Faktablade om Den Europæiske Union
Europa-Parlamentet
Udfyld dette felt

Den Økonomiske og Monetære Unions udvikling

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) er resultatet af en økonomisk integration i EU. Der er blevet indført en fælles valuta, euroen, i euroområdet, som på nuværende tidspunkt består af 20 EU-medlemsstater. Alle EU-medlemsstater — med undtagelse af Danmark — skal indføre euroen, når de opfylder konvergenskriterierne. En fælles monetær politik fastsættes af Eurosystemet, som omfatter Den Europæiske Centralbanks direktion og centralbankcheferne i euroområdet.

Retsgrundlag

  1. Artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 3, 5, 119-144, 219 og 282-284 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
  2. Protokoller, der er knyttet som bilag til traktaterne: protokol nr. 4 om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, protokol nr. 12 om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, protokol nr. 13 om konvergenskriterierne, protokol nr. 14 om Eurogruppen, protokol nr. 16 om visse bestemmelser vedrørende Danmark.
  3. Mellemstatslige traktater, som omfatter traktaten om stabilitet, samordning og styring (TSSS), europluspagten og traktaten om oprettelse af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM).

Mål

Formålet med ØMU'en er at understøtte en bæredygtig økonomisk vækst og et højt beskæftigelsesniveau ved hjælp af hensigtsmæssig beslutningstagning på det økonomiske og monetære område. Det drejer sig om at tilgodese tre centrale hensyn:

  1. at gennemføre en monetær politik, der forfølger det centrale mål om prisstabilitet,
  2. at undgå mulige negative spillovereffekter som følge af uholdbar offentlig finansiering, at forhindre makroøkonomisk ubalance inden for medlemsstaterne, at give medlemsstaterne mulighed for i et vist omfang at samordne deres økonomiske politikker indbyrdes, og
  3. at sikre et velfungerende indre marked.

Resultater

Euroen indgår nu i dagligdagen i 20 EU-medlemsstater. Den fælles valuta har en række fordele, som bl.a. går ud på at sænke omkostningerne ved finansielle transaktioner, gøre det lettere at rejse og styrke Europas rolle på internationalt plan. Den bidrager til at fuldføre det indre marked.

ØMU'ens historie

På topmødet i Haag i 1969 fastsatte stats- og regeringscheferne et nyt mål for europæisk integration: Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). En gruppe under ledelse af Luxembourgs daværende premierminister, Pierre Werner, udarbejdede en rapport, hvor man skitserede, hvordan det ville være muligt at opnå en fuldstændig økonomisk og monetær union i løbet af ti år. Bretton Woods-systemets kollaps skabte en bølge af ustabilitet for de udenlandske valutaer, hvilket rejste alvorlig tvivl om pariteterne mellem de europæiske valutaer. ØMU-projektet blev brat standset.

På topmødet i Paris i 1972 forsøgte EU at sætte fornyet skub i den monetære integration ved at skabe "slangen i tunnellen": en mekanisme til at styre de flydende nationale valutaer ("slangen") inden for snævre udsvingsmargener i forhold til dollaren ("tunnellen"). Oliekrisen, den svage dollar og forskelle i de økonomiske politikker afsporede projektet, og ”slangen" mistede de fleste af sine medlemmer på mindre end to år og var til sidst reduceret til en D-mark-zone bestående af Tyskland, Benelux-landene og Danmark.

I forbindelse med topmødet i Bruxelles i 1978 forsøgte man igen at skabe et område med monetær stabilitet med oprettelsen af Det Europæiske Monetære System (EMS), der var baseret på faste, men regulerbare valutakurser. Alle medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige deltog med deres valutaer i valutakursmekanismen, ERM I. Valutakurserne var baseret på centralkurser i forhold til den europæiske valutaenhed, ECU'en ("den europæiske regningsenhed"), som var det vejede gennemsnit af de deltagende valutaer. I en periode på ti år bidrog EMS i betydelig grad til at mindske valutakursudsving: Systemets fleksibilitet kombineret med den politiske vilje til at skabe økonomisk konvergens gjorde, at man opnåede kursstabilitet.

Med vedtagelsen af programmet for det indre marked i 1985 blev det stadig mere tydeligt, at det indre markeds potentiale ikke kunne realiseres fuldt ud, så længe der stadig var relativt høje omkostninger forbundet med valutaomregninger, og så længe valutakursudsving, uanset hvor små de var, gav anledning til usikkerhed.

