Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. december 2024 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2023/1115 for så vidt angår bestemmelser vedrørende anvendelsesdatoen (COM(2024)0452 – C10-0119/2024 – 2024/0249(COD))
– der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2024)0452),
– der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C10-0119/2024),
– der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til udtalelse 23. oktober 2024 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),
– efter høring af Regionsudvalget,
– der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 75, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 16. oktober 2024 og 4. december 2024 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til forretningsordenens artikel 60 og 170,
1. vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(2);
2. noterer sig Kommissionens erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;
3. anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;
4. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.
Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 14. november 2024 (Vedtagne tekster, P10_TA(2024)0031).
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 17. december 2024 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/... om ændring af forordning (EU) 2023/1115 for så vidt angår bestemmelser vedrørende anvendelsesdatoen
P10_TC1-COD(2024)0249
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1115(3) blev vedtaget med det formål at reducere skovrydning og skovforringelse. Den fastsætter bestemmelser om bringen i omsætning og tilgængeliggørelse på EU-markedet samt eksport fra Unionen af relevante produkter som opført i forordningens bilag I, der indeholder, er blevet fodret med eller er blevet fremstillet ved brug af relevante råvarer, nemlig kvæg, kakao, kaffe, oliepalmer, gummi, soja og træ. Forordningen har navnlig til formål at sikre, at disse råvarer og relevante produkter udelukkende bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på EU-markedet eller eksporteres, hvis de er skovrydningsfrie, er blevet produceret i overensstemmelse med den relevante lovgivning i produktionslandet og er omfattet af en due diligence-erklæring. Hovedparten af nævnte forordnings bestemmelser skal finde anvendelse fra den 30. december 2024.
(2) For at sikre, at forordning (EU) 2023/1115 opfylder sine formål, skal operatører og forhandlere, der bringer de relevante produkter i omsætning eller eksporterer dem, udføre due diligence i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 8 for at bevise, at de relevante produkter overholder kravene i nævnte forordning. Operatørerne er ansvarlige for at foretage en grundig undersøgelse og analyse af deres egne forretningsaktiviteter, hvilket hovedsagelig kræver, at de indhenter data, der er relevante for forordning (EU) 2023/1115, samt passende dokumentation til at støtte disse data fra hver enkelt leverandør.
(3) Kommissionen tog væsentlige skridt til at lette anvendelsen af forordning (EU) 2023/1115 og har haft nær kontakt med medlemsstaterne og andre interessenter. Navnlig indeholder vejledningen om forordning (EU) 2023/1115 om skovrydningsfrie produkter vejledning til operatører, forhandlere og kompetente myndigheder om de væsentligste forpligtelser, der er fastsat i forordning (EU) 2023/1115, samt præciseringer af bl.a. fortolkningen af definitionen af "landbrugsmæssig anvendelse", navnlig med hensyn til omlægning af skove til arealer, hvis formål ikke er landbrugsmæssig anvendelse, som anmodet af Europa-Parlamentet og Rådet.
(4) Meddelelsen fra Kommissionen af 7. november 2024 om den strategiske ramme for internationalt samarbejde i forbindelse med forordning (EU) 2023/1115 om tilgængeliggørelse på EU-markedet og eksport fra Unionen af visse råvarer og produkter, der er forbundet med skovrydning og skovforringelse, udgør desuden en omfattende struktur for samarbejdet med tredjelande for at lette gennemførelsen af forordning (EU) 2023/1115. Den skitserer også de generelle principper, som Kommissionen agter at anvende i forbindelse med klassificeringen af lav- og højrisikolande eller dele heraf i overensstemmelse med artikel 29, stk. 3, i forordning (EU) 2023/1115.
(5) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/3084(4) indeholder bestemmelser vedrørende et informationssystem og adgangen hertil for operatører og forhandlere og, hvor det er relevant, deres bemyndigede repræsentanter, kompetente myndigheder og toldmyndigheder for, at de kan opfylde deres respektive forpligtelser som fastsat i forordning (EU) 2023/1115. Operatører og forhandlere vil således have mulighed for at registrere og indgive deres due diligence-erklæringer, allerede inden anvendelsesdatoen for forordning (EU) 2023/1115.
(6) Anvendelsesdatoen for de bestemmelser i forordning (EU) 2023/1115, der fastsætter forpligtelser for operatører, forhandlere og kompetente myndigheder, jf. nævnte forordnings artikel 38, stk. 2, bør udsættes med 12 måneder. Dette er nødvendigt, for at tredjelande, medlemsstater, operatører og forhandlere kan være fuldt forberedt, herunder for at disse operatører og forhandlere har mulighed for at oprette de nødvendige due diligence-ordninger for alle relevante råvarer og produkter, så de fuldt ud kan overholde deres forpligtelser.
(7) I lyset af udsættelsen med 12 måneder af anvendelsesdatoen, der er fastsat i artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2023/1115, bør datoerne i de indbyrdes forbundne bestemmelser i nævnte forordning, nemlig datoerne for ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010(5) og for den udskudte anvendelse af de i nævnte stykkes omhandlede bestemmelser på mikrovirksomheder og små virksomheder, tilpasses i overensstemmelse hermed.
(8) Med henblik på at sikre, at operatører og forhandlere, i god tid før den dato, hvorfra deres due diligence-forpligtelser finder anvendelse, råder over oplysninger om tildelingen af risiko til relevante produktionslande, bør datoen for Kommissionens klassificering af lande eller dele heraf, hvor der lav eller høj risiko, kun udsættes med seks måneder.
