forlygtetypen med farveløse glas (3)

3.2.4.

med henblik på afprøvning af det plastmateriale, som lygteglasset er fremstillet af:

3.2.4.1.

tretten lygteglas

3.2.4.1.1.

seks af disse lygteglas kan erstattes af seks materialeprøver, som måler mindst 60 × 80 mm og har flad eller konveks ydre overflade og i midten et omtrent fladt område (krumningsradius mindst 300 mm), som måler mindst 15 × 15 mm

3.2.4.1.2.

hver(t) sådan(t) lygteglas eller materialeprøve skal være fremstillet ved den metode, som vil blive anvendt til massefabrikation

3.2.4.2.

en reflektor, hvorpå lygteglassene kan monteres efter fabrikantens anvisninger.

3.3. De materialer, som er anvendt til lygteglas og eventuel coating, skal være ledsaget af prøvningsrapporten over egenskaberne af sådanne materialer og coating, såfremt de i forvejen er prøvet.

3.4. Før der meddeles typegodkendelse, skal den godkendende myndighed efterprøve, at der foreligger tilfredsstillende ordninger til sikring af effektiv kontrol af produktionens overensstemmelse.

4. MÆRKNING

4.1. Forlygter, som indleveres til godkendelse, skal på tydelig, læselig og ikke sletbar måde være forsynet med følgende påskrifter:

4.1.1.

ansøgerens fabriks- eller varemærke

4.1.2.

eksternt og/eller på lygteglasset: angivelse af den ydre mærkning af forlygten, som er synlig, når forlygten er monteret på køretøjet.

Enheder, som opfylder forskrifterne i dette regulativ og er konstrueret således, at nærlysets glødetråd ikke tænder samtidigt med nogen anden lygtefunktion, i hvilken den er gensidigt indbygget, mærkes med en skråstreg (/) bag nærlyslygtesymbolet i godkendelsesmærket

4.1.3.

på bagsiden af forlygten angives S1- og/eller S2-kategori for den indleverede glødelampe

4.1.4.

mærkningen er angivet i følgende tabel:

Udvendig mærkning af forlygterne	Anvendt kategori glødelampe
MB	S1
MB	S2
MB	S1/S2

4.1.5.

på forlygter med lygteglas af plast, bogstavgruppen »PL«, som påføres nær de symboler, som foreskrives i punkt 4.1.2 og 4.1.4 ovenfor.

4.2. På lygteglasset og på lygtehuset (4) skal de desuden omfatte flader af tilstrækkelig størrelse til godkendelsesmærket og til de i punkt 4 omhandlede tillægssymboler; disse flader skal være angivet på de i punkt 3.2.1 ovenfor omhandlede tegninger.

5. GODKENDELSE

5.1. Er dette regulativs forskrifter opfyldt af alle de i henhold til punkt 3 ovenfor indleverede prøveeksemplarer af en type forlygte, meddeles godkendelse.

5.2. Hver godkendt type tildeles et godkendelsesnummer. De to første cifre i godkendelsesnummeret (i øjeblikket 01 svarende til ændringsserie 01, der trådte i kraft den 28. februar 1989) angiver den ændringsserie, der omfatter de seneste vigtige tekniske ændringer af regulativet på tidspunktet for meddelelsen af godkendelsen. Samme aftalepart kan ikke tildele samme nummer til en anden forlygtetype, undtagen når der er tale om udvidelse af godkendelsen af en forlygte, som alene afviger hvad angår farven af det udsendte lys.

5.3. Meddelelse om godkendelse eller udvidelse eller nægtelse af godkendelse af en type forlygte i henhold til dette regulativ tilsendes de parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved hjælp af en meddelelse svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

5.4. Forlygter, som er i overensstemmelse med en efter dette regulativ godkendt type, skal på den i punkt 4.2 ovenfor omhandlede flade, ud over den i punkt 4.1 foreskrevne mærkning være påført:

5.4.1.

et internationalt godkendelsesmærke (5) bestående af:

5.4.1.1.

en cirkel, der omgiver bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret for det land, der har meddelt godkendelsen (6)

5.4.1.2.

et godkendelsesnummer.

5.4.2.

I hvert tilfælde skal den pågældende arbejdsfunktion i henhold til punkt 1.1.1.1 i bilag 4 og de(n) tilladte spænding(er) i henhold til punkt 1.1.1.2 i bilag 4 være fastlagt på godkendelsesattesten og på den anmeldelsesblanket, som fremsendes til de stater, som er parter i overenskomsten, der anvender dette regulativ.

I de pågældende tilfælde skal anordningerne være mærket som følger:

På enheder, som opfylder forskrifterne i dette regulativ og er konstrueret således, at nærlysets glødetråd ikke tænder samtidig med nogen anden lygtefunktion, i hvilken den er gensidigt indbygget, anføres en skråstreg (/) bag nærlyssymbolet i godkendelsesmærket:

5.5. Mærkningen i henhold til punkt 5.4 skal være letlæselig og må ikke kunne slettes.

5.6. Bilag 2 til dette regulativ indeholder et eksempel på godkendelsesmærkets udformning.

6. GENERELLE FORSKRIFTER

6.1. Hvert prøveeksemplar af en forlygtetype skal være i overensstemmelse med forskrifterne i dette punkt og i punkt 7 nedenfor, samt, om nødvendigt, i punkt 8.

6.2. Forlygter skal være konstrueret og fremstillet således, at de ved normal brug og til trods for de rystelser, de derved kan blive udsat for, forbliver funktionssikre og bevarer de i dette regulativ påbudte kendetegn.

6.2.1. Forlygter skal være udstyret med en anordning, som bevirker, at de kan justeres således på køretøjerne, at de opfylder de forskrifter, som finder anvendelse på dem. Dog behøver en sådan anordning ikke være monteret på komponenter, i hvilke reflektor og lygteglas ikke kan skilles fra hinanden, forudsat at anvendelse af sådanne komponenter begrænses til køretøjer, på hvilke justering af forlygterne kan finde sted på anden måde.

Når en forlygte til fjernlys og en forlygte til nærlys med hver sin lampe danner en sammensat enhed, skal justeranordningen give mulighed for korrekt justering af hvert optisk system for sig.

6.2.2. Disse forskrifter finder dog ikke anvendelse på forlygteenheder, hvis reflektorer er udelelige. For en sådan type enhed finder forskrifterne i punkt 7.3 i nærværende regulativ anvendelse. Anvendes flere end én lyskilde til frembringelse af fjernlyset, benyttes de kombinerede funktioner til bestemmelse af belysningsstyrkens maksimale værdi (Emax).

6.3. De dele, hvormed glødelampen er fastgjort på reflektoren, skal være udført således, at glødelampen, selv i mørke, ikke kan monteres i nogen anden position end den korrekte.

6.4. Der skal udføres supplerende prøvning efter forskrifterne i bilag 4, således at det sikres, at de fotometriske præstationer ikke ændres for meget under brug.

6.5. Er forlygtens lygteglas af plast, sker prøvning efter forskrifterne i bilag 6.

7. SÆRLIGE FORSKRIFTER

7.1. Lygteglassets korrekte position i forhold til det optiske system skal være tydeligt afmærket og være låst mod drejning i fart.

7.2. Til måling af den belysningsstyrke, som frembringes af forlygten, anvendes en måleskærm som beskrevet i bilag 3 til dette regulativ og en standardglødelampe (S1 og/eller S2, regulativ nr. 37) med en glat og farveløs pære.

Standardglødelampen justeres til den relevante referencelysstrøm i overensstemmelse med de foreskrevne værdier for disse lamper.

7.3. Nærlyset skal have en afskæring, der er tilstrækkeligt skarp til, at den gør det praktisk muligt at rette lyset på tilfredsstillende vis, »Afskæringslinjen« skal være så lige og så vandret som muligt mindst 5° på hver side af linjen v-v (se bilag 3).

Når forlygterne rettes i overensstemmelse med bilag 3, skal de opfylde forskrifterne heri.

7.4. Lysets aftegning må ikke resultere i sideværts variationer, som forringer synligheden.

7.5. Belysningsstyrken på den i punkt 7.2 ovenfor nævnte skærm måles ved hjælp af en fotocelle, hvis effektive arbejdsflade skal være indeholdt i et kvadrat med en sidelængde på 65 mm.

