- Millioner af mennesker er døde. Langt flere mennesker er døde, end nogen ved.
Sådan sagde Donald Trump om krigen i Ukraine under et vælgermøde i slutningen af sidste måned.
Det var langt fra første eller sidste gang, at den nu kommende amerikanske præsident har hævdet, at dødstallet i Ukraine skal tælles i millioner. En påstand, der er blevet gentaget og spredt af flere amerikanske meningsdannere siden.
Herunder af den populære youtuber Jake Paul, som hævdede, at en million russere og ukrainere er blevet dræbt - og fejlagtigt påstod, at det var 20 gange værre end Vietnam-krigen - da han tidligere på måneden fortalte sine millioner af følgere, at han støttede Donald Trump.
"Millioner af mennesker er døde", lød det fra Trump under et vælgermøde i Pennsylvania i slutningen af oktober:
Men kan det passe, at tabstallene i Ukraine skal tælles i millioner? Hvad siger de to parter? Og hvad peger uafhængige undersøgelser på?
Det ser vi nærmere på her.
Parterne taler om titusinder af omkomne - og mange flere hos fjenden
De seneste uger har Rusland buldret frem på den østlige front, hvor de russiske styrker i sidste måned vurderes at have erobret mere territorium end på noget tidspunkt siden sommeren 2022.
Ifølge data fra det velrenommerede Institute for the Study of War, ISW, har Rusland erobret næsten seks gange så meget territorium i 2024 som i 2023.
Fremgangen ser dog ud til at have været dyrt købt, og både britiske og ukrainske militærkilder såvel som BBC peger på, at de russiske tab de seneste uger aldrig har været højere.
Men spørger man Moskva, får man ikke mange svar. Både Rusland og Ukraine holder nemlig deres tabstal meget tæt ind til kroppen.
Kun få gange i løbet af krigen har parterne annonceret nogen tal, og de er blevet mødt med skepsis.
Herunder da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, tilbage i februar sagde, at 31.000 ukrainske soldater var blevet slået ihjel.
Tallet blev af flere iagttagere set som værende en underdrivelse - herunder i forhold til amerikanske estimater, som var væsentligt højere, påpeger BBC.
Allerede i august 2023 berettede New York Times nemlig, at unavngivne amerikanske sikkerhedskilder estimerede, at 70.000 ukrainske soldater var blevet dræbt. Og tidligere i år pegede et hemmeligt ukrainsk estimat på 80.000 dræbte ukrainske soldater, lød det i efteråret fra unavngivne kilder over for Wall Street Journal.
- Ukrainerne er naturligvis helt på det rene med, at krigen har kostet langt flere soldater livet, end de 31.000 Zelenskyj har nævnt, fortæller Brita Kvist Hansen, DR's reporter i Ukraine.
- Men som alle andre lande i krig taler Ukraine højt og vedholdende om fjendens tab, men ikke i tal om sine egne.
Hun peger på, at mens de ukrainske tabstal holdes hemmeligt, så er sorgen og respekten for de faldne i den grad offentlig.
- Plakater med portrætter af dræbte hænger mange steder, begravelseskorteger kører gennem byerne med højttalere med sørgemusik, siger Brita Kvist Hansen, der peger på, at de ukrainske tv-nyheder hver morgen starter med et minuts stilhed.
- Men tallene på dræbte og sårede er der altså også ret stille om, fordi det ville gavne Rusland og tynge moralen i Ukraine, siger hun.
Men hvor de to parter er fåmælte om deres tabstal, har de altså meget mere at sige, hvad angår fjendens dødstal.
I mandags hævdede det ukrainske forsvar eksempelvis, at man i den forgange uge havde påført Rusland 11.370 tab.
Og ifølge det ukrainske forsvar har de seneste 1.004 dages krig kostet de russiske styrker over 730.000 tab.
Tallet skelner ikke mellem sårede og dræbte og er ikke verificeret af uafhængige kilder. Ukraine og landets allierede har end videre en interesse i at overdrive tallet, mens Moskva omvendt vil nedtone tabene, påpeger blandt andre New York Times.
Mediet beretter, at militæreksperter peger på, at tallet ikke kan bruges til at sige specielt meget om krigens gang, da let sårede soldater nemt kan vende tilbage til fronten modsat døde eller hårdt sårede soldater, der kan regnes som deciderede tab for militæret.
Undersøgelser peger på hundredtusinder af dræbte
Det store hemmelighedskræmmeri omkring dødstallene har fået en række uafhængige russiske forskere og journalister til at tage ganske innovative metoder i brug for at få en idé om, hvor store de russiske tab i Ukraine er.
Her har de taget udgangspunkt i alt fra dødsannoncer, begravelser, notar-databaser og udbetalinger af støtte til folk med handicap.
Tallene indikerer, at Rusland har tabt flere soldater end noget andet industrialiseret land siden Anden Verdenskrig, beretter New York Times.
"Millioner og atter millioner af mennesker - heriblandt alle de fantastiske soldater - er døde", lød det fra Trump under en tale i North Carolina i slutningen af september:
Hvad peger tallene så på?
En stor undersøgelse fra det uafhængige russiske medie Mediazona og BBC's russiske afdeling peger i skrivende stund på lige under 80.000 bekræftede russiske dødsfald i Ukraine.
Der er dog et stort men.
Der er nemlig tale om et konservativt estimat, og det står klart, at tallet ikke dækker over alle de russiske tab. For eksempel er hverken ukrainske separatister eller udenlandske soldater talt med. Og mange soldater slås ihjel ved fronten, uden at det lykkes journalisterne at finde beviser på det.
Journalisterne bag undersøgelsen estimerer derfor, at de kun har registreret omkring halvdelen af de russiske dødsfald.
Det ligger i tråd med en stor undersøgelse fra medierne Meduza og Mediazona, der har foretaget en analyse af overdødelighed blandt russiske mænd i den militære alder. Den peger på omkring 150.000 omkomne russiske soldater ved udgangen af oktober.
Vestlige efterretningsestimater har tidligere peget på op mod 200.000 dræbte russere, berettede Wall Street Journal i september.
Derudover peger estimater fra Meduza og BBC på, at mellem 405.000-484.000 russiske soldater var tabt. Altså enten dræbt eller såret så alvorligt, at de ikke vender tilbage til fronten.
Der er også usikkerhed omkring antallet af dræbte civile i Ukraine.
I sidste uge oplyste FN, at man havde bekræftet 12.162 civile dødsfald, siden Ruslands åbne invasion den 24. februar 2022, men man har flere gange slået fast, at de reelle tal må ventes at være "markant højere".
Det skyldes ikke mindst manglende kendskab til russisk-kontrollerede områder som Mariupol, hvor der er meldinger om mange civile tab. De ukrainske myndigheder har tidligere talt om 25.000 dræbte civile i byen, som Rusland sønderbombede i 2022.
Tidligere på året estimerede NGO'en Human Rights Watch, at mindst 8.000 civile blev slået ihjel under belejringen af havnebyen. Men tallet er formentlig "en betydelig undervurdering", pointerer organisationen.
Det er sandsynligt, at de russiske tabstal er højere end de ukrainske. Det koster nemlig generelt flere tab at være i angreb, "og så angriber de på en måde, der ikke sparer menneskeliv", siger Claus Mathiesen, tidligere forsvarsattache i Ukraine og lektor ved Forsvarsakademiet. Det kan du læse mere om her: