Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 8 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side og til sin holdning af 17. januar 2013 om denne aftale(1),

–  der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi af 12. december 2003 og Rådets erklæring af 11. december 2008 om kapacitetsopbygning,

–  der henviser til den fælles meddelelse af 8. marts 2011 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen om "Et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde" (COM(2011)0200),

–  der henviser til Deauvillepartnerskabet, som blev lanceret af G8-landenes stats- og regeringschefer på deres møde i Deauville den 21. maj 2011,

–  der henviser til den fælles meddelelse af 25. maj 2011 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen om "en ny tilgang til nabolande i forandring" (COM(2011)0303),

–  der henviser til den fælles meddelelse af 6. februar 2015 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen om elementer til en regional EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra Da'esh (JOIN(2015)0002),

–  der henviser til den erklæring, der blev vedtaget på det tredje møde mellem udenrigsministre fra Den Europæiske Union og Den Arabiske Liga (LAS) i Athen den 11. juni 2014, samt det aftalememorandum, der blev underskrevet i Bruxelles den 19. januar 2015 mellem EU-Udenrigstjenesten og generalsekretariatet for Den Arabiske Liga,

–  der henviser til Rådets konklusioner om Irak og Syrien af 30. august 2014,

–  der henviser til konklusionerne fra den internationale konference om fred og sikkerhed i Irak, der afholdtes i Paris den 15. september 2014,

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 17. november 2014 om fredsprocessen i Mellemøsten,

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 15. december 2014 om en regional EU-strategi for Syrien og Irak,

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 9. februar 2015 om terrorbekæmpelse,

–  der henviser til sin beslutning af 24. marts 2011 om EU's forbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd(2),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2011 om EU's strategi over for Iran(3),

–  der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om revisionen af den europæiske naboskabspolitik(4);

–  der henviser til sin beslutning af 10. maj 2012 om handel som middel til forandring: EU's handels- og investeringsstrategi for det sydlige Middelhavsområde efter de arabiske forårsrevolutioner(5),

–  der henviser til sin beslutning af 11. marts 2014 om Saudi-Arabien, dets forbindelser med EU og dets rolle i Mellemøsten og Nordafrika(6),

–  der henviser til sin beslutning af 18. september 2014 om situationen i Irak og Syrien og ISIS' offensiv, herunder forfølgelsen af mindretal(7),

–  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2015 om situationen i Libyen(8),

–  der henviser til sin beslutning af 12. februar 2015 om den humanitære krise i Irak og Syrien, særlig i forbindelse med IS(9),

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om forbindelserne mellem EU og Den Arabiske Liga med henblik på samarbejde om bekæmpelse af terrorisme(10),

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om ISIS/Daeshs nylige angreb og bortførelser i Mellemøsten, som især er gået ud over assyrere(11),

–  der henviser til konklusionerne fra mødet den 23. marts 2015 mellem libyske kommunalrepræsentanter, arrangeret af De Forenede Nationers støttemission i Libyen og med Den Europæiske Union som vært,

–  der henviser til mødet mellem EU's og de sydlige Middelhavslandes udenrigsministre den 13. april 2015 i Barcelona, arrangeret af Spanien, det lettiske formandskab og EU med henblik på at drøfte den europæiske naboskabspolitiks fremtid,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2139 (2014), 2165 (2014) og 2191 (2014), der bemyndiger FN og dets partnere til at krydse landegrænser og konfliktlinjer for at yde humanitær hjælp i Syrien uden statslig tilladelse,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0193/2015),

A.  der henviser til, at konflikterne i Syrien, Irak, Yemen og Libyen og de voksende spændinger i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) i høj grad medvirker til at destabilisere regionen; der henviser til, at fronterne i kampen mod terrorisme i henholdsvis Sahel og Mellemøsten løber sammen tæt på det følsomme område omkring Afrikas Horn; der påpeger, at denne situation har katastrofale konsekvenser for sikkerheden i hele regionen, fordi den medfører varige skader for den politiske og økonomiske udvikling, de kritiske infrastrukturer og den demografiske sammenhængskraft i regionen; der påpeger, at denne udvikling endvidere indebærer alvorlige risici for EU's sikkerhed, borgere og interesser; der henviser til det høje antal af civile ofre og af terrorhandlinger begået mod civilpersoner; der henviser til, at der begås alvorlige krænkelser af menneskerettigheder og den humanitære ret, navnlig rettet mod etniske og religiøse mindretal; der henviser til, at den alvorlige humanitære krise, der er udløst af disse konflikter, har tvunget store befolkningsgrupper på flugt og skabt store problemer for både flygtningene og deres værtssamfund; der påpeger de vedvarende problemer med at definere en sammenhængende strategi for konfliktløsning og fastlægge et legitimt og troværdigt grundlag for en inklusiv dialog med de berørte parter;

B.  der påpeger nødvendigheden af at genoverveje EU's indsats i MENA-regionen i lyset af de konsekvenser, som de arabiske opstande har for de pågældende lande, den nye og komplekse situation, der herved er opstået, samt det tvingende behov for at bekæmpe ISIS og andre terrororganisationer; der påpeger nødvendigheden af at lægge øget pres på autoritære regimer for at få dem til at indføre inklusive politikker; der understreger, at målsætningen om at skabe stabilitet i regionen ikke kun er et sikkerhedsspørgsmål, men også har økonomiske, politiske og sociale konsekvenser, der kræver, at Unionen og dens medlemsstater udvikler strategiske, globale og flerstrengede politikker og samarbejder fuldt ud med parterne i regionen på mellemlang og lang sigt;

C.  der henviser til, at terrororganisationen ISIL/Da'esh har iværksat systematiske kampagner for etnisk udrensning i Nordirak og Syrien og har begået krigsforbrydelser, herunder summariske massedrab og bortførelser, mod etniske og religiøse mindretal; der henviser til, at FN allerede har rapporteret om målrettede drab, tvangskonvertering, bortførelser, salg af kvinder, slavebinding af kvinder og børn, rekruttering af børn til selvmordsbombeangreb, samt seksuelt og fysisk misbrug og tortur; der henviser til, at ISIL/Da'esh har rettet deres angreb mod kristne, yezidier, turkmenere, shabaker, kakaier, sabæere og shiitter samt mange arabere og sunnimuslimer;

D.  der henviser til, at Nordafrika og Mellemøsten befinder sig i en tilstand af voldsom geopolitisk uro, som sandsynligvis vil medføre gennemgribende og uoverskuelige ændringer af balanceforholdene i regionen; der påpeger, at der er eskalerende kriser og konflikter med en politisk, etnisk og religiøs dimension, et stigende antal paramilitære grupper samt svækkede eller kollapsede stater eller regimer visse steder i regionen; der påpeger, at der som følge heraf begås mange krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at MENA-landene og det internationale samfund har en fælles sikkerhedsmæssig interesse i at bekæmpe terrorisme og støtte ægte, inklusive demokratiske reformer i regionen;