8. FORSKRIFTER VEDRØRENDE FARVEDE LYGTEGLAS OG FILTRE

8.1. Der kan meddeles godkendelse for forlygter, som afgiver enten farveløst eller selektivt gult lys med en ufarvet glødelampe. Angivet i CIE-trikromatiske koordinater er de tilsvarende farvespecifikationer for gule glas eller filtre følgende:

Selektivt gult filter (skærm eller lygteglas)

Afgrænsning mod rød	y ≥ 0,138 + 0,58 x
Afgrænsning mod grøn	y ≤ 1,29 x – 0,1
Afgrænsning mod hvid	y ≥ – x + 0,966
Grænse mod spektrets værdi	y ≤ – x + 0,992

som også kan angives som følger:

dominerende bølgelængde	575 – 585 nm
renhedsfaktor	0,90 – 0,98
Transmissionsfaktoren skal være ≥ 0,78.

Transmissionsfaktoren bestemmes med en lyskilde med farvetemperatur på 2 856 K. (Svarende til belysningsmiddel A i henhold til Den internationale Belysningskommission (CIE)).

8.2. Filteret skal udgøre en del af forlygten og skal være fastgjort til denne på en sådan måde, at brugeren med almindeligt værktøj hverken kan fjerne det utilsigtet eller tilsigtet.

8.3. Bemærkning vedrørende farve

Eftersom enhver godkendelse efter dette regulativ meddeles i medfør af punkt 8.1 ovenfor for en type forlygte, som afgiver enten farveløst lys eller selektivt gult lys, afskærer artikel 3 i den overenskomst, til hvilken dette regulativ er vedføjet, ikke overenskomstens parter fra at forbyde forlygter, som afgiver farveløst eller selektivt gult lys, på de køretøjer, som de indregistrerer.

9. OVERGANGSBESTEMMELSER

9.1. Fra seks måneder efter den officielle ikrafttrædelsesdato for regulativ nr. 113 må ingen kontraherende part, som anvender dette regulativ, nægte at meddele ECE-godkendelse i henhold dette regulativ.

9.2. De kontraherende parter i overenskomsten, der anvender dette regulativ, må ikke nægte at udstede udvidelse af godkendelser, hvis forlygtetypen opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 01.

9.3. Godkendelser af lamper i kategori MB, som er meddelt i henhold til dette regulativ før ikrafttrædelsesdatoen for regulativ nr. 113, og enhver udvidelse af godkendelser, herunder udvidelser af en forudgående ændringsserie til dette regulativ, som er meddelt efterfølgende, forbliver gyldige på ubestemt tid.

9.4. De kontraherende parter i overenskomsten, der anvender dette regulativ, skal fortsat meddele godkendelse af forlygter på grundlag af dette regulativ, forudsat at der er tale om udskiftningsforlygter til montering på allerede ibrugtagne køretøjer.

9.5. Fra den officielle ikrafttrædelsesdato for regulativ nr. 113 må ingen kontraherende part i overenskomsten, der anvender dette regulativ, forbyde montering på en ny køretøjstype af en forlygte, der er godkendt i henhold til regulativ nr. 113.

9.6. De kontraherende parter i overenskomsten, der anvender dette regulativ, skal fortsat tillade montering på en køretøjstype eller et køretøj, der er godkendt i henhold til dette regulativ.

9.7. De kontraherende parter i overenskomsten, der anvender dette regulativ, skal fortsat tillade montering eller anvendelse på et ibrugtaget køretøj af en forlygte, der er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved eventuelle tidligere ændringsserier, forudsat at der er tale om udskiftningsforlygter.

10. PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

10.1. Forlygter, som er godkendt efter dette regulativ, skal være produceret således, at de er i overensstemmelse med den godkendte type, idet de opfylder forskrifterne i punkt 7 ovenfor.

10.2. Til efterprøvning af, at forskrifterne i punkt 10.1 er opfyldt, skal der foretages passende kontrol af produktionen.

10.3. Indehaveren af godkendelsen skal blandt andet:

10.3.1.

sørge for, at der findes procedurer til effektiv kontrol af produkternes kvalitet

10.3.2.

råde over det nødvendige udstyr til kontrol af overensstemmelsen af hver godkendt type

10.3.3.

drage omsorg for, at prøvningsdata registreres, og at de tilhørende dokumenter er til rådighed i et tidsrum, der fastsættes efter aftale med den administrative tjeneste

10.3.4.

analysere resultaterne af hver type prøvning og kontrol, så det kontrolleres og sikres, at produktets egenskaber holdes konstante inden for den normale variation i en industriproduktion

10.3.5.

sørge for, at der for hver produkttype mindst udføres de i dette regulativs bilag 5 foreskrevne prøver

10.3.6.

sørge for, at enhver stikprøve, der udviser tegn på manglende overensstemmelse ved den pågældende type prøve, foranlediger udtagelse af endnu en stikprøve og endnu en kontrol. Der skal tages alle nødvendige skridt til genopretning af produktionens overensstemmelse.

10.4. Den kompetente myndighed, som har meddelt typegodkendelse, kan til hver en tid efterprøve de metoder til overensstemmelsesprøvning, som anvendes på hvert produktionsanlæg.

10.4.1. Ved hver inspektion skal prøvningsoptegnelser og produktionsjournaler forelægges den besøgende inspektør.

10.4.2. Inspektøren kan udtage stikprøver til prøvning på fabrikantens laboratorium. Det mindste stikprøveantal kan fastsættes under hensyntagen til resultaterne af fabrikantens egen kontrol.

10.4.3. Såfremt kvalitetsniveauet synes at være utilfredsstillende, eller det synes nødvendigt at kontrollere gyldigheden af de prøvninger, der er udført i henhold til punkt 10.4.2 ovenfor, udtager inspektøren stikprøver til kontrol hos den tekniske tjeneste, der har foretaget typegodkendelsesprøvningen, under anvendelse af kriterierne i bilag 7.

10.4.4. Den kompetente myndighed kan udføre enhver prøvning, som foreskrives i dette regulativ. Sådan prøvning finder sted på stikprøver, som udtages på tilfældig måde, uden at det medfører forvridning af fabrikantens leveringsforpligtelser, og i overensstemmelse med kriterierne i bilag 7.

10.4.5. Den kompetente myndighed skal tilstræbe en inspektionshyppighed på én gang hvert andet år. Dette er imidlertid op til den kompetente myndigheds skøn og dens tillid til de arrangementer, der skal sikre effektiv kontrol med produktionens overensstemmelse. Hvis der registreres negative resultater, sikrer den kompetente myndighed, at der tages alle nødvendige skridt til, at produktionens overensstemmelse snarest muligt genoprettes.

10.5. Der ses bort fra forlygter med åbenlyse fejl.

11. SANKTIONER I TILFÆLDE AF PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE

11.1. En godkendelse for en type forlygte, der er meddelt i henhold til dette regulativ, kan inddrages, hvis kravene ikke opfyldes, eller hvis en forlygte med typegodkendelsesmærke ikke er i overensstemmelse med den godkendte type.

11.2. Hvis en kontraherende part, som anvender dette regulativ, inddrager en godkendelse, som den tidligere har meddelt, skal den straks underrette de øvrige kontraherende parter i overenskomsten, der anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en meddelelsesformular svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

12. ÆNDRING OG UDVIDELSE AF GODKENDELSEN FOR EN FORLYGTETYPE

12.1. Enhver ændring af forlygtetypen skal meddeles den administrative myndighed, som har godkendt forlygtetypen. Denne myndighed kan da enten:

12.1.1.

skønne, at de foretagne ændringer næppe vil have mærkbar ugunstig virkning, og at forlygten stadig opfylder forskrifterne, eller

12.1.2.

kræve en yderligere prøvningsrapport fra den tekniske tjeneste, som er ansvarlig for prøvningens udførelse.

12.2. Bekræftelse eller nægtelse af godkendelse med angivelse af ændringerne meddeles parterne i overenskomsten, der anvender dette regulativ, via den i punkt 5.3 ovenfor anførte procedure.

12.3. Den kompetente myndighed, som meddeler udvidelse af en godkendelse, tildeler udvidelsen et serienummer og underretter de øvrige kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en meddelelse svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

13. ENDELIGT OPHØR AF PRODUKTIONEN

Hvis indehaveren af godkendelsen fuldstændig indstiller produktionen af en type forlygte, som er godkendt i henhold til dette regulativ, skal han underrette den myndighed, som har meddelt godkendelsen, herom. Efter modtagelse af den pågældende meddelelse underretter myndigheden de øvrige parter i 1958-overenskomsten, som anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en meddelelsesformular svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

14. NAVN OG ADRESSE PÅ DE TEKNISKE TJENESTER, SOM ER ANSVARLIGE FOR UDFØRELSE AF GODKENDELSESPRØVNINGEN, OG PÅ DE ADMINISTRATIVE MYNDIGHEDER

De parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, meddeler De Forenede Nationers sekretariat navne og adresser på de tekniske tjenester, som er ansvarlige for udførelse af godkendelsesprøvninger, og på de administrative myndigheder, som meddeler typegodkendelser, og hvortil meddelelser udstedt i andre lande om godkendelse eller udvidelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelse skal sendes.

(1) Der er i dette regulativ intet til hinder for, at en kontraherende part, som anvender dette regulativ, kan forbyde, at en forlygte med glas af et plastmateriale, der er godkendt i henhold til dette regulativ, kombineres med en mekanisk forlygtevasker (med visker).

(2) Vedrørende ansøgning om godkendelse af en glødelampe henvises til regulativ nr. 37.

(3) Når forlygterne skal fremstilles med farvede lygteglas, indleveres desuden to prøveeksemplarer af farvet lygteglas udelukkende med henblik på prøvning af farven.

(4) Reflektoren betragtes som lygtehuset. Kan lygteglasset ikke adskilles fra forlygtens hus, er en flade på lygteglasset tilstrækkeligt.

(5) Hvis forskellige forlygtetyper har identiske lygteglas eller reflektorer, kan lygteglasset og reflektoren forsynes med de forskellige godkendelsesmærker for disse forlygtetyper, forudsat at godkendelsesnummeret for den specifikke type kan identificeres utvetydigt.

(6) Kendingsnumrene for de kontraherende parter i 1958-overenskomsten er angivet i bilag 3 til den konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3), dokument ECE/TRANS/WP.29/78/Rev.2/Amend.1.

BILAG 1

BILAG 2

UDFORMNING AF GODKENDELSESMÆRKER

a = 12 mm min.

En forlygte, som er påført ovenstående godkendelsesmærke, er godkendt i Nederlandene (E4) med godkendelsesnummer 012439. Godkendelsesnummeret angiver, at godkendelsen er meddelt efter forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 01.

Bemærkning:

Godkendelsesnummeret skal placeres tæt på cirklen og enten over, under, til venstre eller til højre for bogstavet »E«. Alle nummerets cifre skal stå på samme side af bogstavet »E« og vende samme vej. Brug af romertal som godkendelsesnummer bør undgås for at undgå forveksling med andre symboler.

Karakteristik af en forlygte, der opfylder forskrifterne i regulativ nr. 57: Forlygten er konstrueret således, at glødetråden til nærlyset
kan være tændt	ikke må være tændt
samtidigt med fjernlyset og/eller en anden hermed gensidigt indbygget belysningsfunktion.

En forlygte, som bærer ovenstående godkendelsesmærke, er en forlygte med lygteglas af et plastmateriale, der er godkendt i Nederlandene (E 4) med godkendelsesnummer 01 2440. Godkendelsesnummeret angiver, at godkendelsen er meddelt efter forskrifterne i nærværende regulativ som ændret ved ændringsserie 01.

Den er konstrueret således, at nærlysglødetråden kan tændes samtidigt med fjernlyset og/eller en anden belysningsfunktion, som den er gensidigt indbygget med.

BILAG 3

FOTOMETRISKE PRØVNINGER

1. Ved retning skal indstillingsskærmen være mindst 10 m foran forlygten, og linjen h-h skal være vandret. Ved måling skal fotocellen være i en afstand af 25 m foran forlygten, vinkelret på en linje mellem glødelampens glødetråd og punktet HV.

2. I sideretningen skal forlygten være indstillet således, at strålecentrum for fjernlyset er på den lodrette linje v-v.

3. Lodret skal forlygten være indstillet således, at »afskæringslinjen« er beliggende 250 mm under linjen h-h.

4. Forlygten skal, når den er indstillet i overensstemmelse med punkt 2 og 3 ovenfor, svarende til betingelserne for fjernlyset, opfylde følgende betingelser:

4.1. fjernlysets lyscentrum skal højst være 0,6° over eller under linjen h-h.

4.2. fjernlysets belysningsstyrke skal nå sin maksimale værdi E max i centrum for hele lysbundtet og aftage i sideretningen

4.3. fjernlysets maksimale belysningsstyrke (E max) skal være mindst 32 lux

4.3.1. 32 lux for forlygter af kategori MB

4.4. den belysning, som fjernlyset frembringer, skal opfylde følgende forskrifter:

4.4.1. skæringspunktet (HV) for linjerne h-h og v-v skal ligge inden for isoluxkurven svarende til 90 % af den maksimale belysningsstyrke

4.4.2. Fra punktet HV skal fjernlysets belysningsstyrke vandret mod højre og venstre for forlygter i kategori MB være mindst 12 lux indtil en afstand af 1,125 meter og mindst 3 lux indtil en afstand af 2,25 meter.

4.5. den belysning, som nærlyset frembringer, skal opfylde følgende forskrifter:

Målepunkt	Forlygte i kategori MB
Et vilkårligt punkt på og over linjen h-h	≤ 0,7 lux
Et vilkårligt punkt på linjen 50L-50R undtagen 50 V (1)	≥ 1,5 lux
Punkt 50 V	≥ 3 lux
Et vilkårligt punkt på linjen 25L-25R	≥ 3 lux
Et vilkårligt punkt i område IV	≥ 1,5 lux

5. MÅLINGS- OG INDSTILLINGSSKÆRM

(mål i mm ved en afstand på 25 m)

6. For glødetrådslamper anvendes kategori S1 eller S2 i henhold til regulativ nr. 37.

(1) Formula

BILAG 4

PRØVNING AF DE FOTOMETRISKE PRÆSTATIONERS STABILITET AF FORLYGTER I BRUG

PRØVNING PÅ KOMPLETTE FORLYGTER

Efter at de fotometriske værdier er målt efter dette regulativs forskrifter i punktet svarende til Emax for fjernlys og i punkterne HV, 50 R, 50 L og B 50 for nærlys, afprøves et komplet prøveeksemplar af en forlygte for stabilitet af fotometriske præstationer under brug. Ved »komplet forlygte« forstås selve den komplette lygte, herunder de omgivende karrosseridele og lygter, som kan påvirke dens varmeafledning.

1. PRØVNING AF STABILITET AF FOTOMETRISKE PRÆSTATIONER

Prøvningen finder sted i tør, stillestående luft ved en lufttemperatur på 23 °C ± 5 °C med den komplette forlygte fastgjort på et underlag, som repræsenterer korrekt montering på køretøjet.

1.1. Ren forlygte

Forlygten bringes til at fungere i 12 timer som beskrevet i punkt 1.1.1 og kontrolleres som beskrevet i punkt 1.1.2.

1.1.1. Prøvningsforskrifter

Forlygten bringes til at fungere i det foreskrevne tidsrum, således at:

1.1.1.1.

a)	i tilfælde, hvor kun én lygtefunktion (fjernlys eller nærlys) skal godkendes, er den tilsvarende glødetråd tændt i den foreskrevne tid (1)

i tilfælde af i hinanden indbyggede fjernlys- og nærlyslygter (dobbeltrådslampe eller to glødelamper):

Såfremt ansøgeren erklærer, at forlygten skal anvendes med en enkelt glødetråd tændt (2) ad gangen, gennemføres prøvningen i overensstemmelse hermed, således at man aktiverer hver af de angivne funktioner successivt i halvdelen af den i punkt 1.1 foreskrevne tid:

I alle andre tilfælde underkastes forlygten følgende cyklus i det foreskrevne tidsrum:

15 minutter med nærlysets glødetråd tændt

5 minutter med alle glødetråde tændt.

c)	ved sammenbyggede lygtefunktioner skal alle enkeltfunktioner være tændt samtidigt i den tid, der foreskrives for de enkelte lygtefunktioner (a), idet der også tages hensyn til brugen af i hinanden indbyggede lygtefunktioner (b) i henhold til fabrikantens forskrifter.

1.1.1.2.

Prøvningsspænding

Spændingen skal være indstillet således, at der tilføres 90 % af det maksimale wattforbrug, som foreskrives for glødelamper af kategori S i regulativ nr. 37.

Den tilførte effekt i watt skal i alle tilfælde være i overensstemmelse med den tilsvarende værdi for en glødelampe til 12 V mærkespænding, medmindre ansøgeren angiver, at forlygten kan anvendes ved en anden spænding.

