Hvordan ansøger jeg?

ECYP2025

Ansøgninger til Den Europæiske Karlspris for Unge 2025 kan indsendes fra den 9. januar.

Hvordan ansøger jeg?

Er du mellem 16 og 30 år og bosat i EU, og arbejder du på et europæisk projekt? Så kan du blive den næste vinder af Den Europæiske Karlspris for Unge. Indsend dit projekt, vind op til 7 500 EUR, og få den hjælp, du har brug for til at videreudvikle dit projekt. Hvert år uddeler Europa-Parlamentet og Stiftelsen for Den Internationale Karlspris i Aachen Karlsprisen for Unge til inspirerende projekter, der hylder det betydningsfulde arbejde, som unge mennesker udfører hver dag for at skabe en fælles europæisk identitet og for Europas fremtid.

Kalender 2025: 

  • 9. januar 2025: Ansøgningen åbner
  • 30. januar 2025: Ansøgningsfrist
  • 13. marts 2025: Offentliggørelse af de nationale vindere 
  • 27. maj 2025: Prisuddeling i Aachen

Regler

Før du søger, skal du læse den fulde udgave af reglerne for Den Europæiske Karlspris for Unge. Projekter, der ikke opfylder kriterierne i reglerne, vil ikke blive taget i betragtning ved bedømmelsen.

Projekterne skal opfylde følgende kriterier for at komme i betragtning:

De skal have opnået resultater inden for følgende områder:

  • fremmet samarbejde og forståelse både i Europa og internationalt på grundlag af demokratiske værdier (f.eks. respekt for den menneskelige værdighed, frihed, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne);
  • fremmet en fælles følelse af europæisk identitet og europæisk integration;
  • tilskyndet andre unge i Europa til at engagere sig i vores demokrati;
  • vist praktiske eksempler på europæere, der lever sammen som et fællesskab.

De skal være indgivet af en ung person, der er bosiddende i en af de 27 EU-medlemsstater og er mellem 16 og 30 år på datoen for ansøgningen.

Få inspiration fra de tidligere prisvindere og deres projekter.

Tildelingskriterier

Projekterne bliver bedømt i henhold til følgende principper:

  • hvor godt prisens målsætninger er blevet nået;
  • projektets kreativitet og originalitet, herunder eventuelle innovative initiativer;
  • projekter med en tværnational dimension (der involverer unge fra mere end én medlemsstat) vil blive prioriteret.

Udvælgelsesprocedure

Udvælgelsen sker i to trin. Først udvælger den nationale jury i hver medlemsstat det bedste nationale projekt. Derefter vælger den europæiske jury de tre europæiske vindere ud af de 27 nationale vinderprojekter.

Den nationale jury i den enkelte medlemsstat består af to medlemmer af Europa-Parlamentet og en repræsentant for ungdomssektoren og udvælges på årlig basis. For yderligere oplysninger om den nationale udvælgelsesprocedure i dit medlemsland henvises til Europa-Parlamentets forbindelseskontor i dit land.

Den europæiske jury, der udvælger de tre europæiske prismodtagere, består af:

  • Europa-Parlamentets formand;
  • to medlemmer af Europa-Parlamentet;
  • tre repræsentanter for Stiftelsen for Den Internationale Karlspris i Aachen;
  • to repræsentanter for ungdomssektoren (herunder tidligere prisvindere).

Den europæiske jurys afgørelse er endelig.

Prisen

  1. De tre europæiske vinderprojekter modtager følgende præmier: Førstepræmien er 7 500 EUR, andenpræmien 5 000 EUR og tredjepræmien 2 500 EUR.
  2. Repræsentanter for hvert enkelt af de nationale vinderprojekter inviteres til ceremonien for Karlsprisen for Unge i Aachen.
  3. Som en del af præmien vil de europæiske prismodtagere blive inviteret på besøg i Europa-Parlamentet (i Bruxelles eller Strasbourg).
  4. En repræsentant for hver af de tre europæiske prismodtagere vil få tilbudt et Schuman-praktikophold i Europa-Parlamentet. En repræsentant, der udvælges til at tage praktikopholdet, bør være en del af det vindende projekts kerneteam og opfylde alle betingelserne for at deltage i praktikordningen. Praktikopholdet kan starte enten den 1. oktober eller den 1. marts i de 12 måneder, der følger efter tildelingen af prisen. Nærmere oplysninger om denne mulighed vil blive meddelt direkte til de nationale vinderprojekter inden prisoverrækkelsen.

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte os på youth@europarl.europa.eu.  (Databeskyttelsespolitik)

Ansøg om Den Europæiske Karlspris for Unge