I 1988 nedsatte Det Europæiske Råd på sit møde i Hannover et udvalg under ledelse af Jacques Delors, der på det tidspunkt var Europa-Kommissionens formand, til at se nærmere på ØMU'en. Udvalget forelagde i 1989 sin rapport (Delors-rapporten), som indeholdt konkrete forslag om oprettelsen af ØMU'en i tre faser. Udvalget understregede navnlig behovet for bedre koordination af de økonomiske politikker, fastsættelse af finanspolitiske regler om begrænsning af de nationale budgetunderskud og etablering af en uafhængig institution, som skulle være ansvarlig for Unionens monetære politik: Den Europæiske Centralbank (ECB). På baggrund af Delors-rapporten besluttede Det Europæiske Råd på sit møde i Madrid i 1989 at iværksætte den første fase af ØMU'en: fuldstændig liberalisering af kapitalbevægelser senest den 1. juli 1990.

I december 1989 indkaldte Det Europæiske Råd på sit møde i Strasbourg en regeringskonference, som skulle finde frem til, hvilke traktatændringer der var nødvendige for at gennemføre ØMU'en. Regeringskonferencens arbejde førte til traktaten om Den Europæiske Union, som formelt blev vedtaget af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råds møde i Maastricht i december 1991 og trådte i kraft den 1. november 1993.

I henhold til traktaten skulle ØMU'en indføres i tre faser (nogle vigtige datoer blev holdt åbne og ville blive fastsat på kommende møde i Det Europæiske Råd i takt med udviklingen):

  1. Første fase (fra den 1. juli 1990 til den 31. december 1993): indførelse af fri bevægelighed for kapital mellem medlemsstaterne.
  2. Anden fase (fra den 1. januar 1994 til den 31. december 1998): konvergens mellem medlemsstaternes økonomiske politikker og styrket samarbejde mellem medlemsstaternes centralbanker. Samordningen af pengepolitikken blev institutionaliseret ved oprettelsen af Det Europæiske Monetære Institut (EMI).
  3. Tredje fase (påbegyndt den 1. januar 1999): gennemførelse af en fælles monetær politik i Eurosystemets regi fra den allerførste dag og gradvis indførelse af eurosedler og -mønter i alle medlemsstater i euroområdet. Overgangen til tredje fase var afhængig af en høj grad af varig konvergens målt i forhold til forskellige kriterier, der er fastlagt i traktaterne. Budgetreglerne skulle være bindende, og en medlemsstat, der ikke levede op til dem, risikerede at blive mødt med sanktioner. Den monetære politik for euroområdet blev overdraget til Eurosystemet bestående af seks medlemmer af ECB's direktion og cheferne for de nationale centralbanker i euroområdet.

I princippet har alle EU-medlemsstater ved at tiltræde traktaterne indvilget i at indføre euroen (artikel 3 i TEU og artikel 119 i TEUF). Der er imidlertid ikke blevet fastsat nogen tidsfrist, og nogle medlemsstater lever endnu ikke op til alle konvergenskriterierne. Disse medlemsstater nyder godt af en midlertidig undtagelse. Derudover havde Det Forenede Kongerige og Danmark meddelt, at de ikke ønskede at deltage i ØMU'ens tredje fase og dermed ikke ville indføre euroen. I dag er det kun Danmark, der nyder godt af en undtagelse med hensyn til sin deltagelse i ØMU'ens tredje fase, men det bevarer en mulighed for at ophæve undtagelsen. I skrivende stund har 20 ud af 27 medlemsstater indført euroen.

I kølvandet på den europæiske statsgældskrise, der udspandt sig i 2009-2012, har EU's ledere forpligtet sig til at styrke ØMU'en, bl.a. ved at forbedre styringsrammen for den. En traktatændring, der berører artikel 136 i TEUF, gjorde det muligt at oprette en permanent støttemekanisme for medlemsstater i nød, forudsat at mekanismen er baseret på en mellemstatslig traktat, at stabiliteten i euroområdet som helhed er truet, og at den finansielle støtte er knyttet til streng konditionalitet. Dette førte til oprettelsen af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) i oktober 2012, som erstattede flere ad hoc-mekanismer. Desuden meddelte ECB's formand Mario Draghi i 2012, at "ECB inden for vores mandat er rede til at gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at bevare euroen". Med henblik herpå oprettede det instrumentet for direkte monetære transaktioner (OMT). OMT giver ECB mulighed for at opkøbe statsobligationer fra en medlemsstat i vanskeligheder, under forudsætning af at landet underskriver et aftalememorandum med ESM, hvilket betyder, at støtte fra ECB indirekte underlægges streng konditionalitet,hvilket typisk indebærer en betydelig reduktion af de offentlige udgifter samt en forpligtelse til at gennemføre gennemgribende strukturreformer. For at undgå en gentagelse af statsgældskrisen blev den afledte EU-ret om ØMU'en opdateret. Det europæiske semester blev indført, hvilket betød, at stabilitets- og vækstpagten blev styrket, proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU) blev indført, og der blev gjort en intensiveret indsats for at styrke samordningen af de økonomiske politikker. Den forbedrede ramme for økonomisk styring blev suppleret med mellemstatslige traktater som f.eks. traktaten om stabilitet, samordning og styring (TSSS eller "finanspagten") og europluspagten..