1.1.2. Prøvningsresultater

1.1.2.1. Visuel inspektion

Når forlygten er stabiliseret ved rumtemperatur, skal forlygtens lygteglas og et eventuelt udvendigt glas rengøres med en ren, fugtig bomuldsklud. Den inspiceres derefter visuelt; der må ikke være synlig skævhed, deformation, revnedannelse eller farveændring hverken i lygteglasset eller i et eventuelt udvendigt glas.

1.1.2.2. Fotometrisk prøvning

For at efterkomme dette regulativs forskrifter skal de fotometriske værdier efterprøves i følgende punkter:

Nærlys:

50 R, 50 L, B 50 HV

Fjernlys:

Punktet svarende til Emax

Der kan foretages endnu en indstilling til korrektion for eventuel varmeforårsaget deformation af forlygtens sokkel (ændringen i afskæringslinjens position er omhandlet i punkt 2 i dette bilag).

Mellem de fotometriske egenskaber og værdierne målt inden prøvningen kan tillades en afvigelse på 10 %, heri medregnet tolerancerne for den fotometriske metode.

1.2. Tilsmudset forlygte

Efter at være afprøvet som beskrevet i punkt 1.1 ovenfor bringes forlygten til at fungere i én time som beskrevet i punkt 1.1.1 efter at være forberedt som foreskrevet i punkt 1.2.1 og kontrolleret som foreskrevet i punkt 1.1.2.

1.2.1. Klargøring af forlygten

1.2.1.1. Prøveblanding

1.2.1.1.1. Til forlygter med udvendigt lygteglas af glas:

Blandingen af vand og forurenende stof, som skal påføres forlygten, skal bestå af:

9 vægtdele kvartssand med kornstørrelse 0-100 μm

1 vægtdel vegetabilsk kulstøv (bøgetræ) med kornstørrelse 0-100 μm

0,2 vægtdel NaCMC (3), og

en passende mængde destilleret vand med en specifik ledningsevne på ≤ 1 S/m.

Blandingen må højst være 14 dage gammel.

1.2.1.1.2. For forlygter med udvendigt lygteglas i plastmateriale:

Blandingen af vand og forurenende stof, som skal påføres forlygten, består af:

9 vægtdele kvartssand med kornstørrelse 0-100 μm

1 vægtdel vegetabilsk kulstøv (bøgetræ) med kornstørrelse 0-100 μm

0,2 vægtdel NaCMC

13 vægtdele destilleret vand med specifik ledningsevne ≤ 1 mS/m, og

2 ± 1 vægtdele overfladeaktivt stof. (4)

Blandingen må højst være 14 dage gammel.

1.2.1.2. Påføring af prøveblandingen på forlygten

Prøveblandingen påføres jævnt på hele forlygtens lysende overflade, hvorefter man lader den tørre. Denne procedure gentages, indtil lysstyrken er faldet til 15-20 % af de værdier, som er målt for hvert af følgende punkter under de i dette bilag beskrevne betingelser:

for fjernlys, punktet svarende til Emaxved fotometrisk fordeling svarende til en fjernlys-/nærlyslygte,

for fjernlys, punktet svarende til Emaxved fotometrisk fordeling svarende til kun en fjernlyslygte,

B 50 og 50 V (5) for en fjernlyslygte, som alene afgiver nærlys.

1.2.1.3. Måleudstyr

Det anvendte måleudstyr skal svare til det, som anvendes til godkendelsesprøvning af forlygter. Til fotometrisk efterprøvning anvendes en standardglødelampe (referenceglødelampe).

2. PRØVNING AF ÆNDRING I AFSKÆRINGSLINJENS VERTIKALE BELIGGENHED UNDER VARMEINDVIRKNING

Denne prøvning består i at kontrollere, at afskæringslinjens vertikale flytning under indvirkning af varme ikke overstiger en foreskreven værdi for en nærlyslygte i brug.

Efter at forlygten er afprøvet i henhold til punkt 1, underkastes lygten den i punkt 2.1 beskrevne prøvning uden at fjernes fra eller flyttes i forhold til prøveopspændingen.

2.1. Prøvning

Prøvningen udføres i tør og stillestående luft ved en lufttemperatur på 23 °C ± 5 °C.

Ved hjælp af en masseproduceret glødelampe, som er ældet i mindst én time, bringes forlygten til at fungere med nærlys uden at fjernes fra eller efterjusteres i forhold til prøveopspændingen. (Til denne prøvning indstilles spændingen som foreskrevet i punkt 1.1.1.2). Positionen for afskæringslinjens horisontale del (mellem de vertikale linjer gennem punktet 50 L for højrekørsel hhv. 50 R for venstrekørsel) kontrolleres hhv. 3 minutter (r3) og 60 minutter (r60) efter at lygten har været i funktion.

Måling af ændringen i afskæringslinjens position som beskrevet ovenfor kan udføres med enhver metode, som giver acceptabel nøjagtighed og reproducerbare resultater.

2.2. Prøvningsresultater

2.2.1. Resultatet, målt i milliradianer (mrad) anses kun for acceptabelt for nærlyslygter, når den numeriske værdi Δ rI = (r3 – r60) målt på forlygten ikke overstiger 1,0 mrad (Δ rI ≤ 1,0 mrad).

2.2.2. Er denne størrelse imidlertid over 1,0 mrad, men ikke over 1,5 mrad (1,0 mrad < Δ rI ≤ 1,5 mrad) afprøves endnu en forlygte som beskrevet i punkt 2.1 efter tre på hinanden følgende gange at have været underkastet den nedenfor beskrevne cyklus for at stabilisere positionen af forlygtens mekaniske dele på et underlag, som er repræsentativt for korrekt montering på køretøjet:

Nærlyset bringes til at fungere i én time (spændingen indstilles som foreskrevet i punkt 1.1.1.2).

Nærlyset slukkes i én time.

Forlygtetypen anses for acceptabel, hvis gennemsnitsværdien af de numeriske værdier Δ rI, målt på første prøve, og Δ rII målt på den anden prøve, ikke er over 1,0 mrad.

Formula

(1) Hvis den undersøgte forlygte er sammenbygget med lygter til signalgivning, eller hvis de er indbygget i hinanden, skal lygterne til signalgivning være tændt under prøvningen.

(2) Såfremt to eller flere glødetråde lyser samtidigt, når forlygten afgiver overhalingssignal, anses dette ikke for normal samtidig brug af glødetrådene.

(3) NaCMC står for natriumsaltet af carboxymethylcellulose, også betegnet CMC. Den i smudsblandingen anvendte NaCMC skal have en substitutionsgrad (DS) på 0,6-0,7 og en viskositet på 200-300 cP for en 2 % opløsning ved 20 °C.

(4) Tolerancen på mængdeangivelsen er nødvendig for, at smudsblandingen spreder sig korrekt over hele plastlygteglasset.

(5) Punktet 50 V er beliggende 375 mm under HV på den lodrette linje v-v på skærmen, der er placeret i en afstand af 25 m.

BILAG 5

MINDSTEKRAV FOR METODER TIL KONTROL AF PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

1. ALMINDELIGE FORSKRIFTER

1.1. Overensstemmelseskriterierne anses for at være opfyldt i både mekanisk og geometrisk henseende, hvis der ikke forekommer afvigelser ud over uundgåelige variationer, som ligger inden for rammerne af kravene i dette regulativ.

1.2. Hvad angår fotometriske præstationer anses masseproducerede forlygter ikke for uoverensstemmende, såfremt ved prøvning af de fotometriske præstationer af enhver på tilfældig måde udtaget forlygte, som er udstyret med standardglødelampe:

1.2.1. ingen målt værdi afviger i ugunstig retning med mere end 20 % fra de værdier, som foreskrives i dette regulativ. For værdien i zone III kan den maksimale afvigelse i ugunstig retning være henholdsvis:

0,3 lux svarende til 20 %

0,45 lux svarende til 30 %

1.2.2. og såfremt der, for fjernlyset, med HV beliggende inden for isoluxkurven svarende til 0,75 Emax, er overholdt en tolerance på ± 20 % for maksimalværdierne og – 20 % for minimumværdierne af de fotometriske værdier i ethvert målepunkt angivet i punkt 4.3 og 4.4 i bilag 3 til dette regulativ.

1.2.3. Såfremt resultaterne af de ovenfor beskrevne prøver ikke opfylder forskrifterne, gentages prøvningen af forlygten med en anden standardglødelampe.

1.3. Til efterprøvning af den vertikale ændring i afskæringslinjens beliggenhed under indvirkning af varme anvendes følgende metode:

En af de udtagne forlygter afprøves med den i bilag 4, punkt 2.1, beskrevne metode efter tre på hinanden følgende gange at have gennemgået den i bilag 4, punkt 2.2.2, beskrevne cyklus.

Forlygten anses for acceptabel, såfremt Δr ikke er over 1,5 mrad.

Er denne værdi over 1,5 mrad, men ikke over 2,0 mrad, afprøves endnu en forlygte, hvorefter gennemsnittet af de numeriske værdier for de to prøver ikke må være over 1,5 mrad.

1.4. Kromaticitetskoordinaterne skal være overholdt, når forlygten er udstyret med en glødelampe, som er indstillet til en farvetemperatur svarende til Standard A.

De fotometriske præstationer for en forlygte, som afgiver selektivt gult lys, når den er monteret med en farveløs glødelampe, skal være lig værdierne i dette regulativ ganget med 0,84.

2. MINIMUMSKRAV TIL KONTROL AF PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE VED FABRIKANTEN

For hver type forlygte skal indehaveren af godkendelsesmærket gennemføre mindst følgende prøvninger med passende intervaller. Prøvningerne skal udføres i overensstemmelse med bestemmelserne i dette regulativ.

Konstateres der ved nogen prøvetagning manglende overensstemmelse hvad angår den pågældende type prøvning, udtages flere prøveeksemplarer, som prøves. Fabrikanten træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at produktionen bringes i overensstemmelse.

2.1. Prøvningernes art

Prøvning for overensstemmelse med dette regulativ skal omfatte fotometriske egenskaber og efterprøvning af den vertikale ændring i afskæringslinjens beliggenhed under indvirkning af varme.

2.2. Metoder, som anvendes ved prøvningerne

2.2.1. Prøvningerne udføres generelt i overensstemmelse med metoderne i dette regulativ.

2.2.2. Ved alle overensstemmelsesprøvninger, som foretages af fabrikanten, kan der efter tilladelse fra den kompetente myndighed, der er ansvarlig for godkendelsesprøvningerne, benyttes ækvivalente metoder. Det påhviler fabrikanten at godtgøre, at de anvendte metoder er ækvivalente med dem, som er fastlagt i dette regulativ.

2.2.3. Anvendelsen af punkt 2.2.1 og 2.2.2 kræver regelmæssig kalibrering af prøvningsapparaturet, og målingerne skal sammenholdes med de målinger, der udføres af en kompetent myndighed.

2.2.4. I alle tilfælde anvendes de referencemetoder, som er foreskrevet i dette regulativ, navnlig ved administrativ kontrol og prøveudtagning.

2.3. Prøveudtagningens art

Der udtages på tilfældig måde prøver af forlygter fra en ensartet produktionsbatch. Ved en ensartet batch forstås et sæt forlygter af samme type, defineret i henhold til fabrikantens produktionsmetoder.

Bedømmelsen skal sædvanligvis dække serieproduktion fra de enkelte fabrikker. En fabrikant kan dog behandle resultaterne fra flere fabrikker vedrørende samme type som én gruppe, forudsat at fabrikkerne anvender samme kvalitetsstyringssystem.

2.4. Målte og registrerede fotometriske egenskaber

Der foretages fotometrisk måling på de udtagne forlygteprøver i de i regulativet fastlagte punkter, idet aflæsningen begrænses til punkterne Emax og HV (1) for fjernlys, og til punkterne HV, 50 R og 50 L for nærlys (se figuren i bilag 3).

2.5. Godkendelseskriterier

Fabrikanten er ansvarlig for, at der gennemføres en statistisk undersøgelse af prøvningsresultaterne, og for, at der efter aftale med den kompetente myndighed fastsættes kriterier for godkendelsen af de pågældende produkter, for at de kan være i overensstemmelse med de specifikationer, der er fastsat for overensstemmelseskontrol af produktionen i dette regulativs punkt 10.1.

Godkendelseskriterierne skal være fastlagt således, at der med en konfidensgrænse på 95 % er en sandsynlighed på mindst 0,95 for at bestå kontrollen i overensstemmelse med bilag 7 (første prøveudtagning).

(1) Hvis fjernlyslygte og nærlyslygte er indbygget i hinanden, skal HV for fjernlys være samme målepunkt som for nærlys.

BILAG 6

FORSKRIFTER FOR LYGTER MED LYGTEGLAS AF PLAST — PRØVNING AF LYGTEGLAS ELLER MATERIALEPRØVER SAMT AF KOMPLETTE LYGTER

1. GENERELLE FORSKRIFTER

1.1. Prøver, som indleveres i henhold til punkt 3.2.4 i dette regulativ, skal opfylde forskrifterne i punkt 2.1 til 2.5 nedenfor.

1.2. De to prøveeksemplarer af komplette lygter, som indleveres i henhold til punkt 3.2.3 i dette regulativ, og som omfatter lygteglas af plast, skal hvad angår lygteglassets materiale opfylde forskrifterne i punkt 2.6 nedenfor.

1.3. Prøverne af lygteglas af plast eller materialeprøverne skal, med den eventuelle reflektor, som de er bestemt til anvendelse sammen med, underkastes godkendelsesprøvning i den kronologiske rækkefølge, som er angivet i tabel A i tillæg 1 til dette bilag.

1.4. Kan lygtefabrikanten imidlertid godtgøre, at produktet allerede har bestået de i punkt 2.1-2.5. nedenfor foreskrevne prøvninger eller tilsvarende prøvninger i henhold til et andet regulativ, behøver de pågældende prøvninger ikke gentages; kun de i tillæg 1, tabel B foreskrevne prøver er påbudt.

2. PRØVNINGER

2.1. Bestandighed mod temperaturudsving

2.1.1. Prøvninger

Tre nye prøver (lygteglas) gennemgår fem cykliske forløb af temperatur- og fugtighedsændring (RH = relativ fugtighed) i henhold til følgende program:

3 timer ved 40 °C ± 2 °C og 85-95 % RH

1 time ved 23 °C ± 5 °C og 60-75 % RH

15 timer ved – 30 °C ± 2 °C

1 time ved 23 °C ± 5 °C og 60-75 % RH

3 timer ved 80 °C ± 2 °C

1 time ved 23 °C ± 5 °C og 60-75 % RH.

Inden denne prøvning skal prøverne opbevares ved 23 °C ± 5 °C og 60-75 % RH i mindst fire timer.

Bemærk:

Perioderne på én time ved 23 °C ± 5 °C skal indbefatte de overgangsperioder fra den ene temperatur til den anden, som er nødvendige for at undgå temperaturchok.

2.1.2. Fotometriske målinger

2.1.2.1. Metode

Der foretages fotometriske målinger på prøverne før og efter prøvningen.

Disse målinger finder sted med brug af en standardlampe i følgende punkter:

B 50 og 50 V for nærlyset fra en nærlyslygte eller en nærlys-/fjernlyslygte

punktet svarende til Emax for fjernlyset fra en fjernlyslygte eller nærlys-/fjernlyslygte.

2.1.2.2. Resultater

Afvigelsen mellem de fotometriske værdier, målt på hver prøve før og efter prøvning, må ikke være over 10 %, heri medregnet tolerancerne på den fotometriske metode.

2.2. Bestandighed mod stoffer i atmosfæren og kemiske stoffer

2.2.1. Bestandighed mod stoffer i atmosfæren

Tre nye prøver (lygteglas eller materialeprøver) udsættes for bestråling fra en kilde med spektral energifordeling svarende til et sort legeme med en temperatur mellem 5 500 K og 6 000 K. Mellem kilden og prøverne anbringes passende filtre, som giver størst mulig reduktion af stråling med bølgelængde under 295 nm og over 2 500 nm. Prøverne udsættes for en belysningseffekt på 1 200 W/m2 ± 200 W/m2 i et tidsrum, som bevirker, at de modtager en lysenergi på 4 500 MJ/m2 ± 200 MJ/m2. Inden for afdækningen skal temperaturen, målt på det sorte panel, som er anbragt i niveau med prøverne være 50 °C ± 5 °C. For at sikre ensartet eksponering skal prøverne rotere omkring strålingskilderne med mellem 1 og 5 o./min.

Prøverne overbruses med destilleret vand med specifik ledningsevne mindre end 1 mS/m ved en temperatur på 23 °C ± 5 °C i henhold til følgende cyklus:

Overbrusning	:	5 minutter
Tørring	:	25 minutter.

