Hvilke beføjelser og lovgivningsprocedurer har Europa-Parlamentet? 

Europa-Parlamentet besidder betydelige lovgivnings-, budget- og kontrolbeføjelser som følge af indtil flere ændringer af EU-traktaterne, navnlig Lissabontraktaten fra 2009.

Parlamentet er medlovgiver. Det betyder inden for EU-systemet, at det har beføjelse til at vedtage og ændre lovforslag og træffe afgørelse om EU's årlige budget på lige fod med Ministerrådet (medlemsstaterne). Det fører demokratisk kontrol med Kommissionens såvel som de øvrige EU-institutioners og -organers virke.

Lovgivningsbeføjelser

Langt størstedelen af EU's love vedtages gennem den almindelige lovgivningsprocedure (også ofte omtalt med den tidligere betegnelse "fælles beslutningstagning"). Denne procedure er EU's ordinære lovgivningsmæssige beslutningsproces, hvori Europa-Parlamentet og Ministerrådet (medlemsstaterne) har lige stor vægt. Proceduren bruges inden for en lang række politikområder såsom indvandring, energi, transport, klimaforandringer, miljø, forbrugerbeskyttelse og økonomisk styring.

En anden beslutningsprocedure er godkendelsesproceduren. Under denne procedure kræves Europa-Parlamentets godkendelse, og den anvendes i forbindelse med tiltrædelse af nye medlemsstater og indgåelse af handelsaftaler mellem EU og tredjeparter. Den endelige beslutning om at godkende et nyt kommissærkollegium eller ej sker også ved godkendelsesproceduren.

Høringsproceduren bruges på politikområder som beskatning, konkurrenceret og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Parlamentet har ved denne procedure mulighed for at godkende eller forkaste og foreslå ændringer til et lovforslag. Parlamentets holdning er ikke bindende for Ministerrådet, men dette er forpligtet til at høre Parlamentet og afvente dets holdning, inden ministrene træffer afgørelse. Hvis dette ikke sker, vil den pågældende retsakt være uden retskraft og vil kunne ophæves af EU-Domstolen. Endvidere skal Ministerrådet igen høre Parlamentet, hvis det ændrer væsentligt ved et forslag.

Hvad med lovgivningsinitiativ? Hvem stiller forslag til EU-lovgivning?

Det er Kommissionen, der fremsætter forslag til ny EU-lovgivning, men Parlamentet kan tage initiativ ved at anmode Kommissionen om at fremsætte et lovforslag. MEP'erne kan, når de gør brug af dette "lovgivningsinitiativ", fastsætte en frist for, hvornår forslaget senest skal fremlægges. Hvis Kommissionen afviser at følge opfordringen, skal den begrunde hvorfor.

Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

Parlamentet og Ministerrådet kan i forbindelse med vedtagelsen af en ny lov indføje, at Kommissionen efterfølgende kan foretage mindre tilføjelser eller ændringer såsom tekniske bilag eller ajourføringer enten ved en delegeret retsakt (som supplerer eller ændrer dele af loven) eller ved gennemførelsesretsakt (der nærmere angiver, hvordan loven skal gennemføres). På den måde kan lovgivningen forblive enkel og ajourført, uden at der skal indledes nye forhandlinger.

MEP'erne har, alt efter hvilken type retsakt Kommissionen foreslår, forskellige muligheder til rådighed, hvis de ikke tilslutter sig forslaget. Parlamentet har vetoret ved delegerede retsakter. For så vidt angår gennemførelsesretsakter kan Parlamentet anmode Kommissionen om at ændre eller tilbagekalde en retsakt, idet Kommissionen dog ikke er juridisk forpligtet til at efterkomme anmodningen.