Forslag til beslutning - B10-0071/2024Forslag til beslutning
B10-0071/2024

FORSLAG TIL BESLUTNING om det demokratiske tilbageskridt og truslerne mod politisk pluralisme i Georgien

4.10.2024 - (2024/2822(RSP))

på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 136, stk. 2

Joachim Stanisław Brudziński, Adam Bielan, Mariusz Kamiński, Rihards Kols, Małgorzata Gosiewska, Jaak Madison, Carlo Fidanza, Michał Dworczyk, Alberico Gambino, Sebastian Tynkkynen, Ivaylo Valchev, Veronika Vrecionová, Ondřej Krutílek, Assita Kanko, Jadwiga Wiśniewska, Alexandr Vondra
for ECR-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B10-0070/2024

Procedure : 2024/2822(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B10-0071/2024
Indgivne tekster :
B10-0071/2024
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

B10‑0071/2024

Europa-Parlamentets beslutning om det demokratiske tilbageskridt og truslerne mod politisk pluralisme i Georgien

(2024/2822(RSP))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til sine tidligere beslutninger og betænkninger om Georgien, navnlig beslutningen af 25. april 2024 om forsøg på at genindføre en lov om udenlandske agenter i Georgien og dennes restriktioner for civilsamfundet[1],

 der henviser til Det Europæiske Råds afgørelse fra december 2023 om at give Georgien status som EU-kandidatland,

 der henviser til henstillingerne i Kommissionens 2023-rapport om Georgien af 8. november 2023,

 der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 2,

A. der henviser til, at Det Europæiske Råd som følge af de resultater, som talrige georgiske regeringer har opnået siden Roserevolutionen, samt den konstante støtte fra Georgiens civilsamfund i sin afgørelse af 15. december 2023 gav Georgien status som kandidatland, ud fra den forståelse at de relevante skridt, der er fastsat i Kommissionens henstilling 8. november 2023, blev taget;

B. der henviser til, at civilsamfundet i Georgien traditionelt har været meget dynamisk og aktivt og har spillet en central rolle med hensyn til at opfordre til og fremme demokratiske forandringer i landet samt beskytte og overvåge gennemførelsen heraf;

C. der henviser til, at det regerende parti Den Georgiske Drøm har truffet adskillige foranstaltninger, der direkte undergraver det georgiske folks europæiske forhåbninger, og at det mest bemærkelsesværdige eksempel er en lov om "gennemsigtighed i udenlandsk indflydelse" af 28. maj 2024 ("loven om udenlandske agenter"), som i vid udstrækning er blevet anset for at være baseret på en berygtet lov, som Rusland i udstrakt grad har brugt til at slå ned på protester;

D. der henviser til, at lovforslaget kræver, at udenlandsk finansierede ikkestatslige organisationer, medier og fagforeninger lader sig registrere som "agenter for udenlandsk indflydelse", samtidig med at visse typer organisationer såsom virksomheder eller NGO'er, der modtager offentlig finansiering, udelukkes, hvilket afspejler lignende lovgivning i Rusland;

E. der henviser til, at lovforslaget har givet anledning til kritik og fordømmelse fra det georgiske samfund og det internationale samfund og betragtes som et instrument til udenlandsk indblanding, som støttes af Rusland, og som har til formål at undergrave Georgiens bestræbelser på at blive medlem af Den Europæiske Union;

F. der henviser til, at den georgiske præsident Salome Zourabichvili nægtede at underskrive lovforslaget og betegnede det som en "russisk lov", der er i strid med den georgiske forfatning og europæiske standarder; der henviser til, at hendes veto blev tilsidesat af et simpelt flertal i parlamentet;

G. der henviser til, at EU i juni 2024 efter vedtagelsen af loven om udenlandske agenter reelt fastfrøs Georgiens tiltrædelsesproces og suspenderede den finansielle bistand på 30 mio. EUR fra den europæiske fredsfacilitet;

H. der henviser til, at det 9. skridt i Kommissionens rapport om Georgien af 8. november 2023 indeholder en henstilling til Georgien om at sikre, at civilsamfundet kan fungere frit, mens Georgien med det 1. skridt opfordres til at bekæmpe desinformation mod EU og dets værdier;

I. der henviser til, at USA den 6. juni 2024 indførte visumrestriktioner over for snesevis af georgiske embedsmænd på grund af vedtagelsen af "loven om udenlandske agenter" og over for to højtstående politifolk for brutalitet under nedkæmpelsen af demonstrationerne samt over for to ledere af voldelige ekstremistiske grupper med tilknytning til Kreml;

J. der henviser til, at lovforslaget udløste enorme gadeprotester, som blev håndteret brutalt af politiet, herunder med brug af tåregas og kampudstyr mod fredelige demonstranter og med anholdelsen af hundredvis af mennesker;

K. der henviser til, at støtten til tiltrædelse af EU i den georgiske befolkning stadig er exceptionelt stor, idet over 80 % af befolkningen er for;

L. der henviser til, at stifteren af partiet Den Georgiske Drøm, den indflydelsesrige oligark Bidzina Ivanishvili, åbent vendte tilbage til aktiv politik den 30. december 2023 og blev "æresformand" for partiet; der henviser til, at partiets ajourførte statut giver Ivanishvili en række prærogativer som æresformand, hvorved magtkoncentrationen formaliseres i hans hænder, uden at der fastsættes nogen ansvarliggørelsesmekanismer;

M. der henviser til, at Mikheil Saakashvili, der var Georgiens præsident fra 2004 til 2013, og som er leder af det største oppositionsparti, har været tilbageholdt siden oktober 2022, er blevet mishandlet i fængslet og har været udsat for ydmygende behandling under retsmøder, hvilket sætter spørgsmålstegn ved integriteten i forbindelse med det kommende valg;

N.  der henviser til, at et stigende antal hændelser tyder på, at der er et usikkert mediemiljø i Georgien, hvilket udgør en trussel mod demokratiet i landet; der henviser til, at Georgien i Journalister uden Grænsers årlige pressefrihedsindeks rangerer som nr. 103 ud af 180 lande, hvilket er et fald på 26 pladser i forhold til det foregående år;

O. der henviser til, at parlamentsvalget, der afholdes i Georgien den 26. oktober 2024, betragtes som et vendepunkt, der kan være afgørende for Georgiens fremtid i de kommende årtier;

P. der henviser til, at de seneste valg i Georgien afslørede mange af de problemer, der har hæmmet landets demokratiseringsproces i de seneste år; der henviser til, at alarmerende rapporter i perioden forud for valget tyder på, at problemer såsom pres og endda fysiske angreb på oppositionen er blevet intensiveret;

Q. der henviser til, at loven om udenlandske agenter har en enorm indvirkning på funktionen af et uafhængigt civilsamfund, herunder de NGO'er, der er specialiseret i valgobservation; der henviser til, at loven har gjort det meget vanskeligt at rekruttere lokale korttidsobservatører til den kommende afstemning;

R. der henviser til, at narrativet fra Den Georgiske Drøm er, at Vesten forsøger at skubbe Georgien ind i en fornyet krig med Rusland, som invaderede Georgien i 2008 og fortsat besætter en del af dets territorium; der henviser til, at denne antivestlige kommunikationsstrategi blev anvendt af partiet Den Georgiske Drøm til at retfærdiggøre dets unddragelse af at tilslutte sig EU's erklæringer mod Belarus eller Iran og nægte støtte til Moldova og Ukraine;

S. der henviser til, at den russiske udenrigsminister antydede, at Kreml var parat til at nå frem til en aftale med Georgien om at løse den uafklarede situation med Abkhasien og Sydossetien, en erklæring, som nogle embedsmænd fra Den Georgiske Drøm hilste velkommen, og et tegn på et stadigt bedre forhold til Rusland; der henviser til, at Rusland samtidig fortsætter processen med "grænsedragning" og den snigende besættelse af georgiske regioner og har meddelt, at det har til hensigt at opbygge en permanent flådebase i en besat region i Georgien;

1. gentager sin urokkelige støtte til Georgiens demokratiske udvikling og dets befolknings euro-atlantiske forhåbninger;

2. er fortsat bekymret over de menneskerettighedskrænkelser og antidemokratiske handlinger, der finder sted under Den Georgiske Drøm-regeringen; fordømmer på det kraftigste vedtagelsen af den russisklignende lov om udenlandske agenter og betragter den som et redskab til indblanding i det kommende parlamentsvalg; understreger, at sådanne forsøg på politisk at kontrollere eller begrænse civilsamfundets aktiviteter er i strid med de demokratiske værdier og Kommissionens henstillinger;

3. udtrykker sin fulde solidaritet med det georgiske folk og Georgiens dynamiske civilsamfund, som traditionelt har spillet en meget aktiv og vigtig rolle med hensyn til at bringe Georgien tættere på Vesten, fremme demokratisering og presse på for euro-atlantisk integration i overensstemmelse med det georgiske folks ønsker; beklager i denne forbindelse den voksende antivestlige og fjendtlige retorik fra det regerende partis repræsentanter over for Georgiens strategiske vestlige partnere, herunder USA, Den Europæiske Union og EU-embedsmænd, og dets fremme af russisk desinformation og manipulation;

4. er foruroliget over de fortsatte og meget alarmerende tilfælde af intimidering og vold mod oppositionen samt over truslerne om yderligere undertrykkelse fra oligark Bidzina Ivanishvili med henblik på at forbyde den demokratiske pro-vestlige opposition og bringe protester til tavshed;

5. opfordrer de georgiske myndigheder til at sikre, at parlamentsvalget den 26. oktober i Georgien er demokratisk, retfærdigt og frit og i overensstemmelse med de demokratiske standarder, som Georgien har forpligtet sig til at overholde; advarer mod ethvert forsøg på at gribe ind i afviklingen eller resultaterne af dette valg;

6. opfordrer de georgiske myndigheder og valgorganer til at arbejde tæt sammen med både internationale valgobservationsmissioner og georgiske observatører, som vil overvåge gennemførelsen af valget med hensyn til dets overholdelse af forpligtelserne inden for rammerne af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og andre internationale forpligtelser og standarder for demokratiske valg samt national lovgivning;

7. er foruroliget over beslutningen om kun at åbne et begrænset antal valgsteder i udlandet på trods af talrige anmodninger fra den georgiske diaspora, hvorved flertallet af georgiere, der bor i udlandet, fratages deres stemmeret;

8. fordømmer på det kraftigste alle fysiske angreb på politikere og aktivister; er yderst bekymret over klimaet af straffrihed for politisk motiveret vold, som det er tilfældet med Levan Khabeishvili;

9. opfordrer Kommissionen til at udvide og intensivere sin støtte til civilsamfundet i Georgien, navnlig i lyset af det seneste pres som følge af loven om udenlandske agenter;

10. bemærker med bekymring, at den georgiske regering for nylig har intensiveret sin forfølgelse af civilsamfundsorganisationer; er navnlig forfærdet over, at regeringen benytter kontoret for bekæmpelse af korruption til at lægge pres på organisationer som Transparency International Georgia og Choose Europe i et åbenlyst forsøg på at hindre deres mulighed for effektivt at overvåge det kommende valg;

11. udtrykker sin bekymring over rækken af brutale overgreb på politiske figurer og civilsamfundsledere under og efter demonstrationerne mod loven om udenlandske agenter i foråret; udtrykker bekymring over, at ikke én eneste gerningsmand er blevet tilbageholdt, anklaget eller endda identificeret, og opfordrer de georgiske myndigheder til at retsforfølge gerningsmændene til sådanne overgreb;