E.  der henviser til, at konflikterne i Syrien og Irak ligesom konflikten i Yemen og Libyen er i færd med at forværre de regionale og internationale spændinger; der henviser til, at religiøse og etniske interesser anvendes som et redskab til at fremme politiske, herunder magtpolitiske, interesser; der påpeger, at dette skaber en risiko for konfrontationer mellem sunni- og shiamuslimer, der rækker ud over de umiddelbare geografiske grænser;

F.  der påpeger, at Tunesien, som er det mest bemærkelsesværdige eksempel på demokratisering efter det arabiske oprør, den 18. marts 2015 blev ramt af et terrorangreb, som ISIL/Da’esh har taget ansvaret for, og at der fortsat er behov for stærk støtte til regionens lande, navnlig Tunesien;

G.  der henviser til, at fremme af kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene i overensstemmelse med EU's retningslinjer fra 2008 om vold mod kvinder og piger bør være grundlæggende elementer i dialogen om politiske og menneskerettighedsrelaterede spørgsmål mellem EU og landene i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika); der henviser til, at inddragelse og myndiggørelse af kvinder i den offentlige, politiske, økonomiske og kulturelle sfære i MENA-landene er en afgørende faktor i skabelsen af stabilitet, fred og økonomisk velstand på lang sigt; der henviser til, at myndiggørelse af kvinder og piger gennem uddannelse er afgørende for at fremme deres rolle inden for alle disse sfærer; der henviser til, at civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med kvinders rettigheder og ligestilling, kan spille en vigtig rolle for myndiggørelsen af kvinder i MENA-landene;

H.  der henviser til, at medlemsstaterne har meget uensartet indflydelse i regionen; der påpeger, at det er nødvendigt at øge EU's indflydelse; der henviser til, at den langsigtede politiske og økonomiske stabilitet i MENA-regionen er af grundlæggende strategisk betydning for EU; der understreger, at EU derfor har en vigtig opgave i at fremme konfliktløsning og demokratisk regeringsførelse i MENA-regionen;

I.  der henviser til, at EU’s støtte til MENA-landene tidligere har været for fragmenteret og for længe om at tilpasse sig de politiske og økonomiske behov i de pågældende lande, hvilket dermed har undergravet EU’s mulighed for at spille en vigtig rolle i regionen;

J.  der henviser til, at EU's støtte til MENA-landene, navnlig under den europæiske naboskabspolitik (ENP), tidligere alt for ofte er blevet ydet ud fra den samme udifferentierede strategiske tilgang, som ikke i tilstrækkelig grad har skelnet mellem de specifikke forhold i de pågældende lande, ligesom man ikke har formået at identificere civilsamfundspartnere med behov for støtte, herunder til kapacitetsopbygning; der henviser til, at de forsøg på demokratisering, som er gjort i kølvandet på oprørene under "det arabiske forår", skal støttes aktivt på grundlag af en struktureret, langsigtet tilgang;

K.  der henviser til, at omvæltningerne i MENA-regionen indvirker på EU’s mulighed for at fremme sine politiske og demokratiske værdier; der henviser til, at disse omvæltninger berører EU's udvikling af økonomiske forbindelser med de pågældende lande og kan bringe EU’s energisikkerhed i fare;

L.  der henviser til, at EU har været tvunget til at træffe nødforanstaltninger som reaktion på en række på hinanden følgende kriser, som det ikke evnede at forudse i MENA-regionen på trods af visse signaler, og ikke har været i stand til at analysere de vigtigste elementer heri eller håndtere kompleksiteten af den situation samt de forventninger og muligheder, der er, er opstået som følge af de arabiske opstande i 2011; der henviser til, at EU har forsømt at reagere på behovet for en langsigtet strategi for at understøtte og lette en ægte overgang til demokrati, økonomisk udvikling og politisk stabilitet; der henviser til, at Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) på grundlag af det mandat, hun fik af Det Europæiske Råd i december 2013, har indledt en større strategisk refleksionsproces; der henviser til, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten har iværksat en bred høringsproces om en revision af ENP; der henviser til, at den måde, EU-Udenrigstjenesten er struktureret på, giver mulighed for landebaserede politiske og strategiske analyser, som bør være en nøglefaktor i planlægningen af bistand til landene i regionen, herunder inden for rammerne af ENP;

M.  der henviser til, at EU for at få positiv indflydelse på MENA-landene skal kunne gøre mere end blot at stille økonomisk samarbejde i udsigt, idet det navnlig skal kunne tilbyde et omfattende politisk og strategisk partnerskab;

N.  der henviser til de angreb, som blev begået mellem den 26. og den 30. juni 2015 i Tunesien, Kuwait og Yemen, som Da'esh/ISIL har taget ansvaret for, og som kostede 92 mennesker livet, mens flere hundrede andre blev såret; der henviser til, at disse angreb endnu en gang understreger nødvendigheden af en effektiv indsats over for de sikkerhedsmæssige problemer og manglen på politisk stabilitet i regionen;

Håndtering af trusler og sikkerhedssituationen

1.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at tage fat på de grundlæggende årsager til den hastigt forværrede situation i hele MENA-regionen via en helhedsorienteret og ambitiøs tilgang; støtter den internationale kampagne mod ISIL/Da’esh og glæder sig over, at koalitionens partnere har forpligtet sig til at samarbejde under en fælles strategi; påskønner især den indsats, der gøres af de EU-medlemsstater, som deltager i den internationale koalition mod ISIS, det være sig i form af militære angreb eller gennem logistiske, finansielle og humanitære bidrag; opfordrer imidlertid til øget mobilisering på alle områder og understreger behovet for at koordinere aktionerne bedre; bemærker, at disse foranstaltninger med fordel kan koordineres i EU-regi, om nødvendigt som en operation under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), og opfordrer med dette for øje EU til at udvikle tilstrækkelig operationel kapacitet og etablere et egentligt fælles europæisk forsvar; understreger imidlertid, at der skal findes en skræddersyet strategi, som tager højde for politiske og tværregionale forskelle, for bekæmpelsen af ISIL/Da’esh, al-Nusra-Fronten og andre terrorgrupper; opfordrer EU til at påtage sig rollen som hovedformidler af en regional dialog mellem alle regionale aktører, især Den Arabiske Liga, Saudi-Arabien, Egypten, Tyrkiet og Iran; minder om betydningen af at adressere lokalbefolkningernes legitime krav, som bl.a. kom til udtryk under de arabiske opstande i 2011, med henblik på at opnå langsigtet stabilitet i regionen; bemærker den nylige meddelelse fra Den Arabiske Liga om dannelsen af en permanent udrykningsenhed, som navnlig skal sættes ind i kampen mod ISIS og andre nye terrorgrupper;

2.  understreger betydningen af en konstant politisk EU-tilstedeværelse på højeste plan for at sikre en langsigtet strategisk politisk dialog og reel fælles debat med MENA-landene om, hvad de har brug for for at opnå regional stabilitet; understreger, at Den Europæiske Union kun vil være en effektiv aktør på den internationale scene, hvis den er i stand til at tale med én stemme; opfordrer derfor EU til hurtigt at fastlægge en egentlig fælles udenrigspolitik med tæt koordinering mellem interne og eksterne tiltag; opfordrer NF/HR til i samarbejde med EU’s udenrigsministre eller politiske personligheder, der er anerkendt af regionale aktører, at sikre, at der under hendes myndighed og på vegne af Unionen føres en løbende dialog på højt plan med landene i regionen; minder om nødvendigheden af at identificere og bygge på partnerlande, der kan bidrage afgørende til at sikre politisk stabilitet og sikkerhed på lang sigt;

3.  understreger vigtigheden og nødvendigheden af en effektiv gennemførelse af følgende initiativer i løbet af 2015: støtte til kapacitetsopbygningsprojekter og -aktiviteter sammen med MENA-lande, bekæmpelse af radikalisering og voldelig ekstremisme, fremme af internationalt samarbejde, tackling af underliggende faktorer og igangværende kriser og styrkelse af partnerskaber med nøglelande, herunder styrkelse af den politiske dialog med Den Arabiske Liga (LAS), Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), Den Afrikanske Union (AU) og andre relevante regionale koordinationsstrukturer såsom G5 Sahel;

4.  understreger, at stabiliteten og sikkerheden i MENA-regionen er af grundlæggende betydning for EU’s sikkerhed; erindrer om, at ISIL/Da’esh og andre terrororganisationer i mange år har haft rodfæste i Irak og Syrien og stræber efter at opnå regional indflydelse; påpeger, at gruppens sejre er resultatet af institutionelle, demokratiske og sikkerhedsmæssige kriser i disse lande og af porøsiteten af deres fælles grænse; understreger, at ISIL/Da’eshs og Al-Nusra-Frontens rekrutteringskapacitet og vækst får næring fra den økonomiske, politiske, sociale og kulturelle krise, der hærger regionen; opfordrer EU til sammen med den arabiske verden at foretage en vurdering af de underliggende årsager til radikalisering og vedtage en global strategi baseret på sikkerhed, kapacitet til demokratisk regeringsførelse og politisk, økonomisk, social og kulturel udvikling, hvori inklusion bør være et ledende princip; mener, at medmindre der findes en praktisk og holdbar løsning på disse problemer, vil enhver indsats for at neutralisere truslen fra ISIL/Da’esh og andre terrorgrupper støde på stadig større og vedvarende hindringer;

5.  noterer sig, at der er tildelt 1 mia. EUR til EU-strategien med titlen "Elementer til en regional EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra ISIL/Da'esh", hvoraf 400 mio. EUR er øremærket til humanitær bistand; hilser forsøgene på at skræddersy EU’s humanitære bistand til køns- og aldersspecifikke behov velkommen; opfordrer til i særdeleshed at fokusere på Jordan og Libanon, som aftager flest flygtninge i forhold til deres indbyggertal; understreger vigtigheden af, at disse to lande bestræber sig for at give flygtningene sikker passage til deres område og respekterer princippet om non-refoulement; erindrer endvidere om flygtningekrisens følger for Kurdistans regionalregering (KRG) i Irak; er bekymret over, at flygtningelejre som følge af ekstrem fattigdom og afsavn kan blive grobund for radikalisering; mener, at de på lang sigt udgør destabiliserende faktorer for deres værtslande, og anmoder derfor om, at der findes langsigtede løsninger, der kan hjælpe både flygtningene og deres værtslande; opfordrer EU til i samarbejde med sine partnere, navnlig UNHCR og UNICEF, at adressere de vedvarende problemer i lejrene for flygtninge og internt fordrevne i Irak, Jordan, Libanon og Tyrkiet, navnlig problemet med manglende skolegang for børn og unge; glæder sig over de midler, der er afsat til værtsbefolkningerne under den nye strategi og under instrumentet, der bidrager til stabilitet og fred (stabilitetsinstrumentet); opfordrer alle EU’s medlemsstater til at øge deres engagement i relation til flygtningekrisen i form af finansielle ressourcer og genbosættelse for de mest sårbare flygtninge;

6.  bemærker den fortsatte stigning i antallet af asylansøgninger fra Syrien og Irak og opfordrer EU’s medlemsstater til at gøre en øget indsats for at modtage asylansøgere og fremskynde behandlingen for at nedbringe den voksende sagspukkel;

7.  bemærker med tilfredshed, at nogle af landene i MENA-regionen deltager i den internationale koalition mod ISIL/Da'esh; opfordrer indtrængende deres regeringer og det internationale samfund til at forstærke deres indsats for at forhindre finansiering af international terrorisme og krige i Syrien og Libyen; gentager sin opfordring til alle lande i regionen om at forhindre enkeltpersoner samt offentlige og private virksomheder i at finansiere eller formidle finansiering af terrororganisationer eller syriske enkeltpersoner eller selskaber, som er tilknyttet den syriske regering, der i øjeblikket er omfattet af EU-sanktioner, som skal være tilstrækkeligt strenge; opfordrer dem til at deltage i ordninger for regionalt samarbejde om kontrol med kapitalbevægelser og samarbejde mellem Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC), LAS, OIC og EU-institutionerne; understreger det presserende behov for i samråd med LAS, OIC og GCC at indføre en effektiv ordning med sanktioner, der kan gøre det muligt at sætte en stopper for internationale aktørers finansiering af ISIL/Da'esh og forhindre terrororganisationers ulovligt producerede olie i at blive afsat; understreger ligeledes i denne forbindelse, at der er et presserende behov for øget samarbejde mellem toldmyndighederne ved grænsen mellem Tyrkiet, Irak og Syrien for at forhindre ISIL/Da’esh i at sælge ulovlig olie;

8.  understreger betydningen af en langsigtet strategisk dialog med LAS, OIC og GCC; glæder sig i denne forbindelse over den erklæring, der vedtoges den 11. juni 2014 i Athen, og over aftalememorandummet fra januar 2015 og opfordrer til fuld gennemførelse heraf; understreger den afgørende betydning af, at der regelmæssigt afholdes topmøder mellem EU og LAS, OIC og GCC; understreger den centrale rolle, som LAS bør spille i forbindelse med kriseløsning; er overbevist om, at disse kriser understreger behovet for, at landene i LAS gør denne organisation til et egentligt ledelsesorgan, der er i stand til at træffe bindende beslutninger; noterer sig det strategiske samarbejde mellem EU og GCC; understreger, at GCC kan øve en positiv politisk indflydelse på styringen af kriser og konflikter i MENA-landene;