Kommissionen foreslog et første forsøg på at uddybe ØMU'en i sin meddelelse med titlen "En plan for en omfattende og egentlig ØMU" i 2012. Det endelige mål ville have været oprettelsen af en politisk union. Et andet initiativ fra 2012 var den mindre ambitiøse "de fire formænds rapport", der ikke gav anledning til væsentlige ændringer i ØMU'ens ramme for økonomisk styring. Med udgangspunkt i planen fra 2012 forelagde formændene for Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd, Eurogruppen, Den Europæiske Centralbank og Europa-Parlamentet i 2015 en rapport med titlen "Gennemførelse af Europas Økonomiske og Monetære Union" ("de fem formænds rapport"). Rapporten skitserede en reformplan, der sigtede mod at opnå en reel økonomisk, finansiel, finanspolitisk og politisk Union i tre faser (senest i 2025). For fuldstændigt at gennemføre de storstilede planer fra Kommissionens meddelelse fra 2012 eller fra de fem formænds rapport ville det imidlertid være nødvendigt at ændre EU-traktaterne væsentligt. Da der ikke siden er blevet foretaget traktatændringer, har det ikke været muligt at gennemføre de mest ambitiøse projekter.

Den økonomiske krise som følge af covid-19 har lagt et betydeligt pres på de offentlige finanser. I marts 2020 aktiverede Rådet stabilitets- og vækstpagtens generelle undtagelsesklausul med henblik på at give medlemsstaterne en begrænset periode, hvor de kan øge deres offentlige gæld uafhængigt af de stramme finanspolitiske regler. Dette gjorde det bl.a. muligt midlertidigt at overskride gældskvoten på 60 % uden risiko for EU-sanktioner. Medlemsstater, der allerede har en meget høj gældskvote, anmodes dog kun om at øge deres gæld med stor forsigtighed. Selv med den generelle undtagelsesklausul aktiveret var det stadig muligt at pålægge sanktioner inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten. I marts 2020 iværksatte ECB opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation, som omfatter storstilede opkøb af statsobligationer på de sekundære markeder. Dette tilfører markederne likviditet og har til formål at undgå, at der opstår store spænd mellem tyske obligationer og statsobligationer fra en række stærkt forgældede EU-medlemsstater. Der er tale om meget store beløb, men programmet er tidsbegrænset.

ECB foretog i sommeren 2021 en gennemgang af strategien, den første siden 2003, med henblik på at sigte mod et mellemlangt inflationsmål på 2 %, med mulighed for midlertidigt at overskride målet og tage hensyn til klimaændringer i Eurosystemets beslutninger.

Alle de kombinerede virkninger af en ekstremt afslappet pengepolitik, der blev yderligere forværret af den økonomiske situation efter pandemien samt konsekvenserne af krigen i Ukraine, hovedsageligt i form af kraftige stigninger i energipriserne, førte til en historisk stigning i inflationen i euroområdet, der viste sine første tegn i 2022. Anden runde-effekter opstod, da det dramatiske tab af købekraft førte til store krav om lønstigninger, hvilket førte til en mulig løn- og prisspiral. Eurosystemet foretog en brat kursændring i sin pengepolitik ved gradvist at begrænse sine opkøb af aktiver og hæve rentesatserne. Som reaktion på frygten for, at der ville være en uforholdsmæssigt stor spredning for statsobligationer fra lande med høj gæld, bebudede ECB i juli 2022 et "redskab til bekæmpelse af fragmentering", transmissionsbeskyttelsesinstrumentet.

