Indsamling og opbevaring af iPad-enheder ved årets afslutning
Mange organisationer indsamler enheder fra brugerne ved skoleårets afslutning, eller når eleverne dimitterer. På samme måde som ved implementering af enhederne er det god praksis at opstille en indsamlingsplan på forhånd, hvis organisationen ikke lader eleverne beholde enhederne i sommerferien. Sørg for at indsamle enhederne på en ensartet måde, så du sikrer, at de er klar til det næste skoleår. Du kan finde ud af, hvordan indsamlingsprocessen kan optimeres, ved at gennemføre den som et pilotprojekt for en mindre gruppe brugere.
Ved hjælp af denne tjekliste til skoleårets afslutning kan du nemmere overveje alle de særlige situationer og elementer, der gælder for din skole. I det følgende beskrives de trin, en procedure til indsamling og opbevaring består af. Processen kan være forskellig, afhængigt af om eleverne vender tilbage efter sommerferien eller ej.
iPad og udstyr i klasseværelset
Fastlæg datoen for, hvornår eleverne skal bruge deres enheder for sidste gang.
Giv lærerne besked på at tjekke hver iPad i deres klassesæt for at sikre, at følgende trin bliver udført, og giv dem en tjekliste, så de nemmere kan dokumentere resultaterne.
Sikkerhedskopiering: Før enhederne indsamles, skal lærerne bekræfte, at brugerne har sikkerhedskopieret til iCloud for nylig. MDM kan sende forespørgsler om den seneste dato for sikkerhedskopiering til iCloud og angive, hvilke enheder der ikke er sikkerhedskopieret for nylig.
Aktiveringslås: Lærerne sørger for, at aktiveringslås (som er slået til af brugeren) er slået fra på alle enheder, der ikke bliver givet tilbage til den samme bruger i det næste skoleår. Selvom MDM kan rydde en aktiveringslås eksternt, er det muligvis nemmere at sikre, at aktiveringslåsen bliver slået fra, hvis det sker som led i lærernes indsamlingsproces. MDM kan bruge MDM-funktionen Aktiveringslås til at indhente gendannelsesnøgler til enheder, der indgår i Apple School Manager. På den måde kan du sikre enheder med aktiveringslås i MDM, mens enhederne opbevares.
Slet enheder: Brugere, der ikke vender tilbage, skal slette deres enheder og slå Aktiveringslås fra inden indsamlingen af enheder. Brugere, som forventes at vende tilbage og bruge den samme enhed, skal ikke slette deres enhed. Hvis de sletter den, bliver det nødvendigt at gendanne deres data fra en iCloud-sikkerhedskopi, og det kan tage lang tid.
Bemærk: Hvis brugere skal vende tilbage til den samme enhed, og den ikke er slettet, skal du sørge for, at MDM-løsningen har en gyldig gendannelsesnøgle til enheder låst med kode, hvis brugerne glemmer koden i løbet af sommeren.
Tilbehør: Lærerne indsamler alt tilbehør, f.eks. cover, etui, tastatur og Apple Pencil, sammen med enheden og kontrollerer, at de fungerer korrekt.
Eftersyn: Lærerne efterser hver iPad for tegn på revner og beskadigede hjørner og sikrer, at enheden ikke er bøjet eller vredet skæv. Sørg for, at enheden tænder, som den skal.
Skærm: Lærerne tjekker, at berøringsskærmen og knappen Hjem fungerer korrekt, og gør derefter hver iPad ren med en egnet klud. Du kan få flere oplysninger i Apple-supportartiklen Sådan rengøres Apple-produkter.
Lyd: Lærerne sørger for, at jackstikket til hovedtelefoner ikke er blokeret, og tjekker, at lydstyrkeknappen og lyden fungerer korrekt.
Batteri: Lærerne tjekker, at hver enkelt enhed har et batteriniveau på mellem 40 og 70 procent, før enhederne slukkes og opbevares.
Vogne: Hvis enhederne opbevares på vogne, skal lærerne lave en opgørelse over beholdningen for hver vogn, efterse alle vogne og alt udstyr for tegn på skader og fastslå, om alle ledninger, fjernbetjeninger og andet udstyr er med i opgørelsen. De skal også tjekke, om alle opladningsportene på vognen fungerer.
Mærker: Lærerne mærker vognene, så de kan returneres til den relevante lærer eller det relevante lokale. De fastsætter den dato, hvor udstyr til klasseværelser skal afhentes.
Lokalitet: Lærerne vælger en sikker lokalitet til opbevaring af udstyret.
Lagring
Ved opbevaring af enheder i lang tid er der to vigtige faktorer, som påvirker batteriets tilstand: Temperaturen i omgivelserne og mængden af spænding på batteriet på det tidspunkt, hvor enheden slukkes før opbevaringen. Du kan læse, hvordan du opbevarer enheder, så du opnår den optimale batterilevetid, i Sådan får du optimal batteritid og batterilevetid. Sørg for, at en lærer udfører følgende opgaver (eller udpeger en anden, som gør det):
Tag stikket fra vognen ud af stikkontakten.
Sørg for, at hver iPad er slukket.
Placer alle iPad-enhederne på vognen. Undgå at koble vognen til strømforsyningen igen.
Lås alle vognene, og indstil låsene med en ny kode til opbevaring i sommerferien.
Sørg for at dokumentere låsekoderne, og gem al dokumentationen.
Placer vognene i et sikkert område, helst et sted uden vinduer.
Beslut, hvad der skal ske med beskadigede eller defekte iPad-enheder. Hvilke midler skal der bruges til reparation? Hvem skal være ansvarlig for at få udført reparationerne? Hvem er udpeget til at arbejde med AppleCare?
Appstrategi og opdateringer til operativsystem
Sørg for, at andre i teamet bliver spurgt til råds med hensyn til, hvordan en appstrategi og eventuelle opdateringer af operativsystemer skal administreres fremover. F.eks.:
Samarbejd med pensumteamet om at udarbejde en liste over de nuværende apps, og find ud af, om alle disse apps er nødvendige.
Drøft de nuværende softwarelicenser, og find ud af, om de skal fornys, eller om andre apps til undervisning kan bruges i stedet.
Fastsæt undervisningsmål, og afstem dem med apps til undervisning.
Bed lærerne om forslag til apps til det næste skoleår. (Det kan være en god idé at notere deres feedback i et Numbers-regneark i iCloud).
Fastlæg den endelige liste over apps, der skal installeres på iPad-enheder til det kommende skoleår.
Sørg for, at operativsystemet og alle apps er opdateret til den nyeste version på alle enheder, før de bliver indsamlet, så enhederne ikke skal opdateres umiddelbart efter, at de implementeres igen. MDM kan sende en forespørgsel om operativsystemets version til hver enkelt enhed og angive, hvilke enheder der skal opdateres, og eventuelt opdatere enhederne trådløst. Internetdeling med bufferlagring kan være en bedre løsning, hvis mange enheder skal opdateres på samme lokalitet. Du kan få flere oplysninger under Planlæg og indstil indlæsning af indhold i buffer i Implementering af Apples platforme.
Skolearbejde
Har din skole implementeret appen Skolearbejde for at tildele opgaver og følge elevernes fremskridt? Så bør du gennemføre nedenstående trin i samarbejde med lærerne, så de fortsat kan få adgang til det arbejde, de gerne vil beholde.
Eleverne kan gemme en kopi af deres arbejde: Gennem hele skoleåret skaber eleverne vigtigt arbejde, som de deler med lærerne i Skolearbejde. Når en lærer sletter arkiver i iCloud Drive, har eleverne ikke længere adgang til dem. Eleverne kan lave en kopi af alle de arkiver, de gerne vil beholde. Det gælder også arbejde, de allerede har afleveret. En anden mulighed er, at eleverne gemmer en kopi af en hel fagmappe i deres egen mappe til Skolearbejde i iCloud Drive. Eleverne kan kopiere arkiver eller mapper, de gerne vil beholde, vha. valgmuligheden Del i Arkiver.
Lærerne kan gemme handouts som udkast, inden fag bliver slettet: Lærere kan beholde de handouts i Skolearbejde, de gerne vil bruge igen i det næste skoleår, ved at kopiere dem og gemme dem som udkast. De kan stadig bruge handouts fra Udkast til et nyt fag, selvom tidligere fag er slettet.
Behold fag i Apple School Manager: Bemærk, at hvis du sletter et fag i Apple School Manager, bliver faget og eventuelle tilhørende handouts også slettet i Skolearbejde til elever og lærere. Samarbejd med lærerne for at sikre, at du ikke sletter fag i Apple School Manager, som lærerne stadig skal have adgang til, så de kan gemme handouts og bruge dem igen næste år. Der sker ikke noget med de tilknyttede mapper og arkiver i iCloud Drive for elevernes og lærernes vedkommende, selvom fag bliver slettet.
Vedligeholdelse af administration af mobile enheder (MDM)
Beslut, hvem der skal være direkte ansvarlig for MDM-vedligeholdelse og implementering i sommerferien og det kommende skoleår.
Tjek, om MDM-certifikater og tokens er udløbet eller snart vil udløbe.
Fastlæg, hvornår du vil udføre opdateringer af operativsystemer. iPad-enheder kan opdateres eksternt vha. MDM-kommandoer.
Opdater hver iPad til den nyeste version af operativsystemet.
Installer alle tilgængelige opdateringer af apps.
Gennemgå og revider konfigurationsprofilerne.
Indhent feedback fra lærerne om nødvendige begrænsninger, samt hvilke begrænsninger der bør fjernes.
Kontroller enhedsbeholdningen, og sørg for, at alle tilmeldte enheder er under tilsyn.