Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. juni 2021 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1296/2013 (06980/2/2021 – C9-0195/2021 – 2018/0206(COD))
– der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (06980/2/2021 – C9-0195/2021),
– der henviser til udtalelse af 17. oktober 2018(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
– der henviser til udtalelse af 5. december 2018(2) fra Regionsudvalget ,
– der henviser til sin holdning ved førstebehandling(3) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0382),
– der henviser til Kommissionens ændrede forslag (COM(2020)0447),
– der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 74, stk. 4,
– der henviser til forretningsordenens artikel 67,
– der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A9‑0197/2021),
1. godkender Rådets førstebehandlingsholdning;
2. tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;
3. konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning;
4. pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;
5. pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt afsluttet, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;
6. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.
Om investeringer til bekæmpelse af børnefattigdom under ESF+:
I 2019 var 18 millioner børn i risiko for fattigdom og social udstødelse i EU, og antallet var meget højt i nogle medlemsstater. Covid-19-udbruddet har med dets socioøkonomiske konsekvenser forværret ulighederne og fattigdommen, hvilket har påvirket børnene endnu mere. Fattigdommen blandt børn er vidt udbredt i alle medlemsstater og er fortsat højere end for voksne i den arbejdsdygtige alder.
Kommissionen er derfor tilfreds med den afbalancerede aftale om at gøre ESF+ til et afgørende værktøj til at tackle udfordringen med børnefattigdom. Aftalen erkender, at der er et presserende behov for at investere i børn i alle medlemsstater.
Den 24. marts 2021 vedtog Kommissionen et forslag til Rådets henstilling om oprettelse af en europæisk børnegaranti med henblik på at håndtere udfordringen strukturelt. I forbindelse med programmeringen af ESF+ vil Kommissionen gøre sit yderste for at sikre, at medlemsstaterne afsætter passende ESF+-midler til at bidrage til gennemførelsen af den europæiske børnegaranti. Den vil desuden tilskynde medlemsstaterne til også at anvende andre EU-finansieringsinstrumenter og nationale midler, der er til rådighed til at støtte passende investeringer på dette område.
Om investeringer i ungdomsbeskæftigelse under ESF+:
Kommissionen understreger, at unge er blevet uforholdsmæssigt hårdt ramt af den socioøkonomiske krise efter covid-19-udbruddet. Fra december 2019 til december 2020 er ungdomsarbejdsløsheden steget med 3 procentpoint i EU, hvilket øger antallet af arbejdsløse unge til over 3,1 millioner. Kommissionen minder også om, at ungdomsarbejdsløshed har været konsekvent og betydeligt højere end for den voksne befolkning, idet de seneste tal viser en forskel på over 10 procentpoint (17,8 % i forhold til 6,6 % i december 2020).
Kommissionen glæder sig over den aftale, som medlovgiverne har indgået, og som anerkender udfordringen i alle medlemsstater. ESF+ er det vigtigste EU-finansieringsinstrument til gennemførelse af den nyligt vedtagne styrkede ungdomsgaranti samt andre relevante foranstaltninger under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet.
Kommissionen vil ved programmeringen af ESF+ gøre sit yderste for at sikre, at medlemsstaterne afsætter tilstrækkelige midler fra ESF+ til at gennemføre den styrkede ungdomsgaranti. Den vil desuden tilskynde medlemsstaterne til også at anvende andre tilgængelige EU-finansieringsinstrumenter og nationale ressourcer til at støtte passende investeringer på dette område.