Brug VoiceOver til at navigere på websider vha. webpunkter på Mac
Du kan navigere på websider ved hjælp af auto-webpunkter, som VoiceOver automatisk opretter ud fra en websides design, når siden åbnes. Du kan også oprette dine egne webpunkter for at markere favoritindhold på en webside.
Bemærk: VO repræsenterer VoiceOver-kombitasten.
Brug auto-webpunkter
Når VoiceOver åbner en webside, grupperer programmet emner på grundlag af designet og opretter et auto-webpunkt på det første emne i hver gruppe. VoiceOver indrammer kortvarigt gruppen med et stort rektangel, som skifter til VoiceOver-markøren, der fokuserer på det første auto-webpunkt i den første gruppe. Du kan bruge kommandoer (eller VoiceOver-rotoren) til at navigere på websiden ved hjælp af auto-webpunkterne.
Hop til det næste auto-webpunkt: Tryk på VO-Kommando-N.
Hop til det forrige auto-webpunkt: Tryk på VO-Kommando-Skift-N.
Opret og brug dine egne webpunkter
Du kan markere et af de webpunkter, du opretter, som favoritpunkt, så vises det først på listen med webpunkter i VoiceOver-rotoren.
Opret et webpunkt: Tryk på VO-Kommando-}.
Slet et webpunkt, du har oprettet: Tryk på VO-Kommando-{.
Indstil et favoritpunkt: Tryk på VO-Kommando-}-}.
Hop til det næste webpunkt, du har oprettet: Tryk på VO-Kommando-].
Hop til det forrige webpunkt, du har oprettet: Tryk på VO-Kommando-[.
Hvis en websides design ændres markant, og VoiceOver ikke kan finde et webpunkt, der tidligere eksisterede på siden, oprettes der et nyt, som ligner det originale.