Europa-Parlamentets afgørelse af 18. december 2024 om forslag om udnævnelse af formanden for Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme (N10-0050/2024 – C10-0210/2024 – 2024/0802(NLE))
(Godkendelse)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens forslag af 4. december 2024 (C10-0210/2024),
– der henviser til artikel 68, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1620 af 31 maj 2024 om oprettelse af Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010(1),
– der henviser til sin forretningsorden,
– der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A10-0032/2024),
A. der henviser til, at det i artikel 68, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1620 fastsættes, at formanden for Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme udvælges på grundlag af kvalifikationer, færdigheder, viden, integritet, anerkendt status og erfaring inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og andre relevante kvalifikationer;
B. der henviser til, at Parlamentet er fast besluttet på at sikre kønsbalance i ledende stillinger i Unionens institutioner, organer og agenturer; der henviser til, at alle institutioner og organer på EU-plan og nationalt plan bør gennemføre konkrete foranstaltninger for at sikre kønsbalancen;
C. der henviser til, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1620 den 9. oktober 2024 vedtog en liste over kandidater til stillingen som formand for Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme, og at Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender afholdt høringer med disse udvalgte kandidater den 25. november 2024;
D. der henviser til, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1620 forelagde Parlamentet den endelige liste med kandidater den 9. oktober 2024;
E. der henviser til, at Kommissionen den 4. december 2024 vedtog et forslag om at udnævne Bruna Szego til formand for Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme og fremsendte dette forslag til Parlamentet;
F. der henviser til, at Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender derefter foretog en vurdering af kvalifikationerne hos den foreslåede kandidat til stillingen som formand for Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme, navnlig i lyset af kravene i artikel 68 i forordning (EU) 2024/1620;
G. der henviser til, at Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender den 16. december 2024 afholdt en høring med Bruna Szego, hvor hun fremsatte indledende bemærkninger og derefter besvarede spørgsmål fra udvalgsmedlemmerne;
1. godkender forslaget om udnævnelse af Bruna Szego som formand for Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme;
2. pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet, Kommissionen, Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme og medlemsstaternes regeringer.