9.  understreger endvidere betydningen af regionale dialoger med Tyrkiet og Iran; glæder sig over den nyligt indgåede aftale mellem EU 3+3 og Iran om sidstnævntes nukleare program og håber, at den kan udmøntes i en endelig, omfattende aftale inden for den aftalte frist; opfordrer NF/HR og medlemsstaterne til i tilfælde af en endelig aftale om atomspørgsmålet at gennemføre tilbundsgående konsultationer med Iran og samtidig sikre landets tilsagn til om ikke-spredningsprincippet, indtil de relevante internationale organers, herunder IAEA's, bekræftelse foreligger; opfordrer med dette for øje EU til aktivt at engagere sig i at fremme tillidsskabende foranstaltninger mellem Iran og Saudi-Arabien; understreger behovet for at intensivere samarbejdet med Tyrkiet om bekæmpelse af terrorisme; understreger den vigtige rolle, som Tyrkiet kan spille som medlem af NATO i kampen mod ISIL/Da’esh og i stabiliseringen af Irak og Syrien; opfordrer Tyrkiet til at bringe visse tvetydigheder ud af verden og fuldt ud spille sin rolle som stabiliserende kraft i området ved effektivt at kontrollere sin grænse til Syrien og gøre en mere aktiv indsats i bekæmpelsen af ISIL/Da’esh i samarbejde med EU;

10.  opfordrer landene i regionen til at afstå fra at eksportere terrorisme og våben til nabolandene, da dette kan gøre situationen endnu mere ustabil;

11.  minder om behovet for at skabe betingelserne for en genoptagelse af fredsforhandlingerne mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed med henblik på at skabe en varig løsning på konflikten baseret på en løsning, hvor de to lande lever side om side i fred og sikkerhed inden for de grænser, der eksisterede i 1967, og med Jerusalem som hovedstad for begge stater i overensstemmelse med folkeretten; udtrykker på ny sin dybe bekymring over, at sikkerhedssituationen i Irak og Syrien hastigt forværres; er stærkt betænkelig ved de israelske bosættelser på Vestbredden; er dybt foruroliget over det dødvande, der er opstået i dialogen, og de stigende spændinger mellem israelere og palæstinensere; opfordrer begge sider samt EU og det internationale samfund til at gøre en seriøs og troværdig indsats for at opnå dette; glæder sig over og støtter den højtstående repræsentant Federica Mogherinis beslutsomme indsats for at styrke EU’s engagement og formidlerrolle i fredsprocessen i Mellemøsten; opfordrer indtrængende alle parter til at afholde sig fra enhver handling, der kan forværre situationen, i form af tilskyndelse, provokation, overdreven magtanvendelse eller gengældelse; bekræfter sin fulde støtte til det arabiske fredsinitiativ fra 2002 og opfordrer LAS-landene og Israel til at gennemføre det; understreger, at enhver debat om genoptagelse af fredsprocessen og om Den Palæstinensiske Myndigheds administrative og politiske kontrol med Gazastriben ville vinde meget ved at inkludere LAS; understreger den afgørende rolle, som Egypten spillede i opnåelsen af det endelige våbenhvile i konflikten mellem Hamas og Israel i sommeren 2014; opfordrer de internationale donorer til at indfri deres tilsagn fra konferencen i Kairo i oktober 2014;

12.  udtrykker sin fulde støtte til, at EU gennemfører konkrete aktioner inden for rammerne af en stærk FSFP for at fremme stabiliteten og sikkerheden i MENA-landene; konstaterer med beklagelse, at FSFP’s missioner og operationer i regionen (EUBAM Libyen, EUPOL COPPS samt EUBAM Rafah) er for små og ude af trit med de sikkerhedsmæssige udfordringer i regionen, og opfordrer til en strategisk revurdering af disse deployeringer; påpeger, at EU inden for rammerne af dette engagement i menneskerettighederne og retsstatsprincippet kunne yde et vigtigt bidrag ved at yde specifik bistand og uddannelse i de specifikke færdigheder inden for reform af strafferetssystemet, sikkerhedssektorreform samt afvæbning, demobilisering og reintegration, grænseovervågning, kampen mod terrorisme og radikalisering samt bekæmpelse af våben-, narkotika- og menneskesmugling; anmoder om, at man særligt fokuserer på Libyen; understreger vigtigheden af dialog og samarbejde med LAS og AU, således at partnerlandene kan udvikle deres kompetencer og råde over de nødvendige militære og menneskelige ressourcer til at bekæmpe ekstremisme;

13.  er stærk modstander af brugen af droner i forbindelse med udenretslige og ekstraterritoriale drab på terrormistænkte, og kræver et forbud mod brug af droner til dette formål;

14.  opfordrer myndighederne i EU’s medlemsstater og i landene i Mellemøsten og Nordafrika til at opretholde forbuddet mod tortur, der er nedfældet i FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som de fleste af dem har underskrevet og ratificeret; fastholder, at tilståelser fremtvunget under tortur ikke er gyldige, og fordømmer denne praksis;

15.  er navnlig bekymret for, at de forskellige politiske kriser i regionen har reduceret medlemsstaternes efterretningskapacitet; minder om, at det er af afgørende betydning at fremme et bedre samarbejde mellem EU-medlemsstaterne og MENA-landene i kampen mod terrorisme under overholdelse af menneskerettighederne og folkeretten; opfordrer til et systematisk og effektivt samarbejde mellem disse lande og med Europol og Interpol for at hjælpe dem med at udvikle de nødvendige strukturer og ressourcer inden for bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel, ved at indføre integrerede forsvarsordninger, der primært er beregnet til at beskytte menneskerettighederne for alle involverede enkeltpersoner, forudsat at de fornødne menneskerettighedsgarantier er på plads; fremhæver 5+5-dialogen, der supplerer indsatsen fra Middelhavsunionen og fremmer sikkerhedssamarbejdet; understreger behovet for at afhjælpe de vedvarende mangler i samarbejde med de udenlandske krigeres oprindelses-, transit- og bestemmelseslande; opfordrer EU’s medlemsstater til at slå deres ressourcer sammen, forbedre de eksisterende mekanismer (Frontex, Eurosur) og oprette et europæisk PNR-system for at forbedre kontrollen ved EU’s ydre grænser; understreger, at det aktive samarbejde mellem udenrigs- og indenrigsministrene bør styrkes, navnlig hvad angår det retlige og politimæssige samarbejde samt udvekslingen af oplysninger;

16.  understreger det presserende behov for at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien; fastholder, at en holdbar løsning kræver en inklusiv, syriskledet politisk proces, der kan føre til en overgang på grundlag af Genèvekommunikéet af 30. juni 2012 og i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds relevante resolutioner for at opretholde landets enhed, suverænitet og territoriale integritet; glæder sig over Syriens Nationale Koalitions indsats for at udvide sit medlemsgrundlag og samarbejde med andre oppositionsgrupper, herunder senest via Den Nationale Koordinationskomité med henblik på at definere oppositionens vision for en politisk overgang; støtter den indsats, som FN’s særlige udsending Staffan de Mistura gør for at standse de væbnede konflikter og få den politiske dialog genoptaget; understreger vigtigheden af at værne om og støtte den demokratiske syriske opposition; erindrer om nødvendigheden af at stille Bashar al-Assads regime til ansvar for de forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og grove menneskerettighedskrænkelser, det har begået under konflikten;