12. beklager, at EU's godkendelse af Donald Tusks foreslåede model for "militant demokrati" ikke øger EU-institutionernes troværdighed med hensyn til at slå til lyd for retsstatsprincippet og menneskerettighederne uden for medlemsstaternes grænser;

13. er dybt bekymret over den stigende russiske indflydelse i landet samt over de skridt, som er taget af Den Georgiske Drøm-regeringen, der har nærmet sig Rusland – på trods af dets snigende besættelse af Georgiens territorium og dets aggression mod Ukraine – ved at styrke handelsforbindelserne på trods af EU's sanktioner og nægte at indføre sanktioner mod Moskva;  

14. opfordrer Georgien til som EU-kandidatland at indføre sanktioner mod Rusland som reaktion på dets omfattende invasion af Ukraine og til effektivt at håndhæve foranstaltninger til at undgå omgåelse af europæiske sanktioner, således som landet har forpligtet sig til at gøre;

15. minder den georgiske regering om, at et stort flertal af befolkningen er stærke tilhængere af landets pro-vestlige kurs og dets tiltrædelse af EU;

16. bifalder de personlige sanktioner, som USA har indført over for Den Georgiske Drøms embedsmænd; opfordrer EU til at indføre tilsvarende rejseforbud for dem, der er involveret i vedtagelsen af loven om udenlandske agenter, og til at udvide sådanne forbud til at omfatte andre højtstående medlemmer af det regerende parti samt dommere, der afsiger politisk motiverede domme;

17. fordømmer på det kraftigste den ødelæggende personlige rolle, som Georgiens indflydelsesrige oligark, Bidzina Ivanishvili, spiller med hensyn til at orkestrere den igangværende politiske krise og systematisk sabotere landets pro-vestlige kurs til fordel for tilnærmelse til Rusland; beklager hans fortsatte bestræbelser på at udhule Georgiens demokratiske institutioner og krænke dets befolknings forhåbninger; gentager på det kraftigste sin opfordring til Rådet og EU's demokratiske partnere om at indføre øjeblikkelige og målrettede personlige sanktioner mod Ivanishvili for hans direkte rolle i undermineringen af den politiske proces i Georgien og i modarbejdelsen af landets grundlæggende interesser;

18. gentager sin opfordring til Rådet og EU's demokratiske partnere om at overveje at indføre personlige sanktioner mod Ivanishvili for hans rolle i forværringen af den politiske proces i Georgien og i modarbejdelsen af befolkningens interesser;

19. understreger, at det først bør overvejes at suspendere visumliberaliseringsaftalen med Georgien, når der er indført personlige sanktioner mod medlemmer af det regerende parti og den indflydelsesrige oligark Bidzina Ivanishvili;

20. understreger, at den georgiske regering bærer det fulde og ubestridelige ansvar for den tidligere præsident Mikheil Saakashvilis liv, sundhed, sikkerhed og trivsel og skal holdes fuldt ansvarlig for enhver skade, som han lider; gentager på det kraftigste sit presserende krav om hans øjeblikkelige og betingelsesløse løsladelse;

21. beklager, at medlemmer af Europa-Parlamentet ikke tidligere har fået lov til at besøge præsident Saakashvili for at vurdere forholdene i forbindelse med hans fængselsophold; opfordrer de georgiske myndigheder til at ændre deres holdning og tillade besøg af medlemmer af Europa-Parlamentet;

22. bemærker, at den georgiske regering har indført yderligere meget strenge begrænsninger af adgangen til offentlige oplysninger, herunder arkiver fra sovjettiden, og har anvendt EU's generelle forordning om databeskyttelse[2] til fejlagtigt at begrunde sine handlinger; bemærker, at nogle af Georgiens vigtigste arkiver fra sovjettiden (såsom arkivet for det tidligere KGB og kommunistpartiets tidligere centralkomité) har været fuldstændig lukket siden oktober sidste år uden nogen forklaring;

23. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder samt Georgiens præsident, regering og parlament.

 

 

Seneste opdatering: 8. oktober 2024
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik