FORSLAG TIL BESLUTNING om styrkelse af Moldovas modstandskraft mod russisk indblanding forud for det kommende præsidentvalg og en folkeafstemning om forfatningen om EU-integration
4.10.2024 - (2024/2821(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 136, stk. 2
Jonas Sjöstedt
for The Left-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B10-0072/2024
B10‑0082/2024
Europa-Parlamentets beslutning om styrkelse af Moldovas modstandskraft mod russisk indblanding forud for det kommende præsidentvalg og en forfatningsmæssig folkeafstemning om EU-integration
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 2 og 49 i traktaten om Den Europæiske Union,
– der henviser til Det Europæiske Råds afgørelse af 23. juni 2022 om tildeling af status som EU-kandidatland til Moldova,
– der henviser til Venedigkommissionens foreløbige udtalelse af 13. marts 2023 om lovudkastet om begrænsning af overdrevent stor økonomisk og politisk indflydelse i det offentlige liv (fjernelse af oligarkier),
– der henviser til det fælles arbejdsdokument fra tjenestegrenene af 6. februar 2023 med titlen "Association Implementation Report on the Republic of Moldova" (Rapport om gennemførelsen af associeringsaftalen med Republikken Moldova) (SWD(2023)0041) med en gennemgang af Moldovas gennemførelse af reformer i henhold til associeringsaftalen mellem EU og Moldova siden oktober 2021,
– der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 2,
A. der henviser til, at Moldova er et af Europas fattigste lande; der henviser til, at Ruslands angrebskrig mod Ukraine har påvirket levestandarden yderligere;
B. der henviser til, at Den Russiske Føderation har anvendt provokation, desinformation, illegal finansiering af politiske partier, cyberangreb og andre hybride midler til at undergrave Republikken Moldovas stabilitet, suverænitet, forfatningsmæssige orden og demokratiske institutioner;
C. der henviser til, at russiske missiler, der er rettet mod Ukraine, ved flere lejligheder er fløjet over Republikken Moldovas territorium i klar modstrid med Moldovas suverænitet;
D. der henviser til, at oligarker har en overdrevent stor indflydelse i kraft af særinteresser i det økonomiske, politiske og offentlige liv i Moldova;
E. der henviser til, at det moldoviske retsvæsen i september beskyldte visse medlemmer af det parti, der blev grundlagt af den flygtede oligark Ilan Șor, for at have modtaget penge fra konti tilhørende den russiske bank Promsvyazbank med henblik på at deltage i demonstrationer forud for præsidentvalget i oktober; der henviser til, at oligark Ilan Șor flygtede til Rusland i 2019 efter at være blevet idømt 15 års fængsel for svig og hvidvaskning af penge; der henviser til, at Șors parti blev erklæret for forfatningsstridigt af forfatningsdomstolen, anklaget for at have forsøgt at destabilisere Moldova gennem hemmelige aftaler med Rusland, og forbudt;
F. der henviser til, at lederen af Dnestrrepublikkens kommunistparti, Oleg Khorzhan, i juli 2023 blev fundet dolket ihjel i sit hjem; der henviser til, at Oleg Khorzhan var en offentlig kritiker af de facto-myndighederne og rapporterede om menneskerettighedskrænkelser i fængslerne; der henviser til, at der ikke er foretaget nogen effektiv efterforskning af hans død;
G. der henviser til, at der er planlagt præsidentvalg den 20. oktober 2024 i forbindelse med en folkeafstemning om tiltrædelse af EU; der henviser til, at Moldova officielt blev tildelt kandidatstatus af EU i juni 2022, og at der blev indledt forhandlinger i december 2023;
H. der henviser til, at bekæmpelse af korruption er et af de ni skridt, som Moldova skal tage, inden landet kan tiltræde EU;
1. bemærker med bekymring Ruslands forsøg på at påvirke resultatet af præsidentvalget og folkeafstemningen i Moldova, navnlig gennem handlinger foretaget af flere medlemmer af det parti, der finansieres af den dømte oligark Ilan Șor, som også er omfattet af EU's sanktioner;
2. bemærker med bekymring den stigende udbredelse af propaganda forud for valget og desinformation fra russiske kilder i Moldova på de sociale medier med det formål at vildlede vælgerne eller reducere valgdeltagelsen ved folkeafstemningen; opfordrer sociale medieplatforme til at tilpasse udformningen af deres algoritmer for at afbøde udbredelsen af ulovligt indhold, hadefuld tale og desinformation på internettet;
3. anerkender og bakker op om de moldoviske myndigheders bestræbelser på at tillade alle moldovere at stemme, herunder dem, der bor i den løsrevne Dnestrrepublik eller bor i udlandet;
4. udtrykker forståelse for, at de moldoviske myndigheder griber ind over for sociale medier og andre aktører, der klart opererer på vegne af Rusland med at sprede løgne og søge at sabotere en retfærdig valgproces; understreger betydningen af at støtte de moldoviske myndigheder i deres bestræbelser på at modarbejde russisk indflydelse; opfordrer EU til fortsat at hjælpe Moldova med at styrke sin kapacitet og modstandsdygtighed i området;
5. opfordrer de moldoviske myndigheder til at beskytte grundlæggende demokratiske værdier, herunder ytringsfrihed, medier og organisation, og til aldrig at begrænse muligheden for at arbejde for en legitim opposition eller deltage i kritisk kontrol med medierne;
6. understreger betydningen af et stabilt og demokratisk Moldova for stabilitet, fred og samarbejde i hele regionen; opfordrer EU til fortsat at støtte Moldovas demokratiske strukturer;
7. noterer sig betydningen af de ni betingelser, som Kommissionen har fastsat for tiltrædelsesproceduren; anerkender Moldovas reformbestræbelser; understreger betydningen af fortsat støtte fra EU, herunder en styrkelse af retsstatsprincippet og de moldoviske myndigheders uafhængighed og effektivitet;
8. understreger, at der bør knyttes stærke sociale betingelser til finansiel støtte; minder om, at en sådan støtte også bør omfatte styrkelse af civilsamfundsorganisationernes og arbejdsmarkedets parters kapacitet, uafhængighed og pluralisme; anbefaler, at der etableres en bæredygtig social dialog som et andet centralt område for social intervention;
9. understreger, at det er nødvendigt at fremskynde indførelsen af den nye garanterede mindsteløn for alle og at forbedre den sociale beskyttelse; gentager sin kritik af, at gennemførelsen af gældende EU-ret på det sociale område er underrepræsenteret i Kommissionens vurderinger og henstillinger, og opfordrer til, at man ændrer på denne situation;
10. bemærker med bekymring den stærke direkte og indirekte afhængighed af russisk gas; opfordrer EU til at støtte energibevarelse, indenlandsk produktion af vedvarende energi og Moldovas fortsatte integration i de europæiske el- og gasnet;
11. anerkender den betydelige indsats, som landet har gjort for at modtage ukrainske flygtninge; er imidlertid bekymret over, at flygtninge med de nyeste immigrationsregler risikerer at miste adgang til kritiske varer og tjenesteydelser, herunder adgang til beskæftigelse og visse andre rettigheder;
12. noterer sig Ruslands forsøg på at skabe spændinger mellem den selvstyrende region Gaugasien og de moldoviske myndigheder; fordømmer Gaugasiens guvernør Evghenia Guțuls møde med Vladimir Putin; støtter den moldoviske regerings bestræbelser på at mindske spændingerne med den selvstyrende region Gaugasien gennem dialog og reform;
13. understreger, at området Dnestrrepublikken er under russisk indflydelse og anvendes til at destabilisere den demokratiske regering i Moldova; fordømmer præsident Vladimir Putins beslutning om at tilbagekalde et dekret fra 2012, der forpligter Rusland til at finde en løsning for Dnestrrepublikken; opfordrer Rusland til omgående at afvikle sin militære tilstedeværelse i Dnestrrepublikken; gentager sin støtte til en omfattende og fredelig løsning på konflikten i Dnestrrepublikken på grundlag af Moldovas suverænitet og territoriale integritet og med en særlig status for området Dnestrrepublikken; tilskynder til gennemførelse af alle tillidsskabende foranstaltninger, der sigter på at undgå destabilisering; mener, at en omfattende og fredelig løsning på konflikten i Dnestrrepublikken er et væsentligt element i Moldovas EU-tiltrædelsesproces;
14. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Republikken Moldovas regering og parlament, Den Russiske Føderation, FN, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Europarådet.