17.  opfordrer til, at ethvert initiativ til at afslutte kampene i Syrien tager hensyn til kravene i den internationale humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning, hvoraf den sidstnævnte er gældende i såvel fredstid som krigstid, samt i den internationale strafferet; opfordrer Den Europæiske Union til at lægge øget pres på Assad-regimet for at få det til at overholde FN’s Sikkerhedsråds resolution 2139 (2014), 2165 (2014) og 2191 (2014) og til at intensivere sine bestræbelser på at få den humanitære bistand frem, herunder i områder, der kontrolleres af den moderate syriske opposition, og bistå dem med deres kapacitetsopbygning; påskønner de tilsagn, der blev givet under Kuwait III-konferencen, og opfordrer EU og andre internationale donorer til at opfylde deres finansielle tilsagn i forbindelse med krisen i Syrien; støtter Kommissionens forslag om at fremme genoprettelsen af den offentlige forvaltning og de offentlige serviceydelser i de ødelagte regioner i Syrien, og opfordrer indtrængende til, at der ydes hjælp til genopbygningen af Kobane;

18.  udtrykker sin dybe bekymring over, at den humanitære situation i Syrien efter fire år bliver stadig værre; bemærker, at adgangen til at yde humanitær bistand bliver stadig mere begrænset, fordi den udsættes for en bevidst obstruktion, som skal indstilles øjeblikkeligt; bemærker med stor bekymring, at antallet af mennesker i områder, som det er vanskeligt eller umuligt for bistandsorganisationer at nå frem til, er næsten fordoblet i løbet af de sidste to år;

19.  påpeger, at der er dokumentation for krigsvoldtægt af kvinder og piger, navnlig i Syrien, Irak og de territorier, der kontrolleres af Da’esh; opfordrer indtrængende til, at de kvindelige ofre for voldtægt under væbnede konflikter, tilbydes alle ydelser inden for seksuel og reproduktiv sundhed, herunder abort, i EU-finansierede humanitære faciliteter i overensstemmelse med international humanitær ret, FN-Sikkerhedsrådets resolutioner og den fælles artikel 3 i Genèvekonventionerne, der garanterer al den nødvendige lægehjælp, som den syge og såredes tilstand kræver, uden negativ forskelsbehandling;

20.  understreger nødvendigheden af, at den irakiske regering fremmer delingen af det politiske ansvar, magten og olieindtægterne på en inklusiv måde, der inddrager alle religiøse og etniske samfund i landet, herunder navnlig de sunnimuslimske mindretal; mener, at det skal gøres til en afgørende betingelse for gennemførelsen af partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak; opfordrer den irakiske regering til straks at sørge for beskyttelse af etniske og religiøse mindretal, forhindre shiamuslimske militser i at udøve vold mod sunnimuslimske mindretal samt give flygtninge, der er flygtet fra ISIS' terror, tilflugtssteder og basal bistand; konstaterer, at den irakiske regering har indgået en aftale med Kurdistans regionalregering (KRG) i Irak, og opfordrer til, at den gennemføres fuldt ud, samt opfordrer Irak til fuldt ud at respektere KRG's økonomiske rettigheder som fastsat i forfatningen; understreger den betydning, som samarbejdet mellem Bagdad og Erbil har for sikkerheden og den økonomiske velstand i Irak og i regionen, og tilskynder til en yderligere styrkelse heraf; opfordrer EU til at bidrage til den irakiske regerings politiske, administrative og militære kapacitetsopbygning, navnlig med henblik på at tage de udfordringer op, som den sociale og økonomiske krise og den utilstrækkelige beskyttelse af menneskerettighederne indebærer;

21.  er overbevist om, at det for at opnå varig sikkerhed i de områder, der allerede er blevet befriet fra ISIS og andre terrorgrupper, er nødvendigt at stabilisere disse områder yderligere; påpeger, at dette kan ske ved at levere humanitær bistand, minerydningsprogrammer og overvågning;

22.  fordømmer på det stærkeste angrebet på Bardo-museet i Tunis den 18. marts 2015, som IS har taget ansvaret for; er foruroliget over terrornetværkenes rekrutteringskapacitet i et land, der regeres af en national enhedsregering med deltagelse af det moderate islamiske Parti Ennahda; er også foruroliget over Tunesiens porøse grænse til Libyen, der bl.a. anvendes til narkotika- og våbensmugling, og glæder sig over den seneste samarbejde mellem Tunesien og EU og dets medlemsstater i denne henseende; er fortsat bekymret over den enorme tilstrømning af libyske flygtninge til Tunesien, som lægger et stort pres på landets stabilitet, omend det er prisværdigt, at Tunesien har taget imod dem og nu har mere end en million libyske flygtninge; understreger betydningen af, at EU og Tunesien fortsætter og styrker deres samarbejde på sikkerhedsområdet, navnlig ved oprettelse af fælles sikkerhedsprogrammer; anser det for afgørende, at det tunesiske spørgsmål får øget opmærksomhed i form af konkrete tilsagn, herunder af økonomisk og investeringsmæssig art, med henblik på at støtte den skrøbelige demokratiske overgang ud fra en betragtning om, at det er i hele regionens og EU's interesse, at det tunesiske eksperiment lykkes; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremhæve betydningen af demokratisering og til at udsende et symbolsk budskab efter de arabiske opstande ved at arrangere et EU-MENA-topmøde i Tunis;

23.  udtrykker sin dybe bekymring over den stadigt forværrede sikkerhedsmæssige og humanitære situation i Libyen; er dybt bekymret over terrorgruppernes ekspansion i landet, navnlig ISIL/Da’esh, som drager fordel af det politiske tomrum og optrapningen af volden; understreger betydningen af, at der hurtigst muligt træffes foranstaltninger til at begrænse og bekæmpe terrororganisationers indflydelse på libysk territorium; er foruroliget over den særligt alvorlige situation i den sydlige del af landet, der bruges som platform for organiseret kriminalitet og væbnede grupper; understreger, at det er nødvendigt at fastholde Libyens territoriale integritet og nationale enhed, hvilket kun kan ske gennem en politik, der omfatter alle identificerede aktører; bekræfter på ny sin støtte til de FN-ledede forhandlinger, der gennemføres af FN-generalsekretærens særlige repræsentant Bernardino León med henblik på at nå frem til en forhandlingsløsning, der kan gøre det muligt at danne en libysk samlingsregering; glæder sig over de bestræbelser, som Algeriet og Marokko gør for at fremme den interne libyske dialog; understreger, at EU allerede har erklæret sig villig til at indføre restriktive foranstaltninger over for enhver, der saboterer dialogprocessen, i overensstemmelse med UNSCR 2174 (2014); understreger, at EU bør være klar til at yde støtte til institutioner i Libyen, så snart en våbenhvile og en politisk løsning er opnået; understreger, at EU bør bidrage til en afvæbning, demobilisering og reintegration samt en sikkerhedssektorreform i Libyen, så snart en samlingsregering er dannet og på dennes anmodning; advarer imidlertid om, at EU i tilfælde af, at de politiske forhandlinger går i stå, og der sker en optrapning af den væbnede konflikt, skal være rede til at bidrage til enhver fredsbevarende indsats med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd;

24.  udtrykker sin bekymring over den forværrede sikkerhedssituation i Yemen; påpeger, at den politiske krise er blevet til en sikkerhedsmæssig og humanitær krise, som er i færd med at destabilisere hele den arabiske halvø og alle MENA-landene uden for denne; støtter FN’s bestræbelser på at genoptage forhandlingerne; understreger, at kun en bred politisk konsensus baseret på fredelige forhandlinger mellem de største politiske grupper i en atmosfære uden frygt kan sikre en holdbar løsning på den nuværende krise og bevare landets enhed og territoriale integritet; opfordrer EU og medlemsstaterne til at træffe konkrete foranstaltninger til at hjælpe civile og bringe krisen til ophør;

25.  fordømmer kraftigt angrebene på civile infrastrukturer og befolkningsgrupper i Yemen, der har resulteret i et stort antal dræbte og tilskadekomne og i alvorlig grad forværret den i forvejen meget alvorlige humanitære situation; opfordrer EU til sammen med internationale og regionale aktører at søge at få en øjeblikkelig våbenhvile i stand og bringe volden mod civile til ophør; anmoder om, at der i koordination med andre internationale donorer tilvejebringes yderligere midler, der skal bruges til at forhindre en humanitær krise og sikre basal bistand til dem, der har behov herfor;

26.  opfordrer indtrængende Kommissionen til, sammen med landene i MENA-regionen, at finde en strukturel løsning på problemet med unge, der rejser fra EU for at kæmpe sammen med ISIL/Da’esh og andre terrorgrupper i Syrien og Irak; opfordrer medlemsstaterne til i tråd med FN's Sikkerhedsråds resolution 2170 (2014) at træffe passende foranstaltninger for at forhindre krigere i at rejse ud fra deres territorier og til at udarbejde en fælles strategi for sikkerhedstjenesterne og EU-agenturerne vedrørende overvågning og kontrol af jihadister; opfordrer til samarbejde inden for EU og på internationalt plan med det mål for øje at tage hensigtsmæssige retlige skridt over for enhver enkeltperson, der mistænkes for at være involveret i terrorhandlinger, og med henblik på andre forebyggende foranstaltninger, der har til formål at afsløre og standse radikalisering; opfordrer medlemsstaterne til at intensivere samarbejdet og udvekslingen af ​​oplysninger indbyrdes samt med EU-organer;

27.  understreger vigtigheden af, at den egyptiske regering i sin kamp mod terrorisme overholder de grundlæggende menneskerettigheder og politiske frihedsrettigheder, standser den systematiske frihedsberøvelse af fredelige demonstranter og aktivister og håndhæver retten til en retfærdig rettergang; bemærker, at det ville påskønne et forbud mod dødsstraf, som kunne gavne de medlemmer af politiske og sociale organisationer, der for nylig er blevet dømt;

28.  glæder sig over den foreløbige aftale om Nilens løb, der blev indgået mellem Egypten, Sudan og Etiopien den 23. marts 2015; understreger, at en fælles aftale om anvendelsen af Nilens vande er afgørende for sikkerheden for alle de involverede lande; understreger, at EU bør være klar til at fremme en yderligere dialog mellem alle parter, hvis det anses for at være til gavn for forhandlingerne;

Styrkelse af den globale strategi for demokrati og menneskerettigheder

29.  er overbevist om, at manglen på demokrati er en af de grundlæggende årsager til politisk ustabilitet i regionen, og at respekt for menneskerettighederne og de basale demokratiske principper i det lange løb er det bedste værn mod kroniske ustabilitet i landene i MENA-regionen; opfordrer EU og medlemsstaterne til ikke at betragte MENA-regionen i et snævert og kortsigtet sikkerhedsmæssigt perspektiv, men i stedet yde aktiv og vedvarende støtte til de demokratiske aspirationer i regionens samfund; understreger nødvendigheden af at gøre en afbalanceret indsats, inden for rammerne af en helhedsorienteret og ambitiøs tilgang til demokrati, for at koble sikkerhedspolitikken sammen med politikken på menneskerettighedsområdet, som er en af EU’s prioriteter; understreger vigtigheden af at fremme langsigtet stabilitet i MENA-regionen gennem EU’s fortsatte støtte til civilsamfundet, navnlig gennem det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) og ENI-civilsamfundsfaciliteten samt gennem nye prodemokratiske værktøjer såsom Den Europæiske Demokratifond; opfordrer medlemsstaterne til i solidaritetens og engagementets ånd at tildele tilstrækkelige midler til denne fond med henblik på at sikre den mest fleksible og effektive støtte til lokale aktører, der kæmper for demokratiske forandringer i regionen; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at intensivere sine bestræbelser for at udbrede og formidle europæiske værdier, navnlig gennem sine regelmæssige kontakter med myndighederne og, sideløbende hermed, med repræsentanter for de civile samfund;

30.  glæder sig over, at NF/HR og Kommissionen har iværksat en bred høring om fornyelsen af ENP; opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, Rådet og medlemsstaterne til at udvikle en mere effektiv og innovativ politisk og strategisk ENP-dimension; hilser mødet mellem EU's og de sydlige Middelhavslandes udenrigsministre velkomment; erindrer om, at dette var det første møde mellem udenrigsministrene i syv år; mener, at ministrene bør mødes én gang om året; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at fortsætte med at fremme demokratiske reformer og støtte demokratiske aktører i MENA-regionen, navnlig de lande, der er nabo til EU; understreger betydningen af at bevare den nuværende fordelingsnøgle i forbindelse med tildelingen af ENP-midler; minder om, at lande, der gør fremskridt med gennemførelsen af reformer og følger EU’s politik, bør ydes afgørende supplerende støtte, navnlig med hensyn til Tunesien, og understreger behovet for at fremme kvinders rettigheder;

31.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at oprette et særligt program for støtte til og rehabilitering af kvinder og piger, som er ofre for seksuel vold og slaveri i konfliktområder i MENA-regionen, navnlig Syrien og Irak; opfordrer regeringerne i landene i MENA-regionen, FN, EU og de berørte NGO'er til at tage hensyn til, at kvindelige flygtninge er særligt udsatte – navnlig dem, der er adskilt fra deres familie – til at yde disse kvinder tilstrækkelig beskyttelse og til at forstærke indsatsen for at hjælpe dem, der har overlevet seksuel vold, og samtidig indføre socialpolitikker, der kan give disse kvinder mulighed for at blive reintegreret i samfundet; opfordrer parterne i væbnede konflikter til at respektere FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000), træffe foranstaltninger til at beskytte kvinder og piger, navnlig imod seksuelt misbrug, menneskesmugling og sexhandel, og bekæmpe straffrihed for gerningsmændene; opfordrer indtrængende regeringerne i landene i MENA-regionen til at undertegne og ratificere Istanbulkonventionen, som er et virkningsfuldt instrument til bekæmpelse af vold mod kvinder og piger, herunder vold i hjemmet og kvindelig kønslemlæstelse, i bredeste forstand;