2.2.2. Bestandighed mod kemiske stoffer

Efter udførelse af den i punkt 2.2.1 ovenfor beskrevne prøvning og den i punkt 2.2.3.1 nedenfor beskrevne måling behandles den ydre overflade af de tre nævnte prøver som beskrevet i punkt 2.2.2.2 med den i punkt 2.2.2.1 nedenfor foreskrevne blanding.

2.2.2.1. Prøveblanding

Prøveblandingen består af 61,5 % n-heptan, 12,5 % toluen, 7,5 % tetrachlorethan, 12,5 % trichlorethen og 6 % xylen ( % v/v).

2.2.2.2. Påføring af prøveblandingen

Et stykke bomuldsklud (ifølge ISO 105) gennemvædes til mætning med den i punkt 2.2.2.1 ovenfor angivne blanding og lægges efter højst 10 sekunder på prøvens ydre overflade i et tidsrum af 10 minutter med et tryk på 50 N/cm2, svarende til en kraft på 100 N på et prøveareal på 14 × 14 mm.

Inden for denne 10 minutters periode gennemvædes stofpuden igen med blandingen, således at sammensætningen af den påførte væske til stadighed er identisk med den foreskrevne prøveblanding.

I påføringsperioden er det tilladt at kompensere for det tryk, der påføres prøven, for at forebygge revnedannelse.

2.2.2.3. Rengøring

Efter afslutning af påføringen af prøveblandingen tørres prøverne i fri luft og vaskes derefter med den i punkt 2.3 beskrevne opløsning (Bestandighed mod detergenter) 23 °C ± 5 °C.

Derefter skylles prøverne grundigt med destilleret vand med et indhold af urenheder på højst 0,2 % ved 23 °C ± 5 °C og aftørres derefter med en blød klud.

2.2.3. Resultater

2.2.3.1. Efter prøvning for bestandighed mod stoffer i atmosfæren skal prøvernes ydre overflade være uden revner, ridser, skår og deformation, og den gennemsnitlige afvigelse i transmission

Formula , målt på de tre prøver i henhold til fremgangsmåden i tillæg 2 til dette bilag må højst være 0,020 (Δ tm < 0,020).

2.2.3.2. Efter prøvning for bestandighed mod kemiske stoffer må prøverne ikke frembyde spor af kemisk misfarvning, som kan forventes at ville påvirke spredningen af lysstrømmen, for hvilken middelafvigelsen

Formula , målt på de tre prøver i henhold til fremgangsmåden i tillæg 2 til dette bilag må højst være 0,020 (Δ dm ≤ 0,020).

2.3. Modstandsdygtighed over for detergenter og carbonhydrider

2.3.1. Modstandsdygtighed over for detergenter

Den ydre overflade af de tre prøver (lygteglas eller materialeprøver) opvarmes til 50 °C ± 5 °C og nedsænkes derefter i 5 minutter i en blanding, hvis temperatur holdes på 23 °C ± 5 °C, og som består af 99 dele destilleret vand med et indhold af urenheder på højst 0,02 % og en del alkylarylsulfonat.

Efter udførelse af prøvningen tørres prøverne ved 50 °C ± 5 °C. Prøvernes overflade rengøres med en fugtig klud.

2.3.2. Modstandsdygtighed over for carbonhydrider

Den ydre overflade af disse tre prøver indgnides derefter let i ét minut med en bomuldsklud gennemvædet med en blanding af 70 % n-heptan og 30 % toluen ( % v/v) og tørrer derefter i fri luft.

2.3.3. Resultater

Efter at de to ovennævnte prøvninger er udført efter hinanden, må den gennemsnitlige variation i lysgennemstrømningen

Formula , målt på de tre prøver i henhold til fremgangsmåden i tillæg 2 til dette bilag højst være 0,010 (Δ tm < 0,010).

2.4. Bestandighed mod mekanisk nedbrydning

2.4.1. Metode til mekanisk nedbrydning

Ydersiden af de tre nye prøver (lygteglas) udsættes for ensartet mekanisk nedbrydning med den i tillæg 3 til dette bilag beskrevne metode.

2.4.2. Resultater

efter denne prøvning skal variationerne:

i transmissionen: Formula ,

og i spredningen: Formula ,

måles med den i tillæg 2 beskrevne metode i det område, der beskrives i punkt 3.2.4.1.1 i dette regulativ. Gennemsnitsværdien for de tre prøveeksemplarer skal være således, at:

Δ tm < 0,100

Δ dm < 0,050.

2.5. Prøvning for vedhæftning af eventuel coating

2.5.1. Forbehandling af prøven

I et areal på 20 mm × 20 mm af lygteglassets coatede overflade indridses med barberblad eller nål en inddeling bestående af kvadrater på ca. 2 mm × 2 mm. Trykket på barberblad eller nål skal være tilstrækkeligt til i det mindste at gennemskære coatingen.

2.5.2. Beskrivelse af prøvningen

Der benyttes klæbebånd med en vedhæftningsstyrke på 2 N/(cm bredde) ± 20 %, målt under de standardbetingelser, der foreskrives i tillæg 4 til dette bilag. Klæbebåndet, hvis bredde skal være mindst 25 mm, trykkes i mindst fem minutter mod den overflade, der er forberedt som beskrevet i punkt 2.5.1.

Derefter belastes enden af klæbebåndet på en sådan måde, at vedhæftningskraften til overfladen afbalanceres af en kraft vinkelret på denne overflade. På dette stadium afrives tapen med en konstant hastighed af 1,5 m/s ± 0,2 m/s.

2.5.3. Resultater

Der må ikke være væsentlig beskadigelse af det inddelte areal. Der tillades beskadigelse af skæringspunkterne mellem kvadraterne eller ved kanterne af udskæringen, forudsat at det beskadigede område ikke udgør mere end 15 % af det inddelte område.

2.6. Prøvning af komplet lygte med lygteglas af plast

2.6.1. Modstandsdygtighed over for mekanisk nedbrydning af lygteglassets overflade

2.6.1.1. Prøvninger

Lygteglasset i lygteprøve nr. 1 underkastes den i punkt 2.4.1 ovenfor beskrevne prøvning.

2.6.1.2. Resultater

Efter prøvningen må resultaterne af de fotometriske målinger, som er udført på lygten i overensstemmelse med dette regulativ, højst være 30 % over de maksimumværdier, der foreskrives for punkt B 50, og højst 10 % under de minimumværdier, der foreskrives for punkt 50 V.

2.6.2. Prøvning for vedhæftning af eventuel coating

Lygteglasset i lygteprøve nr. 2 underkastes den i punkt 2.5 ovenfor beskrevne prøvning.

3. KONTROL AF PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

3.1. Hvad angår de til lygteglassene anvendte materialer anses lygterne i en serie for at opfylde forskrifterne i dette regulativ, såfremt:

3.1.1. prøvernes yderside efter prøvning for bestandighed mod kemiske stoffer og prøvning for bestandighed mod detergenter og carbonhydrider ikke frembyder revner, skår eller deformation, som er synlig for det blotte øje (se punkt 2.2.2, 2.3.1 og 2.3.2)

3.1.2. de fotometriske værdier i de i punkt 2.6.1.2 beskrevne målepunkter efter udførelse af prøvningen i punkt 2.6.1.1 er inden for de grænser for produktionens overensstemmelse, som foreskrives i dette regulativ.

3.2. Opfylder prøvningsresultaterne ikke forskrifterne, gentages prøvningen på endnu en prøve af forlygter, udtaget på tilfældig måde.

Tillæg 1

KRONOLOGISK RÆKKEFØLGE AF GODKENDELSESPRØVNINGER

A. Prøvning af plastmaterialer (lygteglas eller materialeprøver, som er indleveret i henhold til punkt 3.2.4 i dette regulativ).

Prøver

Lygteglas eller materialeprøver

Lygteglas

Prøvninger

1.1

Begrænset fotometri (punkt 2.1.2)

1.1.1

Temperaturændring (punkt 2.1.1)

1.1.2

Begrænset fotometri (punkt 2.1.2)

1.2.1

Transmissionsmåling

1.2.2

Spredningsmåling

1.3

Stoffer i atmosfæren (punkt 2.2.1)

1.3.1

Transmissionsmåling

1.4

Kemiske stoffer (punkt 2.2.2)

1.4.1

Spredningsmåling

1.5

Detergenter (punkt 2.3.1)

1.6

Carbonhydrider (punkt 2.3.2)

1.6.1

Transmissionsmåling

1.7

Nedbrydning (punkt 2.4.1)

1.7.1

Transmissionsmåling

1.7.2

Spredningsmåling

1.8

Vedhæftning (punkt 2.5)

B. Prøvning af komplette lygter (indleveret i henhold til punkt 3.2.3 i dette regulativ).

Prøvninger		Komplet lygte
		Prøveeksemplar nr.
		1	2
2.1	Nedbrydning (punkt 2.6.1.1)	X
2.2	Fotometri (punkt 2.6.1.2)	X
2.3	Vedhæftning (punkt 2.6.2)		X

Tillæg 2

METODE TIL MÅLING AF LYSSPREDNING OG -TRANSMISSION

1. UDSTYR (se figuren)

Lysstrålen fra en kollimator K med halv divergens β/2 = 17,4 × 10–4 rd begrænses af en blænde DT med en åbning på 6 mm, imod hvilken prøvestanden anbringes.

