Det er ikke mere muligt at gå rundt i Dansk Sygeplejehistorisk Museum lokaler i Kolding og opleve eksempelvis en sengestue på Kommunehospitalet i København sidst i 1800-tallet eller en stuegang fra 1930.
På grund af dårlige besøgstal og dermed dårlig økonomi er museet lukket. Det fremgår af museets hjemmeside. I stedet skal museet digitaliseres.
- I en tid, hvor man i højere og højere grad indhenter sine informationer og viden online, ser vi en digitalisering af sygeplejehistorien som en oplagt mulighed for at nå endnu flere, siger Kristina Robins, som er formand for Fonden for Dansk Sygeplejehistorisk Museum.
Forventningen er, at sygeplejehistorien kan opleves online fra 2026.