32.  understreger den mulighed, som forhandlingerne om associeringsaftaler giver for at fremme reformer; understreger, at alle aspekter bør kædes sammen for at sætte EU i stand til at uddybe associeringsforholdet på en omfattende og sammenhængende måde; understreger nødvendigheden af, at partnerne i disse aftaler får reelle og konkrete incitamenter, således at reformvejen gøres mere attraktiv, effektiv og synlig for civilbefolkningen;

33.  understreger, at EU og MENA-landene er nødt til at arbejde tættere sammen på grundlag af gensidigt accepterede mål baseret på fælles interesser; understreger fordelene ved at koordinere EU’s støtte til MENA-landene med andre internationale donorer; opfordrer Kommissionen til at foreslå forbedringer i denne henseende og understreger, at det er nødvendigt at koordinere nødhjælp med langsigtet udviklingsbistand;

34.  er overbevist om, at udviklingen af lokalt demokrati og en effektiv lokal forvaltning er afgørende for stabiliseringen af MENA-landene, og opfordrer derfor til institutionalisering af sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder i MENA-landene og opbygning af deres kapacitet;

35.  fordømmer de fortsatte krænkelser af retten til religions- eller trosfrihed i regionen, og understreger på ny den betydning, som EU tillægger dette spørgsmål; fastslår endnu engang, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed er en grundlæggende menneskerettighed; understreger derfor behovet for effektivt at bekæmpe alle former for forskelsbehandling af religiøse mindretal; opfordrer regeringerne i MENA-landene til at forsvare religiøs pluralisme; opfordrer Den Europæiske Union til at forstærke sin indsats for at fremme en aktiv beskyttelse af religiøse mindretal og skabelse af sikre tilflugtssteder; glæder sig over vedtagelsen i rapporteringsåret 2013 af EU-retningslinjerne om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed og opfordrer medlemsstaterne til at lægge særlig vægt på gennemførelsen af disse retningslinjer, både i internationale og regionale fora og i bilaterale forbindelser med tredjelande; tilskynder NF/HR og EU-Udenrigstjenesten til at indgå i en permanent dialog med NGO'er, religiøse grupper og trossamfund samt religiøse ledere;

36.  er overbevist om, at kulturelt samarbejde og diplomati, akademisk samarbejde og religiøs dialog er afgørende for at bekæmpe terrorismen og alle former for radikalisme; understreger, at uddannelse og stimulering af kritisk tænkning også udgør et bolværk mod radikalisering for både Europa og MENA-regionen, og opfordrer derfor EU og dets medlemsstater til at støtte de nødvendige investeringer i den henseende; understreger, at det er yderst vigtigt at fremme kulturelle og akademiske udvekslinger, herunder med repræsentanter for islam i MENA-landene og med islamiske samfund i Europa; opfordrer partnerlandene til at deltage i Unionens kulturprogrammer; opfordrer Kommissionen til at efterkomme Parlamentets forslag om oprettelse af et ambitiøst Erasmus-program for Euro-Middelhavsområdet, der skal være adskilt fra Erasmus+-programmet; opfordrer Kommissionen til i første omgang at være særlig opmærksom på de Erasmus+- programmer, der er udarbejdet for det sydlige Middelhavsområde; opfordrer til også at lade udvekslingsprogrammer omfatte deltagere fra MENA-lande, som ikke er omfattet af ENP;

37.  understreger behovet for at udvikle et effektivt fælles europæisk modsvar, som alle medlemsstater kan benytte over for jihadistisk propaganda og hjemmedyrket radikalisering, og som skal inddrage brugen af digitale værktøjer, internettet og sociale netværk og involvere EU's lokale myndigheder samt samarbejde med netværk af europæiske borgere, der har stærke kulturelle forbindelser med MENA-landene; mener, at en sådan modfortælling bør baseres på fremme af de fælles værdier, som bygger på de universelle menneskerettigheder, og bør miskreditere forestillingen om en konflikt mellem religioner og civilisationer; opfordrer til ansættelse i EU-Udenrigstjenesten af personer, der taler MENA-regionens sprog, med henblik på at forbedre kommunikationens effektivitet; understreger behovet for at sende et positivt budskab ledsaget af eksempler vedrørende forbindelserne mellem Den Europæiske Union og MENA-landene og samarbejdet mellem dem; understreger behovet for at øge synligheden af Den Europæiske Union og dens medlemsstater i regionen;

38.  understreger det potentiale for kulturel og tværreligiøs dialog, der ligger i ENP; understreger, at der er en forbindelse mellem på den ene side udveksling og samarbejde mellem EU- og ENP-landene inden for kultur og uddannelse og på den anden opbygning og styrkelse af et åbent civilsamfund, demokrati og retsstatsforhold samt fremme af de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne;

39.  understreger betydningen af at udvikle en direkte dialog med civilsamfundene i MENA-landene for bedre at kunne forstå deres forventninger; støtter etableringen af en ordning med høring og styrkelse af civilsamfundsorganisationer og de nye generationer inden for rammerne af ENP; understreger især, at det er vigtigt at inddrage de unge i disse lande i en dialog baseret på et åbenhjertigt og direkte forhold og på lige vilkår; minder om betydningen af valgobservationsmissioner og opfordrer indtrængende Europa-Parlamentet og EU-Udenrigstjenesten til at sende sådanne missioner til alle lande i regionen, efter indbydelse fra regeringerne i de lande, når der er reel udsigt til ægte demokratiske valg, og til at sikre, at sådanne missioner ikke ender med at legitimere manipulerede arrangementer; anmoder om en regelmæssig opfølgning af anbefalingerne fra disse missioner;

40.  fremhæver den centrale rolle, som Middelhavsunionen, der er et enestående forum for dialog om et partnerskab mellem Den Europæiske Union og alle landene i Middelhavsområdet, bør spille som en drivende kraft for investeringer i en bæredygtig socioøkonomisk udvikling for regionen; påpeger, at Middelhavsunionen bør være i stand til selv at rejse de nødvendige midler til sine projekter; bifalder den retning, ministermøderne har taget; opfordrer til en bredere formidling af de deraf følgende programmer og foranstaltninger, herunder fælles valgobservationsmissioner og fælles vurderingsmissioner, og til øget samarbejde med Den Europæiske Union; understreger på ny betydningen af at skabe ny dynamik i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-Samarbejdet og fastholde dens politiske ambitioner med henblik på at adressere de udfordringer, der er forbundet med sikkerheden og stabiliteten i Middelhavsområdet på en måde, der rent faktisk er acceptabel for begge parter;

41.  udtrykker dyb bekymring over menneskerettighedskrænkelserne, især mod sårbare grupper, i de MENA-lande, som er involveret i konflikter; anser børn for at være en af de mest sårbare grupper og gentager derfor, at det er nødvendigt at intensivere indsatsen for at gennemføre den reviderede gennemførelsesstrategi for EU-retningslinjerne vedrørende børn og væbnede konflikter; opfordrer EU til yderligere at uddybe sit samarbejde med FN's særlige repræsentant for børn i væbnede konflikter ved at støtte de hertil knyttede handlingsplaner samt overvågnings- og rapporteringsmekanismer;

