FORSLAG TIL BESLUTNING om Srebrenica-mindedagen

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til sin beslutning af 07.07.05 om Srebrenica[1],

−      der henviser til sin beslutning af 15. januar 2009 om Srebrenica[2],

−      der henviser til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bosnien-Hercegovina på den anden side, undertegnet i Luxembourg den 16. juni 2008, og muligheden for EU-medlemskab, som alle lande på det vestlige Balkan fik stillet i udsigt på EU-topmødet i Thessaloniki i 2003;

–       der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.     der henviser til, at den østbosniske by Srebrenica, der er uden kystadgang, som FN's Sikkerhedsråd i sin resolution 819 (1993) af 16. april 1993 havde erklæret for et sikkert område, den 11. juli 1995 faldt i hænderne på styrkerne anført af general Ratko Mladić, der handlede under ledelse af den daværende præsident for Republika Srpska, Radovan Karadžić;

B.     der henviser til, at de bosnisk-serbiske styrker efter Srebrenicas fald under ledelse af general Mladic og med støtte fra paramilitære enheder, herunder irregulære politistyrker, der var gået ind på bosnisk område fra Serbien, i løbet af adskillige dages massakre myrdede over 8000 muslimske mænd og drenge, selvom dette område stod under FN's internationale styrkes (UNPROFOR) beskyttelse, der var repræsenteret på stedet med 400 fredsbevarende styrker; der henviser til, at næsten 25.000 kvinder, børn og ældre blev deporteret med magt og mange kvinder blev voldtaget, hvilket gør begivenheden til den største krigsmassakre, som Europa har oplevet siden slutningen af Anden Verdenskrig;

C.     der henviser til, at denne tragedie, der af Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien (ICTY) er blevet defineret som folkedrab, udspillede sig i et ifølge FN sikkert område og derfor er et symbol på det internationale samfunds manglende evne til at gribe ind i en konflikt og beskytte civilbefolkningen,

D.     der henviser til, at de bosnisk-serbiske styrker gentagne gange overtrådte Genève-konventionerne i forhold til civilbefolkningen i Srebrenica, bl.a. ved at deportere flere tusinde kvinder, børn og ældre og voldtage et stort antal kvinder,

E.     henviser til, at på trods af de enorme anstrengelser, der er gjort for at lokalisere og udgrave massegrave og individuelle grave og identificere ofrene, har de efterforskninger, der har fundet sted ikke muliggjort en fuldstændig rekonstruktion af massakren i Srebrenica og i dens opland;

F.     der henviser til, at der ikke kan skabes nogen reel fred uden retfærdighed, og at et fuldt og betingelsesløst samarbejde med ICTY fortsat er en grundlæggende forudsætning for videreførelse af processen med at integrere landene på det vestlige Balkan i EU,

G.     der henviser til, at general Radislav Krstić fra den bosniske hær var den første person, der blev fundet skyldig af ICTY for medvirken i folkedrabet i Srebrenica; der henviser til, at Ratko Mladic blev arresteret den 26. maj 2011 og dommen i hans retssag forventes at falde i slutningen af 2015 og til, at sagen mod Radovan Karadzic stadig er i gang;

H.     der henviser til, at indførelsen af en mindedag synes at være den bedste måde, hvorpå man kan ære mindet om ofrene for folkedrabet og sende et tydeligt signal til kommende generationer;

1.      fordømmer på det kraftigste massakren i Srebrenica; ærer helhjertet alle ofrene for grusomhederne og udtrykker sin dybe medfølelse med familierne til ofrene, hvoraf mange lever uden endelig bekræftelse af den skæbne, som deres fædre, sønner, ægtemænd eller brødre har lidt; bifalder anholdelsen af de vigtigste ledere af massakren i Srebrenica, men beklager, at et vist antal gerningsmænd ikke er blevet stillet for en domstol; udtrykker derfor sin fulde støtte til ICTY’s værdifulde og vanskelige arbejde, der allerede har givet 147 af de anklagede deres endelige dom og stadig arbejder på igangværende sager i yderligere 14 tilfælde;

2.      opfordrer medlemsstaterne og landene på det vestlige Balkan til at erindre den tyvende årsdag for Srebrenica-Potocari-folkedrabet ordentligt ved at støtte etableringen af 11. juli som mindedag for folkedrabet i Srebrenica i hele EU; opfordrer medlemsstaterne til at støtte NGO-initiativer med henblik på at sikre, at mindehøjtidelighederne har en passende målestok; glæder sig over mindedagen i Det Forenede Kongeriges alvor og oprigtighed, der blev ledet af et ordentligt samarbejde mellem nationale myndigheder og NGO’en ”Remembering Srebrenica”;

3.      bifalder de serbiske myndigheders erkendelse af massakren og deres officielle offentlige undskyldning gennem vedtagelse af en særlig beslutning i 2010; understreger, at Serbien har bragt de ansvarlige for massakren til domstolene, hvilket var et afgørende skridt i retning af fred og stabilitet i regionen; opfordrer de resterende myndigheder i regionen til at anerkende folkedrabet juridisk for at styrke den regionale forsoning, som er en af de vigtigste forudsætninger for de vestlige Balkanlande til at bevæge sig fremad på deres EU-vej;

4.      understreger den vigtige rolle, som religiøse samfund, medierne og uddannelsessystemet har i forsoningsprocessen, og opfordrer derfor landene på Vestbalkan til at styrke udviklingsprogrammer, som bringer lokalsamfund sammen for at overvinde fortidens spændinger og indlede en fredelig og oprigtig sameksistens, der fremmer varig fred, stabilitet og økonomisk vækst;

5.      beklager dybt, at den bosnisk-serbiske leder Milorad Dodik søgte Ruslands veto til at underminere vedtagelsen af en FN- resolution om Srebrenica, der var udarbejdet af Det Forenede Kongerige, der ville have gjort sig tanker over, at det ikke lykkedes FN at forhindre folkedrab og mindedes ofrene for folkedrab og dem, der led på alle sider i krigen; opfordrer indtrængende de bosnisk-serbiske myndigheder til at undgå enhver yderligere optrapning af spændingerne og officielt anerkende massakren i Srebrenica som et folkedrab, eftersom denne ugerning - den værste siden Anden Verdenskrig - allerede er betegnet som sådan af Den Internationale Domstol og ICTY;

6.      pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Bosnien-Hercegovinas og dets enheders regering og parlament og regeringerne og parlamenterne i landene på det vestlige Balkan.