Køb apps og bøger i Apple School Manager
Introduktion til køb af apps og bøger
App Store og Apple Books indeholder tusindvis af apps og bøger til din organisation. Apple School Manager og din løsning til administration af mobile enheder (MDM) arbejder sammen, så din organisation kan købe indholdsemner i store mængder, tildele dem til enheder eller brugere og derefter installere og opdatere dem trådløst, selv hvis App Store er slået fra. Du kan få flere oplysninger i tabellen nedenfor.
Appens eller bogens type | Kan tildeles iPhone, iPad, iPod touch og Mac | Kan tildeles til brugere med et administreret Apple-id eller et personligt Apple-id |
---|---|---|
Gratis eller købte apps købt gennem Apple School Manager | ||
Gratis eller købte bøger købt gennem Apple School Manager |
| |
Specielle Apps | ||
Apps ikke på liste |
Sådan køber du apps og bøger
Når du køber apps i App Store, kan du få vist særpriser ved køb af 20 eksemplarer eller flere, hvis du er en berettiget uddannelsesorganisation, enten en organisation på grundskole- og gymnasieniveau (eller organisationens distrikt) eller en videregående uddannelsesinstitution. Der er ikke særpriser på bøger.
Du kan også tilbagekalde og tildele apps til andre enheder og brugere, så organisationen bevarer ejerskabet over og kontrollen med købte apps.
Bemærk: Bøger, der er købt gennem Apple Business Manager eller programmet til mængdekøb, kan distribueres via administreret bogdistribution, men de kan ikke tilbagekaldes og gentildeles.
Tilføj indholdsansvarlige i Apple School Manager
Du kan nemt tilføje ansvarlige for indhold i Apple School Manager. Når du gør det, kan de administrere licenser på alle de lokaliteter, hvor de er ansvarlige for indholdet, også selvom de ikke har købt indholdet. Ansvarlige for indhold med adgang til flere lokaliteter kan derefter flytte licenser mellem lokaliteter.
Eftersom administratorer har adgang til alle lokaliteter, anbefales det, at administratorer fornyer tokens for alle lokaliteterne på en gang. En anden grund til at bruge administratorerne er, at det sandsynligvis er dem, der administrerer MDM-løsningerne.
Du kan få flere oplysninger under Føj indholdsansvarlige til lokaliteter i brugerhåndbogen til Apple School Manager.
Planlæg distribution af apps og bøger
Distribution af apps og bøger fungerer bedst, når indholdet tildeles, før enhederne konfigureres eller uddeles til brugerne. Når brugeren har modtaget enheden og fuldført Indstillingsassistent, kan MDM-løsningen sende en invitation til brugeren via e-mail eller push-besked. Når brugeren har accepteret invitationen, har brugeren adgang til alt det indhold, som er tildelt af MDM – og som MDM kan installere på brugerens enhed eksternt.
Det anbefales kraftigt, at du tildeler apps til enheder i stedet for brugere. Det gør implementeringen mere ligetil. Når apps tildeles til enheder, er der ingen invitationsproces og intet krav om brug af et administreret Apple-id eller Apple-id på enheden. Bøger kan ikke tildeles til enheder.
Bemærk: Køb fra apps er ikke kompatible med apps, der er tildelt til en enhed.
For at reducere problemer, der skyldes overbelastning af båndbredden ved den første implementering på mange enheder, bør du overveje kun at distribuere de apps, som skal bruges i undervisningen den første dag, og med tiden give brugerne adgang til at hente flere apps. Hvis en enhed er under tilsyn, installerer MDM-løsningen apps i baggrunden.
Apps, der tildeles til en enhed via din MDM-løsning:
Kan fjernes automatisk, når en bruger framelder enheden fra MDM
Det gælder også apps, der er tildelt en bruger.
Geninstalleres ikke automatisk efter gendannelse via en sikkerhedskopi fra Finder (i macOS 10.15 og nyere versioner), i iTunes (i macOS 10.14 og ældre versioner) eller efter iCloud-gendannelse fra sikkerhedskopi
Køb apps og bøger, der kræves til den indledende implementering
Du bør så hurtigt som muligt købe eventuelle apps og bøger, der kræves til den indledende implementering. Apple School Manager kan bruges til anskaffelse af både indhold, der skal betales for, og gratis indhold. Du kan få flere oplysninger om køb af indhold i Vælg, og køb indhold i brugerhåndbogen til Apple School Manager og i videoen Purchasing content.
Bemærk: Lærebøger i Bøger og Apple Books er ikke tilgængelige gennem Apple School Manager eller programmet til mængdekøb i disse lande eller områder: Bahrain, Brasilien, De Forenede Arabiske Emirater, Filippinerne, Hongkong, Indien, Island, Israel, Malaysia, Qatar, Singapore, Sydafrika, Taiwan, Tyrkiet, Ukraine og Ungarn.
Overfør licenser mellem lokaliteter
Du kan flytte licenser fra en lokalitet til en anden i din organisation. Du kan også overføre licenser for at samle køb fra flere konti eller for at decentralisere og distribuere licenser, så de passer til organisationens struktur. (En lokalitet i Apple School Manager kan f.eks. repræsentere en bygning, en afdeling eller en gruppe).
Bemærk: Tildelte licenser i MDM påvirkes ikke af overførsler. Kun licenser, der ikke er tildelt, kan overføres til en anden lokalitet.
Du kan få flere oplysninger under Overfør licenser til en anden lokalitet i brugerhåndbogen til Apple School Manager.
Kontrol af token
MDM-løsninger fra tredjepart tildeler indhold til enheder eller brugere ved at kommunikere med Apple School Manager. Der kræves et token, for at din MDM-løsning kan tilknyttes og kommunikere med Apple School Manager. Se dokumentationen fra MDM-leverandøren for at få specifikke oplysninger om installering af tokenet i MDM-løsningen.
Du kan få flere oplysninger under Administrer MDM-servertokens i brugerhåndbogen til Apple School Manager.