En farveløs samlelinse L2 korrigeret for sfæriske aberrationer forbinder blænden DT med modtageren R; diameteren af linsen L2 skal være således, at den ikke afblænder det fra prøven spredte lys inden for en kegle, hvis halve topvinkel er β/2 = 14°.

En ringblænde DD med vinklerne α/2 = 1° og αmax/2 = 12° anbringes i et billedbrændplan af linsen L2

Den uigennemsigtige centrale del af blænderen er nødvendig for at eliminere det lys, som kommer direkte fra lyskilden. Blænderens centrale del skal kunne fjernes fra lysstrålen på en sådan måde, at den kan føres tilbage nøjagtigt i udgangsstillingen.

Afstanden L2 DT og brændvidden F2 (1) af linsen L2 skal være valgt således, at billedet DT fuldstændigt dækker modtageren R.

Sættes den initiale indfaldende lysstrøm til 1 000 enheder, skal den absolutte præcision af hver aflæsning være bedre end 1 enhed.

2. MÅLINGER

Der foretages følgende aflæsninger:

Aflæsning	Med prøve	Med den centrale del af DD	Repræsenteret størrelse
T1	nej	nej	Indfaldende lysstrøm i første aflæsning
T2	ja (før prøvning)	nej	Lysstrøm afgivet af det nye materiale i et felt på 24 °C
T3	ja (efter prøvning)	nej	Lysstrøm afgivet af det prøvede materiale i et felt på 24 °C
T4	ja (før prøvning)	ja	Lysstrøm spredt af det nye materiale
T5	ja (efter prøvning)	ja	Lysstrøm spredt af det prøvede materiale

Figur 1

(1) For L2 anbefales en brændvidde på ca. 80 mm.

Tillæg 3

METODE TIL PRØVNING VED PÅSPRØJTNING

1. PRØVNINGSUDSTYR

1.1. Sprøjtepistol

Den anvendte sprøjtepistol skal være udstyret med en dyse med Ø 1,3 mm, som giver mulighed for en væskestrømningshastighed på 0,24 ± 0,02 l/min. ved et arbejdstryk på 6,0 bar – 0, + 0,5 bar.

Under disse arbejdsbetingelser skal det opnåede blæsemønster på den overflade, der udsættes for nedbrydning, have en diameter på 170 mm ± 50 mm i en afstand af 380 mm ± 10 mm fra dysen.

1.2. Prøveblanding

Prøveblandingens sammensætning er følgende:

Kvartssand med hårdhed 7 på Mohs-skalaen og kornstørrelse mellem 0 og 0,2 mm samt tilnærmelsesvis normal fordeling, samt skarpkantethedsfaktor 1,8 til 2.

Vand med hårdhed ikke over 205 g/m3 til en blanding indeholdende 25 g sand pr. liter vand.

2. PRØVNING

Lygteglassets ydre overflade udsættes én eller flere gange for den sandstråle, der frembringes som ovenfor beskrevet. Sandstrålen rettes omtrent vinkelret mod den overflade, som skal prøves.

Nedbrydningen kontrolleres ved hjælp af en eller flere prøver af glas, der anbringes som reference tæt ved det lygteglas, som prøves. Blandingen påsprøjtes, indtil ændringen i lysspredning på prøven (prøverne), målt ved den i tillæg 2 beskrevne metode, er sådan, at:

Formula

Der kan anvendes flere referenceprøver for at kontrollere, at hele den prøvede overflade er ensartet nedbrudt.

Tillæg 4

PRØVNING AF KLÆBEBÅNDETS VEDHÆFTNING

1. FORMÅL

Med metoden bestemmes den lineære vedhæftningskraft af et klæbebånd til en glasplade under standardbetingelser.

2. PRINCIP

Måling af den kraft, det kræver at løsrive et klæbebånd fra en glasplade i en vinkel på 90°.

3. FORESKREVNE ATMOSFÆREFORHOLD

Den omgivende luft skal have en temperatur på 23 °C ± 5 °C og 65 ± 15 % relativ luftfugtighed (RH).

4. PRØVEEMNER

Inden prøvningen skal prøverullen af klæbebånd konditioneres i 24 timer i den foreskrevne atmosfære (se punkt. 3 ovenfor).

Fra hver rulle afprøves fem prøveemner, hver med en længde på 400 mm. De tre første vindinger på rullen kasseres, før prøveemnerne aftages.

5. PROCEDURE

Prøvningen finder sted under de i punkt 3 foreskrevne atmosfærebetingelser.

De fem prøveemner udtages ved, at klæbebåndet udrulles radialt med en hastighed på ca. 300 mm/s, hvorefter prøveemnerne inden for 15 sekunder påføres på følgende måde:

Klæbebåndet anbringes gradvist på glasset, idet det påføres med en langsgående let gnidende bevægelse af fingeren uden overdrevent tryk, således at der ikke efterlades luftbobler mellem klæbebåndet og glaspladen.

Prøven henligger i 10 minutter under de foreskrevne atmosfæriske betingelser.

Træk ca. 25 mm af prøveemnet fri af pladen i et plan vinkelret på prøveemnets akse.

Fastgør pladen og fold den frie ende af klæbebåndet tilbage i en vinkel på 90°. Påvirk prøven med en kraft således, at skillelinjen mellem klæbebånd og plade er vinkelret på denne kraft og vinkelret på pladen.

Træk, så klæbebåndet løsnes med en hastighed på 300 mm/s ± 30 mm/s, og registrer den nødvendige kraft dertil.

6. RESULTATER

De fem målte værdier ordnes i rækkefølge, og medianværdien tages som måleresultat. Denne værdi udtrykkes i Newton pr. cm bredde af klæbebåndet.

BILAG 7

MINDSTEKRAV TIL PRØVEUDTAGNING VED EN INSPEKTØR

1. ALMINDELIGE FORSKRIFTER

1.2. Hvad angår fotometriske præstationer anses masseproducerede forlygter ikke for uoverensstemmende, såfremt, ved prøvning af de fotometriske præstationer af enhver på tilfældig måde udtaget forlygte, som er udstyret med standardglødelampe:

1.2.1. ingen målt værdi afviger i ugunstig retning med mere end 20 % fra de værdier, som foreskrives i dette regulativ.

For zone III kan den maksimale afvigelse i ugunstig retning være henholdsvis:

0,3 lux svarende til 20 %

0,45 lux svarende til 30 %

1.2.2. og såfremt der, for fjernlyset, med HV beliggende inden for isoluxkurven svarende til 0,75 Emax, er overholdt en tolerance på + 20 % for maksimumværdierne og – 20 % for minimumværdierne af de fotometriske værdier i ethvert målepunkt angivet i punkt 4.3 og 4.4 i bilag 3 til dette regulativ.

1.2.3. Såfremt resultaterne af de ovenfor beskrevne prøvninger ikke opfylder forskrifterne, gentages prøvningen af forlygten med en anden standardglødelampe.

1.2.4. Der ses bort fra forlygter med åbenlyse fejl.

1.3. Kromaticitetskoordinaterne skal være overholdt, når forlygten er monteret med en glødelampe, som er indstillet til en farvetemperatur svarende til Standard A.

De fotometriske præstationer af en forlygte, som afgiver selektivt gult lys, når den er monteret med en farveløs glødelampe, skal ganges med 0,84.

2. FØRSTE PRØVEUDTAGNING

Ved den første prøveudtagning udtages fire forlygter på tilfældig måde. Det første sæt på to prøveeksemplarer mærkes A og det andet sæt B.

2.1. Overensstemmelse

2.1.1. Efter udtagningen af prøver ved den i figur 1 i dette bilag viste procedure anses masseproducerede forlygter ikke for uoverensstemmende, såfremt afvigelserne af de målte værdier for forlygterne i ugunstig retning er:

2.1.1.1.

prøve A

A1:	én forlygte	0 %
	én forlygte ikke over	20 %
A2:	begge forlygter over	0 %
	men ikke over	20 %
	gå til prøve B

2.1.1.2.

prøve B

B1:

begge forlygter

0 %

2.2. Manglende overensstemmelse

2.2.1. Efter udtagning af prøver ved den i figur 1 i dette bilag viste procedure anses masseproducerede forlygter for uoverensstemmende og anmodes fabrikanten om at bringe sin produktion i overensstemmelse med forskrifterne (justering), såfremt afvigelserne af de målte værdier for forlygterne er:

2.2.1.1.

prøve A

A3:	én forlygte ikke over	20 %
	én forlygte over	20 %
	men ikke over	30 %

2.2.1.2.

prøve B

B2:	i tilfælde A2
	én forlygte over	0 %
	men ikke over	20 %
	én forlygte ikke over	20 %
B3:	i tilfælde A2
	én forlygte	0 %
	én forlygte over	20 %
	men ikke over	30 %

2.3. Inddragelse af godkendelse

Efter udtagning af prøver ved den i figur 1 i dette bilag viste procedure anses prøverne for uoverensstemmende og vil punkt 11 blive bragt i anvendelse, såfremt afvigelserne af de målte værdier for forlygterne er:

2.3.1.

prøve A

A4:	én forlygte ikke over	20 %
	én forlygte over	30 %
A5:	begge forlygter over	20 %

2.3.2.

prøve B

B4:	i tilfælde A2
	én forlygte over	0 %
	men ikke over	20 %
	én forlygte over	20 %
B5:	i tilfælde A2
	begge forlygter over	20 %
B6:	i tilfælde A2
	én forlygte	0 %
	én forlygte over	30 %

3. GENTAGELSE AF PRØVEUDTAGNING

I tilfælde A3, B2 og B3 skal prøveudtagningen senest to måneder efter anmeldelsen gentages ved udtagning af en tredje prøve C bestående af to forlygter og en fjerde prøve D bestående af to forlygter, fra beholdningen af enheder, som er produceret efter justering.

3.1. Overensstemmelse

3.1.1. Efter udtagning af prøver ved den i figur 1 i dette bilag viste procedure anses masseproducerede forlygter ikke for uoverensstemmende, såfremt afvigelserne af de målte værdier for forlygterne er:

3.1.1.1.

prøve C

C1:	én forlygte	0 %
	én forlygte ikke over	20 %
C2:	begge forlygter over	0 %
	men ikke over	20 %
	gå til prøve D

3.1.1.2.

for prøve D

D1:	i tilfælde C2
	begge forlygter	0 %

3.2. Manglende overensstemmelse

3.2.1. Efter udtagning af prøver ved den i figur 1 i dette bilag viste procedure anses masseproducerede forlygter for uoverensstemmende og anmodes fabrikanten om at bringe sin produktion i overensstemmelse med forskrifterne (justering), såfremt afvigelserne af de målte værdier for forlygterne er:

3.2.1.1.

for prøve D

D2:	i tilfælde C2
	én forlygte over	0 %
	men ikke over	20 %
	én forlygte ikke over	20 %

3.3. Inddragelse af godkendelse

3.3.1.

prøve C

C3:	én forlygte ikke over	20 %
	én forlygte over	20 %
C4:	begge forlygter over	20 %

3.3.2.

for prøve D

D3:	i tilfælde C2
	én forlygte: 0 % eller over	0 %
	én forlygte over	20 %

4. ÆNDRING I AFSKÆRINGSLINJENS VERTIKALE POSITION

Til efterprøvning af den lodrette ændring i afskæringslinjens beliggenhed under indvirkning af varme anvendes følgende metode:

Efter udtagning af prøver som angivet i figur 1 i dette bilag afprøves en af forlygterne i prøve A med den i bilag 4, punkt 2.1, beskrevne metode efter tre på hinanden følgende gange at have gennemgået den i bilag 4, punkt 2.2.2, beskrevne cyklus.

Forlygten anses for acceptabel, såfremt Δr ikke er over 1,5 mrad.

Er denne værdi over 1,5 mrad, men ikke over 2,0 mrad, skal den anden forlygte i prøve A underkastes prøvningen, hvorefter gennemsnittet af de numeriske værdier for de to prøver ikke må være over 1,5 mrad. Er værdien 1,5 mrad for prøve A imidlertid ikke overholdt, underkastes begge forlygter i prøve B samme procedure, og værdien af Δr for hver af disse må ikke være over 1,5 mrad.

Figur 1

		ISSN 1977-0634
Den Europæiske Unions Tidende		L 130

Dansk udgave	Retsforskrifter	57. årgang 1. maj 2014

Indhold		I Lovgivningsmæssige retsakter	Side
		DIREKTIVER
	*	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager	1

	II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter
	FORORDNINGER
*	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 441/2014 af 30. april 2014 om ændring af forordning (EF) nr. 29/2009 om fastlæggelse af krav til datalink-tjenester i det fælles europæiske luftrum ( 1 )	37
*	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 442/2014 af 30. april 2014 om ændring af forordning (EF) nr. 1235/2008 for så vidt angår anmodninger om optagelse på listen over tredjelande, der er godkendt til at føre ækvivalenskontrol ved import af økologiske produkter ( 1 )	39
*	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 443/2014 af 30. april 2014 om ændring af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 for så vidt angår de mængder, der udløser tillægstold for tomater, agurker, spisedruer, abrikoser, kirsebær, undtagen surkirsebær, ferskner, herunder nektariner og blodferskner, og blommer	41
	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 444/2014 af 30. april 2014 om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager	43
	RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER
*	Regulativ nr. 57 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af forlygter til motorcykler og køretøjer, der behandles som sådanne	45

(Ton)
Løbe-nummer	KN-kode	Varebeskrivelse	Anvendelsesperiode	Udløsnings-mængde
78.0015	0702 00 00	Tomater	1. oktober til 31. maj	445 127
78.0020	0702 00 00	Tomater	1. juni til 30. september	27 287
78.0065	0707 00 05	Agurker	1. maj til 31. oktober	12 678
78.0075	0707 00 05	Agurker	1. november til 30. april	12 677
78.0085	0709 91 00	Artiskokker	1. november til 30. juni	12 663
78.0100	0709 93 10	Courgetter	1. januar til 31. december	112 241
78.0110	0805 10 20	Appelsiner	1. december til 31. maj	252 542
78.0120	0805 20 10	Klementiner	1. november til slutningen af februar	82 192
78.0130	0805 20 30 0805 20 50 0805 20 70 0805 20 90	Mandariner (herunder tangeriner og satsumas), wilkings og lignende krydsninger af citrusfrugter	1. november til slutningen af februar	81 570
78.0155	0805 50 10	Citroner	1. juni til 31. december	310 090
78.0160	0805 50 10	Citroner	1. januar til 31. maj	51 670
78.0170	0806 10 10	Spisedruer	21. juli til 20. november	69 907
78.0175	0808 10 80	Æbler	1. januar til 31. august	553 379
78.0180	0808 10 80	Æbler	1. september til 31. december	72 914
78.0220	0808 30 90	Pærer	1. januar til 30. april	183 233
78.0235	0808 30 90	Pærer	1. juli til 31. december	25 489
78.0250	0809 10 00	Abrikoser	1. juni til 31. juli	5 630
78.0265	0809 29 00	Kirsebær, undtagen surkirsebær	21. maj til 10. august	32 371
78.0270	0809 30	Ferskner, herunder blodferskener og nektariner	11. juni til 30. september	3 146
78.0280	0809 40 05	Blommer	11. juni til 30. september	16 404«

(EUR/100 kg)
KN-kode	Tredjelandskode (1)	Fast importværdi
0702 00 00	CL	173,8
	MA	38,6
	TN	89,9
	TR	97,3
	ZZ	99,9
0707 00 05	AL	41,5
	MA	35,6
	TR	132,1
	ZZ	69,7
0709 93 10	MA	70,8
	TR	93,5
	ZA	31,4
	ZZ	65,2
0805 10 20	EG	41,1
	IL	70,8
	MA	52,6
	TN	64,4
	TR	50,5
	ZZ	55,9
0805 50 10	MA	35,6
	TR	85,1
	ZZ	60,4
0808 10 80	AR	113,3
	BR	86,2
	CL	97,3
	CN	98,7
	MK	30,8
	NZ	140,7
	US	213,6
	ZA	118,9
	ZZ	112,4