Tilføj eller fjern e-mailkonti i Mail på Mac
Brug programmet Mail til at sende, modtage og håndtere beskeder i alle dine e-mailkonti på et sted. Du tilføjer bare de konti – f.eks. til iCloud, Exchange, Google, skole, arbejde, eller andet – som du vil bruge i Mail.
Tilføj en e-mailkonto
Første gang du åbner programmet Mail på din Mac, bliver du måske spurgt, om du vil oprette en konto. Vælg en kontotype, og skriv derefter dine kontooplysninger. Hvis du ikke kan se din kontotype, skal du vælge Anden Mail-konto.
Du kan godt tilføje flere konti, selvom du allerede har tilføjet en. Vælg Mail > Tilføj konto i Mail, vælg en kontotype og skriv dine kontooplysninger. Sørg for, at afkrydsningsfeltet Mail er valgt til kontoen.
Hvis du bruger en konto på din Mac med andre programmer, f.eks. Kontakter eller Beskeder, kan du også bruge den konto med Mail. Vælg Mail > Konti i Mail for at åbne vinduet Internetkonti, vælg kontoen til venstre, og vælg derefter afkrydsningsfeltet Mail til højre.
Hold midlertidigt op med at bruge en e-mailkonto
Vælg Mail > Konti i programmet Mail på din Mac.
Vælg kontoen, og fravælg afkrydsningsfeltet Mail.
Nu vises kontoens beskeder ikke i Mail.
Hvis du vil bruge kontoen med Mail igen, skal du vælge afkrydsningsfeltet Mail. Kontoens beskeder vises derefter igen (du behøver ikke at hente dem fra serveren igen).
Fjern en e-mailkonto
Når du fjerner en e-mailkonto fra Mail, slettes kontoenes beskeder, og de er ikke længere tilgængelige på din Mac. Kopier af beskeder forbliver på kontoens postserver og er stadig tilgængelige (f.eks. fra webmail).
Vigtigt: Hvis du er usikker på, om beskeder, som du vil beholde, forbliver på postserveren, kan du flytte eller kopiere dem til en postkasse lagret på din Mac (postkassen vises under På min Mac i indholdsoversigten i Mail), før du sletter kontoen i Mail.
Vælg Mail > Indstillinger i programmet Mail på din Mac, og klik derefter på Konti.
Vælg en konto, og klik derefter på knappen Fjern .
Bemærk: Hvis kontoen bruges af andre programmer på din Mac, bliver du bedt om at fjerne kontoen i Internetkonti i Systemindstillinger. Klik på knappen for at åbne Internetkonti, og fravælg afkrydsningsfeltet Mail til kontoen. Hvis du vil holde op med at bruge kontoen i alle programmer, skal du sørge for, at kontoen er valgt, og derefter klikke på knappen Fjern .