1. Når det af proceduren i artikel 48 eller artikel 55 følger, at et spørgsmål henhører under flere end tre udvalgs kompetence, uden at et af disse udvalgs kompetence har forrang, kan Formandskonferencen som en sidste udvej på grundlag af en henstilling fra Udvalgsformandskonferencen foreslå Parlamentet at nedsætte et midlertidigt lovgivningsmæssigt udvalg til at behandle et specifikt forslag til en juridisk bindende retsakt eller et lovforberedende strategisk dokument. Det angives i Udvalgsformandskonferencens henstilling, hvilke udvalg der er ansvarlige for at kontrollere gennemførelsen af lovgivningen.
2. Den talmæssige sammensætning af et midlertidigt lovgivningsmæssigt udvalg fastsættes af Parlamentet på grundlag af et forslag fra Formandskonferencen. Dets mandatperiode løber fra datoen for dets konstituerende møde og indtil vedtagelsen af den juridisk bindende retsakt, uden at dette berører nødvendigheden af kontrolaktiviteter. Hvis der er tale om et lovforberedende strategisk dokument, løber dets mandatperiode fra datoen for dets konstituerende møde og indtil vedtagelsen af betænkningen på plenarmødet.
Medlemmerne af et midlertidigt lovgivningsmæssigt udvalg udpeges af de politiske grupper og løsgængerne, i princippet blandt medlemmerne af de involverede udvalg. Formandskonferencen træffer afgørelse om, hvorvidt der skal udpeges en eller flere ordførere, samtidig med at forslaget om nedsættelse af udvalget fremsættes.
3. Andre udvalg har ikke beføjelse til at afgive udtalelser i henhold til artikel 57 til midlertidige lovgivningsmæssige udvalg.
4. Midlertidige lovgivningsmæssige udvalg har ikke ret til at afgive udtalelser til andre udvalg.