Styrkelse af samarbejdet om økonomisk udvikling

42.  bemærker, at MENA-regionen især er ramt af fattigdom og uligheder; er overbevist om, at økonomisk og social udvikling, kombineret med mere demokrati og retfærdighed, er den primære forudsætning for opnåelse af politisk stabilitet; er bekymret over situationen for unge mennesker og anser det for afgørende, at de har anstændige og rimelige fremtidsperspektiver; understreger den grundlæggende betydning af bekæmpelsen af korruption i MENA-landene, ikke kun for at tiltrække europæiske investeringer og muliggøre en bæredygtig økonomisk udvikling, men også for at løse sikkerhedsproblemerne; understreger, at der er en fastslået sammenhæng mellem gennemsigtighed, retsstatsforhold og bekæmpelse af terrorisme, som derfor skal behandles under ét; opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres samarbejde om bekæmpelse af korruption i MENA-landene som et prioriteret led i kampen mod terrorisme;

43.  mener, at den strategiske dialog mellem EU og MENA-landene bør tilføres nye impulser i retning af holdbar økonomisk udvikling og bidrage til at udjævne uligheder og skabe job- og uddannelsesmuligheder, navnlig for ungdommen; understreger vigtigheden af at lette adgangen til EU’s indre marked for MENA-landene og samtidig sikre enhver nødvendig beskyttelse; understreger vigtigheden af at fremme europæiske investeringer i MENA-landene, herunder i energi- og infrastrukturprojekter med det strategiske mål at fremme bæredygtig udvikling og demokratisk kontrol;

44.  erindrer om, at 2015 er det europæiske år for udvikling, som sigter mod at inspirere flere europæere til at engagere sig i udryddelse af fattigdom på verdensplan, hvilket falder sammen med det internationale samfunds planer om at nå til enighed om et sæt mål for bæredygtig udvikling; opfordrer de offentlige myndigheder på alle forvaltningsniveauer i MENA-landene til at gøre opnåelsen af disse mål til en prioritet;

45.  understreger, at en styrket dialog om energispørgsmål i Middelhavsområdet kan bidrage til at fremme det regionale samarbejde, fremme regional stabilitet og sikre miljømæssig integritet; foreslår derfor, at EU engagerer sig stærkere i energidiplomati i MENA-regionen, som anført i forbindelse med energiunionen; understreger, at leveringen af energi til EU’s sydlige nabolande er vigtig i såvel strategisk som økonomisk henseende; glæder sig over oprettelsen af Euro-Middelhavsgasplatformen og fastslår, at der bør tilskyndes til Euro-Middelhavssammenkoblinger i gas- og elsektoren;

46.  støtter finansieringen af akademisk og erhvervsfaglig uddannelse i MENA-landene med det formål at skabe store reserver af faglige kompetencer; bemærker, at EU’s program for cirkulær mobilitet inden for erhvervsuddannelse så vidt muligt bør udvides til at omfatte alle MENA-landene ved hjælp af fleksible og dynamiske værktøjer såsom mobilitetspartnerskaber;

47.  opfordrer EU til at bekræfte sit engagement i alle faser af den økonomiske udvikling i regionens stater og gøre brug af alle de redskaber, det råder over; minder om, at disse redskaber spænder fra humanitær bistand til fuldstændig og vidtgående frihandelsaftaler, og sætter det i stand til dække hele processen fra overvindelse af krisen til etablering af stabile institutioner;

48.  beklager, at der er behov for mindst et år til at frigive den makrofinansielle bistand til lande, der befinder sig i en meget prekær økonomisk situation; opfordrer indtrængende EU til meget hurtigt at mobilisere eller omdirigere de nødvendige midler; opfordrer indtrængende til indførelse af en ny proceduremæssig dimension for EU’s støtte, både med hensyn til støtte gennem EU’s eksterne finansielle instrumenter og bistand på makrofinansielt plan; understreger i forbindelse med makrofinansiel bistand behovet for, at EU foretager en grundig vurdering af den socioøkonomiske og menneskerettighedsrelaterede indvirkning af de foranstaltninger, der kræves af modtagerlandene, for at sikre, at bistanden ikke udgør en destabiliserende faktor, f.eks. ved at underminere velfærdsydelser; opfordrer de arabiske donorer til at koordinere deres bistand inden for LAS og GCC og så vidt muligt sammen med EU;

49.  opfordrer Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) til at koordinere deres investeringsstrategier med Middelhavsunionen for at skabe positive synergier;

50.  opfordrer EU til at udvikle partnerskaber med de lande i regionen, som ikke er direkte naboer; støtter indgåelsen af en konvention om oprettelse af et frihandelsområde mellem EU og GCC i det omfang, der kan udformes en gensidigt fordelagtigt aftale, som kan give EU øget tilstedeværelse og gennemslagskraft i regionen, navnlig via genoptagelse af forhandlingerne om et nyt fælles handlingsprogram; erindrer om, at en aftale af denne art mellem GCC og EFTA trådte i kraft den 1. juli 2014;

51.  opfordrer EU til at fortsætte drøftelserne om iværksættelse af forhandlinger om fuldstændige og vidtgående frihandelsaftaler med visse lande i regionen, i overensstemmelse med de tilsagn, EU har givet på grundlag af Deauvillepartnerskabet; gentager, at udviklingen af handelsforbindelser er en del af EU’s eksterne politik og bidrager til at nå målene om fred, velstand og stabilitet;

52.  understreger, at en regional integration af MENA-landene vil gøre det muligt at styrke de politiske bånd og fremme handel og udvikling; opfordrer MENA-landene til at diversificere deres økonomier og import; bemærker, at de fleste MENA-lande i langt overvejende grad handler med ikke-MENA-lande; beklager den fastlåste situation, som EU befinder sig i med hensyn til Den Arabiske Maghrebunion (AMU); opfordrer EU til at gøre enhver indsats på diplomatisk, politisk og økonomisk plan for at bistå med den regionale integration i Maghreb-landene inden for rammerne af AMU eller de geografisk bredere Agadir-aftaler;

53.  glæder sig over Udenrigsrådets støtte til initiativet til koordinering af investeringer i det sydlige Middelhavsområde (AMICI); understreger vigtigheden af initiativer, som fremmer konsekvensen i og effektiviteten af EU’s optræden udadtil;

54.  støtter et udvidet samarbejde på transportområdet, bl.a. gennem en tættere sammenkædning af EU's og partnerlandenes infrastrukturnet for at lette bevægeligheden for personer og varer;

o
o   o

55.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Regionsudvalget, regeringerne og parlamenterne i alle EU’s medlemsstater, generalsekretæren for Den Arabiske Liga og Middelhavsunionen samt deres medlemslandes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0023. (2) EUT C 247 E af 17.8.2012, s. 1. (3) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 163. (4) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 26. (5) EUT C 261 E af 10.9.2013, s. 21. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0207. (7) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0027. (8) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0010. (9) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0040. (10) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0077. (11) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0071.