Besøg i Europa-Parlamentet
Besøg i Europa-Parlamentet er en enestående lejlighed for borgerne til at få indsigt i, hvordan EU's parlamentariske demokrati fungerer, og hvordan de beslutninger, der træffes af Parlamentet, indvirker på deres dagligdag. Parlamentet giver de besøgende forskellige muligheder for at få kendskab til institutionens og Den Europæiske Unions arbejde, historie og funktionsmåde. Parlamentet tager imod et stort antal besøgende på flere af dets arbejdssteder og i EP-besøgscentre og museer.
Parlamentet har forskellige besøgstilbud, som henvender sig til henholdsvis grupper og individuelle besøgende.
Hvert år besøger omkring en halv million mennesker fra lande i og uden for EU Parlamentets plenarmødesale i Bruxelles og Strasbourg. Mange af disse besøgende kommer som en del af en gruppe (enten inviteret af en MEP eller på eget initiativ), men antallet af individuelle besøgende er steget i de seneste år. Grupper bydes velkommen af Parlamentets personale, som fortæller dem om Parlamentets arbejde og rolle. Grupperne kan mødes med MEP'er og besøge plenarsalen. Individuelle besøgende kan besøge plenarsalen med en interaktiv multimedieguide med 24 sprog, følge et plenarmøde eller reservere plenarsalen med henblik på et møde med en repræsentant for Parlamentet.
Parlamentet bestræber sig på at gøre det så nemt som muligt for offentligheden at få adgang til dets arbejde og bygninger, fordi det anser åbenhed for et vigtigt element i udøvelsen af de demokratiske rettigheder i EU. Da udgifter til rejser til Bruxelles og Strasbourg kan være en hindring for mange EU-borgere, der bor langt væk fra disse byer, hjælper Parlamentet i visse tilfælde med at dække nogle af udgifterne for MEP'ernes besøgsgrupper.
Besøgende til Bruxelles kan også besøge Parlamentarium og Huset for Europæisk Historie, som er indrettet i egne bygninger og også holder åbent i weekenden. Parlamentariet tilbyder endvidere et populært rollespil, baseret på Europa-Parlamentets arbejdsgang, for gymnasieklasser og folkeskolens ældste trin, hvor eleverne træder i rollen som MEP'ere, der forhandler om lovgivning af relevans for EU-borgernes hverdag.
Besøg i Strasbourg indbefatter et udstillingsområde kendt som Simone Veil-Parlamentariet med et 360-graders biograflærred og interaktive værktøjer. Parlamentets lokaler i Strasbourg huser også læringsprogrammet Euroscola, der giver tusindvis af elever i alderen 16-18 år mulighed for at agere medlem af Parlamentet for en dag.
Europa-Parlamentet har indrettet mindre besøgscentre i medlemsstaterne for at bringe Parlamentet tættere på borgerne. Det er planen, at der skal være et besøgscenter i hver enkelt medlemsstat. Formålet med disse centre, kaldet Europa Experience, er at bringe EU ud til borgerne, formidle information og tilskynde dem til at engagere sig i EU-politik.
Besøgsmulighederne er ikke begrænset til fysiske besøg. Parlamentet har øget sine onlinebaserede/digitale tilbud, der nu også omfatter f.eks. EP-forelæsninger, de europæiske ungdomsseminarer og den nye Digitale Rejse.
De besøgende kan på de online-baserede EP-forelæsninger uddybe deres viden om Parlamentets beføjelser, rolle og aktiviteter, inklusive ved spørgerunder tilpasset gruppens interesser. En onlineforelæsning er tilgængelig på et af 24 officielle EU-sprog.
Hvert år i begyndelsen af maj fejrer Parlamentet Europadagen med forskellige aktiviteter i Strasbourg og Bruxelles, organiseret af en række af Parlamentets tjenestegrene og politiske grupper.
Den Digitale Rejse er en række nye onlinetilbud. De har til formål at sætte borgerne i stand til at komme tæt på, gå på opdagelse i og opleve Parlamentet, uanset hvor de befinder sig. De består af fire nye sansepåvirkende og interaktive, web-baserede platforme, nemlig Experience Parliament in 360° (EP360), MEP Virtual Reality Experience, virtuel rundvisning i Huset for Europæisk Historie og et virtuelt rollespil.