Store protester og omfattende strejke i Israel: 'Man sender et klart signal til Netanyahu-regeringen'

Den største protestaktion siden krigens begyndelse, siger korrespondent.

Utilfredse israelere protesterer i Tel Avivs gader dagen efter, at omfattende demonstrationer ifølge arrangørerne samlede op mod 700.000 på tværs af hele Israel. (Foto: © JACK GUEZ, Ritzau Scanpix)

Natten til søndag var gaderne i Tel Aviv og andre store israelske byer fyldt til bristepunktet med demonstranter svøbt i blå og hvide israelske flag.

De er utilfredse med landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans regering. De mener ikke, at de har gjort nok i forhandlingerne med Hamas, der er på EU's og USA's terrorliste, for at sikre en aftale, der skal få de lidt over 100 resterende gidsler i Gaza frigivet.

Til CNN siger arrangørerne, at op mod 700.000 var på gaden på tværs af Israel. Det er tal, DR ikke har haft mulighed for at verificere, og tallene er endnu heller ikke bekræftet af de israelske myndigheder.

I Tel Aviv endte demonstrationerne i voldelige sammenstød mellem politiet og demonstranter. Foreløbig er 29 anholdt, oplyser israelsk politi. (Foto: © JACK GUEZ, Ritzau Scanpix)

Dansker i Tel Aviv deltog i protesterne

Ifølge DR's internationale korrespondent Steffen Kretz er der tale om den største protestaktion siden krigens begyndelse efter terrorangrebet den 7. oktober.

Dansk-israelske Dan Gelvan var en af dem, der deltog i protesten. Han er administrerende direktør i medicinalvirksomheden AgPlenus og bosiddende lidt uden for Tel Aviv.

- Som mange hundrede tusinde andre tog jeg derind for at demonstrere mod regeringens meget mærkelige politik om ikke at gøre alt for at få de her mere end 100 kidnappede gidsler løsladt, siger han.

Demonstrationerne kom i kølvandet på nyheden om, at det israelske militær (IDF) havde fundet ligene af seks israelske gidsler i Gaza. Og den tragiske nyhed kunne mærkes i luften, siger han.

- Vi var alle sammen meget kede af det. Vi havde en meget dårlig dag i går, efter at de seks gidsler var blevet henrettet, aflivet, eller hvad man nu skal kalde det.

Ifølge det israelske militær var de 6 gidsler blevet dræbt, kort før de fandt dem.

For Dan Gelvan handlede demonstrationen primært om at få regeringen til at forstå, hvad der er på spil.

- Det er ikke et politisk emne at få frigivet de israelere, der har siddet til fange i over 100 dage. Det er et emne, der handler om vores værdisystem og hvilket samfund, vi vil være. siger han.

- Alle de kidnappede har været uskyldige. Hvis jeg bliver kidnappet i morgen, eller hvis mine børn bliver kidnappet, så forventer jeg, at regeringen gør alt for at få dem frigjort. Og det føler vi ikke, at den gør lige nu.

Nedenfor kan du se et klip fra TVA-live, hvor Dan Gelvan fortæller, hvorfor han deltog i søndagens demonstration.

Strejke påvirker store dele af det israelske samfund

Der har i månedsvis været demonstrationer mod Netanyahu-regeringen. Efter fundet af de seks gidsler i Gaza ser utilfredsheden kun ud til at vokse sig endnu større.

Efter meldingen om fundet af gidslerne kom Israels oppositionsleder, Yair Lapid, nemlig med en opfordring til fagforeninger om at starte en generalstrejke i landet.

En strejke, der skal lægge et yderligere pres på den israelske regering for at få de resterende gidsler hjem.

Den opfordring blev der efterfølgende lyttet til. Israelerne vågnede nemlig op til en omfattende generalstrejke, der er indkaldt af det israelske fagforbund Histadrut, der har 800.000 medlemmer.

Ifølge DR's Internationale korrespondent Steffen Kretz er der tale om en strejke, hvor man sender et klart signal til Benjamin Netanyahu.

- Det er en strejke, der ser ud til at lamme store dele af det israelske samfund. Skoler vil være lukket, offentlige kontorer og banker vil være lukket. Mange store private arbejdsgivere er også en del af strejken, og også den store internationale lufthavn i Tel Aviv vil være lukket, siger Steffen Kretz.

Den omfattende strejke påvirker blandt andet lufttrafikken. Her er det en mennesketom Ben Guiron lufthavn i Tel Aviv. (Foto: © ABIR SULTAN, Ritzau Scanpix)

Strejken er en reflektion af folkestemningen i Israel

Generalstrejken begyndte mandag morgen klokken 6 lokal tid, og ifølge Steffen Kretz forventes den minimum at vare store dele af mandagen.

Israels finansminister, Bezalel Smotrich, mener ikke, at der er juridisk grundlag for strejken og han opfordrede søndag aften landets rigsadvokat til at bede domstolene om at blokere for den.

Ifølge finansministeren vil strejken få store økonomiske konsekvenser for Israel, og at den kan medføre "unødig økonomisk skade i en krigstid". Det skriver Reuters.

At en fagforening på den her måde går ind og opfordrer til generalstrejke viser noget om, hvordan folkestemningen i Israel er lige nu, siger Steffen Kretz.

- Flertallet ønsker, at den israelske regering skal indgå en våbenhvileaftale med Hamas, som kan bringe de resterende gidsler, der er i live, hjem. Det mener de er den vigtigste prioritet overhovedet, lyder det fra korrespondenten.

Netanyahu er presset

Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige, om strejken vil rykke noget i forhold til en aftale om udveksling af gidsler, men spørgsmålet er også, om Netanyahu kan holde sammen på hans koalitionsregering, siger Steffen Kretz.

- Netanyahu skal både favne yderligtgående højreorienterede nationalistiske partier, som ønsker, at krigen skal vindes for enhver pris og at en sejr svarer til en ydryddelse af Hamas.

- Men også partier længere ind mod midten af det politiske spektrum, og her kan det vise sig, at presset bliver så stort, at nogen falder fra. Det vil udløse et valg, som er det, arrangørerne af strejken håber på, lyder det.

Allerede i sidste uge var der tegn på sprækker i Netanyahus regering.

Det har slået gnister den seneste uge mellem Israels premierminister Benjamin Netanyahu og hans forsvarsminister Yoav Gallant. Her optræder de sammen til en pressekonference i sidste måned. (Foto: © ABIR SULTAN, Associated Press)

CNN har erfaret, at der i sidste uge på et møde i det israelske sikkerhedskabinet var store uenigheder mellem Benjamin Netanyahu og hans forsvarsminister og partifælde Yoav Gallant.

Uenighederne skulle handle om, hvorvidt Israel skal bevare kontrollen over den strategisk vigtige Philadelphi-korridor som en betingelse for enhver aftale om gidselfrigivelse.

Dansk-israelske Dan Gelvan håber, at presset på regeringen kan skubbe Netanyahu i retning af en aftale, der kan bringe de resterende gidsler hjem. Han er selv administrerende direktør i en virksomhed og fortæller, at han har givet en klar melding til sine ansatte:

- Jeg har sagt til mine medarbejdere, at de kan gøre hvad de vil. Hvis de vil demonstrere, må de det, men kontorerne er lukket og vi strejker.