Oversigt over VoiceOver-bevægelser på Mac
Hvis du har et pegefelt, og VoiceOver er slået til, kan du slå Pegefeltstyring til og derefter bruge bevægelser til at navigere til og interagere med emner på skærmen og indtaste VoiceOver-kommandoer.
VoiceOver-bevægelser omfatter brug af en eller flere fingre til at trække, trykke, svirpe eller rotere på pegefeltet. Du kan bruge andre teknikker til en bevægelse. Du kan f.eks. trykke med to fingre på samme hånd eller med en finger på hver hånd. Du kan bruge tastaturhjælp til at øve dig på standardbevægelser og specielle bevægelser og finde ud af, hvad de gør.
Pegefeltet repræsenterer det vindue eller område på skærmen, hvor VoiceOver-markøren er anbragt. Når du trækker en finger på pegefeltet, flytter du kun VoiceOver-markøren inden for det vindue eller område. VoiceOver læser emnerne i VoiceOver-markøren op, når du flytter den, og afspiller en lydeffekt, når der er et tomt område på skærmen. Ved hjælp af disse oplysninger kan du få en fornemmelse af emnernes placering på skærmen, når du navigerer. Hvis markøren f.eks. er på værktøjslinjen i Mail, repræsenterer pegefeltet værktøjslinjen i Mail. Når du trækker fingeren på pegefeltet, flytter du kun VoiceOver-markøren inden for værktøjslinjen i Mail. Da pegefeltet kun repræsenterer et bestemt område og ikke hele skærmen, risikerer du ikke at flytte til andre områder eller et program ved et uheld.
VoiceOver gør det område af skærmen, du arbejder i, tydeligere ved at dæmpe resten af skærmen, så det er nemmere at samarbejde med seende brugere. Andre samarbejdsfunktioner, f.eks. ramme- og punktskriftvinduet, kan bruges sammen med VoiceOver-bevægelser.