(9) Målet for denne forordning, nemlig at udsætte anvendelsesdatoen for de bestemmelser i forordning (EU) 2023/1115, der fastsætter forpligtelser for operatører, forhandlere og kompetente myndigheder, kan ikke opfyldes af medlemsstaterne, men kan kun nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(10) Forordning (EU) 2023/1115 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
(11) Denne forordning bør på grund af dens hastende karakter træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende for at sikre, at denne forordning træder i kraft inden den oprindelige anvendelsesdato for forordning (EU) 2023/1115 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Ændring af forordning (EU) 2023/1115
I forordning (EU) 2023/1115 foretages følgende ændringer:
1) Artikel 29, stk. 2, affattes således:"
"2. Alle lande tildeles den 29. juni 2023 standardrisikoniveauet. Kommissionen klassificerer lande eller dele heraf, hvor der er lav eller høj risiko i overensstemmelse med denne artikels stk. 1. Listen over lande eller dele heraf, hvor der er lav eller høj risiko, offentliggøres ved hjælp af gennemførelsesretsakter, der vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 36, stk. 2, senest den 30. juni 2025. Denne liste revideres og ajourføres, hvis det er relevant, så ofte som nødvendigt i lyset af ny dokumentation."
"
2) Artikel 37 affattes således:"
"Artikel 37
Ophævelse
1. Forordning (EU) nr. 995/2010 ophæves med virkning fra den 30. december 2025.
2. Forordning (EU) nr. 995/2010 finder dog fortsat anvendelse indtil den 31. december 2028 på træ og træprodukter som defineret i artikel 2, litra a), i forordning (EU) nr. 995/2010, som er produceret før den 29. juni 2023 og bragt i omsætning fra den 30. december 2025.
3. Uanset nærværende forordnings artikel 1, stk. 2, skal træ og træprodukter som defineret i artikel 2, litra a), i forordning (EU) nr. 995/2010, som er produceret før den 29. juni 2023 og bragt i omsætning fra den 31. december 2028, være i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 3."
"
3) Artikel 38, stk. 2 og 3, affattes således:"
"2. Artikel 3-13, artikel 16-24 samt artikel 26, 31 og 32 finder anvendelse fra den 30. december 2025, jf. dog nærværende artikels stk. 3.
3. Bortset fra hvad angår de produkter, der er omfattet af bilaget til forordning (EU) nr. 995/2010, finder de i denne artikels stk. 2 nævnte artikler anvendelse fra den 30. juni 2026 for operatører, der senest den 31. december 2020 var etableret som mikrovirksomheder eller små virksomheder i henhold til henholdsvis artikel 3, stk. 1 eller 2, i direktiv 2013/34/EU.".
"
Artikel 2
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i …, den … .
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand
BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
Erklæring fra Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/… af … om ændring af forordning (EU) 2023/1115 for så vidt angår bestemmelser vedrørende anvendelsesdatoen+1
Kommissionen er fortsat fast besluttet på at lette byrden for virksomhederne ved at mindske de administrative krav og fjerne unødige bureaukratiske byrder.
For at opnå dette i forhold til forordning (EU) 2023/1115 vil Kommissionen give yderligere præciseringer og undersøge yderligere forenklinger og strømline rapporterings- og dokumentationsforpligtelserne for begrænse dem til et nødvendigt minimum i fuld overensstemmelse med forordningens mål. Med henblik herpå og for at tage fat på disse spørgsmål vil Kommissionen offentliggøre en ajourført udgave af retningslinjerne og ofte stillede spørgsmål. Kommissionen vil også fortsat svare på feedback fra interessenter og medlemsstater og bistå forhandlerne og operatørerne med gennemførelsen, navnlig hvad angår forpligtelsen til at indgive due diligence-erklæringer i hele værdikæden.
For at forhandlere og operatører, i samarbejde med de kompetente myndigheder, skal kunne opfylde kravene i forordningen prioriterer Kommissionen idriftsættelsen af informationssystemet. Benchmarkingen af risikokategoriseringen er også afgørende for at sikre forudsigelighed ved anvendelsen af forordningen for operatører, forhandlere, producentlande og kompetente myndigheder. Kommissionen er fast besluttet på at sikre, at både informationssystemet og forslaget til risikoklassificering bliver tilgængelige så hurtigt som muligt, dog senest seks måneder før forordningen finder anvendelse.
Som led i den generelle revision af forordningen, der forventes at være afsluttet senest den 30. juni 2028, vil Kommissionen, hvor det er hensigtsmæssigt på grundlag af en konsekvensanalyse, analysere yderligere foranstaltninger til at forenkle og mindske den administrative byrde. Denne analyse kommer til at omfatte behovet for og gennemførligheden af mindskede krav, hvad angår køb af produkter fra lande og dele af lande, der har opnået positive resultater i overensstemmelse med forordningens mål.
___________________
+1 EUT: Indsæt venligst referencenummer og dato for dokumentet i procedure 2024/0249(COD) og tilføj oplysninger om offentliggørelsen i fodnoten.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1115 af 31. maj 2023 om tilgængeliggørelse på EU-markedet og eksport fra Unionen af visse råvarer og produkter, der er forbundet med skovrydning og skovforringelse, og om ophævelse af forordning (EU) nr. 995/2010 (EUT L 150 af 9.6.2023, s. 206).
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/3084 af 4. december 2024 om informationssystemets funktionsmåde i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1115 om tilgængeliggørelse på EU-markedet og eksport fra Unionen af visse råvarer og produkter, der er forbundet med skovrydning og skovforringelse (EUT L, 2024/3084, 6.12.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/3084/oj).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i omsætning (EUT L 295 af 12.11.2010, s. 23).