Spørgsmål og svar - Buspassagerers rettigheder
Jeg har planer om at rejse med bus fra Malaga til Faro. Der er dog forskel på prisen afhængigt af, om jeg køber billetten i Spanien eller Portugal. Er denne prisdiskrimination tilladt?
NEJ. I EU kan du ikke blive opkrævet en højere pris på grund af din nationalitet eller det sted, hvor du køber din billet. Du skal tilbydes den samme pris for din rejse i Spanien og Portugal.
Jeg havde bestilt en busbillet fra Maastricht til Bruxelles. Bussen var to timer forsinket. Giver denne forsinkelse mig ret til at få en del af billetprisen refunderet?
Muligvis - hvis rejsen mellem Maastricht og Bruxelles var en del af bussens faste rutefart på 250 km eller derover. Hvis bussen f.eks. afgik fra Dortmund, men du kun rejste fra Maastricht til Bruxelles, har du ret til refusion af en del af din billet, hvis din afgang fra Maastricht blev forsinket med mere end 120 minutter. Du har dog ikke ret til refusion, hvis bussens rutekørsel kun foregår mellem Maastricht og Bruxelles, da din rejse vil være under 250 km.
Hvis din forsinkelse ved afgang (mere end 120 minutter) skyldes forhold relateret til færdselssikkerhed, skal busselskabet/busterminalens driftsorgan tilbyde dig et valg mellem at fortsætte rejsen, omlægge rejsen eller refundere din billet.