Vigtige sikkerhedsoplysninger til din Mac
ADVARSEL: Hvis du ikke overholder disse instruktioner om sikkerhed, er der risiko for brand, elektrisk stød eller anden personskade eller skade på din Mac Pro eller anden ejendom. Læs alle nedenstående sikkerhedsoplysninger, før du tager Mac Pro i brug.
Håndtering. Anbring Mac Pro på en stabil og hård overflade, så der er plads til, at luften kan cirkulere under og rundt om computeren. Bloker ikke computerens for- og bagside, og skub aldrig genstande ind i ventilationshullerne. Mac Pro kan tage skade, hvis du taber, brænder, laver hul i eller maser den, eller hvis den kommer i kontakt med væske, olie eller creme.
Vigtigt: Forsøg ikke at betjene Mac Pro, mens dens kabinet er fjernet. Det vil påvirke kølingen og kan beskadige komponenter.
Tilslut en Apple Pro Display XDR. Læs om sikkerhed og håndtering i Kom i gang med Apple Pro Display XDR, hvis du vil slutte en Pro Display XDR til din Mac Pro.
Hjulsæt (ekstraudstyr). Din konfigurerede Mac Pro må ikke veje mere end 25 kg, hvis hjulsættet (ekstraudstyr) er monteret. Computere, der vejer mere end 25 kg, overholder ikke kravene til stabilitet i sikkerhedsstandarden, hvis de er på hjul. Tungere computere skal stå på standardfødderne.
Kontakt med væske. Hold Mac Pro væk fra væsker som f.eks. drikkevarer, olie og creme samt fra håndvaske, badekar, brusekabiner osv. Beskyt Mac Pro mod fugt, kondens og våde omgivelser, f.eks. regn, sne og tåge.
Strøm. Du kan kun slå strømmen helt fra ved at afmontere netledningen. Sørg for, at den ene ende af netledningen er inden for rækkevidde, så du nemt kan afbryde strømmen til Mac Pro, når det er nødvendigt. Tag netledningen ud af stikkontakten (ved at trække i stikket, ikke i ledningen), og afmonter alle kabler i følgende tilfælde:
Du vil installere hukommelse, GPU-moduler eller udvidelseskort.
Hvis netledningen eller stikket bliver flosset eller beskadiget på anden vis.
Hvis der spildes noget på kabinettet.
Hvis Mac Pro udsættes for regn eller fugt.
Hvis Mac Pro tabes, eller kabinettet bliver beskadiget.
Hvis Mac Pro skal til service eller reparation.
Hvis du vil rengøre kabinettet (følg den anbefalede fremgangsmåde, der er beskrevet senere i dette dokument).
ADVARSEL: Mac Pro har et sikringskredsløb, der hjælper med at beskytte dig mod farlig energi og skade fra roterende ventilatorblade, når ventilatoren arbejder med høj hastighed. Forsøg ikke at omgå sikringskredsløbet.
Strømspecifikationer:
Spænding: 100 til 125 V ved 12 A
Spænding: 220 til 240 V @ 6 A
Højeste kontinuerlige ydelse: 1280 W @ 108 til 125 V eller 220 til 240 V
Højeste kontinuerlige ydelse: 1180 W @ 100 til 107 V
Frekvens: 50-60 Hz, enkeltfaset
Bemærk: Der kræves en spænding på mindst 108 V til den højeste ydelse.
ADVARSEL: Netledningen har et jordet stik (med 3 ben). Stikket kan kun sættes i en stikkontrakt med jordforbindelse. Hvis du ikke kan sætte stikket i en stikkontakt, fordi den ikke har jordforbindelse, skal du kontakte en elektriker for at få installeret en stikkontakt med jordforbindelse. Ignorer ikke formålet med jordforbindelsen.
Høretab. Du risikerer at skade din hørelse, hvis du lytter til lyd ved en høj lydstyrke. Hvis der er baggrundsstøj, og du hele tiden lytter ved en høj lydstyrke, virker lyden måske ikke så høj, som den i virkeligheden er. Brug kun ørepropper, hovedtelefoner eller ørestykker, der er kompatible med Mac Pro. Tænd for lyden, og kontroller lydstyrken, før du sætter noget ind i øret. Se Lyd og hørelse.
ADVARSEL: For at undgå at skade hørelsen skal du ikke lytte ved høj lydstyrke i længere tid ad gangen.
Reparation. Hvis Mac Pro er beskadiget, ikke fungerer korrekt eller har været i kontakt med væske, har du flere reparationsmuligheder. Kontakt Apple eller en Apple Authorized Service Provider for at få teknisk support og hjælp til indlevering til reparation eller reparation hos dig selv. I nogle situationer kan du selv stå for reparationen med dele leveret af Apple. Mac Pro indeholder flere dele, der kan udskiftes af brugeren, herunder hukommelse, GPU-moduler, udvidelseskort og strømforsyningen. Hvis en hardwarefejl kan bekræftes fra eksternt hold, kan Apple måske sende en del til dig, så du selv kan foretage reparationen i stedet for at indlevere computeren til en servicepartner.
Knapcellebatteri. Slug ikke batteriet. Risiko for ætsning. Hvis knapcellebatteriet sluges, kan det medføre alvorlige indre ætsninger på blot to timer og føre til dødsfald. Hold nye og brugte batterier væk fra børn og kæledyr. Hvis kabinettet ikke kan monteres igen, skal du holde op med at bruge computeren og opbevare den et sted, som børn ikke kan få adgang til. Søg straks læge, hvis du tror, at batterier kan være blevet slugt eller på anden måde er kommet ind i en persons krop.
ADVARSEL: Knapcellebatteriet skal måske udskiftes i løbet af produktets levetid. Udskift det med et batteri af samme type (BR1632A), og sørg for, at polariteten er korrekt. Der er risiko for brand eller elektrisk stød, hvis batteriet udskiftes med en forkert type.
Navigation. Kort, vejvisning og lokalitetsbaserede programmer kræver datatjenester. Disse datatjenester kan ændres og er måske ikke tilgængelige i alle områder, hvilket kan medføre, at kort, kompasoverskrifter, rutevejledninger og lokalitetsbaserede oplysninger måske ikke er tilgængelige, præcise eller komplette. Sammenlign de lokalitetsbaserede oplysninger med omgivelserne, og hold øje med evt. skilte, hvis der opstår tvivl. Brug ikke disse tjenester, mens du udfører aktiviteter, der kræver hele din opmærksomhed. Overhold altid skiltningen og love og regulativer der, hvor du bruger navigation, og udvis altid almindelig sund fornuft.
Forstyrrelser af medicinske enheder. Mac Pro indeholder komponenter og radioer, der udsender elektromagnetiske felter. Disse elektromagnetiske felter kan forstyrre medicinske enheder, f.eks. pacemakere og defibrillatorer. Du kan få flere oplysninger om den medicinske enhed af din læge og producenten af den medicinske enhed, og de kan også fortælle dig, om du skal sørge for at holde en god afstand mellem den medicinske enhed og Mac Pro. Hvis du har mistanke om, at Mac Pro forstyrrer din medicinske enhed, skal du holde op med at bruge Mac Pro.
Medicinske problemer. Hvis du har et medicinsk problem, som evt. kan forværres ved brug af Mac Pro (f.eks. slagtilfælde, besvimelsesanfald, overanstrengte øjne eller hovedpine), skal du rådføre dig med din læge, før du bruger Mac Pro.
Gentagne bevægelser. Når du udfører aktiviteter, der gentages, f.eks. skriver eller spiller spil på Mac Pro, kan du opleve ubehag i hænder, arme, håndled, skuldre, nakke eller andre dele af kroppen. Hvis du oplever ubehag, skal du holde op med at bruge Mac Pro og kontakte en læge.
Aktiviteter med store risici. Mac Pro er ikke beregnet til at blive brugt, hvor det kan føre til dødsfald, personskade eller alvorlige miljømæssige skader, hvis computeren svigter.
Områder med eksplosionsfare og andre risici. Brug ikke Mac Pro i områder, hvor der er eksplosionsfare – især områder, hvor luften indeholder brandbare kemikalier, dampe eller partikler, f.eks. korn, støv eller metalstøv. Hvis Mac Pro bliver udsat for høje koncentrationer af industrikemikalier, herunder fortættede gasser og letflygtige væsker, f.eks. helium, kan det beskadige Mac Pro eller forringe funktionaliteten. Adlyd alle skilte og instruktioner.