Efter to år med tilbagevendende rentestigninger begyndte inflationen i euroområdet at aftage i 2023. På tidspunktet for offentliggørelsen ligger den dog fortsat over målet på 2 %. Der kan måske komme rentenedsættelser i 2024, selv om ECB nøje overvåger muligheden for anden runde-effekter som følge af lønstigninger. Drøftelser i Eurosystemet og blandt medlemsstaterne i euroområdet om mulige ændringer af stabilitets- og vækstpagten tog fart i sommeren 2022. På trods af, at medlemsstaternes holdninger var så forskellige, blev der opnået enighed om at give lande med stor gæld mere tid til at nedbringe deres gældskvote til under den øvre grænse på 60 %. Der var også enighed om, hvor det er muligt, at forenkle de alt for komplicerede procedurer for håndhævelse af stabilitets- og vækstpagten, mens de nuværende tærskler på 60 % og 3 % for gæld og underskud skulle blive opretholdt. Den generelle undtagelsesklausul blev deaktiveret ved udgangen af 2023.

I april 2023 fremsatte Kommissionen lovgivningsforslag om ændring af stabilitets- og vækstpagten. I den holdning, som Parlamentet og Rådet nåede til enighed om den 10. februar 2024, hedder det, at lande, hvis offentlige gæld overstiger 60 % af BNP, og/eller hvis offentlige underskud overstiger 3 % af BNP, vil få fire til syv år til at bringe den offentlige gæld på en troværdigt nedadgående kurs eller holde sig på et forsvarligt niveau på mellemlang sigt. I april 2024 har Parlamentet og Rådet begge formelt vedtaget reformen af de finanspolitiske regler. Der blev opnået enighed om en kombination af fleksibilitet og forpligtelsen til at gennemføre strukturreformer, og der forventes gennemført sikkerhedsforanstaltninger, der har til formål at skabe finanspolitiske stødpuder og øge modstandsdygtigheden. De nye regler overfører betydelige beslutningsbeføjelser fra Rådet til Kommissionen (som i henhold til traktaterne i det væsentlige ikke har nogen beslutningsbeføjelser på dette område), hvilket giver Kommissionen mulighed for direkte at påvirke den finanspolitiske tilpasning i de enkelte medlemsstater i euroområdet. Det vil også gøre det muligt for Kommissionen de facto at påvirke de økonomiske politikker i hver enkelt medlemsstat i euroområdet ved at undersøge nationale reformer og investeringer.

Europa-Parlamentets rolle

Siden Lissabontraktatens ikrafttræden har Europa-Parlamentet som medlovgiver deltaget i fastsættelsen af de fleste af de detaljerede regler, der gælder for den økonomiske styring (bl.a. på grundlag af artikel 121, 126 og 136 i TEUF). I forbindelse med visse dossierer tildeles der i traktaten imidlertid kun en rådgivende rolle til Parlamentet – det gælder bl.a. den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten samt makroøkonomisk overvågning. Derudover bliver Europa-Parlamentet hørt om følgende emner:

  1. aftaler om vekselkurserne mellem euroen og valutaer i lande uden for EU
  2. lande, der opfylder kriterierne for at tilslutte sig den fælles valuta
  3. udnævnelse af formanden, næstformanden og de fire øvrige medlemmer af ECB's direktion
  4. visse dele af den lovgivning, der gennemfører proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

Hvert år forelægger ECB sin årsberetning, som ECB's formand derefter fremlægger på plenarmødet. Parlamentet reagerer normalt på årsberetningen ved at vedtage en initiativbetænkning. Parlamentet har ingen beføjelser til beslutningstagning i de forskellige faser af det europæiske semester, men bliver holdt regelmæssigt orienteret af Kommissionen og Rådet, der har gennemførelsesbeføjelser. Den rolle, som Parlamentet spiller i den økonomiske styring af EU, blev i nogen grad styrket af det europæiske semester, navnlig ved indførelsen af en "økonomisk dialog", der omfatter Europa-Parlamentet, de relevante rådssammensætninger og Kommissionen. Parlamentet kan følge med i det europæiske semester ved at vedtage initiativbetænkninger.

Parlamentet er pr. definition ikke formelt involveret i udarbejdelsen af mellemstatslige traktater (f.eks. TSSS) eller i oprettelsen og driften af mellemstatslige mekanismer (f.eks. ESM), selv om der er etableret forskellige kontakter, og der udveksles synspunkter.

Der kan findes yderligere oplysninger om dette emne på webstedet for Økonomi- og Valutaudvalget (ECON).

 

Christian Scheinert