Forrige 
 Næste 
Europa-Parlamentets forretningsorden
10. valgperiode - Juli 2024
EPUB 146kPDF 566k
INDHOLDSFORTEGNELSE
OPLYSNING TIL LÆSEREN
KOMPENDIUM OVER DE VIGTIGSTE RETSAKTER MED RELATION TIL FORRETNINGSORDENEN

AFSNIT VIII : UDVALG OG DELEGATIONER
KAPITEL 1 : UDVALG

Artikel 222 : Udvalgsmøder

1.   Udvalgene samles efter indkaldelse fra deres formand eller på foranledning af Parlamentets formand.

Når formanden for et udvalg indkalder til et sådant møde, kan denne fra sag til sag og med godkendelse fra koordinatorer, der repræsenterer et flertal af udvalgets medlemmer, beslutte, at det også skal være muligt at deltage i mødet via fjerndeltagelse, bortset fra udvalgsmøder, som afholdes for lukkede døre.

Når formanden indkalder til mødet, forelægger denne et forslag til dagsorden for mødet, hvori det angives, om det også er muligt at deltage i mødet via fjerndeltagelse. Udvalget træffer afgørelse om dagsordenen ved mødets begyndelse.

2.   Kommissionen, Rådet og andre EU-institutioner kan tage ordet på udvalgsmøder efter indbydelse fra formanden for det pågældende udvalg på dettes vegne.

Andre personer kan efter vedtagelse i udvalget indbydes til at deltage i og tage ordet på et møde.

Et kompetent udvalg kan med Præsidiets tilladelse arrangere en eksperthøring, såfremt det finder en sådan høring nødvendig af hensyn til arbejdet i forbindelse med et bestemt spørgsmål.

3.   Uden at det berører artikel 57, stk. 8, og hvis det pågældende udvalg ikke bestemmer andet, kan medlemmer af Parlamentet, der overværer møder i udvalg, de ikke er medlemmer af, ikke deltage i forhandlingerne.

De kan dog af udvalgene bemyndiges til at deltage i udvalgenes møder med rådgivende funktion.

4.   Artikel 178, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på udvalg.

5.   Såfremt der udarbejdes et fuldstændigt forhandlingsreferat, finder artikel 210, stk. 2, stk. 3 og stk. 5 tilsvarende anvendelse.

6.   For enhver form for fjerndeltagelse sikres det, at:

–   medlemmerne kan udøve deres parlamentariske mandat, herunder navnlig deres ret til at tale i udvalgene, uden forringelse

–   de informationsteknologiske løsninger, der stilles til rådighed, er "teknologineutrale"

–   der anvendes sikre elektroniske midler, der forvaltes og overvåges af Parlamentets tjenestegrene direkte og internt

–   det tekniske udstyr muliggør den nødvendige lyd- og videokvalitet, og

–   deltagelse sker fra et passende sted.

Seneste opdatering: 12. juli 2024Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik