Opret album i Fotos på Mac
Du kan oprette album for at organisere fotobiblioteket på en bedre måde.
Opret et album
I Fotos på Mac skal du gøre et af følgende:
Opret et tomt album: Vælg Arkiv > Nyt album, eller anbring markøren over indholdsoversigten ud for Mine album, klik på knappen Tilføj , og vælg Album.
Opret et nyt album med en gruppe fotos: Vælg de fotos, du ønsker i et nyt album, vælg derefter Arkiv > Nyt album med det valgte, eller ctrl-klik på et af de valgte fotos, og vælg Tilføj til > Nyt album.
Skriv et navn til det nye album i indholdsoversigten, og tryk på Retur.
Tip: Hvis du vil angive et nøglefoto for et album – det foto, der repræsenterer albummet i vinduet Fotos – skal du dobbeltklikke på albummet for at åbne det, vælge et foto og derefter vælge Billede > Opret nøglefoto.
Føj fotos til et eksisterende album
I appen Fotos på din Mac skal du vælge de fotos, du vil tilføje.
Gør et af følgende:
Træk de valgte fotos til et album i indholdsoversigten, eller ctrl-klik på et valgt foto, og vælg Tilføj til > [albumnavn].
Ctrl-klik på et af de valgte fotos, og vælg Føj til > [albumnavn].
Træk miniaturen i valgindikatoren øverst i vinduet til et album i indholdsoversigten.
Tip: For at tilføje fotos til et eksisterende album fra en mappe i Finder skal du trække mappen til albummet i indholdsoversigten. Hvis du har valgt indstillingen “Kopier emner til Fotos-biblioteket” i vinduet Fotos, bliver fotoene føjet til dit Fotos-bibliotek. Hvis du vil spare lagringsplads, kan du slette fotoene fra mappen i Finder.
Fjern eller flyt rundt på fotos i et album
I Fotos på din Mac skal du dobbeltklikke på albummet for at åbne det.
Gør et af følgende:
Opstil fotos efter dato: Vælg Oversigt > Sorter, og vælg derefter Bevar sorteringen efter ældste først eller Bevar sorteringen efter seneste først.
Flyt fotos rundt manuelt: Træk fotoene til den ønskede rækkefølge.
Sorter fotos alfabetisk efter titel: Vælg Oversigt > Sorter, og vælg derefter Bevar sortering efter titel.
Flyt fotos til et andet album: Vælg de ønskede fotos, og træk dem til et andet album i indholdsoversigten. Du kan også ctrl-klikke på de ønskede fotos og vælge Føj til > [albumnavn].
Fjern fotos fra et album: Vælg fotoene, og tryk derefter på Slet, eller vælg Billede > Fjern [antal] fotos i album.
Fotoene fjernes kun fra dette album, ikke fra andre album i fotobiblioteket. Hvis du ved en fejl kommer til at fjerne et foto fra et album, skal du vælge Rediger > Fortryd for at gendanne det.
Bemærk: Du kan ikke slette fotos fra et smart album eller fra de album, der er oprettet til dig, f.eks. Videoer eller Serier. Fotoene tilføjes automatisk i disse album ud fra albummets søgekriterier. Du kan slette valgte fotos i hele dit bibliotek og iCloud-fotos ved at trykke på Kommando-Slet.
Flyt rundt på album
I appen Fotos på din Mac skal du klikke på Mine album i indholdsoversigten.
Gør et af følgende:
Omdøb album: Ctrl-klik på et album, vælg Omdøb album, og skriv derefter et navn på albummet.
Flet album: Træk et album til et andet album.
Opstil album efter dato: Vælg Oversigt > Sorter, og vælg derefter Efter ældste først eller Efter seneste først.
Flyt album rundt manuelt: Træk albummene til den ønskede rækkefølge.
Sorter album alfabetisk efter titel: Vælg Oversigt > Sorter > Efter navn.
Slet et album
I appen Fotos på din Mac skal du klikke på Mine album i indholdsoversigten.
Ctrl-klik på albummet, vælg Slet album, og klik derefter på Slet.
Albummet fjernes fra biblioteket og fra iCloud, men emnerne i albummet bliver i fotobiblioteket. Hvis du ved en fejl kommer til at fjerne et album, skal du vælge Rediger > Fortryd Slet album for at gendanne det.