Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 9. december 2016 om ophævelse af Marine Le Pens immunitet, som er fremsendt af Pascal Guinot, anklagemyndigheden ved appelretten i Aix-en-Provence, og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 19. januar 2017,

–  der har indbudt Marine Le Pen til at blive hørt den 12. juni 2017, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 6,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 23, stk. 1, artikel 29, stk. 1, artikel 30 og artikel 31, stk. 1, i lov af 29. juli 1881 samt artikel 93-2 og 93-3, i lov af 29. juli 1982,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0223/2017),

A.  der henviser til, at anklagemyndigheden ved appelretten i Aix-en-Provence har anmodet om ophævelse af medlem af Europa-Parlamentet Marine Le Pens immunitet i forbindelse med en retssag vedrørende en formodet lovovertrædelse;

B.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter hverken kan eftersøges, tilbageholdes eller retsligt forfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv;

C.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 under mødeperioderne på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

D.  der henviser til, at det fremgår af artikel 26, stk. 2, i den franske forfatning, at medlemmer af parlamentet ikke i strafferetligt øjemed kan udsættes for anholdelse eller nogen som helst anden frihedsberøvende eller frihedsindskrænkende foranstaltning uden tilladelse fra præsidiet for den forsamling, som medlemmet tilhører, medmindre der foreligger en alvorlig forbrydelse, den pågældende gribes på fersk gerning, eller der foreligger en endelig domfældelse;

E.  der henviser til, at Marine Le Pen er anklaget for offentlig krænkelse af en folkevalgt tjenestemand, hvilket er en lovovertrædelse i henhold til fransk lovgivning, nemlig artikel 23, stk. 1, artikel 29, stk. 1, artikel 30 og artikel 31, stk. 1, i lov af 29. juli 1881 samt artikel 93-2 og 93-3, i lov af 29. juli 1982;

F.  der henviser til, at Christian Estrosi den 28. juli 2015 indgav en anmeldelse med civilretlig partsstilling til den ledende undersøgelsesdommer i Nice vedrørende retssagen mod Marine Le Pen på grund af offentlig krænkelse af en folkevalgt tjenestemand med et midlertidigt mandat; der henviser til, at han gør gældende, at Marine Le Pen den 3. maj 2015 i programmet Le Grand Rendez-vous, som blev udsendt samtidig på iTÉLÉ og Europe 1, fremsatte følgende påstande eller beskyldninger mod ham, som udgjorde et angreb på hans ære eller omdømme:

"Hør her! Hvad jeg ved, er følgende: Hr. Estrosi har finansieret UOIF (sammenslutningen af islamiske organisationer i Frankrig); han er blevet fundet skyldig af det administrative retssystem i at have pålagt en UOIF-moské så lav en leje, at selv den administrative domstol gav ham et rap over fingrene, hvilket er et udtryk for den måde, disse borgmestre ulovligt finansierer moskeer på i strid med loven fra 1905; når man bliver taget med sine stemmekøbende fingre nede i de religiøse samfunds kagedåse, må man naturligvis sige chokerende ting, men jeg lægger mindre vægt på ord end på handlinger...". I sit svar på interviewerens spørgsmål om hvorvidt hr. Estrosi er "jihadisternes medsammensvorne", svarede Marine Le Pen angiveligt: "Hjælp, ressourcer, bistand; når man hjælper islamisk fundamentalisme med at etablere sig, til at spredes, til at rekruttere ... ja, så er man moralsk set en lille smule medskyldig";

G.  der henviser til, at Marine Le Pen to gange er blevet inviteret til en høring i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 9, stk. 6; der henviser til, at hun imidlertid ikke har benyttet lejligheden til at fremsætte sine bemærkninger til det ansvarlige udvalg;

H.  der henviser til, at de formodede handlinger ikke har nogen direkte eller klar forbindelse til Marine Le Pens udøvelse af sit hverv som medlem af Europa-Parlamentet, og at de fremførte ytringer heller ikke udgør meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af hvervet som medlem af Europa-Parlamentet som omhandlet i artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;

I.  der henviser til, at anklagerne tydeligvis ikke er knyttet til Marine Le Pens stilling som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, men snarere vedrører aktiviteter af snæver national eller regional karakter, og at artikel 8 derfor ikke finder anvendelse;

J.  der henviser til, at kun den immunitet, der er omhandlet i artikel 9 i protokol nr. 7 om Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, kan ophæves;

K.  der henviser til, at der under henvisning til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter ikke er nogen grund til at nære mistanke om, at anmodningen om ophævelse blev foretaget med henblik på at forsøge at hindre Marine Le Pens parlamentariske arbejde eller med den hensigt at skade hende i politisk henseende (fumus persecutionis);

1.  vedtager at ophæve Marine Le Pens immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Den Franske Republiks kompetente myndighed og til Marine Le Pen.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23.