Det tyske højreparti Alternative für Deutschland (AfD) kunne ikke have ønsket sig en bedre start på det nye år.
I sidste uge fik det østrigske søsterparti Frihedspartiet (FPÖ) overraskende chancen for at erobre magten og kanslerposten for første gang, da det blev bedt om at prøve at danne en regering i Wien.
Derefter gav Donald Trumps særlige rådgiver og ”first buddy”, tech-milliardæren Elon Musk, AfDs formand Alice Weidel en times fri taletid på sit sociale medie X og gentog, at han mener, at ”kun AfD kan redde Tyskland”.
Og op til weekendens partikongres i AfD i den lille østtyske by Riesa kom så en frisk måling, der viser, at hvis der var valg i morgen, ville AfD få hele 22 procent af stemmerne.
Det er den bedste måling, AfD har fået i et år. Og indledningen på kongressen gik også bedre end frygtet. Det lykkedes nemlig ikke næsten titusind demonstranter fra hele Tyskland at forhindre åbningen.
Da kongressen gik i gang lørdag middag, havde en ”venstreorienteret pøbel” bestående af ”rødmalede nazier”, som partilederen Alice Weidel kaldte det, kun forsinket starten i to timer.
Ligesom tidligere på ugen fik Weidel og AfD hjælp af verdens rigeste mand. Elon Musk livestreamede første dag af AfD's kongres på X, og partiet nåede ifølge Musk på den måde 4,6 millioner af hans brugere.
Her takker Weidel Musk for at livestreame kongressen:
Brandmurens fald
Den 45-årige Alice Weidel blev som planlagt kåret som AfD's kanslerkandidat. Det er første gang, partiet har sådan én, og det er ikke kun for at øge chancerne for at komme med i tv-stationernes partilederrunder sammen med de andre, der håber at komme til at indtage det mest magtfulde embede i Tyskland. Det er også, fordi folk i partiet yderst til højre i tysk politik for første gang øjner et håb om, at Die Brandmauer står for fald. Sådan som det netop er sket i Østrig.
”Brandmuren” er dén, alle andre partier har rejst for at holde AfD uden for indflydelse, fordi de betragter partiet som udemokratisk eller som den tyske efterretningstjeneste, Bundesamt für Verfassungsschutz, for at være delvist ekstremistisk og i dele af Tyskland ”beviseligt” at være det.
- Har du nogensinde spurgt dig selv, hvad der er bag brandmuren, lyder spørgsmålet i en ny valgvideo, som også blev vist på weekendens kongres.
Svaret er, at i det Tyskland bag ”brandmuren”, som AfD vil give tyskerne tilbage, skinner solen igen. Dér er det slut med indvandring, økonomien blomstrer, der er billige boliger til alle, og strømmen er igen til at betale, fordi AfD har genindført atomkraft i stedet for at satse på sol og vind.
Den dyre omstilling til vedvarende energi var én af de ting, Weidel vendte sig imod i sin takketale.
- Vi river alle vindkraftværker ned. Ned! Ned med disse skammens vindmøller, lød det fra Weidel.
'Udvisning i stor stil'
AfD's erklærede politiske modsætning og fjende er miljøpartiet De Grønne, men Weidels tale, og den som partiets anden formand, Tino Chrupalla, holdt, viste også, hvem partiet betragter som sin egentlige hovedmodstander, nemlig de konservative unionspartier CDU og CSU med kanslerkandidaten Friedrich Merz i spidsen.
”Bedragerpartiet,“ kaldte Weidel CDU i en tale, der samtidig var en understregning af, at AfD ikke er blevet større og stærkere ved politisk at søge mod den politiske midte som Marine Le Pens National Samling i Frankrig eller Giorgia Melonis Italiens Brødre men ved at blive mere yderliggående.
"Udvisninger i stor stil“ af asylansøgere, lovede Weidel, hvis AfD kommer med i en regering.
- Hvis det skal hedde "remigration", så lad det hedde "remigration", tilføjede hun til stort bifald i Riesa.
Sidste år på denne tid besluttede hun og Tino Chrupalla ellers i al stilhed at lægge afstand til ideen om ikke kun at begrænse eller stoppe indvandringen til Europa men at vende den, skriver avisen Die Welt.
Med Weidels første tale som kanslerkandidat må "remigration" altså nu betragtes som partiets officielle politik.
Hør Weidel tale om 'remigration her'
Paradoksale Weidel
Kroningen af Weidel er samtidig et paradoks i lyset af gentagne beskyldninger mod AfD for at være kvindefjendsk, racistisk og homofobisk. Hun er nemlig udover at være en af de meget få kvinder i partiets ledelse åbent homoseksuel og har i 17 år dannet par med en srilankansk-født kvinde.
Weidel ved godt, at hendes måde at leve på harmonerer dårligt med AfD's partiprogram, der udtrykkeligt insisterer på, at en familie er ”far, mor og børn”. Hun har udtalt, at det godt kan være, at der er nogen i hendes parti, der har noget imod det, ”men det er der jo i alle partier”.
Før weekendens kongres havde partiets ledelse ønsket en revision af partiets familiepolitik, som ville betyde, at der ikke længere skulle være en udtrykkelig definition af, hvad en familie er.
Efter en intern afstemning - og ifølge Die Welt Weidels accept – er forslaget igen taget af bordet.